Bondens og husfruens død
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Bondens og husfruens død
Af dauða húsfreyju ok bónda [1]
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2026
En bondekarl arbejdede dagligt, skønt han var syg, og selv om han var meget dårlig og afkræftet, fik ingen af delene ham til at ophøre med arbejdet, og han var i stand til at brødføde sig selv og sine folk. Han var så fåmælt, at han nærmest var stum. Efter lang tids sygdom dør han, men da han døde, blev der et voldsomt stormvejr, hvilket fik mange til at sige: »Dette må være det værste menneske, siden Djævelen sådan nægter ham adgang til det evige liv. Og vi kan ikke begrave hans lig i kirken, for han vil fylde hele huset med stank, sådan at man ikke kan være i nærheden af ham.« Enden på det blev, at de begravede ham på marken ved siden af kirkegårdsgærdet; de havde ikke lyst til at få ham ind i kirken.
Hans hustru levede til gengæld i bedste velgående. Hun var fornøjet og så mundrap, som talte hun med alle sine lemmer. Hun hengav sig så fuldt ud til sine lyster, at nærmest ingen blandt hendes naboer kunne undgå hendes skørlevned, sådan pånødte hun dem sin hæslige fremfærd. Hun døde siden ganske pludseligt, men da hun døde, blev det så skønt et solskinsvejr, at det for uforstandige mennesker virkede, som om luften gjorde tjeneste ved hendes begravelse.
De efterlod sig en datter, der havde nået voksenalderen, og hun begyndte at tænke over, om hun skulle leve som sin far eller som sin mor. Da hun ihukom sin fars glædesløse liv og sin mors lykke, forekom det hende at være forbundet med mere glæde at følge i moderens fodspor. Og mens hun tumlede med disse tanker, faldt hun i søvn, og mens hun sov, så hun en mand med et flammende ansigt komme hen imod sig, idet han spurgte: »Hvad tænker du på?« siger han. Hun blev så skræmt ved synet af ham, at hun glemte alt og sagde, at hun ikke tænkte på noget. Denne mand greb hendes hånd og sagde: »Kom med mig, så skal jeg vise dig din far og din mor: Følg du i fodsporene af den, der forekommer dig bedst!«
Han ledte hende derpå hen til en fager slette, sødmefuldt blomstrende og aldeles yndig, hvorpå der var mange tusinde sjæle. Blandt dem fik hun øje på sin far, der skinnede i al pragt, og så snart han så sin datter, tog han godt imod hende. Hun fyldtes af glæde og bad om at måtte blive dér hos ham i denne salighed. Hendes ledsager svarer: »Du skal ikke være her nu, men såfremt du efterligner din fars adfærd, så kan du komme til ham i denne glæde. Men gå nu hen og find din mor!«
De kom derefter til en dyb dal med alskens rædsler, og dér stod en ovn, som udsendte sorte flammer. I denne dal stod hendes mor i kogende beg, som nåede op til skuldrene, og rundt om hende var der brændende hugorme, der sugede fra hendes hjerterødder. Sorte ånder havde slået ring om hende, og med ildforke tvang de hende ned i pølen. Men nu så hun op og genkendte sin datter og kaldte på hende, mens hun græd forfærdeligt: »Min sødeste datter! Hjælp din stakkels mor! Husk på den smerte, jeg led, da jeg fødte dig, og jeg har aldrig gjort dig noget ondt. Og disse ubeskrivelige kvaler må jeg tåle, fordi jeg gjorde mit syndige liv til en leg. Afvis ikke din mors gråd, men fri mig fra disse pinsler!« Moderens råb og forfærdelige gråd fik den unge kvinde til at græde.
Efter disse skræmmende ting og denne drøm vågnede hun i sin seng. Men fordi hun ikke var i stand til at hjælpe sin mor eller bringe hende glæde, levede hun så sømmeligt et liv, at der ikke kan være tvivl om, at hun er kommet til sin far efter sin død.
Note:
- ↑ Teksten findes overleveret i håndskriftet AM 657 a-b 4to fra omkr. 1350.
