Vis kilden til Ingnerssuit eller Atdliarutsit (C. Rosing)

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !! !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link= Ingnerssuit eller Atdliarutsit (C. Rosing)]] !!  !!  
|-
|}

<blockquote>[[Fil:Figurine magique Groenland.jpg|thumb|400px|<center>Grønlandsk tupilak</center>]]<center>


'''[[Grønlandsk religion og mytologi|Temaside: Grønlandsk religion og mytologi]]'''
<br><br><br>'''Christian Rosing'''<br><br>
[[Østgrønlænderne Tunuamiut – Grønlands sidste Hedninger (C. Rosing)|'''Grønlands sidste Hedninger<br>Østgrønlænderne<br>Tunuamiut ''']]


<big>'''Kapitel VI'''<br><br><big><big>'''Ingnerssuit eller Atdliarutsit'''</big></big></big></center>



En af de Ting, som de østgrønlandske Hedninger ogsaa tror paa, er ''Ingnerssuit'' (Sagnskikkelser, der bor i Strandkanten) eller ''Atdliarutsit'' (Underverdenens Folk). De ligner Mennesker, og man mener, at de bor inde i Strandkanten og under Fjeldene i Jordens Indre.<ref>Der tales her atter om vgr. ''Ingnerssuit'' < Øgr. ''Innertiwin'' 'Ildtrolde som bor i strandkanten' (hvor havet når ind til foden av klipperne), jvf. s. 13 og Hansêraks Dagb. noterne 15 og 25. Disse åndefolk menes at leve i en verden inde under klipperne, hvor de har alt indrettet omtrent som i menneskesamfundet, ja de foretar endogså handelsrejser om til Grønlands vestkyst, jvf. her note 53. Angákut får deres hjælpeånder dels fra dem, dels fra et andet »åndefolk« ved navn ''Timersît'' »indlandsboerne«, dels fra et tredje Eeajuättâit. Hedningerne trode fuldt og fast på disse folks existens; kun angákut mentes at kunne se dem og at kunne tale med dem i deres forskellige sprog, således som man ofte fik det at høre ved åndemaningerne.</ref> De skal fuldstændig ligne Mennesker, men er næseløse. De siges at være de Mennesker, der faldt ned i Revnerne, som Jorden slog, da den i længst forsvunden Tid gik i Stykker; dernede i Jordens Indre har de saa avlet Børn og formeret sig. Man mener, at de fuldstændig som Østgrønlænderne selv driver Sælfangst fra Kajak som Erhverv. Det kommer af, at der høres saa mange Historier om Folk, der har set fremmede Kajakker; naar en Kajak, som ikke hører til deres egen Boplads, er set, mener de straks, at den hører til Ingnerssuit, og de tror jo selv fuldt og fast paa, hvad de saaledes fortæller. Hvis en enlig Kajakmand ikke vender hjem (altsaa er omkommet), mener man straks, at han er taget af Ingnerssuit. Naar Ingnerssuit tager en Fanger, der er omkommet i Kajak, siges de — før de bringer Liv i den Døde — at skære Næsebrusken af ham, for at forhindre ham i at vende tilbage, hvorefter de bringer Liv i ham og tager ham til sig. Hvis en harpuneret Sæl forsvinder med Fangeblæren, eller hvis den forsvinder efter at være saaret, mener man straks, at det kun kan være Ingnerssuit, der har været paa Spil.


Man mener, at disse Ingnerssuit bor i Jordens Indre, og man er meget bange for dem og venter til Stadighed noget ondt fra dem. Da Angákut er klar over dette, bruger de at have disse som Hjælpeaander under Aandemaningen, for ved deres Bedragerier at indgyde Bopladsfællerne Frygt, og for at faa dem til at tro endnu mere paa sig. Angákut fortæller, at Ingnerssuit har Huse og Ejendele fuldstændig som »de, der bor paa Overfladen« (''qâmiut''), men at de ikke bruger Skindklæder ligesom os; derimod har de Tøj af Bomuldsstof, da de hyppigt tager til deres Handelssted for at handle (''qavdlúniartut''). Angákut besøger dem under deres Aandemaning, og man siger, at en Angákoq faar de Ingnerssuit, han besøger, til sine Hjælpeaander. — Der er mange, der fortæller at have set Ingnerssuit, og der siges, at man om Aftenen, naar Mørket falder paa, kan se Lysskæret fra deres Vinduer, og at man lige over Højvandsmærket endog kan betragte deres Skygger. Der fortælles, at Ingnerssuit tager paa Handelsrejse til europæiske Købmænd, idet de har Skind med som Handelsvare; en saadan Europæer kender dem nemlig ikke, og det hænder derfor, at nogle af de Skind, der købes i Butikken, er behandlet paa en fremmedartet Maade.


Man fortæller at have set baade enlige Kajakker og ligeledes hyppigt at have set Konebaade med mange Mennesker og med ledsagende Kajakker. Dog siges der, at man aldrig hører det fortalt undtagen af Angákut. Men en Angakoq, der møder en Kajak (d. v. s. en af Ingnerssuits), plejer enten at besøge denne underjordiske Beboer eller at invitere ham til at besøge sig. Ganske vist er man af den Mening, at de er fuldstændig som Mennesker, men man mener dog — som i de fleste andre Tilfælde —, at de er betydelig mægtigere end Mennesker og meget frygtindgydende.


Denne Overtro blandt de eskimoiske Hedninger stammer ganske vist fra den Smule, der er tilbage af Mindet om de ældste Tider. Folk her fortæller nemlig, at »før denne Jord eksisterede, fandtes der en betydelig bedre Jord, beboet af Mennesker; men da disse efterhaanden blev slettere og slettere, lod »Han deroppe« en stor Flod udslette dem«. Men andre beretter, at »Jorden slog Revner, og de slette Mennesker faldt ned i Jordens Revner og blev til Ingnerssuit«. Denne Overtro stammer altsaa ganske vist fra et rigtigt, men svagt Minde;<ref>». . . et rigtigt, men svagt Minde«. Pastor Rosing nærede, som vi før har set, den anskuelse, at hedningerne bar på et nedarvet minde om verdens første tider, således som det er berettet i det gamle testamente. Jvf. note 5. — ''Ingnerssuit'' (Ildtrolde), se note 52 og 57.</ref> men da de mangler meget i denne vage Erindring, har de som sædvanlig i deres Forvirring selv føjet forskellige betydningsløse og bedrageriske Ting til for at gøre det mere forunderligt. Og da de bedragne fuldt ud tror paa disse Løgne og værdiløse Beretninger, føjer de alt dette betydningsløse til alle de Ting, de frygter, og som bevirker, at de aldrig finder Fred. Det er jo saaledes, at de endog er blevet ude af Stand til at tænke over det, som de ellers godt kan forstaa, saafremt de blot grunder nærmere over det, da det er nemt at fatte selv for tankeløse Mennesker. Selv noget saa letfatteligt, som at et Menneske, der lever som os, ikke kan leve i Havet, kan deres forvirrede Tanker ikke naa at fatte. Vil man søge at forstaa, hvorfra denne Indstilling har sit Udspring, kommer man til det Resultat, at det ikke kan være andet end Synden. Ikke alene har de glemt det, man virkelig bør tro paa, men de er endog blevet ude af Stand til at forstaa, hvad et Menneske ved Hjælp af sin Forstand ellers kan fatte. De forøger i Blinde Frygten for den Synd, hvori de lever, og for dens Følger, som de ikke er klar over, og dette bevirker igen, at de hindres i at fatte det pinagtige og frygtelige i Syndens Følger, ligesom de hindres i at forstaa den virkelige Aarsag til Døden.<ref>»Syndens Følger«. Meningen er vist: Overtro avler mere overtro. Syndigheden gør dem forvirrede og overtroiske, og overtroen formerer sig på svikmøllevis. Mon ikke forf. dømmer hedningerne lidt uretfærdigt her og forlanger lidt vel meget av dem? Det var jo ialfald hans — missionærens — opgave at skaffe dem den højere viden.</ref> Men disse Følelser begrunder de med noget nytteløst og løgnagtigt, saa at Mennesket bliver forhindret i at fatte, at det selv er Skyld i den Pine og det Besvær, det maa lide under.


==Fodnoter==

<references/>

 

==Kilde==

Christian Rosing: ''Østgrønlænderne Tunuamiut – Grønlands sidste Hedninger'', ss. 98-100, København, 1946
 
</blockquote>
<br><br>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Christian Rosing]]
[[Kategori:Inuitisk religion og mytologi]]