Vis kilden til Bjærgkvinders forløsning. Hövlspåner til belönning

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Bjærgkvinders forløsning. Hövlspåner til belönning]] !!  !! 
|-
|}


[[Fil:ETK 01.jpg|thumb|200px|<center>Hans Kristensen Lund (f. 1817) var en af Evald Tang Kristensens mange meddelere.</center>]]

<center>'''[[Danske sagn som de har lydt i folkemunde I-VI|<big>Danske sagn</big><br> som de har lydt i folkemunde]]'''<br><br>

af
'''[[Evald Tang Kristensen biografi|Evald Tang Kristensen]]'''<br>1892


<big>'''[[Bjærgfolk| Bind I]]'''</big><br><br>Første afdeling<br><big>'''Bjærgfolk'''</big><br><br><big><big>'''65. Bjærgkvinders forløsning.</big><br>Hövlspåner til belönning'''</big>

</center>

 
1124. I ''Funder'' ved Silkeborg boede en gang en jordemoder, hvis navn var Gjertrud Ruds. En gang kom der bud til hende fra en mand, der hed Anders Borring, om hun vilde forløse hans kone. Jordemoderen gik straks, men på vejen mødte hun en stor skruptusse, der sagde, hun var en bjærgmandskone, og tillige bad hende, om hun vilde forløse hende, når tiden kom, hvilket jordemoderen lovede. Nogen tid efter kom en bjærgmand til jordemoderen og bad hende, om hun vilde følge med og hjælpe hans kone, som hun havde lovet Hun fulgte med manden, og han førte hende ind i en bakke, hvor hun forløste hans kone. Da hun var færdig og skulde til at gå, gav bjærgmanden hende en pose fuld af høvlspåner. Jordemoderen vilde ikke rigtig have dem, men bjærgmandskonen bad hende om at tage dem, hun skulde nok få sin ulejlighed betalt, sagde hun. Jordemoderen tog så posen, men da hun kom hjem og åbnede for den, var høvlspånerne blevne til blanke sølvpenge.

''Fortalt af fisker Lars Pedersen, Langemark. J. Jørgensen''.


1125. En kone var en gang ude at hente vand ved brønden og fik der øje på en stor skruptusse. Hun greb en sten og vilde dræbe den, men betænkte sig i det samme, kastede stenen og lod tussen være i fred. En tid efter kom en lille blå mand ind i kjøkkenet . . . . Barselfærd. Derefter førte han hende til en stue, hvorover der hang en stor kampesten i en sytråd. Konen skreg og bad manden om at frelse hende. «Lige så bange som du nu er, lige så bange var min kone, den gang du vilde slå hende med stenen ude ved brønden.» Gav hende høvlspåner o. s. v. 

''Nik. Christensen''.


1126. I de store klitbakker langs Vesterhavet har der også i gamle dage boet bjærgfolk lige så vel som i højene inde i landet. Disse puslinger er kun 6, 7 kvarter höje med store klodsede hoveder, brede ansigter og store runde næser, rødt hår og dertil al tid en rød bunden uldhue på hovedet. Disse mandslinger søgte at komme i slægt og svogerskab med folkene i ''Råbjærg'', men uagtet de havde stort forråd af guld og sølv, og beboerne er kjendte fremfor nogne andre i Jylland for at have agt for penge, var der dog ingen, som godvillig vilde give sig i svogerskab med dem. Derfor bortførte de tit en pige eller et barn. Sådan var det i ''Kandestederne'', at en pige blev borte en aften, hun var ude i frammerset at rede natteren, uden at det var muligt enten at høre eller spørge til hende. Omtrent et års tid efter, da moderen stod ved skorstenen ligeledes for at rede natter, da faldt en stor sten ud af skorstenen eller arnestedet, og der kom en trold op af hullet. Han bad hende om at følge med sig, da hans kone var i barnsnød. I sin angst turde hun ikke skrige, men fulgte med. Da var det hendes egen datter, der var bleven svanger ved bjærgmanden, og en kristen kone i de omstændigheder kan ikke blive forløst, uden at der første gang er en kristen kone til stede. Da bjærgmanden var gået ud, sagde datteren, at hun havde det meget godt, men at hun dog længtes efter sine slægtninge. «Når I nu skal hjem, vil han give jer noget for jer ulejlighed, men så skal I ikke tage, hvad der synes jer penge, ti det er kun blade, men tag flintesten og høvlspåner.» Da han så kom med en skuffe fuld af guld- og sølvpenge, som han bød hende tage af, så mange som hun vilde, sagde hun: «Nej, de er for pæne til mig, må jeg ikke hellere tage nogle flintesten af den anden skuffe?» — «Jeg tror, I er gal, hvad vil I med flintestenene,» sagde trolden. «Ja, jeg døjer tit med at slå ild om morgenen, derfor vil jeg tage dem og høvlspånerne.» — «Ja, tag dem så, men den har ikke slaget jer på munden, som har lært jer det.» Nu bragte svigersønnen hende op i hendes kjøkken igjen, og hendes mand og børn blev meget forundrede ved at se hende, da de længe forgjæves havde søgt efter hende, for hun havde været borte i over otte dage. I hånden holdt hun de to glimrende mønter, som nu kun var to tørvestykker. Forklædet var derimod fuldt af gamle kroner og dukater. Efter at have fortalt manden det hele, sagde han: «Ja, slemt er det, at Karen er borte, men di råd war int så tosset, å rejsen int så gal endda.» Og han havde ret, ti han og hans familie blev de rigeste folk i sognet, og det er deres efterkommere den dag i dag er.

''L. Chr. Pedersen''.

<small>Anden steds fortælles, at slige tørv havde den egenskab at kunne lyse i mørke, og så rå nogen ønskede at finde et eller andet, hentede de bare et stykke, og straks lyste det for dem så de kunde finde, hvad de søgte.</small>


1127. Her nede i ''Vesterland'' var en kristen kone som bjærgmanden havde fået hold i. Så skulde hun gjøre barsel, og der skulde et kristent kvindfolk til hende. Dem, der boede oven på, vidste ikke af, at der var sådan nogle underneden dem. Da nu bjærgmanden kommer og forlanger konen til at følge med, spørger hun om, hvor de boede. Ja, det var deres næste nabo. De skulde om ved deres ovn i en krog, hvor der stod et par kalve, og så med et vidste hun ingen ting af at sige, inden de stod nede i en stue, og hun kunde slet ikke gjøre rede for, hvordan hun var kommen der ned. Så gjorde konen også straks barsel, og den anden kone trak barnet i klæder og satte det ned på gulvet, for det kunde gå med det samme. Så er der noget, der drypper ned på deres bord: «Hvad er det?» siger hun. «Det er jeres kalve, der pisser ned på vort bord, og hvis I vil tage dem derfra, så skal I få meget mere kalvtillæg, end I har haft før.» Nu førte bjærgmanden hende hjem. Hun vidste ikke, hvordan hun kom op, men med det samme stod hun oppe ved deres kalve. Så skulde hun jo have noget for hendes ulejlighed. Da hun så sig for, lå der nogle høvlspåner under deres bord, og det blev til guld. Så flyttede de deres kalve og fik siden bedre held til dem. 

''Niels Simonsen, Vejrum''.


1128. Når bjærgfolkene ved bytning har fået fat i en lille pige fra menneskeverdenen, og hun en gang bliver en bjærgmands kone, kan hun ikke føde sine børn, uden der kommer en kristen kone og forløser hende. Således kom en pusling ridende til ''Vejvad i Vinding'' ved Holstebro og vilde have konen der med sig til hans kvinde. Gårdkonen var ikke meget for denne tur, men bjærgmanden sagde, at hun behøvede ikke at frygte, når hun blot satte sig anderledes på hesten end han. Det gjorde hun da, og nu var de, før hun ret vidste af det, nede hos bjærgmanden. Hun forløste konen, og derover blev manden så glad, at han gav hende en håndfuld spåner, som hun skulde gjemme, hun kunde jo tænde ilden ved dem næste morgen, mente han. Konen forstod ham ikke, men gjemte dog spånerne, og da bjærgmanden havde trukket hesten frem, sat sig og nu også bød hende at stige op, gjorde hun dette, men hun glemte ikke at sætte sig baglænds, da bjærgmanden havde sat sig rigtig på hesten, og før hun ret vidste af det, var hun igjen hjemme. Da hun næste morgen så til spånerne, var de blevne til vægtige guldklumper. 

''M. Møller''.


1129. En pige fra ''Hennetved'' var en morgen meget tidlig ude at malke. Da kom der nogle trolde og bad hende om lidt mælk. Hun gav dem straks noget, men derved fik de magt over hende og tog hende med ind i bakken, hvor hun måtte blive al tid. Denne pige var frugtsommelig, og da tiden kom, var troldene i stor forlegenhed, ti ingen af dem kunde forløse hende. Mens de var i sådan nød, kom en mand fra Hennetved ridende forbi, og da kom en del trolde meget hastig løbende ud og råbte efter ham: «En kristen kone til at forløse en kristen pige.» Da manden kom til byen, traf han min moders mormoder, og da han ingen vidste, han bedre kunde få til at hjælpe her, talte han til hende om at gå ud i bakken og forløse den stakkels pige. Hun svarede, at hun var bange for, at hun ikke skulde komme tilbage igjen. Jo, sagde manden, når hun hverken spiste eller drak hos dem. Hun tog sig det da på og gik der ud. Troldene kom hoppende og springende så glade og førte hende ind i bakken, og hun forløste nu pigen. Der efter kom den ene trold efter den anden og satte så mange slags dejlig mad og drikke for hende, det ene villere end det andet, men hun sagde bestandig nej tak og vilde hjem. Til sidst kom en lille grøn trold med noget i sit forklæde, der lignede høvlspåner. Det tog hun, da de ellers var så flinke, og så førte de hende ud. Smed høvlspåner på vejen o. s. v. 

''Sødinge skole''.


1130. I ''Kragelund'' i ''Bække'' var en höj, hvor der boede en bjærgmand, og hans kone kom i barnsnød. Det kunde han ikke selv rede, og så gik han ned efter Niels Skrædders kone, der boede tæt ved höjen. Da han kom ind til hende, var hun ved at to op, og så bad han hende jo mindelig om at følge med der op. Ilav hun så kom der, var der sådan en lille snæver indgang, de gik ind i. Bjærgmandskonen skreg og hjamrede jo grov, og så giver hun sig til at hjælpe hende, og der blev jo en dreng ud af det. Ilav de var færdige, og konen var kommen iseng, så vilde Niels Skrædders kone til at gå hjem. Hun klagede sig for, te nu var hendes ild vist gået ud, og hendes tovand var bleven koldt, så hun kunde ikke få optoet og heller ikke få davren kogt i ordentlig tid. Så vilde bjærgmanden give hende nogle spån, hun skulde tænde ilden med, og hun fik et helt forklæde fuldt. Men så vilde hun ikke bære så mange, og så smed hun en del af dem ude på marken. Ilav hun så kom ind i hendes eget hus, var et først, hun opdagede, te det var guld, han havde givet hende. Nu vilde hun jo ud at tæje dem, hun havde smidt, men da var de ikke til at finde, dem havde bjærgmanden selv taget igjen, og hun beholdt kun selv dether lille korn, hun havde. Hver dag siden kom bjærgmanden med en lille potte og fik noget komælk, når hun malkede, til den lille dreng, der var født. Den dreng blev så stor, at han lignede slet ikke de andre bjærgfolk, og Niels Skrædders familie kom sådan til fremme, endda de før havde siddet og kunde næsten ikke komme ud af det. Den kone hed Mette Katrine, hun var moder til fjorten børn ved én mand, men den bjærgmandsdreng kunde gå helt over dem alle sammen. 

''Ane Marie Pedersdatter, Egholt''.


1131. Bjærgmanden fra ''Gavlbjærg'' hans kone var en gang i barnsnød, og så vilde han over til en kone i ''Debel'' og forlange hende til at komme og hjælpe. Der var en lille å imellem. Hun turde ikke vove at sige nej og fulgte med. Nu havde han lovet at skaffe hende lige så godt hen som hjem. Da hun var færdig, vilde han give hende en foræring. «Her har du noget, for det du har været her ovre i aften,» siger han. Så fik hun nogle høvlspåner i hendes forklæde, og da hun kommer hjem, smider hun dem i skorstenen. En tre spån blev dog hængende ved forklædet, og næste morgen var de blevne til guldkjæder. 

''Kaj Burchardt Nielsen, Harte''.


1132. Min plejemoder fortalte også en anden bjærgmandshistorie. Der kom en aften en bjærgmand til en kone og bej hende så meget om at følge med og hjælpe hans kone i barnsnød. Hun gjør det, og lav det var overstået, siger bjærgmanden: «Hold nu dit forklæde op!» Hun fik det da fyldt af høvlspåner, men smider dem udenfor. Om morgenen efter hængte der en spån ved forklædet, og det var det bare guld. Så gik hun ud igjen for at søge, men da var de andre væk. 

''N. J. Termansen''.


1133. En bjærgmandskone skulde have en lille . . . . Så fik hun nogle høvlspåner, men smed dem. Der hængte én ved forklædet. Hun havde smurt hendes ene øje, men krukken faldt fra hende og gik i stykker, og så fik hun ikke det andet smurt. Konen træffede bjærgmanden til Varde marked og snakkede til ham. Så spørger han om, hvordan hun kunde se ham Så slog han det ene øje ud på hende. 

''Thomas Jørgensen, Lindballe''.


1134. Der er en gård i ''Vorbasse'', der hedder ''Skøddebjærg'', og under den boede en bjærgmand. Han kom en dag op til min oldefaders broderkone og sagde, om hun vilde ikke komme ned til ham i hans bopæl, hans kone var i barnsnød . . . . Hun fik nogle høvlspåner for sin ulejlighed, men dem smed hun ude på marken. Da hun kom ind, hængte der en guldtrævl ved hendes forklæde, o. s. v. 

''Marie Jonsen, Egholt''.




[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Folklore]]
[[Kategori:Evald Tang Kristensen]]