Vis kilden til Det norske Folks Historie bind 5 - Magnus's Fejde med Sven. Dennes gjentagne Nederlag og Fordrivelse

{|class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=:Det norske Folks Historie bind 5 - Magnus's Fejde med Sven. Dennes gjentagne Nederlag og Fordrivelse]] !!  !! !! 
|-
|}


<center>'''[[Det norske Folks Historie bind 5]]'''<br><br>

<big>'''Magnus's Fejde med Sven. Dennes gjentagne Nederlag og Fordrivelse'''</big>


<br>av[[Peter Andreas Munch biografi| Peter Andreas Munch]]
</center>


==Slaget ved Aaros==

[[File:Magnus den godes saga-Sjaelland-W. Wetlesen.jpg|thumb|400px|I tiden 1042–1045 utkjempet Magnus flere slag mot den opprørske danske jarlen Svein og vant dem alle. Illustrasjon av Wilhelm Wetlesen til Snorres kongesagaer, 1899-utg.]]Efter at denne Fare saaledes var afvendt, og Danmark frelst fra Vendernes Skarer, tog Magnus sit Vintersæde, som det synes, i Slesvig, eller i alle Fald i det sydlige Jylland, omgiven af et ikke ubetydeligt Antal Folk, snarere, som man maa formode, for at være ved Haanden, om Venderne skulde ville foretage noget nyt Angreb, end fordi han ventede noget nyt Oprørsforsøg af Sven, hvis Udsigter til Held nu maatte ansees at være meget ringe<ref>Magnus den godes Saga, Cap. 37, saa vel som Snorre, Cap. 30, lade Sven som oven anført, strax efter Venderslaget holde et Slag med Magnus "vestenfor Re", eller, som det i den trykte Udgave af Magnus den godes Saga heder, "vestenfor Aren", hvilket igjen i Knytlinga Saga, Cap. 22, aabenbart ved Konjektur, er blevet til "Errit" d. e. Ærø. Men det er allerede viist, at dette Slag er det samme som det Slag ved Re med Vikinger, som Magnus den godes Saga og Fagrskinna omtale umiddelbart før Slaget paa Lyrskovshede, og hvor den første endog anfører det samme Halvvers af Arnor, som den siden gjentager her. Allerede dette beviser noksom Identiteten af begge de foregivne Slag. At dette Slag foregik før, ej efter Venderslaget, synes først og fremst at kunne sluttes deraf, at vel hverken Magnus eller Sven umiddelbart efter Venderslaget kunne have været i Stand til at stride paany. Det bestyrkes og deraf, at Fagrskinna nævner Slaget ved Re før, ej efter Venderslaget. Men allerbedst sees det af det i Magnus den godes Saga selv, Cap. 41, meddeelte Vers af den samtidige Odd Kikinaskald, hvor Slaget paa Lyrskovshede og Slaget paa Aaros omtales som forefaldne det ene før Mikkelsdag, det andet før Juul, uden at noget fandt Sted derimellem. Vi have derfor og ovenfor undladt at omtale det. At Magnus efter Venderslaget tog sit Sæde tog sit Sæde i Heidaby eller Slesvig, synes at maatte sluttes deels deraf, at denne By var ham nærmest, og den fornemste i Jylland, deels af den Omstændighed, at han siden siges at have sejlet søndenfra til Aaros mod Sven.</ref>. Sven begav sig ogsaa for det første til sit gamle Tilhold i Gautland, hvorfra han kunde have Øje med Magnus’s Bevægelser. Men aldrig saa snart hørte han, at denne havde forladt sine Skibe, — det vil vel her sige: havde ladet dem aftakle og afskediget sine danske Tropper — førend han atter satte sig i Bevægelse, og søgte at skaffe sig Tilhængere blandt Sjælandsfarerne, Fyenboerne og de øvrige Øboer. Dette lykkedes ham ogsaa temmelig godt. Hans Upopularitet kan vel derfor neppe have været saa stor, som Saxo siger. Den har vel og især ytret sig i Jylland, der var det eneste Landskab, som havde lidt ved Vendernes Angreb. De andre, som ej ha vde følt noget dertil, kunde saaledes heller ikke have noget imod ham derfor, saa meget mere som der paa denne Tid og endnu meget længe efter kun var lidet Sammenhold mellem de enkelte danske Landskaber. Med denne Hær styrede han henimod Juul over til Jylland og lagde ind i Limfjorden. Her underkastede mange sig ham, mere, som man kan see, af Tvang end af Hengivenhed, da det tillige berettes, at han afpressede nogle en Deel Penge, og at andre flygtede til Kong Magnus. Da denne hørte, hvad Sven tog sig for, lod han strax sine Skibe gjøre sejlklare, gik ombord med de Nordmænd, han havde hos sig, tilligemed en Deel danske eller jydske Krigere, og styrede nordefter langs Jyllands Kyst og gjennem Middelfartsund.

Sven var imidlertid kommen lige til Aaros, hvor han laa med en betydelig Styrke. Da han hørte at Magnus nærmede sig, lod han sine Skibe lægge ud fra Byen, og beredte sig til Slag. Magnus, som ogsaa paa sin Side fik Nys herom, og saaledes vidste at kun en kort Afstand nu skilte dem ad, gjorde Holdt, sammenkaldte sine Mænd til et Huusthing, og talte saaledes til dem: "Vi have hørt, at Jarlen ligger her strax foran os med sin Flaade, der efter hvad man fortæller, skal være stor. Jeg vil nu kundgjøre eder min Agt, som er den, at binde an mod Jarlen, og stride med ham, om vi end have en langt ringere Styrke, thi nu som før sætte vi vor Tillid til Gud og min Fader, den hellige Kong Olaf. Han har allerede forhen forundt os Sejr over vore Fiender, skjønt de vare mandsterkere. Min Vilje er nu, at vi skulle opsøge Fienden, og strax ro til og begynde Striden, naar vi mødes. Herpaa skulle alle belave sig". Da han havde endt denne korte Opmuntringstale, iførte Krigerne sig sine Rustninger, og gjorde sine Rum rede til Striden. Derpaa fortsattes Farten, og saa snart de fik Øje paa Svens Skibe, roede de til Angreb, saaledes som Kongen havde befalet. Ogsaa Svens Mænd væbnede sig og bandt Skibene sammen; og nu begyndte et heftigt og blodigt Slag. Der kæmpedes med Haardnakkethed om Stavnene; alene her kunde man gjensidigt naa hinanden med Øxer og Sverd. De der vare i Forrummene, brugte Spyd, og de der vare endnu længer agter, forskjellige Slags Kaste- og Skudvaaben. Kongen var i Førstningen omgiven af en Skjoldborg, men da det syntes ham at gaa alt for seendrægtigt med Kampen, løb han frem af Skjoldborgen, opfordrede sine Mænd med høj Røst til at følge ham, og gik lige frem i Stavnen. Da hans Mænd saa dette, eggede de ogsaa hverandre indbyrdes til at gjøre det samme: det opmuntrende Raab hørtes fra Skib til Skib, og med uimodstaaelig Kraft trængte Magnus og hans Mænd frem. Svens Skib ryddedes i Forstavnen og lige til Saxene. Magnus var selv den første til at entre, hans Mænd fulgte efter, og Sven og hans Krigere kunde ej holde Stand, og det hele Skib blev ryddet. Lignende Skjebne havde det næste, og saa fremdeles, indtil Magnus havde erobret og ryddet syv Skibe. Da tog Sven Flugten, og Magnus hindredes, som man maa formode, alene ved det paa den Tid af Aaret tidligt indtrædende Mørke fra strax at forfølge ham; Slaget stod nemlig Søndag før Juul, eller den 18de December<ref>Magnus den godes Saga, Cap. 31. Fagrskinna, Cap. 145. Denne vil vide, at Sven havde færre Folk end Magnus. At Slaget stod paa en Søndag, siges i et Vers af Thjodolf (Fornm. S. V, 78); at det var før Juul, i hiint Vers af Odd Skald.</ref>. Endnu samme Nat flygtede Sven med Levningerne af sin Flaade over til Sjæland. Imidlertid lagde Magnus til Land, og Indbyggerne der i Egnen maatte nu undgjelde fordi de havde taget Svens Parti, idet Kongen sendte sine Mænd op i Landet og lod dem drive en Mængde Kvæg ned til Stranden for at nedslagte det til Skibsforraad. Men den næste Dag satte han over til Sjæland, opsøgte Sven, og fandt ham liggende med faa Skibe ved Havn (senere Kjøbenhavn)<ref>Knytlinga Saga, Cap. 208.</ref>. Efter en kort Fegtning flygtede Sven op i Landet, men Magnus forfulgte ham, fældte mange af hans Mænd og udbredte stor Forfærdelse. "Kvinderne", siger Thjodolf Skald, "spurgte alle som een, hvem der bar de med Blod farvede Skjolde, og priste sig lykkelige ved at kunne undslippe gjennem Skoven; en stor Mængde tyede til Ringsted". Sven selv flygtede heelt over til Fyn. Magnus drog med Hærskjold over Sjæland, og brændte deres Gaarde, som denne Høst havde slaaet sig til Svens Flok. Siden, da han hørte at Sven var i Fyn, forfulgte han ham ogsaa did. Sven vovede ikke at oppebie ham, men skyndte sig over til Skaane, hvorfra han drog op til Gautland, og videre til sin Beskytter Kong Anund. Magnus straffede imidlertid de frafaldne Fynboer paa samme Maade som Sjælandsfarerne; og alle de af Svens Tilhængere, der kunde, toge Flugten. "Vinden", siger Thjodolf, "hvirvler Luen højt til Vejrs af Egeveggene; Ilden raser heftigt; fra de fynske Gaarde blusser Flammen op til den dobbelte Højde, Tag og Næverklædning lider Nød; Nordmændene brænde Salene op i Ejernes Paasyn"<ref>Magnus den godes Saga, Cap. 38, 39. Snorre, Cap. 31—33. Knytlingasaga. Cap. 22.</ref>.

==Slaget ved Helgenes==

Ved denne haarde Fremferd, der rigtignok synes mere skikket til at vække en øjeblikkelig Skræk end til at skaffe Kongen nogen sand og varig Hengivenhed hos Folket, blev Oprørsaanden for en Stund kvalt, og det hele Folk i Danmark underkaste de sig paa ny Magnus, der nu troede sig saa sikker mod et nyt Oprør, at han mod Slutningen af Vaaren vendte tilbage til Norge med alle sine norske Tropper, og opholdt sig der længe om Sommeren (1044). Men saa snart Sven erfarede dette, var han atter paa Ferde, fik Hjelpetropper fra Sverige, og drog med dem ned til Skaane, hvor Indbyggerne, der endnu ikke havde faaet Magnus’s tunge Arm at føle, toge godt imod ham, og skaffede ham baade Skibe og Folk. Med denne Hær og Flaade styrede han over til Sjæland, der underkastede sig ham, ligeledes Fyn og de øvrige Øer, denne Gang maaskee mere af Tvang end med Indbyggernes gode Vilje<ref>Magnus den godes Saga, Cap. 39. Snorre, Cap. 34. At den her beskrevne Strid, hvorved Sven blev slagen og de Danske saa haardt maatte undgjelde for deres Oprør, er den, som hos Florents af Worcester henføres til 1046, og de fra ham laante Notitser i den 3die Kodex af Chron. Sax. til 1047, ligesom det andet Felttog, hvilket de henføre til Aaret efter, er det, der endte med Helgenes-Slaget, kan ej betvivles, især af den Aarsag, at de netop nævne dette Felttog som det afgjørende, hvorved Sven mistede mange Folk, Danmark bragtes til Lydighed og straffedes, og Magnus, som det heder "post in illa regnavit", hvilket alene kan forstaaes som om han i nogen Tid, (ovenfor er det viist at det var i et Aar) herskede i Rolighed. Saa vel Florents, som den samme Kodex af Chron. Sax. lade ogsaa Sven, i 1047 eller 1048 (d. e. 1044), forgjeves anmode Edward Confessor om Hjelp. Men da det samme fortælles næsten med de samme Ord ogsaa i det paafølgende Aar (1048 og 1049), hvor det langt bedre passer til Kontexten, maa man antage at det egentlig hører hjemme her, og alene ved en Fejltagelse er kommet ind ved et tidligere Aar. Hermed ville vi dog ej benegte Muligheden eller Sandsynligheden af at Sven virkelig ogsaa kan have bedet Edward om Hjelp mod Magnus. Men de nærmere Omstændigheder, at Jarl Godwine raadede til at sende ham 50 Skibe, men Leofric modsatte sig dette, tilhøre dog aabenbart det senere Aar</ref>. Da Magnus fik dette nye Oprør at høre, samlede han strax Folk og Skibe, sejlede ned til Danmark, opsøgte Sven, og traf ham en Aften ved Helgenes i Molshered nordenfor Aaros. Her stod et heftigt Slag, der maa ansees for Hovedslaget i den hele Strid mellem Magnus og Sven. Magnus havde færre Folk, men større og bedre udrustede Skibe. Kongen skød selv med Haandskud den hele Nat, og der faldt en Mængde af Svens Folk. "Svens Mænd", siger Thjodolf, "styrtede ved Helgenes for Spydene, og de saarede Krigere sank i Havet". Da Svens eget Skib var ryddet fra Stavn til Stavn, tog han Flugten. Alle hans øvrige Skibe bleve ligeledes ryddede og erobrede, og Magnus og hans Mænd gjorde derhos er rigt Bytte i Vaaben og Klæder. Saaledes praier Thjodolf Skald af, at han fra dette Slag hjembragte et gautsk Skjold, en Brynje og en Hjelm<ref>Det "gautske Skjold" er her karakteristisk: det viser hvorledes Sven havde Hjelpetropper fra Gautland. Slaget ved Helgenes nævnes ej alene i Magnus den godes Saga, Cap. 40, Snorre, Cap. 34, Fagrskinna, Cap. 145, Knytlingasaga, Cap. 22, men ogsaa af Thjodrek (Cap. 5), der alene nævner dette Slag — hvilket atter viser at det var Hovedslaget — og tilføjer, at Magnus derefter vandt Jylland, Fyn og Vendland. At Slaget foregik om Høsten og ved Nattetid, sees tydeligt af Arnor Jarlaskalds Vers, citeret i Magnus den godes Saga, Cap. 40, Snorre, Cap. 34, Fagrskinna, Cap. 145, hvor det blandt andet heder at Magnus begyndte Slaget ved "det indtrædende Tusmørke", og at det varede den hele "Høstnat". Thjodolf bevidner i Vers, der ligeledes anføres, hvorledes Svens Mænd faldt, at han selv maatte flygte fra sit ryddede Skib, og at Magnus tog alle hans Skibe. Til dette Slag sigter aabenbart ogsaa Florents af Worcester ved 1047, hvor han siger at Magnus, i Spidsen for en stor og vældig Flaade, holdt Slag med Sven, og efterat mange tusende Mænd vare faldne paa begge Sider, drev ham ud af Danmark, hvor han siden selv herskede, og tvang Danerne til at udrede en ikke ringe Afgift. I Ågrip, hvor alt dette fortælles meget forvirret, gaar Helgenes-Slaget forud for Slaget med Venderne. Da Sven, heder det, hørte i England at Magnus var bleven Konge i Danmark, samlede han en Hær, mødte ham ved Helgenes, men blev slagen og flygtede til Vendland, hvor han atter udrustede en Hær og drog til Danmark mod Magnus (her følger nu Beskrivelsen over Slaget paa Lyrskovshede). Saxo nævner ligeledes Krigen mellem Magnus og Sven førend Slaget med Venderne. Sven, siger han, blev slagen i Jylland, først til Vands, siden til Lands, derfra flygtede han til Fyn, og siden forbi Sjælland og Skaane til Sverige. Derpaa omtales Venderslaget. Men de samtidige Skaldes Udsagn blive her afgjørende.</ref>. Sven og de af hans Folk, der vare heldige nok til at undkomme, begave sig til Skaane. Magnus forfulgte dem ogsaa did, og herjede vidt og bredt til Straf for Indbyggernes Frafald. "Nu begynde Nordmændene", siger Thjodolf, "at trænge raskt frem med Magnus’s Banner, hvilket vi (d. e. Skaldene) gaa nærmest; sjelden bærer jeg mit Skjold ved Siden, og ikke behøver den høje Kriger at gaa paa vaklende Fod gjennem Skaane til Lund, thi ingen Vej har jeg fundet fagrere end den"<ref>Forn. S. III. 87.</ref>. Sven søgte først hen til den østlige Deel af Skaane, men heller ikke her lod Magnus ham i Ro; i al Hast satte han efter ham, ja endog saa skyndsomt, at Nordmændene, som det lader til, ej engang fik Tid til at forsyne sig med det nødvendige Drikkevand, saa at de døjede meget ondt af Tørst, foruden de Besværligheder, den sildige Aarstid og Kulden foraarsagede dem<ref>
Dette Tog, der i Magnus den godes Saga udtrykkeligt siges at være "tiltraadt i Skynding", synes at have været forbundet med mange Møjsommeligheder, at dømme efter Thjodolfs Vers (Fornm. S. VI. 88); thi det heder her: "ikke har jeg andet at drikke, end Søvand; idet jeg følger Kongen, maa jeg suge af det salte Hav. Skaanes vidtstrakte Kyst ligger for os, og vi frygte kun lidet de svenske Bondekarle (hvoraf sees atter, at Sven havde svenske Hjelpetropper); men vi udstaa mange Besværligheder (hvorved just forstaaes alskens Genvordigheder af Kulde og Væde paa Rejser) for Kongens Skyld". At det allerede var koldt, sees og af et tidligere anført Vers af Thjodolf (Fornm. S. VI. 87) hvor han taler om de "iiskolde Jernvaaben", han og de øvrige Krigere bare i Kongens Følge.</ref>. Men derved udrettede han og saa meget, at Sven ej længer torde forblive i Landet, men atter maatte ty til Gautland. Fra Skaane drog Magnus til Falster, hvor han ligeledes straffede de frafaldne Indbyggere ved at ødelægge og brænde deres Gaarde, tildeels ogsaa med Døden. Derpaa gik det paa lignende Maade ud over Fyn<ref>Magnus den godes Saga, Cap. 41, Snorre, Cap. 35, Fagrskinna, Cap. 146. Disse Herjetog omtales udtrykkeligt i Arnors og Thjodolfs anførte Vers.</ref>.

Og nu var Danmark atter bragt til Underkastelse, og Svens Stridskræfter saaledes udtømte, at han ej for det første kunde tænke paa at fornye Krigen, men maatte holde sig rolig i Sverige, idet han dog, som man seer, ingenlunde var ledig, men benyttede Tiden paa det bedste til at forberede et nyt Tog, naar Lejlighed tilbød sig, og til at skaffe sig nye Forbundsfæller. Magnus fandt det dog raadeligst at tilbringe denne Vinter (1044— 1045) i Danmark, hvor han da rimeligviis har draget om for at gjenoprette Orden og Rolighed. Men Vintren hengik i fuldkommen Fred, og alt tyder paa, at Magnus betragtede sit Herredømme i Danmark som ganske sikkert<ref>Det er, som ovenfor antydet, øjensynligt denne Fredstid (1044—1046) hvortil Florents af Worcester sigter med de Ord: "et post in illa (Danemarchia) etiam regnavit"; thi ellers vilde man ingen Tid faa for ham til at regjere i. Herefter er det nu, at Magnus den godes Saga, Cap. 42, Snorre Cap. 38 omtaler hans Brev til Kong Edward og Fordringer paa England. Men at disse fremsattes før Krigens Udbrud med Sven, fremgaar, som oven anført, noksom af Florents’s udtrykkelige Udsagn.</ref>. Magnus, som i det sidst forløbne Aar havde fyldt sit 20de Aar, blev nu, som der fortælles, meget berømt vidt og bredt i Landene for sin Magt og Vennesælhed, for sin Rundhaandethed mod Almuen, og for de store Gaver, han skjenkede Høvdinger og anseede Mænd: saa at man med Rette kunde sige, at hele Folket elskede ham af Hjertet<ref>Fornm. S. VI. 90.</ref>. Ogsaa Saxo bevidner, at alle vare enige om at kalde ham "den gode": dette Tilnavn bar han saaledes ikke mindre i Danmark end i Norge, og det tyder paa, at han havde vundet Danernes Hengivenhed.

==Fotnoter==
<references/>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på norsk]]
[[Kategori:Peter Andreas Munch]]