Vis kilden til Det norske Folks Historie bind 5 - Kirkelige Anliggender. Haralds Forhold til den bremiske Erkestol. Anlægget af Kjøbstaden Oslo, og Oprettelsen af St. Hallvards Helligdom

{|class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=:Det norske Folks Historie bind 5 - Kirkelige Anliggender. Haralds Forhold til den bremiske Erkestol. Anlægget af Kjøbstaden Oslo, og Oprettelsen af St. Hallvards Helligdom]] !!  !! !! 
|-
|}


<center>'''[[Det norske Folks Historie bind 5]]'''<br><br>

<big>'''Kirkelige Anliggender. Haralds Forhold til den bremiske Erkestol.<br>Anlægget af Kjøbstaden Oslo, og Oprettelsen af St. Hallvards Helligdom'''</big>

<br>av[[Peter Andreas Munch biografi| Peter Andreas Munch]]
</center>


==Lydbiskopper i Norge==

[[File:Grimkjhellogolav.jpg|thumb|400px|Biskop Grimkjell og Olav den hellige. Fra utstillingen "Fra hedendom til kristendom" på Moster amfi. (Foto: Krage52), 2020. Commons.)]]Ogsaa i de kirkelige Anliggender lagde Harald tydelig for Dagen, at han selv vilde udøve den højeste Myndighed i sit Rige, og ikke taale nogen Indblanding af andre. Han er den første af Norges Konger, der kom i Sammenstød med gejstlige Autoriteter. Dette er deels at tilskrive den Omstændighed, at den norske Kirke først paa hans Tid kan siges at have faaet den Udvikling, at der kunde blive Spørgsmaal om nogen mere umiddelbar Indgriben fra vedkommende gejstlige Autoriteters Side, deels ogsaa det særegne Forhold, hvori den unge norske Kirke stod, idet den ved et paveligt Magtsprog var underlagt den hamburg-bremiske Erkestol, skjønt den nærmest var grundet ved engelske Missionærer, og saaledes ej alene ved sine Forbindelser og Traditioner, men ogsaa ved Folkets Sympathier havde et langt sterkere Drag til den engelske Kirke. Hertil kommer ogsaa, at den bremiske Kirke kun et Par Aar før Haralds Tronbestigelse i Norge, havde i Erkebiskop Adalbert (1045—1072) faaet en Forstander, der i Myndighed og Lyst til at udstrække sin Magt saa vidt som muligt ikke gav Harald noget efter, og var fast bestemt paa, indtil det yderste at forfegte enhver Rettighed, hvoraf han troede at være i Besiddelse.

Det er allerede nævnt, hvorledes Olaf den hellige ved Hjelp af Grimkell nogenledes ordnede Kirkeforfatningen, og hvorledes denne, skjønt Englænder, eller hjemmehørende i England, dog paa Grund af bydende Omstændigheder gik som Gesandt til Erkebiskop Unwan, erkjendte hans Højhed, bad ham om at ville venligt modtage i sin Provinds de af Olaf fra England og Nordmandie medbragte Gejstlige, og udbad sig flere Lærere fra Bremen til at staa dem bi i Omvendelseverket. Det kan vist heller ikke betvivles, at flere ere ankomne, men deres Virksomhed har vel hovedsageligt indskrænket sig til Viken og Oplandene, der lige indtil Magnus den godes Tid stode i nærmere Forbindelse med Danmark, hvilket aldeles tilhørte den bremiske Kirke. Da vi siden finde Sigurd omtalt som Olafs egentlige Hofbiskop, medens Grimkell næsten forsvinder, og siden kun dukker op igjen ved Olafs Flugt, da han, som det lader, sluttede sig til ham paa Oplandene, til hvilke han og vendte tilbage og hvor han tilbragte den første Tid under Knytlingevældet, maa man næsten formode at han selv har fungeret som Lydbiskop for Oplandene lige fra 1015 til 1031, ja maaskee endog til sin Død, saa at han altsaa paa den Maade i Egenskab af Lydbiskop for Oplandene var tilstede ved Mødet paa Skjaldaraker. 

Under Knytlingevældet fik, som vi have seet, ogsaa Throndhjem eller det Nordenfjeldske en dansk, til den bremiske Kirke hørende Biskop i Haakon Jarls og Sven Alfivessøns Hirdbiskop, den mod St. Olaf saa fiendtligt stemte Sigurd, der vel endog, som man maa formode, og hvad der ovenfor er paapeget, have det Hverv at indrette en Planteskole for dansk-bremiske Gejstlige og sig selv en fast Residens i det af Kong Knut stiftede Kloster paa Nidarholmen<ref>Mag. Adam af Bremen, III. 14.</ref>. Sigurds Hengivenhed for den bremiske Kirke sees deraf, at han sendte sin egen Broder- eller Systersøn Æsmund til Bremen for der at oplæres. Den bremiske Kirkes Indflydelse i Norge under Knytlingevældet viser sig ogsaa deri, at den før omtalte Rodulf, Kong Edward Confessors Frænde, hvilken Olaf den hellige havde medbragt til Norge, omkring 1030 gjorde Erkebiskop Libentius i Bremen sin Opvartning<ref>Mag. Adam, II. 62. Aaret angives ej nøjagtigt; der omtales i samme Cap. at Biskop Thurgøt af Skara døde i Bremen, og at just Bisperne Odinkar den yngre fra Danmark, Sigfrid fra Sverige og Rodulf fra Norge, vare tilstede. Libentius var Erkebiskop fra 1029—1032. Da Rodulfs Nærværelse i Bremen maa have fundet Sted, førend han drog til Island, hvor han opholdt sig i 19 Aar, og da vi tillige erfare at han i 1050 kom til England, maa disse 19 Aar falde mellem 1030 og 1050; sandsynligviis 1030—1049. Det maa saaledes nærmest have været i 1030, at Rodulf var i Bremen.</ref>; det er derfor ej usandsynligt, at han nærmest har haft sin Virksomhed i Viken, skjønt han i de gamle Bisperækker nævnes blandt de throndhjemske Biskopper, det vil sige blandt Hirdbiskopperne. Blandt disse nævnes paa St. Olafs og Magnus den godes Tid ogsaa Aasgaut, Grimkells Frænde, og Jon, Aasgauts Frænde, tillige nær beslægtet med Ketil Kalf paa Ringenes, et Slægtskabsforhold, der sandsynligviis staar i Forbindelse med Grimkells Ophold paa Oplandene, og som tildeels forklarer det intime Forhold mellem Grimkell og den med Ketil Kalf eller hans Søn besvogrede Einar Thambarskelve. Grimkell, en klog Mand, har aabenbart søgt at knytte sine Frænder ved Giftermaal til de fornemme Familier i Norge, og disse Forbindelser have neppe været uden Vegt, da der var Spørgsmaal om at anerkjende Olaf som Helgen og kalde hans Søn Magnus tilbage til Norge. Fremdeles nævnes blandt de throndhjemske en Ragnar, og en Ketil, hvis Herkomst og øvrige Livsomstændigheder ej angives, og som efter Navnene lige saa vel kunne have været danske eller dansk-engelske, som norske<ref>Mag. Adam, II. 62. Aaret angives ej nøjagtigt; der omtales i samme Cap. at Biskop Thurgøt af Skara døde i Bremen, og at just Bisperne Odinkar den yngre fra Danmark, Sigfrid fra Sverige og Rodulf fra Norge, vare tilstede. Libentius var Erkebiskop fra 1029—1032. Da Rodulfs Nærværelse i Bremen maa have fundet Sted, førend han drog til Island, hvor han opholdt sig i 19 Aar, og da vi tillige erfare at han i 1050 kom til England, maa disse 19 Aar falde mellem 1030 og 1050; sandsynligviis 1030—1049. Det maa saaledes nærmest have været i 1030, at Rodulf var i Bremen. I de gamle Biskopsfortegnelser nævnes som Lydbiskopper i Throndhjem: Sigurd, Grimkell, Jon, Rodulf, Ragnar, Ketil, Aasgaut, Sigurd, Sigurd Munk (Norsk Tidsskr. V. S. 41, 43). Da den femte af disse Sigurder øjensynligt er Sven Alfivessøns Hofbiskop, synes det ogsaa, som om de, der nævnes mellem Grimkell og ham, alle skulde have levet under Olaf den hellige. Men i Olaf Tryggvessøns Saga (Fornm. Sögur III. S. 172) heder det efter Odd Munks, som det synes paa gode Kilder grundede, Beretning, at Sigurd var den første Biskop i Throndhjem, Grimkell den anden, Aasgaut, Grimkells Søstersøn (i Orig. har der vel kun staaet nepos, der bruges til at udtrykke "Frænde"), den tredie, og Jon den fjerde; det siges at Jon og Ketil Kalf begge vare Søstersønner (Frænder) af Aasgaut. Da nu tillige Mag. Adam (IV. 33) kalder Jon eller Sigurd den første, Grimkell den anden, og Sigurd, Æsmunds Morbroder, den tredie, er det klart, at Biskopsfortegnelsen her ej er streng chronologisk, men kun i Masse opregner de flere Lydbiskopper, der samtidigt virkede under St. Olaf.</ref>. Rodulf drog siden, som ovenfor nævnt, til Island, hvor han opholdt sig i 19 Aar (1030—1049), og hvor han regnes for den 4de Biskop paa Øen<ref>Are Frode (Íslendingabók Cap. 8) nævner som Biskopper mellem Frederik (se ovf. B. III. S. 255) og Rodulf Biskopperne Bernhard den bogvise 5 Aar, Kol faa Aar. Hungrvaka Cap. 3 sætter derimod efter Frederik først Jon irske, siden Bernhard den bogvise, og saa Rodulf; derimod lader den Kol først komme til Island paa Isleifs Tid (Cap. 2). Dette er aabenbart urigtigt. Thi Jon irske, om hvilken den selv siger at han siden kom til Vendland og blev dræbt der, er øjensynligt den samme som Mag. Adams "Johannes in Scotia ordinatus", "Johannes Scotorum episcopus" og "Johannes Scotus", hvilken Erkebiskop Adalbert sendte til Island, og sidenefter til Meklenburg i Vendland, hvor han myrdedes 1066 paa den i Hungrvaka omtalte Maade, at først Hænder og Fødder, siden Hovedet, blev hugne af ham. Det er allerede ovenfor viist, at Irerne i hiin Tid oftere kaldtes "Skoter"; da nu tillige Are frode (l. c.) sætter Jon irske "faa Aar" efter Rodulf, medens det ovenfor er viist (B. IV. S. 133, 224) at Bernhard den bogvise efter al Rimelighed opholdt sig paa Island mellem 1016 og 1021, er det klart, at den af Adalbert udsendte Jon ej kunde være foran Bernhard. Are frode har altsaa Ret, hvad man og af hans Ælde og Nøjagtighed kunde vente. Kol har sandsynligviis opholdt sig paa Island i den sidste Tid af Olaf den helliges Regjering, og er vel udsendt fra Norge under Forhandlingerne 1024 og 1025, maaskee endog med Thorarin Nevjulfssøn. Han døde paa Island og var den første Biskop, der begroves ved Skaalholt; dette har maaskee forledet Hungrvakas Forfatter til at tro at han kom til Island efter at Bispestolen paa Skaalholt var oprettet. Mere om alt dette nedenfor.</ref>; hans senere Udnævnelse til Abbed i Abingdon og Død er allerede omtalt. En Biskop, der udtrykkeligt siges at have opholdt sig hos Magnus den gode, men da ikke endnu kan have opnaaet den biskoppelige Værdighed<ref>Han blev nemlig først indviet til Biskop under Harald Haardraade, se nedenfor.</ref>, var Bernhard, kaldet den saxiske, og som derfor maa antages at have hørt til den bremiske Kirke. Dette antyder en nærmere Tilslutning af Magnus til den bremiske Kirke, hvilket ogsaa var en ligefrem Følge af hans Tiltrædelse til Danmarks Trone, og hans Svogerskab med de mægtige Hertuger i Saxland. Vi have seet, at Magnus, efter al Rimelighed i Slutningen af Aaret 1042, havde et Møde i Slesvig med Erkebiskop Bescelin Alebrand, ledsaget af et Par Biskopper og Hertug Bernhard, hvis Søn Ordulf her trolovedes med Magnus’s Syster Ulfhild. Man kan neppe antage andet, end at der paa dette Møde sluttedes en Art af Konkordat mellem Magnus og den bremiske Kirke, ej alene for Danmarks, men og for Norges Vedkommende, og den Yndest hos den bremiske Gejstlighed, hvori man øjensynligt kan see at Magnus stod, har neppe bidraget lidet til at sikre ham Magten i Danmark. Maaskee han ogsaa fra dette Møde har medbragt den oven nævnte saxiske Gejstlige Bernhard.

==Erkebiskop Adalbert i Bremen==

[[File:Bremen Adalbert Buecker.jpg|thumb|400px|Adalbert, bronsefigur av Heinrich G. Bücker, 1987, fra museet i Bremer Dom. (Foto: Jürgen Howaldt, 2008. Commons.)]]Da den myndige og statskloge Adalbert var bleven Erkebiskop 1045, sendte han strax Gesandter til Kongerne Magnus og Anund, forat tilbyde dem sit og bede om deres Venskab. Han udsendte ogsaa Formaningsbreve til alle Biskopper og Prester i de nordiske Lande, at de samvittighedsfuldt skulde varetage deres Kirkers Tarv, og uforfærdet arbejde paa Hedningernes Omvendelse<ref>Mag. Adam. III, 12.</ref>. Det venskabelige Forhold mellem den bremiske Erkestol og den norske Konge kunde dog ikke saa godt bestaa, efter at Norge og Danmark vare adskilte, og Sven Ulfssøn og Harald stode fiendtlige overfor hinanden. Dog maatte dette for en stor Deel komme an paa, hvilket Forhold Sven selv indtog lige overfor den bremiske Kirke. Saa længe Harald havde den alvorlige Hensigt, at vinde Danmarks Krone, og saa længe det ej var afgjort, at Sven vilde staa paa en venskabelig Fod med Erkestolen, maatte det være Harald magtpaaliggende at holde gode Miner med Erkebiskoppen, hvis Indflydelse i høj Grad vilde kunne fremme hans Interesser i Danmark. En venskabelig Forbindelse mellem Sven og den bremiske Gejstlighed maatte derimod være Harald yderst farlig, ej alene for Danmarks Vedkommende, men og formedelst den Indflydelse, Sven derigjennem kunde udøve paa Gemytterne i Norge, og da gjaldt det for Harald, saa meget som muligt at faa den norske Kirke emanciperet fra det bremiske Overherredømme, og fastholde Forbindelsen med Englands Gejstlighed, eller for saa vidt ogsaa den skulde være ham imod, med den nordmanniske.

I Førstningen stod Sven sig godt med Adalbert, der havde altfor megen Interesse af at staa paa en god Fod med ham til at han uden højeste Nødvendighed skulde udsætte sig for hans Uvenskab. Adalberts Ærgjerrighed kunde ikke taale at verdslige Fyrster, fornemmelig den mægtige Hertug Bernhard af Saxland, skulde have Besiddelser inden Stiftets Grændser<ref> Mag. Adam, II. 5. III. 92.</ref>, og derved blev Bernhard, med sine Sønner Ordulf og Herrmann, Adalberts svorne Fiender, medens denne igjen sluttede sig paa det nærmeste til den frankiske Kejser Henrik, hvis Interesse det laa at knække de saxiske Hertugers Magt. Det gik endog saa vidt, at Hertug Bernhard beskyldte Adalbert for at være sat som en Spejder til at forraade Landets Svagheder for Udlændinger og for Kejseren, og svor højt og dyrt paa, at Erkebiskoppen aldrig skulde faa sidde i Fred, saalænge han selv eller hans Sønner levede. Naar Bernhard her talte om "Fremmede", kunde han neppe mene nogen anden end Kong Sven Ulfssøn, hvis Interesser i mange Maader gjorde ham til Saxernes Fiende og knyttede ham til Kejseren og Adalbert. Kejseren selv var i Svogerskab med Sven, for saa vidt han havde været gift med hans Syskendebarn, Gunnhild, Knut den mægtiges Datter<ref>Se ovenfor B. IV. Henrik var bleven gift med hende 1036; hun døde 1038, efterladende en Datter, Beatrix, siden Abbedisse i Quedlingburg.</ref>; Bernhard var ej alene gjennem sin Søn Ordulf besvogret med det Sven fiendtlige norske Kongehuus, men Ordulf havde derhos myrdet Svens Frænde Harald Jarl, og endelig var Sven atter traadt i den nærmeste Forbindelse med sin gamle Krigsfælle, Fyrst Godskalk i Vendland, Bernhards Arvefiende<ref>Om Godskalk, se ovenfor S. 27. Hans Fader Uto var dræbt af en Saxer (Mag. Adam II. 64), og Godskalk gjorde siden et Indfald i Saxland "for at hevne sin Fader" (Saxo, S. 544).</ref>, hvem han endog senere gav sin Datter Sigrid til Egte<ref>Omkring 1056, se Mag. Adam, III. 18. 50.</ref>. Alt dette maatte gjøre Adalbert, Sven, Godskalk og Kejseren til naturlige Forbundne, og Adalbert synes at have været Sjælen i de Underhandlinger, som plejedes mellem dem. 

Først ledsagede han dog Kejseren paa hans Tog til Italien 1046—1047, hvor den schismatiske Pave Gregor den 6te afsattes, og Klemens den 2den udnævntes i hans Sted, og kronede Kejseren (26 Decbr.)<ref>Mag. Adam, III. 7. 8. Ifølge Mag. Adam skal Kejseren have villet gjøre Adalbert til Pave, men denne skal have "sat sin Kollega Klemens i sit Sted".</ref>. Efter Hjemkomsten fra Italien indbød Adalbert Kejseren til Bremen, tilsyneladende for at besøge Lismona og holde en Sammenkomst med Kong Sven, men egentlig for at udforske Hertug Bernhard og hans Frænders Troskab, hvilken ogsaa skal have viist sig mislig nok<ref>Mag. Adam fortæller at Bernhards egen Broder, Grev Thietmar, efterstræbede Kejseren, som frelstes af Erkebiskoppen.</ref>. Sven derimod viste sig særdeles ivrig for at vinde Kejserens Venskab; han adlød strax dennes Opfordring om at komme ham til Hjelp med en Flaade mod Grev Balduin af Flandern, med hvilken Kejseren paa denne Tid laa i Fejde, og skal endog have aflagt Kejseren Troskabs-Ed<ref>Florents af Worcester, Mon. hist. Br. S. 602. Han udtrykker sig saaledes: qua vice fidelitatem imperatori juravit; om dette ellers skal forklares som om det var en formelig Lens-Ed, er uvist; at det var en saadan, er imidlertid slet ikke usandsynligt.</ref>. Hans Forhold til Adalbert maatte da ogsaa være det bedste.

Men efter faa Aars Forløb indtraf Omstændigheder, der i det mindste for en Tid stillede Sven paa en spendt Fod med Gejstligheden. Han havde nemlig et overordentligt Hang til Usædelighed, holdt flere Friller, og førte allerede i længere Tid et saare forargeligt Levnet<ref>Om Svens Usædelighed vidne de ældre Skribenter næsten eenstemmigt, især Saxo, og Mag. Adam, III. 20, jvfr. Schol. 73. Se og Knytlingasaga, Cap. 23.</ref>; derforuden forsyndede han sig ogsaa hensynsløst imod de om Egteskab i forbudne Led indførte Kirkelove. Allerede, som man maa formode, under sit Ophold i Sverige egtede han Gyda, en Datter af hans Syskendebarn Kong Anund. Men Gyda blev dræbt ved Gift af en af hans Friller, ved Navn Thora, fra hvilken han dog ikke skilte sig. Siden, efter Kong Anunds Død 1049 eller 1050, egtede han dennes Enke Dronning Gunnhild, med hvilken han saaledes stod i et tredobbelt utilladeligt Paarørende-Forhold, eftersom hun ej alene var en Stifmoder af hans forrige Hustru, men ogsaa Enke efter hans Fætter, og endelig, som Datter af Svein Jarl og Holmfrid, hans eget Syskendebarn<ref>. Der har været meget tvistet om, hvilken af de tvende, Gunnhild og Gyda, var Svens første Hustru, hvilken af dem han skilte sig ved, og hvilken af dem der blev dræbt. Saxo (S. 557, 559) nævner nemlig udtrykkeligt Gyda som den svenske Konges Datter, og som den, fra hvem han skilte sig. Dette er dog aabenbart urigtigt. For det første siger Mag. Adam, at det var Svens "consobrina", om hvis Forskydelse der var Spørgsmaal, og i Cap. 14. at hans fraskilte Hustru, Dronning Gunnhild, henlevede sine senere Dage paa sine Gaarde i Sverige. Vel læse enkelte Codices her "Guda", andre tilføje "vel Giuthe", sandsynligviis fordi de have skrevet efter ældre Haandskrifter, der her kun havde Begyndelsesbogstavet G; men den bedste Codex, den wienske, nævner alene "Gunnhild" hvorhos det maa merkes at Schol. 67 paa dette Sted udtrykkeligt siger "at Gunnhild, Anunds Enke, var forskjellig fra den af Thora myrdede Gyda", og Schol. 73, at Gyda blev forgivet af Thora; at dennes Søn med Sven, ved Navn Magnus (Knytlingasaga Cap. 23 kalder ham Knut) døde som Dreng paa Rejsen til Rom, hvorhen Faderen havde sendt ham for at krones til Konge, og at Thora ej fødte ham flere Sønner. Allerede dette synes at maatte afgjøre Sagen, og vise, at Saxo har slaaet Gunnhild og Gyda sammen. Thi ikke Gyda, men alene Gunnhild var Svens consobrina, og alene Egteskabet med hende var noget for Gejstligheden at gjøre saa store Ophævelser over, paa Grund af det tredobbelte Blodskamsforhold. Derhos kan man ikke oversee at det i det hos Wolter (Chron. Brem., hos Meibom II. 39, jvfr. Schiphover, Chron. Oldenb. sammesteds S. 152), i Anledning af Svens forbudne Egteskab meddeelte Brev til ham fra Adalbert, hvis Egthed ej ligefrem tør benegtes, udtrykkeligt heder at han var gift med sin "Moder", d. e. Svigermoder. Det er ogsaa i sig selv det rimeligste at Sven først har egtet Gyda, Anunds Datter, under sit Ophold i Sverige; den Omstændighed, at hans og Thoras Søn Knut tillige kaldtes Magnus, synes at vise at denne var fød allerede før 1042, og at Sven da, for at indynde sig hos Magnus, opkaldte ham efter denne; er saaledes Svens Forbindelse med Thora ældre end 1042, da er det og sandsynligt at hans Giftermaal med Gyda og Thoras Skinsyge tilhører denne Tid. Gunnhild kan Sven derimod ej have egtet førend efter at Kong Anund var død; sandsynligviis var ogsaa hans Søn Magnus's Død da indtruffen, og han har forladt Thora, anseende Magnus's Død for Guds Straf over deres utilladelige Samliv og hendes Ondskab. Det bør dog her ikke oversees, at Snorre, Cap. 41, saa vel som Harald Haardraades Saga Cap. 56 omtale Sven som gift med Gunnhild, hvor Begivenheder fra Aaret 1050 nævnes; dette beviser dog i det højeste kun, at Anund, som ovenfor antaget, var død i dette eller det foregaaende Aar. Det er for øvrigt saare rimeligt, at Svens Giftermaal med Gunnhild staar i Forbindelse med Grændsetraktaten mellem ham og Emund slemme, og Erhvervelsen af Bleking.</ref>. Hertil kunde Erkebiskoppen ej lukke Øjnene, om han end nok saa gjerne vilde. Han sendte Gesandter til Sven, bød ham at skille sig fra Gunnhild, og truede ham i modsat Ulf seide med Exkommunikation. Men Sven blev saa vred herover, at han sagde at han vilde ødelægge hele det hamburgske Erkestift. Adalbert vedblev dog at gjøre ham Forestillinger; Svens egne Biskopper, Viljam af Roeskilde og Egino af Dalby, søgte ligeledes at tale ham til Rette, men i lang Tid forgjeves: først da de gjennem Adalbert havde udvirket en pavelig Advarsels-Skrivelse, gav Sven for saa vidt efter, som han sendte Gunnhild tilbage til Sverige. Men sit anstødelige Liv fortsatte han, maaskee endog i højere Grad end forhen, og med Adalbert stod han fremdeles paa en spendt Fod. Muligt og, at Afhængighedsforholdet til Kejseren i Længden ej behagede ham, og at han derfor følte sig mindre gunstigt stemt mod Adalbert, der havde fremskyndet det. 

Den første Tid, i hvilken Sven stod paa en venskabelig Fod med denne, kan man saaledes regne indtil 1050 eller 1051, da hans Giftermaal med Gunnhild gjorde dem uenige. I den samme Tid maa Harald derimod rimeligviis have betragtet Adalbert med mindre venlige Øjne; og som et Beviis derpaa kan man maaskee ansee, at den før omtalte saxiske Bernhard, uagtet han nærmest hørte til Adalberts Dieces, dog sendtes af Harald lige til Paven, for af ham at modtage den biskoppelige Indvielse, maaskee nærmest til Gulathingslagen, hvor vi senere gjenfinde ham. Adalbert tog dette meget unaadigt op, tvang Bernhard ved hans Hjemrejse til at gjøre sig en Afbigt, maaskee ogsaa til at betale en Mulkt, men lod ham dog omsider drage bort i Fred, og skjenkede ham Gaver ved Afskeden<ref>Mag. Adam, III. 70, IV. 33. Her siges det ikke udtrykkeligt, i hvilket Aar Bernhard blev ordineret. Men da han paa det førstnævnte Sted omtales som endnu levende i Norge, da Mag. Adam skrev, altsaa ved 1075, sees det, at han ikke er nogen anden end den før omtalte Bernhard den saxiske, der tilbragte 10 eller 20 Aar paa Island, og siden, under Olaf Kyrre, blev Biskop paa Selja i Norge (d. e. for Gulathingslagen), hvorom nedenfor. 

Nu have vi seet, at Rodulf opholdt sig paa Island omtrent fra 1030 til 1049; efter ham kom (ifølge Are frode) Jon den irske, kun faa Aar, hvorpaa han rejste til Bremen og af Adalbert udnævntes til Biskop i Meklenburg. Bernhards Ophold paa Island falder saaledes mellem 1051 og 1070, og hans Virksomhed i Selja rimeligviis mellem 1070 og 1090. Dette stemmer ogsaa godt dermed, at hans Eftermand Magne omtales endnu i 1125. Bernhards Ordination maa altsaa henføres til Aar 1050 eller 51. Vel nævnes han paa de to oven anførte Steder sammen med Aasgaut, den første Biskop i Oslo, men uden at det derfor er nødvendigt at antage deres Ordination for samtidig. Desuden omtaler Schol. 69 (til III. 16) Aasgaut ganske for sig selv. Egentlig er det kun paa dette Sted, og med Hensyn til Aasgaut, at Troskabseden udtrykkelig omtales, men da det dog siges at saavel Bernhard og flere andre, som Aasgaut, maatte give Adalbert Satisfaktion, men sidenefter behandledes venligt af ham og bortsendtes med Gaver, er det tydeligt nok, at Adalbert oftere har gjentaget denne Fremfærd. I det følgende vil det ogsaa blive viist, at Aasgaut virkelig tilhører en senere Tid.</ref>. Man maa formode, at Bernhard ej blot af Tvang, men ogsaa af et virkelig oprigtigt Hjerte har erkjendt det utilbørlige i, at han, en fød Saxer og Medlem af den bremiske Kirke, havde gaaet Adalbert, sit rette Overhoved, forbi, og at han fra den Dag af har lovet ham ubrødelig Troskab. Thi ikke længe efter sin Hjemkomst blev Bernhard, som det heder, uenig med Kong Harald, og drog derfor over til Island, hvor han tilbragte 19 eller 20 Aar<ref>Hungrvaka, Cap. 3.</ref>, og hvorfra han ikke vendte tilbage til Norge førend nogen Tid efter Kong Haralds Død. Paa Island har han saaledes neppe undladt at virke ivrigt i den bremiske Kirkes Interesse, og det maa vel især tilskrives saavel ham, som Biskop Jon irske, Adalberts intime Ven, der samtidigt med Bernhard opholdt sig paa Island, at Isleif, Gissur hvites Søn, om hvem mere nedenfor, indviedes af Erkebiskop Adalbert ifølge Islændingernes Anmodning<ref>Hungrvaka Cap. 2 fortæller at Isleif blev valgt af hele Almuen, da han selv var 50 Aar gammel, og Island kun lidet længre havde været christent; her angives ikke Tiden nøjagtigt, men da det tillige fortælles, at han paa sin Udenlandsrejse for at indvies først søgte Kejseren, og siden Pave Leo den 9de († 19de April 1054), samt derefter blev indviet Pintsedag 1056, samme Aar i hvilket der herskede Dyrtid ej alene paa Island (Landnaama, viðbœtir 1. jvfr. íslenzkir annálar), men ogsaa andensteds i Europa (se Annalista Saxo, Ekkehard og de nys nævnte isl. annálar, hvor Uaaret udtrykkeligt kaldes "úöld i kristni" ved dette Aar, jevnfør for Sveriges Vedkommende Mag. Adam III. 15) og da det endelig heder at Isleif tilbragte Vintren derefter i Norge, falder saaledes Isleifs Ophold udenlands mellem 1054 og 1057. Det vil nedenfor blive viist, at Isleifs Indvielse rettest henføres til 1055.</ref>. Omtrent samtidigt hermed bekræftede ogsaa Pave Viktor den II. alle de Rettigheder, Paven havde givet den hamburgske Kirke, og udtrykkeligt den Ret for Erkebiakopperne, at indvie Biskopper til Sverige, Danmark, Norge, Island, Grønland og Skridfinnerne<ref>Bulle af d. 29 Octbr. 1055, meddeelt hos Staphorst (Hist. eccl. Hamburg. I. S. 410).</ref>.

Strax efter at Sven Ulfssøn havde lagt sig ud med Adalbert og saa længe han stod paa en spendt Fod med denne, see vi Harald derimod venskabeligt at nærme sig ham og hans Gejstlige. Strax efter den svenske Kong Anunds Død havde Adalbert udnævnt sit Konvents Dekanus, den ovenfor nævnte Adalward, til Biskop i Sverige, og sendt ham til Kong Emund slemme, ledsaget af nogle flere Gejstlige. Men hos Emund befandt sig just hiin Æsmund, den danske Biskop Sigurds Frænde, der i sin Tid havde været i Skole i Bremen, men var rømt derfra, og efter megen Omflakken havde faaet en Erkebiskop i Polen til at give ham den biskoppelige Vielse, hvoretter han var dragen til Sverige, og havde her udgivet sig for at være afsendt af Paven selv. For Æsmund var Adalward en ubehagelig Gjest, og han benyttede sig af sin Indflydeise over den lettroende Konge og hans Omgivelser til at indbilde dem at Adalward og hans Ledsagere falskeligen havde givet sig ud for erkebiskoppelige Gesandter, og at de derfor burde jages bort. Dette skede ogsaa, men Kongens Stifsøn eller Svigersøn, Steenkil, tog sig med Kjærlighed af dem, og sendte dem over Tiveden hen til Enkedronningen, og Sven Ulfssøns fraskilte Hustru, Gunnhild, der levede paa sine Gaarde i Vestergøtland, sysselsat med stille Velgjørenhed og andre fromme Handlinger. Gunnhild modtog Adalward og hans Følge med de største Æresbeviisninger, som om de vare sendte af Gud selv, og medgav dem ved Afrejsen store Gaver til Erkebiskoppen. Deres Vej gik sandsynligviis, som det paa de Tider var sædvanligt, først til Handelspladsen Ljodhuus (Lødøse) ved Gautelven, og derfra over til Jylland og videre. Harald, der i denne Tid hyppigt opholdt sig i Viken, og saaledes strax kunde erfare deres Ankomst til Lødøse, indbød dem til sig i Norge, rimeligviis i Kongehelle, modtog dem med store Æresbeviisninger, og gav dem ved Afrejsen saa mange Penge, at Adalward derfor kunde løskjøbe 300 Fanger. Om Harald havde anden Hensigt med denne Indbydelse, end at hædre Adalbert i hans Udsending, siges ikke; der fortælles kun, at Adalward under sit Oxhold i Norge fik Liget af en i sin Tid (henved 997) af Erkebiskop Libentius I exkommuniceret Viking, der i over 60 Aar havde henligget uforraadnet, til strax at smuldre hen i Støv ved at give det Absolution<ref>Se Mag. Adam, III. 15, Schol. 68, og IV. 23, Schol. 131. At Adalwards første Sendelse til Sverige og Besøg i Norge forefaldt efter Svens Skilsmisse, sees af det oven anførte; at den ligeledes fandt Sted før 1056, sees af hvad Mag. Adam fortæller strax efter (III. 15), nemlig, at da Kong Emund siden mistede sin Søn, og et frygteligt Uaar indtraf, troede Svierne heri at see Guds Straf fordi de havde forjaget deres Biskop, og sendte Bud til Adalbert om at maatte faa ham tilbage, hvorover Adalbert blev glad og strax sendte ham afsted. Dette Uaar er nemlig aabenbart det nys omtalte almindelige nordeuropæiske Uaar i 1056. Det afgiver, som ovenfor antydet, et vigtigt chronologisk Moment til at bestemme Kong Emunds Død, thi Mag. Adam fortæller strax efter, at Adalward kom til Gautland og christnede Vermeland; og at medens dette skede (eodem tempore) døde Kong Emund, altsaa vel endnu i 1056. At Adalwards Besøg hos Harald forresten er at henføre til hans første Rejse i Sverige, ej til hans senere Residens der, synes at ligge i Sagens Natur og Beskaffenheden af hans Rejse. Det var nærmest et Gjæstevenskab, Harald vilde vise ham, og sandsynligviis har vel endog Fortællingen om Gunnhilds Liberalitet ansporet ham til at vise en lignende. De 300 Fanger, som omtales, henlede ogsaa Tankerne paa det allerede forhen (B. II. S. 404) berørte nordiske Trællemarked paa Brennøerne, forbi hvilke Søvejen udad Gaut-Elven gaar, og hvilke det saaledes er højst rimeligt, at Adalward har besøgt da han paa Udsejlingen passerede dem.</ref>.

==Adalbert indvider to Biskopper til Norge==

Omtrent paa denne Tid var det ogsaa at Adalbert ifølge Nordmændenes, det vil vel sige Kong Haralds, udtrykkelige Begjæring indviede to Biskopper, Thjodolf og Sigurd, til Norge<ref>Mag. Adam kalder disse to Biskopper paa første Sted (III. 70) "Tholf" og "Søward", paa andet (IV. 33) "Thoolf" og "Sigvard". At "Tholf" eller "Thoolf" er en Sammendragning af Thjodolf, synes rimeligt; næsten paa samme Maade sammendrages hvatsarr til hvatr, Sviftar til Sviar. Thjodolf er saaledes vist den samme Thiadulfus episcopus, hvis Dødsdag i det lüneburgske Nekrologium (Wedekinds Noten III. S. 30) er henført til 22de April, men Aaret er uvist. Der har ellers hersket forskjellige Meninger om Aaret, i hvilket disse Biskopper bleve ordinerede. Man har været meget tilbøjelig til at nævne et Aar efter 1061, i hvilket Alexander II blev Pave, fordi Mag. Adam (III. 16) omtaler at denne Pave tilskrev Harald og fordrede Lydighed af ham. Det er sandsynligviis ogsaa af denne Grund, at man har henført Biskoppen af Ribe, Wals, Død og den paafølgende Deling af Bispedømmet deels til 1060 (som Staphorst, I. 416), deels til 1065, som Suhm (IV. 321) og Langebek (Ser. III. 248). Men det er tydeligt nok, at Mag. Adam paa hiint Sted kun omtaler Alexanders Brev ligesom i Forbigaaende, og for at meddele paa eet Sted hvad der vedkommer Harald, medens den egentlige Hovedbegivenhed (res magnæ gestæ) kun er Haralds første foregivne Forbrydelser mod Kirken, saasom det derefter (Cap. 17) heder, at efterat dette var skeet (his gestis) forligede Sven sig med Erkebiskoppen og holdt et Møde med Kejseren i Saxland, hvilket Møde aabenbart er den af Hermann den lamme (Pertz, VII. 132) omtalte Sammenkomst mellem Sven og Kejseren i Merseburg ved Paasketid 1053. Tilstrækkelig Tidsbestemmelse synes virkelig at indeholdes i Slutningen af Cap. 23, sammenholdt med Cap. 24, 70. Først staar der (Cap. 23) at Islændingerne, Grønlændingerne og Orknøingerne udbade sig Biskopper af ham; derpaa (Cap. 24) at Biskop Wal døde "i hine Dage", at Bispedømmet blev deelt, og at "da tillige" (tunc etiam) Erkebiskoppen sendte Biskopper til Sverige, Norge og Havets Øer, hvorom der, som der siges, nedenfor tales nærmere. Denne Henviisning gjelder III. 70, hvor alle de af Adalbert indviede Biskopper nævnes. Af disse vare kun Tholf og Sigurd de, der indviedes til Norge; blandt de til Island afsendte nævnes kun den før omtalte Jon irske og Isleif (1055); blandt de svenske Biskopper nævnes Adalward (1052), blandt de orknøiske Thorolf. Det vil nedenfor vises, at de saakaldte Gesandtskaber fra Island, Grønland og Orknøerne, hvorom her tales, nærmest ere at henføre til Aarene 1048, 49 eller 50. 

Nu synes det dog tydeligt nok, at saavel Wals Død, som Delingen af Bispedømmet, efter Adams Mening falder omtrent mellem hine Gesandtskaber og Isleifs Indvielse, ja, da det siden heder, at Sven paa Grund af Christendommens Udvidelse i sit Rige, hvorved man nærmest maa tænke paa Oprettelsen af de 4 Bispedømmer, tænkte paa at faa oprettet en egen Erkestol for Danmark, og at Adalbert ej vilde gaa ind herpaa, uden at faa sin egen Erkestol ophøjet til et Patriarchat, om hvilket der underhandledes indtil Pave Leos Død (April 1054), synes det, som om hiin Deling og Adalberts Bestræbelser for at blive Patriarch endog faldt i 1053 eller 1054. Da nu omtrent samtidigt med eller kun lidt senere end Bispedømmets Deling ogsaa de svenske, norske og til Havets Øer bestemte Biskoppers Afsendelse og Indvielse omtales, og vi vide, at i det mindste Jon irske sendtes ved 1050 og at Adalward indviedes ved 1052, ligesom og Biskop Thorolfs Indvielse til Orknø nærmest var en Følge af og neppe indtraf længere efter Thorfinn Jarls Nærværelse i 1048 eller 49, hvorom nedenfor, saa følger heraf ligefrem, at Thjodolf og Sigurd maa være indviede paa denne Tid eller omkring 1051.</ref>. Disse vare de eneste norske Biskopper han nogensinde viede. De vare begge bestemte til Lydbiskopper i Throndhjem, men om Thjodolf nævnes der intet mere; om Sigurd erfare vi, at han var en engelsk Munk fra Glastonbury: desto merkeligere er det, at Harald desuagtet lod ham indvie af Adalbert, og desto tydeligere vidner det om hans gode Forstaaelse med denne<ref>Se herom Viljam af Malmsbury, de ant. Glastoniensis eccl. hos Gale, S. 323, hvor der staar at Sigfrid, norsk Biskop og Munk i Glastonbury, døde den 5te April. Der staar ikke naar han døde, men da det tilføjes, at han "undte" Klostret 4 Kapper, hvilket neppe kan være at forstaa om nogen anden Gave end en paa hans Dødsseng, maa det antages at han døde i Norge og saaledes var Munk i Glastonbury førend han kom derhen. Dette viser hans Identitet med den i Bisperækkerne som Biskop efter Sigurd danske nævnte "Sigurd Munk".</ref>.

==Sven forligt med Adalbert==

Men imidlertid var det allerede lykkedes Adalbert ved Gaver og alle Slags Smigrerier, hvorpaa den talentfulde og fiint dannede Mand saa godt forstod sig, at formilde Sven, og gjenoprette det gamle Venskab. Sagen var vel ikke saa vanskelig, thi saavel Sven som Adalbert maatte føle, at de gjensidigt trængte til hinanden. Adalbert begav sig selv til Slesvig, hvor han, som Mag. Adam siger, lettelig forsonet med den overmodige Konge, i Gaver og Gejstlighed søgte at lade den erkebiskoppelige Magt vinde Prisen for de kongelige Rigdomme. Forliget besegledes ved prægtige Gilder, som hver af dem skifteviis holdt i 8 Dage, og her afgjordes tillige mange kirkelige Anliggender. Da Adalbert var kommen hjem, fik han Kejseren til at indbyde Sven til sig, for at ogsaa de kunde fornye deres Venskab og gjensidigt bekræfte deres Forbund med Ed. Det skede ogsaa: Sven indfandt sig hos Kejseren i Merseburg og tilbragte Paasken hos ham; "og det er utroligt", siger Mag. Adam af Bremen (1053), "hvor meget vor (den bremiske) Kirke vandt ved dette Forbund, og hvor stor Fremgang Missionen til de nordlige Lande gjorde ved Svens Medvirkning"<ref>Mag. Adam, III. 17. Hermannus Contr. (Perts. VII. 132),</ref>. Den nærmeste Følge af Svens Forlig med Adalbert var sandsynligviis den Oprettelse af flere nye Bispedømmer i Danmark selv, der paa denne Tid omtales<ref>Dette er de forhen berørte, ved Wals Død oprettede, Bispedømmer, nemlig Ribe, Aaros, Viborg og Vendsyssel, Mag. Adam IV. 2. jvfr. III. 24.</ref>. Men ogsaa Adalberts Planer og Udsigter bleve derved end mere højtflyvende, end forhen. Sven, som allerede under sin Uenighed med Adalbert var kommen paa den Tanke, at kaa oprettet en egen Erkestol for Danmark, følte sig saa meget mere opfordret til at holde fast derved, efter at Antallet af Bispedømmerne var blevet saa meget større<ref>Se herom det ovenfor anførte. Det siges ikke udtrykkeligt, men det ligger saa at sige i Sagens Natur, og kan næsten sluttes deraf at Pave Leo nævnes som den, under hvem Forhandlingerne herom tildeels førtes. I III. 32 siger Mag. Adam ogsaa udtrykkeligt, at Sven havde indledet Sagen om Erkestolen med Paven, og at den næsten var kommen istand, men at alene Adalberts Samtykke manglede, og at denne gjorde Patriarchatets Oprettelse til en Betingelse derfor.</ref>, og han smigrede sig vel og med Tanken om, at en dansk Erkestol, hvilken i saa Fald det øvrige Norden vilde blive underlagt, ogsaa tillige vilde give Danmark en tilsvarende politisk Overvegt. Adalbert viste sig villig til at gaa ind derpaa, naar derimod hans egen Erkestol ophøjedes til et Patriarchat. Denne Tanke blev hans Yndlingstanke, som han ivrigt efterhang. Han lagde til den Ende den meest ubegrændsede Gjestfrihed og Gavmildhed for Dagen, og søgte at udbrede en hidtil useet Glands over sin Stad. Han vilde, siges der, at Bremen skulde glimre som et andet Rom, hvortil Folk fra alle Nationer, især de nordiske, gjorde Pilegrimsrejser<ref>Mag. Adam, III. 23. jvfr. III. 70, hvoraf sees, at denne Stræben ikke udelukkende indskrænkede sig til Tiden før 1055, hvilket ellers af III. 23 kunde synes.</ref>. Af sit egentlige Bispedømme tænkte han at faa oprettet ikke færre end 12 nye, deels i Saxland og Frisland, deels i Vendland. Disse højtflyvende Planer forfulgte han gjennem hele sit urolige Liv, endog efter at de politiske Storme, der rystede Tydskland efter Kejser Henriks Død (5 Octbr. 1056), ogsaa, som det nedenfor nærmere skal vises, havde revet ham med sig, og forresten bragte ham til, i mangt og meget at efterhænge verdslig Glimmer og Magt til Skade for sit gejstlige Embede og sin Erkestol.

Kong Harald kunde ikke med Ligegyldighed betragte det fortrolige Venskab, som herskede mellem Kong Sven og Erkebiskoppen, lige saa lidet som han kunde være uvidende om de Planer, de lagde til at grundfæste det bremiske Hierarchi og til Norges kirkelige Afhængighed af Danmark. Selv var han, som vi i det følgende ville see, hvert, eller saa godt som hvert Aar paa Fejde i Danmark, og de saxiske Fyrster, Adalberts svorne Fiender, undlode neppe heller at give Harald behørig Underretning om ethvert af Svens og Erkebiskoppens mistænkeligere Skridt. Den nærmeste Virkning, dette maatte have paa Haralds Politik, var den, at han afbrød sin Forbindelse med Adalbert.

Haralds Statsklogskab havde imidlertid allerede strax efter hans Tronbestigelse lært ham at treffe særegne Foranstaltninger til at modarbejde den danske og bremiske Indflydeise. Viken havde hidtil været det Landskab, hvis Sammenhold med det øvrige Norge var mindst at lide paa, og hos hvilket der altid havde været sporet et vist Drag til Danmark, deels paa Grund af de ældre politiske Forhold, under hvilke Viken udgjorde en Deel af Danevældet, deels ogsaa formedelst Landets Beliggenhed og Handelsforbindelser med Danmark<ref>Se ovf. B. I.—IV., hvor der tales om Skiringstal-Kaupangen og siden Tunsbergs Handelsforbindelser med Danmark og Saxland.</ref>. Vel var dette Drag nu under og efter St. Olafs Tid blevet svagere, men desuagtet maatte der endnu, saa vel paa Grund af de nys nævnte Omstændigheder, som af andre Aarsager, være meget Gjæringsstof tilbage. Viken var det Landskab, for hvilket en langvarig Krig med Danmark var ubelejligst, deels fordi hine Handelsforbindelser derved afbrødes, deels ogsaa fordi det var nærmest udsat for Angreb af danske Krigsflaader. Hertil kom, at der lige siden Rigets Forening havde hersket en kjendelig Skinsyge hos Vikverjerne over Thrøndernes større politiske Vegt, der nu i den sidste Tid var forøget ved St. Olafs Helligdom i Nidaros. Naar Sven og Adalbert vilde benytte sig af dette Gjæringsstof, som herskede i Viken, kunde det befrygtes, at det vilde lykkes dem at drage dette rige og vigtige Landskab aldeles over i den danske Interesse. Det var derfor nødvendigt at finde et Middel, hvorved Vikverjerne knyttedes fastere til det øvrige Norge, eller i det mindste til Kongehuset, et Middel, hvorved deres kirkelige Interesser forenedes med det nordenfjeldske Norges, og saaledes den dansk-kirkelige Indflydelse modarbejdedes, medens tillige deres Forfængelighed smigredes og deres særegne Landskabs-Nationalitet tiltaltes. Et saadant Middel fandtes i Oprettelsen af en National-Helligdom i Viken, der var for denne, hvad St. Olafs Helligdom var for Thrøndelagen, og som tillige udbredte den samme Legitimitetens Glands, som hiin, over Kongehuset selv. Den Helgen, som hertil udkrævedes, maatte saaledes baade være en Vikværing, eller i det mindste have lidt Martyrdøden i Viken, og tillige være beslægtet med Kongen. En slig Helgen var ogsaa just nu, i det belejlige Øjeblik, tilstede. Det var den bekjendte, forhen omtalte, St. Hallvard, Olaf den helliges og Harald Sigurdssøns kjødelige Syskendebarn paa mødrene Side.

==St. Hallvard==

[[File:St. Hallvard .jpg|thumb|400px|St. Hallvard på et ortodoks ikon fra vår egen tid. (Opphavsperson: Agatoirini,  2016. Commons.)]] Hallvards Fader var den rige og anseede Bonde Vebjom paa Huseby i Lider ved Dramsfjorden, hans Moder Thorny, en Datter af Gudbrand Kula, og Syster af Aasta, Olafs og Haralds Moder<ref>Saaledes angives Slægtskabsforholdet i Legenden om St. Hallvard efter den utrechtske Kodex (Langebek Script. III. 604), saa vel som efter Breviarium Nidrosiense, sammesteds S. 607, og i Eymunds Thaatt i Flateybogen (Fornmanna Sögur V. 267). I det Brudstykke af den paa norsk forfattede Beretning om St. Hallvard, der meddeles af Langebek (Script. III. 603) staar der at Thora af nogle siges at være en Datter, af andre en Datterdatter af Gudbrand Kula. Hun kaldes Ulfhild i den legendariske Olafssaga, se ovf. B. IV.</ref>. 

Om Hallvard fortælles det, at han allerede under Opvæxten i det fædrene Huus udmerkede sig ved sit ivrige Christensind, sin Lydighed mod sine Forældre, sin Velvillighed, Redelighed og sine rene Sæder. Da han havde naaet Ynglingsalderen, heder det videre, begyndte han at hjelpe sin Fader i hans Handelsforretninger, og lagde herved en saa samvittighedsfuld Redelighed for Dagen, at han, til Delingen af Fortjenesten med sin Broder, lod sig gjøre to Vegtlodder, et større, hvormed han afvejede sin Broders, et mindre, hvormed han vejede sin egen Deel<ref>Den utrechtske Kodex indskyder her en Fortælling, omtrent saalydende: "Da Hallvard engang i Handelsforretninger besøgte "Gotland" (her bliver det uvist, om det er Øen Gotland eller Gulland, som er meent, eller Gautland, der af fremmede, paa Latin skrivende, Forfattere ogsaa kaldtes Gotlandia) kom en af Landets Indbyggere, en rig Mand, ved Navn Botvid, ned til Havnen, og da han fik de fremmede at see, gik han hen til dem og spurgte dem, hvad de hed. Enhver navngav sig, efter som Raden kom til ham, saaledes ogsaa Hallvard. Da Botvid hørte, hvo han var, sagde han: dine Ansigstræk ere merkelige og af et ædlere Præg end alle de andres; jeg seer godt, at du er bestemt til noget Underbart i Fremtiden, og derfor indbyder jeg dig med alle dine Staldbrødre til Gjestebud hos mig. Hallvard modtog Indbydelsen taknemmeligt; Botvid bevertede dem paa det ypperligste og gav dem store Gaver. Da de skulde afsejle, gav han Hallvard alt hvad han behøvede, og lod ham sejle bort i Fred: saaledes kom den hellige Mand med alle sine i god Behold hjem til sit Fædreland". Denne Beretning vilde vel neppe være bleven optagen i Legenden, med mindre man lagde megen Vegt paa den af Botvid udtalte Spaadom om Hallvards fremtidige Berømmelse. Der maa saaledes have været noget merkeligt ved denne samme Botvid, og den Tanke ligger derfor temmelig nær, at Legendeforfatteren ved ham har meent den bekjendte sødermannlandske Helgen, St. Botvid, om hvis Levetid man hidtil har været uenig, idet nogle henføre den til anden Halvdeel af det 11te, andre til det 12te Aarhundrede. Der er dog intet i den hele Fortælling om St. Botvid, saadan som den læses i Fant, Scriptores rer. Svec. II. S. 377 fgg., der strider imod at antage, at han kan have levet som en rig og anseet ung Mand paa 25 Aar omkring 1040, til hvilken Tid omtrent St. Hallvards Østersø-Rejse maa henføres, og at han længe derefter er bleven dræbt, omtrent 60 Aar gammel, ved 1075, hvilket paa det nærmeste stemmer med Messenius's Antagelse, der henfører hans Død til 1076. Sødermanland og Østergøtland kunde af Legendeforfatteren let forvexles, ligesom i det mindste Mag. Adam ej synes at have været paa det rene med deres gjensidige Grændser. Usandsynligt er det heller ikke, for saa vidt Øen Gotland menes med Gotlandia, at St. Botvid, under et Ophold paa denne Ø, hvortil han ifølge Legendens udtrykkelige Vidnesbyrd kort før sin Død tænkte paa at gjøre en Rejse, og som han vel derfor meget ofte plejede at besøge, kunde have truffet St. Hallvard, og har indbudt ham til sig. At han i Legenden kaldes "Indbygger af Landet", kan ej regnes saa nøje.</ref>.

En Vaar, da han skulde rejse hjemmefra paa Handelsforretninger i de nærmeste Egne, og just vilde stige i sin Baad, for at ro over Dramnsfjorden, kom en frugtsommelig Kone, skjelvende og bævende, og bad ham om at tage hende med, uden at tabe et Øjeblik. Han føjede hende, og lod hende sætte sig agter i Baaden. Da de vare komne et Stykke ud paa Vandet, saa de tre Mænd komme løbende ned til Stranden, stige i en Baad, og ro efter dem. Paa Hallvards Spørgsmaal, om hun kjendte dem, sagde hun ja, og at det netop var dem, for hvilke hun flygtede, da de nemlig uretfærdigt beskyldte hende for Tyveri. Da han spurgte, om hun turde underkaste sig Jærnbyrd for at bevise sin Uskyldighed, erklærede hun sig beredvillig dertil, naar man alene vilde skaane hendes Liv. Imidlertid kom Forfølgerne nærmere, raabte til Hallvard og bad ham udlevere hende; hun havde, sagde de, begaaet Indbrudstyveri hos deres Broder, og det var en Skam for ham, en Yngling af saa anseet Æt, at beskytte en saa ond Kvinde. Hallvard bad dem nærmere at beskrive, hvorledes Tyveriet var gaaet til. De sagde at hun havde rykket Bøjlen, der holdt Bommen, ud af Dørposten. Hallvard forestillede dem Usandsynligheden af denne Beskyldning, da en svag Kvindes Kræfter ikke vilde forslaa til et saadant Arbeide, som krævede en sterk Mands hele Kraft; han bad dem under alle Omstændigheder at lade hende faa Lejlighed til at frigjøre sig fra Beskyldningen, og tilbød sig tillige at betale Bøder for hende, naar de blot vilde skaane hende paa Grund af den Tilstand, hvori hun befandt sig. Men alt var forgjeves. En af dem tog sin Bue, lagde Piil paa Strengen og skød den mod Hallvard, hvis Bryst den gjennemborede. De dræbte nu ogsaa Kvinden, og begrove hende paa Stranden, men om Hallvards Hals bandt de en Steen, og sænkede ham ned paa Fjorden. Men længe efter, fortæller Legenden, fandt man hans Legeme svømmende paa Vandet, skjønt Stenen endnu var fast derved. Dette var saaledes et Mirakel, hvorved Hallvards Hellighed ansaaes beviist. Hans Drab henføres til Aaret 1043, hvilket passer godt med Tidsregningen, og rimeligviis grunder sig paa gamle, paalidelige Beretninger<ref>Det er i de islandske Annaler, hvor St. Hallvards Passion henføres til 1043. Var han da f. Ex. 23 Aar gammel, maatte han være fød 1020, hvilket passer godt med at hans Fætter Kong Harald var født 1018.</ref>. Men hvor længe det varede, indtil Miraklet skede med hans Liig, nævnes ej; der siges kun, at lang Tid hengik, og saaledes skulde man næsten formode, at denne Tale om Miraklet ej opstod, førend efter Kong Haralds Tronbestigelse, eller netop paa den Tid, da det faldt ham belejligst. Der fortælles heller ikke det mindste om, hvorledes hans Lig blev optaget, skriinlagt og erklæret helligt. At dette er foregaaet med Ceremonier, der lignede dem, som fandt Sted, da St. Olaf erklæredes for en Helgen af Thrønderne, navnligen saaledes, at Folket selv, uden at afvænte nogen pavelig Kanonisationsbulle, dømte ham hellig, som det heder om Olaf, kan neppe betvivles; men hverken Sagaer eller Legender tale derom. Vi vide kun, at St. Hallvards Skriin omtales i Sagaerne, som om det har været opbevaret i Oslo fra den første Tid, denne Stad blev til, eller havde nogen Kirke, der kunde modtage det<ref>Det første Sted i Sagaerne, hvor St. Hallvards Helligdom omtales, er, hvor Kong Sigurd Jorsalafares Begravelse 1130 omtales; men allerede Mag. Adam taler om St. Hallvard og hans Helligdom saaledes (III. 53): "Martyren 'Alfwardus', der længe skjult levede blandt Nordmændene, førende en hellig Vandel, kunde ej skjules. Medens han beskyttede sin Fiende, blev han dræbt af sine Venner (Mag. Adam maa altsaa have haft en forskjellig Relation). Ved hans Hvilested skeer der store Mirakler ved Folks Helbredelse". Dette Hvilested er neppe noget andet end Oslo.</ref>, og vi erfare ligeledes, at Kong Harald oprettede Kjøbstaden Oslo, og sad ofte der, deels, som der siges, fordi Tilførselen dertil var let og Omegnen vel bebygget, deels ogsaa, fordi han der var nærmere ved Haanden for at passe paa Landet mod Danerne. Naar dette Kjøbstads-Anlæg fandt Sted, siges ikke udtrykkeligt. Det omtales i Sagaerne strax efter Begivenheder, der fandt Sted i 1051 eller 1052<ref>Harald Haardraades Saga i Morkinskinna og Hrokkinskinna omtaler Kjøbstads-Anlægget Cap. 70,</ref>, men aldeles ikke saaledes, som om det var Sagafortællerens Mening, at henføre det netop til hiin Tid. Tvertimod nævnes det uden al nærmere Tidsbestemmelse, og saaledes at man snarere skulde antage, at det skede i et af de foregaaende Aar.

==Kjøbstaden Oslo anlagt==

[[File:Oslo komm.svg|thumb|400px|Oslos byvåpen ble utformet og godkjent i 1892, men tatt i bruk først ved Christianias jubileum i 1924. Motivet med St. Hallvard har imidlertid versert i ulike varianter, helt siden middelalderen.]] Da vi nu virkelig finde Oslo omtalt som Residens allerede i 1050<ref>Morkinskinna, i Fortællingen om Halldor Snorresøn, se Varianten i Fornmanna Sögur VI. 247. </ref>, og hiin ovennævnte Nødvendighed for Harald, at have et fast Tilhold i Viken, opstod samtidigt med den danske Krig, altsaa i Begyndelsen af hans Regjering, bliver det aller sandsynligst, at Anlægget af Oslo var et af Haralds første Regjeringsforetagender, og at det saaledes nærmest er at henføre til 1048. Samtidigt, og i Forbindelse hermed, maa man og sætte den foregivne Opdagelse af St. Hallvards Liig og Erkjendelsen af hans Hellighed. At St. Hallvards Skriin bragtes til Oslo, og fik sit faste Opbevaringssted der, ikke ved Dramnsfjorden, hvor det dog nærmest hørte hjemme, vilde nemlig vanskeligt kunne forklares, uden ved den Antagelse, at Harald selv har forordnet det saaledes, for at give sit nye Kjøbstads-Anlæg større Anseelse, og befordre dets Opkomst. Og at Harald foretrak at anlægge den nye Kjøbstad i Oslo, og paa en vis Maade at gjøre den til Vikens Hovedstad, fremfor at anlægge Byen ved Dramnsfjorden, eller at lade St. Hallvards Helligdom bringe til en af de allerede tilværende vikske Byer, Tunsberg, Sarpsborg eller Kongehelle, finder maaskee deels sin Forklaring deri, at han har anseet disse sidst nævnte Byer altfor udsatte for Angreb af Danerne, til at han torde vove at lade Helligdommen opbevare der — vi ville i det Følgende see, at den ikke engang var ganske sikker i Oslo<ref>Nemlig, da den danske Konge Erik Emune brente Oslo i 1137, og det var nødvendig at flytte St. Hallvards Helligdom opp paa Romerike, se Snorre, Harald Gillesønnenes Saga Kapittel 3. Da ble Hallvardskirken brent, noe som viser at den var en Torn i øiet på Danene [Danskene].</ref> —; deels deri, at det var ham magtpaaliggende, tillige at være nærmere ved Oplandene, fornemmelig Raumarike, hvor der herskede megen Utilfredshed, saa at Kongen endog, som vi nedenfor ville erfare, fandt det nødvendigt at dæmpe en Opstand der med væbnet Haand. 

Oslo-Egnen havde desuden, som en Følge af Stedets Beliggenhed, fra umindelige Tider været Havn, og følgelig vel ogsaa en Art af Handelsplads, for en stor Deel af Oplandene, fornemmelig Raumarike, hvortil den endog stundom, skjønt uegentligt, synes at have været regnet. Her maa Raumarikes, tildeels ogsaa Hedemarkens, fornemste og mægtigste Beboere have haft deres Skibsnaust og Pakboder, saa at Stedet allerede tidligt havde Udseendet af en By<ref>Dette sees allerbedst af Egils Saga S. 469 (se ovf. B. II. S. 362, 365), hvor der tales om at Thorstein fra Raumarike sejlede med Egil Skallagrimssøn op ad Oslofjorden for at komme til hiins Gaard, og at Egil, da han drog i Viking til Saxland, sendte sit Handelsskib ind til Oslo eller i Oslofjorden, øjensynligt for at det der kunde være under Thorsteins Varetægt. Sagaens Ord i Cap. 65 ere saa merkelige, at de fortjene at anføres fuldstændigt. "Egil og Thorstein", staar der, "kom til Norge øster i Viken, og styrede med Skibet ind i Oslofjorden — der havde Thorstein store Gaarde oppe paa Landet — og fremdeles lige ind paa Raumarike; da Thorstein kom i Land der, gjorde han Fordring paa sin Fædrenearv" o.s.v. Her synes det aabenbart, som om Sagaskriveren har regnet Raumarike lige ned to Oslofjorden; da man nu veed, at dette i alle Fald senere hen ej var Tilfældet, antydes kun herved Oslos og det sydlige Raumarikes nøje Forbindelse, og man kan saaledes være vis paa, at Thorsteins og de øvrige mægtige Raumarikingers Naust netop have staaet her. Deres Plads har sandsynligviis været ved Oslo Elvens Udløb, hvor der var bedst Lejlighed til Havn. At Pakboder fandtes der, synes at fremgaa af Egils Saga S. 534. Op ad Oslo Elvens Dalføre gik ogsaa den tidligere Hovedvej til Raumarike. Denne nøje Sammenhæng mellem Oslo og Raumarike, som heller ikke er stort over en Miil fjernet fra Kysten, har vel og givet Anledning til at Raumarike siden lagdes til Oslo Bispedømme.</ref>. Strækningen selv, paa hvilken Byen anlagdes, og hvor Byggetomter udvistes, nendig mellem Tadvin- (Tøjen-) Bekken og Ekeberg, maa dog have været kongelig Ejendom, eller bestaaet af Marker, tilhørende en Kongsgaard, der laa paa dette Sted, og hvor vel ofte de tidligere Konger stundom have holdt til: det omtales i det mindste een Gang, at Kong Olaf den hellige opholdt sig der<ref>Se den legendariske St. Olafsaga Cap. 29, se ovf. B. IV. S. 146. Det er heraf tydeligt, at Olafs Vej fra Ringerike til Raumarike gik over Oslo. At den Grund, hvorpaa Oslo blev anlagt, tilhørte Kongen, ligger i Sagens Natur, thi ellers vilde han ej have kunnet bortgive den. Som de yderste Grændser (takmörk) for Oslo (det vil sige for den Staden tilhørende, om just ej bebyggede Grund, hvilken man saaledes maa antage at Harald allerede har anviist) — nævnes i Byloven af 1276 Tøjenbekken paa den ene, og Ekeberg paa den anden Side. (Norges gamle Love II. 265).</ref>. Om det nu var denne Kongsgaards Navn, der gik over paa den nye By, eller om Navnet Oslo var eget for det hele Hered, lader sig ikke afgjøre: det sidste er dog det rimeligste<ref>Det er urigtigt, naar enkelte have villet udlede Navnet "Oslo" af óss (Elvemunding) og det foregivne Navn "Loen" paa Oslo-Elven. Elven har aldrig haft dette Navn, og en Sammensætning, som denne, er aldeles uhørt, ligesom ogsaa Stadens Navn lige saa ofte i ældre Skrifter staves "Aaslo" som "Oslo", og i Diplomer, affattede paa Latin, saa godt som udelukkende "Asloia". Om óss kan der saaledes ikke være Spørgsmaal, men vel om áss (Aas, Bjergaas), hvilket Ord, anvendt i en saadan Sammensætning, lige saa let ved en skjødesløs Udtale kunde forkortes til as eller os, som det dermed i ydre Form overeensstemmende áss (hedensk Gud), der endnu, som bekjendt, i enkelte Navnsammensætninger udtales "As", f. Ex. "Asbjørn", "Aslak"; i andre "Os" f. Ex. "Osmund". Asló eller Osló skulde saaledes egentlig skrives Ásló (man finder det og hos Fremmede skrevet Anslo og s. d.), og det er sammensat af áss (Aas) og ló (lav Forstrand under en Højde, hvoraf ogsaa Navnet Lóar, dat. Lóm, nu "Lom" i Gudbrandsdalen). Men deels denne Sammensætning, der synes at betegne den hele frugtbare Strand eller Bygd rundt om det inderste af Fjorden, deels den analoge Benævnelse Folló eg. Foldló det er "den flade Kyststrækning ved Folden" (som dette Landskab berørte ved Vestby), der med Vished vides at være Navnet paa et heelt Hered, gjør det højst sandsynligt, at "Oslo" har været det oprindelige Navn paa hele det nuværende Akerssogn, eller, som det i hele Middelalderen kaldtes, "Oslohered". "Aker" er kun Navnet paa den store Gaard, hvor Akers Fylkeskirke laa, og hvis Einemerker ogsaa indbefattede Akershagen og Akersnes, d.e. den Plads, hvor nu Christiania og Fæstningen Akershuus ligge. Hvilket Navn, under denne Forudsætning, Kongsgaarden havde, paa hvis Grund Oslo blev anlagt, er nu forlængst glemt, men Kjøbstaden har vel først kun været kaldet kaupangr í Osló, ligesom man sagde kaupangr í Þróndheimi, indtil Landskabets Navn tillige blev Byens Navn. Desto urimeligere var det i 1624 at forandre Navnet Oslo, da Byen flyttedes over til Akershagen, thi den vedblev lige fuldt at være "Kjøbstaden i Oslo".</ref>. 

Man maa formode, at Harald har begyndt By-Anlægget med at opbygge en Kirke i Nærheden af Kongsgaarden, og ladet St. Hallvards Levninger bringe did. Denne Kirke var neppe den senere bekjendte St. Hallvards- kirke eller Domkirken, der, som det synes, først opførtes i Begyndelsen af det 12te Aarhundrede, da faste Bispestole oprettedes; men derimod St. Mariæ Kirke ude paa Øren, tæt ved Kongsgaarden, hvilken Kirke stedse, lige til Reformationen, var en kongelig Kirke, hvis Gejstlighed udnævntes af Kongen selv, men hvis Oprettelsestid ingen Steds angives<ref>Aller først omtales Mariækirken i Oslo under Kong Sverre, ved 1197, se Sverres Saga Cap. 134, men uden at den i mindste Maade antydes som nys anlagt.</ref>. Vi ville strax nedenfor see, hvorledes Harald lod opføre en Kongsgaard tilligemed St. Mariæ-Kirke i Nidaros, og hvorledes denne Kirke, der doteredes rigt, aabenbart var bestemt til at modtage St. Olafs Skriin, hvilket vel ogsaa en Tidlang opbevaredes der. Det laa øjensynligt endnu ikke i Haralds Plan, at oprette virkelige, faste Biskopsstole, med særegne, af Kongen uafhængige, Kathedralkirker. Biskopperne vare paa hans Tid endnu fremdeles Hird- og Lyd-Biskopper uden faste Sæder<ref>Dette er Mag. Adams udtrykkelige, og sikkert paa gode Kilder grundede Udsagn i 1075 (IV. 33): "Blandt Nordmændene og Sviarne er der formedelst Christendommens nylige Indførelse endnu ingen bestemt afgrændsede Bispedømmer, men Bisperne vælges af Kongen eller Folket, og opbygge i Fællesskab Kirken, idet de gjennemrejse Landet, og søge at faa saa mange som muligt vundne for Christendommen; de styre dem ogsaa uden indbyrdes Skinsyge, saa længe de leve".</ref>, og om end Biskopperne i Throndhjem og Viken fra hans Tid af havde deres fornemste Ophold og egentlige Hovedsæde ved St. Olafs og St. Hallvards Helligdomme i Nidaros og Oslo, udøvede de dog deres Funktioner ved disse kun som kongelige Gejstlige, medens deres Embede forresten bestod i at rejse om, styrke Christendommen og udrydde de Levninger af Hedenskaben, som endnu fandtes. Under disse Omstændigheder er der den største Sandsynlighed for, at St. Mariæ Kirke i Oslo lige saa vel som den første St. Mariæ Kirke i Nidaros skyldes Kong Harald, at de opførtes i samme Hensigt og omtrent samtidigt, og at han doterede dem begge rigeligen, hvilket kun fortælles udtrykkeligt om Kirken i Throndhjem. Dette bestyrkes ogsaa særdeles meget deraf, at begge Kirker indviedes til Jomfru Maria, til hvilken ogsaa den Kirke indviedes, som Væringerne i Constantinopel byggede paa den Tid, da Harald opholdt sig der, hvis Navn hans ældste Datter bar, og for hvilken Harald saaledes øjensynligt maa have næret Forkjærlighed, enten fordi han nu virkelig havde valgt Jomfru Maria til sin Skytshelgen — han var maaskee fød paa hendes Himmelfartsdag den 15de August — eller, hvad der ligeledes er rimeligt, at han derved tænkte paa at hædre sin fordums Elskerinde Maria i Constantinopel<ref>Om Maria og hendes mulige Opkaldelse, se ovf. S. 103. Om Kirken i Constantinopel, se ovf. S. 80, Noten. Den leg. Olafssaga Cap. 105. Her fortjener det og at tages i Betragtning, at en for øvrigt usandsynlig og fabelagtig Fortælling om en vis Margrete, hvilken Harald frelste for en Orm, der var krøbet ind i hende, lader ham paalægge hende, netop paa Mariæ Himmelfartsdag at aflægge et højtideligt Løfte til Jomfru Maria for sin Helbredelse. Se Harald Haardraades Saga Cap. 97. Merkeligt er det dog ogsaa, at St. Olafs første Bygningsarbejder i Sarpsborg vare Opførelsen af en Kongsgaard og en Mariækirke, se ovf. B. IV. S. 80.</ref>.

Oprettelsen af Kjøbstaden Oslo med St. Hallvards Helligdom maa saaledes nærmest betragtes som en politisk Foranstaltning til at modarbejde den danske Indflydelse og knytte Vikens Beboere nærmere til den kongelige Familie, hvorved dog de politiske Hovedhensigter klogeligen dulgtes under den ydre Form af en religiøs Indstiftelse. Men Danerne følte dog nok snart de Virkninger heraf, som Harald saa klogt havde beregnet, deels med Hensyn til den Indflydelse, Nationalhelligdommen i Oslo udøvede paa Vikverjernes Gemytter, deels formedelst den større Lethed, hvormed Harald nu, med Oslo som et belejligt Udgangspunkt og trygt Tilflugtssted, hvert Aar kunde hjemsøge Danmark og herje dets Kyster. Derfor var Oslo og St. Hallvards Helligdom, i det mindste en Tid lang, Danerne en Torn i Øjnene. At Harald dog ved Siden af de politiske Hensyn ogsaa har taget Oslos heldige Beliggenhed som Handelsplads for et stort Opland i Betragtning, ligger ej alene i Sagaernes oven anførte Ord, men maa og ligefrem forudsættes hos en saa forstandig og statsklog Hersker, som ham. At han ej har forregnet sig i det Haab, han vistnok nærede om Oslos fremtidige Opkomst, derom vidner noksom Christianias nuværende Størrelse, Velstand og politiske Betydning.

Ved den almindelige Anerkjendelse af St. Hallvards Hellighed og hans højtidelige Bisættelse i Oslo maa Harald ogsaa have faaet hans Festdag, den 15 Mai, vedtagen som en af den norske Kirkes Højtider over det hele Land. I alle de ældre norske Christenretter, paa Gulathings-Christenretten nær, findes Hallvardsmessen opført blandt de saakaldte Sexøres-Dage, det vil sige de, der ligesom Søndagen havde foregaaende Noonhelligt, og paa hvilke Helligbrøde straffedes med en Bod af 6 Ører. Kun i Gulathingets Christenret er Hallvardsmessen en af de ringere Festdage, uden Noonhelligt, og hvis Brud kun medførte tre Ørers Straf. Men St. Hallvard var ogsaa nærmest Vikens og Oplandenes Skytshelgen, og hans Slægtskab med St. Olaf maatte tillige give ham en særegen Betydning i Thrøndelagen, medens Gulathingslagen allerede siden Olaf Trygvessøns Tid havde sin særegne Skytshelgen i St. Sunniva, hvis Levninger hvilede paa Sellø<ref>Ældre Frostathingslov II. 24. Ældre Vikske Christenret Cap. 14. Ældre Eidsivathings Christenret Cap. 9. Ældre Gulathingslov Cap. 18, jvfr. 17 og 16.</ref>.

==Udvidelse af Nidaros. Mariakirkerne i Oslo og Nidaros==

[[File:Antatt relikvieskrin skisse.jpg|thumb|400px|St. Olavs skrin eller Olavsskrinet ble benyttet til å oppbevare Olav den helliges legeme bak høyalteret i Nidaros domkirke. I nær fem århundrer hadde det stor symbolverdi for Norge, Norden og Nord-Europa. St. Olavs skrin både innleder og avslutter middelalderen som historisk epoke i Norge. Det bestod av tre skrin utenpå hverandre, og var den viktigste og aller mest kostbare gjenstanden i Norge i middelalderen. Skisse av et antatt norsk relikvieskrin fra middelalderen. (Illustrasjon:  Finn Bjørklid. Commons.)]]Omtrent samtidigt med Kirke- Kongsgaard- og Kjøbstad-Anlægget i Oslo, begyndte Harald ogsaa paa lignende, betydelige Anlæg i Nidaros, hvor ligeledes, som ovenfor nævnt, en Mariekirke rejste sig paa hans Foranstaltning. Dette synes dog ej at have skeet af politiske Grunde, som i Oslo, men alene formedelst Byens hurtige Tilvæxt; det heder udtrykkeligt, at Harald særdeles meget ophjalp Staden<ref>Fagrskinna Cap. 189, ligesaa Flatøbogen, se Fornm. Sögur IV, S. 257 Note 3.</ref>. Vi have allerede seet, hvorledes Magnus den gode havde paabegyndt en ny Kongsgaard med tilhørende Kirke — den saakaldte Olafs-Kirke — strax ovenfor Byen, ved den saakaldte Saurlid, hvor hans Faders Lig havde staaet Natten førend Thorgils Hjalmessøn begrov det<ref>Se ovenfor B. IV. S. 363, jvfr. nærværende B. S. 149. Saurlid, om hvilken Snorre siger at det da var ovenfor Byen, men paa hans Tid midt i Byen, er maaske omtrent hvor den nu saakaldte Hagerup-Almenning findes.</ref>. Allerede til dette Anlæg maa Stadens Tilvæxt have været den nærmeste Aarsag: den gamle Kongsgaard og Clemenskirken ere blevne saa omringede af private Huse, at Kongen har fundet det ubekvemt, og derfor villet opføre en ny Kongsgaard og en ny Kirke, bestemt til at modtage hans Faders Skriin, paa den frie Plads ovenfor Byen, idet han overlod Clemenskirken til Benyttelse som Sognekirke, hvad den ogsaa sidenefter sees at have været<ref>Clemenskirken nævnes oftere som en af Byens Sognekirker i det 13de, 14de og 15de Aarhundrede, se især Brev af 11te Juni 1341, Dipl. Norv. II. No. 242, af 1252, Dipl. Norv. II 9, og af 14 Marts 1280, Dipl. Norv. III. 16.</ref>. Magnus oplevede dog ikke at see disse Bygninger færdige. Hans Lig blev derfor endnu bisat i Clemenskirken. Men Harald lod Olafskirken fuldføre, og den var allerede færdig før vaaren 1050<ref>Der staar nemlig, hvad ogsaa allerede ovenfor er bemærket, saavel hos Snorre (Cap. 45) som i Morkinskinna (Har. Haardraades Saga Cap. 63), at Einar Thambarskelver og hans Søn Eindrides Liig bleve begravede i Olafskirken ved Siden af Kong Magnus Olafssøns Leje. Da nu saavel Flatø-Annalerne, som Tidsregningen for øvrigt (se nedenfor) godtgjør at Einars Drab maa have fundet Sted om Vaaren 1050, er det altsaa klart, at Kirken maa have været færdig allersenest i 1050, siden ogsaa Magnus’s og, som man maa formode, St. Olafs eget Liig vare flyttede did, førend Einar og Eindride begroves der.</ref>. Imidlertid maa Byens Tilvæxt have været saa rivende, at Harald heller ikke fandt det bekvemt at bo her, men besluttede at bygge Kongsgaard og Kirke endnu længer oppe ved Elven, nær ved det Sted, hvor St. Olafs Lig først havde været jordet af Thorgils Hjalmessøn, og paa den selvsamme Sandmel. Her opførte han nu sin Marie-Kirke; den var stor, af Steen, og saa fast bygget, at da Erkebiskop Eystein noget over 120 Aar senere lod den nedbryde, for at faa den flyttet over til Elgeseter, kunde man neppe faa Stenene fra hinanden. Imellem Mariekirken og Elven lod han Kongsgaarden opføre, og denne blev nu Kongernes stadige Bolig, naar de opholdt sig i Nidaros. 

Med den af Magnus paabegyndte, ufuldendte Kongsgaard toges der en anden Bestemmeise. Dens væsentligste Deel synes at have været en Steenhall, hvortil allerede Magnus havde lagt. Grunden; denne omdannedes nu til Kirke og indviedes til St. Gregorius, saa at altsaa nu to Kirker stode ved Siden af hinanden i Saurlid, Olafskirken og Gregoriuskirken<ref>Da det her nøje kommer an paa Udtrykkene, meddeles Snorres Beretning om det hele Arbejde. "Magnus k. Ólafssonr lét gera Ólafskirkju í kaupangi, í þeim stað er náttsett varit lík Ólafs konungs; þat var þá fyrir ofan bœinn. Hann lét þar ok reisa konungsgarð; kirkjan varð eigi alger áðr konungrinn andaðisk; lét Haraldr konungr fylla þat er á skorti. Þar í garðinum lét hann ok efna at gera mér steinhöll, og varð hon eigi fullkomin áðr hann lézk. Haraldr konungr lét reisa af grundvelli Maríukirkju uppi á melnum, nær því er heilagr dómr konungsins lá í jörðu hinn fyrsta vetr eftir fall hans; þat var mikit musteri ok gert sterklega at líminu, svá at varla fékk brotit þá er Eysteinn erkibyskup lét ofan taka. Heilagr dómr Ólafs konungs var varðveittr í Ólafskirkju meðan Maríukirkja var í gerð. Haraldr konungr lét húsa konungsgarð ofan frá Maríukirkju við ána þar sem nú er; en þar sem hann hafði látit höllina gera, þá lét hann þat hús vígja til Gregóríuskirkju". Hermed stemmer ogsaa egentlig, eller oprindelig, Texten i Hrokkinskinna og Hryggjarstykke, men i Udgaven deraf i Fornm. Sögur er den, som saa ofte, forvansket ved Fejlskrift eller Udeladelser. Navnlig er dette Tilfældet med Stykket "ok varð hon eigi fullkomin áðr hann lézk; Haraldr konungr lét reisa .. " hvor Afskriveren har sprunget fra lézk til lét, udeladende det mellemliggende, saa at her læses: "áðr hann lét reisa Maríukirkju", hvilket gjør en betydelig Forskjel.</ref>. Hvor vidt ogsaa disse overlodes Byen til Sognekirker, eller for det første kun betragtedes som kongelige Kapeller, siges ingensteds.

At i det mindste Olafskirken senere var Sognekirke, er vist; med Gregoriuskirken er det derimod tvivlsomt<ref>Olafskirken nævnes oftere i senere Diplomer som Sognekirke, navnlig er dette Tilfældet i det oven citerede Dipl. af 14 Marts 1280; Gregoriuskirken omtales vel ogsaa oftere, men kun i Testamenter blandt andre Kirker, deels Sognekirker deels ogsaa Kloster- og Hospitals-Kirker, saa at det ej kan sees, til hvilken Kategori den hører. Sandsynligst bliver det, at den hørte blandt de saakaldte Hægendekirkers Tal. (Om disse se ovf. B. IV. S. 168). De Testamenter, hvor den nævnes, findes i Dipl. Norv. II. 94. 365, Langes Klosterhistorie S. 771.</ref>, og for det Tilfælde, at den kun var at ansee som et Kapell, maa de øvrige til Gaarden hørende Bygninger, hvis de nogensinde fuldførtes, efter al Rimelighed have været brugte enten til Hirden selv eller til at huse en Deel af de mange, der ellers plejede at befinde sig ved Hoffet. Den Omstændighed, at Harald forandrede Magnus’s Bestemmelse med Kongsgaarden i Saurlid, førend den endnu var færdig, viser at han allerede strax efter at have faaet Olafskirken fuldendt, maaskee endog før, har bestemt sig til at bygge Mariekirken og den nye Kongsgaard oppe i Sandmelen, hvor der som vi tidligere have yttret, allerede synes at have staaet et Trækapel over Olafs Gravsted tillige med en Bygning over Brønden. Mariekirken maa saaledes være paabegyndt strax før eller umiddelbart efter at Olafskirken var kommen istand og Clemenskirken overladt til Sognekirke. Saa længe Mariekirken var under Bygning, benyttedes Olafskirken efter sin første Bestemmelse som kongelig Kirke, da det udtrykkeligt meldes at baade St. Olafs Skriin og Magnus den godes Liig opbevaredes der. Men da Mariekirken, hvis Opførelse formedelst dens Størrelse og omhyggelige Bygningsmaade maa have medtaget flere Aar, var færdig og indviet, maa det antages som vist at aaavel Olafs Skriin, som Magnus’s Liig flyttedes didhen<ref>Anden Betydning kan umuligt de oven anførte Ord "Olafs Liig bevaredes i Olafskirken, saa længe Mariekirken var under Opførelse" have. Og den bestyrkes af det udtrykkelige Udsagn om at Magnus’s Liig laa i Olafskirken, da Einar begroves. En enkelt Kodex (Hrokkinskinna) har det endog tydeligere, ved at læse "eigi gerð" for "í gerð", altsaa "medens Mariekirken endnu ej var færdig". Naar man kun stadigt har for Øje, at Mariekirkens Paabegyndelse og Bestemmelse allerede maa have været besluttet da Olafskirken blev færdig, ja maaske før, vil man netop finde den Antydning af noget midlertidigt, der ligger i hine Ord, i sin Orden, uden at man behøver at tage sin Tilflugt til nogen Gisning om at Olafsskrinet allerede var flyttet op i Trækapellet, men formedelst Tummelen ved Bygningsarbejderne paa Mariekirken midlertidigt flyttedes til Olafskirken. Bestemmelsen var at bringe Olafs Liig snarest muligt i Mariekirken; men indtil den blev færdig, bevaredes det i Olafskirken, da det ej længer kunde forblive i Clementskirken, som oplodes til Sognekirke. Den hele Tid, det laa i Olafskirken, var altsaa kun saa længe Mariekirken stod under Bygning. Da Olaf Kyrre siden havde bygget Christkirken, flyttedes, som det udtrykkeligt heder, Olafs Liig did.</ref>. Det tillægges udtrykkelig, at Mariekirken doteredes med rige Præbender<ref>Fagrskinna Cap. 189, jvfr. Flatøbogen (Fornm. Sögur VI. 267 Note 3); Morkinskinna har her en Lakune.</ref>, og dette giver, som ovenfor antydet, Anledning til at tro at Harald ved en lignende gavmild Dotering til Mariekirken i Oslo har lagt Grunden til den Rigdom, hvoraf vi senere finds denne Kirke i Besiddelse<ref>Den var, som bekjendt, en af de rigeste Kirker i Norge, og Kollegiatkirke; dens Provst eller Konventsforstander var fra 1314 Rigets Kantsler.</ref>.

Men endnu, som man maa formode, førend Mariekirkerne vare færdige, var Harald kommen i aabenbart Fiendskab med Adalbert. Den Indflydelse, som denne opnaaede efter Kejser Henrik den 3dies Død, først under Kejserinde Agnes’s Regjering, siden efter at Erkebiskop Anno af Kølln havde faaet den umyndige Kong Henrik den 4de i sin Magt<ref>Dette skede, som bekjendt, ved Pintsetid 1062, se Lambert af Uersfeld ved dette Aar.</ref>, men havde anseet sig nødsaget til at antage sin Modstander Adalbert, til Medformynder, maatte forekomme Harald betænkelig, hvorhos det ogsaa maa tages i Betragtning, at den i Aaret 1062 afdøde saxiske Hertug Bernhards Søn og Efterfølger Ordulf, St. Olafs Svigersøn, allerede længe havde ligget og fremdeles laa i heftig Fejde med Adalbert<ref>Se herom især Mag. Adam, III. 42, 43, 44, 48.</ref>. Den tilsyneladende Enighed mellem Adalbert og Anno varede, som bekjendt, ikke længe, og deres Uenighed viste sig ogsaa deri, at da der efter Pave Nikolaus den 2dens Død (1061) af to forskjellige Partier var udvalgt tvende Paver, Honorius II og Alexander II, erklærede Anno sig for hiin, medens derimod Kejserinden, saa vel som Adalbert, tog dennes Parti<ref>Honorius II., forhen Cadalous, Biskop af Parma, blev først udvalgt, som det heder, af Kong Henrik selv, det vil sige hans Moder, Kejserinden, og den største Deel af den romerske Gejstlighed paa et Møde i Basel; omtrent paa samme Tid derimod fik Hildebrand, siden bekjendt som Gregor VII., Anselm af Lucca, valgt paa et andet Møde; han kaldte sig Alexander II., og blev, sandsynligviis især ved Hildebrands mægtige Understøttelse, anseet for den rette Pave. Anno havde i Førstningen selv hjulpet til at afsætte Honorius, som dog stedse beholdt et Parti for sig. (Lambert af Hersfeld, Pertz, Script. VII. 167, 168). Se Pfister, Gesch. der Teutschen II. 205.</ref>. Heraf maatte det være en naturlig Følge, at alle Adalberts Venner, hvoriblandt Kong Sven i Danmark, erklærede sig for Alexander, medens derimod hans Fiender, navnlig Hertug Ordulf og Kong Harald, erklærede sig for Honoring. Under disse Omstændigheder er det let at forstaa, hvorledes Harald maaskee endnu mere end forhen søgte at undgaa at have noget med Adalbert at bestille, eller at lade sine Biskopper indvie af ham, men derimod sendte dem enten lige til Rom eller til Frankrige, for at modtage Indvielsen. En af disse var Aasgaut, hvilken Harald synes at have bestemt til at rejse om i Viken, og, naar han var i Ro, at forrette Tjeneste ved Mariekirken i Oslo; i de gamle Bisperækker opføres han nemlig som den første Biskop i Oslo<ref>Se Norsk Tidsskrift, V. 41, 43. 1 Mag. Adam, III. 70, IV. 33, Schol. 69.</ref>. Men da Aasgaut vendte tilbage fra Rom, hvor han havde modtaget Vielsen, og, som man maa formode, lagde Vejen over Tydskland, lod Adalbert, der nu havde Magt nok dertil, ham gribe, og slap ham ikke løs, førend han havde svoret ham Troskabs-Eed; derefter skjenkede han ham Gaver og lod ham rejse videre<ref>Han omtales nemlig af Mag. Adam, som endnu levende, IV. 33.</ref>. Harald blev vistnok overmaade opbragt herover, maaskee han og sendte Aasgaut bort, som tidligere Bernhard, dog nævnes herom intet, og var det end Tilfældet, saa er det dog vist, at Aasgaut, ligesom Bernhard, var kommen tilbage efter Haralds Død.

==Harald alt for mørkt skildret af en Bremisk Gejstlig==

Hvor stort Fiendskabet var, som herskede mellem Harald og Adalbert, sees bedst af den bremiske Gejstlige Magister Adams overdrevne og aabenbart usandfærdige Skildringer af Haralds Ondskab og slette Færd. Han synes ret at have behaget sig i at afmale Harald med mørke Farver. "Harald", siger han, "overgik alle rasende Tyranner i Grumhed. Mange Kirker har han forstyrret, mange Christne ere af ham blevne henrettede. (Den, som ikke vidste nøjere Besked, skulde heraf næsten kunne tro, at Harald var en Hedning). Han var en mægtig og sejrsæl Mand, der tidligere i Grækenland og Skythiens Egne havde kæmpet mangen Kamp mod Barbarerne, og da han kom hjem, hvilede han aldrig fra Krig, han var Nordens Lyn, alle de danske Øers Svøbe. Han herjede alle de vendiske Kyster, han underkastede sig Orknøerne, han udstrakte sit blodige Herredømme lige til Island<ref>Dette sidste er ikke bogstavelig sandt, da Harald aldrig egentlig underlagde sig Island, om han end maaskee ved at smigre Islændingerne har forsøgt derpaa; hvorledes det bør forstaaes, vil nedenfor blive viist. Med Orknøernes Undertvingelse har det for saa vidt sin Rigtighed, som Thorfinn Jarl sandsynligviis hyldede Harald, og Harald selv senere, især ved sin Ankomst til Øerne 1066, opførte sig som Landskabets Herre. At Harald derhos paa et eller flere af sine mange Herjetog til Danmark, hvoraf kun de færreste særskilt omtales i Sagaerne, har hjemsøgt Vendland, ligesom Magnus forhen, er meget sandsynligt.</ref>. Men skjønt han herskede over mange Nationer, var han dog formedelst sin Graadighed og Grumhed forhadt af alle. Han betjente sig endog af Trolddomskunster, i det han i sin Forblindelse ej betænkte, at hans hellige Broder, der led Martyrdøden for Christendommen, og hvis Fortjenester noksom bevises ved de Mirakler, der dagligen skee ved hans Hvilested i Throndhjem, netop havde søgt at udrydde alt saadant Uvæsen i sit Rige. Men uagtet hiin af Gud forladte Synder saa disse Mirakler, lod han sig deraf ikke i mindste Maade anfegte, ja endog de Gaver og Skatte, som andægtige Troende havde skjenket til hans Broders Grav, rev han til sig med graadig Haand, og uddeelte dem blandt sine Krigere"<ref>Mag. Adam, III. 16.</ref>. 

Vi have seet, hvor uskaansomt Mag. Adam bedømte Olaf Tryggvessøn, hvilken han ogsaa beskyldte for at benytte sig af Troldmænd, uagtet Olaf dog, som vi vide, forfulgte dem til det yderste. End mindre kunne vi da undres over, at han bagvasker Harald, der var i aabenbart Fiendskab med Adalbert, især da hans Hjemmelsmand vel i mange Stykker her, som ellers, var Kong Sven i Danmark, og de bremiske Gejstlige desuden stadigt ærgrede sig over det Indpas, de engelske Gejstlige fik i Norge, saa at endog en af Adams Scholiaster udraaber: "vi kunne rigtignok sige at vore have forrettet Arbejdet, men Englænderne fortrængt dem"<ref>Schol. 142 til Mag. Adam, IV. 33.</ref>. Hvad den foregivne Plyndring af St. Olafs Helligdom angaar, da maa dog nok nogen Sandhed ligge til Grund derfor, om end Sagen er betydeligt overdreven, siden Mag. Adam, der maatte vide nøje Besked om Adalberts kirkelige Foretagender, fortæller at denne sendte et Gesandtskab til Harald med et Advarselsbrev, hvor han deels paatalte hiin Forgribelse paa Gaverne til St. Olafs Helligdom, der ej maatte anvendes til Lægmænds Brug, deels klagede over at Harald havde ladet sine Biskopper ordinere i England og Frankrige imod al lovlig Ret og med Forbigaaelse af ham selv, den eneste, af hvem Indvielsen ifølge Pavens egen udtrykkelige Anordning burde forrettes. Harald behøvede visselig mange Penge saa vel til sine bestandige Krige med Danmark, som til sine Bygningsarbejder; sin egen, fra Grækenland hjembragte Skat vilde han, som man seer<ref>Han havde den nemlig endnu saa godt som ubeskaaren med til England 1066, se Schol. 84 til Mag. Adam, III. 51.</ref>, efter Delingen med Magnus nødig angribe; at han anvendte det Finansmiddel at slaa daarlig Mynt, er allerede omtalt, og usandsynligt er det derfor ikke, at han ogsaa har grebet til den anden Udvej, at sætte sig i Besiddelse af en Deel af de Gaver, der efterhaanden vare opdyngede ved St. Olafs Skriin. Han havde saa meget bedre Paaskud dertil, som han kunde sige at Opførelsen af den store, kostbare Mariekirke skede til St. Olafs Hæder, og at han derfor var berettiget til at dække sit Udlæg ved de til St. Olafs Skriin indkomne Gaver. Lejligheden var der, da Skrinet flyttedes fra Olafskirken til Mariekirken. Adalberts Gesandtskab og Brev havde ingen anden Virkning paa Harald, end at opvække hans Vrede og bringe ham til at udtale med tydelige Ord, hvor lidet han brød sig om Erkebiskoppen og hans Formaninger. "Jeg veed ikke", sagde han, "hvem anden der er ret Erkebiskop og Hersker her i Norge, end jeg selv, Kong Harald Sigurdssøn"; han bad Gesandterne haanligt at pakke sig bort, og gjorde, fortælles der, endnu meget andet, hvoraf man kunde spaa at Hovmod gaar for Fald. Adalbert klagede til Pave Alexander. Denne udfærdigede strax et Brev, saa lydende: "Alexander o.s.v. sender Harald, Nordmændenes Konge, sin Hilsen og apostoliske Velsignelse. Da I endnu ere ferske i Troen, og paa en vis Maade halte i den kirkelige Disciplin, bør det os, hvem hele Kirkens Styrelse er betroet, hyppigere at hjemsøge eder med guddommelige Paamindelser. Men da den lange og møjsommelige Vej hindrer os selv fra at gjøre dette, saa viid at vi have overladt alt dette ganske til vor Vikar, Adalbert, Erkebiskop i Hamburg. Men denne ærværdige Erkebiskop, vor Legat, har klaget i sine Breve til os, at Biskopperne i eders Provins enten slet ikke ere indviede, eller paa en skjendig Maade ere indviede i England eller Frankrige for Penge, tvertimod de Privilegier, der fra Rom ere givne ham og hans Kirke. Jeg paaminder eder derfor ifølge Apostlerne Peters og Pauls Fuldmagt, at I og eders Biskopper vise bemeldte ærværdige Erkebiskop, vor Vikar og Udfører af vore Forretninger, den samme Underdanighed og Ærbødighed, som I skylde det apostoliske Sæde selv"<ref>Brevet meddeles fuldstændigt, sandsynligviis efter Afskrift i det bremiske Archiv, i Schou til Mag. Adam, III. 18, hvor Indholdet korteligt omtales. Brevet nævner dog intet om den foregivne Udplyndring af St. Olafs Skat, maaskee fordi et saadant Tilgreb fra Haralds Side dog nogenledes kunde besmykkes. I hvilket Aar Brevet er udstedt, lader sig vanskeligt bestemme. Man har kun de fem Aar fra 1061, da Alexander valgtes, til 1066, da Harald faldt, at vælge imellem. Snarere skulde man henføre det til den sildigere, end til den tidligere Deel af denne Periode.</ref>.

Hvad Harald svarede hertil, siges ingensteds, men man kan være forvisset om at han, som under sit lange Ophold blandt Grækerne, i den Alder, da hans Christendomskundskab just skulde befæstes, ej kan have været oplært til nogen Hengivenhed for Paven i Rom, og som desuden nu, efter hvad der ovenfor er viist, neppe engang erkjendte Alexander for retmæssig Pave, ej brød sig det ringeste om hans Paamindelser. Adalbert selv hvirvledes nu ogsaa, lige indtil Haralds Død, saaledes ind i Hof-Intriger og Dagens Politik, at han ikke kunde beskjeftige sig synderligt med kirkelige Anliggender, og derfor heller ikke kan have foretaget yderligere Skridt mod Harald, der altsaa fik frie Hænder. Det lykkedes saaledes ikke den bremiske Erkestol at haandhæve sit Supremati over Norge, saa længe Harald sad paa Tronen.

==Biskopper paa Island==

[[Fil:Páll Jónssons bispestav.jpeg|thumb|400px| Biskop Páll Jónssons bispestav, 1100-tallet. Laget av hvalrosstann. Þjóðminjasafn Íslands, Reykjavik. © Carsten Lyngdrup Madsen, 2019.]]Paa Island derimod synes Adalberts Bestræbelser, i det mindste for en Tid, at have havt bedre Fremgang, saaledes som det allerede ovenfor foreløbigt er antydet. Vi have ogsaa tidligere omtalt flere af de Biskopper, som fra Tid til anden besøgte Island og opholdt sig der, førend det fik faste indenlandske Biskopper. Bernhard den bogvise opholdt sig der i fem Aar (1016—1021); siden nævnes en Olaf Grønlændingebiskop, om hvem for Resten intet vides, men som vel maa være den første Biskop, der bestemtes til Grønland<ref>Olaf Grønlændingebiskop omtales mellem Bernhard og Kol i den Fortegnelse over Biskopper paa Island, der meddeles i Skardsaabogens Tillæg til Landn., Isl. Sögur I. 331. Han omtales hverken af Are Frode eller andensteds. Men da Bernhard, efter hvad der ovenfor er antaget, sandsynligviis allerede forlod Island 1021, og Kol neppe kom førend ved 1025, er det ej usandsynligt, at Noticen kan være rigtig. Det er ovenfor antydet, at Kol maaskee kan være kommen til Island med Thorarin Nevjulfsson, da denne rejste derhen i Kong Olafs Ærende, for at aabne Underhandlinger med Islændingerne. Muligt at ogsaa Olaf paa lignende Maade fulgte med Thorarin allerede da han i 1018 skulde bringe Rorek til Grønland, men i dets Sted kom til Island.</ref>. Hans Ophold paa Island (sandsynligviis omkring 1022) maa alene betragtes som midlertidigt, medens han væntede paa Lejlighed til Grønland, ligesom Arnald senere. Efter ham nævnes Kol, der var paa Island faa Aar (omkring 1025—1028); han boede, i det mindste en Stund, hos den bekjendte Hall i Haukadal, Are frodes Fosterfader og Hjemmelsmand i mange vigtige historiske Materier; han var den første Biskop, der begroves ved Skaalholt<ref>Se Are Frode, Cap. 8, Tillægget til Landn. og Hungrvaka Cap. 3, hvis Afvigelser fra hine ovenfor ere omtalte. Om Hall i Haukadal, se ovenfor I. B. II. S. 316, hvoraf det sees, at han var født 996. Da han nu ifølge Are Frode Cap. 9 satte Bo i Haukadal 30 Aar gammel, altsaa 1026, kan Kol ikke før denne Tid være kommen til ham, men det falder netop rimeligt, at Kol opholdt sig paa Landet i de følgende 3 eller 4 Aar til 1030, da Rodulf rimeligviis ved Efterretningen om hans Død er kommen. Det heder i Vigaglumssaga Cap. 28, at Vigaglum, der døde 3 Aar efter at Christendommen kom til Island (1003) skulde være bleven biskoppet d. e. konfirmeret af Biskop Kol, men dette kan neppe forholde sig rigtigt.</ref>. 

Efter Kol nævnes den oftere omtalte Rodulf, Edward Confessors Frænde, der kom til Norge fra Nordmandie med Olaf den hellige, og opholdt sig paa Island i 19 Aar, (1030—1049); han skal have boet deels paa Bø i Borgarfjorden — hvor han endog skal have indrettet et Kloster<ref>Dette siges kun i Tillægget til Landn., samt i denne selv I. 16, hvor det heder at han efterlod 3 Munke i Boe.</ref>, der dog ej kan have været af lang Varighed — deels paa Lund. Rodulf endte, som vi have seet, sine Dage som Abbed i Abingdon i England 1052. Rodulf synes, skjønt Englænder, at have staaet i venskabelig Forbindelse med den bremiske Erkestol, og det var maaskee efter hans Opfordring, da han forlod Landet, at Islændingerne saa vel som Grønlændingerne sendte Gesandter til Adalbert, for at bede ham om at sende dem Prester. Adalbert sendte da den allerede i længere Tid hos ham sig opholdende og af ham meget yndede Johannes, irsk af Fødsel og allerede i Irland eller Skotland indviet til Biskop, en eenfoldig og gudfrygtig Mand, som han kaldes<ref>Om ham, af Are Frode Cap. 8 kaldet Jon irske, se ovenfor, jvfr. Mag. Adam, III. 70, jvfr. IV. 20—30. Det kan her for større Tydeligheds Skyld merkes, at Mag. Adam selv (IV. 10) kalder "Hibernia" Skoternes Land, der nu kaldes Irland, ligesom ogsaa den bekjendte Chronist Marianus Scotus var en Irlænder.</ref>. Ved samme Lejlighed afsendte han ogsaa en anden Biskop, der ligesom han hed Adalbert, men det siges ikke udtrykkeligt, hvorhen; nogle have antaget at det var til Grønland<ref>Mag. Adam, III. 70. Det er sandsynligviis heraf, man har faaet ud, at Adalbert sendtes til Grønland; der siges nemlig at han sendte Thorolf til Orknøerne, samt "illuc" saa vel Jon irske som Adalbert. Da nu Jon irske sendtes til Island, kan illuc ej gaa paa Orknøerne, men kun i Almindelighed betegne Norden eller maaskee nærmere "Havets Øer" (III. 24), hvilke ogsaa nævnes i Schol. 142, som Egne, hvortil Bisperne Meinhard og Albert, vistnok den samme Adalbert, bleve sendte. Og da der nu saa vel i III. 23, som III. 70 tales om Gesandtskaber fra Island, Grønland og Orknøerne for at udbede sig Lærere, har man vel antaget, at ligesom Thorolf sendtes til Orknøerne og Jon til Island, maa Adalbert være sendt til Grønland. Det er neppe paa anden Autoritet, at Messenius (Scondia ill. I. 86) og efter ham Staphorst (I. 410) antager at Adalbert eller Albert, sendtes til Grønland.</ref>. 

Jon opholdt sig paa Island kun fire Aar (1049—1053), og maa ligeledes antages at have virket ivrigt i Adalberts Interesse, hvori han vel ogsaa understøttedes af den før omtalte Bernhard den Saxer, der, som vi have seet, efter at have svoret Adalbert Troskabsed og lagt sig ud med Kong Harald, kom til Island omkring 1051, og opholdt sig der 19—20 Aar. Bernhard holdt sig meest paa Nordkanten af Landet, da det heder, at han deels boede paa Giljaa i Vatnsdal (hvor Thorvald Vidfarle og Biskop Frederik, den første Biskop, der besøgte Island, ogsaa en Tid havde boet), deels paa Steinstad i Skagafjorden<ref>Se Hungrvaka Cap. 3, Tillægget til Landnaama af Skardsaabogen, jvfr. Landnaama III. 7. Om Thorvald Vidfarle se ovenfor B. III.</ref>; han indviede mange Ting, som Kirker, Klokker, Broer og Brønde, ved hvilke der siden, som der paastaaes, skal have skeet Mirakler, der beviste hans Hellighed. Men imidlertid var, som man seer, Ønsket om at have en indfød Biskop blevet levende blandt Islændingerne. At baade Jon og Bernhard herved bleve tagne paa Raad med, siges ej udtrykkeligt, men maa antages som givet, og det er sandsynligviis ogsaa for en stor Deel at tilskrive dem, at Valget faldt paa Isleif, Gissur hvites Søn. Meget bidrog vel ogsaa dertil Isleif<ref>Det var Gissur hvite og hans Svigersøn Hjalte Skeggessøn, der især havde Fortjenesten af at faa Christendommen indført i Landet, se ovf. B. III. Gissur var, som det her i Slægttavlen No. 19 er viist, nær beslægtet saavel med Olaf Tryggvessøns Moder Aastrid, som med St. Olafs og Harald Haardraades Moder Aasta.</ref> høje Byrd, den Omstændighed, at hans Fader Gissur var den blandt Islands Høvdinger, hvem man fornemmelig maa tillægge Æren for Christendommens Indførelse i Landet<ref>Isleif maa saaledes være fød omkring 1003, og altsaa maa han vel have været Gissurs yngste Barn eller et af hans yngste Børn, siden Gissurs Datter Vilborg allerede før 999 kunde være gift med Hjalte Skeggessøn.</ref>, og den almindelige Kjærlighed og Agtelse, han nød for sin Godgjørenhed, rene Vandel og ualmindelige Dannelse: hans Fader havde nemlig endnu i hans Drengealder rejst til Tydskland med ham, og sat ham i Klosterskolen i Hervorden i Saxland eller Vestfalen, hvorfra han ej vendte tilbage, førend han havde modtaget fuldstændig Preste-Lærdom og Indvielse<ref>Hungrvaka Cap. 1; her staar "hánum (Isleifi) fylgdi Gissurr útan, ok seldi hann til læringar abbadísi einni í borg þeirri er Herfurða heitir". Dette Sted, Herfurda, have de fleste forklaret med Erfurt, skjønt Erfurt paa hiin Tid kaldtes Erphesford, og desuden ikke ligger i Saxland, men i Thüringen, ligesom man heller ikke veed noget om at der saa tidligt, som da Isleif sattes til at studere, fandtes nogen berømt Skole i Erfurt, end mindre nogen Stiftelse, der forestodes af en Abbedisse. Dette var derimod Tilfældet i Hervorden, hvor en saadan Stiftelse allerede omtales fra Slutningen af 8de Aarhundrede; i Hervorden var der temmelig tidligt en lærd Skole i Forbindelse med Münsterkirken, og Hervorden maatte tillige være Nordboerne mere bekjendt end Erfurt, da det laa lige i Strøget af den sædvanlige Pilegrimsvej til Rom. Se nærmere herom Mooyer i Westfälische Provinzialblätter 1 B. 4. H., jvfr. Petersen i Nordisk Tidsskr. for Oldkyndighed I. B. S. 444.</ref>. Men da han dog vel neppe var den eneste blandt Islands daværende Høvdingssønner, som havde modtaget en saadan Dannelse, tør man vel for en stor Deel tilskrive hans Egenskab som saxisk Gejstlig, at Jon og Bernhard, for saa vidt som de udøvede nogen Indflydelse paa Valget, ledede dette paa ham. 

Hidtil var dog Isleif endnu kun at betragte som verdslig Høvding, hos hvem den prestelige Indvielse var en Bisag; han boede paa Skaalholt efter sin Fader Gissur, og var gift<ref> Nemlig med Dalla, hvis Fader Thorvald var en Søn af Aasgeir i Videdal, og saaledes en Broder af Refna, der egtede Kjartan Olafssøn.</ref>. Men nu, efter at han allerede havde naaet sit 50de Aar<ref>Isleif maa saaledes være født omkring 1003, og altsaa maa han vel have været Gissurs yngste Barn eller et af hans yngste Børn, siden Gissurs Datter Vilborg allerede før 999 kunde være gift med Hjalte Skeggessøn.</ref>, blev han, som det siges, valgt af hele Almuen paa Island til Biskop, og anmodet om at drage udenlands. Isleif rejste efter al Sandsynlighed tilsammen med sin Forgænger Johannes, og efter hvad man maa formode lige til Bremen. Det var dog hans Hensigt, først at gjøre saa vel Kejseren, som Paven sin Opvartning; han begav sig derfor til Kejser Henrik III i Saxland og forærede ham en lisbjørn fra Grønland, som han i den Hensigt havde medbragt, og som baade var og ansaaes for en stor Sjeldenhed. Kejseren gav ham til Gjengjeld Lejde eller Anbefalingsbrev over hele sit Rige, lige til Italien, hvor han besøgte Pave Leo IX, og fik af ham Brev med tilbage til Adalbert, at denne skulde indvie ham Pintsedag, hvilket ogsaa skede, dog ej førend i 1055, da Isleif, som Mag. Adam fortæller, i nogen Tid opholdt sig hos Adalbert for at lære, hvorledes han paa den meest heldbringende Maade kunde undervise det nys omvendte Folk, og nød i denne Tid store Æresbeviisninger. Ved Afrejsen medgav Adalbert ham Breve til Islændingerne og Grønlændingerne, foruden alt hvad han behøvede til at udføre det biskoppelige Embede, og lovede at han selv med det første skulde komme til dem, for at deres Glæde skulde fuldkommes<ref>Hungrvaka Cap. 2. Are Frodes Islendingabok Cap. 9, Mag. Adam III. 70, IV. 35. — Der er flere Omstændigheder ved Beretningen om Isleifs Udenlandsrejse og Indvielse, der trænge til en nærmere Belysning. Først er det den tilsyneladende Modsigelse mellem Mag. Adam og Hungrvaka, idet hiin ikke omtaler Isleifs Besøg hos Paven, men derimod, som det synes, lader ham komme umiddelbart fra Island til Adalbert, opholde sig hos ham en Stund, og derpaa vende tilbage igjen. Heller ikke Are Frode omtaler udtrykkeligt Isleifs Besøg hos Paven, men siger kun — og det urigtigt — at Leo (hvilken han ydermere urigtigt kalder den 7de i Stedet for den 9de) var Pave, da Isleif indviedes. Men da Hungrvakas udtrykkelige Udsagn, at Isleif besøgte saa vel Kejseren som Paven, og at denne medgav ham et Brev til Adalbert, er altfor specielt og synes altfor meget grundet paa nøjagtige Oplysninger til at man vel kan betvivle det, maa man forklare Mag. Adams Udsagn saaledes, at denne kun har dvælet ved Isleifs Ophold hos Adalbert, uden at finde det nødvendigt at omtale hans under alle Omstændigheder kortvarige Besøg hos Paven; og Ares Udsagn forklares vel igjen bedst som om det mindre nøjagtigt kun nævnte Hovedsagen af hans Rejse — Indvielsen — i Stedet for at nævne Udrejsen selv. 

Da nu Leo IX, som ovenfor viist, døde allerede i April 1054, og Isleif neppe har forladt Island om Vintren, kan hans Udrejse ikke vel henføres til dette Aar. Derimod kunde den snarere henføres til de sidste Dage af Marts 1053. Hvis Isleif da i de første Dage af April er kommen til Bremen, eller maaskee til Danmark, har han sandsynligviis sluttet sig til Sven Ulfsson, da denne ved Paasketid dette Aar (11te April) besøgte Kejseren i Merseburg; hvo veed endog, om det ej er ved ham, at Sven Ulfsson har oversendt til Paven den Papegøje, hvorom Wibert taler i sin Levnetsbeskrivelse over Leo IX. II. 3. Isleif er vel kommen til Leo førend denne af Nordmannerne blev fangen og indestængt i Benevent, hvilket skede ved St. Hans-Tider samme Aar (Herm. Contractus ved d. A., Pertz VII. S. 132); til Adalbert maa han være kommen tilbage omtrent ved Midsommerstider, og har da opholdt sig hos ham i eet eller to Aar, indtil han modtog Indvielsen. Men om dette skede 1055 eller 1056, er Spørgsmaalet. I Tillægget til Landnamsbogen siges, at den første Vinter, Isleif efter sin Tilbagekomst tilbragte paa Island, var der megen Dødelighed formedelst den Sult, det med hans Indvielse samtidige Uaar havde frembragt. At Isleif virkelig var paa Island Vintren efter Uaaret, sees af hvad der udtrykkeligt fortælles om hans Forslag om Julefasten. (Se nedf.) Da vi nu tillige have seet, at Uaaret indtraf i 1056, blir altsaa den første Vinter derefter 1056—1057. Men nu læse vi hos Are Frode, at Isleif ikke rejste til Island den næste Vinter efter at han blev indviet, men at han tilbragte den i Norge. Dette bliver følgelig Vintren 1055—1056; Isleifs Indvielse falder følgelig ved Pints 1055, og Skardsaabogens Udsagn om at Uaaret var samtidigt med hans Indvielse, bliver kun at ansee som mindre nøjagtigt, eller som om man derved kun har villet betegne, at Uaaret indtraf førend Isleif endnu var kommen hjem. Hertil kommer end videre, at de forskjellige Haandskrifter af Hungrvaka vakle mellem Tallet 24 og 25 i Angivelsen af, hvor mange Vintre den om Sommeren 1080 afdøde Isleif var Biskop, øjensynligt fordi nogle regne de fulde Vintre efter Indvielsen, hvorved Vintren 1055—1056 bliver den første, 1079—1080 den 25de; andre derimod, hvoriblandt Are, kun de Vintre, han fungerede som Biskop paa Island, hvorved 1056—57 blir den første, 1080 den 24de. Heller ikke er det sandsynligt, at Isleif skulde have tilbragt saa lang Tid som halvtredie Aar (1053—56) hos Adalbert. Men hvad der især synes at gjøre Udslaget, er Hungrvakas Udsagn, at den Pintsedag, paa hvilken Isleif ordineredes, var fire Nætter før St. Columbæ Messe. Denne er nemlig den 9de Juni, og regnes af vore Forfædre at begynde Natten mellem 8de og 9de, og fjerde Nat før denne er Natten mellem 4de og 5te Juni; Indvielsesdagen blir saaledes den 4de Juni, og paa denne Dag falder just Pintsedagen 1055, medens derimod Pintsedag 1056 falder paa 26de Mai, 13 Nætter tidligere, og som derhos er St. Augustin af Canterbury's Dag, efter hvilken den i saa Fald vilde være bleven benævnt. Man tør vel saaledes antage for vist, at Isleif indviedes 4de Juni 1055.</ref>. 

Efter at have tilbragt den følgende Vinter i Norge, begav isleif sig hjem til Island, hvor han tog sit Sæde paa sin Fædrenegaard Skaalholt, Her oprettede han en Art af Skole eller Preste-Seminarium, thi, som Are frode siger, da Høvdinger og gode Mænd saa, at Isleif var meget dueligere end de øvrige Gejstlige, der kom til Landet, sendte mange ham sine Sønner til Oplærelse og lode dem indvie til Prester. Dog, siges det paa et andet Sted, havde Isleif meget at kæmpe med formedelst Folkets Ulydighed, Vantro og Usædelighed, der endog gik saa vidt, at Lovsigemanden selv var gift med Moder og Datter; nogle gave sig paa Vikingetog eller toge sig andre slette Ting til; derhos kom der andre Biskopper, som i mange Stykker vare meget mildere end han, hvorfor de bleve vennesæle blandt alle de onde Mænd, saa at Adalbert omsider blev nødt til at sende et Brev ud til Island, hvori han forbød alle og enhver at modtage nogen aandelig Tjeneste af dem, og sagde at de deels vare bansatte, deels havde begivet sig til Landet uden hans Tilladelse. Disse Biskopper vare sandsynligviis en vis Henrik, der opholdt sig paa Island to Aar efter Bernhard eller samtidigt med ham, og fem andre, der, som det siges, udgave sig for at være Biskopper, af hvilke to efter Navnene at dømme vare tydske, de tre derimod udtrykkeligt siges at have været armeniske, hvilket ogsaa deres Navne bekræfter: sandsynligviis have de fundet Vejen til Island over Grækenland, Rusland og Norge<ref>Se Islendingabok Cap. 8, Hungrvaka Cap. 3. Henrik maa saaledes have opholdt sig paa Island mellem 1071 og 1073, hvis han ellers ikke var samtidig med Bernhard. De fem sidst omtalte Biskopper vare Arnulf og Godskalk, hvis Navne vidne om deres tydske Herkomst; Peter, Abraham og Stefan, hvis Navne, fornemmelig Abrahams, virkelig synes at vise at Are frodes Benævnelse "ermskir" betegner "armeniske" eller i det mindste monofysitiske fra Orienten.</ref>. Om Bernhard, der tilbragte mange Aar paa Øen samtidigt med Isleif, kan man neppe tro, at ogsaa han var ham til Hinder: snarere maa man formode, at han med hans Samtykke virkede som Hjelpebiskop for Nordlandet. Isleif beklædte med Ære sit Biskops-Embede indtil sin Død, 5te Juli 1080. Fra hans Tid og lige til vore Dage har Island havt faste Biskopper.

==Biskopsstol paa Orknøerne==

Ogsaa over Orknøerne, Norges Skatland, søgte Adalbert at virkeliggjøre det kirkelige Suprematí, som ved tidligere Pavebuller var hjemlet den hamburg-bremiske Erkestol. Men paa Orknøerne var Christendommen indført ved irsk-skotske Missionærer (Paper) ældre end det norske Herredømme, og den irske eller skotske Kirkes Fordringer maatte her komme i Strid saavel med den engelskes, som med den bremiskes. Især gjorde Erkebiskoppen af York Paastand paa Overhøjheden over Skotland med de nærliggende Øer, hvoriblandt ogsaa Orknøerne udtrykkeligt nævnes. Dette Supremati maatte være Thorfinn Jarl, hvis Magt, som vi nedenfor ville see, netop truedes fra Northumberland, lige saa modbydeligt, som det bremiske maatte være for Harald i Norge. Naar vi nu læse hos Mag. Adam af Bremen, at Orknøingerne sendte Bud til Adalbert for at udbede sig Lærere af ham<ref>Dette staaer baade i III. 23 og III. 70, og næsten med samme Ord: inter quos (aquilonis populos) extremi venerant Islani, Gronlani et Orchadum legati, petentes ut prædicatores illuc dirigeret, quod et fecit.</ref>, og vi tillige af vore egne Sagaer erfare, at Thorfinn Jarl i de første Aar af Haralds Regjeringstid, eller omkring 1048, 1049 eller 1050, gjorde en Rejse til Rom, for at faa Absolution af Paven, paa hvilken Rejse han besøgte saa vel Kong Sven i Aalborg, som Kejser Henrik i Saxland, og efter sin Hjemkomst lod bygge en Christkirke og oprette en Biskopsstol ved sin Residens Birgsaa paa Rossø: saa ligger den Slutning temmelig nær, at Thorfinn selv har været den, der overbragte Adalbert sine Undersaatters Ønsker. Denne Slutning bliver til Vished, naar vi hermed sammenholde, hvad Mag. Adam paa et andet Sted fortæller, nemlig at Adalbert, uagtet Orknøerne forhen stode under Englands eller Shotlands Biskopper, dog "paa Pavens Bud" indviede en vis Thorolf, om hvis Herkomst og Fædreneland forresten intet vides, til Biskop i hiint selvsamme Birgsaa, hvor Thorfinn havde stiftet Bispestolen<ref>Mag. Adam IV. 34, jvfr. III. 70. Paa førstnævnte Sted siges der, at Thorolf indviedes in civitatem Blaaconam, hvilket, sammenholdt med Orkn. Saga S. 84, tydelig viser sig at være en enten ved falsk Lydopfatning eller Afskriverfejl opstaaet Fordrejelse af "Birgsanam" d.e. Birgsá eller Staðr í Birgisheradi, det nuværende Birsa paa Nordvestkanten af Hrossey, hvor der endnu findes Ruiner af den gamle Kirke eller Thorfinns Christkirke. At han virkelig havde til Hensigt at oprette en fast Biskopsstol her, sees endog af Benævnelsen "Christkirken", der ikke anvendes uden om de biskoppelige Kathedralkirker.</ref>. Thorolf blev, som det lader, senere hen fortrengt af en Rodulf, der var indviet af Erkebiskoppen i York<ref>Se herom Stubbs Acta Pontif. Eborac. hos Twysden, S. 1709. I de bartholinske Annaler hos Langebek, Scr. rer. Dan. I. 338, henføres Rodulfs Indvielse, uvist med hvad Hjemmel, til 1085. En tidligere saakaldet Biskop af Orknø var Henrik, Kong Knut den mægtiges Kapellan og Skatmester, der siden blev Biskop i Lund, og der drak sig ihjel (Mag. Adam. IV. 8).</ref>; der er ellers al Sandsynlighed for, at han er den samme Thorolf, der nævnes som Aasgauts nærmeste Efterfølger i Oslo<ref>Se Norsk Tidsskrift V. 33, 44.</ref>. Men hverken Thorolf eller Rodulf regnes i Biskopsfortegnelserne eller af den senere orknøiske Gejstlighed blandt Biskop pernes Tal<ref>Dette sees saa vel af Bisperækken i Norsk Tidsskr. V. 42, 44, som af Orkn. Saga S. 136, Annalerne ved 1168, og især af Indskriften paa Blypladen i Biskop Viljams Grav, hvor han kaldes primus episcopus.</ref>. Deres Indvielse til Orknøernes Biskopsstol maa derfor have været betragtet som mangelagtig. Aarsagen hertil er maaskee især den, at den orknøiske Kirke senere betragtedes som en Deel af den norske, og derfor hverken erkjendte den bremiske eller den yorkske Erkebiskops Højhed, hvortil ogsaa kom, at den første Biskop paa Orknø, der betragtedes som retmæssigt indviet, levede saa længe, at Oprettelsen af en uafhængig norsk Erkestol indtraf under hans Embedstid<ref>Maaskee ogsaa den Omstændighed, at Orknø først paa Viljams Tid fik sin egen Nationalhelgen i St. Magnus, og at Bispestolen da flyttedes til Kirkevaag.</ref>.

==Fotnoter==
<references/>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på norsk]]
[[Kategori:Peter Andreas Munch]]