Vis kilden til Dansk indsats gennem tiderne med hensyn til udgivelsen af håndskrifterne

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Dansk indsats gennem tiderne med hensyn til udgivelsen af håndskrifterne]] !!  !! 
|-
|}


<center><big>'''[[Betænkning vedrørende de i Danmark beroende islandske håndskrifter og museumsgenstande]]'''</big>


afgivet af

den af Undervisningsministeriet under 13. marts 1947 nedsatte kommission</center>


<center>'''DANSK INDSATS GENNEM TIDERNE MED HENSYN TIL UDGIVELSEN AF HÅNDSKRIFTERNE'''

'''Tiden indtil 1730'''
</center>

Ved udarbejdelsen af sit tillæg til Saxo havde allerede Christiern Pedersen (d. 1554) anvendt en udførlig excerptsamling med uddrag af en række kongesagahåndskrifter. Også rigskansleren Arild Huitfeld (d. 1609) anvendte uddrag af norrøne skrifter, og på hans tilskyndelse blev Mattis Størssøns (ufuldstændige) Heimskringlaoversættelse trykt i København 1594. Samme år udkom en oversættelse af Hirðskrá (love for den norske konges hird). Som ovenfor [[De islandske håndskrifters komme til Danmark#AJ|side 9]] omtalt blev de danske videnskabsmænd dog først gennem Arngrímur Jónssons værk om Island 1593 i større omfang bekendt med, hvilke skatte for den historiske forskning der rummedes i den islandske litteratur.

[[Bilde:OleWorm.jpg|thumb|right|250px|<center>''Ole Worm''</center>]]Den centrale skikkelse i 1600-tallets islandske forskning var lægen og oldgranskeren Ole Worm (jfr. ovenfor [[De islandske håndskrifters komme til Danmark#Worm|side 9]]), der døde 1654. Stødet til sit arbejde med islandsk fik han under sine runologiske studier, idet han kom til den opfattelse, at runeindskrifternes sprog var det gamle nordiske sprog, som endnu fandtes bevaret renest på Island, og fremdragelsen af det gamle islandske sprog blev for ham den egentlige forudsætning for en national oldforskning. Da han ikke selv beherskede islandsk, søgte han forbindelse med islændere, som han tilskyndede til udarbejdelsen af de nødvendige sproglige hjælpemidler: ordbog og grammatik. Med hensyn til ordbogen trådte han i forhandlinger med præsten Sveinn Jónsson; men denne opgav arbejdet efter et første forsøg. Worm henvendte sig da til Magnús Ólafsson på Laufáss, der virkelig fik en ordbog bragt i stand; den kompletteredes af Jón Magnússon og blev udgivet af Worm 1650. Worm stod også bag udgivelsen af Runólfur Jónssons islandske grammatik 1651, den eneste trykte før Rasks 1811. Også med andre islændere søgte Worm kontakt. Her skal særlig fremhæves den videnskabelige og personligt intime forbindelse, der knyttedes mellem Ole Worm og Arngrímur Jónsson. Det var kansleren Chr. Friis, selv ivrigt interesseret i oldforskningen, der optrådte som mellemmand, idet han på Worms anmodning 1625 henvendte sig til Arngrímur og bad ham bistå Worm med oplysninger om det gamle sprog og litteraturen. Arngrímurs svar på denne henvendelse blev indledningen til en omfattende brevveksling, der fortsatte, så længe Arngrímur levede. Blandt Worms fortjenester til gavn for den norrøne forskning skal her iøvrigt fremhæves hans udgave af Peder Claussøn Friis: Norriges oc omliggende Øers sandfærdige Bescriffuelse 1632, med meget norrønt stof, og ganske særligt hans udgave af Claussøn Friis’ Heimskringlaoversættelse 1633, der fik meget stor betydning i Danmark, Norge og Sverige, og som desuden vakte berettiget opsigt på Island, da Snorre gennem den blev kendt som kongesagaernes forfatter og derved blev genindsat på den plads, der tilkommer ham i den nordiske litteratur. I 1636 udgav Worm et latinsk værk om runeskriftens oprindelse og udvikling, i hvilket et par skjaldekvad (Höfuðlausn og Krákumál) fandt plads foruden de to første særundersøgelser med islandsk emne, udarbejdede af Þórlákur Skúlason og Magnús Ólafsson.

Med Stephanius’ Saxokommentar 1645 præsenteredes for første gang Eddamytologien for de lærde i form af islandske uddrag af Snorres Edda og et par strofer af Völuspá, og de norrøne strofer af Bjarkemålet kastede lys over Saxos latinske gendigtning af kvadet.

I 1652 møder man det første forsøg på at overføre et norrønt skjaldekvad til dansk i Christen Berntsøn Wiborgs gendigtning af Krákumál.

Efter at kong Frederik III havde skaffet sig en række betydningsfulde islandske håndskrifter med udgivelse for øje (jfr. ovenfor [[De islandske håndskrifters komme til Danmark#Frederik|side 10 ff.]]), udgav Peder Hansen Resen i 1665 Snorres Edda i Magnús Ólafssons redaktion med vedføjet dansk og latinsk oversættelse, et værk, der fik stor betydning for de følgende århundreders europæiske åndsliv. Samme år udgav Resen Völuspá og Hávamál med latinske oversættelser, og 1666 udgaves Hirðskrá ved J. Dolmer, påny udgivet 1673 med Resens latinske oversættelse. Gennem disse af Resen udgivne værker fik den lærde verden i Europa sit første mere indgående kendskab til den islandske litteratur.

Torfæus, der allerede i 1664 havde udarbejdet en håndskrevet oversigt over sagaernes kongerækker (Series dynastarum et regum Daniae, udgivet 1702), udgav efter sin udnævnelse til norsk historiograf latinske gengivelser af sagaerne om færingerne, Orknøerne, Vinland, Grønland, Rolf Krake og Jomsvikingerne og i 1711 den store Norgeshistorie »Historia rerum Norvegicarum«.

Professor Thomas Bartholin blev som tidligere nævnt kongelig antikvar 1684. Hans store og lærde værk om danernes dødsforagt (Antiquitatum Danicarum etc., 1689) blev kommenteret af hans amanuensis Arne Magnusson ved hjælp af lange udtog af den oldnorsk-islandske litteratur, trykte såvel på originalsproget som i latinsk oversættelse. Dette arbejde vandt vid udbredelse i den lærde verden i Europa og fik derved sammen med Resens værker stor betydning for kendskabet til den norrøne litteratur.

På Island havde biskoppen på Skálholt Þórður Þorláksson fået kongeligt privilegium på at trykke de historiske værker, der havde særlig betydning for Island. I 1688–90 udkom Íslendingabók, Landnámabók, Kristni saga samt Olaf Tryggvasons saga med forskellige tillæg, men derefter ophørte denne udgivervirksomhed.

Arne Magnusson selv udgav kun enkelte skrifter, således i 1719 Testamentum Magni regis, kong Magnus Lagabøters testamente fra 1277 med en ganske kort fortale og noter under teksten af kritisk art.


<center>'''Tiden efter 1730'''</center>

Som tidligere omtalt ([[De islandske håndskrifters komme til Danmark#1760|side 16 ff.]]) blev fundatsen for Det Arnamagnæanske Legat først udfærdiget i 1760 og kommissionen først nedsat i 1772, og af denne grund varede det en årrække, før der kom gang i udgivelsen. Fra 1772 begyndte imidlertid arbejdet med udgivelsen af håndskrifterne, for en stor del båret af den dygtige og energiske Jón Eiríksson, der havde sæde i kommissionen til sin død 1787. Der udkom og planlagdes i disse år en række vigtige udgaver, således Heimskringla I–III (1777–83) ved G. Schønning, Skule Thorlacius, hans søn Børge Thorlacius og E. C. Werlauff, Landnámabók, flere lovtekster, islændingesagaer og den første samlede udgave af den ældre Edda (1787–1828). Arbejdet med udgaverne var lagt i hænderne på forskere med væsentlig historiske og kulturhistoriske interesser, især islændere, da danske videnskabsmænd endnu i denne periode (før Rask) stod usikre over for skrifternes islandske sprogdragt — af danske deltog kun Bolle Luxdorph og Werlauff i udgivelsen. Da skrifterne således i højere grad betragtedes som historiske kildeskrifter end som egentlige sprogmindesmærker, forsynedes de i almindelighed med oversættelser og et stort kommentarapparat, der undertiden tog form af hele afhandlinger. Midlerne til en udgivervirksomhed i stor stil var imidlertid ret beskedne, og der stilledes temmelig store krav til udgavernes hele indretning. De blev derfor for en meget stor del bekostet af private, 11 udgaver således alene af P. F. Suhm, medens arveprinsen påtog sig at bekoste udgivelsen af de norske kongers sagaer.

I begyndelsen af det 19. århundrede ydede to mænd på hver sit felt en indsats, hvis virkninger mærkedes i dansk åndsliv og videnskab langt ud over deres egen tid.

[[Bilde:N.F.S.Grundtvig2.jpg|thumb|right|250px|<center>''N. F. S. Grundtvig''</center>]]Den ene var N. F. S. Grundtvig. Han så det som sit mål på kristelig grund at bibringe dansk kultur et indslag af den ånd, der finder udtryk i de gamle tekster. Allerede i sin i flere henseender banebrydende »Nordens Mythologi« (1808) udnytter han Eddaerne, især den ældre Edda, og det samme gælder om hans »Optrin af Norners og Asers Kamp« (1811), hvor det særlig er Vølsungekvadene fra den ældre Edda, der spiller en rolle. I 1813 påtog han sig at oversætte oldkvadene i Snorres kongesagaer på et folkeligt nutidsdansk; resultatet blev den store Heimskringlaoversættelse (1818–22). Hele dette Grundtvigs arbejde med nordiske emner og hans bestræbelser for at udbrede kendskabet til nordisk ånd videreførtes i talrige foredrag af højskolernes mænd lige frem til nutiden, ikke blot baseret på Grundtvigs egne værker, men også i høj grad på N. M. Petersens nedenfor nævnte oversættelse af de islandske sagaer.

Den anden var grundlæggeren af det nordiske og dermed det islandske sprogstudium, den berømte danske sprogforsker Rasmus Kristian Rask. Han skrev den første videnskabelige islandske grammatik. De principper, han arbejdede efter, støttede sig til en intuitiv forståelse af sprogets væsen og på hans dybe indsigt i sprogets bygning. På sin vis er denne grammatik endnu uovertruffen. I hele Rasks sammenlignende sprogstudium fik islandsk en central plads, som det har beholdt i nordisk sprogforskning til ind i dette århundrede. Også som udgiver viste Rask nye veje. Hans udgaver af både Snorres Edda og den ældre Edda ragede højt op over samtidens udgaver. Her kom det betydningsfulde og nødvendige ved en kildekritisk udgivelsesmåde klart frem.

Under indflydelse af de stærke nationale strømninger i fyrrerne fik man øjnene op for nødvendigheden af at have en lærestol i nordiske sprog ved Københavns Universitet, og i 1845 oprettedes da et professorat, som indtil 1862 beklædtes af Rasks elev og ven N. M. Petersen. I 1848 suppleredes professoratet med et docentur i islandsk med Konráð Gíslason som docent (professor 1862). Professoratet i norrøn filologi beklædtes 1898–1928 af Finnur Jónsson, der fra 1887 havde været docent, fra 1929 af Jón Helgason, begge håndskriftudgivere i stor stil, og faget doceredes desuden 1876–1910 af runologen professor Ludvig Wimmer, der 1870 havde udgivet en oldnordisk formlære og en oldnordisk læsebog, som begge blev meget benyttede og for den førstnævntes vedkommende hviler på selvstændige undersøgelser.

I mere end hundrede år er norrøne sprog således til stadighed blevet doceret ved Københavns Universitet, dels af danske, dels af islændere, og i hele denne periode er der blevet uddannet en række nordiske filologer, som i deres udgivervirksomhed har videreført og udvidet de krav, Rask stillede til tekstgengivelsen. De ledsagende oversættelser af teksterne er efterhånden faldet bort, de realhistoriske kommentarer har måttet vige for håndskriftbeskrivelser og udførlige palæografiske, tekstkritiske og sproglige redegørelser, variantapparatets centrale stilling er blevet evident, og der stilles i stadig højere grad krav om en nøjagtig gengivelse af tekster til videnskabeligt brug.

[[Bilde:C.C.Rafn.jpg|thumb|right|248px|<center>''C. C. Rafn''</center>]]Ved siden af Den Arnamagnæanske Kommissions virksomhed har arbejdet med udgivelsen af de gamle håndskrifter i Danmark næsten udelukkende været knyttet til de selskaber, der har virket for udbredelsen af kendskabet til den gamle litteratur. I 1825 stiftedes Det kongelige nordiske Oldskriftselskab under ledelse af danskeren C. C. Rafn, der allerede havde gjort sig fortjent som grundlægger af det islandske landsbibliotek, »Landsbókasafn Íslands« (1818). Som medstifter havde han tre islændere, hvoriblandt den fremragende forsker Sveinbjörn Egilsson. Rafn var en fortræffelig administrator og forstod på udmærket måde at opfylde de krav, man i den romantiske tidsalder stillede til udgivelse af den gamle nordiske litteratur som folkelig læsning. Derimod var udgaverne ikke så udførlige, som det kræves af den lærde verden, og dog citeres enkelte af disse udgaver stadig. Der kom tolv bind Fornmannasögur (norske og danske kongesagaer) med dansk og latinsk oversættelse og tre bind Fornaldarsögur med dansk oversættelse, desuden to bind Íslendingasögur. Specielt beregnet for et videnskabeligt interesseret publikum var Antiquitates Americanæ og Grønlands historiske Mindesmærker samt Antiquités russes uddrag af sagaer og skrifter vedrørende Amerika, Grønland og Rusland. Alt dette blev udgivet i tiden 1825–52 og gjorde Oldskriftselskabet kendt langt ud over Danmarks grænser. Med nogle udgaver af islandske sagaer 1843, 1847 og 1875 i mere kritisk udstyr indstilledes i nogen grad selskabets virksomhed med udgivelse af oldskrifter, og først i slutningen af århundredet blev den genoptaget af Finnur Jónsson og Kr. Kålund med kritiske udgaver af Hauksbók (1892–96), Landnámabók (1900) og Sturlungasaga (1906–11), hvortil der allerede forelå en fuldstændig oversættelse ved udgiveren, Kr. Kålund.

I en periode, da udgivelsesarbejdet gik småt, stiftedes et nyt selskab: Det nordiske Literatur-Samfund (1847) af en række danske filologer (hvoriblandt N. M. Petersen, P. G. Thorsen og N. L. Westergaard) sammen med nogle herboende islændere for påny at sætte fart i udgivelsen af den gamle litteratur. Der udkom i tiden 1847–62 fjorten islandske sagaer i populært tilsnit og nogle arbejder til brug for forskningen, deriblandt Sv. Grundtvigs udgave af islandske folkeviser, Íslenzk fornkvædi 1854–60 og G. Lunds Oldnordisk Ordføjningslære 1862.

Dette selskab blev opløst i 1879, men opstod påny under navnet Samfund til Udgivelse af gammel nordisk Litteratur, der var præget af danske filologer (Sv. Grundtvig, Vilh. Thomsen, Ludv. Wimmer, Marcus Lorenzen og Kr. Kålund). Og nu begyndte der på dansk grund et nordisk samarbejde — enestående i sin art — som resulterede i en lang række udgaver af høj videnskabelig standard. Det sidst udgivne bind (1944) bærer nummeret 61, og selskabet har til dato udgivet ca. 45 norrøne tekster. Til de vigtigste publikationer hører den fototypiske udgave af codex regius af den ældre Edda ved Ludvig Wimmer og Finnur Jónsson, Heimskringla I–III ved Finnur Jónsson, Ágrip ved Verner Dahlerup, en udgave af hele den gammelislandske kalendervidenskab, Alfræði íslenzk I–III ved Kålund (II i samarbejde med svenskeren N. Beckman), Didrik af Berns saga ved Henrik Bertelsen, Völsungasaga og Ragnar Lodbrogs saga ved nordmanden Magnus Olsen, en mængde islændingesagaer, hvoraf flere, bl. a. Laxdœlasaga, er udgivet af Kålund og Austfirðingasögur af færingen Jakob Jakobsen.

Samtidig med at disse nye selskabers omfattende udgivervirksomhed fandt sted, afsluttede Den Arnamagnæanske Kommission de påbegyndte udgaver, og nye føjedes til 1829, 1832 og 1847. Ved midten af århundredet kom en meget vigtig udgave af Snorres Edda med latinsk oversættelse, der blev afsluttet i 1887. Fotolitografisk blev et af de ældste håndskrifter udgivet i 1869.

[[Bilde:KristianKaalund.jpg|thumb|right|250px|<center>''Kr. Kålund''</center>]]En række hovedarbejder inden for nordisk filologi blev udgivet af den danske sprogforsker Kr. Kålund. Hans bidrag til en historisk-topografisk beskrivelse af Island (1877–82), skrevet efter indgående studier i marken, er blevet en uundværlig håndbog for enhver, der beskæftiger sig med sagalitteraturen. Som bibliotekar ved Den Arnamagnæanske Samling udgav han med forbillede i Heinemanns katalog over Wolfenbüttel-biblioteket Katalog over den Arnamagnæanske Håndskriftsamling (1888–94), der 1900 efterfulgtes af Katalog over de oldnorsk-islandske Håndskrifter i Det store kongelige Bibliotek, to værker, der vidner om et enestående kendskab til de norrøne håndskriftsamlinger i Danmark. Kålund foretog også udvalget af håndskrifter til udgaven af Palæografisk Atlas (I–II 1905–07).

En fuldstændig samling af skjaldekvadene blev (1908–15) udgivet af Finnur Jónsson, der tillige udgav Codex Wormianus (1924), Alexanders saga (1925) og Snorres Edda (1931).

Efter at Den Arnamagnæanske Kommission i længere tid kun havde haft meget beskedne midler til sin rådighed, ydede den danske regering i 1939 en bevilling på 125.000 kr. til kommissionen. Denne blev derved som nævnt [[Håndskrifternes betydning i litterær, historisk, sproglig og palæografisk henseende#Ordbog|side 42]] i stand til at iværksætte et omfattende arbejde med at skabe en særdeles tiltrængt afløser af Johan Fritzners for sin tid gode, men nu stærkt forældede oldnordiske ordbog. Ordbogsarbejdet udførtes til at begynde med af Stefán Einarsson i Baltimore og Jakob Benediktsson og Ole Widding i København, men overtoges senere udelukkende af danske filologer under ledelse af dr. Widding, og i det tiår, det har stået på, er der excerperet et meget stort antal oldislandske tekster, således at seddelsamlingen nu tæller henved 300.000 citater. For en væsentlig del bygger ordbogen på de mange fortrinlige udgaver, der er kommet siden slutningen af forrige århundrede, men også på en omfattende udnyttelse af grundteksterne, og arbejdet ville ikke kunne udføres uden stadig adgang til selve håndskriftmaterialet. Denne ordbog vil bringe meget tidligere upåagtet stof frem i lettilgængelig form og kaste lys over mange hidtil ukendte forhold inden for islandsk sprog og kultur.

En anden plan, hvis realisation den omtalte danske statsbevilling har muliggjort, er udgivelsen af skriftserien Bibliotheca Arnamagnæana, der redigeres af Jón Helgason. Den indeholder ikke tekster, men omfatter forskellige studier med emner inden for islandsk sprog eller litteratur. I alt er hidtil udkommet 10 bind.

Endnu skal omtales et udgiverarbejde, som er i gang i København, nemlig det af forlagsboghandler, dr. Ejnar Munksgaard grundlagte monumentale Corpus Codicum Islandicorum, en række facsimilegengivelser af islandske håndskrifter, ledsaget afkorte indledninger. I tiden 1930–51 er der udkommet 19 bind, og der ydes til hvert bind et tilskud fra Dansk-islandsk Forbundsfond, imod at forlaget skænker ti eksemplarer til biblioteker på Island.

Foruden det videnskabelige arbejde med håndskrifterne er der fra danske videnskabsmænds og kunstneres side med held arbejdet for at gøre den norrøne litteratur til dansk folkeeje. Således blev de danske oversættelser, der ledsagede Oldskriftselskabets populære udgaver, en yndet folkelæsning i forrige århundrede, og N. M. Petersens sagaoversættelser, der udkom under navnet »Historiske fortællinger om islændernes færd hjemme og ude«, har siden deres fremkomst (1839–44) opnået et betydeligt antal udgaver (6. oplag påbegyndt med Nials saga ved Ellen Olsen 1948). Af oversættelser fra de allerseneste år kan nævnes de danske digteres sagaoversættelser, et stateligt værk, der udkom 1930–33 og påtænkes genudgivet i en mindre og væsentlig billigere udførelse, samt Martin Larsens oversættelse af den ældre Edda (1943–46) og Hans Kyrres og Johs. V. Jensens Heimskringlaoversættelse (1948).

Som det fremgår af denne redegørelse, er der i Danmark, på dansk bekostning og efter dansk initiativ, udført et stort udgivelses- og oversættelsesarbejde vedrørende islandske håndskrifter, og selvom en stor del af dette arbejde, som naturligt er, skyldes islandske lærde, der har virket i Danmark eller har været knyttet til Københavns Universitet, er der dog også ydet en væsentlig og meget betydningsfuld indsats af danske forskere fra Rasmus Rask til Kr. Kålund, ligesom det arbejde, der nu er i gang med udarbejdelsen af den store oldislandske ordbog, som nævnt udføres af danske filologer.

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Juridiske dokumenter]]