Vis kilden til Det genfundne kors

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Homilier]] !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Det genfundne kors]] !!  !! 
|-
|}


<center>[[Gammelnorsk homiliebog]]


<big><big>'''Det genfundne kors'''</big></big>

''In inventione sancte crucis sermo''



oversat af [[Bruker:Jesper|Jesper Lauridsen]]

Heimskringla.no

&#169; 2025</center>


----
<center>''Tekstgrundlaget for denne oversættelse er C. R. Unger:'' [[Gammel norsk Homiliebog]]'', Christiania, 1864''</center>
----


[[Fil:Helena_og_korset.jpg|thumb|right|280px|<center>&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;'''Helena og korset'''<br>fra et fransk breviar<br>ca. 1350</center>]]Efter Vorherre Jesu Kristi pinsler, da kristne mennesker begyndte at dyrke hans lidelser, skjulte jøderne hans kors i jorden, og på grund af hedningerne kendte de kristne ikke stedet for pinslerne, og de kunne derfor ikke holde det i ære. Men da kong Konstantin<ref>Konstantin den Store, romersk kejser 306-337</ref> og hans moder, Helena<ref>Helena af Konstantinopel, d. 330</ref>, havde antaget den rette tro, drog hun til Jerusalem og samlede en stor flok jøder og spurgte dem, hvor Herrens kors var skjult. Men ingen af dem ville fortælle det. Helena befalede da, at de alle skulle brændes levende. Men dette skræmte jøderne, og de henviste hende til en forstandig mand, der hed Judas, og sagde, at han sikkert kunne svare på det, hun ønskede at vide. Men da Helena spurgte ham, hvor Herrens kors var skjult, og han sagde, at han ikke vidste det, da lod Helena Judas pågribe og sætte i et hul, og dér sad han uden mad og drikke i syv dage. Og da de var gået, råbte han fra hullet og sagde: »Hent mig op! Så skal jeg vise jer Jesu Kristi kors.« Der kom da et stort jordskælv, og da Judas gravede dér, hvor jordskælvet var sket, fandt han tre kors i jorden, og han bar dem til Jerusalem og førte dem til dronningen. Men hun vidste ikke, hvilket af disse kors Herren var blevet pint på. Da blev en død mand båret hen til sin grav ved nons-tid<ref>&#596;: midt på eftermiddagen</ref>, og da Judas lagde Herrens kors hen over den døde, da rejste han sig og var levende. Og mange, som før var syge, blev helbredt af korset, og djævelene flygtede ud af dem, der havde været besat, og sagde, at de var blevet frataget deres sejr på grund af Herrens kors. Helena lod da korset kløve midt over, og hun sendte den ene del til sin søn Konstantin i Miklagård<ref>Konstantinopel</ref>, men den anden del lod hun blive i Jerusalem. Men Judas antog den kristne tro og blev siden valgt til biskop i Jerusalem, og Gud tilstod ham mange mirakler, og han blev kaldt Kyriakos, og han påbød hele folket, at de hvert forår skulle helligholde den dag, hvor korset blev genfundet<ref>Korsmesse om foråret er 3. maj</ref>.

Nu er det således nødvendigt for os at forstå den fulde betydning af symbolet på hans pinsler, som er et tegn på vores velfærd og frelse. Korset var for onde mennesker et tegn på døden, før Kristus blev pint på det, men derefter blev det et tegn på liv for gode mennesker. Før Kristi pinsler fandt mennesker korset ækelt og frastødende, men nu bliver det æret af engle og dyrket af mennesker og afskyet af djævlene, for da Kristus døde på korset, da overvandt han djævlene og udfriede hele menneskeheden fra trældom. Og på pinselstræet gjorde han bod for den misgerning, som det første menneske begik ved begærlighedstræet.

Herren blev pint midt i verden, hvor der er lige langt til alle verdens ender, for at alle de, som dyrker ham med tro og gode gerninger, skal være lige tæt på den barmhjertighed, hans pinsler skænker os. Korset er med sin form et tegn på denne udfrielse for hele menneskeheden, for når det lægges ned, peger dets fire ender mod de fire verdenhjørner. Digteren Sedulius<ref>Caelius Sedulius, d. omkr. 450</ref> siger sådan om hans pinsler: »Jesu hoved vendte mod øst og fødderne mod vest, den højre hånd mod nord, den venstre mod syd.« Og han blev pint nord for Jerusalem. Kristi hoved symboliserer hans guddommelighed, fødderne hans menneskelige natur, for hovedet vender op mod himlen og fødderne ned mod jorden — på samme måde som det guddommelige kom fra himlen og antog menneskeskikkelse på jorden. Øst symboliserer hans opstandelse, vest hans død, for solen står op i øst og går ned i vest. Kristi hoved vendte mod øst og fødderne mod vest, for hans menneskelige natur døde, mens hans guddommelighed gjorde ham i stand til at genopstå. Hans venstre hånd vendte mod syd, den højre mod nord, for folkene i Jerusalem og jøderne blev mennesker til venstre side, det vil sige, at de blev udstødt for deres vantro, men efter sine pinsler valgte han sig folk til sin højre side blandt hedningerne fra nord.

Når korset er rejst op, står det dels fast i jorden og dels op i luften, for Kristus forbandt det himmelske og det jordiske, da han satte jordiske mennesker ved sin side sammen med englene. Han rakte begge hænder frem, da han hang på korset, for han tilbyder alle dem, han elsker, sin nådes favn. Han strakte sin højre hånd frem, fordi han frelste alle sine venner fra Helvede og ledte dem til den evige herlighed; han strakte den venstre hånd frem, fordi han kalder mange uværdige til sin barmhjertighed og vasker syndens snavs af dem, når de angrer.

Den del af korset, der var over Herrens hoved, symboliserer det håb, vi skal have, om himmelsk belønning for alt det gode, vi gør. De to korsarme symboliserer den gensidige kærlighed mellem Gud og menneskene. Den øverste del af korset er desuden et symbol på Guds kærlighed, korsarmene på næstekærlighed over for både venner og uvenner. Fødderne er enden på legemet, og derfor symboliserer den del af korset, som hans fødder var naglet fast til, standhaftighed i gode gerninger helt til livets ende. Den del, der var i jorden, og som ikke kunne ses, men dog bar hele korsets vægt, er et symbol på troen på den usynlige Guds styrke og uudgrundelighed, for sådan som denne del, der var i jorden og ikke kunne ses, bar hele korset, sådan styrer også den usynlige Guds magt alle synlige ting.

Men hvad gavner det os at forstå korsets symbolik i ord, hvis vi alligevel tilsidesætter denne i vores gerninger? For som Herren sagde i evangeliet: »Den, der ikke tager sit kors og følger mig, er mig ikke værd.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Matt/10 Matt 10, 38]</ref> Men den, som i sine lidelser går i hans fodspor, sådan som helgenerne gjorde, tager korset og følger Kristus. Vi kan bære Herrens kors på to måder: enten legemligt eller i sindet. Vi bærer tegnet på Guds pinsler med legemet, når vi udmatter vores krop med afholdenhed og afstår fra synd, sådan som apostlen Paulus gjorde. »Jeg tugtede mit legeme,« sagde han, »— og underkastede det tvang, for at jeg ikke skulle blive fordærvet — jeg, som prædiker det gode for andre.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/1_Kor/9 1 Kor 9, 27]</ref> Og vi bærer korset i sindet, hvis vores hjerte bedrøves over andres mén eller synd, som Paulus også sagde: »Hvem er så syg,« sagde han, »— eller så vildfaren, at jeg ikke føler vedkommendes smerte i mit bryst?«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/2_Kor/11 2 Kor 11, 29]</ref>

Og Herrens kors er mere helligt for os end alle andre helligdomme, fordi korset helliggør hele kristendommen og al den tjeneste, der følger af Helligåndens gave. Man kan ikke vie uden korset, og ingen kan være kristen uden korset, og tilsvarende kan ingen komme til Himmerige uden Kristi pinsler. Når vi gør korstegn for os selv eller over det, som vi ønsker at lade helliggøre ved korset, da skal vi huske på, hvorfor det blev helligt, og hvad det symboliserer, og hvor meget det formår. Djævlene flygter ved tilstedeværelsen af Guds kors, Helvede skræmmes, døden viger, synder forsvinder, fjender bliver skamfulde, freden vinder frem, kærligheden og alt det gode trives.

Det hellige kors er Guds sejrsmærke og englenes glædesmærke, helliggjort af Gud, hyldet af engle, dyrket af mennesker og æret af hele skaberværket. Det hellige kors er et skjold mod skade og en hjælp til lykke, giver trøst i sorgen og tryghed i glæden, det frelser fra fare og lindrer sygdom, det frigør fra fangenskab og leder bort fra synd, giver sejr i strid og styrke mod alle fristelser, det støtter de fattige og styrer de rige, giver fred til de gode og sætter frygt i de onde gennem barmhjertigheden fra ham, som på korset frelste hele menneskeheden fra døden, Vorherre Jesus Kristus — priset og æret være ham med Faderen og Helligånden ''per omnia secula seculorum''<ref>&asymp; i al evighed</ref>. Amen.


----


'''Noter:'''
<references />

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Religiøs litteratur]]
[[Kategori:Jesper Lauridsen]]