Vis kilden til De Hovedregler, som Tolkningen maa følge

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=De Hovedregler, som Tolkningen maa følge]] !!  !! 
|-
|}



<center><big>'''[[De danske stednavne]]'''</big><br>[[Johannes C. H. R. Steenstrup biografi|Johannes Steenstrup]]




<big><big>'''2. De Hovedregler, som Tolkningen maa følge'''</big></big>
</center>



Uagtet vort Navneforraad har en saa bestemt dansk Karakter, hører det ikke desto mindre til de allervanskeligste Opgaver at tolke Stednavne rettelig. Tilsyneladende ser det saa let ud, vort Sprog og vor Almues forskellige Folkemaal indeholder saa mangfoldige Ord, at der ret hurtigt synes at tilbyde sig Hjælp til Løsningen. Endvidere vil Navnet, saaledes som det høres i den daglige Tale, næsten altid være bøjet lidt hen i en Retning, som giver en bestemt Forstaaelse. Spørger man en sagkyndig Mand om Navnets Betydning, vil man dog erfare, at han vil være meget forsigtig med straks at svare, og først og fremmest vil han spørge: »Hvad hed eller hvorledes skreves Navnet i gamle Dage?« En Oplysning derom er et af de allerførste Hjælpemidler for Tolkningen.


Det gælder altsaa om at ''finde Navnets ældste Udseende'', og har man det, vil man ofte se, at Tolkningen maa gaa i en helt anden Retning end den, som Navnet, saaledes som det klinger nuomstunder, vilde lede til. Saaledes faar man en helt anden Opfattelse af Navne som Eltang, Grenaa, Ringe, Vaalse, naar man ser, at de i gamle Dage hed Ælmtungæ, Grindhøgh, Rethingh, Walnæs. Naar vi hører, at en Landsby hedder Syv, undres vi over, hvorfor den er bleven numereret paa denne Maade, men naar vi i gamle Bøger finder den skrevet Sywhøwæ, ser vi, at syv Høje har givet den Navn. Og i hvilken Grad et Navn i Tidernes Løb kan være bleven slidt, stødt og fordrejet, vil man se ved at sammenholde de nye og de gamle Former af Navnene Brande, Brønyld; Børkop, Byrktorp; Fjaltring, Fjaltærwangh; Hadsten, Halstiern; Himmelstrup, Almetorp; Hoed, Hagæthwet; Karise, Kalwæriis; Svanninge, Swanæwich; Stude, Storthæ; Sibbarp, Sigbiornathorp; Tærø, Tærhøfthæ.


De gamle Navneformer har saa meget større Værdi for Tolkningen, som det har vist sig, hvor rigtigt man nedskrev Navnene i de Aarhundreder, fra hvilke vore ældste Kilder stammer, og hvor omhyggelig man var i dette Punkt; det gælder ikke blot en saa vigtig Kilde som Kong Valdemars Jordebog, men alle de gamle Breve og Optegnelser fra Middelalderen i alt Fald omtrent til Valdemar Atterdags Tid. Først i de følgende Tidsrum viser der sig nogen Forsømmelighed i Nedskrivningen og Mangel paa Forstaaelse af Navnenes rette Form.


En anden god Hjælp til Vejledning har man endvidere i den Kendsgerning, at de Gamle følte sig langt mere bundne ved Vedtægter og var mere regelfaste i deres Maade at give Navne paa, end man har været det i senere Tider og især i vor Tid. Nuomstunder kalder jo enhver sin Gaard eller sit Landsted efter sin rent personlige Smag og Lyst, han henter Navnet fra sine egne Oplevelser og sine Familieforhold, han lader sig paavirke af sin Læsning eller tilfældige Viden, ofte overfører han rent vilkaarligt Navne fra fjerne Lande eller fremmede Verdensdele. Hans Hustru hedder Hansmine, og derfor skal Gaarden hedde Mineslyst, han har været i Amerika, og derfor døber han den Omaha, han ynder engelsk Digtning, og derfor maa den hedde Hamlethus. Om sligt var der i gamle Dage ikke Tale, og man maa jo ogsaa huske paa, at det, der blev døbt med de gamle Navne, ikke var en enkelt Mands særlige Ejendom, men i de allerfleste Tilfælde en Bebyggelse, som en Kreds af Indbyggere eller som en enkelt Mand med stort Følge satte i Værk, og da følte man sig naturligen langt mere bunden i Valget af Benævnelsen.


Her træffer vi da paa den Kendsgerning, at bestemte Ord, der er almindelig benyttede som Endelser i vore danske Stednavne, ''saa at sige altid er sammensatte med Personnavne, medens omvendt andre Endelser afgjort aldrig forbinder sig med saadanne.'' Saaledes er det Tilfældet med de velbekendte Endelser -lev, -stad (-sted), -køb, -trup (-drup), -bøl, -ryd, at Forstavelsen saa godt som altid vil være et Personnavn, forsaavidt der er Tale om en Landsby og ikke om en enkelt Gaard. Det skal ikke paastaas, at der ikke er Undtagelser herfra, idet tilfældige Forhold kan have indvirket, men oftest vil det dog findes, at disse formentlige Undtagelser oprindelig har fulgt Reglen og først i Tidernes Løb, ved Forskydning eller Overlast, har faaet en anden Form. I Modsætning til disse Endelser vil man finde andre, der aldrig forbindes med Personnavne, hvorimod de viser hen til Benævnelser paa Naturforhold, Skov, Mark, Lund, Sø osv.; herhen hører -by, -løse, -um.


Det maa vist siges, at denne Iagttagelse af det regelbundne i Navngivningen har været et af de virksomste Midler til at faa Klarhed over vore Navnes Tilblivelse. Man vil derved kunne slaa Streg over utallige tidligere Forklaringsforsøg, og man har, naar denne Hovedregel staar fast, ved Navne med alle de nævnte Endelser fra første Færd en Hjælp til at se, i hvilken Retning Undersøgelsen af Navnets første Led maa gaa. Naar vi til Eks. staar over for Navnene Valby og Valsted, kan vi vide, at de maa fortolkes paa helt forskellige Maader, idet Forledet i det sidste maa være et Personnavn, nemlig Mandsnavnet Val eller Vale, der ogsaa forekommer i Valsbøl og Vallerød, medens det første Navn maa pege paa et Naturforhold, vistnok Val, Vold, d. e. græsklædt Slette. Navne som Bredholm, Bredkær, Bredmose viser hen til, at Stedet er bredt, medens det er sikkert nok, at Bredbøl, Brederød, Bredsted og Bredstrup kommer af et velkendt Personnavn Brede. Naar vi véd, at Torp (-trup, -rup) altid sammensættes med et Personnavn, vil vi være forsigtige med at udlede Agerup af Ager, Bakkerup af Bakke, Dalstrup og Dalerup af en Dal, Kærstrup af Kær, Nordrup af Nord; de kommer af de gamle Mandsnavne Agge, Bagge, Dale, Ker, Nore, hvilket Navnenes Former i de gamle Aktstykker klarligt beviser.


Et andet godt Hjælpemiddel har man ved at være nøje opmærksom paa ''Stedets Naturforhold''. Naar der er Tale om ofte genkommende Navne eller Sammensætningsled i Navne, er det derfor værdt at iagttage, om der ikke altid til dem svarer de samme stedlige Naturforhold. Ad denne Vej kan man ofte naa til en rigtig Forstaaelse. Mange af Navnenes Orddele — som Aas, Dal, Vad — er jo lette at forstaa, fordi de endnu findes i Sproget; men andre træffes nu kun i enkelte af vore Mundarter, og mange andre er gaaede helt ud af vort Folks levende Tale (saaledes Løse), ja maaske af samtlige nordiske Folks Tale, medens vi dog er i Stand til ved Sammenligninger med beslægtede Sprog at forstaa, hvad Ordets Betydning har været.


Fremdeles kan det være et godt Middel til at fortolke et Navn, at man er opmærksom paa, ''hvorledes det udtales af Almuen'', idet man ser bort fra, hvorledes det nu skrives eller udtales af Folk med større boglig Dannelse, og fra hvordan det angives i Protokoller og paa Kontorer indenfor Administrationen. Det har vist sig i alle tre nordiske Riger, at Almuen paa Landet med mærkelig Sejhed har bevaret den ældgamle Udtaleform, skønt Navnet har faaet et helt andet Udseende i Tidernes Løb i allehaande retslige Dokumenter og Breve. Vi skal nævne et enkelt Eksempel. Der findes ved Vordingborg en Landsby Storby, men man vil kunne høre Bonden udtale Ordet Staarrby, altsaa paa en helt anden Maade, end hvis Navnet betød den store By. Dette kan nu heller ikke være Navnets rette Forstaaelse, da den lille Landsby og dens Navn stammer fra en saa gammel Tid, at et Tillægsord stor slet ikke fandtes i Sproget (stor benyttedes som et forstærkende Biord: Sigrid Storraade); for stor sagde man møgel. Vi vil da ogsaa finde, at dette Navns gamle Form — Storbythe, Størbede, Størbete — indeholder baade i dets første og sidste Del andre Sammensætningsled, saa at det dunkle Navn i hvert Fald maa have en anden Herkomst.


Samtidig maa man imidlertid huske paa, at Navneformerne har maattet undergaa en lignende Udvikling som Sproget i Almindelighed, og naar til Eks. et Ord, som er indgaaet i et Stednavn, har faaet en Form i den Dialekt, der tales dèr paa Stedet, som afviger fra den Form, hvori Ordet er optaget i det almindelige Sprog eller Skriftsproget, vil en lignende Forskellighed ogsaa vise sig i Stednavnet.


Endnu et Forhold fortjener at nævnes som vejledende, nemlig Størrelsen af vedkommende Landsbys Omraade eller Tilliggende. Det har nemlig vist sig, at flere Endelser som Regel peger hen paa et stort, andre paa et jævnstort og atter andre paa et lille Omraade. Til Eksempel har alle Byer, som ender paa -løse, et meget stort Jordtilliggende, og naar vi derfor finder en enkelt By med et ringe Omraade eller endog en enkelt Gaard, der ender paa -løse, maa vi faa en Mistanke om, at vi her staar overfor en anden Dannelse, og at Navnet rent tilfældigt eller som givet i en ganske ny Tid har faaet den samme Ordlyd. Paa den Maade vil vi finde, at Navnet Brødløs ikke hører til de gamle Navne.


Endelig vil det være værdt at have følgende i Erindring med Hensyn til ''Personnavnene'', idet vi ogsaa her staar overfor en fast Regel. Det er sikkert nok, at vi i flere danske Stednavne finder Opkaldelser efter de gamle hedenske Guder (Odense, Torsager, Frølund). Paa en afledet Maade bærer dernæst et stort Antal Landsbyer Mærke af vor hedenske Fortid, idet Byen er opkaldt efter en Mand, som har baaret et Navn, der var afledet af Navnet paa en hedensk Gud. Man gav nemlig ikke paa den Tid, da man troede paa Odin og Thor, ved Vandøsningen sit nyfødte Barn samme Navn som en af Guderne; der fandtes ikke og kan ikke i Saxos Værk eller i den store Sagalitteratur paavises Mænd, som hed Odin, Thor eller Frø, eller Kvinder, som hed Frig eller Freja. Og efter at Troen paa Aseguderne var forladt, nærede man i lange Tider en saa stor Sky for disse Guder eller Had til dem, at man ikke gav jordiske Mænd og Kvinder Navn efter dem. Derimod viste en Asedyrker Ærefrygt overfor den Gud, som han troede paa, naar han gav sin Søn et Navn, der var afledet af Gudens Navn, saasom Odinkar, Thorstein, Frøger. Naar vi derfor staar overfor de Arter af Stednavne, hvori Personnavne gerne indgaar, og naar vi her synes at mærke Guders Navne — saaledes at Byen formentlig i Oldtiden hed Odins-torp, Thors-lev, Frøs-stad — kan vi være overbeviste om, at vi i de gamle Kilder træffer en Form for Stedets Navn, der viser os, at den Personlighed, hvorom Navnet minder, i Virkeligheden ikke er Guden, men en Mand, der er opkaldt efter denne. Vi vil med andre Ord finde, at Stednavnet i Aktstykkerne hedder f. Eks. Odinkars-torp, Thorstens-lev eller Thorths-lev, Frøgers-stad.


Medens vi altsaa ikke træffer Guders Navne ved egentlige Bebyggelser eller Menneskers Bopæle, finder vi dem derimod knyttede til Naturforhold, for Eks. til Søer, og disse Søer har altsaa været helligede dem, saaledes Odinssjø og Torssjø i Skaane. Ligeledes træffes de ved Kilder — Tisvilde er maaske Guden Tirs Væld — hvorimod Aaer og Bække ikke synes at bære Navne efter Guder. Meget hyppigt er dernæst den lille Skov, Lunden, bleven viet en Gud, og derfor findes et Frølund baade i Sjælland og Jylland, et Tislund ved Ringsted og to Gange i Jylland; maaske er det samme Tilfældet ved den større Skov, With; den slesvigske og den jydske Landsby Tiset kunde ved deres gamle Former pege herpaa (Tis-with).

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Johannes C. H. R. Steenstrup]]
[[Kategori:Stednavne]]