Vis kilden til Angákerduaq. Den store åndemaners vidunderlige åndeflugter. Fortalt af Kârale (Rosing)

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !! !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link= Angákerduaq. Den store åndemaners vidunderlige åndeflugter. Fortalt af Kârale (Rosing)]] !!  !!  
|-
|}

<blockquote>[[Fil:J.Rosing cover.jpeg|thumb|250px]]
<br><center>
'''[[Grønlandsk religion og mytologi|Temaside: Grønlandsk religion og mytologi]]'''<br><br><br><big>'''[[Sagn og saga fra Angmagssalik (Rosing)|Sagn og saga fra Angmagssalik]]'''</big>
<br>'''Jens Rosing'''<br>
<br>
<big><big><big>'''Angákerduaq</big><br>Den store åndemaners vidunderlige åndeflugter'''</big></big></big><br><br>''Fortalt af Kârale''</center>



Inde i Sermilik-fjorden levede på samme tid to åndemanere. De kappedes ivrigt og foretog vældige åndeflugter. Efterhånden blev det tydeligt, at den ene med sin kunnen blev den anden overlegen. Ham kaldte man Angákerduaq, den store åndemaner, og den anden Angákeq, åndemaneren.

Angákeq blev misundelig på sin overmand og forsøgte at rane hans sjæl, men ingen af hans trolddomsmidler bed på.

Angákerduaq blev imidlertid bange for, at Angákeq i stedet skulle sjælerane hans børn, hvorfor han sjæleranede Angákeq. Det var som at klemme noget blødt; så let var det.

Da Angákeq var død, havde Angákerduaq ikke mere at frygte, og han kunne med sindsro foretage sine berømte åndeflugter, hvorom der fortælles:

Så vældig en åndemaner var Angákerduaq, at han fortsatte med sine åndeflugter langt ind i forårets lyse tid, flugter der førte ham viden om. Ved bopladserne ude i mundingen af Sermilik-fjorden var folk ofte vidner til Angákerduaqs luftrejser. Man så da over landene en mørk prik med en lang ildhale, og bagved adskillige andre mørke prikker, også gnistrende af ild fra bagdelen: Angákerduaq, ledsaget af sine hjælpeånder. Når denne sælsomme skare ikke var for langt borte, kunne man skelne personerne fra gnisterne.

Et efterår, da man var flyttet i vinterhus, tog Angákerduaq ud på åndeflugt. Han fulgte Sermilik-fjorden ind. Da han havde fløjet længe over indlandsisen, fik han et stort vand i sigte. Foran ham strakte to dybe fjorde sig, og han fløj langs den højre fjord. Da han fløj over en bredning i fjorden, så han lys fra en boplads ikke langt fra fjordens bund. Angákerduaq dalede ned mod stedet, en lille klynge huse, men da han følte sig opdaget af flere mennesker, der gestikulerende løb ophidsede rundt dernede, drivende små bjørnelignende dyr med tynde ben ned mod bopladsen, satte Angákerduaq farten op og steg til vejrs. På den anden side et sund, lige over for bopladsen, satte han sig på den højeste top, og herfra fik han et overblik over det land, han var fløjet henover. Men landet var ham vildt fremmed, ikke et fjeld kendte han. Længere ude i mundingen af fjorden så han lys fra flere bopladser. Fra fjeldets top tog han direkte hjem, og siden kunne han ikke glemme disse fremmede bopladser, han havde set ved den store fjord.

Foråret var hastigt på vej. Tiden var ikke rigtig egnet til åndeflugt, som bedst foretages på årets mørkeste tid. Men netop på den tid, hvor folk mindst ventede, at nogen ville drage på åndeflugt, kunne Angákerduaq ikke mere styre sin lyst. Han ville udforske den store fjord hinsides indlandsisen.

Snart var han på vej ad samme rute som første gang. Han dalede ned over fjorden, denne gang ud imod mundingen, hvor han mente at kunne skimte noget usædvanligt. Jo, der var liv, et mægtigt hvidhvalsdrab. Da Angákerduaq følte sig sikker på, at ingen ville opdage ham, satte han sig på en fjeldknold ikke langt fra bugten, hvor drabet foregik. Lige neden for ham var en sværm af kajakker – ikke længere borte end, at en god stenkaster kunne have nået dem. Selv sad han nordvest for bugten med fuld udsigt over sceneriet. Når kajakkerne roede ind på hvalerne, stod vandet i skumsprøjt, og mange hvidhvaler fløj langt op på den lave lerslammede strand. Angákerduaq havde ikke siddet længe, før nogen råbte: »Et menneske sidder deroppe«. Der var ikke andet for ham at gøre end at lette og flyve hjemover. Ved ankomsten til sin boplads Ivnardivaq, fortalte Angákerduaq om sine spændende oplevelser.

Det er i korthed, hvad man kan berette om Angákerduaq. Beretningen er nedskrevet af Kârale Andreassen, og den er fortalt ham af en olding ved navn Ákernilik. Kârale havde ofte tænkt over, hvor dette hvidhvalsdrab kunne være foregået. 

Som elev på seminariet i Godthåb 1910-14 foretog Kârale en rejse ind i Godthåbs-fjorden, hvor han en sommerdag besøgte Ũmánaq-øen, Herrnhuttermissionens gamle station (1861- 1900). Om sit besøg ved Ũmánaq fortæller Kârale:

»Det var dejligt varmt sommervejr. Jeg lå på det frodige græs, tæt ved Hernnhutternes hovedbygning. Ved siden af mig lå mageligt henslængt gamle Lûtivik (Ludvig). Jeg ventede, at den gamle ville fortælle en god historie. Selv var jeg for ung til at kunne bede ham fortælle. Den gamle gubbe vendte sig imod mig og sagde: »Du unge, du kommer fra et fjernt sted, fortæl mig en god historie.« Gamle Lûtiviks opfordring kom som en befaling, ikke til at vige uden om.

»Hvad skal jeg fortælle dig?«, spurgte jeg, og Lûtivik svarede: »Du er født og opvokset i et land, hvor der er store åndemanere. – Dem vil jeg høre om«.

Jeg satte mig med ryggen til lyset, og foran mig sad den gamle mand med ansigtet vendt mod solen. Jeg gav mig i kast med Ákerniliks fortælling om Angákerduaq.

Da jeg nåede frem til det punkt i min fortælling, der omhandlede Angákerduaqs åndeflugt hint efterår, og kom til ordene: »Angákerduaq dalede ned mod stedet, en lille klynge huse, men da han følte sig opdaget af flere mennesker, der gestikulerende løb ophidsede rundt dernede, drivende små bjørnelignende dyr med tynde ben ned mod bopladsen, satte Angákerduaq farten op og steg til vejrs. På den anden side et sund, lige over for bopladsen, satte han sig på den højeste top . . .«, spærrede den gamle øjnene op af forbavselse, og i stor ophidselse sprang han op. Jeg tav lidt, og Lûtivik mumlede hen for sig: »Nej, nu har jeg aldrig hørt noget lignende!« – Jeg fortsatte min fortælling.

Omsider nåede jeg frem til Angákerduaqs åndeflugt om foråret, hvor han overværede hvidhvalsdrabet. Lûtivik sad foroverludende, og øjnene stod ud af hovedet på ham af ophidselse.

Knap var min fortælling færdig, før Lûtivik udbrød: »Aldrig har jeg været ude for noget så mærkeligt. Den historie om manden på knolden har jeg hørt«. Det gav et helt sæt i mig af forundring. »Har du fortællingen her fra vestkysten?«, spurgte jeg.

I dyb alvor gav Lûtivik sig til at fortælle:

»Der er nu gået mange år siden, det må sikkert have været på samme tid som i din fortælling. Det var om efteråret, og det var blevet mørkt, da den tyske missionærs tjenestefolk kom drivende hjem med gederne for at lukke dem ind for natten. Lige heroppe på sletten bag bopladsen ville gederne pludselig ikke videre. Med rejste ører stod de spejdende mod øst. De arme dyr var så opskræmte, at driverne ikke kunne stille det mindste op. Man kiggede i den retning, hvor gederne tilsyneladende kunne høre noget. Man havde ikke spejdet længe, før man stivnede af skræk. Man så en gnistrende ildhale, derefter kom en mørk kugle og så igen en ildhale, og dette genfærd havde man tæt inde på livet af sig. Folkene for ophidsede og gestikulerende rundt, og det gnistrende drejede i svimlende fart af fra sin kurs. Da ildhalen svingede opad, så man, at det mørke var en sammenkrummet mand. Det så ud, som om manden havde slynget sine arme om haserne, eller også havde han dem bag ryggen, men han havde så stor fart på, at man kun lige akkurat fik et glimt af ham. Man mente at have set noget stikke bagud fra hovedet, sikkert mandens lange hår. Den flyvende steg til vejrs, og som en ildkugle for han over sundet og satte sig på den højeste top derude på Storøen. Det må have været Angákorssuaq (vestgrønlandsk for Angákerduaq).«

Lûtivik fortsatte:

»Også dengang drev man om foråret en stor flok hvidhvaler ind i Qaquk, og der var mange kajakker, der deltog i drabet. – Midt i det hele var der en kajakmand, der råbte op og pegede op mod knolden: »Se, se deroppe på toppen af Nagtoralínguit-knolden, en mand, en mand«. Der blev stor opstandelse blandt kajakmændene, men inden man rigtig blev klar over, hvad der skete, var manden væk. Det må have været Angákorssuaq.«

Derpå fortsatte Lûtivik: »Nagtoralínguit-knolden er ganske lav, ikke?« Jeg svarede forbavset: »Hvor ligger Nagtoralínguit henne?« Og Lûtivik fortalte indgående om stedet, som kun en stedkendt kan.

Jeg, der begyndte min fortælling uden at forvente, at noget mærkeligt skulle komme ud af det, sad nu i alvor og grundede over det uforklarlige. Jeg var stum. Men gamlingen gentog gang på gang ordene: »Ih, hvor mærkeligt – hvor er det forunderligt«.


 
==Kilde==
Jens Rosing: ''Sagn og saga fra Angmagssalik'', ss. 195-198, København, 1963.


<center><big>'''[[Åndemanere – Efterskrift (Rosing)|Næste kapitel ►]]'''</big></center>
</blockquote>
<br>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Jens Rosing]]
[[Kategori:Inuitisk religion og mytologi]]