Vis kilden til Det norske Folks Historie bind 4 - Thore Hunds Bjarmelandstog og Frafald. Tvist mellem Haarek i Thjotta og Aasmund Grankellssøn

{|class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=:Det norske Folks Historie bind 4 - Thore Hunds Bjarmelandstog og Frafald. Tvist mellem Haarek i Thjotta og Aasmund Grankellssøn]] !!  !! !! 
|-
|}


<center>'''[[Det norske Folks Historie bind 4]]'''<br><br>

<big>'''Thore Hunds Bjarmelandstog og Frafald. Tvist mellem Haarek i Thjotta og Aasmund Grankellssøn'''</big>

<br>av[[Peter Andreas Munch biografi| Peter Andreas Munch]]
</center>


==Karles og Thore Hunds Bjarmelandstog==

[[File:Bjarmaland,Carta Marina.jpg|thumb|Bjarmeland, eller Biarmia, vist på Carta Marina (1539), av Olaus Magnus.]]At Kalf Amessøn ikke vilde slutte sig saa uadskilleligt til Olaf, som hans tre andre Brødre, er, som vi ovenfor antydede, let at forklare af hans Svogerskab med Thore Hund, der allerede siden Begivenheden med Aasbjørn Selsbane stod i et spendt Forhold til Kongen, men nu i den allersidste Tid var kommen i aabenbart Fiendskab med ham. Dette gik saaledes til. Den samme Vinter, da Olaf sad i Sarpsborg (1025—1026), sendte han sin Hirdmand, den forhen omtalte Karle fra Langø paa Haalogaland, nord over i det Ærende, at drage paa en Handelsrejse til Bjarmeland. Denne Rejse skulde indrettes paa samme Maade som den, Gudleik gerdske i 1017 havde foretaget til Holmgard, nemlig saaledes at han skulde være i Fællig med Kongen, og hver af dem tilskyde det halve af Omkostningerne, imod at dele Indtægten ligt. 

Karle tog Vejen over Oplandene og Dovre til Nidaros, hvor han modtog de Penge, som Kongen havde at tilskyde; her fik han ogsaa et til Rejsen passende Skib. Med dette drog han tidligt om Vaaren (1026) til Langø, hvor hans Broder Gunnstein slog sig i Følge med ham, og skaffede de nødvendige Penge. Paa Skibet var der henved 25 Mand. De satte Farten saa hurtigt de kunde nordefter ad Finmarken til. Da Thore Hund spurgte dette, sendte han dem Bud og lod dem melde, at ogsaa han agtede denne Sommer at gjøre en Rejse til Bjarmeland; han foreslog dem, at de skulde sejle tilsammen, og dele Vindingen ligt imellem sig. Karle og Gunnstein lode svare, at de havde intet imod at slaa sig i Følge med Thore, naar han kun ikke medbragte flere Folk end de, nemlig 25 Mand; Vindingen skulde da deles ligt mellem begge Skibe, undtagen hvad Mandskabet særskilt havde tilhandlet sig for sine egne Penge. 

Da Thores Sendebud kom hjem til Bjarkø, havde han allerede gjort sig rejsefærdig, men i Stedet for et mindre Skib med 25 Mand, som de andre, havde han et Langskib, en saakaldet Busse, med henimod 80 Mand, hvilke alle vare hans Huuskarle og stode ganske under hans Befaling. Han indhentede Brødrenes Skib i Sandver vestenfor Ripnesøen, hvorfra de siden fulgtes ad nord- og østover langs Kysten. Allerede da han kom, talte Gunnstein til Karle om at Thore forekom ham altfor mandsterk; han meente at det var raadeligere strax at vende om igjen, end at vove sig saa langt bort, at de vare aldeles i Thores Vold, thi han troede ham ikke synderligt. Karle vilde dog ikke vende om, skjønt han ej negtede, at hvis han hjemme i Langø havde vidst at Thore vilde komme med saa mange Folk, vilde han ogsaa have taget flere Folk med. Brødrene spurgte Thore, hvad det skulde betyde at han havde flere Folk med, end Aftalen lød. Thore sagde: "vi have et stort Skib der trænger til mange Folk, og det tykkes mig derhos at en rask Karl ej kan være tilovers i en saa farlig Færd". Derved blev det, og Rejsen fortsatte. Naar der var svag Vind, gik Brødrenes Skib hurtigere, saa at de da kom undaf, men i hvassere Vejr indhentede Thore dem. Kun sjælden vare begge Skibe samlede, men vidste deg altid til hinanden. Da de kom til Bjarmeland, sejlede de op ad Vinaa eller Dvina til Kjøbstaden, og sluttede Kjøbstevne med Bjarmerne<ref>Om Handelen med Bjarmerne, se ovenfor B. II, hvor Haalogalændingen Ottars mærkelige Beskrivelse over denne Bjarmelandsfart anføres, saa vel som B. III, hvor der tales om Harald Graafelds Tog til Bjarmeland. Hvilken den Kjøbstad var, der nævnes saavel paa sidstnævnte Sted, som her ovenfor, siges ikke udtrykkeligt, dog maa man nærmest tænke paa Cholmogory, der ligger paa en Ø ved Flodens venstre Bred, og som siden efter, da Bjarmeland var blevet russisk, og indtil Arkhangelsk og, førend Archangel blev anlagt, betragtedes som Hovedstaden i hiint Landskab. Dog er det altid et stort Spørgsmaal, om Cholmogory virkelig er ældre end det russiske Herredømme. Der gives for øvrigt dem, der af Mangel paa Kjendskab til Forholdene have fablet om, at Cholmogory skulde være det samme som "Holmgaard", og deraf villet bevise Cholmogorys Ælde; om Urimeligheden heraf er det ufornødent at tale videre.</ref>. 

Alle de, som havde Penge at betale med, fik fuldt op af Varer. Thore fik en Mængde Graaverk, Bæver- og Sobelskind; Karle havde ogsaa mange Penge, for hvilke han kjøbte Pelsverk. Da Kjøbstevnen var sluttet, styrede de atter ud efter Elven, og da opsagdes Freden med Indbyggerne. Da de kom ud til Havet, holdt de Skibsstevne, og Thore spurgte da om nogen havde Lyst til at gaa op paa Land og skaffe sig Kostbarheder. De andre svarede at de nok havde Lyst dertil, naar det kun ikke var forbundet med altfor store Vanskeligheder. Thore sagde at det vistnok var forbundet med ikke ubetydelig Fare, men at der og var saa meget mere Gods at vinde, hvis man var heldig. Alle sagde da, at de gjerne vilde vove et Forsøg, naar der kun var Udsigt til Vinding. Sagen forholdt sig saaledes, sagde Thore, at naar rige Mænd i Bjarmeland døde, var det Skik at alt Løsøret skulde deles mellem den Afdøde og hans Arvinger. Han skulde have Halvdelen eller Trediedelen, stundom mindre; dette Gods skulde bæres ud i Skovene, og man plejede deels at lægge det i Høje, og fylde Muld derpaa, deels ogsaa at indrette egne Huse dertil. Et sligt Sted, meente Thore, burde man see til at plyndre. Det var bedst, sagde han, at begive sig ud paa dette Æventyr om Kvelden, og det maatte være en streng Aftale, at ingen skulde løbe fra de øvrige, og at heller ingen skulde blive tilbage naar Formanden sagde at man maatte bort. Da Aftenen kom, begav man sig afsted efter at have ladet nogle blive tilbage for at passe paa Skibene. Vejen gik først over nogle Sletter, derpaa kom man til en stor Skov. Thore gik først, men Brødrene bagerst. Thore bad dem alle sammen fare frem i Stilhed, og flække noget Bark af de Trær, de kom forbi, for derved at finde Vejen tilbage igjen. Endelig kom de frem til en stor opryddet Plads, hvor der stod en høj Skidgard med en Port, som var læst. Det var sædvanligt, at sex af Landets Mænd hver Nat holdt Vagt over Skidgarden, to og to hver Trediedeel af Natten. Men tilfældigviis var nu den Vagt, der skulde afløses, gaaet hjem, og de der skulde afløse den, endnu ikke komne. Thore gik derfor til Skidgarden, hagede sin Øxe fast øverst oppe og halede sig op efter Skaftet, saa at han kom over Gjerdet og ned paa den anden Side. Da var ogsaa Karle kommen over paa et andet Sted, saa at de paa samme Tid kom til Porten, toge Slagbommene fra, og lukkede den op, for at deres Følge kunde komme ind. Thore sagde nu: "I denne Indhegning er en Høj, der heel igjennem er rørt sammen af Guld, Sølv og Muld; med den kunne I give eder ifærd; men her staar ogsaa Bjarmernes Afgud, der kaldes Jomale: den maa ingen driste sig til at plyndre". De gik nu til Højen, toge saa mange Kostbarheder de kunde, og stak dem til sig i sine Klæder: der fulgte, som man let kan begribe, ogsaa meget Muld med. Da man var færdig dermed, gav Thore Befaling til at drage bort. "Karle og Gunnstein", sagde han, "skulle gaa først, og jeg sidst". Alle gik da ud af Porten. Imidlertid sneg Thore sig tilbage til Jomalebilledet, og tog en Sølvbolle fyldt med Sølvpenge, der stod paa dets Knæ; Pengene heldte han i sin Barm, og stak Armen i Hadden paa Bollen. Derpaa skyndte han sig efter de øvrige. Disse havde savnet ham, og Karle vendte om for at see, hvor han var bleven af. De mødtes indenfor Porten, og da Karle saa at Thore havde Sølvbollen, løb ogsaa han til Jomalebilledet. Han saa, at det om Halsen havde et tykt Smykke; for at faa det, vilde han hugge Snoren over, hvormed det var fæstet bag ved Nakken, men han hug i sin Ivrighed saa haardt, at Hovedet røg af Billedet, med et Brag saa stort at alle undredes derover. Og i det samme kom Vagtmændene ind paa Rydningen, og blæste i sine Horn. Tegnet besvaredes af andre Horn fra alle Kanter, og Nordmændene skyndte sig nu alt hvad de kunde over Pladsen ind i Skoven. De hørte Raab og Skrig bag sig paa Pladsen, thi nu vare Bjarmerne komne, og satte efter dem. Det lykkedes dem dog at komme gjennem Skoven og over Sletterne ned til Skibene, skjønt de hørte Bjarmernes Hærskarer følge dem i Hælene med Raab og de fæleste Brøl. Karle og hans Folk kom først ombord og satte strax afsted; Thore, der gik bagerst, og som skal have anvendt hemmelighedsfulde Kunster for at forblinde Bjarmerne<ref>Der fortælles, at der gik to Mænd lige foran ham, bærende en Sæk, hvoraf han fra Tid til anden fremtog noget der lignede Aske, og snart strøede det i Sporene bag sig, snart kastede det fremover Skaren; hvoraf Virkningen skal have været den, at Bjarmerne, da de kom frem paa Sletten, ej kunde see dem. Noget lignende fortælles om Dronning Gunnhild, da hun forvildede Sporet for Finnerne (se ovenfor B. II), ogsaa hun strøede noget, der lignede Aske. At Thore virkelig har gjort nogle slige Kunster, eller strøet noget om sig, synes vist, da han siden pukkede derpaa, og tilegnede sig Fortjenesten af at de alle vare undkomne; men hvor vidt han selv troede derpaa, er en anden Sag.</ref>, kom senest fra Land, især da hans store Skib ogsaa var mindre letvindt at faa i Fart. Karles Skib var derfor allerede langt ude, da Thore satte Sejl til. De styrede begge tvers over Gandvik eller det hvide Hav, og sejlede, da Nætterne endnu vare lyse, baade Nat og Dag, indtil Karle en Aften lagde ind ved nogle Øer, hvor han lod kaste Anker og bie paa Strømfald, fordi der var en svær Søgang lige foran dem<ref>Dette maa have været et Sted ved Udløbet af det hvide Hav, maaskee ved Triostrova eller de tre Øer yderst paa Ter-halvøen, ved de af Ottar saakaldte Terfinners Land.</ref>. Da kom Thores Skib efter og kastede ligeledes Anker. Thore lod sætte en Baad ud, og roede paa den, ledsaget af nogle Mænd, hen til Brødrenes Skib. Her gik han ombord. Brødrene hilsede ham venligt. Han forlangte, at Karle skulde udlevere ham Halsesmykket, fordi, som han sagde, alle de fra Billedet tagne Kostbarheder med Rette tilkom ham, hvem alle de øvrige skyldte at de slap heelskindede bort, medens Karle derimod havde bragt dem i den største Fare. Karle svarede: "Kong Olaf ejer Halvdelen af alt det Gods, jeg vinder paa denne Rejse; og ham tiltænker jeg Smykket. Henvend dig herfor til ham, om du vil, thi det er muligt at han ej vil befatte sig dermed, fordi jeg tog det af Jomalen". Thore sagde nu, at de skulde gaa i Land paa Øen og skifte sit Bytte. Men Gunnstein svarede at det just nu var Strømskifte og Tid til at sejle. I det samme lettede de Anker, og da Thore saa det, gik han atter ned i Baaden og roede til sit eget Skib. Brødrene vare allerede langt forud, førend han kom under Sejl, og saaledes gik det en Tid, at de altid vare i Forvejen, skjønt ogsaa Thore sejlede alt hvad han kunde, indtil de kom til Geirsver, hvor den første ordentlige Havn og Bryggeleje fandtes for dem, som kom østfra<ref>Navnet Geirsvær udtales nu skjødesløst, og udtaltes vel allerede i Oldtiden "Gjesvær"; Været ligger i Tuefjorden ved Magerøen strax vestenfor Nordkap.</ref>.

[[File:Halfdan Egedius - Her skal du få kjenne en bjarkøying, Karle - Ubenyttet ill. til Olav den Helliges Saga i Snorre Sturlason, Kongesagaer, Kristiania 1899 - NG.K&H.B.03098 - National Museum of Art, Architecture and Design (cropped).jpg|thumb| "Her skal du få kjenne en bjarkøying, Karle." Ubenyttet illustrasjon av Halfdan Egedius til Olav den helliges saga, Snorres kongesagaer, 1899-utg.]]Her ankom de begge en Aften, og lagde ind i Havnen, Thore inderst, og Karle længer ude. Da man havde tjeldet paa Thores Skib, gik han, ledsaget af et talrigt Følge, op paa Land, og hen til det Sted, hvor Brødrenes Skib laa. Han raabte ud til Skibet og bad dem komme i Land. De gjorde saa; nogle faa Folk fulgte dem. Da begyndte Thore, som før, at fordre at man skulde bringe Hærfanget op paa Land og skifte det. Brødrene svarede at det ikke behøvedes, førend man var kommen hjem, hver i sin Bygd. Thore indvendte, at det var Skik og Brug at skifte Hærfang snarest muligt, og ikke saa ganske at stole paa Folks Ærlighed. Herom talte de en Stund sammen, uden at kunne enes, og Thore gik bort. Men da han havde gaaet et lidet Stykke, vendte han tilbage, befalende sit Følge at bie paa ham. Han raabte paa Karle og sagde at han vilde tale i Eenrum med ham. Karle vendte om og gik hen imod ham, men i det samme de mødtes, stødte Thore et Spyd i hans Bryst, saa at det stod tvers igjennem ham, med de Ord: "her, Karle, kan du lære en Bjarkøing at kjende; jeg tænkte nok ogsaa at du skulde faa Spydet Selshevner<ref>Nemlig det Spyd, med hvilket Aasmund Grankellssøn havde hevnet Thore Sel ved dermed at gjennombore Aasbjørn Selsbane; dette havde Aasbjørns Moder siden givet Thore med den højtidelige Opfordring at hevne ham, se ovenfor. Det var Karle, som havde udpeget Aasbjørn for Aasmund, derfor gik Hevnen ud over ham.</ref> at føle". Karle døde strax, og Thore og hans Mænd gik til deres Skib. Da Gunnstein og hans Følge saa Karle falde, løb de til, toge Liget, bare det ombord, sloge Tjeldingerne ned, trak Bryggerne op, hejsede Sejl, og skyndte sig afsted. Da Thore og hans Mænd saa dette, kastede ogsaa de Tjeldene af, og søgte saa hurtigt som muligt at komme efter; men da de hejsede Sejlet, brast Staget saa at Sejlet faldt ned tvers over Skibet. Det varede længe, førend de atter fik Sejlet op, og dette forsinkede dem saaledes, at Gunnstein allerede var kommen langt, førend Thores Skib var i Fart. 

Thore baade sejlede og roede af alle Kræfter Dag og Nat; det samme gjorde Gunnstein, og det varede længe førend Skibene nærmedes, thi da man var kommen forbi Kvænangen, begyndte Farten at gaa gjennem Sundene, hvor Gunnsteins Skib var lettere at vende. Dog halede Thores Skib ind paa dem, saa at de, da de kom til Lengvik strax østenfor Senjen, fandt det raadeligst at lægge til Land og løbe op fra Skibet. Strax efter kom Thore, løb op paa Land og forfulgte dem, dog lykkedes det dem at faa skjult sig ved en Kones Hjelp<ref>Ogsaa denne Kone skal efter Sagaen have anvendt Trolddom.</ref>, men Thore og hans Mænd toge alt det Gods, der var ombord i deres Skib, fyldte det med Steen i Stedet, førte det ud paa Fjorden, hug Hul i det og sænkede det ned. Thore satte nu Farten lige hjem til Bjarkø, men Gunnstein og hans Mænd nødsagedes til at søge hjem paa Smaabaade, og ganske hemmeligt, saaledes at de kun rejste om Natten og laa stille om Dagen, indtil de kom ud af Thores Syssel<ref>Heraf skulde det synes, som om ogsaa Thore havde Syssel paa Haalogaland, uagtet Sagaerne ellers kun tale om at Sysselen paa Haalogaland var deelt mellem Haarek og Aasmund. Maaskee dog kun Udtrykket her er unøjagtigt, og alene betegner det Strøg, hvor Thore havde Indflydelse. For Resten kan det godt være muligt, at Thore, da han blev Olafs Hirdmand, fik den allernordligste Deel, eller Amd, i Syssel (Andarnes sysla); samt at Aasmund havde Ylfe- og Lofotens Syssel, maaskee ogsaa Stegen og Salten.</ref>. Gunnstein begav sig først hjem til Langø, men drog efter et kort Ophold der til Kongen i Throndhjem, og fortalte ham om hvorledes det var gaaet paa Bjarmelandsfarten. Kongen beklagede det meget, og lovede at skaffe ham Ret, saa snart han kunde. Imidlertid forblev Gunnstein hos ham efter hans Indbydelse<ref>Olaf den helliges Saga. Cap. 129, Snorre, Cap. 143.</ref>.

==Olaf udbyder Leding==

Tidligt den følgende Vaar (1027), kort efter at Finn Arnessøn og hans to Brødre havde svoret Olaf Troskabsed, kaldte han Finn og andre af sine Raadgivere til sig, og tilkjendegav sin Hensigt, at udbyde Leding, baade af Folk og Skibe, fra det hele Land, for at være rede til at møde Kong Knut, naar denne, hvad han nu maatte vente, vilde paaføre ham Krig. Han overdrog Finn Arnessøn det Hverv at drage til Haalogaland for at udbyde Almenning paa Kongens Vegne, fastsættende Agdanes som det Sted, hvor den skulde møde ham; han udnævnte derhos nogle til at fare ind i Throndhjem og andre til at drage sydefter i samme Ærende, saa at Budet altsaa udgik over det hele Land.

Finn rejste nordefter paa en Skude med henved 30 Mand. Da han kom til Haalogaland, stevnede han Bønderne til Thing, fremførte Kongens Ærende, og krævede Leding. Bønderne i de Herreder havde store ledingsdygtige Skibe, og de udrustede sig strax ifølge Opbudet. Paa denne Maade drog Finn fra Herred til Herred nordefter; deels holdt han Thing, deels sendte han, hvor han fandt det bekvemmest, sine Mænd omkring for at kræve Udbud. Saaledes sendte han ogsaa Bud til Thore Hund i Bjarkø, og lod kræve Leding der, som andensteds.

Da Thore fik Budskabet, udrustede han strax paa sin egen Bekostning det Skib, han Sommeren forud havde brugt til Bjarmelandsrejsen, og besatte det med sine Huuskarle. Finn foreskrev at alle Haaleygerne fra de nordligere Herreder skulde møde med deres Skibe i Vaagen. Her samledes da om Vaaren en stor Flaade, som oppebiede Finn, medens han var nordenfor; ogsaa Thore Hund indfandt sig. Da Finn kom, lod han strax blæse til Huusthing for alle Ledingsfolkene. Her skulde de vise sine Vaaben, og det skulde undersøges, om Udbudet fra hver Skibrede var lovmæssigt fyldestgjort.

Da dette var bragt i Orden, henvendte Finn sig til Thore Hund, og spurgte, hvad Tilbud han vilde gjøre Kongen fordi han havde dræbt hans Hirdmand Karle og for Ranet paa Kongens Gods i Lengvik. "Jeg har", sagde han, "Kongens Fuldmagt i denne Sag, og vil vide dit Svar". Thore saa sig om: paa begge Sider stod der en Mængde vel bevæbnede Mænd, blandt hvilke han kjendte Gunnstein og mange andre af Karles Venner: her nyttede altsaa ingen Modstand. Han sagde derfor: "mit Tilbud er snart sagt, nemlig at overlade det hele til Kongens Dom". Finn svarede: "du faar nu finde dig i det mindre hæderlige, nemlig at overlade det til min Dom". Ogsaa hermed erklærede Thore sig tilfreds, og overlod højtideligt Finn den hele Afgjørelse. Finn fremsagde nu Forligsbetingelserne, nemlig at Thore for Karles Drab skulde betale Kongen 10 Merker Guld, og ligeledes 10 Merker Guld til Gunnstein og hans Frænder; endnu 10 Merker Guld skulde han bøde for Ran og Ejendomsspilde, altsaa tilsammen 30 Merker Guld, og det skulde udredes strax<ref>Uagtet Forholdet mellem Guld og Sølv i hiin Tid neppe var større end senere, nemlig som 8:1, var denne Bod dog overmaade stor. 30 Merker Guld var det samme som 240 Merker Sølv; regnes hver Mark for omtrent 9 Sølvspecier, bliver dette 2,160 Spdlr.; men tager man nu dertil i Betragtning, at Pengene paa hiin Tid næsten var 10 Gange saa meget værd som nu, vil Summen svare til ikke langt fra 20,000 Spd. i vore Penge. Men det er øjensynligt, at den ej alene skulde være en Bod, men ogsaa indeholde Erstatning for det kostbare Gods, der var røvet fra Karle.</ref>.

Thore indvendte at dette var en svær Pengebod. Finn svarede at enten maatte han betale den, eller der blev intet af Forliget. Thore bad nu om Frist til at laane Pengene sammen af sine Naboer. Finn var ubøjelig, og sagde at han skulde betale strax og dertil udlevere det Smykke, han havde taget af Karles Lig. Thore paastod at han intet Smykke havde taget. Men Gunnstein traadte frem og sagde, at Karle visselig havde et Smykke om Halsen da de skiltes ad, men at det savnedes paa hans Lig. Thore svarede at dette Smykke ikke var kommet ham i Hu, og at det, hvis han virkelig havde det, maatte ligge hjemme i Bjarkø. Men Finn lod sig ikke afspise hermed, satte Spydsodden for Brystet paa Thore, og sagde at han strax skulde komme frem med Smykket. Da tog Thore det af sin Hals, og rakte Finn det: han havde saaledes hidtil kun søgt Udflugter.

Thore gik nu bort, og ombord paa sit Skib, men Finn fulgte ham med mange Folk, og begyndte at undersøge Rummene. Tæt ved Masten nedenunder Dækket saa de to uhyre store Tønder. Finn spurgte hvad der var i dem. Thore svarede at det var Drikkevarer. "Hvorfor giver du os da ikke noget at drikke", spurgte Finn, "saa stort Forraad som du har?" Thore bød en af sine Mænd at tappe noget ud af dem; det skede, og Drikken blev befunden at være meget god.

Nu forlangte Finn, at Thore skulde udrede Pengene. Thore, som imidlertid havde gaaet frem og tilbage paa Skibet, og talt snart med en, snart med en anden, bad Finn gaa op paa Land, saa skulde han betale der. Finn føjede ham heri og Thore begyndte nu at udbetale Pengene i Sølv. Først kom han frem med en Pung, hvori der var 10 Merker vejede, derpaa med mange Knytter, af hvilke nogle indeholdt en Mark, andre en halv, ja flere endog kun nogle Ører. Dette, sagde han, var Penge, som forskjellige Folk havde laant ham, da hans egne Rejsepenge allerede vare opbrugte. Han gik ud paa Skibet igjen, og vendte atter tilbage med en Deel mindre Summer, som han saaledes efterhaanden udbetalte i Smaat. Dette medtog lang Tid, og det lakkede allerede mod Aftenen.

==Thore Hunds Frafald==

Man var imidlertid bleven færdig med Forhandlingerne paa Thinget, og de fleste havde allerede begivet sig bort. Finn saa, at den ham omgivende Hob blev tyndere og tyndere. Flere spurgte ham, om han nu ikke snart var færdig, og bad ham skynde sig. Men endnu var ikke Trediedelen af Pengene betalt. "Det gaar seent med Udbetalingen, Thore", sagde Finn, "og jeg seer, den gaar dig meget nær; jeg skal derfor lade dig slippe nu for denne Gang, saa kan du betale Kongen selv Resten". Med disse Ord stod Finn op for at gaa bort. "Det er mig kjært, Finn, at vi skilles ad", svarede Thore, "og jeg har den bedste Vilje til at betale denne Gjeld saaledes at hverken du eller Kongen skal synes at have faaet for lidet".

Finn gik nu til sit Skib og sejlede efter den øvrige Flaade, men Thore blev seent færdig førend han kom ud af Havnen. Da Sejlet var oppe paa hans Skib, holdt han ud paa Vestfjorden og siden ud til Havs, fortsættende Vejen sydefter langs Kysten saaledes, at kun den øverste Deel af Fjeldene syntes over Vandet, ja stundom endog Toppene selv skjultes. Da han kom syd til Englandshavet eller Nordsøen, satte han lige over til England, hvor han siden begav sig til Kong Knut, der tog meget godt imod ham.

Det viste sig da, at Thore havde en Mængde Løsøre, og at han var i Besiddelse af alt, hvad saavel han, som Karle og Gunnstein havde vundet i Bjarmeland. I de store Tønder var der dobbelt Bund; kun det ubetydelige Rum mellem Bundene indeholdt Drikke, for øvrigt vare Tønderne fyldte med Graaskind, Bæver- og Sobelskind. Finn Arnessøn drog imidlertid med den Flaade, han havde samlet, til Kong Olaf og fortalte ham hvorledes det var gaaet ham med Thore. "Jeg formoder", sagde han, "at han er dragen til England for at slutte sig til Kong Knut; og os er han vist til meget lidet Gavn". "Jeg tror ogsaa", sagde Kongen, "at Thore er vor Uven, men jeg tænker altid det er bedre at han er mig fjern, end nær"<ref> Olaf den helligea Saga. Cap. 135. Snorre, Cap. 140.</ref>.

==Haareks og Amunds Tvist==

Den samme Vinter (1026—1027) havde Aasmund Grankellssøn været i sin Syssel paa Haalogaland, og opholdt sig hos sin Fader Grankell. Til dennes Gaard havde der fra gammel Tid ligget et Udvær, hvor der baade var Sæl- og Fugle-Fangst, Eggvær og Fiskevær. Men Haarek i Thjotta havde tilegnet sig det, og i flere Aar haft al Nytte deraf. Nu meente Aasmund og hans Fader, at de kunde nyde godt af Kongens Hjelp i enhver retfærdig Sag, og begave sig derfor om Vaaren til Haarek med Bud og Jærtegner fra Kongen, at han skulde afstaa fra sine Fordringer paa Været.

Haarek vilde ikke høre noget herom. Han paastod at Aasmund havde faret med Usandhed for Kongen, og at han selv havde Retten paa sin Side. "Du burde dog, Aasmund", sagde han, "lære at holde Maade, om du end nu tror at være en stor Mand, fordi du har Kongen i Ryggen. Dette kan nok ogsaa behøves, hvis det skal kunne lykkes dig at dræbe Høvdinger og gjøre dem til Ubodemænd, og plyndre os, der hidtil troede at kunne holde vore Jevnbaarne Stangen, end sige saadanne som dig, der ikke paa langt nær ere vore Ligemænd, hvad Æt og Byrd angaar". "Det faa nok mange at føle", sagde Aasmund, "at du, Haarek, er frændestor og anmassende, thi mange sidde skjæve for din Skyld; men til os skal det ikke nytte dig at komme med slig Uretfærdighed og saadan Krænkelse af Lov og Ret, som denne".

Dermed skiltes de. Haarek sendte 10 eller 12 Huuskarle med et stort Rofartøj til Været, hvor de efter hans Befaling toge al den Vejdefang, de kunde faa, og ladede Fartøjet. Men da de vare færdige til at drage hjem, kom Aasmund over dem med 30 Mand, og bød dem give Slip paa altsammen. De vægrede sig derved, men Aasmund angreb dem, og da han havde Overmagten, bleve de deels bankede, deels saarede, deels jagne ud i Vandet, men al Fangsten bragt over fra deres Fartøj til Aasmunds.

Haareks Huuskarle kom hjem og bragte deres Herre denne Efterretning. "Der skeer nu mangt og meget", sagde han, "som er nyt og uhørt; det har aldrig før hændt sig at mine Mænd have faaet Bank". Imidlertid talte han intet videre derom, og var tilsyneladende nok saa lystig. Om Vaaren lod han en tyvesædet Snekke udruste paa det ypperligste, bemandede den med sine Huuskarle, og begav sig ifølge Opbudet til Kongen, hos hvem han traf Aasmund.

Kongen lod sig det være magtpaaliggende at forlige dem, og fik dem til at henskyde deres Trætte under hans Dom. Aasmund lod føre Vidner paa, at Været havde tilhørt Grankell; efter dette Vidnesbyrd dømte Kongen saaledes, at Grankell skulde beholde Været, men ingen Bod betales for Haareks Huuskarle. Dette, siges der, gav Sagen et skakt Udfald; dog ytrede Haarek at det var ingen Skam for ham at lyde Kongens Dom, hvorledes det end siden gik med Sagen. Det var imidlertid let at skjønne, at Haarek, som allerede forhen ikke var Kongen synderlig god, herefter i sit Hjerte maatte være ham end mere fiendsk, og at Kongen vilde have været bedre tjent med at vide ham, som Thore, hos Knut blandt sine aabenbare Fiender, end i sin Hær som en tilsyneladende Ven.

==Fotnoter==
<references/>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på norsk]]
[[Kategori:Peter Andreas Munch]]