Vis kilden til Budle og Jarmerik

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Budle og Jarmerik]] !!  !! 
|-
|}


<center><big>'''Saxo Grammaticus'''</big><br>'''[[Danmarks krønike]]'''


oversat af<br>'''[[Frederik Winkel Horn|Fr. Winkel Horn]]'''


<big>'''Budle og Jarmerik'''</big></center>



Imidlertid holdtes Jarmerik tillige med sin jævnaldrende og Diebroder Gunn i Fængsel hos Slaverkongen Ismar. Omsider blev han tagen ud af Fængslet og sat til Agerbrug og maatte gjøre Bondearbejde. Paa Grund af den Dygtighed, hvormed han røgtede denne Gjerning, blev han forflyttet til Opsynsmand over Kongens Trælle. Da han ogsaa røgtede dette Hverv med den største Redelighed, blev han optagen blandt Kongens Hirdmænd, og da han paa Hofmandsvis lagde overordentlig Høviskhed for Dagen, blev han snart en af Kongens Venner og fik den første Plads i hans Fortrolighed, og ved sine Fortjenester naaede han saaledes ligesom Trin for Trin fra de laveste Kaar op til Ærens højeste Tinde. For ikke at henleve sin Ungdom i Sløvhed og Dorskhed øvede han sig i krigerske Idrætter og udviklede ved Flid de Gaver, Naturen havde skjænket ham. Alle holdt af Jarmerik, kun Dronningen nærede Mistillid til ham. Saa meldte Rygtet pludselig, at Kongens Broder var død. Ismar vilde give ham den prægtigste Begravelse, og for at gjøre saa meget større Stads af hans Ligfærd lod han med kongelig Rundhaandethed berede et Gjæstebud. Jarmerik, hvem ellers Omsorgen for Husvæsenet paahvilede sammen med Dronningen, begyndte imidlertid at se sig om efter en Udvej til Flugt, hvortil den Omstændighed, at Kongen var borte, syntes at byde Lejlighed. Han var nemlig paa det rene med, at, skjønt han levede i Glans og Herlighed, vilde han dog kun vedblive at være Kongens usle Træl og saa at sige leve af Naade og andres Velgjerninger. Han mente derhos, at skjønt han nød de største Æresbevisninger hos Kongen, var Friheden at foretrække for al Gammen, og han brændte af den største Begjærlighed efter at se sit Fædreland og sin Slægt. Men da han vidste, at Dronningen havde sørget for tilstrækkelige Vagtposter, for at ingen af Fangerne skulde undløbe, sørgede han for ved List at naa, hvad han ikke kunde naa med Magt. Han tog derfor en af Bast og Vidjer flettet Kurv af Form som et Menneske, af den Slags, som Bønderne plejer at bruge til at skræmme Fuglene fra Kornet med, lagde en levende Hund i den, afførte sig sine Klæder og klædte Kurven paa med dem, for at den skulde faa saa meget større Lighed med et Menneske. Derpaa brød han Kongens eget Skatkammer ned, tog Pengene ud deraf og gjemte dem paa Steder, som kun han kjendte. Imidlertid havde Gunn, som han havde paalagt at skjule, at han var borte, baaret Kurven ind i Borgen og faaet Hunden til at gjø, og da Dronningen spurgte, hvad der var paa Færde, sagde han, at det var Jarmerik, der var gaaet fra Forstanden og raabte op. Da hun saa' den menneskelignende Kurv, lod hun sig narre af Ligheden og bød, at det forrykte Menneske skulde kastes ud af Huset. Gunn bar da Kurven udenfor og lagde den i Sengen, som om det var hans Stalbroder, der var helt rasende. Da det lakkede ad Nat, muntrede han Skildvagterne og beværtede dem rigelig med Mad og Vin, og da de sov, skar han deres Hoveder af og lagde dem ned imellem Benene paa dem for at gjøre deres Død saa meget forsmædeligere. Dronningen vaagnede ved Støjen og styrtede til Døren nysgjerrig efter at faa at vide, hvad Grunden dertil var, og da hun uforsigtig stak Hovedet udenfor, gjennemborede Gunn hende med sit Sværd, inden hun fik set sig for. Da hun fornam sit Banesaar, segnede hun om, rettede Blikket mod sin Banemand og sagde: "Havde jeg faaet Lov til at beholde Liv og Helsen, skulde ingen Svig hjælpe dig ustraffet ud af Landet", og den Slags Trusler udstødte hun mange af imod sin Banemand, inden hun døde. Derpaa stak Jarmerik sammen med Gunn, hans Forbundsfælle ved denne berømmelige Daad, hemmelig Ild paa Teltet, hvor Kongen ved Gjæstebudet fejrede sin Broders Ligfærd, og alle var overvældede af Drik. Da Ilden greb om sig vidt og bredt, rystede nogle Rusen af sig, steg til Hest og satte efter Ophavsmændene til Branden, da de havde set, hvem det var. Men de to Ynglinger sprængte først af Sted paa de Heste, de havde taget, og til sidst, da det lange Ridt havde mattet Dyrene, flygtede de videre til Fods. Da Forfølgerne næsten havde indhentet dem, blev en Flod, de kom til, deres Frelse. Der var nemlig en Bro over den, og for at sinke Forfølgerne overhuggede de, inden de gik over den, Plankerne ind til Midten, saa den ikke blot ikke kunde bære nogen Vægt, men var lige ved at styrte sammen. Da de var komne over, skjulte de sig omhyggelig i en mørk Afgrund. Slaverne, der satte efter dem, saa' ikke den Fare, der truede dem, men red uforsigtig ud paa Broen, og da Plankerne ramlede sammen under Vægten af Hestene, styrtede de i Floden. Da de svømmede ind til Bredden, blev de modtagne af Gunn og Jarmerik og enten druknede eller blev dræbte. Saaledes udførte de to Ungersvende med en saa overordentlig Snildhed, som om de ikke var bortløbne Trælle, men gamle kløgtige Mænd, en Bedrift, der var større, end man kunde vente efter deres Alder, og udførte heldig deres sindrigt udtænkte Plan. Da de naaede Strandbredden, tog de et Skib, som de tilfældigvis traf paa, og sejlede ud paa Dybet. Da Barbarerne, som forfulgte dem, saa' dem sejle, søgte de at kalde dem tilbage ved at raabe til dem, at hvis de vendte om, lovede de dem, at de skulde blive Konger, thi efter hvad der var almindelig Vedtægt fra Arilds Tid af, skulde den, der dræbte en Konge, være hans Efterfølger. Medens de flygtede, døvede Slaverne længe deres øren med uafbrudt at raabe deres træske Løfter efter dem.

Paa den Tid herskede Budle, Sivards Broder, som Stedfortræder over Danskerne, men da Jarmerik kom hjem, nødte de ham til at overgive Riget til ham, saa han fra Konge blev Undersaat. I de samme Dage dræbte Gøtar Sibbe, som han skyldte for at have krænket hans Søster. Opbragte over Sibbes Død tyede hans Frænder jamrende til Jarmerik og lovede, at de for at faa Hævn for deres Frænde vilde angribe Gøtar sammen med ham. Og de holdt, hvad de lovede, thi efter ved deres Bistand at have fældet Gøtar bemægtigede Jarmerik sig Sverige. Da han nu herskede over to Folk, paaførte han i Tillid til sin forøgede Magt Slaverne Krig. Fyrretyve slaviske Fanger lod han hænge, hver med en Ulv ved Siden af sig. Den Straf blev tidligere anvendt for Frændemord, nu vilde han, at den skulde anvendes over for Fjenderne, for at man af dette Fællesskab med grumme Vilddyr kunde skjønne, hvor rovgriske de havde været over for Danskerne. Efter ogsaa at have underlagt sig Landet lagde han Besætninger paa passende Steder. Derpaa drog han videre og anrettede Nederlag blandt Semberne, Kurlænderne og adskillige andre af østerledens Folkefærd; Slaverne holdt for, at nu, da Kongen var optagen paa denne Maade, var der Lejlighed for dem til at gjøre oprør, og efter at have dræbt de Høvdinger, han havde sat over dem, hærjede de Danmark. Jarmerik opsnappede, da han vendte tilbage fra Vikingetog, deres Flaade og ødelagde den, og ved den Bedrift øgede han end yderligere den Hæder, han havde vundet ved sine tidligere Sejre. Deres Stormænd tog han for øvrigt Livet af paa en Maade, som det var en Ynk at se paa; han trak nemlig først Remme igjennem deres Haser, og saa bandt han dem til vilde Tyres Klove og pudsede Bulbidere paa dem, saa de blev slæbt over Stok og Sten ud i Sumpe og Moradser. Det tog Modet fra Slaverne, og de bøjede sig i Angst og Bæven for Kongens Myndighed. Efter at Jarmerik nu var bleven beriget med Bytte fra saa mange Folkefærd, lod han med beundringsværdig Kunstfærdighed opføre en Bygning paa en høj Klippe for at have et sikkert Sted at gjemme det paa. Han opkastede en Høj af Græstørv og lagde Grunden med en Mængde Klippeblokke; den nederste Del omgav han med en Vold, i Midten var der Kamre og øverst Brystværn, og helt rundt omgav han den med en uafbrudt Række Vagtposter. Fire overmaade store Porte, en paa hver Side, gav uhindret Adgang, og i dette prægtige Hus opdyngede han alle sine Skatte. Efter saaledes at have ordnet sine Sager hjemme vendte han atter sin Hu til fremmede Lande. Han begyndte igjen at sejle og var ikke sen til at holde Søslag med fire hellespontiske Brødre, gamle forfarne Vikinger, som han mødte paa Havet. Efter at have kæmpet med dem i tre Dage holdt han inde med Kampen imod at faa deres Søster og Hælvten af den Skat og Skyld, de havde lagt paa dem, de havde overvundet.

Derpaa kom Bikke, en Søn af Liflændernes Konge, efter at være undsluppen fra det Fangenskab, de nys omtalte Brødre holdt ham i, til Jarmerik, men han havde nu alligevel ikke glemt den Uret, denne havde øvet imod ham ved i sin Tid at have berøvet ham hans Brødre. Han blev venlig modtagen af Jarmerik og fik snart en afgjørende Stemme ved alle hans hemmelige Raadslagninger. Da han mærkede, at han i alle Ting kunde faa Kongen til at gjøre, hvad han sagde, forledte han ham, naar han spurgte ham til Raads, til de afskyeligste Ting og drev ham til at begaa Forbrydelser og Skjændselsgjerninger, og saaledes søgte han snedig at skade Kongen under Skin af at være ham en tro Tjener. Det var især hans nærmeste Frænder, han ophidsede ham imod, idet han saaledes søgte ved List at opnaa den Hævn for sine Brødre, som han ikke kunde skaffe sig med Magt, og Enden blev, at Kongen, som lagde sig efter de skidneste Laster i Steden for efter Dyd, blev almindelig forhadt paa Grund af de Grusomheder, han begik efter sin troløse Raadgivers Tilskyndelse. Endogsaa blandt Slaverne udbrød der Oprør imod ham, og for at dæmpe det lod han trække Reb igjennem Benene paa dem af deres Høvdinger, han havde fanget, hvorpaa han lod dem sønderrive af Heste, som trak hver til sin Side. Saaledes omkom deres Fyrster ved at faa deres Legemer splittede ad til Straf for deres Halsstarrighed, og det holdt Slaverne i fast og urokkelig Underdanighed.

Imidlertid greb Jarmeriks Søstersønner, der var fødte og opdragne i Tyskland, støttende sig paa den Adkomst, de havde til Riget efter deres Bedstefader, til Vaaben imod deres Morbroder, idet de paastod, at det lige saa godt tilkom dem som ham. Han ødelagde deres Fæstninger i Tyskland med Krigsmaskiner, belejrede eller indtog adskillige af deres Byer og jævnede endog nogle af dem med Jorden og vendte hjem til Danmark med en Sejr, som intet Blod havde kostet ham. Saa kom de hellespontiske Brødre med deres Søster, for at han, som aftalt var, kunde holde Bryllup med hende. Da det var fejret, drog han atter efter Bikkes Tilskyndelse til Tyskland, fangede i et Slag sine Søstersønner og betænkte sig ikke paa at lade dem hænge. Han samlede derpaa Landets Stormænd under Paaskud af, at han vilde gjøre Gilde for dem, og lod dem dræbe paa samme Maade.

Kongen satte sin Søn Broder, som var født ham i et tidligere Ægteskab, til at have Opsigt med sin Stifmoder, og det Hverv røgtede han med den største Aarvaagenhed og Samvittighedsfuldhed, men Bikke beskyldte ham hos hans Fader for at have bedrevet Ukyskhed med hende, og for at give det Udseende af, at det ikke var nogen falsk Anklage, underkjøbte han Folk til at aflægge falsk Vidnesbyrd. Da Anklagen var bleven fremsat i sin fulde Udstrækning, og Broder ikke kunde anføre noget til Støtte for sit Forsvar, bød hans Fader sine Venner fælde Dom over den overbeviste Misdæder, idet han holdt for, at det vilde være mindre stridende imod hans faderlige Følelser at lade andre idømme Sønnen den Straf, der tilkom ham, end at gjøre det selv. De kjendte alle for Ret, at han burde landsforvises, med Undtagelse af Bikke, han gyste ikke tilbage for at fælde en grummere Dom, at han skulde lade sit Liv; den, der havde begaaet en saa skammelig Forbrydelse, burde hænges, sagde han; men for at ingen skulde tro, at det var hans Faders Grumhed, der voldte det, skulde han, naar han havde faaet Strikken om Halsen, holdes oppe af Tjenere med en Bærestang. sagde han, saa at de, naar de blev trætte og slap Byrden, saa at sige blev skyldige i den unge Mands Død og ved deres Brøde friede Kongen fra Beskyldning for at have dræbt sin Søn. Hvis den anklagede ikke fik sin Straf, tilføjede han derhos, vilde han pønse paa Anslag imod sin Faders Liv. Bolersken Svanhild burde for at komme af med Livet paa saa forsmædelig en Maade som muligt trædes ihjel af Dyr. Kongen fulgte Bikkes Raad og lod sin Søn hænge, men lod de omstaaende støtte ham med en Planke, saa han ikke kvaltes, og da Strikken saaledes ingen Skade gjorde ham, idet den kun trykkede Halsen ganske lidt, saa' det ud, som om Straffen kun fuldbyrdedes for et Syns Skyld. Men Dronningen lod han binde til Jorden med de stærkeste Baand for at lade hende søndertræde af Heste. Hun skal, efter hvad der fortælles, have været saa fager, at selv Hestene gyste tilbage for at søndertræde saa dejlige Lemmer med deres smudsige Hove. Det bares Kongen for, som om dette maatte være et Vidnesbyrd om hans Hustrus Uskyldighed, og greben af Anger over sin Vildfarelse skyndte han sig at løse den falskelig anklagede. Imidlertid kom Bikke hastig til og sagde, at naar hun laa med Ansigtet opad, skræmmede hun Hestene med sin grufulde Galdren, de kunde kun træde hende under Fødder, naar hun laa næsegrus. Han vidste nemlig godt, at hendes Fagerhed var hendes Frelse. Efter at Dronningen var bleven lagt, som han sagde, blev Hesteflokken dreven frem og satte de mange Hove dybt i hendes Legeme, og saalunde døde Svanhild. Imidlertid gik den Hund, Broder plejede at have med sig, hen til Kongen, idet den ligesom klagede sig og syntes at græde over den Straf, dens Herre led, og hans Falk, som blev bragt til Kongen, begyndte med Næbbet at plukke Fjerene helt af paa Brystet. Kongen tog dens Nøgenhed som et Varsel om, at han vilde blive barnløs, og for at forebygge dette Varsel sendte han skyndsomst Folk hen at løse hans Søn af Strikken, thi han tog den fjerløse Fugl som et Forbud om, at han vilde komme til at gaa barnløs i sin Grav, i Fald han ikke tog sig i Agt. Da Broder var bleven befriet fra Døden, blev Bikke ræd for, at han vilde blive straffet for sin Anklage, og han skyndte sig derfor til de hellespontiske Brødre og meldte dem, at Kongen havde ladet Svanhild lide en forsmædelig Død. Da de satte Sejl til for at hævne deres Søster, vendte han tilbage til Jarmerik og sagde ham, at Hellespontierne lavede sig til at paaføre ham Krig. Kongen holdt for, at det var sikrere at kæmpe bag Mure end i aaben Mark, og trak sig tilbage til den faste Borg, han havde bygget, og for at kunne udholde en Belejring dér fyldte han de indre Rum med Forraad og besatte Brystværnene med væbnede Mænd. Borgens øverste Tinder var helt rundt smykkede med Skjolde, der funklede af Guld. Nu traf det sig saa, at Hellespontierne, da de skulde dele det Bytte, de havde gjort, dræbte en stor Hob af deres Mænd, som de beskyldte for at have gjort sig skyldige i Underslæb. Da de nu som Følge af denne indbyrdes Strid havde fældet saa mange af deres Krigsfolk, mente de, at det vilde overstige deres Kræfter at indtage Borgen, og de søgte derfor Hjælp hos en Troldkvinde ved Navn Gudrun: hun magede det saa, at Kongens Stridsmænd pludselig blev slagne med Blindhed og gav sig til at slaas indbyrdes. Da Hellespontierne saa' det, rykkede de frem med et Stormtag og besatte de forreste Adgange til Portene. Derpaa rev de Stolperne op og brød ind i Huset, hvor de fældede Fjendens blinde Skarer. Under det Ustyr kom Odin til og kastede sig midt ind iblandt de kæmpende, hvor Trængslen var størst, og gjengav ved sin guddommelige Magt Danskerne, som han altid havde omfattet med faderlig Kjærlighed, det Syn, som Trolddomskunster havde berøvet dem, og derhos gav han dem Anvisning paa, at de, skjønt Hellespontierne plejede at hærde deres Legemer imod Vaaben ved Galdresange, kunde fælde dem ved at overdænge dem med Sten. Saaledes gjorde begge Hære det gjensidig af med hinanden. Jarmerik mistede begge Ben og begge Arme, og den afstumpede Krop rullede om blandt Ligene. Efter ham blev Broder Konge, men det var han kun lidet skikket til.

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Krøniker]]
[[Kategori:Danmarks historie]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Frederik Winkel Horn]]