Vis kilden til Aandehymner (KR)

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !! !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link= Aandehymner (KR)]] !!  !!  
|-
|}


[[Fil:Knud Rasmussen 02.jpeg|thumb|300px|<center>Knud Rasmussen (1879-1933)</center>]]<center>

<br>'''[[Grønlandsk religion og mytologi|Temaside: Grønlandsk religion og mytologi]]'''<br><br>[[Fra Grønland til Stillehavet (KR)|Uddrag af<br>'''Fra Grønland til Stillehavet''']]<br><br><big><big><big>'''Aandehymner'''</big></big></big><br><br>'''Knud Rasmussen'''<br>København, 1926</center>



<blockquote>
Ud paa Aftenen blev der indbudt til en stor Fest i Dansehuset, der var saa stort, at vi med Lethed kunde være 60 Mennesker derinde. Det var en mægtig Snehal, kun bygget til Fester og Sammenkomster, og for at der altid selv midt paa Dagen kunde være lunt og hyggeligt derinde, var der bygget to Sidefløje til, der paa en virkningsfuld Maade stod som Loger til det store Rum, hvor Festdeltagerne samledes. Begge disse Sidefløje var beboede. Paa den ene Side sad en ung Moder og puslede med to Smaabørn, der stadig gjorde Forsøg paa at rive hendes Sytøj fra hende. Hendes store Vægstenslampe udbredte Lys og Varme i Rummet, og man kunde ikke lade være med at beundre den Hygge, der straalede ud fra de smukke, varme Brikseskind, der ligesom indbød til Hvile. Polartorsk, Laks og tørret Kød var lagt hen i en Bunke paa Sidebriksen og syntes at angive, at der holdtes aabent Hus for enhver, der ønskede sig en Bid. Det modsatte Hus var ogsaa beboet og udstyret paa ganske samme Maade; men det Ægtepar, som ellers holdt til i denne Fløj, havde sluttet sig til Aftenens Kor, og en hel Del unge Piger, der havde paataget sig at passe Lampen, stod oppe paa Briksen og virkede Galleri, idet de nysgerrigt iagttog Festdeltagerne. Oppe i Hallens Hvælving var skaaret et Par Nicher ind i Sneblokkene, og her brændte smaa Spæklamper, der kastede et æventyrligt Lys ned over den mærkelige Forsamling. Mænd og Kvinder, der skulde udgøre Koret, var opstillet i en Rundkreds om Forsangeren og Danseren, der stod midt i Hallen med en mægtig Tromme i Haanden. Den er saa stor, at der ofte bruges et helt Renskind til Trommeskindet; Trærammen, hvorpaa det udspændes, maa derfor være meget solid, og som Følge heraf faar Trommen, der holdes med venstre Haand, en meget betydelig Vægt. Intet Under derfor, at det kræver baade Kræfter og stor Træning at optræde som Sanger, Trommeslager og Danser paa samme Tid, ofte en Time eller mere i Træk. Dansene, der udføres med Hop, Kropvridninger og Vuggen i Hofterne, altsammen i ubønhørlig Takt til Trommens Slag, tager saa stærkt paa de optrædende, at de som Regel er fuldstændig opløst af Varme, naar de træder tilbage.

Der bliver gjort alt for at gøre Opholdet i Dansehuset saa festligt som muligt; baade Mænd og Kvinder trækker i særlige Dragter, der straaler festligt med alle de smukke Indlæg af hvide Bugskind, der er anbragt som Mønstre. Hen over Ryg og Skuldre har Mændene fasthæftet Skind af hvide Hermeliner, der vifter som Vimpler under deres Bevægelser, og megen Omhu er nedlagt i at overbrodere baade Mands- og Kvindestøvler med hvide og røde Skindstrimler. Paa Hovedet bæres en Hjælm af sammensyede Skindstrimler, med Næbbet af en Lom stikkende op som en Pikkel i Toppen.

Danseren og Trommeslageren, der staar midt i Klyngen, er tillige Forsanger; han istemmer den Sang, der skal synges, og naar han er kommet et Stykke ind i den, falder Koret ind. Dette Kor, der bestaar af dybe Mandsstemmer og høje, skingre Sopraner, kan være af overordentlig stor Virkning. Melodierne, der bevæger sig i ganske faa Toner, virker aldrig monotone, fordi Korets faldende og stigende Tempo stadig giver Afveksling. At høre disse Sange er som at lytte til Dønninger, der bryder mod en stejl Fjældkyst.

Enhver Mand og de fleste Kvinder har deres egne Sange, som de selv har oplevet og selv sat sammen; men foruden disse nye Viser har man de ganske særlige '''Aandehymner''', der ogsaa synges i Festhuset, naar Sødyrenes Beherskerinde, der kaldes ''Arnakapshaluk'', skal paakaldes. Disse Hymner, der kaldes ''Aqiutit'', har en enkel Højtid over deres Melodier og er rettet mod ''Hilap inue'', Luftens Aander, der alene kan hjælpe Menneskene. Baade Ord og Melodier er umaadelig gamle og siges at være gaaet i Arv fra Slægt til Slægt. De har det til fælles med almindelige Trylleviser, at deres Tekst ofte er dunkel; men i saa Tilfælde søger man aldrig at forstaa dem, men mener, at de netop virker i Kraft af deres Fantasi og Mystik.

Endelig er der ''Ingilrait pisê'', eller "de henfarnes Sange". Ogsaa disse Sange er gaaet i Arv fra Slægt til Slægt, og selv om man ofte kan knytte et bestemt Navn til dem, er der ingen, der aner, hvor gamle de i Virkeligheden er. De moderne Sange er som Regel en Forherligelse af en Bedrift, man mener at have øvet, eller en Oplevelse, der har gjort Indtryk paa en. I Modsætning til disse er "de henfarnes Sange" langt mere stemningsbevægede og søger ofte at give Udtryk for en Livsfilosofi.

Den Fest, jeg her var bleven indbudt til, varede hele Natten, og naar jeg nu saa lang Tid efter skal forsøge at gøre Rede for den uforklarlige Maade, hvorpaa Ord og Toner og Dans smeltede sammen til en eneste Bølge af Livsglæde, en Nats Væld af Fryd og mange Sinds Stormløb mod Glemsel og Ekstase, saa forstaar jeg, at en saadan Nat maa opleves i sit eget Milieu.

Jeg havde aldrig før hørt Aandehymner fremført af Kor, og jeg havde derfor bedt dem om at lade mig høre nogle af de Sange, der er specielle for disse Stammer. Senere i Aftenens Løb veksledes der mellem moderne og "klassiske" Sange af svundne Tiders udødelige Sangere.

Det lykkedes mig senere at faa skrevet alle disse Sange ned, og jeg gengiver i det følgende et lille Udvalg.

For at give et Indtryk af den Maade, hvorpaa de er oversat, gengiver jeg Originalteksten til et Par af Sangene.<ref>Udeladt i denne digitaliserede version. ''clm. heimskringla.no.''</ref> Teksten, der synes kort her, gentages i det uendelige, helt baaret oppe af Melodierne, og en kort og faa Liniers Tekst kan saaledes godt give Stof til en Sang, der varer en halv Time eller mere.<ref> Ved min Afrejse hjemmefra havde jeg været forberedt paa at skulle optage Melodierne paa de eskimoiske Sange ad fonograflsk Vej, men desværre mistede vi i Ekspeditionens Begyndelse vor Optager, og de forskellige Forsøg, jeg siden gjorde for at faa den erstattet, mislykkedes.</ref>




<blockquote>
::<big><big>'''AANDEHYMNER'''</big></big>



::'''I.'''

::Aand fra Luften, 
::kom, kom ilende hid! 
::Din Aandemaner 
::kalder paa dig.


::Kom og bid Ulykker ihjel!
::Aand fra Luften,
::kom, kom, kom ilende hid!


::Jeg rejser mig, 
::rejser mig mellem Aander, 
::Aandemanere hjælper mig, 
::rejser mig mellem Aander.


::Barn, du Barn, store Barn, 
::rejs dig og kom hid!
::Barn, Barn,
::store Barn. Barnlille,
::rejs dig mellem os!




::'''II.'''

::Den lille Maage 
::svæver over vore Hoveder; 
::den stirrer, den skælder. 
::Dens Hoved er hvidt. 
::Næbbet aabner sig gabende, 
::de smaa runde Øjne 
::ser langt, ser skarpt.
::Qutiuk — qutiuk!


::Den lille Kjove
::svæver over vore Hoveder;
::den stirrer, den skælder.
::Dens Hoved er sort.
::Næbbet aabner sig gabende, 
::de smaa runde Øjne 
::ser langt, ser skarpt.
::Ijoq — ijoq!


::Den store Ravn
::svæver hen over vore Hoveder; 
::den stirrer, den skælder.
::Dens Hoved er sort.
::Næbbet er skarpt, 
::som havde den Tænder. 
::Qara — qara!




::'''III.'''
::''Under Afsyngelsen af denne Sang skal alle være nøgne.''

::Her er Mennesker, Mennesker, 
::Fodspor af Dyr.
::Jeg har den store Ulvs Ansigt 
::og dens Indvolde.


::Her er Mennesker, Mennesker, 
::Fodspor af Dyr.
::Jeg har Jærvens Ansigt 
::og dens Indvolde.


::Mennesker, Mennesker,
::Fodspor af Dyr.
::Jeg har Bjørnens Ansigt 
::og dens Indvolde.


::Mennesker, Mennesker,
::Fodspor af Dyr.




::'''IV.'''

::Hvor er min Sjæl gaaet hen? 
::Lad mig hente dig, 
::lad mig hente dig!
::Den er rejst sønden for dem, 
::der bor sønden for os.
::Lad mig hente dig, 
::lad mig hente dig!


::Hvor er min Sjæl gaaet hen? 
::Den er rejst østen for dem, 
::der bor østen for os.
::Lad mig hente dig, 
::lad mig hente dig!


::Hvor er min Sjæl gaaet hen? 
::Den er rejst norden for dem, 
::der bor norden for os.
::Lad mig hente dig, 
::lad mig hente dig!


::Hvor er min Sjæl gaaet hen? 
::Den er rejst vesten for dem, 
::der bor vesten for os.
::Lad mig hente dig, 
::lad mig hente dig!




::'''V.'''

::Gæste vil jeg 
::ukendt Kvinde, 
::granske skjulte Ting 
::bag Manden.
::—	Lad Støvlens Rem hænge løs —
::Søg under Mand, og
::søg under Kvinde!
::Glat Kindernes Rynker, 
::glat Rynkerne ud.


::Jeg gik en Tur over Havets Is.
::—	Sæler blæste i Aandehul —
::Undrende hørte jeg
::Havets Sang
::og den vældige Nyis sukke.
::Gaa, gaa!
::Stærk Aand bringer Sundhed 
::til Festhus.




::'''Død Mands Sang:'''
::''Aijuks Sang, drømt af Paulinaoq.''

::Jeg fyldes med Fryd,
::hver Gang Daggryet staar over Jorden
::og den store Sol!
::glider op over Himlen.


::Men ellers ligger jeg angstfuld og ræd 
::for Maddikers vrimlende Smaakravl, 
::der æder sig ind i mit Kravebens Hulning 
::og borer Øjnene ud.


::Angstfuld ligger jeg her og mindes.
::Sig mig, var der saa dejligt paa Jorden?
::Husker du Vintrene,
::naar Bekymringer naged’
::for Saaler til Fodtøj
::eller Skind til Støvler?
::Var det saa dejligt?


::Her ligger jeg angstfuld og ræd.
::Men var jeg ej altid bekymret, 
::selv i den dejlige Sommer, 
::naar Jagten slog fejl 
::og der ikke var Skind nok 
::til Klæder og Tæpper?
::Var det saa dejligt?


::Her ligger jeg angstfuld og ræd.
::Men var jeg ej altid bekymret, 
::naar jeg stod paa Havis 
::og tabte Besindelsen ganske, 
::fordi ingen Laks vilde bide?
::Eller var det saa dejligt, 
::naar jeg rødmed’ flov og forlegen 
::i Festhusets Tummel 
::og Koret lo,
::fordi jeg glemte min Sang og dens Ord? 
::Var det saa dejligt?


::Sig mig, var der saa dejligt paa Jorden?
::Her fyldes jeg med Fryd,
::hver Gang Daggryet staar over Jorden
::og den store Sol
::glider op over Himlen.
::Men ellers ligger jeg angstfuld og ræd 
::for Maddikers vrimlende Smaakravl, 
::der æder sig ind i mit Kravebens Hulning 
::og borer Øjnene ud.




::'''Medens Vinden suser.'''
::''En glemt Mands Sang, der huskes.''

::Hvor stryger Søndenvinden hen, 
::naar den susende iler forbi?
::Stryger den bort til de Mennesker, 
::der bor norden for os?
::Tænker den paa dem, 
::naar den suser forbi?


::Hvor stryger Østenvinden hen, 
::naar den susende iler forbi?
::Stryger den bort til de Mennesker, 
::der bor vesten for os?
::Tænker den paa dem, 
::naar den suser forbi?


::Hvor stryger Nordenvinden hen, 
::naar den susende iler forbi?
::Stryger den bort til de Mennesker, 
::der bor sønden for os?
::Tænker den paa dem, 
::naar den suser forbi?


::Hvor stryger Vestenvinden hen, 
::naar den susende iler forbi?
::Stryger den bort til de Mennesker, 
::der bor østen for os?
::Tænker den paa dem, 
::naar den suser forbi?
::Aijaija — ija, 
::aijaija — ija!




::'''En gammel Sang om Solen og Maanen<br> og Angsf for Ensomhed.''' 

::Der er Angst i 
::at længes mod Ensomhed, 
::naar man samles med Venner, 
::at længes fra Mennesker.
::Ijaija — ja — ja!


::Der er Glæde i 
::at mærke Sommeren 
::komme til den store Verden 
::og se Solen
::følge sine gamle Fodspor. 
::Ijaija — ja — ja!


::Der er Angst i 
::at mærke Vintren 
::komme til den store Verden 
::og se Maanen,
::snart Halvmaane, snart Fuldmaane. 
::følge sine gamle Fodspor.
::Ijaija — ja — ja!


::Hvor gaar det hele hen? 
::Jeg ønsker mig mod Øst, 
::og dog skal jeg aldrig 
::gense min Farbro'r.
::Ijaija — ja — ja!
</blockquote><br><br>

==Fodnoter==
<br>
<references/>
<br><br>

==Kilde==
Fra Knud Rasmussen: ''Fra Grønland til Stillehavet, bd. 2'', ss. 220-228. København, 1926.</blockquote>
<br><br>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Knud Rasmussen]]
[[Kategori:Inuitisk religion og mytologi]]