Vis kilden til Alcuin: Om dyderne og lasterne

[[Fil:Alcuin.jpg|thumb |right|400px|<center>'''Alciun''' (i midten)<br>fra et 800-tals håndskrift</center>]]


<center>[[Gammelnorsk homiliebog]]


<big>'''Alcuin''' <ref>Den lærde Alcuin af York (735-804) var en engelsk klosterskoleforstander, abbed, digter m.m., der en overgang fungerede som lærer for Karl den Store og dennes børn ved hoffet i Aachen. Den her oversatte tekst baserer sig på en norrøn udgave af hans ''De virtibus et vitiis''.</ref><br>
<big>'''Om dyderne og lasterne'''</big></big>

''De virtibus et vitiis''


oversat af [[Bruker:Jesper|Jesper Lauridsen]]

Heimskringla.no

&#169; 2025</center>


----
<center>''Tekstgrundlaget for denne oversættelse er C. R. Unger:'' [[Gammel norsk Homiliebog]]'', Christiania, 1864''</center>
----


[[Fil:Alcuin.jpg|thumb |right|400px|<center>'''Alciun''' (i midten)<br>fra et 800-tals håndskrift</center>]]Den ydmyge diakon Alcuin sender sin kæreste søn Wido<ref>Se [[Cveðiusending_Alquini_diaconi#cite_note-3|Cveðiusending Alquini diaconi]] vedr. denne Wido. Når Alcuin omtaler ham som sin søn, skal det vel forstås som en ''åndelig'' søn.</ref> sine hilsner. Jeg mindes mit løfte og din bøn, da du indtrængende bad mig om at skrive nogle få ord, som kan hjælpe dig midt i de forpligtelser, jeg véd påhviler dig på grund af krigen, sådan at du altid kan have faderlige påmindelser ved hånden, som du kan spejle dig i, og hvori du kan vækkes til evig salighed. Jeg erklærede mig med glæde villig til at opfylde denne så agtværdige bøn, og det er mit ønske, at mit skrift ved sin oprigtighed kan hjælpe dig til den evige frelse. Og selv om dette skrift måske ikke forekommer videre velskrevet, så kan du trygt stole på, at det er frembragt af den hellige kærligheds kraft. Og jeg har opdelt emnerne i særskilte afsnit, for at mit budskab lettere kan fæstne sig i dit imødekommende sind, for jeg véd, at du er bundet af mange timelige gøremål. Derfor beder jeg dig om, at du i dine hellige bestræbelser efter frelse ofte vil søge trøst i dette skrift, sådan at dit sind, som er mødigt af verdslige overvejelser, kan få noget at glæde sig over, når det ser indad og forstår, hvad det bør længes mest efter. På samme måde som du bad mig inderligt om belæring om fromhed, sådan beder jeg dig om, at du ofte nedlader dig til at læse denne samme belæring. Og jeg beder dig tillige dybfølt om — min kæreste søn! — at du med utrættelig vilje bestræber dig på at berede en bolig til dig selv i den himmelske herlighed ved at uddele mange almisser, ved retfærdige domme og ved kærlig barmhjertighed. Måtte den milde Gud bestandigt og i alle henseender nedlade sig til at skænke dig frelse i disse dine gerninger og bestræbelser — min kæreste søn!


'''Om visdom'''

'''1.''' Først og fremmest skal et menneske finde ud af, hvad sand visdom eller indsigt er, for denne verdens visdom er dårskab for Gud.<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/1_Kor/3 1 Kor 3, 19]</ref> Sand indsigt er at forlade Djævelens tjeneste — det vil sige synden — og fuldkommen visdom er at ære Gud i overensstemmelse med hans sande bud. For gennem disse to ting opnår man det salige liv, sådan som profeten David sagde: »Hold dig fra det onde, og gør det gode.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Sl/34 Sl 34, 15]</ref> Det nytter ikke noget for et menneske at afstå fra at gøre det onde, medmindre han samtidig gør det gode, og det tjener ikke noget at gøre det gode, medmindre man afstår fra det onde. Enhver, der besidder denne visdom, han vil for evigt være salig og uden tvivl. Det salige liv er kundskab om guddommen, og kundskab om guddommen er de gode gerningers kraft, og de gode gerningers kraft udspringer af evig og fuldkommen salighed.


'''Om tro'''

'''2.''' Og dette kendskab til guddommen og indsigt i sandheden når man gennem den almindelige tro, for det er umuligt at behage Gud uden tro.<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Hebr/11 Hebr 11, 6]</ref> I sandhed er den salig, som har den rette tro og den rette levevis, og som i sin rette levevis iagttager den rette tro. Men på samme måde som troen er tom uden gode gerninger, sådan gavner de gode gerninger heller ikke noget uden den rette tro. Sådan sagde den salige apostel Jakob: »Hvad nytter det — mine brødre! — at nogen siger, at han har troen, såfremt han ikke har gerningen? Den tro er ikke i stand til at frelse ham. Troen er tom uden de gode gerninger; på samme måde som et legeme, der ikke ånder, er ganske dødt, sådan er også troen død uden gode gerninger.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Jak/2 Jak 2, 14-17]</ref> Men denne tale om troens fortrinlighed må vente til en anden gang, for man kan ikke med få ord — sådan som du bad om at få forklaret Guds bud — redegøre for den almindelige tros dybeste visdom.


'''Om kærlighed'''

'''3.''' Kærlighedsbuddet indtager den fornemmeste plads blandt Guds bud. Hvis ikke det følges fuldt ud, kan man ikke behage Gud, hævder apostlen Paulus.<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/1_Kor/13 1 Kor 13]</ref> Og han gør gældende, at hverken martyrium eller forsagelse af verdslige glæder eller uddeling af almisser gavner noget, medmindre det sker i kærlighedens tjeneste. Sådan svarede også Vorherre selv, da en vismand spurgte ham, hvilket bud der var det vigtigste: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind« — det vil sige, at du skal elske Gud med hele din forstand og med al din vilje og med hele din erindring. Et andet bud er ligestillet med dette: »Du skal elske din næste som dig selv.« På disse to bud hviler hele loven og profeternes udsagn.<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Matt/22 Matt 22, 35-40]</ref> Men al kærlighed til Gud hviler på iagttagelsen af Guds bud, sådan som han selv sagde: »Den, der elsker mig, han iagttager mine ord.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Joh/14 Joh 14, 23]</ref> Endvidere sagde han selv et andet sted: »Deraf kan alle vide, at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Joh/13 Joh 13, 35]</ref> Apostlen Paulus sagde desuden: »Kærligheden er lovens fylde.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Rom/13 Rom 13, 10]</ref> Og evangelisten Johannes sagde: »Dette bud har vi fra Gud: Den, som elsker Gud, skal elske sin næste.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/1_Joh/4 1 Joh 4, 21]</ref> Men hvis nogen spørger, hvem der er hans næste, så skal han vide, at ethvert kristent menneske med rette kan kaldes hans næste, for vi helliggøres alle ved Guds søns dåb, sådan at vi bliver åndelige brødre i fuldkommen kærlighed. Den åndelige undfangelse er mere fornem end den legemlige. Om denne undfangelse talte Gud selv i evangeliet: »Medmindre man bliver genfødt af vand og Helligånden, kan man ikke få adgang til Guds rige.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Joh/3 Joh 3, 5]</ref> Et menneske må lære Guds bud og iagttage dem, så godt han formår, og på den måde føle, at han har Guds kærlighed. Disse to bud vil jeg nævne og oplyse om — min kæreste søn! — for at du i din imødekommenhed lettere kan forstå flere sammenhænge, når du har fået forklaret disse få.


'''Om håb'''

'''4.''' Den berømte hedningeapostel<ref>&#596;: Paulus</ref> nævnte tre ting, som vores sjæl har behov for, og sagde: »Der er disse tre: håb og tro og kærlighed. Men størst af dem er kærligheden.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/1_Kor/13 1 Kor 13, 13]</ref> Ingen skal miste håbet om den guddommelige nådes godhed, selv om han tynges af en vældig syndebyrde. Tværtimod skal han dagligt med tårer og i et sikkert håb om barmhjertighed bede om lindring ved Guds velvilje. Denne lindring kan med rette forventes af dem, som afstår fra at begå onde gerninger. Men selv om vi kan forvente lindring, skal vi ikke synde vedholdende, og vi skal ikke miste håbet om barmhjertighed, selv om Gud med rette straffer det syndige menneske. Tværtimod skal vi tage os i agt for begge disse farer i forventningen om lindring ved Guds velvilje. Ligeså skal vi med sandt håb søge trøst i den himmelske barmhjertighed i alle vores kvaler og trængsler, for hos Gud er alt vores håb og hele vores frelse, sådan som Guds profet sagde: »Hos Gud er min lykke og ære; Gud er min støtte, og mit håb kommer fra Gud.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Sl/62 Sl 62, 8]</ref>


'''Om flittig læsning'''

'''5.''' Læsningen af hellige skrifter giver kundskab om den guddommelige salighed, for i dem kan et menneske spejle sig selv og se, hvordan han er, og hvad han ønsker. Hyppig læsning renser menneskets sjæl og vækker frygten for Helvede og får den læsendes hjerte til at hige efter himmelsk glæde. Den, som ønsker altid at være hos Gud, skal bede og læse ofte. For når vi beder, så taler vi selv til Gud, og når vi læser, så taler Gud til os. Læsning af hellige skrifter giver os to gaver: Den giver os åndelig indsigt og leder mennesket bort fra denne verdens forfængelighed og til Guds kærlighed. Læsning er en ærefuld syssel og medvirker meget til sjælens renselse. På samme måde som legemet næres af legemlig føde, sådan næres og mættes sjælen af guddommelige ord, sådan som David sagde: »Dine ord er sødere i mit bryst — herre! — end honning i min mund.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Sl/119 Sl 119, 103]</ref> Salig er den, som læser guddommelige skrifter og gør ordene til handling. Og alle hellige skrifter er skrevet til vores frelse, sådan at vi kan forbedres gennem dem i kendskabet til guddommeligheden. En blind falder tiere end en seende. På samme måde forbryder den, der er uvidende om Guds lov, sig tiere end den, der kender loven. Ligesom en blind ikke finder den rette vej uden en ledsager, sådan finder mennesket ikke den rette vej uden en forkynder.


'''Om fred'''

'''6.''' Da verdens frelser steg op til sin fader i Himlen, gav han sine disciple sit bud om fred som den største gave og sagde: »Jeg giver jer min fred; jeg efterlader jer fred. Jeg forlader jer i fred, og i fred skal jeg finde jer.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Joh/14 Joh 14, 27]</ref> Da han drog af sted, ville han give det, som han gerne ville finde hos alle, når han kom tilbage. Denne fredelige indstilling viste han på fornem vis et andet sted og sagde: »Salige er fredsommelige mennesker, for de skal kalde Guds børn.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Matt/5 Matt 5, 9]</ref> ‘Guds børn’ skal man kalde de mennesker, som allerede kaldes fredsommelige. Aldrig skal den, som ikke vil elske fred, kaldes for Guds barn. Den, der forkaster fredsommeligheden, fornægter Gud som sin fader. Og denne fred skal holdes med de gode og ved at iagttage Guds bud, men ikke med de onde og usædelige, som i deres synder har fred imellem sig. Kristi fred hjælper dem til sjælens evige frelse. Den fred, der findes hos Djævelen, den leder til evig fortabelse. Fred med de gode skaber kærlighed mellem mennesker og enighed blandt brødre. Fred lader os i særlig grad opnå del i Guds ånd. Fredsommelighed er kærlighedens moder. Fred er et udtryk for hellighed, som Vorherre selv sagde gennem sin profet: »Elsk fred og sandhed!«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Zak/8 Zak 8, 19]</ref> Fred er folkets frelse, præstens pryd, fødelandets glæde og synlige og usynlige fjenders skræk. Af al magt skal vi holde freden, for den forbliver med Gud, som forbliver i hellig fred med Guds tjenere. Det er præstens opgave i fredsommelighed at påminde folket om, hvad de skal gøre, og folket skal ydmygt lytte til præstens formaninger. Hvad der ikke er tilladt, skal hyrden forbyde, for at det ikke sker. Men det er folks pligt at høre efter, så de ikke gør det.


'''Om barmhjertighed'''

'''7.''' Barmhjertighed er den ypperste af gode gerninger, sådan som vor frelser selv sagde: »Salige er de barmhjertige, for de skal få barmhjertighed.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Matt/5 Matt 5, 7]</ref> Det syndige menneske, som ikke er barmhjertig over for dem, der forbryder sig imod ham, kan ikke forvente Guds barmhjertighed. Et menneske bør tilgive den timelige skyld, så han derved opnår at modtage evige goder. Hvis vi ønsker at rense vores sjæl for syndens snavs og ikke nægter dem, der forbryder sig imod os, barmhjertighed, da skal vi blive frelst af vores barmhjertighedsgerninger og møde barmhjertighed hos Gud på dommens dag. For hvordan kan den, der ikke er barmhjertig over for andre, forvente barmhjertighed af Gud? Enhver, som vil modtage Guds barmhjertighed, skal tilsvarende vise sine skyldnere barmhjertighed. Det menneske, der vil tilgive andre, kan være mest sikker på selv at opnå tilgivelse. Vorherre gav os den bedste ansporing til barmhjertige gerninger, da han sagde dette i evangeliet: »Vær barmhjertige, sådan som jeres fader i Himlen er barmhjertig og lader solen skinne over gode som onde og lader det regne på både de uretfærdige og de retfærdige.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Luk/6 Luk 6, 36] og [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Matt/5 Matt 5, 45]</ref> For hver og en står og falder den barmhjertighed, de får, med værdien af deres gerninger. Den, som udviser barmhjertighed, han giver en tilstrækkelig offergave til Guds behag. I domme skal der være både barmhjertighed og straf, for ingen af disse to ting kan stå uden den anden; hvis barmhjertigheden står alene, understøtter den synderens misgerninger, men hvis straffen står alene, vil synderen ende med fortvivlelse i sindet, og den dømmende vil ikke opnå Guds barmhjertighed. Men denne barmhjertighed skal et menneske først vise sig selv. Hvordan kan det menneske, som er streng imod sig selv, være barmhjertig over for andre? Den er streng imod sig selv, som bereder sig på den evige ild for sine synder. Den udviser god barmhjertighed, som først gør gode gerninger imod sig selv og tager sig grundigt i agt for ikke at blive pint blandt djævlene — og siden kan han gøre det for andre, som han finder er godt for ham selv.


'''Om overbærenhed'''

'''8.''' Vorherre sagde i evangeliet: »Tilgiv, så skal I blive tilgivet. Hvis I tilgiver folk for deres ugerninger, så vil jeres himmelske fader tilgive jer for jeres synder.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Matt/6 Matt 6, 14]</ref> Dette Herrens udsagn forkynder en stor barmhjertighed for os — såfremt vi forstår det rigtigt — for Gud dømmer os retfærdigt efter vores egen dom, og det er på en måde i vores egen magt, hvordan vi bliver dømt af den dømmende Gud. Hvis vi dømmer dem, der forbryder sig imod os, barmhjertigt, så dømmer Gud os barmhjertigt for de misgerninger, vi har begået imod ham. Lad os ihukomme hans eksempel, sådan som hedningeapostlen sagde: »Bær over med hinanden, hvis nogen har noget at udsætte på en anden. Som Gud tilgav jer, sådan skal I også gøre.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Kol/3 Kol 3, 13]</ref> På samme måde som Gud tilgav vores synder ved Kristus, sådan skal vi også tilgive dem, der forbryder sig imod os. »Ingen skal I give ondt til gengæld for ondt,« sagde apostlen Paulus<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Rom/12 Rom 12, 17]</ref>, »— og vogt dig for at blive overvundet af det onde, men overvind hellere det onde med det gode.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Rom/12 Rom 12, 21]</ref> Og vi skal i sandhed vide, at hver og en vil få den barmhjertighed af Gud, som vedkommende viser sin næste. Den bøn, vi beder på grund af vores synder, vil snart komme for den almægtige Guds ører, såfremt vores ører er modtagelige for bønnen fra den, der har forbrudt sig imod os. Den, som med velvilje vil tilgive en misgerning imod sig, han vil med sikkerhed opnå Guds velvillige barmhjertighed. Vi bliver tilgivet på samme måde, som vi tilgiver dem, der har gjort os noget ondt.


'''Om tålmodighed'''

'''9.''' »Ved jeres tålmodighed skal I vinde jeres sjæle,« sagde Herren i evangeliet.<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Luk/21 Luk 21, 19]</ref> Tålmodighed er nødvendig i hele et menneskes liv. På samme måde som vi tålmodigt må tåle den uretfærdighed, som andre byder os, sådan er det også nødvendigt at bære de øvrige plager, vi udsættes for, med tålmodighed. Mennesker bliver ofte udsat for onde folks overgreb i denne verden. Men hvis nogen lider skade som følge af sine gode gerninger, så skal han ikke sige i tankerne, at de gode gerninger, han gjorde, er spildte, for den, der siger sådan, viser sig ikke at have gjort gode gerninger af kærlighed til Gud, men tværtimod for at blive belønnet med verdslig lykke eller for at opnå andres ros. Af Guds tugtelse skal en mand vide, med hvilken indstilling han udfører gode gerninger, og hvor standhaftigt han modstår de fristelser, han udsættes for. »Gud prøver jer,« sagde apostlen Paulus, »— så han kan vide, om I elsker ham.«<ref>Måske fra [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Jak/1 Jak 1, 10]</ref> Afholdenhed skaber tålmodighed, og tålmodighed er fuldendt værk. Salig er den, der modstår fristelser, for når han er blevet prøvet, kan han modtage den hæder, som Gud lover dem, der elsker ham.<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Jak/1 Jak 1, 4 og 12]</ref> Den, der ikke besidder tålmodighed, er ikke fuldt ud vis. Den, der hersker over sit sind, er stærkere end den, der indtager en by.<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Ordsp/16 Ordsp 16, 32]</ref> Der er dem, som for en tid tålmodigt finder sig i uretfærdigheder, indtil de senere får en bedre mulighed for at tage hævn — de ejer ikke sand tålmodighed. Sand tålmodighed er at modstå den uretfærdighed, man møder, med styrke og ikke siden søge hævn, men tværtimod tilgive i sit hjerte. Hvis vi udviser sand tålmodighed over for vores medmennesker, da kan vi uden ild og jern blive Guds martyrer. Det er mere rosværdigt at vige fra uret i tavshed end at overvinde den med et modsvar. Den, som tålmodigt tåler uretfærdighed, han vil opnå evig hæder i den næste verden.


'''Om ydmyghed'''

'''10.''' Af Herrens ord indser vi let, hvor stor en kraft sand ydmyghed besidder, for han fordømte jødernes hovmod og sagde: »Den, der ophøjer sig selv, han skal ydmyges.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Matt/23 Matt 23, 12]</ref> Med ydmyghedens skridt skal vi stige til himmelsk hæder, for den høje Gud viser sig ikke i hovmod, men derimod i ydmyghed. Gud er imod de hovmodige, men viser de ydmyge barmhjertighed.<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Jak/4 Jak 4, 6]</ref> »Den høje Gud ser de lave ting,« sagde David, »— og de høje genkender han på lang afstand.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Sl/138 Sl 138, 6]</ref> Han ser de lave ting for at ophøje dem, og de høje — det vil sige hovmodige mennesker — genkender han for at ydmyge dem. Lad os lære ydmyghed, sådan at vi kan komme nærmere Gud, sådan som han selv sagde i evangeliet: »Lær af mig, for jeg er ydmyg og sagtmodig af hjertet, og da skal I finde hvile for jeres sjæle.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Matt/11 Matt 11, 29]</ref> Hovmod gjorde, at ansete skabninger — det vil sige engle — styrtede ned fra Himlen. Men ved Guds ydmyghed steg den svage menneskeslægt op til Himlen. Ydmyghed er en anerkendelsesværdig vane mellem mennesker, sådan som Salomo sagde: »Dér, hvor der findes hovmod, er der også krænkende tale, men dér, hvor der findes ydmyghed, er der også visdom.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Ordsp/11 Ordsp 11, 2]</ref> En anden vismand sagde desuden engang: »Jo større du er, des mere skal du ydmyge dig i alt, og da vil du finde nåde hos Gud.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Sir/3 Sir 3, 18]</ref> Endvidere sagde Gud med profetens ord: »Hvem skal jeg se til, hvis ikke den ydmyge og sagtmodige og den, der frygter mit ord?«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Es/66 Es 66, 2]</ref> Helligåndens nåde kan ikke bo i dem, der ikke gør sig ydmyge og sagtmodige. Gud gjorde sig ydmyg for vores frelses skyld. Mennesket bør skamme sig over at være hovmodigt. Jo mere et menneske bøjer sig i ydmyghed, des mere tjener det ham til hæder. Den, der gør sig ydmyg, han skal ophøjes til ære. Ydmyghedens første trin er at høre ydmygt på sandhedens ord og ihukomme dem og følge dem fuldt og villigt, for det sande flygter fra det sind, der ikke findes ydmygt. Jo mere ydmyg enhver gør sig selv, des større er han i Guds øjne. Men den hovmodige mand, jo mere han nyder anseelse blandt folk, des mere ringeagtes han af Gud. Og den, der gør gode gerninger uden at være ydmyg, han bærer muld i vinden; hvorfor prale med jord og aske, for det, der synes opbygget af faste og uddeling af almisser, blæses væk af hovmodets vind. Vogt dig for — menneske! — at forherlige dig på grund af din styrke, for det er en anden og ikke dig selv, der skal være dommer over dig. Gør du dig selv ydmyg i hjertet for hans øjne, så ophøjer han dig, når regnskabets time er kommet. Stig ned, for at du kan stige op; gør dig ydmyg, for at du kan blive ophøjet, så du ikke bliver ydmyget, når du tror, du skal ophøjes. For den, der ringeagter sig selv, er smuk for Gud, og den, der er misfornøjet med sig selv, han behager Gud. Gør dig lille i dine egne øjne, så du bliver stor i Guds øjne. Jo mere uanseelig du er i dine egne øjne, des mere fortræffelig bliver du for Gud. Lad din største ydmyghed være din største hæder. Ærens vokser ved ydmyghedens dyd.


'''Om samvittighedsnag'''

'''11.''' Samvittighedsnag kommer af ydmyghedens dyd; samvittighedsnaget leder til bekendelse af synden, og skriftemålet leder til anger, og sand anger fører til syndsforladelse. Samvittighedsnag betyder, at man med et ydmygt sind ihukommer sine synder i tårer og frygter den kommende dom. Og tårerne kan forventes at flyde fra to kilder til sindsbevægelse — og det er, når man tænker grundigt over de onde gerninger, man har begået, eller når man udmattes af higen efter det evige liv. Som profeten sagde: »Min sjæl tørster efter den levende Gud. Hvornår kan jeg komme til at vise mig for dit åsyn? Mine tårer var mit brød dag og nat. Min sjæl ønsker sig til og længes efter Herrens gård. Mit hjerte og mit legeme glæder sig ved den levende Gud.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Sl/42 Sl 42, 3-4] og [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Sl/84 Sl 84, 3]</ref> Der er fire slags tanker, der bevæger et retfærdigt menneskes sind til lykkebringende mismod, og det er ihukommelse af de misgerninger, man har begået, tankerne om de kommende lidelser, overvejelser om sin fremmedhed i denne verdens elendighed, og længslen efter det himmelske fædreland og at komme dertil hurtigst muligt. Og når sådanne ting opstår i et menneskes hjerte, da skal vi vide, at Guds nåde er nær dette menneskehjerte. Som det siges i salmen: »Gud! Jeg meddeler dig om mit liv, og du tager min tåre i dit øjesyn.«<ref>(?) Citatet er muligvis forvansket.</ref> Det løfte om lindring, som Gud giver os, vækker angerens tårer i hjertet. Angerens sødme er et nydeligt skatkammer i det kloge menneskes hjerte. Sjælen til det menneske, der bevæges ved bøn, får en meget stor hjælp til frelse. Når mennesker fælder tårer i bøn, er der ingen tvivl om, at Helligånden er nær vores hjerte.


'''Om skriftegang'''

'''12.''' Den hellige skrift tilskynder os ofte til at søge den helbredende kraft ved skriftegang. Det er ikke, fordi Gud behøver vores skriftegang, for han véd alt, hvad vi gør og siger og tænker, men vi kan ikke blive helbredt på anden måde end ved i anger at bekende det forkerte og uagtsomme, vi gør. Den, der anklager sig selv for sine synder, ham vil Djævelen ikke anklage igen på dommedag, såfremt manden i anger renser sig for det, han har gjort, og ikke gentager den misgerning, han har begået. »Bekend jeres synder for hinanden,« sagde apostlen Jakob, »— og bed for hinanden om, at I må blive frelst.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Jak/5 Jak 5, 16]</ref> »Fra munden kommer samtykket til frelse,« sagde apostlen Paulus.<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Rom/10 Rom 10, 10]</ref> Og Salomo sagde om at bekende synder: »Den, der skjuler sine synder, vil ikke trives, men den, der bekender dem og holder op med dem, han vil finde barmhjertighed.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Ordsp/28 Ordsp 28, 13]</ref> Det er en stor hjælp til frelse ikke at gentage de ugudelige ting, vi har gjort, og ikke rippe op i det sår, som før var groet sammen. Sådan sagde evangelisten Johannes: »Gud er trofast og retfærdig, og såfremt vi bekender vores synder, så vil han tilgive os synderne og rense os for al ondskab.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/1_Joh/1 1 Joh 1, 9]</ref> »Jeg sagde,« sagde David, »— at jeg ville bekende alle mine uretfærdige gerninger for Herren, og du tilgav mig mine synders ugudelighed.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Sl/32 Sl 32, 5]</ref> Det syndige menneske skal bekende sine gerninger, mens han er i live, for det giver intet udbytte at bekende i Helvede, og den slags anger hjælper os ikke til barmhjertighed. Nu er det frelsens tid, nu er det en passende tid for Gud, og nu er det tid til frelse for de angrende.<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/2_Kor/6 2 Kor 6, 2]</ref> Men efter døden skal det være tiden til at straffe dem, der forsømte at bekende deres synder, for alle ugudelige mennesker skal angre bittert under pinslerne, men det hjælper dem ikke til frelse, tværtimod skal deres anger øge de plager, de udsættes for. De kunne have undgået store kvaler ved at gå til bekendelse, men de forsømte det, og således pines de indvendigt af tanker og udvendigt af flammer. Hvordan kan en læge hele det sår, som den syge skammer sig over at vise? Gud vil gerne have, at vi går til skrifte, sådan at han kan tilgive retfærdigt. Den, der skjuler sine synder og skammer sig over at bekende dem til gavn for sig selv, han vil næste gang blive straffet af den, han nu har som vidne. Et menneske må vurdere sig selv nøje i dette liv, så han ikke fordømmes af Gud til evig forbandelse. Enhver synder skal i sin anger græde af to årsager: Fordi han af forsømmelse ikke gjorde noget godt, og fordi han skamløst fremmede det onde. Men det, han burde gøre, det gjorde han ikke, og det, han ikke burde gøre, det gjorde han. Skriftegang er retledning og giver synderne tilgivelse. Alt håb om tilgivelse hænger sammen med skriftegangen. Skriftegang er en barmhjertighedsgerning, den er de syges helbredelse og sammen med angeren vores eneste lægende kraft.


'''Om anger'''

'''13.''' I evangeliet viste vor frelser os selv angerens kraft og sagde: »Vis anger, for det fører jer nærmere Himmerige!«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Matt/3 Matt 3, 2]</ref> »Bær den frugt, som er passende for angeren,« sagde Johannes Døberen.<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Luk/3 Luk 3, 8]</ref> Den frugt, der er passende for angeren, er at græde over de synder, man har begået, og ikke begå de samme synder igen, sådan som den hellige skrift siger: »Dyng ikke synd på synd.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Sir/5 Sir 5, 5]</ref> »Vask jer, vær rene!« sagde Vorherre med profetens ord.<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Es/1 Es 1, 16]</ref> Den vasker sig og er ren, som græder over det gjorte, men ikke gentager sin begrædelige handling. Den vasker sig, men bliver ikke ren, som græder over det, han gjorde, og alligevel ikke holder op med at gøre det, men derimod gentager han efter tårerne det, som han græd over. Disse mennesker, der efter tårerne vender tilbage til de tidligere synder, beskrev apostlen Peter på ækel vis: »Som hunden, der vender tilbage til sit eget opkast.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/2_Pet/2 2 Pet 2, 22]</ref> »Har du syndet — min søn!« står der i den hellige skrift, »— så gør det ikke igen, men bed hellere om, at dine tidligere synder bliver tilgivet.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Sir/21 Sir 21, 1]</ref> Sand anger vurderes ikke efter antallet af år, der angres, men efter den sjælelige smerte. Derfor blev apostlen Peter straks tilgivet af Vorherre, fordi han græd smerteligt over synden ved de tre fornægtelser.<ref>Se fx [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Matt/26 Matt 26, 69-75]</ref> Angeren bliver ikke foragtet, selv om den ikke varer længe, hvis den fra hjertets inderste smerte forelægges den retfærdige dommer, Gud, som ser, hvad hjertet skjuler. For Gud lægger ikke så megen vægt på, hvor længe angeren varer, som på hjertets renhed hos det angrende menneske. Og den, som af hele sit sind tror på Kristus, skal leve for evigt og altid i sin tro, selv om han dør med mange synder, sådan som Herren selv sagde i evangeliet: »Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, selv om han dør, og den, der lever og tror på mig, han skal aldrig dø.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Joh/11 Joh 11, 25-26]</ref> Han talte om sjælens død — den, der sker som følge af syndens sot. Gud er nådig af natur og klar til at frelse ved barmhjertighed — ham, der vil frelse alle og ikke lade nogen gå til, ham, der gennem sin profet sagde: »Hver gang en synder omvender sig, skal han leve og ikke dø.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Ez/18 Ez 18, 21]</ref> Selv om et menneske er syndigt og ugudeligt, må han ikke tvivle på at blive hjulpet af Guds barmhjertighed, hvis han omvendes til anger. I denne verden frelser Guds barmhjertighed dem, der angrer. Men i den næste verden nytter angeren ikke, tværtimod skal vi dér stå til regnskab for vores bevidste gerninger. I dette liv kan alene angeren give adgang til frelse, men efter døden er retledning ikke tilladt.


'''Om at søge retledning'''

'''14.''' I tekster, som er inspireret af det guddommelige, læser vi: »Min søn! Udsæt ikke at vende dig til Herren, for du véd ikke, hvad fremtiden bringer.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Sir/5 Sir 5, 7]</ref> Den, der udsætter at omvende sig til Gud, han bringer sin sjæl i fare, for døden venter ikke, men når døden finder, at et menneske tøver med at vende sig til Gud, leder den vedkommende til pinslerne. Det er en usammenhængende og lam tanke at ville omvende sig i morgen, men forsømme at gøre det i dag. Hvorfor venter du — syndige menneske! — med at vende dig til Gud? Frygter du ikke, at en pludselig død stjæler retledningens dag fra dig? For mennesker kan dø uden varsel. Hvis det er godt at forlade synden og vende sig til Gud, så gør det snart. Gud lover dig frelse, hvis du vender dig bort fra synden, men han lovede dig ikke, at du med sikkerhed skulle leve længe. Derfor bør hver og en snarest vende sig til Gud og forlade sin syndige vej, når han finder ham. Hvis den yderste dag pludselig kommer, går al ubeslutsomhed til grunde, og kun dommen står tilbage. Hvis du ikke vil tilintetgøres, så vend tilbage til Gud og lev! Sørg for, at du aldrig mister håbet om syndsforladelse, men forlad dig ikke på at få et langt liv. Vend dig til Gud, og vær angerfuld! Du svarer måske: ‘I morgen vil jeg vende mig til Gud.’ Hvorfor ikke i dag? ‘Hvad kan der ske ved at vente til i morgen,’ siger du. Hvad kan der ske ved at gøre det i dag? Det kan være, at du svarer: ‘Måske får jeg et langt liv.’ Hvis det bliver langt, er det godt. Hvis det bliver kort, er det også godt. Men hvem vil tåle noget dårligt længe? Du vil ikke spise dårlig mad længe, hvorfor vil du da leve dårligt længe? Du anskaffer dig en bolig og vil gerne have et godt sted. Du vil have en kone, og du søger en god en. Du vil have sønner, og du ønsker dig gode sønner. Og jeg kan nævne de mest ubetydelige ting: Du køber sko og vil ikke have dårlige sko. Hvorfor elsker du da det dårlige liv? Hvorfor ærgrer dit liv dig sådan, at du kun vil have, at det er dårligt, sådan at du alene er dårlig mellem alle dine gode ting? »Vent ikke med at vende dig til Herren, og udsæt det ikke fra dag til dag.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Sir/5 Sir 5, 7]</ref> Dette er Guds ord, ikke mine. Dette hører du ikke fra mig, men jeg hører det snarere sammen med dig fra Gud. Det kan være, at du svarer: ‘I morgen, i morgen lader jeg mig omvende.’ Dette er ravnesnak! Ravnen kom ikke tilbage til Noas ark, men duen kom tilbage.<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/1_Mos/8 1 Mos 8, 6-12]</ref> Og hvis du vil angre, når du ikke kan begå synd, så er det synderne, der opgiver dig, og ikke dig, der opgiver synderne. Den, der venter til alderdommen med at angre, er ganske langt væk fra troens land; han forventer barmhjertighed, men bør frygte at blive fordømt. Den vil ikke opnå barmhjertighed, som forpasser barmhjertighedens rette tid. Den, som ikke her i dette liv vil lytte til Guds bud, han vil ikke i det næste liv få det af Gud, som han beder om. Den, der er skødesløs med tiden, der er givet til anger, han skal udgyde sine bønner for Kristi domstol til ingen nytte. Ethvert menneske skal skynde sig at vende sig til Gud, mens han kan. Ellers kan det blive for sent, og så vil han ikke være i stand til det, som han ikke ville, mens han kunne.


'''Om gudsfrygt'''

'''15.''' »Frygt for Herren er visdommens ophav.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Sl/111 Sl 111, 10]</ref> Man vogter sig godt imod synder ved altid at frygte Guds tilstedeværelse. Den, der frygter Gud fuldt ud, han beskytter sig med omhu imod synder. Det vil gå den, som frygter Gud, godt på den yderste dag, og han vil få løn for sine gerninger i al evighed. Den, der skammer sig over at synde for andres menneskers øjne, han må skamme sig meget mere ved at gøre onde gerninger for Guds øjne, for Gud ser ikke alene gerningerne, men også ind i hjertet. De, som frygter Gud med hellig frygt, søger det, som behager ham vel. Et er sønnens frygt, noget andet er trællens frygt. Trælle frygter deres herre, fordi de kan straffes, mens sønner frygter deres fader af kærlighed. Hvis vi er Guds sønner, så skal vi frygte ham af kærlighedens sødme og ikke af skræk for smerte. Den kloge mand frygter Gud i alle sine gerninger, for han véd, at han ikke kan undslippe Guds tilstedeværelse, sådan som David sagde til Gud: »Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd, og hvorhen skulle jeg flygte fra dit åsyn? Hverken i vest eller i øst åbner der sig et sted, hvortil man kan flygte fra dig — Gud!«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Sl/139 Sl 139, 7]</ref> Den, der frygter Herren, vil tage imod hans lære, og den, som iagttager hans bud, skal med sikkerhed finde den evige velsignelse. Salig er den mands sjæl, som frygter Gud, og i sikkerhed for djævelske fristelser. Lykkelig er den mand, som altid er ræd, og som har fået skænket altid at have gudsfrygt for øje.<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Ordsp/28 Ordsp 28, 14]</ref> Den, der frygter Herren, vil dreje bort fra syndens vej og begive sig ad dydens sti. Gudsfrygt driver synderne bort og giver styrke. Frygten gør, at man bliver varsom og omhyggelig med ikke at synde. Dér, hvor der ikke er gudsfrygt, leves der uordentligt. Den, som ikke frygter Gud i sin lykke, flygter dog til ham i sin ulykke, for Gud hjælper ham. Salig er den mand, der frygter Gud og længes meget efter at følge hans bud. Gudsfrygt bortjager frygten for Helvede. Lad os frygte Gud, sådan at vi elsker ham, for den fuldkomne kærlighed bortjager den trælagtige rædsel.<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/1_Joh/4 1 Joh 4, 18]</ref>


'''Om faste'''

'''16.''' Fuldstændig faste er det, som sammen med bøn og viljen til at give almisser er vejen til Himlen, og det vil være til gavn ved Vorherre Kristi domstol; for hvis et menneske løfter sig op med bøn og med legemlig afholdenhed, da gør han sig åndelig og forenes i frelsen med Gud og englene. Gennem faste og bøn åbenbarer de himmelske kræfters og guddommelige miraklers skjulte ting sig. Så længe Adam fastede, var han i Paradis; så spiste han og blev jaget ud. Faste er et hjælpende våben mod Djævelens fristelser, for man overvinder dem straks ved afholdenhed. Sådan mindede vor frelser Herren os om, at Djævelens angreb kan overvindes med faste og bøn og med afholdenhed, da han sagde: »Den slags djævle kan ikke uddrives ved andet end bøn og faste.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Matt/17 Matt 17, 21]</ref> For djævlene farer fortrøstningsfulde ind dér, hvor de ser, at man ofte fremmer fråseri og drukkenskab. Afholdenhed fra føde udmagrer legemet, men opfeder sjælen, svækker kødet, men styrker sindet. Og vi skal vide, at faste og gode gerninger fremkalder Guds velvilje. Men de, som faster og handler uretfærdigt, de efterligner djævlene, som ikke indtager legemlig føde, men udelukkende lever af åndelig ondskab. Den afstår godt fra mad, som faster fra onde gerninger og timeligt begær. Det er bedre at ernære det levende sind med den hellige læres evige ord og føde end at mætte det dødelige legemes mave med fristende lækkerier.


'''Om villighed til at give almisser'''

'''17.''' Det er vitterligt en from gerning, når vi bruger de ting, som den himmelske fader i sin barmhjertighed har givet os, til at hjælpe andre. For der er mange, som ikke ejer jordisk gods, hverken i form af guld eller sølv eller andet, og denne fattigdom skal vi gøre mindre tyngende med den overflod, som Herren har skænket os, sådan at de fattige sammen med os kan prise Herren for jordens frugtbarhed og glæde sig over, at de ting, som blev givet til ejerne, blev delt med fattige og fremmede. Velsignet er den kornlade, og mest dyrebar er den forøgelse af alt udbytte, som medvirker til, at nødlidende og syge og fremmede får stillet deres sult. Og den retfærdige Gud lader folk døje med forskellige problemer, for at han kan ophøje staklerne for deres tålmodighed og de barmhjertige for deres gode vilje. Faste og uddeling af almisser er den sikreste bøn mod synder, og en bøn, der bedes og ledsages af disse ting, vil snart nå frem til Guds ører, for som det står skrevet: »En barmhjertig mand tager god vare på sin sjæl.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Ordsp/11 Ordsp 11, 17]</ref> For når jordisk gods gives til de trængende, bliver det til evig rigdom for den, der giver. For ved barmhjertighed over for stakler og ved villighed til at give almisser opnår vi Guds barmhjertighed og tilgivelse for vores synder, for den, der ikke glemmer de nødlidende, han vil snart få Guds opmærksomhed, sådan som Vorherre sagde: »Vær barmhjertige, sådan som jeres himmelske fader er barmhjertig.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Luk/6 Luk 6, 36]</ref> Giv den nødlidende mand det, som Gud lovede, at han ville give. Vær standhaftig — du kristne giver! — og giv det, du modtager; så det, du høster; spred det, du samler. Sørg for ikke at lade dit tab bekymre dig, og spekuler ikke på manglende fremgang: Hvis du giver godt ud, vil din formue vokse. Den, der giver dig, ønsker, at du skal være gavmild. Og den, der giver, sådan at du kan have, byder dig at give, når han siger: »Giv, og så skal der gives jer.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Luk/6 Luk 6, 38]</ref> Du selviske menneske! Hvis du elsker guld og verdslig rigdom, så giv for ikke at miste. Hvis du beholder din formue, vil du utvivlsomt miste, men hvis du deler ud, vil du til fulde have i al evighed, sådan som Gud sagde: »Saml jeres skat i Himlen, hvor hverken rust eller møl kan skade den, og hvor tyve ikke graver den op og stjæler den. Dér, hvor din skat er, dér er dit hjerte også.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Matt/6 Matt 6, 20-21]</ref> Vær ikke bange for, når du giver, at du kommer til at stå i armod, når regnskabets tid kommer. Den, der sår sparsomt, han skal også høste sparsomt<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/2_Kor/9 2 Kor 9, 6]</ref>, men den, der er barmhjertig mod de fattige, han vil blive lykkelig<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Ordsp/14 Ordsp 14, 21]</ref>, for en mands rigdom er løsepenge for hans sjæl.<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Ordsp/13 Ordsp 13, 8]</ref> Gud ærer den mand, der forbarmer sig over fattige.<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Ordsp/14 Ordsp 14, 31]</ref> »Læg din almisse i den fattiges skød,« siger den hellige skrift, »— og så vil den bede for dig.«<ref>
(?) Måske [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Sir/29 Sir 29, 9]</ref> Som vand slukker ild, sådan slukker almisser synden.<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Sir/3 Sir 3, 30]</ref> Du skal ikke afvise en sultende sjæl, og gør dig ikke brysk over for en nødlidende, der råber om hjælp.<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Sir/4 Sir 4, 2 og 4]</ref> Den, der vender det døve øre til, når en fattig trygler, han vil ikke med sin bøn opnå Guds velvilje.<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Sir/4 Sir 4, 8]</ref> Gør noget godt for din sjæl, så længe du lever, og giv almisser, for efter døden er du ikke i stand til at gøre gode gerninger. Giv de nødlidende mad ved dine sammenkomster, så giver du også Kristus. Der findes tre slags almisser: Den første er håndgribelig, det vil sige at give den fattige, hvad han beder om; den anden er åndelig, nemlig at tilgive dem, der har forbrudt sig imod dig; den tredje er at irettesætte den, der synder, og lede den vildfarne på den sande vej.


'''Om kyskhed'''

'''18.''' Kyskhed er at leve som englene. Kyskhed vil sammen med ydmyghed danne bolig for Helligånden, som driver urene lyster bort, sådan som den hellige skrift fortæller: »Helligånden vil flygte fra det legeme, der er underlagt synd.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Visd/1 Visd 1, 5]</ref> Vores led og lemmer skal være helliget Gud og ikke utugt. Et menneske skal dæmpe sit begær med tanken om de evige pinslers flammer. Det unge menneske skal vænnes til kyskhed, så han gør sig fortjent til Guds visdom. Dér, hvor der leves urent, dér bor Djævelens sjæl, som glæder sig over vores legemes smudsighed. Enhver form for usædelighed mishager Gud — og særligt den slags, der strider mod naturen. Den hellige skrift minder os om dette ved at sige: »Du skal ikke følge dine lyster, og giv ikke efter for dine ønsker. Hvis du lader din sjæl opnå, hvad den begærer, så vil det glæde dine fjender.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Sir/18 Sir 18, 30-31]</ref> Dette udsagn om at tage sig i agt for legemlig utugt forklarede den vise Salomo, da han sagde: »Portkonens<ref>&#596;: en skøge</ref> læber er som dryppende honning, og hendes hals skinner mere end olie. Men til sidst bliver hun bitter som edder og gift og skarp som et tveægget sværd. Hendes skridt leder til døden, og hendes vej fører til Helvede. Og hun går ikke på livets sti; hendes gang er slingrende og bør ikke følges. Men hør mig — min søn! — og vig ikke fra min munds ord: Læg din vej langt fra hendes, og nærm dig ikke hendes husdør.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Ordsp/5 Ordsp 5, 3-8]</ref> Dette sagde han ikke kun om portkonens utugt, men snarere om al slags legemligt begær, som lokker sjælen til at efterleve sine lyster. Men med et forstandigt sind skal vi forhindre kødelige lyster og undertrykke den slags vrange begær. På samme vis forbød Salomo de unge mænd samkvem med kvinder, da han sagde: »En mand kan ikke bære ild i sin kjortel, uden at klædet brænder, eller gå hen over gløder, uden at svide sine fodsåler. Det gælder også den, der går ind til sin næstes kone: Han bliver uren, når han rører ved hende.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Ordsp/6 Ordsp 6, 27-29]</ref> Dette minder også apostlen Paulus os om, idet han siger: »Det er godt for en mand ikke at berøre en kvinde.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/1_Kor/7 1 Kor 7, 1]</ref> Altså at allerede en berøring er farlig. Den ungdommelige ærbarhed er fager og velbehagelig for Gud, og den gavner alt godt. Den, som har sønner — i åndelig eller legemlig forstand — skal opdrage dem til kyskhed for Gud og ikke til utugt for Djævelen. Hvad nytter det en mand at have sønner og opdrage og elske dem, hvis han opdrager dem til evige pinsler? De, der lever i kyskhed, de har engleadfærd her på jorden. Kyskhed knytter mennesker sammen med Himlen og gør dem til borgere i englenes by. Den, som har en lovformelig hustru, skal være lovformeligt sammen med hende på passende tidspunkter, så han kan opnå at få sønner med Guds velsignelse. Ingen skal sige, at han ikke er i stand til at tage sig i agt for utugt. »For Gud er trofast,« sagde apostlen Paulus, »— og lader ingen blive fristet over evne, men tværtimod vil han støtte os imod fristelserne.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/1_Kor/10 1 Kor 10, 13]</ref> Alle mennesker bliver udsat for fristelser; det kan være legemlig lyst eller timelig ærgerrighed eller en anden slags fristelse, som man så enten kan overvinde med ære eller ligge under for med skam. Kyskhed er nødvendig for alle, men allermest for dem, der tjener ved Kristi alter, for deres liv skal være til læring for andre og en stærk opfordring til at søge frelse. Det er passende for Vorherre at have sådanne tjenere, som ikke tilsmudser sig med nogen legemlig urenhed, tværtimod skal de stråle i kyskhed og afholdenhed og være lysende eksempler på sædelighed og ærværdighed for menigheden.


'''Om at vogte sig for svig'''

'''19.''' Den, der minder os om velvilligt at dele ud af det, vi ejer, til nødlidende folk, han forbyder os al selviskhed og vrangt begær efter penge. Den, der sagde: »Giv almisser af det, du har tjent på ærlig vis«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Tob/4 Tob 4, 7]</ref>, han sagde også og påminder os med apostlens ord: »Vogt jer for at svige hinanden.«<ref>(?)</ref> Den, der skaffer sig noget ved svig, han sætter rimeligheden og retfærdigheden til. Fortæl mig — selviske, begærlige, syndige menneske! — hvad du fik. Det kan være, at du svarer: ‘Jeg skaffede mig guld.’ Det er sandt, hvad du siger: Du skaffede dig guld ved svig, men du mistede din tro ved uretfærdighed. Hvis du fandt tro, der blev falbudt på torvet, på hvilken måde ville du da betale for den, hvis du var en god mand? Hvorfor er du ikke bange for at miste det, som Gud ønsker, du har i hjertet? Du har guld eller sølv eller noget andet kostbart i din kiste, men du har lidt tab i hjertet. De rigdomme, som er bedre end alle disse ting, mister du — og det er tro og retfærdighed og kærligheden til Gud og din næste. Du tænker på dit udbytte, men du ænser ikke dit tab. Hvis dette udbytte glæder dig, hvorfor græder du så ikke over det, du mister? Du mistede mere, end du fik. Rige menneske! Med overlegen magt griber du det, du gerne vil have, men ved din uretfærdighed mister du det, som Gud ønsker, du skal have — og det er evig og fuldkommen lykke. Hvis enhver røver eller ransmand mistede sit øje ved tyveri eller ran, så ville han aldrig stjæle eller rane igen. Og véd han ikke, at han ved denne slags synd mister hjertets lys, som er vigtigere end alle legemets andre lys? Egennyttige menneske! Giv du hellere de nødlidende det, du har, sådan at du i Himlen genfinder det, du gav på jorden. Hvorfor er du bange for at give dine penge væk, når du ikke er bange for at blive fuldstændig fortabt? På grund af pengebegær bærer du falsk vidnesbyrd; du lyver; du bemægtiger dig alt, hvad du kan; du sværger falsk; du gør alt det, som loven forbyder dig. Når du gør sådanne ting, hvorfor er du så ikke bange for, at du skal brænde i al evighed? Hvorfor elsker du guld mere end din sjæl? Hvad nytter det dig, om du vinder hele verden, hvis du tager skade på din sjæl?<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Matt/16 Matt 16, 26]</ref> Herren selv sagde i evangeliet: »Tag jer i agt for al gerrighed.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Luk/12 Luk 12, 15]</ref> For de rige skal dø såvel som de fattige. Rigdom gavner intet på straffens dag og vil ikke frelse dem, som har misbrugt deres midler, fra de evige pinsler. Intet menneske er en større synder end den begærlige, der har solgt sin sjæl i griskhed efter rigdom. Begærligheden kender ikke til mådehold, og den stilles ikke, selv om den æder alt; den er hele tiden umættelig og tomhændet. Lig Helvede er den pengebegærlige mand, der aldrig får nok.


'''Om dommere'''

'''20.''' Den, der dømmer retfærdigt, han holder retfærdighedens vægt i sin hånd, og i hånden bærer han både retfærdighed og barmhjertighed. Hvis han straffer synden i retfærdighedens navn, skal han tilpasse afstraffelsen i barmhjertighedens navn. Folk skal dømmes uden hensyntagen til deres rang og anseelse. Intet er værre for en dommer end at tage imod bestikkelse, for bestikkelse gør de vises hjerter blinde og fordrejer de retfærdiges ord.<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/5_Mos/16 5 Mos 16, 19]</ref> »Den dom, I afsiger,« sagde Gud, »— skal blive afsagt over jer selv.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Matt/7 Matt 7, 2]</ref> Dommeren skal frygte Guds dom, for han vil blive fordømt af Gud, hvis han dømmer en uskyldig eller skåner en skyldig på grund af bestikkelse eller på grund af sin velvilje eller modvilje over for nogen. Ingen høvding skal sætte en tåbe eller en uretfærdig mand til at være dommer, for tåben kender i sin uvidenhed ikke til Guds retfærdighed, og den uretfærdige fordrejer på grund af sin begærlighed det, han véd er sandt. Nødlidende og uvidende mennesker påføres større skade af uretfærdige dommere end af de grusomste fjender. Ingen røver er lige så begærlig efter andres ejendom, som den uretfærdige dommer er efter sin egen. Uretfærdige dommere er værre end fjender. Man kan ofte undslippe fjenden ved at flygte, men ingen kan flygte fra dommeres magt, når disse forsøger at skaffe sig rigdom ved at påføre befolkningen tab. Det hænder, at gode dommere har tyvagtige tjenere, men såfremt de ikke forhindrer deres tyverier, bliver dommerne smudset til af tjenernes misgerninger. De går til ved andres synder, for sådan sagde den jordiske forkynder<ref>&#596;: Paulus</ref>: »Ikke alene de, der synder, men også de, der bifalder synden, fortjener den evige død.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Rom/1 Rom 1, 32]</ref> Ofte vil uretfærdige dommere forhale eller fordreje en sag på grund af begærlighed, og de afsiger ikke dommen, før deres pung er fuld. Og når de dømmer, ser de ikke på sagen, men derimod på gaverne. Uretfærdige dommere er med profetens ord som ulve: »Det, de får fat i om aftenen, slipper de ikke om morgenen.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Sef/3 Sef 3, 3]</ref> Det vil sige, at de alene tænker på det, der giver dem fordel i dette liv, men ikke i det næste. På ulvevis snapper de alt, men giver kun lidt til de nødlidende. En vred dommer er ikke i stand til at se fuldstændig klart på sagen, for han ser ikke retfærdighedens lys på grund af vredens mørke. En dommer skal ikke lægge vægt på et menneskes ydre fremtræden, men derimod sagen, for som det står skrevet: »Ved dommen skal du ikke se på det ydre.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/5_Mos/1 5 Mos 1, 17]</ref> Uretfærdige dommere føres på vildspor af sande udsagn, for de lægger mere vægt på ansete folks ydre fremtræden og skader ofte de retfærdige, når de skåner de uretfærdige. At tage imod bestikkelse som dommer er at tilsidesætte sandheden, men de, der frygter Gud og dømmer retfærdigt, de vil modtage evig belønning af Gud.


'''Om falske vidneudsagn'''

'''21.''' »Et falsk vidne forbliver ikke ustraffet,« sagde Salomo.<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Ordsp/19 Ordsp 19, 9]</ref> Den, der kommer med falske vidneudsagn om sin næste, hans håb om nåde på den yderste dag bliver slukket. Den, som af frygt for andres magt skjuler sandheden, han nedkalder Guds vrede over sig, fordi han er mere bange for mennesker end for Gud. Et falsk vidne er skyldig på tre måder: For det første over for Gud, fordi han foragtede hans tilstedeværelse og var mere bange for menneskelig magt end for Gud; for det andet over for den dommer, som han snød med sin løgn; og endelig over for den uskyldige, som han skadede med sit falske vidneudsagn. Hvis man skiller to falske vidner, vil det straks vise sig, at de lyver. Og de er begge skyldige, både den, der skjuler sandheden, og den, der lyver, for den ene ønsker ikke at hjælpe, og den anden ønsker at skade. Salig er den, hvis vidneudsagn er fortræffeligt i Guds øjne. Ved domme kan retfærdigheden blive fordrejet på fire måder: af frygt og af begærlighed og af had og af kærlighed. Det er frygt, hvis nogen er bange for at sige sandheden eller dømme rigtigt på grund af et andet menneskes magt. Det er begærlighed, hvis dommeren tilsmudser sig ved at modtage gaver. Det er had, hvis man ønsker at skade andre på grund af uvenskab. Det er kærlighed, hvis en mand skåner sine venner eller frænder imod det, som er retfærdigt. Af disse fire årsager bliver retfærdige domme ofte fordrejet til skade for den uskyldige. Der er mere grund til at sørge over dem, der foruretter fattige eller andre, end dem, der må tåle disse uretfærdigheder. For de, der lider skade i denne verden, kan snart se enden på deres timelige armod, mens de, der skader dem på uretfærdig vis, skal fortabes i evige flammer. I denne verden bliver de gode ofte dømt af de onde, men i den næste bliver de onde altid fordømt af de gode. I denne verden synes de gode mennesker ofte usle og elendige, mens de onde er lykkelige. Men når den evige belønning kommer, er de gode altid lykkelige, mens de onde altid er elendige. De, som har gode vilkår i denne verden, skal arbejde ihærdigt for ikke at fortabe de evige goder; de, der udsættes for plager, skal modstå dem standhaftigt, så de bliver værdige til evig lykke.


'''Om misundelse'''

'''22.''' Ved Djævelens misundelse kom døden ind i verden<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Visd/2 Visd 2, 24]</ref>, fordi han var misundelig på det jordiske menneske over Himlen, og han prøvede, om han kunne fordærve mennesket til at overtræde de bud, som vor skaber havde fastsat. Intet er værre end misundelsen, som plages af andres goder og er hadefuld mod dem, der har det, den ikke selv har. Misundelsen er modsætningen til alt godt. Dér, hvor der er misundelse, kan der ikke være kærlighed, og dér, hvor der ikke er kærlighed, kan der ikke være godt. Den, der misunder, er lig Djævelen, som på grund af misundelse jog mennesket bort fra Paradisets lykke. Et stort menneske er den, der besejrer misundelsen med ydmyghed og rydder splittelsen af vejen med kærlighed. Hvad er mere usselt for et menneske end at lade sig plage af andres goder? For alle misundelige mennesker piner deres eget sind, og det, der gør det bedre for den gode, det plager den misundelige. Det er bedre at efterligne gode menneskers eksempel end at angribe dem med misundelsens brod. Misundelsen æder forstanden og brænder hjertet og plager sindet. Man skal ikke sørge over andres goder eller blive bedrøvet over andres lykke. Et menneske kan gøre andres goder til noget godt for sig selv, når han elsker de gode gerninger, som andre gør, men som han ikke selv gør.


'''Om hovmod'''

'''23.''' Gud står de hovmodige imod, men viser de ydmyge nåde.<ref>Se fx [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Jak/4 Jak 4, 6]</ref> Djævelens største synd var hovmod. Hovmod er værre end andre laster, for det opstår tit af gode gerninger, når et menneske praler af sine velgerninger og derved i hovmod mister det, han havde opnået ved kærlighed. Hovmod er den værste af alle laster, når et menneske pynter sig med sine dyder og begynder at prale af dem. Enhver synd udspringer af hovmod, når sjælen forkaster sin skabers bud og straks falder i syndens grav. Jo højere hovmodet rejser sig, des lavere skal det ligge, og jo længere op den hovmodiges praleri stiger, des dybere skal det falde. For den, som hæver sig op i sin selvopfattelse, han fordømmes ved Guds retfærdighed. Før menneskets fald praler hans sjæl. Intet bør et kristent menneske undgå mere end hovmod, som opildner Guds vrede, for hovmod gjorde engle til djævle, mens ydmyghed gør mennesker lig engle. Den hovmodige ønsker at høste ros for noget, han ikke selv har gjort, mens den ydmyge helst undgår at høre om det, han gør godt. Intet menneske bør fremhæve sig selv for sin godhed eller søge ros, selv om han gør noget godt, tværtimod skal han prise Gud for sine evner, for han gør intet godt, medmindre Gud har skænket ham at gøre det.


'''Om opfarenhed'''

'''24.''' Den berømte jordiske forkynder<ref>&#596;: Paulus</ref> sagde: »Måtte al slags had og vrede og hidsighed og råben og gudsbespottelse ligge jer fjernt!«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Ef/4 Ef 4, 31]</ref> Vrede uden besindighed er mangel på forstand. Et venligt svar standser vreden, et ubehageligt svar vækker hidsigheden. »En vred mand,« som Salomo sagde, »— ansporer til trætte, mens den, som er tålmodig, han dæmper den vakte vrede.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Ordsp/15 Ordsp 15, 18]</ref> Men hvem kan modstå det sind, som med lethed farer op? Vreden har ingen nåde, og hidsighed i udbrud kender ingen ende på straffen. Den vrede, som afstedkommer en sådan sindsbevægelse, at man mister dømmekraften, er forkert. Vreden er rigtig og nødvendig, når man bliver vred over synder eller på sig selv, når man gør noget forkert. For som profeten sagde: »Bliv vrede, men tag jer i agt for at synde.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Sl/4 Sl 4, 5]</ref> Han tillod det, som er naturligt, men han forbød det, der fører til synd. Lad andres vrede blive dæmpet af din tålmodighed. Tag dig i agt, så du ikke overvindes af det onde, men overvind hellere det onde med det gode.<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Rom/12 Rom 12, 21]</ref> Lad andres synd være din berømmelse. Tag afstand fra andres vrede. Det, du tager afstand fra ved andre, skal du tage afstand fra ved dig selv. Tag dig i agt, så du ikke tilsmudser din sindsro med andres vrede. Tag dig i agt, så du ikke gør dig lig den tåbelige mand, for vreden hviler i tåbens bryst. Hvis du bliver vred på ham, bliver der to onde af én — det er dig og ham. Det er bedre for dig at være god, selv om han er ond. Hvorfor skal andres ondskab gøre dig ond?


'''Om ros'''

'''25.''' Vorherre sagde i evangeliet: »Pas på med at vise jeres retfærdighed for folk bare for at blive set af dem.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Matt/6 Matt 6, 1]</ref> Det vil sige, at I ikke skal gøre gode gerninger i den hensigt at modtage folks tomme ros, tværtimod skal man gøre det gode, man gør, for at opnå Guds kærlighed og sjælefrelse og af broderlig kærlighed. Derfor sagde Herren selv om dem, der giver almisser eller beder bønner eller faster for at modtage folks ros: »Sandelig siger jeg jer: De har modtaget deres løn.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Matt/6 Matt 6, 2]</ref> Den, der gør gode gerninger for at få anerkendelse af folk, får derved den løn, han søgte, men han får ingen belønning af Gud, for han gjorde ikke det gode af kærlighed til Gud, men for at få tom menneskelig ros, sådan som hyklere har for vane at gøre. Denne last med at lade sig rose af folk for gode gerninger klandrede Kristus meget, og med truende ord bebrejdede han ofte de jøder, der gjorde sådan i Jødeland. »Den, der roser sig,« sagde apostlen Paulus, »— lad ham rose sig i Gud.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/1_Kor/1 1 Kor 1, 31]</ref> Den, der ikke er begærlig efter ros, han bekymrer sig ikke om fornærmelige ord. Ingen skal anse sig for at være god, fordi han får ros af mennesker, for Vorherre ser ind i hjertet. Og hvad gavner det den onde, at han kalder sig god? Det, en mand gør, er i sandhed godt, hvis han ønsker at behage Gud, der skænkede ham alt det gode, som han har eller gør. Den, der synes at gøre godt, men ønsker at gerningen skal behage mennesker snarere end Gud, han anstrenger sig til ingen nytte, og han sår i vinden. Enhver skal stræbe efter at være stor i sine gerninger, men ikke søge andre menneskers ros for sin storhed, så han derved mister det, han havde, og bliver gjort lille. For uanset hvad et menneske gør af godt, skal han vide, at han ikke har det fra sig selv, men fra Gud. Apostlen Paulus irettesætter den, der forherliger sig af sine gode gerninger, og siger: »Hvad har du, som du ikke har fået givet? Og når du har fået det, hvad roser du dig så af?«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/1_Kor/4 1 Kor 4, 7]</ref> Den, der vender noget, som han har gjort eller fået, til selvros, vender utvivlsomt dyden til en last og det gode, han gjorde, til en synd. Når man hjælper en nødlidende for at blive rost, så bliver den barmhjertige gerning til en synd. Uanset hvad man gør af godt, skal man søge at rose Gud og ikke sig selv, sådan som Vorherre selv sagde i evangeliet: »Lad jeres lys skinne sådan for mennesker, at de ser jeres gode gerninger og lovpriser jeres fader, som er i Himlen.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Matt/5 Matt 5, 16]</ref>


'''Om standhaftighed'''

'''26.''' For kristne mennesker handler det ikke om, hvordan det begynder med gode gerninger, men hvordan det ender. For der findes dem, hvis adfærd er god til at begynde med, men det ender skidt — sådan som Judas, der først var apostel, men som siden forrådte sin herre og solgte ham; og da han indså, hvad han havde gjort, hængte han sig i en strikke. Og apostlen Paulus begyndte som ond, men endte med at være god, og han var først Guds og alle kristne menneskers fjende, men blev siden forkynder. Standhaftighed er de gode gerningers kraft, som Herren selv sagde: »Den, der er standhaftig helt til det sidste, skal blive frelst.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Matt/10 Matt 10, 22]</ref> Det er ikke den, der er god i begyndelsen, men tværtimod den, der er standhaftig i det gode, som bliver frelst. For vores adfærd behager Gud, hvis vi med standhaftighed fuldender de gode gerninger, som vi påbegynder. Det er ikke en dyd at begynde, men at blive ved med at gøre godt, for belønningen loves den, der begynder, men gives til den, der er standhaftig. I et menneskes liv skal man altid se på, hvordan vedkommende er i slutningen af livet, for enhver skal enten blive frelst eller fordømt efter sine sidste gerninger. Derfor bør alle standhaftigt lægge vægt på at fuldende det gode, som de begyndte, så de kan modtage den evige belønning af Gud.


'''Om de otte hovedlaster'''

'''27.''' Der er otte hovedlaster, og de er ophavet til al synd. Fra dem — som fra otte rødder — skyder alle det smudsige sinds og det urene legemes laster og vederstyggeligheder op. Jeg har valgt at sige noget om disse, og om hvilke syndfulde kviste der ses vokse fra hver rod, sådan at alle kan vide, hvordan man let kan kappe grenene efter at have hugget roden af. Den første i rækken af åndelige laster er hovmodet. Om denne last siges dette: »Hovmodet er ophavet til alle synder, det er kongen af al ondskab.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Sir/10 Sir 10, 13]</ref> På grund af hovmodet styrtede englene ned fra Himlen og blev til djævle. Hovmodet opstår, når Guds bud forkastes, og det viser sig, når et menneske bruger sine gode gerninger til at ophøje sig selv og regner sig selv for bedre end andre — men af den grund er han værre end de andre, som han anser sig for bedre end. Hovmod kommer også af trodsighed, når mennesker afviser at lytte til de ældre. Dette hovmod er årsagen til al ulydighed og dristighed og trodsighed og trætte og vildfarelse og pral. Ved sand ydmyghed kan Guds tjener kan nemt overvinde alle disse ting.


''' Om frås'''

'''28.''' Den første i rækken af legemlige synder er frås — det vil sige en ustyrlig lyst til mad og drikke. På grund af dette fortabte menneskehedens første forfædre Paradis’ salighed og blev jaget bort til dette livs jammerlige elendighed, hvor vi alle fødes i synd og lever slidsomt og dør i smerte. Grådighed kan tage magten fra mennesket på tre måder: Når et menneske på grund af forslugenhed indtager sin mad før den passende eller fastsatte tid, eller når han beder om at få serveret retter, som er mere fornemme end både hans legemlige behov og anseelse fordrer, eller hvis han på grund af sin umættelige grådighed indtager mere mad og drikke, end hvad der gavner helbredet. Dette fråseri afstedkommer ubesindig glæde, postyr, fjas, mangel på karakter, legemlig urenhed, omskiftelighed, drukkenskab og utugt. For når maven fyldes for meget, opstår der legemlige lyster, men disse overvindes med faste og ved at vogte sig for synder og holde sig beskæftiget med gode gerninger.


'''Om hor'''

'''29.''' Hor er al den legemlige urenhed, som sædvanligvis opstår af tøjlesløst begær og en svag vilje, som føjer sit køds lyst til at synde. For sindet skal være dronning og styre kødet, mens kødet skal være tjener og adlyde sin dronning — det vil sige det forstandige sind. Hor vil sige legemlig omgang med tilfældige kvinder eller anden slags utugt for at stille et brændende begær. Deraf følger åndelig blindhed, øjnenes og hele legemets ustadighed, ubesindig kærlighed, ofte livsfare, slagsmål, tilnærmelser, liderlighed og alskens tankeløshed, uvilje mod Guds bud, viljesvaghed og vrange lyster, ligegyldighed over for det næste liv og over for fristelser her og nu. Dette overvindes med samvittighedsfuld kyskhed og afholdenhed med tankerne på den evige ild og ved at frygte Guds tilstedeværelse.


'''Om pengebegærlighed'''

'''30.''' Begærlighed vil sige at have stor lyst til at samle rigdomme og eje og besidde dem. Denne sygdom er umættelig — ligesom den vattersottige, der bliver jo mere tørstig, des mere han drikker. Sådan er også den egennyttige mand: Jo mere han har, des mere tragter han efter. Og da han ikke ejer mådehold i sin besiddertrang, er der ingen grænser for hans begærlighed. Dette afstedkommer misundelse, tyveri og røveri, manddrab, løgn, afsvorne eder, ran, magtanvendelse, ufred, uretfærdige domme, omgåelse af sandheden, forsømmelse af det næste livs salighed og en hårdhjertethed, der står i modsætning til barmhjertighed og villighed til at uddele almisser til staklerne og til al godhed mod de nødlidende. Egennyttigheden overvindes med gudsfrygt og ved barmhjertige gerninger og villighed til at give almisser til de fattige og gennem håb om salighed i den næste verden, for denne verdens falske rigdomme overgås af den sande rigdom ved den evige salighed.


'''Om vrede'''

'''31.''' Vrede er en af de otte hovedlaster. Hvis den ikke bliver tøjlet med fornuft, bliver den til raseri, sådan at mennesket mister magten over sit sind og gør ting, som er upassende. Hvis vreden ikke dæmpes, tager den al vilje fra mennesket, og han formår ikke bevidst at søge det rigtige og er ude af stand til at se tingene klart, og han evner ikke at træffe gode beslutninger, men tværtimod synes alt, hvad han foretager sig, at være uovervejet. Og af denne vrede udspringer trodsighed, trætte, fornærmelige ord, råb og skrigen, had, gudsbespottelse, manddrab, hævnlyst og en tilbøjelighed til at ruge over krænkelser. Denne vrede bekæmpes med tålmodighed og besindighed og med den gode forstand, som Gud har anbragt i det menneskelige sind, og ved at ihukomme fadervor, når vi siger til Gud: »Tilgiv os vores skyld, sådan som vi tilgiver vores skyldnere.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Matt/6 Matt 6, 12]</ref>


'''Om ladhed'''

'''32.''' Ladhed er en lidelse, der er til stor skade for Guds tjenere. Ladheden sløver det uvirksomme menneske til legemligt begær, så han ikke fryder sig over åndelige gerninger eller glædes ved sin frelse, og han påskønner ikke den broderlige støtte, andres anstrengelser giver, tværtimod løber hans sind tomt for alt, og han ønsker alene at beskæftige sig med unyttige ting. Ladhed er det, som særligt driver munke væk fra eneboertilværelsen og tilbage til det verdslige liv og væk fra regelbundet adfærd til syndens morads. Når ladheden rammer et stakkels menneskes sind, fylder den ham med megen ulykke og volder ham meget ondt. Deraf opstår døsighed, sendrægtighed til gode gerninger, rastløshed, arbejdsvægring, ligegyldighed, misfornøjethed og upålidelighed. Dette modvirkes med flittig læsning, med udførelsen af gode gerninger og med higen efter den evige frelse, med bekendelse af de fristelser, der plager en, og med standhaftighed i sin forbliven på stedet og i sine hensigter, og ved at fremme legemlige gøremål eller bøn eller ved at våge, sådan at en Guds tjener aldrig finder sig unyttig. Det er vanskeligere for Djævelen at friste det menneske, som er beskæftiget med gode gerninger, end den ubeskæftigede, som ikke gør noget godt.


'''Om tristhed'''

'''33.''' Der findes to slags tristhed; den ene giver velfærd, den anden er skadelig. Velfærdsskabende tristhed er, når synderens sind bedrøves af synderne, og han bliver så nedtrykt, at han går til skrifte for at angre, og han ønsker at vende sig til Gud. Den anden slags er tristhed over denne verden; den dræber ånden og fremmer ikke gode gerninger, og den gør sindet uroligt og driver det ofte ud i fortvivlelse, og den fjerner håbet om evigheden. Dette fører til ondskabsfuldhed og vrangvillighed, modløshed, ildesind og ikke sjældent livslede. Tristheden bekæmpes med åndelig glæde og håb om evigheden og den trøst, skrifterne giver, og med broderlig samtale i åndelig munterhed.


'''Om ærgerrighed'''

'''34.''' Det er indholdsløs hæder, når et menneske ønsker at rose sig af sine gode gerninger og ikke giver Gud æren eller tilskriver det, han gør, Guds nåde, men tværtimod mener, at han selv har skaffet sig verdslig anseelse eller den åndelige visdoms skønhed. Men han kan ikke besidde noget godt uden Guds nåde og hjælp, sådan som Gud sagde til sine disciple i evangeliet: »Uden mig kan I intet.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Joh/15 Joh 15, 5]</ref> Derfor skal den, der roser sig, i stedet rose Vorherre, for han har intet godt, medmindre han har fået det af Gud. Hvis denne lastens rod vokser, vil der gro mange dårlige grene frem, nemlig pral, hovmod, had, uenighed, tragten efter tom hæder og hykleri — det vil sige at tage æren for noget, Gud har gjort — når en mand vil rose sig af noget, han ikke formår at gøre selv. Og allerhelst gør han alt, hvad han gør, med det formål at opnå menneskelig ros. Om dette sagde Vorherre selv: »Sandelig siger jeg jer: De har modtaget deres løn.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Matt/6 Matt 6, 2]</ref> Kuren mod denne sygdom er at ihukomme Guds godhed, for den har skænket os alt det gode, vi har, og hans evige kærlighed. Til hans pris skal vi gøre, hvad vi udretter af godt i denne verden, og vi skal tragte mere efter at blive rost af Gud på den evige belønnings dag end af tilfældige mennesker for vores adfærd i dette korte liv.


'''Om de samme ting'''

'''35.''' Disse er al ugudeligheds otte ledsagere, hver med sin hærskare, og de stærkeste stridsmænd for Djævelens gerninger og rænker imod menneskeheden. Men de kan med hellige midler og Guds hjælp nemt bekæmpes af Kristi krigere: Først skal hovmod bekæmpes med ydmyghed, så frås med faste, hor med kyskhed, egennytte med klogskab, vrede med tålmodighed, ladhed med standhaftighed i gode gerninger, tristhed med åndelig glæde, tom hæder med Guds kærlighed. Men mod disse ubarmhjertighedens djævelske stridsmænd sætter vi fire vejvisere, som går i spidsen for den kristne levevis, og deres navne er disse: klogskab, retfærdighed, styrke og mådehold.


'''Om de fire dyder'''

'''36.''' Først må vi vide, hvad en dyd er. Dyder er sindets udrusting, naturens pryd, livets vid, sædernes fromhed, tilbedelsen af det guddommelige, menneskets ære og den evige saligheds fortjeneste. Det er passende at begynde med de fire, som nævntes før — og det er klogskab og retfærdighed, styrke og mådehold. Klogskab er indsigt i de gudelige og menneskelige ting, sådan som de er givet menneskene. I den findes forståelsen af, hvad mennesker bør gøre, og hvad de skal afholde sig fra, sådan som vi kan læse i salmen: ''Declina a malo et fac bonum:'' »Hold dig fra det onde, og gør det gode.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Sl/34 Sl 34, 15]</ref> Retfærdigheden er sindets udmærkelse, som tildeler alle ting deres egen værdi. Med den varetages tilbedelsen af det guddommelige og menneskenes love og retfærdighed i domme og rimelighed i alle livets forhold. Styrke står for sindets store tålmodighed og standhaftighed i gode anliggender og overvindelse af alle slags laster. Mådehold betyder beherskelse i alle livets forhold, sådan at man ikke elsker eller hader noget for meget, men derimod opfylder alle dette livs forskellige behov med velovervejet omhu. Og de, som i trofasthed og sandhed iagttager disse ting, bliver lovet den evige hæders løn af selveste Vorherre Jesus Kristus. Der findes ingen højere visdom end den, hvorved mennesket erkender og frygter Gud og tror på hans kommende dom. Og hvad er mere rigtigt end at elske Gud og iagttage hans bud? For af ham er vi blevet skabt, og han befriede os fra Djævelens trældom og gav os alt det gode, vi har. Og hvilken styrke er bedre end den at overvinde Djævelen og alle hans fristelser og med stor formåen modstå alle verdens fortrædeligheder i Guds navn?


'''Om mådehold'''

'''37.''' Mådehold er en særdeles vigtig dyd. For i den består al denne verdens værdighed mellem mennesker, når de i alle henseender tænker og taler og handler besindigt med tanke på deres frelse. Og dette er nemt og bekvemt for dem, der elsker Gud, som sagde: »Lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er bekvemt, og min byrde er let.«<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Matt/11 Matt 11, 29-30]</ref> Det er bedre og giver mere lykke at elske Gud, som er evig sødme, evig pragt, evig velduft, evig munterhed, evig ære og uophørlig salighed, end at elske den timelige pragt og sødme, de skønne lyde og dufte og ting, det er behageligt at røre ved, og æren og lykken i dette forgængelige liv. Alle disse ting forgår og forsvinder som skyggen af en fugl og svigter dem, der elsker dem, og sender dem til evige kvaler og elendighed. Men den, som trofast elsker den almægtige Gud og uafladeligt ærer ham og standhaftigt efterlever hans bud, han vil gøre sig fortjent til evig hæder sammen med Vorherre Gud Jesu Kristi engle i al evighed uden ophør.


'''Epilog'''

Jeg skrev til dig om disse ting — min kæreste søn, Wido! — og fattede mig i korthed, sådan som du bad om, for at du hver dag kan læse i dette som i en håndbog. I denne tekst kan du se dig selv, både med hensyn til hvad du skal være opmærksom på, og hvad du ikke skal gøre, for at opnå fremgang i dette livs medgang og modgang, sådan at du kan stige op til himmelsk salighed. Du skal ikke bekymre dig om den timelige adfærds klædedragt, for du kommer ikke ind til det himmelske livs hæder i den klædedragt. For på samme måde som alle uden skelnen bliver tilbudt Guds riges salighed, sådan åbnes porten til Himmerige for alle efter deres fortjeneste uden at se på alder og køn. Folk bliver behandlet lige, uanset hvad de hver især har været i denne verden, og uanset om vedkommende er lærd eller ulærd, rig eller fattig, ung eller gammel, tjener eller herre. Tværtimod vil alle dér — alt efter værdien af deres gode gerninger — blive hædret i Faderens og Sønnens og Helligåndens evige herlighed. Amen.


----


'''Noter:'''
<references />

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Religiøs litteratur]]
[[Kategori:Jesper Lauridsen]]