Vis kilden til Bjørn, Harald og Gorm

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Bjørn, Harald og Gorm]] !!  !! 
|-
|}


<center><big>'''Saxo Grammaticus'''</big><br>'''[[Danmarks krønike]]'''


oversat af<br>'''[[Frederik Winkel Horn|Fr. Winkel Horn]]'''


<big>'''Bjørn, Harald og Gorm'''</big></center>

Efter Snie fulgte Bjørn, og efter ham kom Harald til Styret. Hans Søn Gorm vandt ikke ringe Navnkundighed blandt Danskernes Høvdinger i gamle Dage ved sine modige Bedrifter. Han lagde sig nemlig efter en ny Maade at lægge sin Kjækhed for Dagen paa, idet han foretrak at anvende det Mod, der var gaaet i Arv til ham, paa at udforske Naturens Hemmeligheder fremfor at øve det paa Krigsbedrifter, og ligesom andre Konger tilskyndedes af Krigsiver, saaledes drev hans Hjærtens Attraa ham til at granske alle de underfulde Ting, han enten selv stødte paa, eller som Rygtet meldte om. Og da han var opsat paa at se fremmede og usædvanlige Ting, holdt han særlig for, at han maatte undersøge et Rygte, der var kommet til ham fra Islænderne om en vis Gejrrøds Gaard. De fortalte nemlig jævnlig utrolige Ting om de store Skatte, han havde samlet dér, men Vejen did var opfyldt af alskens Farer og næsten utilgjængelig for Mennesker, hed det sig. Efter hvad Folk, som havde prøvet det, forsikrede, maatte man nemlig sejle over Havet, der ligger uden om Jorden, lade Solen og Stjærnerne bag sig og vandre ned i Kaos, til man til sidst kom til Steder, hvor der intet Lys var, men herskede stadigt Mørke. Men han kuede i sit ungdommelige Sind Frygten for de Farer, der truede, ikke saa meget af Begjærlighed efter Bytte som af Lyst til at vinde Hæder, thi han haabede, at hans Berømmelse vilde øges meget, om han vovede sig i Lag med et ganske uprøvet Foretagende. Tre Hundrede Mænd erklærede, at de nærede samme ønske som Kongen, og han gjorde Thorkil, der havde bragt Rygtet, til Fører paa Toget, eftersom han var stedkjendt og vidste Besked om de Egne, det gjaldt om at komme til. Han vægrede sig ikke ved at paatage sig dette Hverv, men bød, at Skibene, for at de kunde modstaa det Havs usædvanlige Barskhed, de skulde sejle over, skulde bygges stærkere end ellers og forsynes med Tovværk med mange Knuder og beslaas tæt med Nagler, samt at de skulde lades rigelig med Levnedsmidler og overdækkes med Oxehuder, der kunde beskytte det indre af dem imod Søerne, der væltede ind over dem. Saa gav de sig paa Rejsen med kun tre Skibe med hundrede udsøgte Mænd i hvert.

Men da de kom til Halogaland, var det forbi med Medbøren, og de tumledes om hid og did paa Havet, udsatte for en vanskelig Sejlads' Farer. Omsider, da de var fuldstændig blottede for Levnedsmidler, saa de endogsaa savnede Brød, maatte de fordrive Sulten med en Smule Grød. Efter at der var gaaet nogle Dage, hørte de Stormen brage og buldre langt borte, som om den var ved at overskylle Klipper. Saa skjønnede de, at der maatte være Land i Nærheden, og en ung Mand, som var overordentlig smidig, fik da Befaling til at klatre op i Mastetoppen for at holde Udkig, og han meldte, at der var en stejl ø i Sigte. Glade stirrede alle med begjærlige øjne efter Landet, han pegede paa, idet de ivrig ventede paa den Tilflugt, det forjættede Land bød dem. Da de omsider var naaede i Land, gik de ad saare høje Stier over Skrænter, der spærrede Vejen for dem, op paa en højere liggende Del af det. Saa sagde Thorkil, at de ikke maatte tage mere af det Kvæg, der i Mængde løb omkring paa Strandbredden, end hvad der behøvedes til at stille deres Sult én Gang; gjorde de det, vilde Landvætterne hindre dem i at drage bort. Men Søfolkene, der var mere opsatte paa at sørge for, at de kunde mætte sig en Tid lang, end paa at gjøre, hvad han bød, satte det Raad, han gav dem for deres Sikkerheds Skyld, til Side for Lysten til at fraadse og fyldte Skibenes tomme Lastrum med Kroppe af slagtede Oxer. Dyrene var meget lette at fange, thi de viste ingen Frygt, men flokkedes undrende ved det uvante Syn af Mændene. Natten efter kom en Mængde Utysker flyvende og slog sig ned paa Kysten, raabte op, saa det gjaldede i hele Skoven, og omringede og besatte Skibene. Et af dem, som var større end de andre og væbnet med en stor Knippel, gik paa sine Fødder over Dybet, og da det kom tæt hen til dem, begyndte det at raabe, at de ikke fik Lov til at sejle bort, førend de havde sonet den Uret, de havde begaaet ved at slagte Oxerne, og udleveret en Mand for hvert Skib som Erstatning for Gudernes Kvæg. Thorkil føjede sig efter Utyskets Trusler for at frelse alle ved at ofre nogle faa og udleverede tre Mand, som blev udtagne ved Lodkastning.

Da det var gjort, fik de Medbør og sejlede til det yderste Bjarmeland. I dette Land hersker der stadig Kulde, det er bedækket med saare høj Sne, ikke engang Sommerhedens Magt virker paa det, Korn voxer der ikke, og der er fuldt op af vilde Dyr, som man sjælden ser andre Steder. Der er mange Elve, hvis Vand vælter brusende og skummende af Sted paa Grund af de mange Klipper, der findes i Elvelejerne. Her lod Thorkil Skibene trække paa Land og bød Folkene opslaa deres Telte paa Strandbredden, nu var de komne til et Sted, sagde han, hvorfra der kun var et lille Stykke Vej til Gejrrød. Han forbød dem derhos at indlade sig i Samtale med nogen, hvem der saa kom; der var intet, som gav Utyskerne mere Magt til at gjøre Fortræd, end naar Fremmede ikke tiltalte dem med fornøden Høflighed, og derfor var det det sikreste, at hans Kammerater tav stille; han alene kunde trygt tale, fordi han allerede kjendte dette Folkefærds Sæder og Skikke. Da Mørket begyndte at falde paa, kom der en usædvanlig stor Mand og blandede sig imellem Søfolkene, som han hilste ved Navn. De blev alle forskrækkede, men Thorkil sagde, at ham skulde de tage gladelig imod, det var Gudmund, Gejrrøds Broder, som paa det kjærligste beskjærmede alle, som landede der, imod enhver Fare. Da Gudmund spurgte, hvorfor de andre var saa tavse, svarede han, at de var ganske ukyndige i Sproget og skammede sig ved at tale et Sprog, de ikke kunde. Saa indbød Gudmund dem til at være hans Gjæster og lod dem sætte sig op paa Vogne. Som de nu kjørte, saa' de en Flod, som der førte en Guldbro over. Den var de opsatte paa at komme over, men han holdt dem tilbage og sagde, at den Flod dannede Skjellet imellem Menneskenes og Utyskernes Verden, længere end til den havde ingen dødelig Lov til at komme. Saa kom de til deres Vejvisers Hus. Der tog Thorkil sine Stalbrødre til Side og formanede dem til at bære sig ad som forstandige Mænd over for de forskjellige Slags Fristelser, Skæbnen førte dem i Møde; de skulde afholde sig fra de fremmedes Mad og mætte sig med deres egen; de skulde sætte sig afsides fra de indfødte og ikke sidde ved Siden af nogen af dem, medens de sad til Bords. De, der nød af den Mad, vilde nemlig miste deres Hukommelse og for bestandig komme til at leve i et hæsligt Samkvem med Utyskernes gyselige Skarer. Ligeledes formanede han dem til at afholde sig fra deres Tjenestefolk og deres Bægere. Ved Bordene stod Gudmunds tolv udmærket vel begavede Sønner og lige saa mange saare fagre Døtre. Da han saa', at Kongen kun nød, hvad hans egne Folk bød ham, bebrejdede han ham, at han afviste hans Venlighed, og klagede over, at han krænkede sin Gjæsteven, men Thorkil var ikke i Forlegenhed for en passende Undskyldning. Han sagde nemlig, at Folk, der spiste Mad, de ikke var vante til, for det meste plejede at blive alvorlig syge deraf, og at det ikke saa meget var af Mangel paa Taknemlighed for den Høflighed, en fremmed viste ham, som af Iver for at bevare sin Helbred, at Kongen sørgede for sine legemlige Fornødenheder paa den Maade, han var vant til, og lod sin egen Mad sætte frem for sig. Han maatte derfor ingenlunde optage det som Foragt, der blev gjort af fornuftig Lyst til at fri sig for Sygdom. Da Gudmund saa', at Gjæsterne ved deres Nøjsomhed gjorde de svigefulde Anstalter, han havde truffet, til intet, besluttede han, da han ikke kunde faa Bugt med deres Afholdenhed, at gjøre det af med deres Kyskhed og opbød ivrig al sin Sindrighed for at svække den. Han tilbød Kongen en af sine Døtre til Ægte og lovede de andre, at de skulde faa de Kvinder af hans Husstand, de vilde have. De fleste var tilbøjelige til at gaa ind derpaa, men Thorkil forebyggede ved sine heldbringende Formaninger, at de faldt for den Fristelse, ligesom han havde gjort over for de andre, idet han med vidunderlig Sikkerhed forstod paa én Gang at optræde som en forsigtig Gjæst og som en munter Bordfælle. Fire af Danskerne foretrak Vellyst for Velfærd og tog imod Tilbudet. Samkvemmet med Kvinderne berøvede dem Forstanden og Mindet om Fortiden og gjorde dem vanvittige; siden den Tid skal de, efter hvad der siges, ikke have været ved deres fulde fem. Havde de holdt sig inden for tilbørlig Selvbeherskelses Grænser, vilde de i Hæder og Ære have maalt sig med Herkules, deres Mod vilde have overgaaet Kæmpers, og de vilde til evig Tid bevares i Mindet som udmærkede Mænd, der havde udført beundringsværdige Bedrifter for Fædrelandet. Gudmund, som fremdeles fastholdt sit Forsæt og stadig pønsede paa Svig, gav sig nu til at rose sin Haves Dejlighed og søgte at lokke Kongen der ned for at nyde af dens Frugter, opsat paa at faa Bugt med hans standhaftige Forsigtighed ved Hjælp af øjenslyst og hvad der kunde friste Ganen. Thorkil bestyrkede ligesom før Kongen imod dette falske Paafund; han afviste denne forstilte Venlighed under Paaskud af, at han maatte paaskynde sin Rejse. Da Gudmund skjønnede, at Thorkil i alle Maader var kløgtigere end han, opgav han Haabet om at føre sin Svig igjennem, kjørte dem alle over paa den anden Flodbred og lod dem rejse videre.

Da de drog videre, saa' de ikke langt borte en skummel og vanrøgtet By, som mest lignede en dampende Sky. Paa Stager, der var opstillede rundt omkring paa Brystværnet, var der anbragt afhuggede Mandehoveder. Foran Porten laa overordentlig glubske Hunde, som bevogtede Indgangen. Thorkil kastede et Horn besmurt med Fedt til dem, at de kunde slikke paa det, og saaledes slap han billig til at dæmpe deres rasende Glubskhed. Indgangen gjennem Portene var anbragt højt oppe; de klavrede derop ad Stiger og kom med Besvær ind ad den. Det Indre af Byen var fuldt af mørke og hæslige Spøgelser, og det var ikke let at sige, hvad der var gyseligst, at se eller høre disse skrigende Skikkelser; alt var vederstyggeligt, og raaddent Skarn plagede de nysankomnes Næser med en utaalelig Stank. Saa kom de til Klippehuset, som Rygtet sagde var Gejrrøds Borg. De besluttede at stige op paa dets snævre og gruopvækkende fremspringende Brystværn, men ved selve Indgangen standsede de forfærdede og kunde ikke gaa et Skridt længer. Da Thorkil saa', hvor forsagte de var, fik han dem ved mandig Tiltale til at opgive deres Betænkeligheder ved at gaa ind og formanede dem til at holde Styr paa sig selv og ikke røre ved noget af, hvad der fandtes i Huset, selv om det kunde være fornøjeligt at eje det, eller det saa' godt ud; de skulde holde deres Sind fjærnt fra al Begjærlighed saa vel som fra Frygt, maatte ikke attraa, hvad der kunde være fornøjeligt at tage, og ikke være bange for, hvad der var gyseligt at se, skjønt de vilde komme til at færdes imellem nok af begge Dele. Greb de grisk efter noget, vilde deres Hænder pludselig blive som bundne fast, og de vilde ikke kunne rive dem løs fra det, de havde rørt ved, de vilde ligesom være knyttede til det med et uopløseligt Baand. Derhos paalagde han dem at gaa ind i Orden, fire ad Gangen. Broder og Buk var de første, som prøvede at gaa ind, og med dem fulgte Thorkil og Kongen, og saa kom de øvrige ordnede i Rækker. Indenfor var Huset forfaldent alle Vegne og opfyldt af en stærk og hæslig Damp, og man saa' fuldt op af alle Ting, som kunde saare øje eller Hjærte. Dørstolperne var besmurte med ældgammel Sod, Væggene bedækkede med Smuds, Loftet var lagt af Spyd, Gulvet bedækket med Snoge og overstænket med alskens Uhumskhed, alt frembød et saa usædvanligt Skue, at det indjog de indtrædende Skræk; men frem for alt pinte den stadige lede Stank deres Næser. Blodløse spøgelseagtige Uhyrer sad paa Jærnstole, og Siddepladserne var adskilte fra hverandre med Blygitre; ved Dørtærsklerne holdt gyselige Dørvogtere Vagt. Nogle af disse gjorde Larm med sammenbundne Stokke, andre havde en grim Leg for, idet de fra begge Sider trak i en Gedehud. Her formanede Thorkil dem igjen og paalagde dem ikke i letsindig Griskhed at strække Hænderne ud efter forbudne Ting. De gik videre gjennem et Brud i Klippen, og ikke langt derfra saa' de en gammel Mand med gjennemboret Krop sidde paa en Forhøjning lige over for det Sted, hvor der var brudt noget bort af Klippen, og paa Stole ved Siden af sad tre Kvinder, hvis Legemer var fulde af Bylder, og som saa' ud, som om de havde mistet al Kraft i Ryggen. Thorkil, som vidste god Besked om, hvorledes det hang sammen, fortalte sine nysgjerrige Stalbrødre, at Guden Thor i længst forsvundne Tider, da han var bleven tirret af Jætternes Frækhed, havde jaget en gloende Staalstang igjennem Brystet paa Gejrrød, der kæmpede med ham, og saa var Stangen fløjet videre og havde sønderrevet Fjældet og gjennembrudt dets Sider; men Kvinderne, sagde han, havde han ramt med sin vældige Tordenkile, og til Straf, fordi de havde angrebet den nævnte Gud, havde de faaet Ryggen knækket. Da de gik derfra, saa' de syv Tønder ombundne med Guldbaand, hvori der hang store Sølvringe forbundne med dem ved talrige Led. Ved dem laa der en i begge Ender guldbeslaaet Tand af et sjældent Vilddyr; ved Siden af den laa der et stort Bøffelhorn, kunstfærdig udskaaret og prydet med udsøgte straalende Ædelstene, og ved Siden af det igjen laa der et overordentlig tungt Armbaand. Opflammet af tøjlesløs Begjærlighed greb en af Mændene med sine griske Hænder efter Guldarmbaandet uden at ane, at der skjulte sig den største Fare under det herlige Metals Glans, og at dødbringende Ulykke lurede bag det straalende Bytte. En anden, som heller ikke kunde styre sin Begjærlighed, strakte sine rystende Hænder ud efter Hornet, og en tredje, som heller ikke kunde styre sine Fingre, tog, for at kappes med de andre i Mod, Tanden paa Skulderen. Det Bytte, de havde gjort, var lysteligt at se til og saa' tillige ud til at være godt at have, thi det var fagert og tillokkende at skue. Men Armbaandet blev til en Slange, der med sine hvasse Gifttænder saarede ham, der bar det; Hornet forlængede sig og blev til en Drage, der tog Livet af den, der bar det, og Tanden forvandlede sig til et Sværd, der borede sin Od i Hjærtet paa den, der bar den. De andre blev bange for, at de skulde faa samme ulykkelige Skæbne som deres Stalbrødre, mente, at de uskyldige vilde omkomme ligesom de skyldige, og turde ikke engang haabe, at deres Uskyldighed sikrede dem. Saa førte Døren til et andet Værelse dem ind i et snævert Rum, hvor der aabenbarede sig et endnu rigere hemmeligt Skatkammer fuldt af Vaaben, der var for store til at passe til Legemer af Menneskestørrelse. Imellem dem saas en Kongekaabe med tilhørende prægtig Hat og et vidunderlig skjønt forarbejdet Bælte. Thorkil blev saa betagen af Beundring ved Synet af disse Ting, at han gav sin Begjærlighed frie Tøjler og opgav den Selvbeberskelse, han havde sat sig for; han, som saa tit havde formanet andre, kunde nu ikke holde sin egen Attraa i Tømme, men greb Kappen, og dette letsindige Forbillede fik alle de andre til ogsaa at vove sig til at plyndre. Men saa rystedes Huset i sin dybeste Grund og begyndte pludselig at vakle som i Bølgegang, og Kvinderne raabte, at de alt for længe havde taalt disse skjændige Røvere, og pludselig sprang de, som de før havde anset for halv døde eller livløse Spøgelser, op fra deres Sæder, som om de adlød Kvindernes Skrig, og gik voldsomt løs paa de fremmede, og de andre Utysker udstødte hæse Brøl. Saa tog Broder og Buk deres Tilflugt til den Idræt, de var gammelkjendte med; de angreb Spøgelserne, der trængte ind paa dem, med Pile alle Vegne fra, og med deres Buer og Slynger drev de Utyskernes Fylking tilbage. Intet andet Middel kunde være virksommere til at drive dem tilbage end det, men alligevel frelste denne Bueskydning kun tyve af hele Kongens Følge, de andre blev sønderrevne af Utyskerne. De, der var slupne derfra, gik tilbage til Floden, hvor Gudmund færgede dem over; han modtog dem i sit Hus, men hvor længe og hvor meget han end bad dem om at blive, kunde han ikke faa dem til det, og til sidst lod han dem da drage bort efter at have givet dem Gaver. Her vogtede Buk kun lidet paa sig selv, hans Selvbeherskelse slappedes, og han aflagde den Dyd, han hidtil havde været i Besiddelse af, thi han fattede en ubetvingelig Elskov til en af Gudmunds Døtre og favnede hende, men det Favntag blev hans Undergang, thi pludselig begyndte det at hvirvle rundt i hans Hjærne, og han mistede Erindringen om, hvad der hidtil var sket. Saaledes blev den ypperlige Helt, der havde sejret over saa mange Utysker og faaet Bugt med saa mange Farer, overvunden af Elskov til en Jomfru og lod sin Sjæl fjærne sig fra Dyden og gaa under Vellystens usle Aag. Af Ærbødighed imod Kongen fulgte han ham paa Vej, da han drog bort, men da han skulde over Vadestedet med sin Vogn, sank Hjulene dybt i, og han blev greben af de stærke Hvirvler og omkom. Kongen begræd sin Vens Død og skyndte sig at sejle bort. I Førstningen gik hans Rejse heldig, men saa blev de tumlet om af Modbør; hans Folk omkom af Sult, og der var kun faa tilbage af dem; saa vaagnede Frygten for Guderne i hans Sind, og han tog sin Tilflugt til at aflægge Løfter til Guderne, idet han holdt for, at i den yderste Nød var der kun Hjælp at finde hos dem. De andre anraabte forskjellige Guder og mente, at de burde ofre til flere Guder, men selv bad han og bragte Sonofre til Udgaardsloke, og saa opnaaede han det gunstige Vejr, han ønskede.

Da han kom hjem og betænkte, hvor mange Have han havde befaret, og hvor mange Besværligheder han havde gjennemgaaet, mente han, at han burde holde sin af Anstrængelser trætte Sjæl borte fra alle Gjenvordigheder, og tog sig derfor en Dronning fra Sverige og gav sig i Steden for at drive sine tidligere Sysler i Lag med i Ro og Mag at tænke. Han levede saaledes længe i den største Fred og Ro, men da hans Liv næsten var ledet til Ende, og han i Kraft af de rimelige Grunde, visse Folk anførte derfor, var kommen til Erkjendelse af, at Sjælene er udødelige, drøftede han stadig i sit stille Sind under allehaande Overvejelser, hvilke Boliger han vilde komme til, naar hans Sjæl forlod Legemet, eller hvilken Løn man gjorde sig fortjent til ved ivrig Tilbedelse af Guderne.

Medens han nu grublede over dette, kom nogle Mænd, som ikke var vel sindede imod Thorkil, til ham og sagde, at det blev han nødt til at raadspørge Guderne om; Vished i saa vigtig en Sag, der overgik menneskelig Forstand. og som det ikke var let for de dødelige at komme paa det rene med, maatte man søge hos de himmelske Sandsigere. Derfor maatte han stemme Udgaardsloke gunstig for sig, og det var ingen mere skikket til end Thorkil. Der var ogsaa nogle, som beskyldte ham for at lægge Raad op imod Kongen og stræbe ham efter Livet. Da Thorkil nu saa', at det var bestemt, at han skulde udsætte sig for den yderste Fare, bad han om at faa dem, der havde forklaget ham, med som Ledsagere paa Rejsen. Da de, som havde bagvasket en uskyldig Mand, saa', at den Fare, de havde beredt en anden, faldt tilbage paa dem selv, søgte de at tage deres Raad tilbage, men det hjalp ikke, at de tudede Kongen ørene fulde, han nødte dem til at give sig ud paa Sejladsen under Thorkils Anførsel og haanede dem oven i Kjøbet, fordi de var bange. Saaledes vender det onde, man udpønser imod en anden, sig for det meste med Nødvendighed imod Ophavsmanden selv. Da de mærkede, at de med Nødvendighed dreves ud i denne uundgaaelige Fare, spændte de Oxehuder over Skibet og fyldte det rigeligt med Levnedsmidler.

Saa sejlede de og kom til et Sted, hvor der ingen Sol var og heller ingen Stjærner, hvor der intet Dagslys fandtes, men en evig Nat rugede. Efter at de længe havde sejlet under denne usædvanlige Himmel, slap deres Ved op, saa de ikke havde noget at nære Ilden med, og da de ikke kunde koge deres Mad, stillede de deres Sult med raa Føde. Men adskillige af dem, der gjorde det, blev farligt syge af den ufordøjelige Mad, de fyldte sig med, thi først blev Maverne efterhaanden slappede som Følge af den uvante Kost, og saa bredte Smitten sig videre, og Sygdommen angreb selve Livskraften, og saaledes voldte Umaadeholdenhed baade i den ene og i den anden Retning Fortræd, thi ligesom det var skadeligt at faste, saaledes var det farligt at tilfredsstille sin Spiselyst, saa de kunde ikke spise trygt, og det holdt haardt at afholde sig derfra. De var allerede ved at opgive alt Haab om Frelse, da der pludselig - ligesom Buestrængen lettest brister, naar den spændes stærkest -, lyste dem en uventet Forjættelse om Hjælp i Møde. De saa' nemlig pludselig et Baal skinne ikke langt borte, og det gav atter de fortvivlede Mænd Haab om at bevare Livet. Thorkil, der ansaa det for et af Himlen sendt Middel til Frelse, besluttede at tage noget Ild fra det, og for at være sikrere paa at kunne finde tilbage til sine Stalbrødre gjorde han en Ædelsten fast i Toppen af Skibsmasten, for at den med sin Glans kunde tjene som Kjendingsmærke. Da han var kommen i Land, fik han øje paa en Hule i en snæver Kløft, som en smal Vej førte hen til. Han bød sine Ledsagere vente udenfor og gik selv ind i Hulen, hvor han saa' to sorte, overmaade store Mænd, som med deres Næser, der saa' ud som Horn, var i Færd med at holde Ilden ved lige med alt, hvad de kunde faa fat paa. Indgangen var hæslig at se til, Dørstolperne raadne, Væggen sort af Smuds, Loftet snavset og Gulvet fuldt af Slanger, saa alt stødte i lige høj Grad øje og Sind. Den ene af Jætterne hilste paa ham og sagde, at han havde indladt sig paa et yderst vanskeligt Foretagende ved i sin brændende Attraa efter at besøge en fremmed Gud og med nysgjerrig Granskning at ransage en Egn uden for Verden. Han vilde imidlertid anvise ham, ad hvilke Veje han skulde drage for at fuldbyrde den Rejse, han havde sat sig for, dersom han kunde sige tre Fyndord hvert med en Sandhed i. Saa sagde Thorkil: "Ingen Steds, hvorhen jeg kom, saa' jeg Folk med slige Næser. - Aldrig var jeg noget Sted, hvor saa nødig jeg gad være. - Bedst den Fod mig tykkes nu, som kan først herfra mig bære". Jætten frydede sig over Thorkils Kløgt og roste hans Fyndords Sandfærdighed; derpaa sagde han, at han først maatte rejse til et Land, hvor intet Græs kunde gro, og som var hyllet i tæt Mørke; men inden han kunde naa sit Bestemmelsessted, maatte han først sejle i fire Døgn og stadig ro. Der vilde han saa kunne besøge Udgaardsloke, som havde opslaaet sin skidne Bolig i fæle og hæslige Huler. Thorkil blev meget forskrækket ved at høre, at der blev paalagt ham saa lang og farlig en Sørejse, men det usikre Haab fik Overtaget over den Frygt, han i øjeblikket følte, og han bad om en Brand. "Ja", sagde Jætten, "vil du have Ild, maa du sige tre Fyndord til". Saa sagde Thorkil: "Godt Raad bør følges, kommer det end fra ringe Mand. - Saa langt har jeg letsindig vovet mig ud, at, om jeg kan slippe hjem, har jeg først og fremmest mine Ben at takke for min Frelse. - Stod det mig frit for at vende om, skulde jeg vel vogte mig for at komme her igjen".

Derpaa bragte han Ild til sine Stalbrødre, og saa fik han gunstig Bør og kom fjerde Dagen efter til Havnen, han søgte, og saa' da for sig et Land, hvor en stadig Nat gjorde Afvexling af Lys og Mørke umulig. Han kunde næsten ingen Ting se, men skimtede dog en usædvanlig stor Klippe. Opsat paa at undersøge den bød han sine Ledsagere, der holdt Vagt udenfor, at slaa Ild med Flintesten og tænde et Baal i Indgangen som et hensigtsmæssigt Værn imod onde Aander. Derpaa lod han nogle andre bære en Fakkel foran ham og klemte sin Krop ind igjennem Hulens snævre Svælg og saa' da alle Vegne imellem en Mængde Slanger, der krøb omkring, talrige Jærnstole. Dernæst faldt hans øjne paa en langsomt rindende Flod, hvis Vand sagtelig gled hen over Sandbunden. Den gik han over og kom saa til en Hule, der skraanede lidt mere nedad, og fra den aabnede der sig for de indtrædende en mørk og fæl Hal, i hvilken de saa' Udgaardsloke sidde bunden paa Hænder og Fødder med umaadelig store Lænker; hvert af hans stinkende Hovedhaar var saa stort og stivt som et Spyd af Korneltræ. Med sine Stalbrødres Bistand rykkede Thorkil, for at man saa meget snarere skulde tro paa hans Bedrifter, et at dem ud af Hagen paa ham, hvilket han fandt sig i, og strax blev der saa voldsom en Stank, at ingen af dem, der stod hos, kunde trække Vejret uden at stoppe Næsen til med Kappen. Med Nød og næppe slap de ud, overspyede af Slangerne, der fo'r imod dem fra alle Sider. Kun fem af Thorkils Ledsagere naaede om Bord paa Skibet med deres Høvedsmand, de andre blev dræbte af Edderen. De onde Aander satte rasende efter dem og spyede fra alle Sider deres Edder ned paa dem, men Søfolkene skjærmede sig med deres Huder og kastede Edderen, der blev spyet ud over dem, tilbage. En af dem, som vilde se ud, blev ramt i Hovedet af Edderen, og strax blev det skilt fra Halsen, som om det var hugget af med et Sværd. En anden kigede ud under Huderne, og da han tog øjnene til sig igjen, var han blind. En tredje stak Haanden ud for at slaa sin Kappe til Side, og da han tog Armen til sig igjen, var Haanden borte som Følge af Edderens Kraft. De andre anraabte forgjæves Guderne om at være dem gunstigere, men saa bad Thorkil til hele Verdens Gud og ikke blot bad til ham, men bragte ham ogsaa Ofre, og saa varede det ikke længe, før de havde den samme Himmel over sig som før og efter en heldig Sejlads naaede lysere Himmelstrøg. Det bares dem for, som om de var komne til en helt anden Verden og naaede til selve Indgangen til den af Mennesker beboede Verden. Omsider lagde han til Land ved Tyskland, som da havde antaget Kristendommen, og hos Folket der lærte han Begyndelsesgrundene til den sande Gudsdyrkelse. Efter at næsten alle hans Stalbrødre var omkomne dér som Følge af den uvante Luft, de havde indaandet, rejste han tilbage til Danmark, kun ledsaget af to, som den grumme Skæbne havde sparet. Al den Uhumskhed, han var bleven oversmurt med, havde gjort hans Skikkelse og oprindelige Ansigtstræk i den Grad ukjendelige, at ikke engang hans Venner kunde kjende ham; men da han havde faaet Snavset vasket af sig, kjendte de ham, og Kongen blev overordentlig opsat paa at høre, hvorledes hans Sendefærd var løbet af. Men hans Fjender havde endnu ikke opgivet deres Avind, og nogle af dem sagde, at Kongen vilde dø en brat Død, saa snart han lyttede til, hvad Thorkil fortalte. Kongen var saa meget mere tilbøjelig til at fæste Lid til dette Udsagn, som en Drøm, der falskelig havde forudsagt ham det samme, havde gjort ham lettroende. Der blev derfor paa Kongens Bud lejet Folk, som skulde dræbe Thorkil om Natten. Dette fik han paa en eller anden Maade Færten af, og uden at nogen vidste det, stod han op af sin Seng og lagde en svær Træblok i sit Sted, og da han havde gjort det, huggede de lejede Mordere løs paa Træblokken, og saaledes gjorde han Kongens svigefulde Anslag til intet. Dagen efter traadte han frem for Kongen, da denne sad ved Maaltidet, og sagde: "Jeg tilgiver din Grumhed og forlader dig din Vildfarelse, at du i Steden for at takke mig har besluttet at straffe mig, der bringer gode Tidender hjem fra min Sendefærd. Du, for hvem jeg har sat Livet paa Spil under saa mange Gjenvordigheder og rendt Panden imod saa mange Farer, og som jeg haabede taknemlig vilde lønne mig for mine Bedrifter, du, og du alene, skjønner jeg, vil straffe mig grumt for min Tapperhed. Men jeg giver Afkald paa at hævne mig og nøjes som Straf for den Krænkelse, du har tilføjet mig, med den Skam, du maa føle i dit Hjærtes inderste - hvis en utaknemlig kan føle Skam. Jeg gjør dig ikke Uret ved at sige, at du overgaar alle onde Aander i Grumhed og alle Vilddyr i Vildhed, naar jeg, som er sluppen fra saa mange Utyskers lumske Angreb, ikke har kunnet være sikker for Angreb af dig". Kongen fik nu Lyst til at høre alt af hans egen Mund, og i Erkjendelse af, at det ikke var let at staa Skæbnen imod, bød han ham fortælle i ret Orden alt, hvad der var hændet ham. Han lyttede begjærlig til alt, hvad han fortalte, indtil Talen kom paa hans Gud; at han blev ilde omtalt, kunde han ikke finde sig i; han kunde ikke taale, at det blev lagt Udgaardsloke til Last, hvor led han var, og det skar ham i den Grad i Hjærtet at høre, hvor fæl han var bleven, at han ikke kunde holde det ud og opgav Aanden midt under Fortællingen. Saaledes kom han, medens han ivrig dyrkede en falsk Gud, til Erkjendelse af, hvor Usalighedens Fængsel i Sandhed er. Stanken af det Haar, Thorkil havde plukket ud af Jættens Skjæg til Vidnesbyrd om sine store Bedrifter, bredte sig ogsaa imellem de tilstedeværende og dræbte mange af dem.

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Krøniker]]
[[Kategori:Danmarks historie]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Frederik Winkel Horn]]