Vis kilden til Angîârneq hævner sin bror. Fortalt af Asîneq (Rosing)

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !! !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link= Angîârneq hævner sin bror. Fortalt af Asîneq (Rosing)]] !!  !!  
|-
|}

<blockquote>[[Fil:J.Rosing cover.jpeg|thumb|250px]]
<br><center>
'''[[Grønlandsk religion og mytologi|Temaside: Grønlandsk religion og mytologi]]'''<br><br><br><big>'''[[Sagn og saga fra Angmagssalik (Rosing)|Sagn og saga fra Angmagssalik]]'''</big>
<br>'''Jens Rosing'''<br>
<br>
<big><big><big>'''Angîârneq hævner sin bror'''</big></big></big><br><br>''Fortalt af Asîneq''</center>



I sagaen om Angîârneq stifter vi bekendtskab med troen på tupilak. En trolddomskyndig kvinde eller mand samler »bestanddele« sammen, knogler af dyr og mennesker, og bringer dem hen til en elv, hvor de bindes sammen ved hjælp af tommelfinger og lillefinger. Berøres de med andre fingre, taber de kraften. Til muskulaturen bruges tørv.

Uhyret pakkes som regel ind i et slidt briksetæppe og bringes til live ved pustning ind i dets næse, og ved trylleord.

Når tupilakken er bragt til live, tager skaberen sin pels omvendt på, således at pelshættens bagside skjuler for synet, dette for at hun eller han ikke skal dø af skræk, mens tupilakken opammes ved vedkommendes kønsdele.

Når tupilakken har nået den ønskede størrelse, sendes den på en fjende. Tupilakken viser sig ikke igen, medmindre den person, den skal omringe, er stærkere i trolddomskraft end dens ophav, som den da ombringer.

Angîârneq og hans yngre bror havde vinterboplads ved Sermiligâq ved en lokalitet af navn Nunakitseq.

En dag Angîârneqs bror var på fangst, traf han Utorqarmîn-folkene, en stor flok brødre. De mange kajakmænd gik til angreb på ham for at dræbe ham, og han flygtede stærkt forfulgt hid og did. Til sidst søgte han tilflugt i en stor isgrotte under strandens isfod.

Og udenfor slog forfølgerne kreds og lurede på ham. Da Angîârneqs bror søgte ind i grotten, var det lavvande, men efterhånden vendte vandet, og som det steg, blev Angîârneqs bror løftet op mod grotteloftet. Til sidst forsvandt isfoden under vand. Således blev Angîârneqs bror druknet.

Fjenderne fra Utorqarmîn roede bort.

Angîârneq ventede forgæves sin bror hjem.

Først på sommeren fik han at vide, hvordan hans bror var kommet af dage.

Da Angîârneq havde grædt sig tør, satte han sig hen og udpønsede en hævnplan. »Den eneste måde, hvorpå jeg kan hævne min bror«, tænkte han ved sig selv, »er ved at skabe en tupilak.«

Det var en lys og dejlig forsommermorgen, da Angîârneq roede over til sin for længst afdøde fætters gravsted. Kommet til stedet gik Angîârneq op til graven, hvor han gav sig til at småstampe på gravens dæksten for at vække sin fætters opmærksomhed. »Har han ondt af mig, vil han give lyd fra sig«, tænkte Angîârneq, men der kom ikke en lyd fra graven. Angîârneq tænkte ved sig selv: »Min fætter har nok ikke ondt af mig«. Han krøb igen i kajakken og roede bort.

Denne gang roede Angîârneq over til sin bedstemors grav. Han gik op til graven og tænkte: »Gad vide, om hun vil forbarme sig over mig?«

Angîârneq stampede lidt på gravens dæksten. Denne gang havde han ikke stampet længe, før den døde udstødte et langt »êq«. Da hun tav, fjernede Angîârneq dækstenene og trak sin bedstemors ene kamik af hende. Derpå skar Angîârneq et snit rundt issen på hende og hev skalpen, »katseq«, af hende. Det var de bestanddele, han agtede at bruge til den tupilak, han ville skabe, og med hvilken han ville hævne sin bror.

Angîârneq gik glad ned til sin kajak og begav sig over til sine fjenders vinterboplads, Utorqarmîn. Alle var da rejst på sommerfangst. Angîârneq tænkte ved sig selv: »Ih, hvor ville jeg være heldig, om jeg i kødgraven til den ældste af Utorqarmîn-brødrene fandt et gammelt skind af en remmesæl, så mørnet, at hårlaget skaller af«.

Angîârneq krøb op af kajakken og gik op til kødgraven, og fuldkommen som han havde ønsket, lå et gammelt skallet skind af en remmesæl. Glad rullede Angîârneq skindet sammen.

Angîârneq tænkte ved sig selv: »Hvor ville jeg være heldig, om jeg fandt kraniet af en næsten fuldvoksen remmesæl liggende på toppen af møddingen med snuden vendt mod husgangen«.

Angîârneq gik op mod huset, og ganske som han havde tænkt sig det, lå kraniet af en næsten fuldvoksen remmesæl på møddingen med snuden mod husgangen. Han tog kraniet.

Med bedstemoderens ene kamik og skalp, remmesælskindet og kraniet roede han bort til det sted, hvor han havde besluttet sig til at skabe en tupilak. Her bandt han tingene sammen til et uhyre. Men da dagen gik på held, forlod han tupilak’en og roede ud over havet for at foregive, at han havde været på fangst.

Angîârneq kom hjem uden fangst, men så frisk og glad ud. Angîârneq sov kun lidt om natten. Endnu før solopgangen farvede skyerne røde, tog Angîârneq af sted igen. Han havde travlt med at få tupilak’en færdig.

Snart var tupilak’en færdig, i skikkelse af en næsten fuldvoksen remmesæl. Angîârneq blæste nu liv i tupilak’en. Han stak sit lem ind i munden på tupilak’en, der gav sig til at klynke og pattede sæden i sig, den kraft, der skulle give den blodfællesskab med Angîârneq.

Da tupilak’en for alvor var blevet levende, vendte Angîârneq den mod vandet. Tupilak’en krummede sig som en neddykkende sæl, og dens ene bagluffe — bedstemoderens kamik — strittede ivejret. Tupilak’en dykkede ned i jorden, som var det vand, og der stod en krans af krusning om den.

Et stykke længere nede ad bakken dukkede tupilak’en op igen. Da den igen krummede sig sammen og gik ned, stod et sprøjt af lyngtotter efter den.

Angîârneq løb efter den ned mod kysten.

Nede ved stranden satte tupilak’en farten op, og idet den kastede sig i vandet, sås kamikken i silhouet mod det lyse vand. Angîârneq gik ned til sin kajak og satte sig på en klippe. Solen var da netop stået op.

Tiden gik, og den tid, en remmesæl kan holde sig under vandet, var langt overskredet. Angîârneq tænkte ærgerlig ved sig selv: »Hvor var jeg dog en stor tåbe at slippe min tupilak af sted uden at have talt til den.« Angîârneq sad forknyt og ærgrede sig.

Med ét stak tupilak’en hovedet op af vandet, og der gik et sæt gennem Angîârneq, »der er den!«

Tupilak’en spurgte: »Hvor skal jeg hen?« »Du skal ombringe de mange brødre fra Utorqarmîn.«

Efter at have fået besked krummede tupilak’en sig for at dykke, og til trods for at vandet lå spejlblankt, efterlod den ikke en krusning. Tupilak’en var sendt af sted.

Angîârneq roede ud over havet og vendte uden fangst hjem til sin boplads.

Næste dag tog Angîârneq ud på fangst og vendte hjem med fangst.

Utorqarmîn-brødrene var om foråret rejst til Tileqilâq på forårs- og sommerfangst i Sermilikfjorden.

En dag foreslog Angîârneq sin familie at tage på sommerfangst ind til Tileqilâq.

Angîârneqs kone tænkte: »Nu vil han opsøge sine fjender«, men hun forsøgte ikke at tale ham fra det. »Jo, lad os blot tage derind på sommerfangst.«

Den næste morgen lastede man konebåden og lagde i vej. Man sejlede igennem Ikâsagdivaq. Efter en heldig og hurtig rejse kom man til Tileqilâq.

Snart blev Angîârneqs ankomst anråbt, og han opslog sit telt ved den fangstplads, hvor også hans fjender holdt til. Og man levede side om side i fred og glæde, som om intet var hændt.

Angîârneq gik rundt og så vigtig ud. Han ventede hver dag, at hans tupilak ville vise sig. Men den var og blev borte.

Sommeren gik. August gik efterhånden på held og nattemørket tog til. Til sidst begyndte Angîârneq at tænke på at bryde op og rejse hjem til sin vinterboplads.

Der gik nu nogle dage, hvor fangerne før opbruddet holdt sig hjemme og nød livet. Kajakkerne lå nede på strandklipperne med fuldt klargjorte redskaber for det tilfælde, at et fangstdyr skulle vise sig.

En dag henimod skumring blev en remmesæl anråbt. Fangerne sprang i kajakkerne og optog forfølgelsen. Der var liv og stor larm ved deres pludselige opbrud.

Angîârneq var på den tid endnu en stor fanger, der i fangst og idræt ingenlunde stod tilbage for sine fjender, brødreflokken fra Utorqarmîn.

Kajakkerne spredtes ud over fjorden.

Lige foran Angîârneq dukkede remmesælen op. Angîârneq roede i rasende fart ind på sælen, og netop som han havde taget det sidste åretag og havde lagt hånden på harpunkastetræet, krummede sælen ryg og gik ned. Der gik et stød gennem Angîârneq, da han genkendte sin tupilak med bedstemoderens kamik som den ene bagluffe. Angîârneq hørte sin egen stemme inde i sig sige: »Sikke dog en lavpande, jeg er, der havde jeg nær sat den fast; der er den endelig«.

Straks efter dukkede sælen op lige foran Angîârneq. »Se, se, den Angîârneq er en heldig fanger, han harpunerer den«, blev der råbt. Men Angîârneq fumlede med harpunen og råbte: »Nej, har I set magen til kvaj«. Remmesælen krummede ryg og gik ned.

En af brødrene fra Utorqarmîn råbte: »Angîârneq har sæltække, jeg vil holde mig i nærheden af ham«.

Angîârneq råbte: »Nej, jeg er ikke til noget, hold jer hellere væk fra mig«.

Kajakkerne lagde sig på lur.

Med ét dukkede sælen op lige foran den ældste af brødrene. Han greb harpunen til kast – og satte den fast i sælen.

Idet sælen kastede sig i et voldsomt spjæt for at gå ned og trak fangstlinen efter sig, greb manden sin fangstblære for at smide den ud, men den sad uhjælpeligt fast. Da fangstlinen løb ud, stak han sin åre lodret i vandet for ikke at kæntre. Brødrene roede til undsætning.

Brødrene stak deres årer ind under remmene både for og bag på deres broders kajak, for at han ikke skulle blive trukket ned.

Men sælen trak så kraftigt lodret ned, at de mange kajakker begyndte at synke. Så stærkt var trækket, at brødrene blev bange for, at deres årer skulle knække. De trak årerne til sig, og broderen sank under vandet, et lille stykke ned. Netop så langt nede, at man ikke kunne nå ham med en åre, stoppede han og baskede med armene, som om de var et par vinger. Han baskede, og i det øjeblik han holdt op med at baske og blev slap, skød han op til overfladen. Harpunspidsen var smuttet ud af såret på den harpunerede sæl.

Grædende roede brødrene hjem.

Der var nu fire brødre tilbage, og de fire følgende dage udeblev de fra fangst én efter én, ombragt på samme måde som den ældste af brødrene.

Da nu alle Angîârneqs fjender var ombragt, brød han en tidlig morgen op fra Sermilik-fjorden og drog glad syngende mod nord.


Hen på efteråret hørte Angîârneq, der igen havde slået sig ned ved Nunakitseq, at kvinderne ved Utorqarmîn — søstre til brødreflokken — én for én var døde på mystisk vis. Når man var ude at plukke bær, hørte søstrenes ledsagere hyl og skrål, og når man løb efter lyden, fandt man dem hængende fast i lyngen ved ørerne eller næsen eller klistret til deres egne bærposer, døde.

Angîârneq frydede sig. Det var hans tupilak, der på denne måde tog livet af søstrene også. Således tog Angîârneq grundigt hævn over sin broder ved gennem sin tupilak at udrydde sine fjender, den store søskendeflok ved Utorqarmîn.


 
==Kilde==
Jens Rosing: ''Sagn og saga fra Angmagssalik'', ss. 88-92, København, 1963.


<center><big>'''[[Sangkamp mellem manden fra Simîtaq og Angîârneq (Rosing)|Næste kapitel ►]]'''</big></center>
</blockquote>
<br>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Jens Rosing]]
[[Kategori:Inuitisk religion og mytologi]]