Vis kilden til Tornit (Tuneqqerne)

[[Fil:Maske 27.jpg|thumb|200px|<center>Inuitisk maske</center>]]


<center>
[[Fil:Maske 27.jpg|thumb|200px|<center>Inuitisk maske</center>]]
<br>'''[[Grønlandsk religion og mytologi|Temaside: Grønlandsk religion og mytologi]]'''<br><br>'''[[Grønlandske sagn om eskimoernes fortid]]'''<br>'''William Thalbitzer'''<br>1912<br><br><br>
<big><big><big>'''IV. Tornit – (Tuneqqerne)''' </big></big></big>
</center>


<blockquote>
Indtrykket af fremmede ansigter, der tilhører en anden nation, trænger sig voldsomt ind på det primitive menneskes sind, fordi han er uvidende om, at der findes andre typer. Det fremmede ansigt vil dukke frem i hans drømme; det vibrerer i ham. De individer, der er heftigst mærkende for ansigtstrækkenes forskelligheder, vil se disse forstyrres i mindet eller i drømmen og anta grovere, groteskere former; de vil opfatte dem som stående grimasser, som naturlige masker. Således kan det ske, at det sjældne syn gennem panik afføder forestillinger om det fremmede folks karakter og medvirker til sagndannelsen.

grønlændernes historiske sagn vrimler af træk, der er udsprungne af denne primitive folkepsykologi; de stammer fra forfædrenes paniske undren over indlandets mennesker. Deraf mange af de groteske eller mystiske overmenneskelige beskrivelser, der knytter sig til begivenhederne iblandt indlandets beboere. Ved siden deraf er der nok af realistiske træk, der bekræfter, at disse fortidens mystiske væsener tilhørte en del af vor verden, nemlig de nordlige egne i Kanada.

Men man må ikke vente, at de forskellige fremmede nationer, hvorom de grønlandske sagn har bevaret erindringer, holdes skarpt ude fra hinanden. Trækkene er tildels sammenblandede; navnlig har Tornit vistnok fået skyld for en hel del, som egentlig tilkommer andre. Her skal jeg ikke forsøge at udskille disse træk, men behandle alle dem under et, som er knyttede til navnet Tornit.

Der er særlig tre nationer, der omtales i de ældste sagn, nemlig ''Tornit, Erqilhlit'' og ''Ingalilhlit.''<ref>Jeg forbigår her navnet ''Qavlhlunaat'', der opfattes som evropæere eller mennesker af "den hvide race", og ''Qavlhlunaatsiaat'', der i Sydgrønland anvendtes som betegnelse for de islandske kolonister i middelalderen. I følge MURDOCH (1892, ss. 51—53) skal navnet være kendt helt over til Nordalaska, hvortil det er kommet østfra; Eskimoerne der har selv et andet navn for de hvide, nemlig ''Tûnnyin'' (d. e. Tañnin, Tanjin?).</ref> I grønlændersagnene forekommer det første af disse navne hyppigst, og RINK oversætter det stadig ved "Indlandsboerne"<ref>RINK I. s. 367.</ref>, i overensstemmelse med grønlændernes forestilling om, at alle disse fremmede folk bor i ukendte egne i det indre af deres land, på eller bagved indlandsisen. Men dermed er jo ikke sagt, at denne forestilling oprindelig knyttede sig til navnet ''Tornit'' (flertalsform af ''Tuneq'' eller ''Tunneq)''. Sjældnere betegnes indlandets beboere som ''Inorutsit'' (flertal af ''Inoruseq)''<ref>RINK I. s. 46.</ref> ''Alhliarutsit'' (flert. af ''Alhliaruseq<ref>RINK I. s. 28.</ref>)'', ''Inuarulhlikkæt'' (flert. af ''Inuarulhligaq)''<ref>RINK I. s. 43.</ref>, ''Isserqat'' eller ''Makakajuit''<ref>HOLM, s. 116.</ref> Østgrønlænderne omtaler ikke Tornit i deres sagn, men betegner indlandsboerne som ''Timerseet;'' desuden veed de god besked om

''Erqilhlit'' og ''Ingalilhlit''. Smithsunds Eskimoerne ved Kap York taler om et folk Adlet (Alhiet)<ref>A. L. KROEBER: The Eskimoe of Smith Sound, Bulletin of Americ. Mus. Nat. Hist. vol. 12 (1899).</ref> ovre på den anden side af sundet og sydpå. Også Baffinsøens Eskimoer har mange fortællinger om Adlet.<ref>F. BOAS: Eskimo of Baffin Land and Hudson Bay (1901) s. 203—209.</ref>

De Eskimoer, der befolker østkysten af Labrador, kalder indlandsboerne (Indianerne i Labradors indland) for ''Allat'' eller ''Aullat'', åbenbart blot en anden stavemåde af ''Adlet'' (el. ''Alhlät'').<ref>Stavemåden af dette navn varierer som sædvanlig hos forfatterne, men et og andet kunde tyde på, at Eskimoerne selv opfatter navnet forskelligt i og udenfor Grønland. Hvis navnets form nærmer sig ''Alhlät'', vilde det betyde "de fremmede, ikke-eskimoer", men hvis det nærmer sig ''Alhleet'' eller ''Alhlit'' "de nedre, underjordiske".</ref> Ved ''Tunnit'' eller ''Torngit'' forstår de et fjendligt fortidsfolk, der engang vandrede fra Labrador nordpå. Disse to navne må være de samme som Smithsunds Eskimoernes ''Alhlet'' og grønlændernes ''Tornit'' (eller ''Torngit)''.

Labradorernes sagn om Tornitfolket, der findes i RINKS samling<ref>RINK I, n:o 129.</ref>, sammenstillet efter flere opskrifter fra Labrador, lyder således: "Vore Forfædre og Tunnekkerne ''(Tunnit)'' have fordum boet sammen, men Tunnekkerne ere bortdragne af Frygt for de Indfødte, eller Eskimoerne. Disse pleiede at bore Huller i Panderne på dem, medens de endnu vare levende. Derfor ere de dragne bort herfra i Både og satte over til Killinek, eller Cap Chudleigh. Medens de boede iblandt os, bestode deres Sengklæder af Sælskind med Spækket endnu påsiddende. Deres Klæder vare af samme Sort. Deres Jagtredskaber vare lavede af Skifer og Hornsteen, og deres Boreredskaber af Krystal. De vare meget stærke og frygtelige; navnlig var der en iblandt dem, som hed ''Javranat'', og efter hvem man har lavet Ordet: ''javianarpok'' (det er frygteligt. Grønlandsk: ''navianarpok)''. Man seer også uhyre Steenblokke på Landet, som de have slæbt derhen. Der findes Levninger af deres Huse hist og her på vort Land og især på Øerne, byggede af Steen og forskjellige fra de nuværende Indfødtes Huse. En af vore Forfædre roede i Kajak og havde en af dem til Ledsager, som havde en Fuglepiil med Spidser af Hvalrostand."

På Baffinsøen nord for Labrador fortæller de indfødte følgende om Tornit:<ref>Boas II, s. 209-210.</ref>

"For lang tid siden var vort land befolket af Tornit, som var en høj og stærk menneskerace. De boede i store stenhuse. De forstod sig ikke på at tilberede skind. Når et rensdyr var blevet dræbt, plejede de at gøre skindet vådt og svøbe det om deres nøgne legeme for at tørre det. Deres sengelejer var redt med skind, som aldrig havde været strækkede eller rensede. De gemte sælkød inde på den nøgne krop under deres dragt, til det blev hårdt og harsk, så plejede de at spise det. Når en iblandt dem havde stærk hodepine, plejede de at bore hul i hans hjærneskal, hvorfra blod og materie flød ud. Ved denne operation helbredede de hodepine."

Tornit (Tunnit) skulde altså endnu i den rigtige stenaldertid være dragne mod nord. Killinek er navnet på det nordøstligste hjørne af Labrador. Det er dog bedst, ligesom RINK<ref>RINK I. s. 367.</ref>, ikke at ta denne stedfæstelse altfor alvorligt; i lokalsagn, der senere opstår, knyttes de ældre sagnnavne let til senere begivenheder. Navnet ''Tuneq'' forekommer helt ovre ved Mackenzieflodens munding, hvor dets betydning gengis som "herre" eller "hersker" ("herskende").

Om ''Javraganak'' går der følgende sagn ved Okak i Labrador:





'''Javraganák'''
<br>''(Øst-Labrador)''

I ''Kivalek'' på øen ''Okak'' boede der mange mennesker, blandt dem var der en indianerinde ved navn ''Javraganak'', som fra barnsben havde opholdt sig blandt kystboerne, der havde hende til tjenestekvinde; men hun var dog en fremmed iblandt dem. Engang da hun var sulten og tænkte med længsel på sine landsmænds madvarer, sagde hun: "i ''Pangma'' spise mine landsmænd tunger, marv og rensdyrfedt". Da sagde en gammel mand foragteligt til hende: "du har mange brødre og pårørende, lad dem engang komme hertil". Derpå begav hun sig om natten til sine landsmænd for at kalde dem. Dengang gaves der mange harer, som undertiden endog kunde høres løbe frem og tilbage over husene. Da nu Javraganak en nat kom med mange af sine landsmænd til Kivalek, og man inde fra husene kunde høre, som om mange talte sammen, sagde den gamle mand: "er der nu igen harer, der er levende!" Forøvrigt var dengang ingen af mændene hjemme, da alle var ude på fangst, og det var vinter. Da skete det, at alle beboerne blev dræbte af Javraganaks indianske landsmænd. Mange flygtede ind i en hule, i hvilken nogle blev kvalte, andre knuste, da den blev helt opfyldt af dem. Da mændene nu kom hjem fra fangsten, fandt de deres koner og børn allerede dræbte. Da drog de ud til strid mod Javraganaks folk. Blandt disse stridsmænd befandt sig en angakok, som banede dem en vej gennem et bjærg; således blev Javraganaks indianske landsmænd tilintetgjorte. Men hun selv var ikke tilstede, men havde skjult sig. Mændene havde stor tiltro til deres angakok. Da skete det, at en mand råbte med høj røst: "blot Javraganak vilde tjene mig igen!" Straks derefter viste hun sig og kom ganske munter hen til dem; men de greb hende, bandt hendes arme med reb og sønderrev hende. Således gengældte de hende det, som hun havde iværksat imod dem.

Navnet Javraganak må være det samme som det nylig nævnte Javranat; og Baffinslands Eskimoer fortæller et ganske lignende sagn om en pige ved navn ''Eavarnan'', det er ''Javarnan:''<ref>BOAS II, s. 207. Endnu fyldigere findes det samme sagn gengivet i en senere, opskrift af missionær Peck fra Cumberland Sound, sydøstkysten af Baffinsøen (ibid. s. 558-562). I denne staves tjenestekvindens navn ''Iavaanat''. De fremmede folk kaldes ''Adlet''. — Overgangen af Eavarnan til Javarnan er analog med en lignende i vort eget oldsprog: earl til jarl (den første bevaret i engelsk).</ref>

''Eavarnan'' var en Adla-pige, som boede hos Eskimoerne. Af og til gik hun på besøg til sit eget folk og bagtalte Eskimoerne. Disse plejede at gå ud på jagt og var én dag ude i deres kajakker på sælfangst. I godt vejr plejede Adlet også at jage på samme måde; men den dag drog de op til Eskimoernes telte og dræbte kvinderne.

Eavarnan vendte ikke tilbage med sine landsmænd, men afventede Eskimoernes hjemkomst. Da de kom, råbte hun fra kysten ud til dem: hvem vil ha mig til kone? Da de kom iland, fandt de alle deres koner dræbte. Da tog to af mændene Eavarnan fat ved armene og skar dem af tæt oppe ved skuldrene. Hun løb bort med blodet strømmende ud af sårene.

Nogen tid derefter besluttede mændene at hævne kvindernes død, og to mænd begav sig afsted til Adlets boplads. Den ene af dem var klædt i dragt af en indsø-sæl, den anden bar sin sædvanlige dragt. De gik i hemmelighed ad en omvej til Adlets plads og traf alle mændene hjemme. Der var et stort telt og en mængde små. Han, der var klædt i indsøsæl-dragten, slap ubemærket ind i det store telt, hvor han fandt alle beboerne sidde og spise af et stort fad, som var stillet midt på gulvet. Han trådte modigt ind iblandt dem og dræbte dem alle Så råbte han: "det var godt!" Derpå samlede de alle Adlets ejendele, bar dem hjem med og berettede hvad de havde gjort.

Hertil kommer beretningen fra Hudsonsbugtens vestkyst. Her kaldes pigen for ''Naaarqarnaq.''<ref>Boas II, s. 541-542. I den engelske gengivelse af sagnet fra denne egn omtales hovedspersonen rigtignok som en mand, men dette er rimeligvis fejl oversættelse eller misforståelse.</ref>

Denne beretnings betydning styrkes derved, at samme begivenhed erindres i Grønland; RINK har modtat flere versioner, i hvilke tjenestekvinden kaldes ''Navaranák'', åbenbart en forvanskning af det samme navn som i Labradorsagnet (eller dettes form for navnet er forvansket). Den grønlandske version stemmer i en mængde træk med den labradorske og er noget fyldigere. RINK nævner i en anmærkning<ref>RINK I, s. 359.</ref>, at han har udeladt en del af slutningen, nemlig at Navaranak gentagne gange dræbes og lever op igen, førend hun til sidst blir sønderreven.<ref>Dette træk tyder på, at den østgrønlandske fortælling om ''Navagijak'' (HOLM, s. 293, n:o 22) hænger sammen med dette sagn og har sit udspring i det.</ref> Det er heller ikke uden interesse, at sagnet om Navaranak i Sydgrønland er knyttet til de gamle nordboer (Islænderne), således at disse sættes i stedet for den nordgrønlandske versions Tornit og Labradorversionens Aullat. Den virkelige begivenhed, der ligger til grund for sagnet, er dog rimeligvis foregået på den amerikanske side af Davisstrædet (hvorfra skulde ellers Labradoreskimoerne ha fået dette sagn?). Om Tornit og Aullat (Adlet) er identiske, får foreløbig stå hen. Den nordgrønlandske form for sagnet lyder således:





'''Navaranak'''<br>
''(Vestgrønland)''

Indlandsboerne og kystboerne var fra begyndelsen af venner. En tjenestekvinde hos indlandsboerne plejede, når kystboerne fangede hvaler, at komme løbende inde fra landet af for at hente ''mattak'' (hvalsvær), og til gengæld bragte hun kystboerne renskød; tilsidst blev hun ked af det, og for at sætte splid imellem bægge, sagde hun, når hun kom til kystboerne, at indlandsboerne vilde overfalde dem, og omvendt, når hun kom til indlandsboerne, sagde hun, at kystboerne vilde overfalde dem. Tilsidst blev indlandsboerne forbitrede og besluttede at angribe hvalfangerne. De passede en tid, da alle mændene var på fangst, og overfaldt, ledsagede af ''Navaranak'', kystboernes kvinder og børn. Nogle af kvinderne dræbte af skræk deres egne børn; men en kone, som var frugtsommelig, flygtede under briksen, og da Navaranak blev sendt af indlandsboerne for at opsøge hende, lovede denne hende alt hvad hun ejede, for ikke at røbe hende. Nogle flygtede og skjulte sig blandt stendyngerne, men alle de andre blev dræbte af indlandsboerne. Da nu mændene kom hjem fra deres fangst, kom de tiloversblevne dem imøde og fortalte dem om indlandsboernes overfald, og da de kom op og så alle deres mange døde, blev de meget fortvivlede. Da de senere flænsede hvalen, kom Navaranak ikke mere, som hun plejede, men hun var forsvunden. Da det blev sommer, lavede de sig mange pile og drog ind i landet for at hævne sig. På vejen råbte de efter sædvane: "Navaranak, her er ''mattak'' til dig!" men der var ingen at se. Derpå drog de atter en lang vej og råbte igen på Navaranak; da kom hun pludselig frem. Da hun så deres pile, vilde hun flygte igen, men de sagde til hende, at hun ikke skulde flygte. Da hun så kom nærmere, spurgte de hende, hvor hendes landsmænd var; hun svarede: "hist længere inde i landet". Derpå bandt de hende med reb, slæbte hende henad jorden og søndersled hende. Tilsidst kom de til en stor indsø og så indlandsboernes mange telte, hvis beboere gik ud og ind. Men de ventede til alle var inde; derpå angreb de dem. Fra bægge sider skød de på hverandre, indlandsboerne blev færre og færre, men kystboerne ikke. Da de havde tilintetgjort dem, gik de også ind i teltene og dræbte kvinder og børn, derpå vendte de tilbage efter at have tilfredsstillet deres hævn.



<center>––––––––––––––––––––</center>



De øvrige sagn om Tornit er af en noget forskellig karakter. De handler dels om disses fjendtlige overfald på Eskimoerne, dels om enkelte Eskimoer, der har søgt tilflugt hos dem og er blevet godt modtagne, ialtfald ikke ugæstfrit modtagne. Tornit beskrives i disse sagn som indlandsfolk, der i nogle henseender ligner Innuiterne, i andre er forskellige fra dem. Deres huse har en åbning midt i taget (et røghul? ukendt i Eskimolandet); hos Skyggerne har et hus tre vinduer, hos de indlandsboer, som Tunnerlhluk kom til, er husgangen (hulen der fører ind til husindgangen) usædvanlig dybt nede i jorden.<ref>Rink I, n:o 45 og 47.</ref> Tornit har særegne klær og særegne fangstredskaber; de driver fuglejagt i store indsøer og rensdyrjagt;<ref>Rink I, n:o 43.</ref> sælfangst hører man ikke meget om, men i et par af sagnene fortælles det dog om dem, at de fanger sæler fra land med snarer.<ref>Rink I, n:o 26; HOLM, Matakatak (s. 271).</ref>. Undertiden nævnes også kajakker; men angående dem har der dannet sig en mystisk forestilling om, at indlandsboerne kan træffes enkeltvis ude på havet i tåge, og at de da "ror i det bare vand" eller "bruger tågen til kajak", med andre ord, i folketroen er den tætte tågebanke, der kan samle sig, på enkelte stedet i tåget vejr, bleven opfattet som indlandsboens kajak (den kaldes ''qajariaq'' til forskel fra Innuitens ''qajaq')<ref>RINK I, n:o 89 og 132 og II n:o 36 og 58. Jvf. I, n:o 20.</ref>. Den mad, man får at spise hos Tornit, synes at være påfaldende fremmed for Innuiterne.<ref>RINK 1,46.</ref> Tornit har ligesom Innuiterne angakokker eller hedenske præster.<ref>RINK I, n:o 48; jvf. II, n:o 111.</ref> De kender en mængde særegne lege, boldspil og kraftprøver.<ref>RINK I, n:o 22, 43, 45, 55.</ref>

Visse træk, som vi kender fra Akilineqfolket, kommer stadig igen i sagnene om Tornit, deriblandt den enøjede mand<ref>RINK I, n:o 45; jvf. n:o 14 og 20.</ref> og en tosse eller en naragtig person.<ref>RINK II, n:o 72.</ref> Tossen (i et par sagn en "sladresøster")<ref>RINK I, n:o 14 og 43.</ref> er den første, der sladrer om, at der er ankommet en kystbo til indlandsfolket.

Det nærmest følgende sagn indeholder flere af disse træk; det er ejendommeligt ved den styrke og fantasi, hvormed de fremmede skikke udmales, og ved den sammenvævning af virkelige træk og sagnoverdrivelser, der har fundet sted i det. Ved sagnets ''Inuarulhlikkat'', af RINK oversat som "Bjærgtrolde", skal der naturligvis forstås en virkeligt eksisterende nation fra den anden side af søerne eller floden. Det samme folks huse omtales som særlig smukke og renlige.<ref>RINK I, n:o 117.</ref> For Grønlændernes fantasi står de som en art dværge. Ved Umanätsiaq i Umanakfjorden (Nordgrønland) modtog jeg følgende beskrivelse af dem: de fødes så små, at de kan krybe gennem ganske små huller; når de drager på rensdyrjagt, klapper de sig selv med hænderne over hele legemet, mens de sir: ''alhlise, alhlise'', 'voks op', og derved blir de så store som rigtige mennesker. Muligvis er "bjærgtrolde" identiske med ''Inorutsit'', hvorom sagnet "Pigen, som røvedes af en Indlandsbo"<ref>RINK I, n:o 46.</ref> handler; om dette folk fremhæves det udtrykkeligt, at de bor oppe i bjærgene (jvr. s. 52). Her følger sagnet om:<ref>RINK I, n:o 43. RINK meddeler i en note (l. c. s. 360), at han har haft to opskrifter af dette sagn foran sig, "begge noget utydelige" (d. e. vanskelige at oversætte?). "Da sagnet imidlertid også fortælles i Sydgrønland og synes at høre til de ældste, er det meddelt her så godt det lod sig gøre. Det synes at høre til dem, der sjældent fortælles, og er muligen ifærd med at gå i forglemmelse. Ved de dansende Indlandsboers forvandlinger turde der muligen sigtes til Indianernes forklædning i forskellige dyreskikkelser til bestemte danse, såsom bjørne- og bøffeldansen". Såvidt RINK. Man kan desuden minde om, at Eskimoerne selv har yndet forklædningslege ved deres mimiske skuespil. Sådanne har indtil år 1900 været bevarede blandt Ammassalikerne i Østgrønland ''(ûajeertoq''-legene, jf. G. HOLMS beskrivelse i Meddelelser om Grønland X s. 159).<br>I sagnets ''kung kung kungujo'' er der måske bevaret et minde om, at indlandsboerne havde et eget sprog; muligvis er det en forvansket rest af et virkeligt udtryk i sproget. Jeg optegnede i 1901 i den nordlige del af Vestgrønland (Umanak) en sang, hvori det samme udtryk forekommer (Meddelelser om Grønland XXXI, 1904, s. 290).</ref>





'''Pigen, som flygtede til Indlandsboerne'''

En pige kom til at knække sin ældre søsters synål, som var lavet af renshorn og meget værdifuld. Søsteren, skønt hun var gift med en velstående mand, blev meget vred på hende, der var fattig, og sagde, at hun kunde gerne fly bort fra menneskene. Da hun sagde dette, drog pigen afsted og vandrede ind i landet i mange dage. En aften satte hun sig ned og græd, da hørte hun en stemme ved siden af sig, som sagde: "hvorfor græder du?" og da hun så sig om, stod der en stor mand, en indlandsbo. Han gentog: "hvorfor græder du?". — "Fordi jeg knækkede min søsters synål, og hun jog mig bort," svarede pigen. Indlandsboen sagde: "og jeg er på samme måde bortjaget, fordi jeg kom til at beskadige min broders værdifulde snare." Derpå bad han hende følge med, og de kom til hans hus. Der bød han hende renskind til underpels og andre til yderpels, og sagde, at hun skulde sy sig klæder af dem. Derpå blev hun hos ham som hans hustru. Denne indlandsbo fangede edderfugle i en indsø, idet han selv gik i vandet, og når fuglene havde sat sig, tog han dem nedenfra. Engang sagde han, at hun skulde følge med at besøge hans slægtninge, og han tilføjede: "når vi få deres hus i sigte, vil jeg råbe: ''Kung, kung, kungujo'', da vil de kende mig". — Derpå drog de afsted, og da de fra en højde af så hans slægtninges hus, og han råbte: ''"Kung, kung, kungujo,"'' hørte de børnene, som legede nede ved huset, gentage: "Der er nogen som råber ''kung kung,"'' og de så moderen komme ud og råbe det samme. Derpå gik de ned og var i huset hos hans slægtninge; blandt disse var der en søster, som var tosset og meget snaksom. Til hende sagde de, at hun ikke måtte tale til naboerne om, at der befandt sig en kystbo iblandt dem. Derpå skjulte de hende bagest på briksen, men da brødrene kom ind, sagde de, at det lugtede af kystboere, og da tossen kom ud, snakkede hun alligevel til naboerne og sagde: "I har ingen svigerske som jeg, jeg har fået en ny svigerske, en med halsbånd, en med perler, en smuk kvinde, en af kystens beboere". Da hun havde snakket således, flokkedes de nysgerrige til vinduet, for at se en kystbo; nogle krøb op på huset og gjorde hul i taget, og der kom mange gæster ind til dem Nu taltes der om, at ved det næste måneskifte vilde der komme en båd med tilrejsende. En morgen sagdes der: "nu kommer båden", og da hun skulde se til, var det bjærgtrolde ''(Inuarugdlikat)''. Da disse kom hen foran huset, standsede de og sang først på hverandre. Derefter kom bjærgtroldene op og bragte skind til foræring, et bundt til hver af beboerne, og de blev der nu en hel måned, i hvilken indlandsboerne og bjærgtroldene holdt gæstebud og sang stridssange på hverandre. En af indlandsboerne trådte frem, dansede og sang, og medens han dansede, forvandledes han til et rensdyr; da blev bjærgtroldenes børn forfærdede og skreg, straks rejste han sig og blev til et menneske igen. Derefter trådte en af bjærgtroldene frem, dansede og blev forvandlet til en hare; men da indlandsboernes børn skreg af forfærdelse, rejste den sig og fik menneskeskikkelse igen. Derpå trådte en indlandsbo frem, dansede og trak skindet af sig selv, så at det tilsidst kun hang fast mellem øjnene, men da bjærgtroldenes børn skreg af forfærdelse, antog han sin forrige skikkelse igen. Tilsidst kom en af bjærgtroldene frem, dansede og sprang over i den ene side af huset, hvorover dette kom til at hælde, så at menneskene rullede over til siden og en kvinde af indlandsboerne knuste et barn. Dermed holdt de op, og den følgende dag drog bjærgtroldene bort igen, idet de indbød indlandsboerne til at gøre genbesøg. Den næste måned gjorde disse sig færdige til at rejse, og de brugte dertil en båd af sten. De sagde til kystbokvinden, at hun skulde med, og satte hende i båden, men bad hende lukke øjnene, thi hvergang hun åbnede øjnene, måtte båden standse. Først da de hørte støj af børn, standsede de og lod hende åbne øjnene. Hun så da et ganske lille hus og tænkte: "hvorledes skal vi komme derind?" Men så mærkede hun, at det ligesom voksede; bjærgtroldene forstod nemlig at udvide deres hus ved at gnide det. Da de nu kom ind, var det helt rummeligt, de bragte deres skindbundter, et til hver især til foræring. Derpå holdt de gilde. En af bjærgtroldene kom frem, dansede, kastede sig med eet på gulvet, og var bleven til en ''orsugiak''-sten (blød stenart, kalksten). Indlandsboerne skulde løfte den, men da de ikke kunde, rejste den sig op igen i menneskeskikkelse. Derpå trådte en af indlandsboerne frem, dansede og kastede sig på gulvet, forvandlet til en kampesten; men bjærgtroldene løftede den, og kastede den mod indgangen, så at den gik midt over. På denne måde mistede indlandsboerne en af deres, og drog nu hjem igen. Om sommeren skulde de på rensjagt, og kystbokvinden skulde med. Nu var der to piger, som misundte hende, fordi hun havde fået en mand; derfor spottede de over hende og sagde, at hun ikke var behændig som indlandsboerne og ikke kunde følge med dem. Den ene af dem tilføjede: "i dag forfulgte jeg en ung renskalv". Da tog den gamle husmoder et par støvler frem, som var fyldte med altslags kryb; dem gav hun hende på og snorede dem fast om benene, thi manden sagde, at hun skulde tåle det for at blive behændig. Derpå tabte hun bevidstheden, og alt kødet gik af hendes ben<ref>Samme træk ("støvler, der æder kødet af benene") genfindes i sagnet om "Pigen, der røvedes af en Indlandsbo" (RINK I, n:r 46).</ref>, men da hun kom til sig selv igen, voksede der nyt kød ud, og hun var nu bleven ligeså behændig som indlandsboerne. Da de kom tilbage fra rensjagten, sagde hun til sin mand, at hun ønskede at se til sine slægtninge. Sommeren derefter fulgte han med hende. Da de nåede kysten, traf de på en kajak, med denne sendte de bud efter en båd til at hente dem. Da de steg i samme, kastede indlandsboen sig af frygt ned på maven midt i båden, til de nåede hendes hjem. De forblev derpå hos hendes slægtninge. Henad vinteren sagde svigerfaren: "blot jeg kunde bytte og få en anden svigersøn, som var istand til at fange edderfugle". Indlandsboen holdt sig nemlig altid hjemme i huset, men nu bad han svigerfaren om at lave sig en snare, og en morgen derefter var han forsvunden, men kom hjem om aftenen, helt bedækket med edderfugle. Ligeledes om vinteren gjorde mændene nar af ham og vilde have ham med ud på isen, når de gik på ''maupok-''fangst (lurefangst ved sælernes åndehuller ude på isen). Om sommeren derefter vilde han hjem til sine landsmænd; ved afrejsen sagde han til sin hustru: "hvis vor søn er rask, vil indlandsboerne komme". Derpå drog han bort, og kom igen ved den næste vinters slutning, ledsaget af andre: han fortalte da, at sønnen var død, og drog derpå hjem, idet han sagde til sin hustru: "nu kommer jeg aldrig mere tilbage". Senere så de ikke indlandsboerne igen.

"Indlandsboernes tosse" optræder også i fortællingen om ''"De to forældreløse drenge"''<ref>RINK II, n:r 72.</ref>, der af frygt for deres plejemor flygtede til indlandet. Han stikker hodet frem over skillerummet (det ophængte skind) på briksen; hans hode er ganske skaldet og i bestandig omdrejende bevægelse. Da den ene af brødrene senere blev en stor angakok i sit eget land, havde han fået dette fremmede menneske med det skaldede, omdrejende hode til en af sine hjælpeånder.

''"Pigen som opsøgte sin broder"''<ref>RINK I, n:r 45.</ref> er fortællingen om et lille barn, der blev røvet, da de to søskende en dag var ude sammen for at bygge rævefælder. Engang på sin vandring kom hun over et bjærgpas og nede i dalen opdagede hun et lille hus, som havde en åbning midt i taget. Hun gik hen, kiggede gennem åbningen og så en stor mand med eet øje, som vendte sig om, og da han så hende, sagde han: "hvad vil du her, du lumpne kystbo, tror du, at jeg vil lade dig leve?" Hun slap dog vel derfra og drog videre og kom til et hus med tre vinduer. Hun kiggede ind og så, at der flænsedes og kogtes derinde, uden at der var nogen beboer synlig; det var nemlig hos "Skyggerne".<ref>Dette navn kan meget vel have betegnet en virkelig menneskestamme; Ammassalikeskimoerne brugte i ældre tid det samme navn ''(Taavin'' "skygger") som betegnelse for mennesker af deres egen race (i steden for Vestgrønlændernes ''Inuit)''.</ref> Hun hørte en stemme, der sagde: "kom kun ind, du kære lille kystbo". Derinde blev hun gæstfrit beværtet. Derfra kom hun atter til vand og så en bugt, hvor der lå mange telte. Der var det hun genfandt sin forsvundne bror. Beboerne på dette sted havde en høvding, hvis telt var større end de andres; ovenfor det lå der en slette, hvor de plejede at spille bold. Efter at være blevet omklædt i de indfødtes dragt for at forblive ukendt, ("hun iførte sig broderkonens klæder"), blev hun vidne til en mærkelig boldspilleg. Der nævnes en ejendommelig helbredelsesskik og et ejendommeligt middel til at skaffe et nyfødt drengebarn behændighed.

De nærmest følgende to sagn<ref>RINK II, n:r 36 og 55.</ref> melder stadig om fredeligt samkvem mellem Innuit og Tornit, men vel at mærke blandet med en mistænksomhed og en utryghed, der åbner et indblik i en ganske anden verden af følelser end sympatiens.

En gammel mand ror i sin kajak indad fjorden for at se til sin søns grav; han har selv nylig begravet ham derinde på rensdyrjagtfeltet. Det var tyk tåge; da den lettede, så han noget foran sig, der lignede en kajak, men da han kom nærmere, var det en indlandsbo, som brugte tågen som kajak, slæbende to sælhunde efter sig. Den gamle vilde ha indlandsboen til at tale med sig til adspredelse i sin sorg, men han kunde ikke få et ord ud af ham. Derover blev han forbitret, dræbte indlandsboen og nedsænkede ham tæt ved sønnens grav. Da han senere atter besøgte sin søns grav, mødte han derinde to indlandsboer. Med dem kom han i snak, og det viste sig, at den ene ligesom han selv begræd en afdød søn, som for nogen tid siden var udebleven, da han i tåge var gået på fangst. Den gamle forstod, at han talte med den dræbtes far, og blev pludselig angst. Uden at lade sig mærke med noget, sagde han at han skulde hjem, gik i sin kajak, roede først ganske langsomt, men flygtede derpå ilsomt afsted og kom aldrig mere ind til sønnens grav.

''Saliviak'' blev godt modtat af indlandsboerne. Han tilhørte en stærkt rejsende familie og flyttede selv bestandig fra sted til sted. Fra mundingen af en elv, hvor han boede blandt laksefiskere, flyttede han opefter elven, til han kom til indlandsboernes fiskeplads. Deroppe blev han overrasket af en stor, bevæbnet mand, der kom fra det indre af landet. Saliviak flygtede, forfulgt af manden, indtil han styrtede. Da han kom til bevidsthed, fandt han indlandsboen liggende død i nogen afstand, styrtet af anstrængelse. Saliviak drog videre indad og stødte på et stort hus med mange mænd, og der blev han gæstfrit beværtet. Men han frygtede dog, at de skulde hævne sig; han brød op snart og rejste ilsomt hjem.

I modsætning til disse sagn synes forholdet mellem Eskimoerne og Indlandsboerne i de følgende at være af mindre fredelig karakter. Intet under, thi indlandsfolket har den slemme vane at røve børn eller kvinder fra kystboerne<ref>RINK I, n:r 46, 47, 48.</ref> eller endog at overfalde en hel boplads.<ref>RINK I, n:r 14 og 24. Om Indlandsboernes mishandling af en fanget kystbo handler RINK I, n:r 26.</ref> Der er f. eks. sagnet om ''"Pigen, som røvedes af en Indlandsbo (Inoruseq)"'', da hun engang var gået tilfjælds alene inde ved laksefangstpladsen. Rædselen for indlandsboerne vånder gennem hver sætning i dette sagn, der ikke overtræffes af noget andet i dyb menneskelighed. Rørende og realistisk fortælles i jævne ord om den røvede piges fortvivlelse, om indlandsboernes forsøg på at trøste hende og holde på hende, snart ved at lokke og snart ved at true. Da hun endelig ved en list, ved at anstille sig tilfreds, slipper bort fra dem, gav hun sig til at løbe og vedblev at ile afsted, indtil hun nåede kysten og sine slægtninges telt, og uden at standse løb hun tværs gennem forhænget lige ind i teltet (istedenfor at trække en flig til side og lukke forhænget omhyggeligt efter sig). Hun sagde: "Indlandsboerne vil vistnok hente mig, lad os ile herfra!" Straks ladede de båden, rejste afsted og opslog deres bopæl på de yderste øer. Efter den tid lagde de sig af frygt aldrig mere på fastlandet.

I denne sammenhæng må jeg også nævne ''"Tunnerlhluks barn, som røvedes af indlandsboerne"''. Tunnerlhluk rejser ind i landet og får derinde hjælp af en stor mand "der nedstammede fra kystboerne". Det lykkes ham at røve barnet (sin søn) tilbage fra indlandsboernes kvinder, hvorefter han straks satte sin båd i vandet og flygtede. Indlandsboerne forfulgte ham, han harpunerede en af dem fra sin kajak. Senere blev hans søn syg, og han hidkaldte en angakok, men denne kunde ikke finde årsagen til sygdommen. Derpå hentede han en anden, "som var kyndig i sygdomsundersøgelse"<ref>Rink har her "kyndig i trommespil" (I, n:r 47, s. 157), men det fremgår af hans note til II, sagn n:r 47, at angakokken var ''qilaumasoq'', d. e. forstod ''qila''-kunsten.</ref>. Denne foretog en besværgelse, lagde sig på ryggen, tabte åndedrættet, rejste sig derpå igen, idet han atter drog ånde, og sagde: "Barnets sjæl er hos indlandsboerne!" Derpå blev han opfordret til at begi sig på åndeflugt for at hente barnets sjæl. Så fløj han til indlandsboerne. Da han kom tilbage, hørte han, at barnets stemme tabte sig, men han satte nu sjælen i det igen, hvorpå det kom sig. Tunnerlhluk betalte ham godt med spæk, kød, og rensdyrtælg og sagde: "hvis du herefter kommer i nød, vil jeg hjælpe dig".

I denne højtidelige forkyndelse "barnets sjæl er hos indlandsboerne", der måske ofte har lydt fra det arktiske folks orakler, dæmrer muligvis forklaringen på en hel side af Eskimoernes mytologi. I indlandet med dets underlige skikkelser har de eskimoiske præster allerede i gammel tid hentet forklaringsgrunde og midler til løsning af livets gåder. Jeg tænker særlig på deres opfattelse af sygdom som sjæleberøvelse og af sygdommens helbredelse ved hjælp af, at en af angakokkens hjælpeånder rejser til indlandet for at hente sjælen tilbage. Sandsynligvis har i mange tilfælde angakokkerne haft hjælpeånder, der forestillede indlansboer og måske endog bar navne efter disse. Således var forholdet indtil det sidste for Østgrønlændernes vedkommende, og det samme omtales også for Vestgrønlands vedkommende i sagnet om "De to forældreløse drenge" (s. 50).





==Fodnoter==
<br>
<references/>
</blockquote><br><br>


[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:William Thalbitzer]]
[[Kategori:Inuitisk religion og mytologi]]