Vis kilden til Didrik af Bern - Valter og Hildegunde

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Fornsvensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Þiðreks saga af Bern - Þáttr af Valtara ok Hildigunni]] !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Didrik af Bern - Valter og Hildegunde]] !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Sagan om Didrik af Bern - Walter oc Hildegunna]] !! 
|-
!  !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Þiðriks saga af Bern - Af Valltara oc Hilldigundi]] !!  !!  !!  !!  !! 
|-
|}


<center><big>[[Sagaen om Kong Didrik af Bern og hans Kæmper]]</big>


<big>'''Ottende Fortælling'''</big>
 
<big>'''Valter og Hildegunde'''</big></center>

 
'''84.''' Kong Attila var en mægtig Konge over et talrigt Folk og vandt mange Riger. Han traadte i Venskabsforbindelse med Kong Ermenrik, som paa den Tid herskede over Pulien<ref>Appulien, Neapel.</ref>. Disse to indgik Venskab mellem sig, saa at Attila sendte Ermenrik sin Frænde Osid med tolv Riddere, og denne igjen Attila sin Söstersön ''Valter'' af Vaskasteen ligeledes med tolv Riddere. Valter var da tolv<ref>4 i membr. (P) ''red''.</ref> Vintre gammel, og forblev der i syv Vintre. To Vintre efter kom ogsaa ''Hildegunde'', en Datter af Ilias Jarl i Grækeland, som blev sendt som Gidsel til Kong Attila. Hun var ligeledes tolv<ref>7 i membr. (P) ''red''.</ref> Vintre gammel, og hun og Valter fattede Kjærlighed til hinanden uden Kong Attilas Vidende.


'''85.''' Det var en Dag, at der var et stort Gjestebud og Ringdans i Kong Attilas Gaard, da tog Valter Hildegunde i Haanden, og de taltes mange Ting ved, uden at dog Nogen mærkede det: „Hvorlænge vil du være Dronning Erkas Trælinde?“ spurgte Valter, „det er meget bedre, at du drager med mig hjem til vore Frænder.“ „Herre!“ svarede hun, „ei skal du spotte mig for at jeg er fjernt fra mine Frænder.“ „Jomfru!“ sagde han, „du er Ilias Jarls Dotter, men jeg er en Söstersön af Konning Ermenrik af Rom og een af mine Frænder er Konning Didrik af Bern; hvi skal jeg derfor tjene Konning Attila; men tænk nu bedre og drag hjem med mig, og som jeg er dig huld saa være Gud os naadig!“ „Jeg veed tilvisse din Villie,“ svarede hun, „thi skal du og vide mine Tanker, at den allerförste Time, da jeg saae dig, fire Vintre gammel, elskede jeg dig, thi vil jeg derfor fare med dig, hvorhen du vil.“ „Hvis saa er, som du siger,“ svarede Valter, „kom da i Morgen ved Solens Opgang til den yderste Borgport, og eftersom du kjender alle Dronning Erkas Gjemmer, tage du saameget Guld med dig som dine Hænder formaae at bære.“ Hun var villig til det, og Kong Attila blev det ikke vaer, inden Valter var bortreden med Hildegunde af Susa og havde taget mange Guldsager med sig. De rede ene to, og havde ikke betroet et eneste Menneske noget om deres forehavende Færd.


'''86.''' Kong Attila blev nu vaer, at Valter og Hildegunde vare bortredne, og böd strax tolv af sine Mænd, at ride efter dem, og at de skulde bringe alle de Sager, som vare borttagne og tillige Valters Hoved. I disse tolv Ridderes Tal var Kong Aldrians Sön Högne. De rede nu paa det skyndsomste efter dem. Da de fik Öie paa hinanden, sprang Valter af sin Hest og med megen Djærvhed löftede han sin Frue Hildegunde og Kostbarhederne ned af den. Derpaa sprang han, efterat have ifört sig sine Vaaben, atter paa Hesten. Da sagde Hildegunde: „Herre! det bedröver mig, at du skal slaaes ene med tolv Mænd, undfly hellere, og frels dit Liv.“ „Jomfru!“ svarede Valter, „græd ei, seet har jeg för klövede Hjelme, splintrede Skjolde, sönderrevne Brynjer, og Mænd at styrte hovedlöse til Jorden, og i saadanne tolv Riddere som disse seer jeg just ingen Overmagt for mig.“


'''87.''' Nu red Valter mod Ridderne, og det kom til en meget haard Træfning, og Nattens Mörke indfandt sig, för Kampen var endt. Da var Valter meget saaret, men han havde dræbt de elleve Riddere, og tilbage var alene Högne, som undkom i Skoven. Valter fandt sin Frue, og de lavede sig til Hvile ved Skoven. Derpaa slog Valter Ild med en Flinteesteen, og gjorde et stort Baal, hvorved han stegte en Bringe af en Vildgalt. De satte sig da til at spise, og lode ei af, för alt Kjödet var af Benene. Högne gik imidlertid ud af Skoven efter Ilden, hvor Valter sad, blottede sit Sværd og havde i Sinde at give ham sit Banesaar. „Vaer dig!“ sagde Hildegunde til Valter, i det hun mærkede Uraad, „her kommer nu een af dem, med hvem du stred i Dag.“ Da tog han Vildgaltens Bryst[been] og gav Högne saa vældigt et Slag dermed, at han styrtede; Slaget traf den ene Kind saa haardt, at Kinden revnede og Öiet faldt ud. Dog sprang han siden op og red hjem til Susa. Valter steg igjen til Hest, og de rede sydpaa over Fjeldet til Kong Ermenrik. Dog fik de igjen Kong Attilas Gunst, da Kong Ermenrik skikkede ham mange Gaver.


----


'''Noter:'''
<references />

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Nibelungen]]
[[Kategori:C. C. Rafn]]