Vis kilden til Amlet og Viglet

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Amlet og Viglet]] !!  !! 
|-
|}


<center><big>'''Saxo Grammaticus'''</big><br>'''[[Danmarks krønike]]'''


oversat af<br>'''[[Frederik Winkel Horn|Fr. Winkel Horn]]'''


<big>'''Amlet og Viglet'''</big></center>



Efter at Amlet havde fældet sin Stiffader, ansaa han det, da han frygtede for, at det ikke var sikkert, hvorledes hans Landsmænd vilde dømme om hans Daad, for raadeligst at skjule sig, indtil han var kommen paa det rene med, hvorledes den jævne Almue vilde gaa til Værks. Folk i Nabolaget, som om Natten havde set Ildebranden, kom næste Morgen, opsatte paa at faa at vide, hvorledes det hang sammen, og fandt Borgen sunken i Aske, og da de ransagede den endnu varme Brandtomt, fandt de ikke andet end uformelige Levninger af brændte Lig. Saa graadig havde Ilden fortæret alt, at der ikke var Spor at opdage af, hvorledes denne store Ulykke var opstaaet. Fenges Lig fandtes ogsaa med blodige Klæder og gjennemboret af et Sværd. Nogle opfyldtes af aabenlys Harme, andre af Sorg og nogle af hemmelig Glæde. Nogle græd over deres Herres Død, andre glædede sig over, at der var gjort Ende paa det med Broderblod besudlede Voldsherredømme. Saaledes vakte Kongens Død forskjellige Følelser hos de tilstedeværende. 

Da Amlet saa', at Almuen holdt sig rolig, fattede han Mod til at forlade sit Skjul, sammenkaldte dem, om hvem han vidste, at de bevarede hans Fader i trofast Minde, gik frem paa Tinge og holdt følgende Tale: 

"I gode Mænd, i Fald I sørge over Hardvendels ynkelige Død, kan I ikke sørge over den Ulykke, I her har for øje. I, siger jeg, som har bevaret eders Troskab imod Kongen, eders Kjærlighed til Landsens Fader, kan ikke sørge derover. I se her en Brodermorders, ikke en Konges Lig. Det var i Sandhed et ganske anderledes sørgeligt Syn, da I saa' vor Konge ynkelig myrdet af den skjændigste, jeg vil ikke sige Broder, men Brodermorder. Ja, med taarefulde øjne saa' I Hardvendels sønderhuggede Legeme, hans Lig bedækket med talrige dræbende Saar. Hvem tvivler om, at hans grumme Bøddel berøvede ham Livet for at kunne berøve Fædrelandet dets Frihed? Den samme Haand gav ham Døden og eder Trællekaar. Hvem skulde da kunne være saa afsindig at foretrække Fenges Grumhed for Hardvendels Kjærlighed? Husk, med hvilken Livsalighed Hardvendel sørgede for eder, hvor retfærdig han handlede imod eder, hvor ømt han elskede eder. Husk, at I mistede den mildeste Konge, den retfærdigste Fader, og i hans Sted fik en Voldsmand, en Brodermorder, at I blev berøvet eders Ret, at alt blev besudlet, at Fædrelandet blev besmittet med Skjændselsgjerninger, at I maatte bøje eders Nakker under Aaget, at den fri Selvbestemmelsesret blev tagen fra eder. Og nu er alt dette forbi, da I se, at dets Ophavsmand ligger paa sine Gjerninger, at Brodermorderen har faaet Straffen for sine Forbrydelser. Hvilket blot nogenlunde forstandigt Menneske, som ser dette, vil anse det, der er en Velgjerning, for en Uret? Hvem, som er ved sin Fornuft, vil beklage, at Forbrydelsen er kommen over Forbryderens eget Hoved? Hvem vil begræde den blodbestænkede Bøddels Fald eller sørge over den grumme Voldsmands retfærdige Død? Her ser I den, der har øvet denne Daad. Jeg tilstaar, at jeg har taget Hævn baade for min Fader og mit Land. Den Gjerning, som det lige saa fuldt var eders Skyldighed at gjøre, har jeg gjort. Hvad det sømmede sig for eder at gjøre sammen med mig, har jeg fuldbyrdet alene. Føj hertil, at jeg ingen Hjælper har haft ved denne berømmelige Daad, ingen har ydet mig en Haandsrækning dertil, skjønt jeg godt ved, at I, om hvem jeg ikke tvivler paa, at I har bevaret eders Troskab imod Kongen, eders Kjærlighed til Landsens Fader, gjærne vilde have hjulpet mig i denne Sag, i Fald jeg havde bedet eder derom. Men jeg foretrak at straffe disse Misdædere uden at udsætte eder for Fare, jeg ansaa det ikke for rigtigt at lade andre lægge Skuldre til denne Byrde, som jeg mente mine egne var stærke nok til at bære. Jeg har holdt de andres Baalfærd, kun Fenges Krop har jeg overladt til eder at brænde, for at I dog derved kan tilfredsstille eders Begjærlighed efter en retfærdig Hævn. Skynd eder derfor, rejs et Baal og brænd den ugudelige Krop, steg de vanhellige Lemmer, spred den forbandede Aske, lad den flyve for alle Vinde, ingen Urne, ingen Gravhøj skal gjemme de skjændige Rester af hans Ben. Lad der ikke blive Spor tilbage af Brodermorderen, hans fule Krop skal ikke finde noget Hvilested inden for vort Fædrelands Grænser, den skal ikke forpeste Omegnen, hverken Hav eller Land skal besmittes ved at gjemme dette forbandede Aadsel. Resten har jeg sørget for, kun dette ene har jeg overladt til eder som en Kjærlighedsgjerning. Det er den Ligfærd, der tilkommer Voldsmanden, saaledes bør Brodermorderen stedes til Hvile. Han har røvet Fædrelandet Friheden, hans Aske bør ikke gjemmes i dets Skjød. 

"Og nu! hvorfor skal jeg rippe op i mine Gjenvordigheder? hvorfor skal jeg opregne mine Ulykker, fortælle om mine Sorger, som I kjender fuldt saa godt som jeg selv? Min Stiffader stræbte mig efter Livet, min Moder agtede mig ringe, mine Venner spottede mig, saaledes sled jeg kummerlig Tiden, levede alle mine Dage i Sorg og tilbragte mit Liv i Utryghed, fuld af Frygt og omspændt af Farer. Kort sagt, hele min Levetid har jeg tilbragt paa den ynkeligste Maade i den yderligste Modgang. I sukkede tit i Løndom over mig og klagede i eders stille Sind over, at jeg var berøvet min Fornuft, saa at min Fader ikke blev hævnet og Brodermorderen ikke straffet. Det var mig et lønligt Tegn paa eders Kjærlighed, at jeg saa', at Mindet om Kongemordet endnu levede i eders Sind. Hvem er saa klippehaard, hvem har et saadant Stenhjærte, at ikke Medfølelse med mine Lidelser maa smelte det og Medynk med mine Gjenvordigheder gjøre det blødt? I maa have Medlidenhed med eders egen Fostersøn, I maa røres over mine Ulykker, alle I, som ikke har besmittet eders Hænder med Hardvendels Drab. Forbarm eder ogsaa over min ulykkelige Moder, og glæd eder over, at eders fordums Dronnings Vanære er udslettet, hun, som tog sin Husbonds Broder og Morder i Favn og blev tvungen til at give sit Legeme til Pris for en dobbelt Skjændsel. For at dølge den Hævn, jeg pønsede paa, maatte jeg skjule min Forstand, jeg var ikke virkelig vanvittig, men stillede mig kun saa an. Under en paatagen Forryktheds Skin arbejdede min Forstand paa store Planer. Om den har udrettet noget, om jeg nu endelig har naaet Maalet, maa I afgjøre, jeg overlader til eder at dømme i denne vigtige Sag. Træd Brodermorderens Aske under Fødder, vis eders Foragt for den Mands jordiske Levninger, som besudlede sin myrdede Broders Hustru og bedrev Utugt med hende, som forbrød sig imod sin Herre og Konge og skammelig forraadte ham, som paaførte eder det haardeste Voldsherredømme, berøvede eder Friheden og føjede Blodskam til Brodermord. Mig, der har fuldbyrdet en saa retfærdig Straf, mig, der har arbejdet paa en Guderne saa velbehagelig Hævn, bør I modtage med ædelt Sind, yde mig den Hyldest, der tilkommer mig, og styrke mig ved at se paa mig med milde øjne. Jeg har aftvættet Fædrelandets Skam, jeg har udslettet min Moders Skjændsel, jeg har omstyrtet Voldsherredømmet, jeg har fældet Brodermorderen, jeg har undgaaet min Farbroders lumske Efterstræbelser ved at sætte List imod List; levede han endnu, vilde Tallet paa hans Forbrydelser voxe fra Dag til Dag. Jeg sørgede over den Uret, der blev øvet baade imod vort Fædreland og min Fader, og fældede ham, der herskede grumt over eder og med større Overmod, end det sømmede sig for Mænd at finde sig i. Paaskjøn den Velgjerning, jeg har vist eder, ær min Forstand og giv mig Riget, i Fald jeg har fortjent det; I har i mig den Mand, der har gjort eder saa stor en Tjeneste, en ikke vanslægtet Arving til min Faders Magt, ikke en Morder, men Rigets lovlige Arvtager og Brodermordets Guderne velbehagelige Hævner. I skylder mig, at I har faaet eders Frihed tilbage, at eders Plageaands Herredømme er til Ende, Undertrykkerens Aag afkastet, Brodermorderens Trone omstyrtet, Enevoldsherredømmets Scepter traadt i Støvet. Jeg har udfriet eder af Trældom, skjænket eder Friheden, gjenoprettet eders Anseelse, hævdet eders Ære, fældet Voldsherskeren og knust Bødlen. Det staar nu til eder at gjøre Gjengjæld, I kan selv bedømme, hvad jeg har fortjent, af eders Dannished kræver jeg min Løn". 

Ved denne Tale bøjede den unge Mand alles Sind og rørte nogle til Medynk, andre endogsaa til Taarer, og da deres Sindsbevægelse havde lagt sig, kaarede de ham ivrig og enstemmig til Konge, thi alle satte stort Haab til hans Snille, efterdi han med den dybeste Kløgt havde udpønset saa stor en Bedrift og fuldført den med saa utroligt Arbejde, og mange undrede sig over, at han i saa lang en Tid havde kunnet holde saa snildt et Anslag skjult. 

Da Amlet havde faaet alt dette udrettet i Danmark, sejlede han med tre prægtigt udrustede Skibe til England for at besøge sin Hustru og Svigerfader, og han tog i sin Tjeneste og med sig paa Toget de skjønneste Ungersvende med de herligste Vaaben, saa at, ligesom han før havde været ussel og uanselig i hele sin Optræden, udfoldede han nu i alle Maader stor Pragt, og havde han før lagt Vind paa Armod, lagde han sig nu efter Glans og Herlighed. Han havde ogsaa ladet sig gjøre et Skjold, paa hvilket han havde ladet male ypperlige Billeder, der fremstillede alle hans Bedrifter lige fra hans første Ungdomsdage, og dette Skjold, som han bar ligesom et Vidnesbyrd om sine store og gode Egenskaber, indbragte ham megen Berømmelse. Der saa' man afmalt Hardvendels Mord, Brodermorderens Blodskam, den skjændige Farbroder og den taabelige Brodersøn, de krøgede Kjæppe, hvorledes Stiffaderen fattede Mistanke og Stifsønnen forstillede sig, de Fristelser, han blev ført i, Pigen, der blev sat ud paa ham, den gabende Ulv, Roret, de fandt, Klitten, de kom forbi, Skoven, de gik ind i, Bremsen med Avnen, hvorledes Ynglingen forstod Vinket og førte sine Ledsagere bag Lyset ved at favne Pigen paa et afsides Sted. Man saa' ogsaa der afmalt Kongeborgen, Dronningens Sammenkomst med sin Søn, hvorledes Lureren blev dræbt, Liget kogt og kastet i Kulen, hvor Svinene aad det. Man saa', hvorledes Amlet opdagede sine sovende Rejsefællers Hemmelighed, skrabede Skriften ud og skrev andet i Stedet, hvorledes han ved Gjæstebudet væmmedes ved Maden og øllet, lastede Kongens Ansigt og Dronningens kejtede Lader, hvorledes Sendemændene blev hængte og Ynglingen holdt Bryllup, hvorledes han sejlede tilbage til Danmark, hvor hans Gravøl holdtes, hvorledes han i sine Rejsefællers Sted fremviste Stokkene, hvorledes han gjorde Tjeneste som Mundskjænk, hvorledes han med Vilje saarede sig i Fingrene med Sværdet, hvorledes der blev rammet en Nagle igjennem det, hvorledes Gjæsternes Lystighed voxede, og Dansen gik vildere og vildere, hvorledes Tæpperne blev kastede over de sovende Mænd og fæstede med Krogene, saa de ikke kunde rede sig ud af dem, hvorledes han stak Ild paa Huset og brændte Gjæsterne inde, hvorledes Borgen sank sammen fortæret af Ilden, hvorledes han gik ind i Fenges Sovekammer, tog hans Sværd og hængte sit eget ubrugelige i dets Sted, samt hvorledes Kongen faldt for sit eget Sværd i Stifsønnens Haand. Alt dette havde en dygtig Kunstner afmalet paa hans Skjold med den ypperligste Kunstfærdighed, saaledes at Ting og Begivenheder var gjengivne paa den livagtigste Maade. Hans Ledsagere havde ogsaa, for at tage sig saa meget prægtigere ud, guldbelagte Skjolde. 

Kongen af England tog imod dem med kongelig Pragt og overmaade venlig. Da de sad ved Maaltidet, spurgte han ivrig, om Fenge levede og led vel, og han fik da af sin Svigersøn at vide, at det var til ingen Nytte at forhøre sig om hans Helsen, eftersom han var bleven dræbt, og da han saa fremdeles ivrig spurgte om, hvem der var Drabsmanden, fik han at vide, at den, der meldte hans Død, ogsaa havde dræbt ham. Da Kongen hørte det, blev han maalløs af Forbavselse, thi han vidste med sig selv, at han i sin Tid havde lovet Fenge at hævne hans Død, de havde nemlig svoret at hævne hinanden. Paa den ene Side stod hans ømhed for Datteren og hans Kjærlighed til Svigersønnen, paa den anden hans Venskab for Fenge og derhos den dyre Ed, hvormed de gjensidig hellig havde forpligtet sig, og som det vilde være en Skjændsel at bryde. Omsider fik Troskaben imod hans Ed Overtaget, saa han ikke ænsede Slægtskabets Baand, men besluttede at opfylde sin hellige Pligt paa sin Svigersøns Bekostning. Men da det ogsaa ansaas for en Skjændsel at krænke Gjæstevenskabets Love, saa' han helst, at en anden udøvede Hævnen i hans Sted, saa at det, skjønt han hemmelig var Ophavsmand til Daaden, kunde tage sig ud, som om han var uskyldig. Han skjulte derfor sin Svig og sin Iver efter at komme ham til Livs under et venligt og elskværdigt Væsen, og da hans Hustru nylig var død af Sot, bad han Amlet om at paatage sig en Sendefærd for ham og bejle til en anden paa hans Vegne; han var nemlig saa glad over hans ypperlige Forstand, sagde han. Rejsen gjaldt Skotland, hvor der var en Dronning, som han var stærkt opsat paa at faa til Ægte, sagde han. Sagen var, at han vidste, at hun ikke blot af Blufærdighed ikke vilde opgive sin Jomfrustand, men ogsaa var saa grum og overmodig, at hun ligefrem bar Had til sine Bejlere og straffede hver den paa Livet, der søgte at vinde hendes Gunst, saa at der ikke var én af hendes mange Friere, der ikke havde maattet bøde med Livet for sin Bejlen. 

Skjønt det var et farligt Hverv, der blev paalagt ham, vilde Amlet ikke undslaa sig for at paatage sig det, og han gav sig altsaa paa Rejsen, idet han dels stolede paa sine egne Folk, dels paa dem, Kongen af England gav ham med. Da han var kommen ind over den skotske Grænse og ikke var langt fra Dronningens Borg, gik han ind paa en Eng ved Vejen for at lade Hestene bede lidt, og da han frydede sig over Stedets Fagerhed, og en yndig rislende Bæk gav ham Lyst til at sove, lagde han sig til Hvile efter at have stillet Folk paa Post, som skulde holde Udkig. Da Dronningen fik Nys herom, sendte hun ti unge Mænd ud for at udspejde, hvem disse fremmede var, og hvad de havde for. En af dem, som var snildere end de andre, skuffede Vagtposterne, sneg sig helt hen til Amlet og listede Skjoldet fra ham, som han havde lagt under sit Hoved, da han lagde sig til at sove, og saa forsigtig bar han sig ad, at hverken Amlet eller nogen af de mange andre sovende Mænd vaagnede derved, og saaledes kunde han ikke blot bringe sin Dronning Bud, men ogsaa sikkert Jertegn. Ogsaa Brevet, Amlet havde med, listede han med samme Behændighed op af Buddiken, han forvarede det i. Da han havde bragt Dronningen disse Ting. saa' hun nøje paa Skjoldet og fandt ud af hele Sammenhængen med de Billeder, der var malede paa det, og skjønnede, at dets Ejer, som hun snart kunde vente Besøg af, var den Mand, som med saa stor Snildhed havde hævnet sin Faders Død. Hun læste ogsaa Brevet, hvori Kongen begjærede hende til Ægte, og da hun var led ved at gifte sig med en gammel Mand, men nok havde Lyst til en ung, slettede hun Indholdet ud og skrev et helt andet Brev fra Kongen af England til hende, saa det saa' ud. som han selv havde sat sit Navn og sit Segl under, hvad hun havde skrevet; det gik ud paa, at han bad hende gifte sig med Overbringeren, og for at Skjoldet kunde tjene til Bekræftelse paa Brevet og Brevet til Forklaring af Skjoldet, beskrev hun ogsaa i Brevet hans Bedrifter, som hun havde lært at kjende ved at se paa Skjoldet. Derpaa bød hun Spejderne bringe begge Dele tilbage og lægge dem paa deres Plads igjen for saaledes at narre Amlet paa samme Maade, som hun havde set, at han havde narret sine Rejsefæller. 

Imidlertid havde Amlet opdaget, at Skjoldet var blevet listet bort under hans Hoved, og han lukkede da strax igjen øjnene og lod, som han sov, for derved at faa det tilbage, som han havde mistet, medens han virkelig sov; thi han tænkte, at da Skjelmen var kommen saa godt fra det første Skjelmsstykke, vilde han saa meget snarere komme igjen og prøve paa et nyt. Det tog han da heller ikke fejl i, og da Spejderen kom listende for at lægge Skjoldet og Brevet tilbage, hvor han havde taget dem, sprang han op, greb ham og lod ham binde. Derpaa vækkede han sine Ledsagere og begav sig op til Dronningens Borg, hilste hende fra sin Svigerfader og overrakte hende Brevet med hans Segl under. Da Hærmdrude - saaledes hed Dronningen - havde læst det, roste hun i høje Toner Amlets Snildhed og Bedrifter; Fenge havde faaet sin velfortjente Straf, sagde hun, og Amlet havde med utrolig Skarpsindighed udført en Gjerning, som man ikke noksom kunde berømme, idet han ikke blot med ubegribelig Kløgt havde udpønset en Plan til at hævne sin Faders Død og sin Moders Skjændsel, men ogsaa ved sine prisværdige Bedrifter havde taget Riget fra den, der idelig havde stræbt ham efter Livet. Derfor undrede det hende ogsaa, at en Mand af saa udmærket Forstand havde kunnet begaa en saadan Fejl med Hensyn til sit Ægteskab, at han, hvis Berømmelse næsten overgik alle andre Menneskers, havde faaet en saa simpel og uanselig Ægtefælle; thi hendes Forældre var trællebaarne, om end Lykken havde føjet det saa, at de bar kongeligt Skrud, og naar det gjaldt om at vælge sig en Hustru, burde en klog Mand ikke se efter Skjønhed, men efter ædel Byrd. Derfor burde den, der rettelig vilde søge sig en Ægtefælle, se paa Slægten og ikke lade sig daare af et smukt Ansigt, som kun er et Lokkemiddel, der tit som en falsk Sminke gjør det af med den oprindelige hvide Lød. Der var imidlertid en, som var hans Jævning i ædel Byrd, og som han kunde faa, hun var selv nemlig baade saa rig og af saa fornem Herkomst, at hun kunde være ham en jævnbyrdig Hustru, som han hverken overgik i kongelig Magt og Myndighed eller i Henseende til berømmelige Forfædre, thi hun var Dronning og kunde, hvis hendes Kjøn ikke var i Vejen, godt gaa og gjælde for Konge, ja, hvad der var endnu vissere, den, hun værdigede at gjøre til sin Husbond, blev Konge, sammen med sin Haand skjænkede hun ham Riget; her svarede Kongespiret og Hustruen til hinanden. Heller ikke maatte det regnes for nogen ringe Gunst, at hun, som plejede at skille sig af med sine Bejlere med Sværdet, selv bød ham sin Kjærlighed. Hun bad ham derfor om at lægge Vind paa at tækkes hende og give hende sin Tro, idet han mere saa' paa ædel Byrd end paa Skjønhed. Og med de Ord faldt hun ham om Halsen. 

Han blev glad over Jomfruens venlige Tale, gjorde Gjengjæld med at kysse og favne hende og sagde, at hendes Vilje var hans. Saa blev der gjort Gjæstebud, hvortil deres Venner og de skotske Stormænd blev budne, og Brylluppet blev holdt. Derefter drog han med sin Brud til England, og en stor skotsk Hær lod han følge tæt bag efter, for at han kunde betjene sig af den, i Fald man pønsede paa Forræderi imod ham. Da han var kommen hjem til England, kom Kongens Datter, som han var gift med, ham i Møde. Skjønt hun havde god Grund til at klage over, at han krænkede hende ved at føre hende sin Slegfred paa Halsen, fandt hun det dog uværdigt at lade Hadet til hende faa Overtaget over Kjærligheden til sin Husbond, sagde hun, Hun kunde heller ikke være sin Mand saa fjendsk, at hun kunde dølge de Rænker, hun vidste man spandt imod ham, thi hun havde i sin Søn et Pant paa deres Ægteskab, og Hensynet til ham maatte paalægge hans Moder at elske sin Husbond. "Lad ham hade sin Moders Medhustru", sagde hun, "jeg vil elske hende. Ingen Gjenvordighed skal slukke min Kjærlighed til dig, ingen Avind faa Bugt med den, saa at jeg ikke aabenbarer, hvad der er udpønset til din Fortræd, og røber de Rænker, jeg har opdaget. Tag dig derfor i Agt for min Fader, efterdi du har søgt din egen Fordel paa Sendefærden og omgaaet hans ønske, som sendte dig, ved egenmægtig at tilegne dig alt Udbytte deraf". Af denne hendes Tale ser man klarlig, at Kjærligheden til hendes Husbond var stærkere i hende end Kjærligheden til hendes Fader. 

Medens hun talte saaledes, kom Kongen af England og tog tilsyneladende paa det kjærligste imod sin Svigersøn og bød ham til Gjæstebud for under Skin af Velvilje at skjule den Svig, han pønsede paa. Amlet, som jo nu vidste, hvad han bar i sit Skjold, lod sig ikke mærke med, at han følte sig utryg, men tog to Hundrede Ryttere med, trak en Brynje paa under Klæderne og efterkom Indbydelsen; thi han vilde hellere udsætte sig for Fare ved at tage imod Kongens forstilte Venlighed end vise den fra sig paa en Maade, han kunde have Skam af, i den Grad var det ham i alle Maader magtpaaliggende at holde paa sin Værdighed. Da han nu kom ridende ind i Porthvælvingen, der havde begge Fløjene aabne, gik Kongen løs paa ham og vilde have gjennemboret ham med sit Spyd, hvis det ikke var prellet af paa Brynjen. Nu fik han kun et let Saar og red saa tilbage til det Sted, hvor han havde paalagt de unge Skotter at vente paa ham; derpaa sendte han sin ny Hustrus Spejder, som han havde taget til Fange, op til Kongen og lod ham fortælle, hvorledes han hemmelig havde taget Brevet til Dronningen ud af Buddiken, det var forvaret i, saa at han skjød Skylden over paa Hærmdrude og fuldstændig frikjendte Amlet for at have begaaet noget Forræderi. Kongen betænkte sig imidlertid ikke paa ivrig at forfølge Amlet, der var flygtet, og dræbte største Delen af hans Folk, saa da Amlet Dagen efter vilde holde Slag med ham for at bjærge Livet, mistvivlede han om, at han kunde gjøre tilstrækkelig Modstand med den Styrke, han havde. For tilsyneladende at gjøre sin Hær større, end den var, tog han da sine faldne Krigeres Lig, stillede nogle af dem op med Pæle til Støtte, bandt andre fast til store Sten, satte andre op paa Heste, som om de var levende, og ordnede dem fuldt rustede, som de var, i Fylking og Slagorden, som om de var rede til at holde Slag, og der var ikke færre paa de dødes Fløj end i de levendes Skare. Det var et sælsomt Syn, da de døde stod rede til at rykke i Slag, som om de, der alt havde maattet lade Livet, atter skulde til at vove en Dyst, men dette Paafund kom sin Ophavsmand til gode; thi da Solens Straaler spillede paa Dødningerne, tog de sig ud som en vældig Hær; Gjøglebillederne af de faldne Krigere bevirkede nemlig, at det saa' ud, som om Hæren var lige saa mandstærk som før, saa at man maatte tro, at det Nederlag, den havde lidt, ikke i mindste Maade havde mindsket den. Da Englænderne saa' det, flyede de, inden Kampen var begyndt, og saaledes blev de overvundne af de døde, som de havde overvundet, da de var i Live, og jeg ved ikke, om man skal sige, at denne Sejr mest skyldtes Lykken eller Forstanden. Kongen, som var noget senere til at give sig paa Flugt, blev dræbt af de fremstormende Danske. Efter at have vundet denne Seje og gjort et stort Krigsbytte og hærjet i England drog Amlet til Danmark med sine to hustruer. 

Imidlertid var Rørik død, og Viglet, som havde taget ved Riget, pinte og plagede med stor Frækhed Amlets Moder paa alle Maader og berøvede hende al kongelig Magt og Myndighed, idet han besværede sig over, at hendes Søn ved at bemægtige sig Herredømmet i Jylland havde krænket Lejrekongens Ret, eftersom det tilkom ham at give og fratage, hvem han vilde, saadan Værdighed. Dette tog Amlet med saa stor Selvbeherskelse, at han endogsaa skjænkede Viglet det bedste af det Bytte, hans Sejr havde indbragt ham, og saaledes gjengældte hans Bagvadskelse med Velgjerninger. Men da han siden fandt Lejlighed til at hævne sig, paaførte han ham Krig og overvandt ham og blev saaledes fra en hemmelig til en aabenbar Fjende. Fjaler, der var Høvedsmand i Skaane, drev han i Landflygtighed, det hedder sig, at han skal være flyet til et Sted, der hed Undensaker, men som ingen nu om Stunder kjender. Da Viglet, som havde samlet friske Kræfter i Skaane og Sjælland, derpaa ved Sendemænd lod ham æske til Kamp, skjønnede han med sin vidunderlige Kløgt, at han var stedt imellem to vanskelige Kaar, af hvilke det ene vilde bringe ham Skjændsel, det andet Fare, thi han vidste, at i Fald han tog imod Udfordringen, gik det paa Livet løs, og at hvis han afslog den, var hans Krigerære beskæmmet, men da han, der stadig havde Dyden for øje, overvejede Sagen, fik dog Ærekjærheden Overtaget, og hans store Attraa efter at vinde Hæder fik Bugt med Frygten for at lide et Nederlag, at han ikke ved frygtagtig Sky for Døden skulde sætte den sikre Ærens Glans, han havde vundet, over Styr. Han skjønnede ogsaa, at der næsten er lige saa stor Forskjel paa et uhæderligt Liv og en herlig Død som paa Ære og Skjændsel. Men Hærmdrude elskede han saa højt, at han nærede større Bekymring for hendes tilstundende Enkestand end for sin egen Død og gjorde sig al Umag for at finde et nyt Giftermaal til hende, inden han drog i Krig, hvorfor Hærmdrude erklærede, at hun havde Mands Mod og Hjærte og højt og helligt lovede, at hun ikke engang vilde skilles fra ham i Kampens Hede; det var en ussel kvinde, sagde hun, der var bange for at følge sin Husbond i Døden. Dette sjældne Løfte holdt hun dog kun daarligt, thi da Amlet i Jylland var falden i Slaget ved Viglet, overgav hun sig til ham og lod ham tage hende i Favn. Saaledes gjør Lykkens Ustadighed det af med alle Kvindeløfter, Tidernes Omskiftelse gjør dem til intet, og tilfældige Omstændigheder svækker Kvindens Troskab, der altid staar paa svage Fødder. Ligesom hun er hurtig til at love, er hun sen til at holde sine Løfter. Hun lader sig lokke og hilde af sine Lyster, og glemmende det forbigangne giver hun sig stadig med aandeløs Begjærlighed til hovedkulds med Griskhed at hige efter noget nyt. 

Saalunde omkom Amlet, som, hvis Lykken havde været ham lige saa huld, som Naturen havde været gavmild imod ham, vilde være bleven Guderne lig i straalende Glans og ved sine herlige Egenskaber have overgaaet Herkules i Bedrifter. Hans Grav vises i Jylland paa en Mark, som bærer hans Navn. Viglet døde af Sot efter i Fred og Ro at have staaet for Styret i mange Aar.  

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Krøniker]]
[[Kategori:Danmarks historie]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Frederik Winkel Horn]]