Vis kilden til Sørle den Stærkes saga

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Sörla saga sterka]] !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Sørle den Stærkes saga]] !!  !! 
|-
|}



<center>[[Udvalgte fornaldersagaer]]


<big><big>'''Sørle den Stærkes saga'''</big></big> <ref>''Sörla saga sterka'' menes at være forfattet i slutningen af 1300-tallet eller først i 1400-tallet. Sagaen findes alene overleveret i papirhåndskrifter, fx [https://handrit.is/manuscript/view/da/Rask032/17#page/8v/mode/2up Rask 32] fra 1750-99</ref>

''Sörla saga sterka''


oversat af [[Bruker:Jesper|Jesper Lauridsen]]

Heimskringla.no

&#169; 2025</center>


----
<center>''Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson & Bjarni Vilhjálmsson:'' [[Fornaldarsögur Norðurlanda]]'', Reykjavík, 1943-44''</center>
----


'''Kapitel 1'''

[[Fil:Sörla_saga_sterka_F._8v_of_Rask_32.jpg|thumb|right|300px|<center>'''Sørle den Stærkes saga'''<br>Håndskriftet ''Rask 32'' fra ca. 1750-99</center>]]På den tid, da kong Halfdan Branafostre<ref>Se [[Halfdan Branafostres saga]]</ref> herskede over Det Kolde Sverige, som han vandt fra Agnar den Rige, og satte sin svigersøn Astro til at regere i England og gjorde ham til hertug over landet, herskede en konge, der hed Erling, over Oplandene. Han styrede en tredjedel af Norge, mens kong Harald Valdemarson havde to tredjedele af riget. Erling blev anset for at være en stor og meget velhavende høvding, for han havde længe opholdt sig hos kong Knud den Mægtige, som havde skænket ham store summer, penge og gode kostbarheder. Kongens dronning hed Dagny og stammede fra aserne. Med hende havde han to sønner og en datter, der hed Ingeborg. Kongen lod en hal med stærke stenmure og med et solidt og højt plakeværk omkring opføre til hende. Dér opholdt kongedatteren sig med en skare af de skønneste jomfruer og herlige hoftjenere. Kongens ældste søn hed Sigvalde, den yngste Sørle. De var begge fortræffelige mænd og havde mange evner, men kongen var dog mere glad for Sørle end for Sigvalde, fordi han så bedre ud og havde så mange kræfter, at man ikke fandt hans lige i hele Norge — og heller ikke selv om man ledte længere væk. Kongen fandt ham en mand, som skulle oplære ham. Han hed Karmon. Han bibragte kongesønnen Sørle alle de færdigheder, som særligt pryder et rigtigt mandfolk. Og da Sørle var 15 år gammel, var han vel oplært i alle færdigheder og så stærk, at der ikke fandtes den mand i Norge, som han ikke kunne klare med én arm, både i kamp med våben og i alle andre idrætter. Men han var så tung på grund af sin størrelse, at ingen hest formåede at bære ham mere end en halv dag uden at sprænge af overanstrengelse. Han blev derfor kaldt Sørle den Stærke.


'''Kapitel 2'''

En dag henvendte kongesønnen sig til sin far: »Det forekommer mig,« sagde han, »— at jeg ikke vinder megen berømmelse ved at sidde herhjemme hos dig som en munk i et kloster eller en giftemoden mø. Du skal derfor vide, at jeg straks vil forlade landet med fem skibe og mange raske mænd. Og min fosterfar, Karmon, skal også følge med mig med alt, hvad der behøves til rejsen.« Og da kongesønnen havde talt færdig, sagde kongen: »Du skal få alt, hvad du beder om.« Han gav nu sin søn fem skibe og mange meget tapre mænd. Sørles fosterfar, Karmon, rejste sammen med ham. Sørle tog afsked med sin far og alle folkene i borgen, før han drog af sted. Han lagde siden fra land og vandt sejr i hver en kamp, han kom i.

Og langt henne på sommeren havde kongesønnen fået otte skibe, og de var alle godt lastet med guld og kostbarheder og alt, hvad man kunne tænke sig. Han havde også fået en mængde raske folk. Kongesønnen ønsker derfor nu at vende tilbage til Norge. De satte kurs mod stik øst og lod hvert et sejl på skibene hejse helt til masteknappen. Men da de havde sejlet sådan i et par dage, blev de indhyllet i så tæt en tåge, at ingen var i stand til at holde den rette kurs. Nu gik det sådan i nogle dage, at ingen viste, hvad de styrede imod, men omsider mente de at vide, at de var kommet til land. Da spurgte kongesønnen, om nogen af hans mænd viste, hvor de var kommet hen, men der var ingen, der anede det. Kongesønnen bad dem kaste anker og sørge for skibene, og han sagde, at han ville blive dér på stedet, indtil de fik lejlighed til at sejle derfra. Nu blev der gjort, som kongesønnen havde sagt. Og da alt var færdiggjort, sagde Sørle, at han ville gå i land og se, om de kunne finde menneskeboliger.

Kongesønnen gik nu i land selvtolvte. Vejret var ganske mildt. De så, at landet var meget skovklædt. De fortsatte frem, indtil de kom nær en fjeldside. Dér standsede kongesønnen og hans folk i en rydning, og de var ikke bevæbnet med andet end sværd. I samme øjeblik ser de tolv mand nærme sig; de var umådeligt store og ganske ulig andre mennesker. De var sorte og så frygtelige ud, havde ikke et hår på hovedet, øjenbrynene hang helt ned til næsen, øjnene var gule som kattes, og tænderne var som koldt jern. De bar alle jernbeslåede skjolde og store, stålbeklædte køller. Og da de så kongesønnen og hans mænd, begyndte de alle at skrige ganske grusomt og opildne hinanden, mens kongesønnen bad sine mænd om ikke at miste modet, men være tapre. Og nu gik de imod hinanden. Og da kongesønnen stødte sammen med disse store blåmænd, opstod der den vældigste strid med voldsomme angreb, så alt syntes at briste i stykker. Alle deres hug ramte forbi og endte i jorden, og det varede ikke længe, før alle kongesønnens mænd faldt, og han selv var så aldeles udmattet, at han var nær ved at sprænge. Da ansporede blåmændene hinanden meget og angreb ham med vilde skrig og råb, men han forsvarede sig godt og mandigt og sprang op i luften for at undgå deres vældige hug. Samtidig huggede han skiftevis med sværdet og skjoldet og holdt våbnene i snart den ene, snart den anden hånd, som det passede ham, og det kunne de ikke stille meget op overfor. Han huggede nu hænder og fødder af dem og skar gennem brynjer og buge, så deres værn ikke var til mere nytte for dem end et svedent halmstrå, og på den måde legede han med dem, som løven leger med fårene, og han holdt ikke inde, førend han havde taget livet af dem alle. Han var da blevet svært udmattet, men kun lettere såret. Og da det, som nu blev fortalt, var overstået, satte kongesønnen sig en tid i rydningen for at samle kræfter, og det er nu hans hensigt at gå tilbage til skibene.


'''Kapitel 3'''

I det samme hørte han en vældig buldren og bragen lige i nærheden, og han bliver nysgerrig efter at vide, hvad der forårsager det. Han går nu noget længere ind i skoven langs fjeldsiden, indtil han kommer til en stor klippehule. Han kigger nu ind ad den glug, der var i klippehulen, og kan se hele hulen. Han ser en frygtelig jætte, der ligger i sin seng. Aldrig havde kongesønnen set en større mand. Hans krop nåede fra væg til væg og var så modbydelig og ækel at se på, at kongesønnen blev meget forundret. Han så også en nok så mandhaftig kælling. Hun stod ved en tværbænk og var ved at sønderdele kød fra mennesker og heste, og hun var meget virksom. Derefter hørte kongesønnen, at kællingen henvendte sig til sin mand — og hun kaldte ham Skrimner — på denne måde: »Nu er det slut med forrådet i vores hule,« sagde hun, »— men her har jeg tilberedt et måltid.« Skrimner mente, at det lød rimeligt, og sagde, at det også havde slået godt til, »— og du skal vide,« sagde han, »— at selv om jeg ligger her nu, skal der nok være noget igen, når vores drenge kommer hjem i aften, for nu er der kommet skibe til landet — ikke færre end otte — og det har jeg bevirket, for jeg sendte dem kraftig vind og tåge, for at de skulle forvilde sig hertil, og de skal alle gæste Hel, før denne dag er til ende.« Kællingen glædede sig meget over dette og gik derefter ind i en sidehule.

Nu springer kongesønnen op fra gluggen og går ind i klippehulen. Han har nu sit spyd i den højre hånd og sit sværd i den venstre, og han støder med begge hænder spyddet i maven på kæmpen, så spidsen kommer ud på ryggen. Derpå stikker han med begge hænder sit sværd i kæften på kæmpen, og kæmpen kastede sig rundt og råbte og skreg i vildskab, da han blev stukket, så sengen brød sammen, og kæmpen styrtede ned på gulvet med et ordentligt brag. I det samme kommer kællingen tilbage til hulen og ser, hvad der foregår. Hun griber da et skarpt sværd og svinger det og hugger mod kongesønnen, hvorved hun kløver hans skjold fuldstændig på langs, og sværdodden traf ham i brystet og skar ind til knoglen. Hun hugger nu igen og igen, mens kongesønnen hele tiden viger tilbage, for ellers var han blevet slået ihjel, og hun blev ved med en sådan kraft, at jo mere hun angreb, des vildere blev hun. Hun brølede og råbte højt, og det var, som stod der flammer ud af øjnene og kæften på hende. Og denne fjende fyldte kongesønnen med en sådan skræk, at han ikke vovede at se imod den flammende ånde, der strømmede ud fra hendes gab, og han havde svært ved at klare de rædsomme lyde, hun frembragte.

Nu ser kongesønnen så dyb en kløft i klippehulens gulv, at han tænker, at det vil være den visse død for den, som falder ned i den. Han befinder sig nu lige på kløftekanten og tænker, at troldkællingen nok vil prøve at skubbe ham ned i kløften. Han smider nu sit sværd og springer ind på troldkællingen, men hun gjorde frygtelig modstand og satte kløerne i ham helt ind til knoglerne. Der opstår nu en voldsom brydekamp mellem dem, og hun drev kongesønnen rundt i klippehulen. Men skønt hun havde en trolds styrke, formåede hun dog ikke at få ham fældet. Kongesønnen havde låst sine arme omkring livet på hende og så nu intet andet udfald, end at de begge ville styrte i kløften. Da trådte troldkællingen igennem gulvet helt op til knæene og trak kongesønnen ind til sig, så han intet kunne gøre. Hendes hæle stod nu på kløftekanten, og Sørle sprang nu i favnen på hende med en sådan kraft, at de begge styrtede ned i kløften, og de faldt langt ned, indtil de landede på et fremspring, der var i kløften. Nu var Sørle øverst. Kællingen havde med sin ene hånd grebet fat i kongesønnens hår, mens hun holdt i hans bryst med den anden, men fordi hun slog sig ved faldet, slap hun med den hånd, som hun holdt i håret med. Sørle greb da med begge hænder om hendes hals og klemte til. Han satte nu sit knæ i bugen på hende, og da mistede hun al kraft og gav sig til at bede om nåde og sagde: »Tilstå mig fred — kongesøn! — og så skal jeg gøre alt, hvad du beder mig om, såfremt jeg må beholde livet.« Men kongesønnen sagde, at det ikke kunne komme på tale, at han lod hende leve, og sagde, at han straks og uden tøven ville dræbe hende i denne kløft, men hun bad, så godt hun kunne, om at måtte leve. Og til sidst sagde Sørle: »Jeg vover at lade dig beholde livet på den betingelse, at du skaffer mig så god en rustning, at et sværd aldrig vil kunne gennemtrænge den, og et sværd, der kan skære i stål så vel som i sten — og dette skal du have gjort, inden der er gået en måned. Og du skal tillige hjælpe mig, når som helst jeg ønsker det og har brugt for det.« Kællingen sagde: »Alle dine ønsker skal blive opfyldt, og jeg vil sætte alt ind på at gøre det.«

Kongesønnen lod hende derpå komme på benene, og de gik nu begge tilbage til klippehulen. Hun bad ham da hjælpe sig med at kaste den døde mand i kløften, og det gjorde han. Og da det arbejde var fuldført, lagde kællingen en lem over åbningen. Derefter ledte hun kongesønnen hen til en seng, og han fandt, at denne seng var så vel opredt, at det var passende for en kongesøn at sove i den. Kællingen tog nu et horn og bad ham drikke af det, og det gjorde ham. Han syntes da, at smerterne aftog, og han faldt snart i søvn.


'''Kapitel 4'''

Men om morgenen, da kongesønnen vågner, ser han sig omkring i klippehulen og synes nu at se et overmål af rigdom, og han tænker, at der ikke noget sted i Arabien var samlet en større formue end den, han så nu. Så kom kællingen hen til sengen og sagde: »Hvordan har du — kongesøn! — sovet i min klippehule i nat?« Han svarer: »Meget godt.« Han spørger derpå kællingen, hvilket land det er, han er kommet til, og hun fortæller ham, at dette er Blåland, og at det styres af den konge, der hedder Estroval den Store, som er blandt de mildeste herskere i denne del af verden, »— og mit navn er Måna,« sagde hun, » — og jeg og min Skrimner har boet i denne klippehule i 40 år og altid haft forråd nok, for hvert år har vi sejdet tre skibe med mandskab hertil. Vi har også stjålet særligt heste og kameler og æsler fra bebyggede områder. Desuden har vi hekset mange gode kostbarheder fra forskellige herskere,« sagde hun, »— og det skal jeg nu bevise for dig.« Sørle mente, at hun nok kunne fortælle ham meget. Derefter klædte han sig hurtigt på. Og da han var påklædt, satte han sig ved bordet, og kællingen stillede fornemme retter frem og alskens velduftende drikkevarer. Dugene dér var af peld og purpur, og fadene og skålene var af guld og besat med ædelsten. Og da Sørle havde spist og drukket, hvad han havde lyst til, førte kællingen ham hen til en sidehule, hvor hun viste ham store mængder guld og ædelsten, og hun gav ham et brætspil, der var lavet af guld, og han mente aldrig at have set magen til. Hun gav ham en kappe med prydbånd, der nåede ned til skøderne, og en guldring, der var skruet sammen ni steder, og sagde: »Bær du denne ring på din arm, og da vil du aldrig fare vild, hverken til lands eller til vands.« Da sagde Sørle: »Aldrig før har noget menneske givet mig sådanne gaver.« Og han takkede hende for kostbarhederne med mange og smukke ord.

Han gjorde sig siden klar til at drage af sted, og hun fulgte ham længe på vej. Da sagde kællingen: »Far du nu vel, og gør nu enten det, at du venter ved land her, indtil jeg har skaffet tingene, eller vend hjem til Norge og kom så tilbage hertil, når du synes.« Kongesønnen sagde, at det ville han gøre. Kongesønnen vendte nu tilbage til sine mænd, og de blev alle glade for at se ham, mens kællingen gik hjem til sin klippehule. Sørle fortalte da sine mænd alt, hvad der var sket, og han spørger sin fosterfar, Karmon, hvorvidt han finder det mest tilrådeligt, at han straks sejler hjem til Norge, eller om han skal vente ved land dér, indtil kællingen har skaffet kostbarhederne. Og han mente, at det var bedst, at Sørle ventede dér en måned, indtil kællingen havde skaffet tingene. Og nu gik tiden, indtil kongesønnen mente, at kostbarhederne skulle hentes.


'''Kapitel 5'''

En dag, hvor vejret var meget mildt, bad Sørle Kongesøn elleve mand om at følge med, og han agtede nu at opsøge kællingen i henhold til aftalen. De gik alle i samlet flok, indtil de kom til klippehulen. Kongesønnen gik da først ind. Men da han kommer ind ad døren, hører han en så vældig larm og støj i hulen, at det forekom ham, at alt i nærheden skælvede. Og i det samme ser han to troldkællinger i en voldsom brydekamp, og de rev hår og klæder af hinanden, så de begge var helt blodige. Han mener nu at kunne se, at den ene af dem er hans veninde, troldkællingen Måna, og det forekommer ham, at hun helt sikkert bliver den lille i det mellemværende, og at hun nærmest er ved at falde om af udmattelse, og kødet var mange steder blevet flænset af hendes knogler.

Sørle trækker nu sit sværd i en fart og befaler sine mænd at hjælpe Måna. Han hugger troldkællingen i brystet, så sværdet træffer knoglen. Dette gjorde hende så ganske arrig, at hun slog sine kløer i brystet på Måna, hvilket fik Måna til at falde bevidstløs om. Troldkællingen greb da en bjælke, og med ét slag med den slog hun alle kongesønnens mænd ihjel. Men kongesønnen huggede hende med et tohåndshug på siden af hovedet, så hele kinden røg af, og sværdet fortsatte og huggede den bjælke, hun forsvarede sig med, midt over. Dette gjorde hende rasende, og hun slår sine kløer i brystet på Sørle, så han mister bevidstheden. Men i det samme kom Måna på benene igen, og hun farer imod troldkællingen. Sørle kommer nu til sig selv, og han stak sit sværd i maven på troldkællingen, så spidsen kom ud på ryggen, og det tog livet af hende. Måna blev nu meget glad og takkede kongesønnen for hjælpen med mange smukke ord. Kællingen bad ham følge med og sagde, at han nok mente, det var på tide at se kostbarhederne.


'''Kapitel 6'''

Kællingen fremdrog derefter en rustning og et skarpt sværd. »Denne rustning,« sagde hun, »— hentede jeg ved kejser Maskabert ude i Serkland, og den blev førhen båret af den store kriger Pantiparus, som styrede Grækenland efter kejser Agamemnon. Den er så god, at et sværd aldrig vil kunne gennembryde den, uanset om du færdes blandt mennesker eller trolde, og intet væsen kan udspy så hed en edder eller ild, at det kan skade den. Og sværdet bider lige så vel i stål som i strå.« Kongesønnen tog nu imod kostbarhederne og takkede hende med mange ord for det, hun havde skaffet. Kællingen gav ham passende gaver ved afskeden, og de skiltes som venner. Kongesønnen gik straks om bord på skibet og sejlede hjem til Norge, så snart vinden var gunstig. Dér traf han sin far i god behold og alle sine venner. Sørle fortalte da sandfærdigt om sin færd og om den hæder, han havde vundet i Blåland. Kongesønnen opholdt sig nu hjemme hos sin far vinteren over, og der skete intet nævneværdigt.


'''Kapitel 7'''

Nu fortsætter fortællingen med kong Harald Valdemarson, som i modsætning til kong Erling herskede over to tredjedele af Norge, sådan som det tidligere blev fortalt. En dag, hvor han sad ved drikkebordet, kom tolv mand ind i hallen; de var veltalende og hilste på kongen, idet de sagde: »To brødre helt ude fra Morland er kommet her til dit land med tolv tusind mand, som er klar til strid. Den ene af brødrene hedder Gardar, den anden Tofe. Gardar ønsker nu at fæste din datter, Steinvør, og efter alles udsagn får hun aldrig en mere tapper mand. Giv du nu — herre konge! — et hurtigt svar på det, jeg sagde,« lød det fra manden, der frembar deres ærinde. Kongen svarer: »Hver en mand her i Norge skal ligge død på jorden, før jeg giver min datter til sådan en led trold og forhekset bersærk. Og du kan sige til brødrene, at jeg straks i morgen vil møde dem med hele min stridsstyrke.«

Udsendingene gik tilbage til teltene og fortalte brødrene om udfaldet af deres ærinde. Men kong Harald lod skære hærpil og bad alle mand, der forstod at bruge et skjold, om at komme. Kongen fik samlet godt og vel fire tusind krigere. Kongen ledte nu hele denne hær ud fra borgen og imod brødrene. Men da de blev klar over dette, gik de straks imod dem med hele deres hær, og nu stødte hærstyrkerne sammen. Sagen var snart afgjort, og brødrene udslettede kort fortalt kongens hær i en sådan fart, at kun et fåtal af hans hærfolk stadig var i live. Og da kongen ser dette, befaler han de af sine mænd, som er tilbage, at vende hjem til borgen. Da havde han ikke mere end tre hundrede mand, og kongen flygtede sammen med denne flok ind i borgen, mens brødrene forfulgte de flygtende helt hen til borgporten, og dermed endte striden.


'''Kapitel 8'''

Kong Harald rådslog nu med sin hær om, hvad de skulle stille op i disse vanskelige omstændigheder, som de var stedt i. Og alle på dette møde fandt, at det var mest tilrådeligt at sende budbringere til Oplandene med en skriftlig anmodning til kong Erling og hans sønner om at komme til hjælp med så stor en hær, som de formåede at samle i en fart, og dette blev nu vedtaget. Kongen sendte nu tolv mand af sted til Oplandene. Deres færd gik godt, og de overrakte brevet til faderen og sønnerne, og de handlede hurtigt, da de modtog dette budskab, og drog af sted fra Oplandene og gjorde ikke holdt, før de kom til kong Harald. De fik en venlig velkomst, og de forberedte sig nu alle til strid og red derefter ud af borgen og imod brødrene. Og brødrene gik samtidig fra deres hærboder og kom imod dem med deres blåmænd og forheksede bisser.

En mand i brødrenes hær hed Lodin. Han bar deres banner. Han var fra Polen. Han var stor som en kæmpe og ulig andre mænd på grund af sin styrke og sit frastødende udseende. Hans spyd var 6 alen langt og 3 spand tykt. Han red på en elefant og tævede løs på både mænd og heste med sin lanse, så alle var skrækslagne for denne fjende. Han fór af sted langt foran hæren og var blevet 15 mands bane, før de to hærstyrker mødtes. Men da Sørle så dette, red han hen, hvor Lodin var, og stak ham med sit spyd. Han løftede derefter Lodin i vejret og slyngede ham ud af sadlen og over 15 fod væk, så hver en knogle i ham blev knust.

Men da brødrene ser, at Lodin falder, hidser de sig op med et sådant raseri, at folk ikke kunne tro andet, end at de var blevet afsindige, og Tofe rider hen, hvor kongesønnen Sigvalde befinder sig, og agter at tage livet af ham. Men i samme øjeblik kommer Sørle den Stærke derhen og hugger efter Tofe. Men det gjorde ingen forskel, for intet bed på hans forheksede krop, mere end det gjorde på en sten, og nu stiger de begge af deres heste og går imod hinanden med kraft og dygtighed, og ingen af dem skånede den anden. Tofe gjorde brug af forskellige kneb, og han vadede nu i jord helt op til knæene, som var det i blød sne, men Sørle modstod tappert alle hans kneb. Da sagde Sørle: »Jeg troede, man sagde, at ingen i verden var større mænd end dem fra Afrika, men det forekommer mig nu at være løgn og det rene vrøvl, siden du ikke besidder større styrke end den, du fremviser her, så højagtet som du ellers synes at være.« Men dette fik Tofe til at gå fuldstændig bersærk. Da sagde Sørle: »Nu skal du erfare — din slappe dumrian og forbandede usselryg! — hvordan vi nordmænd tager imod gæster som dig, sådan at du sent vil længes efter at træffe os.« Sørle greb da fat i Tofes øre og flåede hele kinden og skægget af ham ned til brystet. Det gjorde ikke Tofe videre skøn at se på. Han forvandlede sig da til en drage, for han var en vældig hamskifter, og han blæste nu så megen edder og tyk, sort røg imod Sørle, at det var helt ubegribeligt. Men i det samme huggede Sørle dragen midt over, og derved mistede Tofe sit liv. Det voldsomme angreb og edderstrømmen fik Sørle til at miste bevidstheden.

Og da Gardar så sin bror bukke under, blev han overmåde troldsk og red derhen, hvor kong Erling var. Han stikker kongen med sit spyd og støder ham af sadlen og over 20 fod væk, så der brækkede tre ribben i kongens ene side. I det samme kommer Sørle til sig selv, og da han ser, at hans far er faldet, rider han hen til Gardar og hugger ham med sit sværd, så hovedet og kroppen blev kløvet helt ned til sadlen, og Gardar styrtede da død af hesten. Brødrene Sørle og Sigvalde sætter nu straks efter de flygtende, og de dræbte alle dem, de fik fat i, så kun få slap væk i live.


'''Kapitel 9'''

De vendte derefter tilbage til slagmarken og lod de faldne undersøge. Kongerne Harald og Erling blev ført hjem til borgen sammen med de sårede mænd, der kunne reddes, og de blev raske allesammen. Kongerne Harald og Erling kom sig hurtigt over deres sår, og så blev der straks stillet an til et fornemt gilde for alle stormændene. Kongen takkede far og sønner for deres storslåede hjælp, men dog mest Sørle den Stærke. Man mente ikke, at nogen mand i Norden var mere berømt end Sørle. Kong Harald sagde til Sørle: »Hvilken belønning vil du nu have for den støtte, du har givet os? Hvis vi ikke havde haft glæde af din tapperhed, havde vi mistet hele Norge. Og jeg vil bekendtgøre, at uanset hvad du ønsker, er der intet af det, jeg ejer, som vil være for godt til dig.« Alle mente, at kongen ønskede at bortgifte sin datter til Sørle, såfremt han ville vælge hende. Sørle svarede kongen på denne måde: »Herre konge!« sagde han, »— jeg er ikke så smålig som en fattig træl, at jeg vil kræve betaling for min styrke. Jeg finder, at jeg i stedet for at modtage gaver af dig for dette vil høste mere ære ved, at min berømmelse bliver udbredt så vidt som muligt og når ud til fjerntliggende egne.«

Efter dette blev gildet afsluttet, og alle høvdingene vendte hver især hjem til sit. Erling og hans sønner drog til Oplandene, men modtog forinden hædrende afskedsgaver af kong Harald. Og nu forholdt Sørle sig i ro vinteren over.


'''Kapitel 10'''

Men da foråret kom, lod Sørle sine skibe klargøre, og han bekendtgjorde, at han ville drage på hærtogt om sommeren. Han sejlede siden ud fra Norge. Karmon, hans fosterfar, tog med ham som før. Sørle hærgede nu i den vestlige verden og kom omkring Afrika og helt ud til Rødehavet. Han kom i besiddelse af mange gode kostbarheder både til lands og til vands. Han havde nu fået tolv skibe, som alle var lastet med guld og værdigenstande, og en ypperlig flok af raske mænd. Men da det nu var sent på sommeren, ville kongesønnen vende hjem til Norge.

Meget sent en aften kom de til det østlige Morland. Der gik Sørle på strandhugst i stor stil, hærgede byer og handelspladser og plyndrede, hvor han kom frem, og huggede alle ihjel, som kom i vejen. Dér fik Sørle Kongesøn tolv mand i sit følge og to brødre, der hed Børk og Bølverk. De var de værste forbrydere og desuden store hamskiftere. Derfra sejlede Sørle til Danmark og helt til Øresund. De kastede da anker og lå dér om natten.


'''Kapitel 11'''

Men om morgenen, da folkene på kongesønnens skibe vågnede, så de syv skibe ligge længere inde i sundet, og derimellem er der et så aldeles pragtfuldt drageskib, at de aldrig mener at have set magen til, hverken med hensyn til størrelse eller udstyr. Den var stålbeslået overalt og dækket af guld over vandlinjen, og stavnene var skåret ud med uovertruffen dygtighed og prydet af det rene guld, og mange steder var udskæringerne sølvindlagte. Den var smukt malet og påført alskens forskellige farver, grønt og hvidt, gult og blåt, blegt og sort. På denne smukke knar stod en mand ved masten; han var stor af vækst og så gammel ud. Han bar en kappe, som var fuldt besat med prydbånd. Han havde et blankt og skarpt sværd i hånden.

Og da Sørle nærmede sig drageskibet, hilser han på denne store mand og spørger: »Hvem er den stolte mand, der råder over dette store drageskib, som kommer strygende med så megen pryd og pragt, at jeg aldrig har set magen?« Den store mand, der stod på drageskibet, sagde: »Det må være en mand, der ikke frygter dig, og som ikke skræmmes af dig og de trælle, der følger dig. Og mere har jeg ikke at sige til dig.« Sørle sagde: »Jeg synes, det lyder som om, du anser dig for at være for god til at tale med mig. Men hvem du end er, så vil jeg dog vove at kigge nærmere på dig, mens jeg har lejligheden til det, for jeg har på fornemmelsen, at du må være Halfdan Branafostre, søn af Ring og konge over Det Kolde Sverige, som du vandt fra min farbror Agnar den Rige, som du lod dræbe. Jeg synes derfor ikke, det er urimeligt, at jeg udspørger dig lidt. Jeg vil nu tilbyde dig det vilkår, at du afstår dette gode drageskib til mig, og så kan du til gengæld tage hen, hvor du vil.« Kong Halfdan sagde: »Jeg har styret dette drageskib længe, og heldet har altid fulgt det, og jeg er tit blevet tilbudt mere for det, end at bortgive det for ingenting. Og jeg har vundet land fra din fars frænde, men det må du affinde dig med.«

Kongen var da blevet meget vred, og han gik frem og tilbage på drageskibet. Han bad sine mænd om hurtigst muligt at gøre klar til kamp mod disse trodsige folk og at dræbe dem med det samme. Der blev da en vældig tummel på drageskibet, og der blev først kastet og skudt med store bjælker og sten, kastestokke og økser, pigkøller og langspyd og pile og alle mulige slags våben. Der var et stort mandefald, og det tog ikke længe, før alle Sørles skibe på nær det, han selv styrede, var blevet ryddet for folk og sønderknust, mens kong Halfdan havde mistet tre skibe. En af kong Halfdans mænd hed Tore den Stærke. Han var søn af jarl Torvid og kun 15 år gammel, men ikke desto mindre en så fortræffelig og tapper mand, at man ikke i hele sveavældet fandt hans lige med hensyn til mod og mandighed.

Nu kan det fortælles om Sørle, at straks da han indser, at det ikke kan blive ved sådan, da springer han op på drageskibet, da man mindst skulle vente det. Og Børk og Bølverk kommer også derop, men et andet sted end Sørle, og de kæmper nu alle tappert med den kraft og det mandsmod, som de besad. Sørle huggede og stak enhver, der kom i vejen for ham, og han sparede ingen, mens Børk og Bølverk gik langs den modsatte ræling, hvor Tore var. Kong Halfdan Branafostre opdager nu, at de er kommet op på drageskibet, og han raser nu frem imod Sørle, og de hugger hidsigt imod hinanden. Dér blev man vidne til mange både hårde og store hug. Længe gik det sådan, at ingen af dem veg det mindste for den anden, men til sidst skete det dog, at kong Halfdan begyndte at blive træt, for han var meget ældre, mens Sørle blev jo mere ihærdig i hugkampen, des mere han angreb. Kong Halfdan begyndte nu at vakle, og han trak sig tilbage til løftingen og var ved at segne af træthed. Da sagde Sørle: »Bed nu om fred — kong Halfdan! — og lad os indgå forlig. Jeg vil overlade det til din ædelmodighed at afgøre, hvilken hæder du vil tilstå mig.« Kongen sagde: »Nu ser jeg tydeligt, hvor krysteragtig du er, og du må nu være fyldt af rædsel som de fleste af dine norske frænder. Du skal vide, at jeg aldrig har føjet min vilje efter et andet menneskes ønske, og sådan bliver det også med dig.« Sørle sagde: »Det bestemmer du — konge! — men jeg lover dig frit lejde.« Derefter begyndte de atter at kæmpe med en sådan kraft, at ingen af dem skånede den anden, og sådan gik det for sig længe. Men det endte som før med, at kongen veg tilbage, og han var næsten kommet hen til drageskibets agterstavn, og han blev da overvældet af en sådan træthed, at han dårligt var i stand til at holde på sværdet. Da sagde Sørle: »Jeg tilbyder dig igen fred — konge! — så vi kan indgå forlig. Jeg vil overlade det til din ædelmodighed at afgøre, hvordan du vil bidrage til min hæder.« Kong Halfdan sagde: »Forbandet være den, der går ind på dit tilbud, og jeg vil hellere dø med tapperhed og mandsmod end at godtage, hvad du tilbyder.« Sørle sagde da, at kong Halfdan herefter ikke skulle forvente nogen agtelse fra hans side. Han huggede nu så hårdt og tit, at kongen var ude af stand til at forsvare sig på grund af udmattelse, og til sidst røg sværdet ud af hånden på ham. Sørle greb det straks i luften og gennemborede kongen med det. Kong Halfdan var aldrig før blevet såret eller tvunget i knæ af nogen mand. Dér mistede kongen livet med stor ære.


'''Kapitel 12'''

Nu kan det fortælles om Tore den Stærke, at han huggede Sørles mænd ned, som var de friske smågrene, og det var den visse død for alle, der ikke veg for ham. Dette ser Børk, og han trænger sig ind på Tore og hugger efter ham, så hårdt han kan. Men da Tore ser døden i øjnene, springer han op i luften og baglæns over bommen, og sværdet traf bommen og sad fast dér. Det tog tid for Børk at få sværdet fri igen, og da Tore så det, greb han en stor tømmerstok, der lå nær ham, og slog Børk i hovedet med den, så hovedskallen flækkede. Tore bukkede sig forover, da han huggede, og i samme øjeblik huggede Bølværk ham tværs over skuldrene, så Tore næsten faldt ved det, men hugget bed ikke på hans brynje. Nu vender Tore sig imod Bølværk, og han greb fat om hans ben med hver sin hånd og kastede ham ned, så hans hjerneskal blev smadret i småstykker. Nu var så mange af Sørles mænd kommet op på drageskibet, at det så håbløst ud for Tore, som indså, at han snart ville blive overmandet, og han ser tilmed, at kong Halfdan er faldet. Han valgte da den udvej, at han sprang over bord fra drageskibet og svømmede direkte til det land, hvor Sigurd, som længe havde fulgt kong Halfdan Branafostre, herskede, og han tog særdeles godt imod Tore.

Og efter kampen tog Sørle drageskibet i sin besiddelse sammen med alle de kostbarheder, kong Halfdan havde ejet. Han sejlede nu hjem til Norge og mødte snart sin far og sine frænder og venner i god behold, og alle var glade ved gensynet. Sørle fortalte da udførligt om sine rejser, og mange mente, at han havde øget sin berømmelse meget på denne færd. Alle var ivrige efter at se drageskibet Pryden, og man mente, at der næppe fandtes et bedre og mere beundringsværdigt skib, hverken med hensyn til størrelse eller udsmykning.


'''Kapitel 13'''

Det skete en dag, at far og søn, kong Erling og Sørle, talte sammen. Da sagde kong Erling, at Sørle måtte være forberedt på snarlig ufred fra Halfdans sønner, når brødrene erfarede, at deres far var død. De handlede nu hurtigt, og far og søn samlede folk fra hele Norge. De sendte også bud til kong Harald og bad ham sende dem folk til hjælp. Og da alt dette var gjort, var de dag og nat meget agtpågivende og ventede ufred når som helst.


'''Kapitel 14'''

Derefter skal det nu fortælles, at Tore den Stærke kom i land, som det før blev nævnt, og traf kong Sigurd og fortalte ham sandfærdigt alt om kong Halfdans død. Alle fandt, at det var en dårlig nyhed, men dog særligt kong Sigurd. Tore blev ikke længe på stedet, før kongen skaffede ham skib og mandskab til at sejle til Sverige med. Tore sejlede direkte til Sverige og lagde til nær byen Litidorum, som dengang var rigets hovedstad. Kong Halfdan havde to sønner dér; den ene hed Høgne, den anden Sigmund. Han havde også en datter, der hed Marsibil som sin mor.

Men da Tore taler med folk, erfarer han, at Høgne er draget udenlands og over til Astro, hertugen af England. Tore går nu til kongens hal og træder siden frem for Sigmund Kongesøn, som sad dér sammen med alle høvdingene og hele sit følge. Tore hilser på kongesønnen, men denne spørger straks om nyt, og om kong Halfdan er vendt tilbage i god behold. Og Tore svarer sådan på hans spørgsmål: »Jeg kan fortælle store og dårlige nyheder om vores færd, om kong Halfdans, jeres fars, fald, om tyveriet og tabet af drageskibet Pryden og alle kongens kostbarheder.« Tore beretter nu sandfærdigt om, hvordan kong Halfdan var blevet fældet af Sørle den Stærke, og om hvordan alle hans mænd var døde. Disse nyheder gjorde stort indtryk på alle, ikke mindst dronningen, for hun besvimede den ene gang efter den anden, indtil hun sprak af sorg. Nu var sorgen endnu større end før. Hun blev højlagt ærefuldt efter gammel skik, og der blev drukket arveøl efter dem begge, kongen og dronningen. Mange af landets høvdinge var indbudt dertil.

Og da den største tristhed og bedrøvelse efter kongens og dronningens død var taget af, holdt kongesønnen Sigmund rådslagning om, hvad de skulle gøre, sådan som tingene nu stod. Alle fandt det mest tilrådeligt, at der snarest muligt blev sendt budbringere af sted til England med et brev til Høgne og hertug Astro. Dette blev nu gjort. Udsendingene drog af sted og sejlede til England. Deres rejse gik godt, og de overrakte brevet til Høgne og hertugen. Og da Høgne fik nyhederne, lod han hurtigst muligt sit skib klargøre, og han bad hertugen følge efter med så stor en hær, som han formåede at samle. Hertugen gav straks sit samtykke og sagde, at det skulle ske.


'''Kapitel 15'''

Men inden Høgne gik ombord, opsøgte han dronning Marsibil, som var gift med hertug Astro, og han fortæller hende alt om deres fars, kong Halfdans, død. Og da hun hørte det, blev hun så vred og sorgtynget, at hun besvimede den ene gang efter den anden. Men da hun vågnede og kom til sig selv, bad hun om, at hertugen blev tilkaldt, og han kom omgående derhen. Så begyndte hun at tale og sagde: »Det er tydeligt for mig, at min fars død ikke gør noget større indtryk på hverken dig eller Høgne, og det er åbenbart for enhver, at ingen af jer ejer evnerne til at hævne ham, og den skam vil blive husket, så længe Norden er befolket, og til alle tider skal alle mindes, at kong Halfdan efterlod sig sådanne uduelige driverter og utålelige krystere som jer, som skræmmes af alt som den mest sky hare. Og jeg ville ønske, at I skaffede mig våben og hærklæder, for det kunne aldrig gå værre, end det nu går for jer og de forpligtelser, I har over for ham. Måtte det være til uendelig skam og vanære for jer, så længe I lever og — endnu vigtigere — efter jeres død! Så var det bedre at være faldet for sine fjenders våben med ære.« Og da det meste af hendes vrede var dampet af, rejste hun sig og omfavnede hertugen og lagde grædende armene om hans hals og sagde: »Værdsæt du nu min kærlighed og din egen mandighed så højt, at du hævner min far på den lede og lumpne søn af en trælkvinde, som slog ham ihjel.« Da sagde Høgne: »Du kan være rolig — søster! — vi skal nok få taget hævn over vores far, så du kan være tilfreds.«

Efter dette tog Høgne afsked med hertugen og sin søster og sejlede hjem til Sverige. Han kaldte nu alle folk sammen, og derefter sagde han: »Jeg vil tage ud herfra for at se, som jeg kan finde Sørle den Stærke, for han kan lige så vel være andre steder som i Norge. Og min bror Sigmund skal styre landet her og med støtte fra Tore den Stærke og de øvrige høvdinge kæmpe imod ham, såfremt han skulle komme hertil, og de skal være klar til at gå imod ham både nat og dag, hvis han kommer. Men jeg vender tilbage, så snart jeg får mulighed for det.« Alle mente, at det Høgne havde sagt, var det bedste at gøre. Han sejlede nu ud fra Sverige og styrede direkte mod Norge.


'''Kapitel 16'''

Nu kan det fortælles, at Sørle Kongesøn opholdt sig hjemme hos sin far i Oplandene, og far og søn havde samlet en umådeligt stor hær. En dag talte Sørle Kongesøn med sin far: »Nu vil jeg,« sagde han, »— sejle af sted herfra og til Sverige og prøve, om jeg kan stifte forlig med de to brødre, mens du bliver tilbage sammen med kong Harald og min bror Sigvalde og halvdelen af styrken. Og drageskibet Pryden skal ligge udrustet her som værn for byen.« Alle mente, at dette var en god plan. Efter at have sagt dette, sejlede Sørle Kongesøn den Stærke fra Norge og østpå langs landet og helt til øen Moster — denne ø er skovbevokset og omgivet af store fjeldhamre — og de sejlede mellem fastlandet og øen. Men samtidig sejlede Høgne Kongesøn forbi øen på modsatte side, og det gik sådan, at ingen af dem fik øje på den anden. Sørle sejlede direkte til Sverige og lagde til nær byen og lod sine hærboder rejse dér.

Nu kan det fortælles, at Høgne Kongesøn sejlede direkte til Norge. De havde gunstig vind og kom til land ved de havne, der findes nær Oplandene. Og da de nærmede sig, så de 40 skibe ligge foran sig, og deriblandt genkendte de drageskibet Pryden. Da fyldtes Høgnes hjerte af vrede og grusomhed, og han sagde: »Sørle den Stærke er tydeligvis hjemme, for her ser jeg drageskibet Pryden.« Høgne bad sine folk om straks at angribe skibene, og det blev gjort.

Den mand, der havde befalingen på drageskibet, hed Ivar. Han var fra Finmarken østpå og en god ridder. Da sagde Høgne: »I skal vide — elendige trælle! — at jeg tilbyder jer to muligheder: Den ene er, at I overlader mig dette gode drageskib, og hvis I ikke vil det, så er den anden mulighed, at I forsvarer jeres liv og løsøre mod os så længe, som I formår.« Ivar svarede ham og sagde, at det ikke kunne komme på tale, at han opgav drageskibet. Dette gjorde Høgne meget vred. Og inden længe udbrød der den skarpeste strid, og der var ingen grund til at spørge om årsagen. Høgne opildnede sine folk til at angribe og sagde til en af sine mænd, der hed Sval: »Jeg troede, at du var en god ridder, men det ser jeg ikke noget bevis på nu.« Sval sagde: »Hvis ingen af dine mænd — kongesøn! — går værre frem, end jeg gør, så må jeg passende tåle hånen.« Og i det samme sprang Høgne som den første op på drageskibet fulgt af Sval. Høgne huggede og stak da enhver, som kom i vejen for ham, og han skånede ingen. Og Sval gik frem langs den modsatte ræling. Ivar gik da imod Sval og gav ham sådan et hug, at Sval faldt så lang, han var, og blodet flød fra hans næse og mund. Da sagde Ivar: »Fortæl du i Sverige, når du kommer hjem, at du løb ind i os nordmænd, og hvis du ikke synes, du har fået tilstrækkeligt, så kan jeg godt føje noget til.« Da sagde Sval: »Du har ingen anelse om — din usling! — hvorvidt det ender sådan mellem os eller ej.« Sval sprang nu ubesværet på benene og greb med hver sin hånd om Ivars ben og slyngede ham ned, så hjerneskallen blev splintret i stumper. Da sagde Sval: »Sådan plejer vi svenskere at gøre med rævene, når de er gået i fælden, og det glæder mig, at det ikke bliver dig, der kommer hjem til kong Erling med nyheder.«

Og da Ivar var faldet, havde Høgne ryddet drageskibet, og dette var sket samtidig og meget hurtigt. Nu gav alle, der var tilbage, sig under Høgne. Høgne tog da drageskibet i sin besiddelse, hvorefter han sejlede hjem til havnen, og han lod straks sine hærboder rejse tæt på kong Erlings borg.


'''Kapitel 17'''

Næste morgen, inden det var blevet rigtig lyst, sendte Høgne tolv mand til hallen, og Sval anførte flokken. Høgne bad dem sige til Sørle den Stærke og dennes far, kong Erling, at han bød dem kamp med det samme. Udsendingene tog nu af sted, og de gjorde ikke holdt, før de kom ind i hallen, hvor kong Erling sad med alle sine høvdinge og lendermænd. Sval hilser op på kongen og siger: »Kong Halfdans søn, Høgne, har sendt os herhen for at kundgøre for dig — konge! — at han byder Sørle den Stærke kamp, såfremt han er her i landet, eller dig selv, hvis han ikke er hjemme, og Høgne ønsker nu at hævne sig på jer, som I har fortjent, for den vanære, I har påført ham. Jeg er bange for, at det ikke vil gå jer bedre end de lede trælle, der skulle forsvare dit land og drageskibet Pryden; alle på skibene faldt for os, som var de feje skovgeder. Dine mænd — konge! — ser mig noget modløse ud, og de egner sig nok bedre til at tjene her i din hal end til at gå i strid mod raske mænd fra Kurland og Kolde-Sverige. Derfor er mit bedste råd, at du overgiver dig selv og hele dit rige til Høgne under den nåde, som han synes, du har fortjent.« Da sagde kong Erling: »Heldet svigtede ikke Høgne, da han fik fat i sådan en som dig, for mange andre ville nok være mindre opsatte på at løbe deres herres ærinde, end du er. Du kan ikke snakke modet fra os nordmænd med dine store ord og din selvsikkerhed. Det var mest rimeligt, at jeg lod dig hænge i en galge for din frækhed, så du kunne lære ikke at behandle andre på denne måde.« Sval sagde: »Det skræmmer mig ikke, selv om det skulle ske. Da ville du blive omtalt som mere ond og værre end andre høvdinge, siden du ikke gav udsendinge frit lejde.« Kong Erling sagde: »Gå din vej, og fortæl Høgne, at vi vil møde ham i kamp.« Sval forlod da borgen og talte med Høgne. Han fortalte ham da nøje om samtalen med kong Erling. Men da Sval havde forladt hallen, ønskede alle, der var tilbage, ham ene ondt.


'''Kapitel 18'''

Da Høgne nu havde hørt det, som før blev fortalt, iklædte han sig en skjorte, som intet våben kunne bide på, og han spændte det sværd om livet, som hed Sejrsglans, og som engang havde tilhørt kong Rolf Krake. Derefter kaldte Høgne hele sin hær til kamp og stod nu forrest blandt sine mænd.

Kong Erling kom nu ud fra borgen med hele sin hær og sammen med kong Harald og sin søn Sigvalde. Den mand, der bar banneret foran kong Erling, hed Sverre. Han kom fra Finmarken østpå og var en god ridder. Høgne red nu frem mod nordmændenes fylking, og han huggede og stak alle, der kom i vejen for ham og skånede ingen, og i dette angreb mødte han Sverre, kong Erlings bannerfører, og han huggede efter ham med sit sværd, men Sverre forsvandt ned i jorden. Nu rider Høgne tværs igennem fylkingen og fælder den ene efter den anden. 

Men mens han med den største heftighed hugger hærfolk ned, kommer der så stor en løve op af jorden, at alle rammes af skræk og rædsel. Løven vendte sig straks mod Høgne og slog med sin hale så hårdt til hans hest, at Høgne blev slynget langt væk og ind i et krat. Høgne sprang nu let og ubesværet på benene, og han hugger imod dyret, men det gør ingen forskel, for intet bed det mindste på løven, og det samme skete, hver gang han huggede. Høgne smider nu sværdet fra sig og kaster sig imod dyret, og de brydes nu så voldsomt, at alt, der kom i vejen for dem, blev væltet omkuld — selv træerne knækkede, så kun stubbene stod tilbage. Denne brydekamp varede hele tre timer. Kongesønnen gjorde brug af sin styrke og onde kræfter, og han løftede dyret op på sit bryst og slyngede det ned på en træstub, så ryggen brækkede, men dette fik dyret til med en skrækkelig fnysen at udspy edder og en tyk, sort røg. Skjorten beskyttede kongesønnen, så han ikke kom til skade, men han mistede dog bevidstheden og faldt oven på løven. Dette ser kong Erling, og han rider nu hen, hvor Høgne lå og gav ham tre hug tværs over skuldrene, men sværdet bed slet ikke på ham.

Da kongen nu bliver klar over, at våben ikke bider på Høgne, tilkalder han en af sine mænd, der hed Gelle, og bad ham banke Høgne ihjel med en kølle. Men da Sval ser kong Erling stå over Høgne med sværdet draget, satte han af sted på sin hest, så hurtigt han kunne, og red imod kong Erling og traf ham med spyddet, da han mindst ventede det, og slyngede kongen ud af sadlen og over 40 fod væk, så hver en knogle i ham brækkede. Nu vender Gelle sig imod Sval og løfter køllen og vil slå ham ihjel. Sval ser, at det er den visse død, hvis han bliver ramt. Han sprang derfor baglæns ud af sadlen, og køllen ramte hesten, så ryggen brækkede. Nu farer Sval på Gelle, og de slås voldsomt, indtil Gelle falder til jorden. Da sagde Gelle: »Nu ville jeg ønske, at min fostermor kom.« I det samme mærkede Sval, at han bagfra blev revet noget ublidt i skuldrene, og pludselig var Sval nederst, men Gelle øverst, og nu var Gelle sikker på, at Sval skulle dø. I det samme kommer Høgne til sig selv, griber sit sværd og hugger Gelle midt over. Nu kom Sval på benene igen, selv om han var noget forslået. Men da Høgne bukkede sig forover, mens han huggede, huggede kong Harald ham tværs over skuldrene, så Høgne næsten faldt. Nu vender Høgne sig om og løfter sværdet og hugger kong Harald, så han bliver kløvet helt ned til sadlen. Derefter red Høgne hen, hvor Sigvalde befandt sig, og han hugger sværdet i halsen på ham, så hovedet røg af. Nu var der kun få tilbage af nordmændene, og de, som endnu var i live, flygtede ind i borgen og fortalte dronningen alt om kongernes og Sigvaldes fald. Der var nu så stor en sorg i borgen, at ingen ænsede hverken søvn eller mad.


'''Kapitel 19'''

Morgenen efter kampen, da det endnu ikke var blevet rigtig lyst, indtog Høgne borgen med hele sin hær. Han gik først ind i kongens hal, men mødte ingen mennesker dér på nær nogle ubetydelige trælle. Høgne spurgte dem, hvor dronningen var, og de sagde, at hun var gået til sin datters hal. Men da Høgne og hans folk agtede at gå derind og var kommet til det høje plankeværk, der omgav huset, kom der så tæt en tåge, at ingen af dem kunne se de andre, og de fandt hverken frem til plankeværket eller huset. De var ude af stand til at finde vej. Pludselig flød der så stor en elv foran hæren, at mange faldt ned i den og plaskede rundt dér hele natten under store anstrengelser. Det var vanskeligt for dem at kravle op ad de stejle klipper, der var på begge sider af elven. Dette stod på, lige til det blev dag. Da det blev lyst, så mændene ingen elv, men de var kravlet op ad plankeværket dér, hvor de troede der var klippevægge, og så faldt de ned og kunne ikke gøre noget.

Og da de så, hvor forfejlet det var, befalede Høgne, at de brød porten op og tog lågen af hængslerne. Og da det var sket, gik Høgne og hans folk ind i huset, men da de kom derind, så de ingen mennesker. Dette fik de fleste til at stoppe op. Så lod Høgne alle skatkister bryde op for at tage guld og sølv og kostbare klæder. Derefter gik han derfra med hele sin hær. Men inden de nåede ret langt væk, så Høgne sig tilbage, og på borgmuren så han en uskøn og meget gammel kvinde stå ved siden af en smuk jomfru, der var så dejlig at se på, at Høgne blev forelsket i hendes skønhed. Da sagde Høgne til Sval: »Hvem tror du denne skønhed er, som står dér på muren ved siden af den grimme kælling?« Sval sagde: »Det må være kong Erlings datter, Ingeborg, og hendes fostermor, og hun agter at bruge snedig list mod dig og ønsker, at vi skal dø.« Høgne sagde : »Vi skulle da vende om og få fat i denne smukke mø.« Sval sagde: »Det kommer ikke til at ske — herre! — for i nat fik vi en hård medfart under store anstrengelser, og det bliver den visse død for os, hvis vi vender tilbage nu.« Høgne sagde da, at Sval skulle bestemme. De rider nu til teltene og tog alle deres hærboder ned. Derefter gik de om bord på skibene og sejlede væk fra Norge med deres flåde. De havde 50 skibe, herunder drageskibet Pryden. De sejlede nu ret af sted for en let vind, indtil de kom til sveavældet.


'''Kapitel 20'''

Vi fortsætter nu dér, hvor vi slap før, nemlig da Sørle Kongesøn kom til Sverige. Han lagde skibene i havn nær byen og lod sine hærboder stille op dér. Han havde mange raske folk i sin hær. To finske brødre var hos ham. Den ene hed Fal, den anden Frodel. De var begge godt udlært i alskens hedensk trolddomskunst og var, som det passede dem, snart over jorden, snart under, og det var, som om der fløj pile ud fra alle deres fingre, og hver en pil var bestemt til at dræbe. Sørle havde også tre andre brødre med sig, som aldrig var blevet udmattede eller besejret i nogen kamp. De hed Åmund, Østmund og Arnljot den Gøtske.

Da kongesønnen og hans mænd havde stillet deres hærboder op, sender han tolv mand af sted til hallen, og Sverre var anfører for udsendingene. Og da udsendingene kom ind i hallen, hvor Sigmund sad med sine høvdinge, sagde Sverre: »Sørle den Stærke, søn af kongen af Norge, har sendt os hertil for at kundgøre for dig, at han tilbyder dig forlig og erstatning for din far, kong Halfdan, og alt det gods, som kongen havde. Han tilbyder samtidig sit venskab og fostbroderskab og al den ære, som han på nogen måde kan vise jer brødre.« Men da Sigmund hørte disse ord og dette tilbud, blev han rasende og gal og bidende ond og hadsk og sagde: »Se at komme væk herfra! Og fortæl den nidding, der sendte jer, at han skal blive hugget ned til glæde for hunde og ravne og derefter brænde på bålet — både ham og hele hans hær.« Sverre sagde: »Sørle lader sig ikke skræmme af disse trusler.« Sigmund sagde: »Forsvind straks ud af mit syn — elendige trælle! — og fortæl Sørle, at han ikke skal gøre sig noget håb om skånsel fra vores side, og den forbandede mand skal få så passende en løn for sine skændige voldshandlinger, at kun de færreste vil længes efter den.« Sverre gik nu derfra og fortæller Sørle alt om sin samtale med Sigmund og sagde, at der næppe var håb om forlig mellem dem.

Efter denne samtale gør Sørle den Stærke hele sin hær klar til kamp, og Sigmund og Tore den Stærke kom farende ud af borgen med hele hæren, og fra begge parter lød der nu høje kampråb, mens de blæste i lurerne og slog på trommerne. Og da fylkingerne stødte sammen, huggede og stak Sørle enhver, som han mødte, og han gennembrød Sigmunds fylking mange gange — både på tværs og på langs. 

Men da Sigmund Kongesøn så det, ville han genoprette slagordenen, og han red nu frem i en rasende fart. Da mødte han brødrene Fal og Frodel, og han så, hvordan de på forunderlig vis slog hærfolk ned. Sigmund ville nu hævne sine mænd, og han løftede sværdet og huggede efter Frodel, men denne forsvandt ned i jorden ved hugget. Sigmund fik dog fat i ham og ville hale ham op. I det samme kom Fal op nede fra jorden bag ved Sigmund, og han stak ham i maven ind under brynjen, hvilket gjorde det af med ham. Sigmund faldt død til jorden, og da var det ovre med hans voldsomhed. Men da Tore den Stærke så dette og indså, at det var formålsløst at kæmpe videre mod Sørle, flygtede han hjem til borgen sammen med de få mænd, der endnu var tilbage.


'''Kapitel 21'''

Og da Sørle så det, rykkede han sine hærboder næmere borgen, og de angreb nu med od og æg for at gennembryde muren. Men Tore og hans mænd stod da oppe på muren og hældte kogende beg og svovl ned over dem, så Sørle mistede mange mænd. Han lod derfor sine sine hærboder flytte længere væk fra borgen og tilbage til dér, hvor de først havde stået.


'''Kapitel 22'''

Mens dette nu foregik, ankommer hertug Astro fra England med en umådeligt stor hær på mange skibe, og nu begyndte den hårdeste kamp mellem ham og Sørle Kongesøn. På begge sider faldt folk som var de friske smågrene, der bliver hugget i skoven. Sørle den Stærke red nu fremad i en rasende fart og fældede folk til højre og venstre, og det samme gjorde hertug Astro den modsatte vej. Denne kamp stod på de næste to dage, og det var uvist, hvem der ville sejre,


'''Kapitel 23'''

Men på tredjedagen så mændene mange skibe, som kom sejlende ude fra havet og stævnede hen imod landet dér. De var alle godt udrustede, men et af dem overgik dog langt de andre. Folkene syntes at kunne genkende drageskibet Pryden, og de mente, at det måtte være Høgne, Halfdan Branafostres søn, der kom. Og da Sørle blev klar over dette, blev han noget overrasket og sagde: »Der må være sket noget i Norge, som vi ikke véd noget om, for jeg genkender her drageskibet Pryden, så vores udestående er nok ikke helt til ende endnu. Lad os hellere falde med mandsmod end at fremstå krysteragtige!« De lovede alle kongesønnen, at de ville følge ham og ikke skilles fra ham, før døden kom imellem dem.

Disse skibe kom nu snart til land, og Høgne lagde drageskibet i en god havn nærmest borgen, og det samme gjorde alle de andre styrmænd. Høgne lod nu kaste anker på lavt vand, og derefter lod han sit guldtrådsvævede silketelt slå op, og siden gik han derind sammen med sine bedste folk. Dér drak de og var glade. Da nu hertug Astro og Tore den Stærke så, at Høgne var kommet — for de kunne tydeligt se, at drageskibet Pryden lå ved kysten — blev de meget glade. De rider nu hen til Høgnes hærboder, og der var stor gensynsglæde blandt dem alle. Tore fortæller nu Høgne alt, hvad der er sket mellem dennes bror og Sørle, og også om det tilbud, Sørle gav Sigmund. Høgne lyttede til dette, men sagde kun lidt. Derefter gik de alle med hele styrken hjem til borgen, hvor de drak lystigt i hallen de næste tre dage og var glade og fornøjede.


'''Kapitel 24'''

Men på fjerdedagen sendte Høgne tolv mand til Sørles hærbod og bad ham være klar til at mødes og begynde kampen på ny, og han sagde, at på denne dag skulle deres mellemværende afgøres. Og da Sørle hørte dette, sagde han, at han omgående var klar, og at der ikke var nogen grund til at udsætte det. På begge sider stillede man da straks hæren i slagorden, og kampen blev nu hård og grusom, og da Sørle i forvejen havde mistet mange mænd, blev han snart underlegen i striden. Tore den Stærke red hen, hvor Karmon, Sørles fosterfar, var og slog ham ihjel. Og da Sørle så det, blev han umådeligt rasende og sprang på sin hest efter Tore i den hensigt enten at slå ham ihjel eller selv miste livet. Men da Høgne ser dette, sagde han: »Nu — Sørle! — er det vist det bedste, at vi to prøver kræfter, og det nytter ikke at udsætte det.« Sørle sagde, at det var han helt klar til.


'''Kapitel 25'''

De red nu så hårdt imod hinanden, at begges heste nær var styrtet, og nu huggede de hver især den andens hest over ved boven, men ingen af dem fik såret den anden, for deres skjold og brynje ydede dem fortræffelig beskyttelse. Og på denne vis huggede de længe mod hinanden, og man kunne hverken bebrejde dem deres forsvar eller angreb.

Nu indser Sørle, at det ikke længere nytter noget med denne hugkamp mod Høgne. Han kaster da sværdet fra sig og farer straks ind på Høgne, men denne giver igen af alle kræfter, og nu brydes de voldsomt, og det var unødvendigt at opfordre dem til strid. Ingen af dem bad den anden om fred eller skånsel, og deres kamp var så forbitret, at ingen mente at have set magen til brydekamp mellem to mænd med menneskelig natur.

Nu ser Sørle et vandløb i en dyb kløft ikke langt fra dem, og han agter at få Høgne til at falde derned, og da de nærmer sig kløften, trækker han med stor kraft Høgne ind til sig, men da Høgne indser, hvad der er Sørles hensigt, springer han af fuld kraft i favnen på ham. Nu blev der skubbet mere til Sørle, end han havde regnet med, og han falder bagover på ryggen, og Høgne kaster sig over ham og sætter sit knæ i bugen på ham. Da sagde Høgne: »Der er langt hen til sværdet Sejrsglans, nu hvor jeg har mest brug for det, og det vil blive anset for ondt gjort, hvis jeg som en anden trold bider halsen over på dig. Men hvis det forholder sig sådan, som man siger, at du er den modigste og mest uforfærdede mand, så bliver du roligt liggende her og venter på mig, mens jeg henter mit sværd.« Så rejste Høgne sig og gik hen, hvor sværdet lå, mens Sørle forholdt sig i ro som før. Høgne ser nu, at Sørles hjerte på ingen måde skælvede ved dette, og han sagde da: »Jeg har ikke store æreskrænkelser at hævne på dig — Sørle! — jeg vil nærmest sige, at det står lige mellem os. Nu vil jeg skåne dit liv, hvis du ønsker det, og det skyldes særligt, at du tre gange tilbød min far livet, og selv om han ikke ville tage imod det, skal du ikke klandres, og det endte mellem jer, som skæbnen havde bestemt. Du gjorde det også godt med dine tilbud til min bror, Sigmund, selv om han ikke ville tage imod dem. Jeg vil til gengæld her og nu tilbyde dig mit venskab og fostbroderskab, og giv mig nu svar på mit tilbud og sig, om du synes om det.« Sørle sagde: »Ingen anden ville have tilbudt mig dette, og det er en ære for mig at takke ja til dette tilbud fra en sådan mand, som jeg anser dig for at være.« Efter dette lod Høgne ham rejse sig. Og de bilagde da deres strid og indgik forlig.

De gik nu hen, hvor hertug Astro og Tore den Stærke var, og Høgne forsonede Sørle med dem begge, så de nu syntes bedre om hinanden end før. Derefter gik de alle sammen hjem til hallen og drak og var glade og fornøjede de næste mange dage, og al fjendtlighed var indstillet.


'''Kapitel 26'''

De sejlede siden fra Sverige til England. De fik god vind og ankom snart velbeholdne. Og da Høgne møder sin søster, dronning Marsibil, fortæller han hende alt om sit mellemværende med Sørle og tilføjer, at de nu har indgået forlig og er blevet fostbrødre. Men da hun hørte dette, blev hun så fuld af sorg og vrede, at ingen kunne få hende til at falde ned. Hun sagde, at hun aldrig nogensinde ville blive tilfreds, førend Sørle blev taget af dage eller blev tilintetgjort og aldrig fik fred. Nu kunne Sørle høre dette, hvor han sad, og han sagde nu stille for sig selv, sådan at ingen hørte det: »Nu ville jeg ønske, at min veninde, kællingen Måna, ville komme for at dæmpe din hidsighed.« Men derpå gik Sørle hen, hvor dronningen sad, og lagde sit hoved i hendes skød. Han sagde da: »Nu er det sådan — dronning! — at du her kan se den Sørle, som folk kalder ‘den Stærke’, og nu kan du gøre ved ham, som det passer dig.« Men da dronningen så ham, forsvandt al hendes vrede, og hun blev ganske målløs. Siden forsonede Høgne Sørle med sin søster, dronningen, og nu blev der drukket vin med stor lyst og sørget for underholdning på høvisk og dannet vis de næste tre dage.

Men da gildet var slut, sejlede de til Norge og opsøgte dér Ingeborg og Steinvør, døtrene af kongerne Erling og Harald Valdemarson, og de sejlede siden fra Norge og tilbage til Sverige med hele deres følge. Der blev da holdt et prægtigt gilde og indgået ægteskaber. Høgne fik da Sørles søster, Ingeborg, og Sørle fik til gengæld Høgnes søster, hvis navn ikke er nævnt, og Tore den Stærke fik Steinvør, kong Harald Valdemarsons datter. Alle disse bryllupper blev holdt som ét med glæde og god beværtning og alskens lystig morskab, som dengang var skik og brug blandt folk i landet. Og da gildet var slut, vendte Sørle hjem til Norge, hvor han blev konge, og Høgne blev konge over Sverige og herskede dér lige til sin dødsdag. Han gjorde Tore den Stærke til jarl dér i riget. Høgne og Sørle brød aldrig deres venskab, så længe de begge levede, men der fortælles ikke noget om, hvorvidt det blev dem tilstået at få børn eller ej.

Og med denne slutning og afrunding ender fortællingen om Sørle den Stærke og hans store bedrifter.


-----


'''Noter:'''

<references/>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Fornaldarsögur]]
[[Kategori:Jesper Lauridsen]]