Vis kilden til Avko hævner sig (Rosing)

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !! !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link= Avko hævner sig (Rosing)]] !!  !!  
|-
|}

<blockquote>[[Fil:J.Rosing cover.jpeg|thumb|250px]]
<br><center>
'''[[Grønlandsk religion og mytologi|Temaside: Grønlandsk religion og mytologi]]'''<br><br><br><big>'''[[Sagn og saga fra Angmagssalik (Rosing)|Sagn og saga fra Angmagssalik]]'''</big>
<br>'''Jens Rosing'''<br>
<br>
<big><big><big>'''Avko hævner sig'''</big></big></big></big></big></center>



Om foråret ved det skønneste vejr, hvor fangerne bragte den ene sæl efter den anden ind fra havet, afgik Avkos ældre bror ved døden. Avko sørgede dybt herover, thi han havde været knyttet med meget stærke bånd til denne bror. Nu var Avko den eneste overlevende af søskendeflokken.

På dette tidspunkt lå Avko med sin familie på fangstlejr på én af Kulusuks yderste øer, Sitsivaraq. Der var mange telte og mennesker på den ypperlige fangstplads, der lå godt for klapmydstrækket.

Ved midsommer anråbtes et stort følge af konebåde på vej over fra Amitsivardik. Af sang fra bådene forstod man, at det var Sermilikfolk, som stævnede til sangkamp. Flere af fangerne på Sitsivaraq havde sangkampsvenner ved Sermilik; der var Avko, Tikâjan, Alivtsãkân og Kúnitse. Mens man spændt lyttede efter, hvem der blev stævnet, blev det råbt, at Ilíngivákêq kom for at udfordre Avko. Kun de lettroende troede på det, thi så hensynsløs kunne ingen være, at stævne en mand i sorg til sangkamp. Sermilikfolket havde for længst erfaret om Avkos broders død.

Men snart bekræftedes rygtet, at den hensynsløse var Ilíngivákêq, som stævnede Avko. Avko blev dybt krænket, men han gik ned og tog imod udfordreren. Alle tilstedeværende hørte Avko spørge: »Var det ikke bedre, om nogle andre trådte i sangkamp«. Ilíngivákêq svarede ikke – og Avko gik op til sit telt.

Hen på aftenen kom Arqarsâq på besøg hos Avko for at tale med ham.

»Avko, alle ved, at du går i sorg, og at du for tiden ikke selv kan udfordre. Ingen ville bebrejde dig det, om du undlod at tage imod udfordringen.«

Avko græd.

Lidt efter råbte Sermilik-folkene op efter sangkæmperne. Ilíngivákêq stod klar, og Avko gik sorgtynget hen og stillede sig over for ham. Så henvendte han sig til skaren og sagde så højt, at alle kunne høre det: »Jeg, som ikke kan mane sorgen bort, jeg får nu anledning til at mane sorgen bort. – Jeg gør mig fri af bebrejdelser for at bryde sæd og skik«. Derpå tørrede han tårerne bort.

Fra mængden hørtes Arqarsâqs dybe mandsstemme: »Vi ved det, Avko, ingen skal bebrejde dig, at du bryder med sæd og skik«.

Sangkampen begyndte, men stemningen var tung. Alle Avkos bopladsfæller delte sind med ham. Avko sang sine gamle nidviser med gribende styrke. Ilíngivákêq var i høj stemning, og han var så uhøvisk at tildele Avko kindbenstød.

Ilíngivákêq havde givet sig tid til at digte en ny nidvise, men ikke givet Avko anledning dertil ved i tide at udsende sin udfordring.


::Se, han tuder,
::sølle Avko, hængehoved.
::Se, han tuder,
::sølle hængehoved.


Ordflom. »Rygtet går, at han tuder, og at han hænger slemt med hovedet. Ejarharhâ-r, ejar-harâ-r, sådan græd han, sådan hang han med hovedet. Se, Sermilik-folkene håner dig leende, griner af dig.«

Så sang han videre:


::Den gang Pujôq (Avkos bortrejste kone) drog mod syd, 
::da græd du,
::og din kone sang hele vejen over 
::»brede sund«.
::Lad mig nævne,
::ja, jeg kommer her i hu, 
::at du er den sidste, 
::at du er alene, 
::forladt af storbror, 
::forladt af søskende.
::Du begræd ham,
::du hang med hovedet over storebror, 
::du er den sidste af din slægt, 
::ene levende af dine søskende.


Ilíngivákêq fik kun knebent bifald for sin nidvise. Avko gav intet svar, men sang en »afskedshymne«.

Sermilik-folkene forsøgte at være muntre, men Kulusuk-folkene forholdt sig koldt afvisende, og stemningen var derefter.



Hen på efteråret, da folk var ved at tænke på opbrud for at søge sig vinterbopladser, sendte Avko bud til Sermilik-fjorden om, at han nu ville komme og svare Ilíngivákêq.

Få dage efter ankom han med stort følge. Ved Ilíngivákêqs fangstplads, Ikâsakitseq, vrimlede det med folk. De fleste fangere var hjemme, og de, der lå på fangst, roede skyndsomst hjem, hidkaldt af sang fra Avkos følge. Uden at vente på aften trådte sangkæmperne frem. Avko var i god stemning, og tilhørerne var i højt humør.

Ilíngivákêq gentog sin nidvise fra Sitsivaraq.

Da Avko greb trommen og til indledning slog under kanten på den, stirrede han Ilíngivákêq fast i øjnene – og han stirrede på hans lille søn i rygposen (amaun) på andenhustruens ryg. Drengen var omkring to år gammel.

Ilíngivákêq var ud af en brødreflok, hvoraf nogle var ansete åndemanere, men Avko må åbenbart ikke have været særlig bange for dem, thi han slog taktfast på trommen, og veloplagt sang han sin nidvise ud:


::Dette er min nidvise, 
::hvor mon den skal hen?
::– netop der den skal.
::Min vise – som et forældreløst menneske – 
::søger sig en venlig ven, 
::hvor mon den skal hen?
::Den skal tage bo hos jer,
::hos jer, Ilíngivákêq.
::– De spaltede mig i latter,
::deres kvinder samledes,
::Sermilik-folkene
::spaltede mig.
::Ilíngivákêq lo ad mig,
::Ilíngivákêq, den hensynsløse tåbe!


Avko nøjedes ikke med at synge, men gav Ilíngivákêq drabelige kindbenstød. Ved Ilíngivákêqs side stod broderen, åndemaneren Píkinaq, urokkelig. Pludselig svingede han sin højre knytnæve ud imod landet og anråbte sine hjælpeånder: »Avko knuser ham, kom og hør – kom og hør!« Under åndepåkaldelsen stod Kulusuk-folkene som tavse støtter og stirrede på Avko, der ganske uanfægtet hamrede løs på Ilíngivákêq.


::Det siges, da min kone Pujôq
::rejste syd på,
::at jeg begræd hende,
::at jeg hang med hovedet.
::Det er sandt – jeg græd – og hang med hovedet,
::Pujôq var min gode støtte.
::– Høre ængstelig gråd – selv for hensynsløse –
::giver det en klump i halsen.
::Men I, som ikke kender
::sjæles dybe ve,
::farer over alt
::uden evne til at føle,
::uden at tage hensyn.


Som Avko blev vildere og vildere, anråbte Píkinaq alle sine hjælpeånder: »Kom og hør – kom dog til undsætning!«

Knap døde hans ord bort, før en kraftig røst lod sig høre ude fra en lille ø ud for Ikâsakitseq: »Vi hører, vi hører!«

De mange mennesker vendte forskrækket blikket ud mod øen. Det var ikke Píkinaqs hjælpeånd, der svarede, men ingen mindre end Avkos kæmpeånd Ajarqisâq, og Kulusuk-folkene, der kendte Ajarqisâq fra Avkos åndebesværgelser, gøs af forventning.

Fra det øjeblik Ajarqisâq råbte, var Avko ikke sig selv mere. Han var midt oppe i en vældig besættelse. Hele pandehuden nikkede op og ned, og det nederste af hans tarmskindsanorak blafrede som et forhængsskind under en åndebesværgelse.

En Kulusuk-mand tiltalte Avko – så højt at alle kunne høre det:

»Din stakkel, Avko, du er den sidste af din slægt. Gør dig umage!« — Avko hverken så eller hørte noget. En anden svarede: »Avko havde nær manet ånder«.

Avkos gamle ven Arqarsâq kommenterede:

»Intet under, at Sermilik-folkene ikke er bange for Avko, de, som aldrig har overværet hans åndebesværgelser.«

Da ånderne igen slap deres tag i Avko, fortsatte han:


::Mine tankers stræben 
::vælder op fra sindets dybe svælg. 
::Måske engang 
::vil han græde, 
::måske engang 
::vil han hænge med hovedet. 
::Får jeg det at høre, 
::hører om et sorgsænket hoved, 
::vil jeg udstøde: »Kákalâq«.


Næppe havde Avko sagt »Kákalâq«, hvilket er åndesprog og betyder »hånlatter«, før Ilíngivákêqs kone skreg op. De nærmeste for til og begyndte at tumle med hendes »posebarn«. Så hørte man én gispe:

»Noget gik susende gennem barnet, og se, nu spyer det blod af mundvigene – nu dør det«. 

Avko hverken så eller hørte noget – besat son han var.


::Min vise – om den smerter, 
::min vise – om den mærkes, 
::tænk, hvor morsomt.
::– Kvinder græder, 
::morsomt – grinagtigt. 
::Dig smerter den ikke, 
::du mærker den ikke.
::Gad vide, om den smerter 
::din kone, din andenhustru, 
::gad vide, om den smerter, 
::gad vide, om den mærkes.


Avko sang sin vise til ende, og uden at have afsluttet sangkampen trak Ilíngivákêq sig skyndsomst tilbage til sin andenhustru. Det skulle vise sig, at Avko på forhånd havde beordret sine to stærke hjælpeånder, Ajarqisâq og Pamialân, til – i samme nu han sang »Kákalâq« – at rykke sjælen ud af Ilíngivákêqs barn med øjeblikkelig død til følge. Derfor blødte det ud af barnets mund.

Avko istemte sin afslutning, da Ilíngivákêq nægtede at synge sin. Avko stod nu alene, og hvor Ilíngivákêq havde stået, lå græsset fladt.

Med en udfordrende holdning — kikkende til alle sider – sang Avko:


::Fjordfolk 
::viste mig fjendskab.
::Fjordfolk stævnede mig til sangkamp, 
::de ville more sig, 
::ville vidne om min afmagt.
::– Og når misfangst hærger,
::– og når sulten hærger, 
::fjordfolk kævles, 
::skændes.
::Følg jeres fæller 
::til sangkamp, 
::mor jer – !


Da Avko var færdig, brød han med alvorlig mine gennem folkeringen, bar sin kajak ned og roede ud til øen. Og de tavse mennesker hørte ham tale med sine hjælpeånder.

En Kulusuk-mand Tikâjan brød stilheden: »Intet under, at vi – Avkos venner – tvivlede på, at Ilíngivákêq med sin nidvise ville trække sig sejrrigt ud af dysten«.

Kort efter roede Avko tilbage – og han var sig selv igen.



Ved opbruddet kom Ilíngivákêqs bror Kâvkajik – den største åndemaner af brødrene – ned til Avko, der som den sidste var ved at lægge ud for hjemrejse.

Avko havde sin ene hånd på klippen og spurgte: »Skal jeg støde fra land med hånden eller med årespidsen?«

Kâvkajik svarede: »Stød fra med hånden«. Herved viste han Avko sit ukrænkede venskab. Ingen hævn ville blive forvoldt ham.

Og Avko drog bort med fred i sindet.

 
==Kilde==
Jens Rosing: ''Sagn og saga fra Angmagssalik'', ss. 247-252, København, 1963.


<center><big>'''[[Mitsivarniánga. Fortalt af Kârale (Rosing)|Næste kapitel ►]]'''</big></center>
</blockquote>
<br>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Jens Rosing]]
[[Kategori:Inuitisk religion og mytologi]]