Vis kilden til Myter og sagn fra Grønland – III (KR) – Kâgssagssugpaluk, den forældreløse, der blev til en stærk Mand

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !! !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link= Myter og sagn fra Grønland – III (KR) – Kâgssagssugpaluk, den forældreløse, der blev til en stærk Mand]] !!  !!  
|-
|}

<blockquote>[[Fil:Høegh 20.jpeg|thumb|300px|<center>'''Myter og sagn fra Grønland III''' <br> ''Aka Høegh'', 1924</center>]]<center>

<br>'''[[Grønlandsk religion og mytologi|Temaside: Grønlandsk religion og mytologi]]'''<br><br><br><big>[[Myter og sagn fra Grønland – III (KR)|'''Myter og sagn fra Grønland – III''']]</big><br>'''Knud Rasmussen'''<br>1925<br><br><big>'''Bind III: <br>Kap York-Distriktet og Nordgrønland'''<br><br><big><big>'''Kâgssagssugpaluk, den forældreløse,<br></big> der blev til en stærk Mand'''</big></big></big><br><br>'''Fortalt af Fortalt af Arndluk'''<br>''(gammel Kvinde paa c.: 60 Aar)''</center>




MAN fortæller, at engang da de voksne var gaaet hen for at høre paa en Aandemaner, var alle Pladsens Børn bleven tilbage i et stort Hus, hvor de legede under megen Larmen.

En forældreløs Dreng ved Navn Kâgssagssugpaluk gik alene ude, og det fortælles, at han raabte ind til dem, der legede i Huset:

"I maa ikke larme saa meget, ellers kommer den store Ild!"

Men Børnene troede ham ikke og larmede videre, og tilsidst kom den store Ild til Syne. Den lille Kâgssagssugpaluk flygtede ind i Huset, idet han raabte:

"Løft mig op! Jeg vil have mine Vanter, som ligger deroppe!"

Han vilde op paa Tørrestativet under Loftet, og der løftede de ham saa op.

Saa hørte man da den store Ild komme farende til Huset udenfor. En stor, levende Remmesæl var dens Pisk, og den havde lange Negle, denne Pisk. Og saa begyndte den at trække Børnene ud gennem Husgangen med sin store Pisk, og hvergang den trak dem ud, skoldede den dem op. Tilsidst var der ikke flere. Men før den drog bort, stak den dog sin Finger op paa et Skind, der var udspilet paa Tørrestativet.

Saa snart den store Ild var draget bort, kravlede den lille Kâgssagssugpaluk ned og gik over til Folkene, der var samlede til Aandemanen, for at fortælle dem det. Men der var ingen, der troede, hvad han sagde.

"Det er dig, der har slaaet dem ihjel."

"Naa, men saa kan I jo blot forsøge paa at larme ligesom Børnene."

Nu gav de sig til at smelte Spæk oven over Husindgangen, og da Trannen begyndte at koge og boble, larmede de op, alt hvad de kunde, og ganske rigtigt, saa kom den store Ild til Syne.

Men den lille Kâgssagssugpaluk fik ikke Lov til at komme ind i Huset, og derfor kravlede han ind i et Kødskur.

Den store Ild kom og havde med sig den levende Remmesæl som Pisk. Man hørte den komme ind gennem Husgangen og hældte kogende Tran over den, og da Pisken saaledes blev ødelagt, drog den store Ild atter bort.

Men fra denne Dag af blev alle Folk onde mod den lille Kâgssagssugpaluk, og det, skønt han ikke havde løjet. Han havde før haft Hus hos Umerdlugtôrssuaq (den bredsnudede), men nu maatte han nøjes med at være ude, da det blev forbudt ham at komme ind. Hver Gang han blot vilde gaa ind for at faa sine Støvler tørrede, løftede Umerdlugtôrssuaq ham op over den høje Husindgang, idet han greb ham i Næseborene alene.

Den lille Kâgssagssugpaluk havde to Bedstemødre. Den ene af dem pryglede ham ved enhver Lejlighed, selv om han kun laa ude i Husgangen; naar hun slog efter Hundene, slog hun ham med. Men den anden Bedstemoder havde Medlidenhed med ham, fordi han var en Søn af hendes Datter, der var Kvinde som hun selv, og hun tørrede Tøjet for ham.

Naar den lille Stakkel en sjælden Gang kom ind, gav Folkene hos Umerdlugtôq ham sejg Hvalroshud at spise, bare for at give ham noget, der ikke lod sig tygge. Naar de gav ham saadan Føde, plejede han at lægge en lille Knivsten op mellem sine Tænder for at tygge ved Hjælp af den, og saa snart han var færdig med at spise, gemte han den atter i Forhuden paa sin Penis. Naar han blev meget sulten, spiste han af Hundenes Levninger ude paa Marken; der kunde han finde Hvalroshud, som selv Hundene ikke vilde spise.

Han sov mellem Hundene og varmede sig oppe paa Hustaget ved den varme Luft, der strømmede ud af Loftsventilen. Men hver Gang Umerdlugtôq opdagede, at han varmede sig her, greb han fat i hans Næsebor og sled i dem.

Saaledes gik der en lang Tid; det havde været mørkt under Vinteren og begyndte at blive lyst mod Foraaret, og da begyndte den lille Kâgssagssugpaluk at gøre Vandringer ind over Land. Paa en saadan Vandring traf han engang en stor Mand, en Kæmpe, der flænsede sin Fangst, og da han saa ham, gav han sig til at raabe af alle Kræfter:

"Hør, du der! Giv mig et Stykke Kød, hører du!"

Men skønt han raabte af alle Kræfter, kunde dog Kæmpen ikke høre ham. Tilsidst begyndte det dog at kime for den store Mands Øren, og han sagde:

"Bring mig Held, bring mig Held!"

Og saa smed han et lille Stykke Kød ud paa Jorden.

Men den lille Kâgssagssugpaluk. som allerede nu havde Hjælpeaander, gjorde det stort, og han spiste af det, saa meget han orkede, og da han ikke kunde spise mere, var det endda saa stort, at han næppe kunde slæbe det hen for at lave en Kødgrav til det.

Da der var gaaet nogen Tid efter dette, siger den lille Kâgssagssugpaluk til sin Mormoder:

"Det er faldet i min Lod at besidde Kød, og da mine Tanker nu stadig kredser om det, vil jeg gaa ud og se til det."

Han vandrede saa ud til det Sted, hvor han havde gemt det, men det var der ikke længere. Saa gav han sig til at græde, og medens han stod der, kom Kæmpen atter til ham.

"Hvad græder du for?"

"Jeg kan ikke finde noget Kød, som jeg havde lagt i en Stendysse her."

"Aa, det er mig, der har taget det. Jeg troede, det tilhørte en anden."

Naar det ringer for ens Øren, plejer man som en Slags Offer til de døde at kaste et lillebitte Stykke Kød, saa stort som Spidsen af en Finger, bort fra sig. Større havde det Kødstykke, som Kæmpen havde kastet, heller ikke været; for de døde er der intet stort eller lille, idet de er i Stand til at gøre selv det mindste Stykke Kød saa stort, de vil. Det samme havde Kâgssagssugpaluk gjort ved Hjælp af sin Tryllesang, og derfor havde Kæmpen ikke kunnet genkende sin Tunitdlaut (sin Offerbid).

"Lad os lege sammen!" sagde han saa til den lille, som han kælede for og havde rigtig ondt af. Og saa gik de ud sammen paa Vandring.

Da de kom til en stor Sten, siger Kæmpen til den lille Kâgssagssugpaluk:

"Lad os skubbe til de store Sten!"

Og saa begyndte de at skubbe til de store Sten, saa de snurrede rundt. I Begyndelsen, da den lille Kâgssagssugpaluk skulde forsøge paa at gøre det samme, gik han blot bagover.

"Naa, een Gang til!"

"Skynd dig lidt, skynd dig lidt. Een Gang til!"

"Og saa igen en, der er lidt større!"

Og tilsidst gik Kâgssagssugpaluk ikke længere bagover, men kunde faa Stenene til at rokke sig, og snart snurrede de ogsaa rundt; og for hver Gang prøvede han med en Sten, der var lidt større, og naar han kunde magte den, saa en, der var lidt større igen. Og saa igen, og saa igen. Tilsidst kunde han faa de allerstørste til at snurre rundt, saa det sagde "Lø, lø, lø, lø, lø" gennem Luften.

Nu sagde Kæmpen, da han saa, at de var bleven lige stærke:

"Saa, nu er du bleven en stærk Mand. Men da jeg er Skyld i, at du nu intet Kød har, saa skal jeg trylle Bjørne frem til jeres Boplads; tre Bjørne vil komme lige til Bopladsen."

Derpaa gik den lille Kâgssagssugpaluk hjem, og da han efter sin Hjemkomst som sædvanlig vilde varme sig ved Loftsventilen, tog Husherren ham igen ved Næseborene, saadan som han plejede at gøre; og da han senere skulde lægge sig mellem Hundene, pryglede hans onde Bedstemoder ham sammen med Hundene, saaledes som hun havde for Skik. Det var, som om der slet ikke var nogen stærk Mand der paa Stedet! Men om Natten, da de andre sov, gik han ned til en Konebaad, der var iset ned, og rykkede den op. 

Om Morgenen, da Mændene vaagnede, blev der stor Bestyrtelse.

"Hej, Konebaaden er bleven revet op af Isen!"

"Hej, vi maa have en stærk Mand iblandt os!"

"Hvem kan det dog være, der er saa stærk?"

"Det er naturligvis ham der," sagde Umerdlugtôq og pegede paa den lille Kâgssagssugpaluk for at haane ham.

Nogen Tid efter at dette var sket, begyndte Folkene paa Bopladsen ganske rigtigt, saaledes som Kæmpen havde forudsagt, at raabe om, at tre Bjørne var i Sigte. Kâgssagssugpaluk sad inde og fik tørret sit Fodtøj. Da alle de andre raabte op og var ivrige, sagde han beskedent:

"Bare jeg dog kunde laane en eller andens Indendørsfodtøj."

Og da der ikke var andet at faa, maatte han tage sin Bedstemoders korte Støvler paa.

Han kom ud og løb hen over den haarde, nedtraadte Sne uden for Husene og satte sine Fødder deri med en Kraft, som om det var blød Sne, han traadte i; og saaledes gik han Bjørnene i Møde.

"Men vil I dog bare se Kâgssagssugpaluk!"

"Men hvad gaar der dog af Kâgssagssugpaluk?"

Umerdlugtôq var saa forbavset, at han ikke kunde faa Øjnene fra ham. Men den lille Kâgssagssugpaluk greb den største af Bjørnene — det var en Moder med sine to halvvoksne Unger — med de bare Næver og drejede Halsen om paa den, saa den døde paa Stedet: Ungerne tog han i Nakken og dunkede dem imod hinanden, saa at ogsaa de var døde med det samme.

Derefter begav den lille Kâgssagssugpaluk sig hjemover med den største af Bjørnene lagt hen over Halsen paa sig og Ungerne under Armene, idet han bar dem som Harer. Saaledes bragte han dem op til Huset og flaaede dem, og derpaa gav han sig til at lave et Ildsted, der var saa stort, at et Menneske kunde passe derind; han vilde koge Bjørnekød til sin Mormoder paa en stor, flad Sten.

Men den store Umerdlugtôq fik travlt med at komme bort sammen med sine Koner.

Nu greb Kâgssagssugpaluk den gamle Bedstemoder, som plejede at slaa ham, og kastede hende ind i Ilden. Hun brændte op, og det eneste, der blev tilbage, var hendes Mavesæk. Den anden Bedstemoder vilde nu ogsaa til at flygte, men han holdt hende tilbage og sagde:

"Dig holder jeg af; du tørrede jo altid mine Kamikker."

Efter at Kâgssagssugpaluk nu havde holdt Maaltid paa Bjørnekødet, satte han efter dem, der var flygtet bort. Umerdlugtôq og hans Kone var standset oppe paa et højt Fjæld, lige paa Kanten af en Afgrund; der havde de slaaet Telt.

Kâgssagssugpaluk kom rigtig godt lige bag paa ham, greb ham i Næseborene og rystede ham saa voldsomt ud over Afgrunden, at Næseborene revnede. Nu havde Umerdlugtôq ikke Tanke for andet end at holde sig om Næsen, og Kâgssagssugpaluk sagde til ham:

"Du skal ikke være bange for, at jeg skal slaa dig ihjel, thi du plejede jo heller ikke at slaa mig ihjel."

Derpaa gik den lille Kâgssagssugpaluk ind og tog Ægtemandens Ret af hans Koner, idet han samtidig raabte:

"Se her, se paa mig! Jeg ligger hos dine Koner!"

Tidligere havde nemlig Umerdlugtoq forbudt ham bare at se paa dem.

Efter saaledes at have hævnet sig, drog Kâgssagssugpaluk hjem igen til sin Boplads, hvor han ligeledes hævnede sig paa alle dem, der tidligere havde mishandlet ham. Siden rejste han ned til Menneskene sydpaa.

Det fortælles, at han dernede fik sig en Kajak og gik paa Fangst sammen med Mændene; men med hans vældige Kræfter fulgte en stærk Lyst til altid at være den frygtelige; og da han begyndte paa at trykke Børn om Livet, saa at de kastede deres Indvolde op, harpunerede hans Fangstfæller ham en Dag paa en Kajaktur og dræbte ham.

Saaledes har vi hørt berette om Kâgssagssugpaluk.


==Kilde==
Knud Rasmussen: ''Myter og sagn fra Grønland, bd. III'', s. 88-93. København, 1925.</blockquote>
<br>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Knud Rasmussen]]
[[Kategori:Inuitisk religion og mytologi]]