Vis kilden til Eskimoliv – Religiøse forestillinger

{|class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg sprák''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes pá følgende sprák ► !!  !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Eskimoliv – Religiøse forestillinger]] !!  !!  !! 
|-
|}


[[Fil:Fridtjof Nansen LOC 03377u-3.jpg|thumb|250px|<center>Fridtjof Nansen (1861-1930)</center>]]
<center><br>'''[[Grønlandsk religion og mytologi|Temaside: Grønlandsk religion og mytologi]]'''<br><br><big><big>'''Religiøse forestillinger'''</big>

'''Uddrag af »Eskimoliv«'''</big> 

av '''[[Fridtjof Nansen biografi| Fridtjof Nansen]]''' <ref>Som andre af datidens forskere var Nansen stærkt påvirket af den evulotionistiske tankegang. I lighed med religionsforskere som Edward B. Tylor (''Religion in Primitive Culture'') mente han, at oprindelige folk stod på et lavere udviklingstrin end europæere. Som det fremgår af artiklen, holdt han sig ikke tilbage for at kalde inuiternes religion for primitiv. – Forskere har for længst forladt denne tankegang, og betragter den i dag som et blindspor. Til trods for denne grundholdning, rummer Nansens artikel en række interessante iagttagelser og problemstillinger. ''clm. Heimskringla.no''.</ref>

Kristiania, 1891.</center>




<blockquote>

Religionen eller de religiøse forestillinger er en af menneskeaandens merkeligsste frembringelser. Med alle sine fornuftstridige paastande og i al sin overraskende urimelighed synes de ved første bekjendtskab uforklarlige. Gjennem alle tider har man derfor vanskelig kunnet tænke sig dem som andet end opstaaede ved en overnaturlig eller guddommelig aabenbaring, der altsaa oprindelig maatte være alle mennesker git ens. Men efterhaanden som man blev kjendt med de forskjellige folkeslags mer og mindre ufuldkomne religioner, der ofte i væsentlige ting adskiller sig fra hverandre, kom man i tvil om denne opfatnings rigtighed, og man begyndte mer og mer at tænke paa, om ikke de religiøse forestillinger maatte tillægges noget i menneskeaanden selv, om de ikke var et produkt af denne under paavirkning af omgivelserne.

Det første, man da kom i tanke paa, var, at de skulde skyldes en for alle mennesker fælles religiøs trang, der altsaa i og for sig paa en maade var overnaturlig. Det er en hemmelighedsfuld, uforstaalig anelse, siger Schleiermacher, som driver mennesket ud over denne endelige verden og fører enhver til religionen; kun ved forkrøbling af dette naturanlæg kan religionsløshed opstaa, «Religionens begyndelse er det almindelige livs første møde med et særegent, det er universets over alle feiltagelser liggende, hellige formælelse med den kjødblevne fornuft til en skabende, frembringende omfavnelse.»

Efterhaanden blev forklaringerne mindre vage og høit travende. Peschel og andre mente, at de religiøse forestillinger udsprang fra trangen til erkjendelse af alle tings aarsag eller første begyndelse, eller at det var aarsagerne til bevægelsen, livet og tanken, som mennesket søger med sin medfødte higen efter erkjendelsen af det absolute. Andre, som Max Müller, mener, at en længsel efter det uendelige, en stræben efter at forstaa det uforstaalige, at nævne det unævnelige er den sjælens dybe grundtone, som aabenbarer sig i alle religioner. Atter andre, som O. Pfleiderer, ser i menneskets medfødte og uforstaalige skjønhedstrang, dets æstetiske følelse og dets fantasi den første spire til den religiøse bevidsthed. Endelig har nogle ment at kunne forklare de religiøse forestillinger som udspringende fra menneskets moralske sans eller sedelighedstrang.

Ligeoverfor et lidt indgaaende studium af eskimoernes religiøse forestillinger ligesom af ethvert andet nnturfolks vil alle disse filosofiske forsøg paa forklaring falde til jorden. I vor empiriske tid er man mer og mer kommet til erkjendelsen af, at de religiøse forestillinger maa tilskrives de samme naturlove, som betinger alle andre fenomener, og man mener, som af David Hume først fremholdt, at de for en væsentlig del kan afledes fra to retninger i vor følelse, eller vi kunde snarere kalde dem drifter, som er alle dyr egne, nemlig: ''frygten for døden og ønsket at leve''. Af den første drift følger frygten for de døde ligesom for den ydre natur og for de overmægtige naturkræfter og trang til at beskytte sig derimod. Af den sidste følger ønsket om lykke, om magt og om fordel; og heraf følger igjen, at de tidlige religioner ikke er uegennyttige, men egoistiske, dyrkeren staar ikke saa meget betragtende overfor naturens gaader og det uendelige, som han er ivrig efter at vinde noget til sin fordel; da f. eks. amuletterne og fetisjen tiltros magt af overnaturlig art, benyttes de eller dyrkes de.

At finde tilbage til de religiøse forestillinger, saaledes som de i sin første vage form dæmrede frem i menneskeslegtens morgen, da tankerne begyndte at klarne ud af dyreaandens urtaager, det er et vanskeligt, for ikke at sige umuligt arbeide. Det er med de religiøse forestillinger i hin tid, som det var med de første organiske væsener, der opstod paa vor jord, de hadde endnu ikke antat saa bestemte former eller indeholdt ikke saa faste bestanddele, at de har kunnet efterlade spor; hvad vi finder, er de mer udviklede trin. De første forestillinger maa ha været yderst uklare indtryk, afhængige af mange ydre tilfældigheder, og vi kan lige lidet med vor tanke slutte os tilbage til dem, som vi kan slutte os til, hvordan de første organismer saa ud. Paa hvilket trin i menneskeslegtens udvikling disse første vage antydninger til religiøse forestillinger opdukkede, kan vi heller ikke afgjøre, om de f. eks. fandtes hos vore abelignende forfædre? Det forekommer mig ikke engang sikkert, at dyret mangler enhver overtroisk fornemmelse. Vi maa følgelig ikke vente, at der hos nogen nulevende rase skal findes fuldstændig mangel paa overtroiske forestillinger, om disse end kan være noksaa uudviklede. Det maa snarere forundre os, at de hos et i andre henseende saa høit udviklet folk, som f. eks. det eskimoiske, fremdeles staar paa et paafaldende lavt standpunkt.

Ifølge vort kjendskab til de primitive religioner forekommer det mig rigtigst ikke direkte at anse de omtalte drifter som de overtroiske forestillingers udspring, men snarere at skjelne mellem mindst tre spirer eller momenter, som har ydet materialet, hvoraf disse drifter, som vi kan slaa sammen til en, selvopholdelsesdriften, har dannet de religiøse systemer. De tre spirer er: vor tilbøilighed til at tillægge naturen personlighed, troen paa dens og vor egen dobbelthed og sjælens udødelighed, samt troen paa visse tings overnaturlige kraft eller magt (amuletter). For at indse, at disse særlig paa et primitivt trin faar stor betydning, maa vi forsøge at sætte os tilbage paa barnets standpunkt, som jo nærmest svarer til urmenneskets. At tillægge naturen personlighed er for barnet ingen tilfældig handling, det betragter alle det omgivende gjenstande, levende og ikke levende, som personer og fører f. eks. lange taler med sine leger. Et barn af mit bekjendtskab stod en dag i kjøkkenet og betragtede længe nogle pølser, som blev kogte i en gryde, og udbrød saa til pigen: «Er dem dræbt de pølserne naa du?» Vi husker vist alle fra vor barndom, at trær, visse fjelde o. l. tillagdes personlighed. Den samme tilbøilighed er det, som Tylor siger, der kommer igjen i vor ofte aldeles urimelige lyst eller trang til at hevne os paa livløse ting, som paa en eller anden maade har forvoldt os skade eller smerte. F. eks.: da vi gik over Grønland, hadde Sverdrup og jeg en slæde, som var tung at trække; det vilde derfor ha skaffet os en sand tilfredsstillelse at kunne ha ødelagt den eller paa anden maade hevnet os paa den, da vi vel drog ifra den. Det er ogsaa uadskillelig forbundet med det barnlige sind, dette i hver enkelt bevægelse eller begivenhed i dets lille verden at ville se virksomheden af en personlig vilje.

I menneskeslegtens første barnefilosofi maa den samme opfatning af alle ting i naturen som personer ha fulgt ganske naturlig og af sig selv. Trær, stene, elve, vind, skyer, stjerner, sol og maane blev levende mennesker eller dyr. Eskimoerne tror f, eks., at himmellegemerne engang var almindelige mennesker, før de kom op paa himmelen.

Men efter eller sammen med denne tilbøilighed maa der ogsaa ganske naturlig ha kommet en forestilling om en dobbelthed, dualisme, i naturen og i en selv, følelsen af en sanselig og synlig tilværelse og en oversanselig og usynlig. Lad os f. eks. tænke os, at et uvidende urmenneske faar høre ekkoet af sin egen stemme, maa han ikke tro, det er et menneske, som frembringer det? han kjender jo ingen teori om lydbølger. Men naar han nu gang efter gang hører det og ingen mennesker finder, da er det naturligt for ham, at det tillægges usynlige væsener.

Eller f. eks. duggen, som han ser kommer og forsvinder, uden at han ved hvorfra eller hvorhen, stjernerne, som tændes om kvelden og atter slukkes om morgenen, skyerne, som pludselig opstaar og forsvinder, regnen, vinden, strømmen i vandet, maa det ikke alt fremkalde tanken eller forestillingen om synlige og usynlige tilstande? Naar ureskimoen første gang mødtes med isbræen, som han saa bevæge sig ud i sjøen og af og til føde mægtige isfjelde, kunde han i denne se andet end virksomheden af et væsen? ja, han gjorde den simpelthen selv til et saadant, hvis kalvninger var vilkaarlige handlinger, og som han derfor frygtede.

Eller for at nævne noget ganske andet, naar et urmenneske saa sin egen skygge eller sit eget speilbillede i vandet, som snart var der, snart var borte, og som han ikke kunde føle og ikke gribe, kunde dette hos ham andet end fremkalde forestilling om noget sanseligt og noget ikke sanseligt, noget, som snart kunde ses, men snart atter være borte?

Der var kort sagt motiver nok til at frembringe forestillingen om en dobbelthed i naturen, om en synlig og en usynlig tilværelse. Men denne tro paa naturens dobbelthed maatte i høi grad styrkes ved urmenneskets forestillinger om sig selv. Naar han sov og drømte, at han gik paa jagt, var ved dans, i besøg hos andre, kort sagt streifede viden om, og saa atter vaagnede og opdagede, at legemet ikke hadde forladt hulen eller hytten, og hørte konen eller kameraterne sige det samme, maatte han naturligvis tro, at han bestod af to dele, noget, som kunde forlade ham om natten og opleve alt dette, og noget, som blev liggende; thi at gjøre forskjel paa drøm og virkelighed, laa naturligvis ikke for ham, ja mange primitive stammers sprog tillader fremdeles ikke, som Spencer fremholder, at sige: «jeg drømte, at jeg saa» istedenfor «jeg saa». Da han endvidere hadde set, at f. eks. skyggen fulgte ham om dagen, men ikke om natten, var det ganske naturligt for ham at kalde den del, som forlod ham, «skyggen», denne var altsaa det samme, som andre folk kalder sjælen eller aanden. At eskimoen har faat sin tro paa og navn for sjælen paa den vis, omtales senere. Overbevisningen om hans eget slegtskab med alle ting omkring ham blir nu end mere styrket ved en iagttagelse, som f. eks. den, at disse ligesom han selv har en skygge.

Men da urmennesket stilledes ansigt til ansigt med døden, maatte dette gjøre et mægtigt indtryk paa ham, og troen paa hans egen dobbelthed blev i endnu høiere grad bestyrket. Han saa, det var det samme legeme, den samme mund og de samme lemmer, forskjellen fra før var blot, at de da talte og bevægede sig, da var liv, nu var alt stille. Dette maatte skyldes noget livgivende, og dette noget maatte ganske naturlig være sjælen, som han jo fra drømmen vidste kunde forlade legemet. At den sjæl, som ved døden forlod legemet, kunde sættes i forbindelse med mundens aande, som nu var borte, maa ogsaa kunne tænkes som naturligt, og saa tillagdes, som f. eks. af nogle eskimoer, mennesket to sjæle, ''skyggen og aandedrættet''. Denne tro paa sjælens dobbelthed, som undertiden ogsaa skyldes skygge og speilbillede, er meget udbredt, og derfra stammer vel og vor adskillelse mellem sjæl og aand, ''psyche'' og ''pneuma''.

Naturligt kunde det straks synes for et primitivt menneske at anta, at sjælen lig legemet dør ved døden. Det er der ogsaa dem som mener; men da de snart i sine drømme traf sammen med de afdøde igjen, saa blev de jo tvungne til at anta, at deres sjæle endnu levede. Desuden var det jo heller ikke unaturligt at slutte, at ligesom sjælen var midlertidig fraværende ved søvn, feberfantasier o. l., saa var den for bestandig fraværende ved døden. Saaledes har altsaa troen paa sjælens fortsatte liv ganske naturlig maattet opstaa, og da det at gaa tilgrunde er lidet tiltalende for ethvert levende væsen, saa har en saadan udødelighedstanke fundet sterk gjenklang i det menneskelige sind.

Men da de fleste mennesker er ræd døden og de døde, saa liker de ikke at møde dem igjen som gjenfærd, og da frygten har fantasi, tillægges de overnaturlig magt særlig til at skade, men og gavne. De mener derfor, det er bedst at gjøre sig til vens med dem. Paa den vis er en dyrkelse af de afdøde opstaat, som spiller en saa stor betydning i de fleste folks religion, og som ligger, om ikke paa bunden, saa ialfald nær denne i næsten alle religioner, og saaledes ogsaa hos eskimoerne.

At de afdødes aander og særlig da de mer fremragende blandt dem som høvdingernes og fyrsternes efterhaanden blev til guder, kan ikke synes unaturligt.
Hebræernes (''il'' eller ''el''), egypternes (''nutar'') og mange andre folks ord for Gud betød blot et mægtigt væsen og kunde anvendes saavel for helte som guder. Og ligesom der paa jorden var særlig mægtige mennesker, maatte der i aandernes verden være særlig mægtige aander, og disse blev da naturlig guddomme par excellence, som det fremfor alt gjaldt at dyrke. Paa den vis kommer vi tilslut til troen paa en Gud, i det øieblik der i aandeverdenen oprettes et absolut monarki.

Men ved siden af denne anedyrkelse laa der ogsaa et for de overtroiske forestillingers udvikling vigtigt moment i menneskets fremtrædende hang til at tiltro visse ting overnaturlig kraft, som paa det primitive standpunkt bruges til at afvende eller paavirke de afdødes magt, eller og til at skaffe andre fordele, og derfra har hele den udbredte amulettro og muligens for en del ogsaa fetisj dyrkelsen udviklet sig. Hvorledes troen paa amulettens magt kan opstaa, omtales senere.

Et vigtigt moment til opretholdelsen og udviklingen af de overtroiske forestillinger, naar disse først er opstaat, er naturligvis medicinmændenes (aandebesvergernes) eller presternes herredømme over sine medmennesker. Det var naturligt, at enkelte, og det de klogeste hoder, kom til at forstaa sig bedre paa de overnaturlige ting end de andre og at staa i et nærmere forhold til de afdøde. At de saaledes kunde hjælpe næsten, naar det f. eks. gjaldt at vende disses magt til en enkelts eller samfundets fordel, var klart, og derved fik presten magt og indflydelse i samfundet, foruden ofte fordele af mer materiel art. Det har saaledes altid staat i medicinmændenes og presternes interesse at opretholde og nære de overtroiske eller religiøse forestillinger, de maa foregi selv at tro paa dem, ja, de kan selv finde ud nye guddommelige lærdomme til egen fordel, derved øger de baade herredømme og indtægt.

Hos folk som det eskimoiske kommer endnu noget til, som har sterk farvende indflydelse paa overtroen, nemlig det haarde, af lykken afhængige liv, som det fører, og den natur, hvori det lever. At et af jagt og fiskeri levende folk blir overtroisk, er en anerkjendt sag, derpaa har vi i vort eget land et slaaende eksempel. Sammenlign vestlændingen og nordlændingen med østlændingen. De første er ved sit erhverv for en stor del knyttede til sjøen, de er afhængige af veir og vind, fiskens indsig m. m., en hel række for mennesket ukjendte faktorer, som de med et ord kalder lykken, og som ikke alene kan være dem ugunstig, men endog ta livet. De blir derfor uundgaalig overtroiske. Det er da heller ingensteds hertillands, hvor pietisme og obscurantisme finder en saa frodig jordbund som paa vestlandet. Kommer vi til østlandsbonden, er der en paafaldende forskjel, han sidder tryg paa sin gaard, han er ogsaa lidt afhængig af veir og vind, men har dog sit paa det tørre og er derfor mindre overtroisk. Men hvor langt sterkere maa ikke denne overtrovækkende indflydelse virke paa eskimoen, hvis hele liv afhænger af jagten og fisket! Og endnu mer forøges den ved de stadige farer og de arktiske omgivelser, hvori han lever. En saa vild og storslaat natur som den grønlandske — med dens isbræer, flydende isfjeld, luftspeilinger, storme, og saa de lange vinternætter med de spillende nordlys — faar uvilkaarlig magt over sindet, det fremkalder ærefrygt og rædsel og gir fantasien næring. Vi staar med vor tørre fornuft og ser paa disse undere, men naturmennesket udfylder ligesom barnet den manglende forstand med sin vilde fantasi, og troen paa det overnaturlige styrkes og udvikles.

Moralen, som mange tror skulde være forbundet med de religiøse forestillinger, har i sin oprindelse lidet eller intet med dem at gjøre. Som allerede kap. 10 fremholdt, udspringer den af samfundsdriften og er hos de primitive folk adskilt fra de overtroiske forestillinger. De har saaledes ingen hinsidig belønning for ens moralske vandel.

Eskimoerne er til en vis grad eksempel herpaa. Vistnok finder vi i de grønlandske sagn antydninger til straf i dette liv af ondt, særlig hekseri, ved overnaturlige magter. De afdøde kan muligens tildels gjengjælde de efterlevende de dem i levende live viste velgjerninger, dyrenes sjæle (eller inue?) kan hevne et altfor hensynsløst drab af sit afkom, den myrdedes sjæl eller aand forlanger, at hans mord skal hevnes (blodhevn), forurettelse af svage hevnes paa forskjellig vis o. l. Men alt dette fremtræder i saa vag form, at det ikke kan opfattes som noget oprindeligt (primært), men mere som noget leilighedsvis tilkommet, idet samfundsforholdene og lovene ganske naturlig blander sig ind i sagnene. Det kan derfor betegnes som de første famlende skridt af de religiøse forestillinger henimod moralen, og det er først paa et betydelig senere trin, at religionen for alvor og bevidst har slaat sig sammen med den til et forbund, som var styrkende for begge. Religionen fik derved en god rygrad, og moralbudene virkede dybere, naar de kom fra et særegent høiere eller guddommeligt ophav og desuden lovede belønning hinsides for opfyldelse eller endog straf for forgaaelse.

Et merkeligt træk ved alle religioner er, at trods deres store forskjel i mange hovedting, er der dog ogsaa store og væsentlige ligheder, som gaar over hele jorden. Dette kan kun forklares paa to maader; enten er alle religioners aarsag den samme; eller og er de religiøse forestillinger opstaat paa et sted og har derfra udbredt sig over den hele jord. For min del tror jeg, begge dele har forenet sig om at danne denne religionernes lighed. Det menneskelige nervesystem og hjernen er hos alle raser forbausende ens dannet, forskjellighederne bestaar væsentlig i udviklingen, som maa tilskrives de høiere rasers fremskridt. Følgelig maa man anta de samme love for tænkningen, særlig paa dennes tidligere og mindre indviklede trin, og da erfaringerne til en vis grad har været ens overalt, maa man ikke alene være kommet til de samme rigtige slutninger, men ogsaa, hvor disse ikke ligger i dagen, kommet til de samme hovedfeiltagelser overalt, og paa disse feiltagelser er religionerne byggede. Men ved siden deraf har visse bestemte religiøse forestillinger paatagelig dannet sig paa enkelte steder og har som vandresagnene og eventyrene udbredt sig til alle jordens folkeslag. At de har kunnet naa selv saa afsondrede stammer som den eskimoiske, vil senere anføres talende beviser for.

Den eskimoiske tro i Grønland er af stor interesse ogsaa til belysning af de ovenfor berørte spørgsmaal. Den er saa primitiv, at det forekommer mig tvilsomt, om den fortjener navn af religion. Der er mange sagn og megen overtro, men det savner altsammen fast og klar form, begreberne om det overnaturlige veksler efter individerne, og det hele gjør indtryk af en religion i sin vorden, en masse spredte og fantastiske indtryk, som endnu ikke har samlet sig til nogen sluttet verdensanskuelse. Netop et sligt standpunkt, som vi maa anta alle religioner engang har gjennemgaat og udviklet sig fra.

Naturen har grønlænderne oprindelig lig alle primitive folk tænkt sig som besjælet, hver ting, som sten, fjeld, redskab osv. har sin sjæl. Fremdeles finder vi spor af denne tro, redskabernes, vaabnenes og klædernes sjæle følger den afdøde, paa hans vandring til de dødes land, og derfor lægger de dem ved graven, forat de kan raadne der, og sjælene bli fri. Efterhaanden har imidlertid paa naturfolkenes eiendommelig ulogiske og forvirrede vis denne tro blandet sig sammen med en fra den aldeles forskjellig, nemlig troen paa, at de afdødes sjæle kan ta bolig i forskjellige dyr, gjenstande, fjelde e. l., over hvilke de gjør sig til herre, og hvorfra de kan gjøre udflugter, ja endog vise sig for menneskene. Derved er opstaat troen paa, at der i hver naturgjenstand bor et eget væsen, som kaldes dens ''inua'' (ɔ: dens eier), hvilket ord betegnende nok egentlig betyder menneske eller eskimo.

Efter den eskimoiske opfatning har f. eks. en sten, et berg, en bræ, en elv, en sjø sin inua; ja selv luften har en saadan. Merkeligst er dog, at ogsaa begreber kan ha sin inua, der tales f. eks. om bestemte drifters og lidenskabers inue. Dette kan synes overraskende for et naturfolk, men det er vel neppe vanskeligt at forklare. Naar f. eks. et primitivt menneske under sterk hunger føler det gnage sig indvendig, er det vel naturligt at tænke sig dette foraarsaget ved et væsen, som han altsaa kalder hungerens eller madlystens ''inua''. Som regel er disse inue usynlige, men naar de ses, skal de ifølge Rink vise sig som en lysning eller ild, og synet af dem er meget farligt.

Mennesket selv mente grønlænderne bestod af mindst to dele: ''legemet'' og ''sjælen'', og disse mener de er forskjellige fra hinanden. Sjælen kan kun ses ved en særegen sans, som findes hos mennesker i visse tilstande eller med en egen begavelse, ɔ: angekokerne. Den viser sig da at ha samme skikkelse som legemet, men er af en luftigere beskaffenhed. Til Hans Egede sagde angekokerne, at sjælene var «gandske Bløde at Føle paa, ja Neppe at kunde føles paa, ret ligesom de var uden Seener og Been.»<ref>Om sjælens beskaffenhed se ogsaa Paul Egede: Eft. om Grønl. side 149 og Cranz: Historie von Grønland, side 258.</ref> Paa østkysten mener de, den er ganske liden, ikke større end en haand eller en finger. Grønlændernes ord for sjæl er ''tarnik''; dette ligner ordet ''tarrak'', som betyder skygge, og jeg anser det ikke for tvilsomt, at det oprindelig har været det samme ord, idet eskimoen, som ovenfor fremholdt, har anset sjæl og skygge for et og det samme.<ref>Paul Egede siger i «Efterretninger om Grønland» side 126, udtrykkelig, at de indfødte ikke ved forskjel paa ''tarrak'' og ''tarnek (tarnik)'', og han bruger begge ord om hverandre. Se ogsaa samme, side 92.</ref> Dette er i fuld overensstemmelse med, hvad vi finder hos andre folk. Fidjieren kalder f. eks. skyggen for sin mørke sjæl, som forlader ham om natten, hans lyse sjæl er speilbilledet. ''Tarrak'' betyder paa grønlandsk skygge og speilbillede, det oprindelige ord for sjæl har altsaa der betegnet alle disse tre ting. Ifølge Cranz,<ref>Historie von Grønland, side 257.</ref> mente nogle grønlændere, at mennesket hadde to sjæle: skyggen og aandedrættet (Sml. ovenfor side 192 f.). Det synes imidlertid, som den mest udbredte tro paa Egedes og Cranz’s tid var, at sjælen nærmest hadde forbindelse med aandedrættet. Angekoken blæste f eks. paa den syge, han skulde helbrede eller gi en ny sjæl.

Som merkeligt kan nævnes, at ''Hanserak'', en vestgrønlandsk indfødt kateket, som fulgte med kapt. Holm paa hans reise langs østkysten, skrev i sin paa eskimoisk holdte dagbog om angmagsalikernes tro paa sjælen, at «et menneske har mange sjæle. De største bor i strubehodet og i menneskets venstre side og er smaabitte mennesker, paa størrelse som spurve. De andre sjæle bor i andre legemsdele og er paa størrelse som led af en finger. Borttages en af dem, blir den tilsvarende legemsdel syg.»<ref>Se Holm: Med. om Grønl. Hefte io, side 112.</ref> Hvorvidt dette har været en blandt eskimoerne almindelig udbredt tro, fremgaar ikke af de andre beretninger.

Sjælen er ganske selvstændig og kan saaledes forlade legemet for længere eller kortere tid. Dette gjør den hver nat, naar den i deres livlige drømme er paa jagt og forlystelser e. l. Sjælen kunde f. eks. ogsaa være igjen hjemme, naar de var paa reise, hvilken opfatning Cranz mener kan komme fra hjemve. Den kan ogsaa mistes eller ved hekseri stjæles fra en. Da blir mennesket sygt og maa faa sin angekok til at reise afsted og hente den igjen. Var den nu imidlertid forulykket, f. eks. blit opspist af en anden angekoks tornarssuk, maatte en dø. En angekok kunde dog ogsaa skaffe en en ny sjæl eller bytte en syg sjæl med en sund, som han ifølge Cranz, f. eks kunde ta fra en hare, ren, fugl eller et ungt barn.

Det merkeligste er, at sjælen ikke alene kunde mistes helt, men man kunde ogsaa miste stykker og da maatte angekoken til for at lappe paa den.

Til disse menneskets to dele kommer blandt grønlænderne paa østkysten, ifølge Holm,<ref>Samme.</ref> endnu en tredje del: «navnen» [''atekata''). «Denne er saa stor som et menneske og træder ind i barnet, idet dette efter fødselen stryges om munden med vand samtidig med, at de afdødes «navne» nævnes.» Børnene hos alle grønlændere, selv de kristne, opkaldes som oftest efter de sidst afdøde, saafremt disse ikke allerede er opkaldte, og det sker for at skaffe dem ro i graven. Østgrønlænderen tror, at «navnen» holder sig ved liget eller vandrer gjennem forskjellige dyr,<ref>Den samme forestilling findes ogsaa almindelig paa vestkysten (sml. Med. om Grønl., hefte 10, side 342), men synes der at gjælde den afdødes almindelige sjæl. Adskillelsen mellem sjælen og navnen kan følgelig ikke være skarpt udviklet hos de forskjellige stammer.</ref> indtil et barn opkaldes efter den; derfor er det altsaa deres pligt at passe paa, at dette sker, hvis ikke, kan det ha skadelige følger for det barn, som burde være opkaldt.

Dette har en overraskende lighed med, hvad prof. ''Moltke Moe'' har meddelt mig om en i vort land almindelig tro paa, at afdøde «gaar efter navn». En frugtsommelig kone drømmer om en eller anden afdød slegtning, som kommer til hende («gaar efter navn»), og hvorefter hun maa opkalde barnet; gjør hun det ikke, er det en negligering, som kan ha skadelig indflydelse paa barnets fremtid.<ref>Se ogsaa Liebrecht: Zur Volkskunde, side 311.</ref> Den samme overtro findes ogsaa hos lapperne. Hos kolosjerne i Nord vest-Amerika ser moren i en drøm den afdøde slegtning, hvis sjæl gir barnet hans lighed. Navnegivelsen sættes hos indianerne ogsaa i forbindelse med en drøm.<ref>Klemm : Culturgeschichte. III, side 77; Tylor: Primitive Culture. (1873) II, side 4; Antiquarisk tidsskr. 1861—63, side 118.</ref>.

Navnet har paa Grønland, som overalt, en stor betydning; de tror, der er et sjæleligt slegtskab mellem to med samme navn,<ref>Det forekommer mig, at eksogami mellem to af samme familienavn, som findes hos mange folk (se side 150), let kan forklares paa denne maade, idet det samme navn gir et nært aandeligt slegtskab, som i lighed med det nære legemlige bør hindre giftermaalet.</ref> og den afdødes egenskaber gaar over i den opkaldte, som desuden har forpligtelse til at trodse de indflydelser, som har voldt hins død; var han omkommen paa sjøen, maatte den opkaldte saaledes særlig lægge vind paa at trodse den i kajak, hvilken forestilling ogsaa findes hos andre folk, f. eks. indianerne.

De afdødes navne er grønlænderne meget bange for at nævne. Denne frygt gaar paa østkysten, ifølge Holm, saa vidt, at naar to har hat samme navn, maa den overlevende forandre sit, og har den afdøde hat navn efter et dyr, en gjenstand eller et begreb, maa ordet derfor forandres. Sproget underkastes derved betydelige midlertidige ændringer, idet disse omdøbninger vedtas af hele befolkningen.<ref>Se Holm: Anf st. side 111, hvor eksempler paa slige omdøbninger nævnes. Holm mener, at «de gamle benævnelser igjen kommer frem, naar den døde helt er gaat i forglemmelse.» Det forekommer mig naturligere, at dette kan ske, saasnart et barn er opkaldt efter ham?</ref> Den samme skik findes meget udbredt hos indianerne i Nordamerika, ligesaa i Patagonien, blandt samojederne i Asien, blandt zigeunerne i Europa, endvidere i Østafrika, paa Madagascar, i Australien, Tasmanien, Ny-Guinea og paa Selskabsøerne. Da dronning ''Pomare'' paa Tahiti døde, udgik ordet ''po'' (nat) af sproget, og ''mi'' traadte isteden.<ref>Nyrop: Mindre Afh. udg. af det phil.-hist. Samfund. Kjøbenhavn 1887. Side 147-150.</ref>

Frygt for at nævne de afdødes navne findes ogsaa i Europa, i Tyskland, paa Shetlandsøerne<ref>Nyrop: Anf. st., side 136 og 137.</ref> o. a. st., den findes vistnok ogsaa hos os. Syge paa Grønland, som har samme navn som en afdød, forandrer det for at snyde døden, lig indfødte stammer i Amerika og paa Sundaøerne.<ref>Liebrecht. Academy III (1872), side 322.</ref>

Østgrønlænderne har ogsaa frygt for at nævne sit eget navn. Holm siger, at spurgte man dem om, hvad de hed, bad de altid andre om at svare for sig. Da en mor blev spurgt om, «hvad hendes lille barn hed, svarede hun, at det kunde hun ikke sige. Ligesaa lidt vilde fa'ren sige det; han ytrede nemlig, at det hadde han glemt, men vi kunde faa det at vide af konens bror.»<ref>Med. om Grønl. Hefte 10, side 113.</ref>

For indianerne spiller navnet en stor rolle, og det søges endog hemmeligholdt, hvorfor personen ofte nævnes ved øgenavne.<ref>Efter Schoolcroft i Antiquarisk Tidsskrift 1861-63, side 119 f. Se ogsaa i Andrée : Ethnographische Parallelen und Vergleiche, s. 180 Tylor: Early history of mankind, side 142.</ref> Hos mange folk er det almindeligt, at man ikke nævner slegtningers navn, som sin mands, sin svigermors, svigersøns, forældres og heller ikke kongernes. Denne navnets magt gaar hos nogle folk temmelig vidt. Da kongen i ''Dahome, Bossa Ahadi'', besteg tronen, lod han hodet kappe af alle, som bar navnet ''Bossa''.

Denne frygt for navnenævnelse er almenmenneskelig, det samme finder vi i mange af vore sagn,<ref>Vore forfædre kjendte ogsaa skikken. «Sigurd skjulte sit navn, fordi det var folks tro i gamle dage, at en døende mands ord hadde stor magt, naar han forbandede sin uven ved navn.» Sæmundar edda, udg. af Sophus Bugge, side 219.</ref> og det er endnu skik og brug hos os, særlig paa vestlandet.<ref>Ifølge meddelelse fra prof. Moltke Moe.</ref> Det kan vel skrive sig derfra, at navnet og gjenstanden let smelter sammen, og man tror, at kjendes først navnet, saa kjendes ogsaa gjenstanden<ref>Hvorledes navnet og gjenstanden smelter sammen, fremgaar tydelig bl. a. af den schwabiske skik at kaste «navnene paa tre arrige kvindfolk» i vinen, naar man ønsker at faa god eddik af den.</ref>, og derved faar altsaa dets nævnelse en indflydelse paa denne. Et menneske kan saaledes miste sin magt ved at røbe sit navn. Derfor liker vel heller ikke de afdøde at bli nævnt ved navn, eller nævnelsen deraf kan virke til at kalde dem frem af graven eller forurolige dem deri. Grønlænderne tør f. eks. heller ikke nævne en isbræs (''putsortok's'') navn, naar de ror forbi den, af frygt for, at den skal bli fornærmet og kalve.<ref>Sml. Nansen: Paa ski over Grønland, side 301.</ref> Lignende findes meget udbredt bl. a. hos indianerne, idet de ikke tør nævne navnene paa steder og floder.<ref>Om navnets og navnenævnelsens betydning hos de forskjellige folkeslag sml. Kristoffer Nyrops omfattende afhandling, «Navnets Magt» i Mindre Afhandl, udg. af det phil.-hist. Samfund. Kjøbenhavn 1887 Side 119-209. Se ogsaa B. Grøndahl i Annaler for nordisk Oldkyndighed 1863, side 127 f.; Moltke Moe i Letterstedtske Tidsskrift 1879. side 286 f.; S. Grundtvig, Danmarks gamle Folkeviser. II, side 339 f. H. Spencer, Principles of Sociology VI, side 701.</ref>

Angaaende sjælens liv efter legemets død synes grønlænderne at ha hat noget forskjellige meninger. Nogle, som af missionærerne kaldes dumme og fæiske mennesker, mente, at alt var slut med døden, og at der altsaa intet hinsidigt liv var. De fleste grønlændere synes dog at ha ment, at om sjælen end ikke var ganske udødelig, saa pleiede den dog at fortsætte at leve efter legemet eller ialfald at leve op igjen, efterat den sammen med dette var død, og den kom da enten til et sted under jorden og havet eller til oververdenen oppe i himlen eller snarere mellem den og jorden.<ref>Sml. Rink. Aarb. f. nord. Oldk. og Hist. 1868. III, side 202</ref> Det første sted anses som det bedste, der er et godt land, hvor der efter H. Egede er «deylig Soeleskin, got Vand, Dyr og Fugle i Mangfoldighed». Det kan synes mange underligt, at de i modsætning til os henlægger sit bedste sted til underjorden eller havet; men dette forekommer mig let at kunne opstaa derved, at de i vandet har set himlen og fjeldene speile sig og oprindelig har trod, det var en anden verden, de saa. Senere har de vistnok opdaget, at det var et speilbillede, men den oprindelige tro paa en underverden har ligefuldt holdt sig, og karakteristisk er netop, at denne henlægges til under vandet, og at der er meget solskin; thi det har der vel som oftest ogsaa været, naar de saa speilbilledet.

Det andet sted i oververdenen er koldere, det er ligt jorden med bjerge og dale, og over det hvælver sig den blaa himmel. Der staar de afdødes sjæle i telt rundt en sjø, og naar den flyder over, regner det paa jorden. Der er meget krækling og mange ravne, som bestandig sætter sig paa hoderne og hænger sig i haaret paa gamle kjærringer;<ref>Sml. Paul Egede. Eft. om Grønl. side 149.</ref> de er besværlige at holde fra sig og erstatter vel nærmest lusene i denne verden. Deroppe kan man ogsaa om nætterne se de afdøde sjæle, naar de spænder fodbal med et hvalroshode. Paa østkysten menes det dog, at nordlyset blot er sjælene af dødfødte eller for tidlig fødte børn eller af børn, som er ombragte eller fødte i dølgsmaal. Disse barnesjæle «tage hverandre i Hænderne og dandse rundt i Slyngninger og Svingninger. De spille Bold med deres Efterbyrd, og, naar de se forældreløse Børn, løbe de hen imod dem og kaste dem omkuld. De ledsage Legen med en hvislende, pibende Lyd.»<ref>Holm, Med. om Grønl. Hefte 10, side 113.</ref> Derfor kalder de ogsaa nordlys for ''alugsukat'', som vel nærmest betyder utidige fostre eller børn, fødte i dølgsmaal. Denne grønlændernes opfatning synes nær beslegtet med indianernes tro, at nordlyset er de afdødes danserækker.<ref>Meddelt mig af Moltke Moe.</ref>

Noget helvede har eskimoerne ikke; begge de ovenfor nævnte opholdssteder er nærmest mer eller mindre gode, og hvad enten sjælen kommer det ene eller det andet sted hen, synes ikke at staa i nogen fremtrædende forbindelse med menneskets gode eller onde gjerninger.

Egede paastaar dog, at til det deilige land under jorden kommer bare «de Qvinder, som døe paa Barsel-Seng, og de (mænd) som drukne i Havet, og Hvalfisk Fangere, hvilket skal være ligesom en Belønning, for det Onde, som de have udstaaet her i Verden, alle de andre komme til Himmelen.»<ref>Se om det samme ogsaa Paul Egede: Eft. om Grønl., side 117. Ifølge nogle udsagn skulde hekse og «onde folk» komme til oververdenen.</ref> Om dette har været den almindelige tro, synes ikke afgjort. En aldeles lignende findes ogsaa hos os; en gammel kone i Telemarken sagde til Moltke Moe om sønnen sin: «Jau du, han er eg tryg for, han har gjengji like in i himlen han, du veit det stend i Guds ord, at den som blir paa sjøen hel døyr paa barnseng den gjeng'e rake vegen til Guds rike.»<ref>Meddelt af M. Moe. Sml. ogsaa J. Flood: Grønland. Kristiania. 1873. Side 10, anm. Lignende forestillinger skal findes i Baiern og paa Markesasøerne. (Sml. Liebrecht. The Academy III (1872), side 321.)</ref>

Imidlertid synes det ifølge nogles udsagn, som ogsaa andre grønlændersjæle kom til underverdenen, dette skulde bl. a. kunne afhænge af ligets behandling. Paul Egede siger saaledes (Eft. om Grønl. side 174), «at de pleiede at tage de Syge, som laae paa deres Yderste, lempelig ned af Sengen, og indsvøbe dem paa Gulvet til Begravelse. Denne Nedtagelse af Sengen, skal nok være en Betegning paa den Nedfart de ønske den Døde under Jorden. Men døer nogen førend han bliver nedtagen, da farer han op ad.» Paa spørgsmaalet, hvorfor et hundehode var lagt ved en grav, fik han det svar, «at det var en Skik hos nogle af deres Medmennesker, at legge et Hundehoved hos et Barn, naar det blev begravet, for at det kunde støve og vise Barnet Veien til Sielenes Land, naar det bliver levende, eftersom Børn ere uforstandige og taabelige, og ei selv kan finde Vei.»<ref>P. Egede. Eft. om Grønl. side 109. Se ogsaa H. Egede: Det gamle Grønlands nye Perlustration. Side 84. Cranz. Hist. von Grønl. side 301.</ref> Det synes, som kapt. Holm<ref>Med. om Grønl. Hefte 10, side 106, anm.</ref> betviler denne opfatnings rigtighed (som han forøvrigt anfører efter Hans Egede), af den grund, at han ingen saadan poetisk skik kunde opdage hos østgrønlænderne. Men dette forekommer mig mindre berettiget; thi paa den ene side har vi neppe lov til at tvile paa et saa bestemt udsagn af en mand som Paul Egede, med hans kjendskab til grønlænderne og deres sprog, og paa den anden side bør det bølgende og foranderlige i de religiøse begreber altid erindres. Dernæst findes jo tilsvarende skikke hos indianerne. Aztecerne slagtede ved begravelser en hund, som brændtes eller begravedes med liget, med en bomuldstraad knyttet om halsen; dens opgave var at føre den afdøde over Chiuhnahuapans dybe vande paa veien til de dødes land.<ref>Tylor. Primitive Culture. (1873) I, side 472.</ref>

Reisen til det skjønne land er dog ikke let. Egede siger, at der underveis er en høi, spids sten, «hvorpaa de Døde maa gliide paa deres Bag, hvorfore Steenen er blodig.» Cranz paastaar, at sjælene skal holde paa i fem eller endnu flere dage med at glide ned ad denne sten eller dette berg, før de kommer frem, og særlig blir de stakkarer beklagede, som maa gjøre denne reise om vinteren eller i stormfuldt veir, fordi en da let kan komme til skade, hvilket de kalder den anden død, og efter den blir intet igjen.<ref>Forestillingen om den anden død eller sjælens død findes hos mange folk: hinduer, tartarer, græker, kelter, franskmænd, skandinaver, germaner o. fl.</ref> Dette frygter de meget, og forat det ikke skal ske, maa de gjenlevende i disse dage iagtta visse forsigtighedsregler. Lignende sagn om mange vanskeligheder paa sjælenes lange reise til de dødes land findes hos de fleste folkefærd.<ref>Tylor. Primitive Culture. II, side 44 f.</ref> Det synes rimeligt, at oprindelsen til disse vanskeligheder er den, at de skal være prøver, som de gode har lettere for at overvinde end de onde. Naar nu hos eskimoerne vanskelighederne ingen prøve er paa godt og ondt, synes det at maatte bevise, at sagnet om dem og udmalingen af dem maa være laant fra andre, og da nærmest fra indianerne. Særlig synes den spidse sten at minde sterkt om indianernes «bergkam, hvis smale ryg var saa skarp som den skarpeste kniv», hvorover veien gik til sjælenes bolig ''Wanaretebe''.<ref>Knortz. Aus dem Wigwam. Leipzig 1880. Side 133, sml. side 142. Min opmerksomhed henledet herpaa af Moltke Moe.</ref>

Dyrene synes grønlænderne ogsaa almindelig at ha tillagt en sjæl, der lig menneskets kunde leve efter legemets død og foreta reisen til det hinsidige land, hvilket f. eks. tydelig nok fremgaar af den kap. 12 meddelte bjørnefortælling (se side. 185). Det fremgaar ogsaa af den side 208 omtalte skik at lægge hundehoder i børns grave, idet det naturligvis er hundesjælen, som bor i hodet, der skal ledsage barnet. Det er forøvrigt en blandt naturfolk almindelig tro. Kamtsjadalerne mener saaledes, at alle dyrs sjæl, endog den mindste flues, lever op igjen i underverdenen.

Af høiere overnaturlige væsener har grønlænderne mange. Blandt dem, som staar menneskene nærmest, og som de gjennem sine angekoker har mest nytte af, bør først nævnes de saakaldte ''tôrnat'' (flt. af ''tôrnak''). Disse er angekokernes tjenende aander, som hjælper dem til deres overnaturlige magt. De nævnes meget ofte som de afdødes sjæle, særlig bedsteforældres eller forfædres, men de kan desuden være forskjellige dyrs sjæle eller ogsaa ofte andre overnaturlige væsener, enten af menneskelig oprindelse, f. eks. de senere nævnte ''kivigtut'', eller og andre, boende i havet eller i indlandet. De kan ogsaa være fraværende europæeres sjæle. En angekok hadde som regel flere, nogle var raadgivende, andre hjælpere i fare, og atter andre brugtes til hevn og ødelæggelse. I sidste fald udsendtes de af angekoken, forat de skulde vise sig som spøgelse og derved ihjelskræmme dem, de vilde ødelægge.

I forbindelse med eller over tornat staar ''tôrnârssuk'', som efter den almindelige mening nærmest er deres herre eller en mægtig tornak. Tornarssuk ansaas nærmest som god, gjennem sin tornak kunde angekoken komme i forbindelse med ham og faa gode raad. Ofte synes han ogsaa at være tillagt onde gjerninger, og det var vel nærmest med ham som med alle andre overnaturlige væsener, at det afhang af angekokerne, enten han kom til at gavne eller skade. Han hadde sit hjem i underverdenen, i sjælenes land. Om hans udseende var der uklare begreber; thi somme mente, at han ingen skikkelse hadde, andre, at han var som en bjørn, atter andre, at han var stor og hadde bare én arm, og endelig mente nogle, at han var liden som en finger. Om hans væsen var man, ifølge H. Egede, lige lidet paa det rene; thi mens nogle mente, at han var udødelig, var der andre, som trodde, at saare lidet var nok til at dræbe ham. Egede beretter saaledes, at under en angekoks magiske operationer, eller naar han taler med tornarssuk, «da maa ingen kløe sig i Hovedet, ikke heller sove, ey heller slippe en løs Bag til; thi af saadan en Piil, sige de, kand Hexe-Mæsteren dræbes, ja Dievelen (ɔ: tornarssuk) self.» Dr. Rink tror, at alt dette beror paa misforstaaelser fra Egedes og de andre missionærers side, og at man i det hele lidet vidste saavel om tornarssuks udseende som væsen. Paa østkysten har dog hedningerne, som vi skal se, ganske god greie paa ham.

I denne ''tôrnârssuk'' har mange villet se et høieste godt væsen, som eskimoerne dyrkede, og han skulde altsaa svare til vor Gud. Trods det blev han dog ved kristendommens indførelse omskabt til djævelen og betegner nu denne. Jeg kan ikke bare mig for den tro, at Egede og de første missionærer har hat lidt andel i fabrikationen af denne forestilling om ham som Gud. De kom sikkerlig, som mange hedningemissionærer endnu den dag idag, med den forudfattede mening, at ethvert folk maa ha et begreb om Gud eller et høieste godt væsen, og gaaende ud derfra, har de spurgt de stakkars hedninger saa længe om deres tornarssuk, at deres svar er blit derefter. Dernæst har de talt saa meget om sin gode og almægtige Gud, at hedningepresterne, for ikke at staa tilbage, har holdt paa, at de ogsaa hadde en slig Gud, som kunde hjælpe dem. At han ikke har været saa stor en aand, som almindelig fremholdt, synes tydelig at fremgaa af kapt. Holms beretning om de østgrønlandske hedningers tro. Deres tornarssuk er et mer beskedent dyr, som lever i havet, og som mange, saavel angekoker som almindelige mennesker, kan se og har set. De beskriver ham derfor ganske nøie, ja har endog talrige afbildninger af ham; han er lang som en stor sæl, men tykkere end en saadan og har bl. a. lange fangarme. Holm er efter deres beskrivelse kommet til den kjætterske mening, at det maa være en almindelig blæksprut. Han spiser de røvede sjæle og er ofte ganske rød af blod. Man maa kunne sige, at hvis dette skal stamme fra vort gudsbegreb, da har det degraderet i en sørgelig grad. Dernæst er han paa østkysten ikke bare en, men hver angekok har, ifølge Holm, sin tornarssuk. Han har der ogsaa en medhjælper, ''aperketek'', som er et sort dyr, op til to alen langt med store «knivtænger i hodet». Holm siger udtrykkelig, at han ikke kunde opdage antydning til, at tornarssuk var et væsen, der var herre over tornak, og vi blir vel saaledes nødt til at mindske lidt paa den magt og betydning, som denne aand af de ældre forfattere er bleven tillagt.<ref>Interessant er det, at der ogsaa hos Alaska-eskimoerne synes at forekomme et væsen ligt dette fra østkysten, med lange fangarme osv. Se Holm. Med. om Grønl. Hefte 10, side 115, anm. 1.</ref>

Det forekommer mig klart, at denne tro saavel paa tornarssuk som paa tornat maa afledes af en tro paa forfædrenes aander eller gjenfærd. Dette fremgaar muligens ogsaa af ordene, ''Tôrnak'' synes at kunne ha været samme ord som ''tarnik'' eller ''tarne'' (ɔ: sjæl), som igjen er lig ''tarrak'' (skygge, sml. side 201). En støtte for denne antagelse finder vi deri, at ''tôrnak'' paa østkysten heder ''tartok'' eller ''tartak'', som er samme ord som ''tarrak''.<ref>''Tartok'' betyder egentlig mørk. Blandt de sydlige Alaska-eskimoer betyder det samme ord (''taituk'') taage. Paa Østgrønland betyder ''târtek'' sort. (Sml. Rink, Med. om Grønl. Hefte n, 152).</ref> Det forekommer mig saaledes sandsynligt, at alle disse ord oprindelig har været et og det samme, som betød: skygge, speilbillede eller sjæl, og hvormed ogsaa de afdødes sjæle betegnedes. Men nu er ''tôrnârssuk'' sikkert afledet af ''tôrnak'' og har muligens oprindelig været lig ''tôrnârssuak'', det er den store, eller den slemme og fæle tornak, hvilket altsaa igjen vil sige, at han har været en særlig mægtig tornak, som saa efterhaanden hos nogle stammer har faat en slags herredømme over de andre tornat eller afdødes sjæle.

At de har gjort disse til gjenstand for særlig overtro, forklares ved den frygt, de ogsaa fremdeles har for de døde, og da naturligvis end mer for deres gjengangere, som ofte lar sig se og kan være meget farlige, men ogsaa noksaa snille. Den lemfældigste maade, hvorpaa de kan vise sig, er ved at fløite, dernæst ved at lade det synge for folks øren. I sidste fald beder de om mad, hvorfor man da siger i Grønland: «tag efter behag,» nemlig af mit forraad.<ref>Rink: Esk. Eventyr og Sagn, Suppl. side 187. I Skotland kaldes syngen for ørene «dødningeklokken» og betyder en vens død (Hogg Mountain Bard, 3 ed., side 31).</ref> At gjenfærdet ikke altid er farligt, fremgaar af, hvad Niels Egede<ref>Tredie Continuation osv., side 74.</ref> fortæller om en gut ved Godthaab, som, da han engang med nogle andre legte i nærheden af sin mors grav, pludselig saa nogen stige op deraf. Han og de andre tog tilbens, men gjenfærdet løb efter, greb sin søn, «holdt ham, kyste ham og sagde: vær ikke bange for mig, jeg er din Moder og elsker dig» og mer sligt.

Deres skikke ved folks død og begravelse viser, hvilken frygt de hadde for de døde og særlig for deres sjæle eller gjenfærd. De døende iføres ofte ligklæderne, det vil sige deres bedste dragt, en stund før døden, ligeledes blir benene hyppig bukkede sammen, saa fødderne kommer opunder bagdelen, og de blir sydde eller svøbte ind i skind; dette gjøres vistnok, fordi de skal ta mindre plads og saaledes trænge mindre grav, og det sker i levende live, forat de efterlevende skal slippe at røre ved dem mer end nødvendigt som lig. Denne deres frygt for at røre ved lig gaar jo, som side 122 omtalt, saa vidt, at de ikke vil hjælpe forulykkede (f. eks. kajakmænd, som holder paa at drukne), naar de tror, de er døden nær.

Naar de vel er døde, bringes de, hvis det er i hus, ud gjennem vinduet, og hvis det er i telt, gjennem en aabning, som gjøres i skindene paa bagvæggen<ref>Paa østkysten kan dog, ifølge Holm (Med. om Grønl. Hefte 10, side 105), liget ogsaa slæbes ud gjennem husgangen ved en kobberem, som er slaat omkring benene. Det synes mig, som frygten for at røre ved liget maa i dette tilfælde ha seiret over frygten for at bringe det ud gjennem gangen. Bringes det ud gjennem vinduet, maa det jo nemlig røres ved. Ved at det slæbes med benene foran og altsaa peger ud, hindres vel sjælen fra at vende tilbage.</ref>. Dette stemmer merkelig overens med den i vort land almindelige skik, at bringe liget ud gjennem en for anledningen gjort aabning f. eks. i væggen.<ref>Meddelt af Moltke Moe. Sml. ogsaa Liebrecht: Zur Volkskunde, side 372 f.</ref> Grunden er vel begge steder den samme, nemlig at disse aabninger atter kan fast tillukkes, saa gjenfærdet eller sjælen ikke kan slippe ind igjen, hvilket vilde kunne ske, om liget udbragtes gjennem husgangen eller døren. Usandsynligt er det ikke, at grønlænderne kan ha faat skikken fra de gamle nordmænd eller islændinger i Grønland. I flere sagaer staar den omtalt som benyttet af de hedenske islændinger. I »Eyrbyggja«<ref>Grønl. hist. Mindesmærker. III, side 639.</ref> heder det: «derefter lod han et hul bryde i væggen bagved den døde og bragte ham ud derigjennem.» Den dødes sager kastes ogsaa straks ud, forat de ikke skal gjøre de gjenlevende urene. Dette minder om vor lighalmsbrænding, som ogsaa er vidt udbredt hos os beslegtede folkestammer i Europa.<ref>Se Moltke Moes indberetning i N. Univ.og Skoleannaler 1880. (Separataftryk, side 2 og de der citerede verker.</ref>

De gjenlevende bærer ogsaa sine egne sager ud, forat dødslugten kan gaa af dem. De bringes enten ind igjen om kvelden, eller ogsaa ligger de, som paa østkysten, ude i flere dage. Den dødes slegtninge holder der endog op at bruge sine gamle klæder, og disse kastes bort.<ref>Holm. Med. om Grønl. Hefte 10, side 107.</ref>   

Naar liget bringes ud, tænder en kvinde en pinde og vifter med den frem og tilbage sigende: «her er ikke mer at bekomme.» Dette sker vel nærmest for at vise sjælen, at alt den tilhørende er kastet ud.

Den døde begraves enten paa land eller kastes i havet (dersom en af forfædrene er omkommet i kajak(?)). Hans eiendele, som kajak, vaaben og klæder, eller, hvis det er kvinder, sygreier, krumkniv m. m. lægges paa eller ved graven, eller hvis de er kastede i sjøen, lægges de ensteds nær stranden. Det synes dels at ske, fordi de har frygt for en afdøds sager og nødig vil bruge dem, dels ogsaa fordi, som H. Egede siger, de kan gi dem anledning til at graate, idet man ved synet af dem mindes om den kjære afdøde, og «græder de for meget over den Døde, saa troer de at hand fryser.»<ref>H. Egede. Det gaml. Grønl. nye Perl., side 83.</ref> Denne forestilling minder paafaldende om 2det kvad om Helge Hundingsbane, hvor hans enke Sigrun møder ham vaad og frossen og hyllet i rimfrost paa grund af hendes graad over ham. («Helge svømmer i sorgens dug»).<ref>Se P. A. Gødeckes oversættelse af «Edda», side 170 og anmerkningen side 335, Opmerksomheden paa denne lighed skylder jeg; Moltke Moe.</ref> Sammenlign ogsaa den bekjendte svensk-danske folkevise om «Aage og Else», hvori det heder:


::«For hver en gang du gleder dig, 
::och din hue er glad: 
::da er min kiste forinden 
::med røde rosens-blad.

::«For hver en gang du gremmer dig, 
::och din hue er moed: 
::da er min kiste forinden 
::som med det lefvere bloed.»


Men desuden var det sikkert nok ogsaa grønlændernes mening, at den afdøde skulde bruge sine redskaber, dels til udflugter fra graven, dels ogsaa i den anden verden. Vistnok saa de, at redskaberne raadnede, men deres sjæle fulgte den afdødes sjæl. De, som bærer den døde ud eller har rørt ved ham eller noget ham tilhørende, er for nogen tid urene og maa afholde sig fra visse spiser eller forretninger, som angekokerne foreskriver, ja dette maa endog alle, som bor i samme hus, iagtta, dels for ikke at skade sig selv, dels for ikke at besværliggjøre reisen for den afdødes sjæl.

De maa sørge og græde en bestemt tid over den døde, og træffer de bekjendte eller slegtninge, som de ikke har set siden dødsfaldet, maa de, om det er noksaa længe siden, begynde at græde og hyle, saasnart de kommer i hus. Slige hylesener skal kunne virke ganske komisk og er altsaa den reneste komedie, ovenpaa hvilken man trøster sig med «Mad og Tractemente». De har ogsaa mange andre sørgeskikke, som kan gribe temmelig sterkt ind i deres liv, f. eks. at de, som har baaret liget ud, ikke maa arbeide i jern i flere aar osv. Dertil kommer ogsaa den før nævnte frygt for at nævne den afdødes navn.

Alt dette sker vistnok, som østlænderne sagde til Holm, «forat den døde ikke skal bli vred»; det viser, hvilken sterk indflydelse paa dette liv de tillægger de døde. Det er derfor intet urimeligt i, at hele troen paa tornat og tornarssuk kan ha udviklet sig deraf. Senere har imidlertid ogsaa anden overtro blandet sig ind.

Grønlænderne tror desuden paa en hel hærskare af overnaturlige væsener. Jeg skal her blot nævne nogle faa.

Havets dyr beherskes af en stor kvinde, som nogle kalder den navnløse, andre ''Arnarkuagssâk'', hvilket bare betyder den gamle kvinde.

Hun bor under havet, hvor hun sidder i sin bolig ved en lampe, under hvilken der, som under alle grønlænderlamper, er en skaal eller skammel til at opfange den neddryppende tran. I denne svømmer der masser af sjøfugle, og derfra udgaar havets dyr, som sæl, hvalros og narhval. Naar der samler sig visse urensligheder i hendes haar, holder hun imidlertid havdyrene tilbage fra kysterne, eller de holder sig selv tilbage tiltrukne af urenslighederne, og da er det en angekoks vanskelige hverv at besøge hende og formilde eller kjæmme hende. Veien did er farlig, og angekoken maa ha sin tornak med. Først kommer han gjennem sjælenes skjønne land i underverdenen, saa er der en stor afgrund, over hvilken han kun kommer paa et stort hjul saa glat som is, og som farer hurtig rundt, derover maa tornaken lede ham, derpaa forbi en kogende kjedel med levende sæl i, saa enten gjennem en farlig vagt af sinte sæl, som staar paa ende og bider omkring sig, eller og forbi en stor hund, som staar udenfor hendes hus og gir varsel, naar en stor angekok kommer, og som blot sover lidt engang imellem, da man maa passe sit snit; men dette kan bare de høieste angekoker. Her maa atter tornaken ta angekoken ved haanden, indgangen er bred nok, men veien er smal som en snor eller knivseg og gaar over en forfærdelig afgrund. Endelig kommer de ind i huset, hvor kvinden sidder. Hun skal ha en haand saa stor som halefinnen af en hval, og rammer hun dermed, er det slut. Efter nogles udsagn skal hun rive haaret af sig og svede af raseri over at modta sligt besøg, saa angekoken maa, hjulpet af sin tornak, slaas med hende for at komme til at faa haaret pillet rent eller kjæmmet, mens andre mener, det kan gaa med gode ord og formaninger. Tilbageveien er, naar dette er gjort, forholdsvis let for angekoken.<ref>Paul Egede: Contin. af Relat. osv., side 45 f.; H. Egede: Grønl. nye Perl. side 118 f.; Rink: Esk. Ev. og Sagn, Suppl. side 183 f.</ref> Denne myte minder jo i sterk grad om de reiser til underverdenen eller Hades, som spiller en saa fremtrædende rolle i europæiske sagn, f. eks. om Dionysos, Orpheus, Herakles o. fl. a. (sml. ogsaa Dante), og hvortil vi i vor egen mytologi har et sidestykke i Hermods reise til Hel for at hente Balder. Lignende sagn forekommer forøvrigt ogsaa hos indianerne. Efter hvad Moltke Moe har meddelt mig, synes det neppe tvilsomt, at denne grønlandske forestilling er farvet, eller endog opstaat af europæiske sagn. Forestillingen om det glatte hjul forekom f. eks. i de middelalderske legender,<ref>Hos Dakota-indianerne er der paa veien til Wanaretebe et hjul, som med frygtelig hurtighed ruller henover bunden af afgrunden under den side 210 omtalte skarpe bjergkam. Til dette hjul blir de bundne, som har behandlet sine forældre foragtelig. Se Liebrecht: Gervatius otia imperialia (1856), side 91, anm. **</ref> og ligeledes kommer broen, som er smal som en snor eller en knivseg, igjen, tildels med de samme ord, i europæiske middelalders-sagn om reiser til underverdenen. I en gammel nordengelsk vise tales der om «skrækkens bro, ei bredere end en traad». Tundal ser i skjærsilden en smal bro over en skrækkelig dyb, mørk og stinkende dal osv. Den ældste forekomst i legendelitteraturen af denne helvedbro er i pave Gregor den stores dialoger fra aar 594 (lib. IV, cap. 36).<ref>Meddelt mig af Moltke Moe.</ref> Men disse middelalderske forestillinger er utvilsomt atter igjen farvede af østerlandske traditioner. Jøderne taler om den traadsmale helvedbro, og muhammedanerne tror, at alle sjæle midt i helvede maa over en bro, tyndere end et haar, skarpere end et sværd og mørkere end natten.<ref>Se Sophus Bugge: »Mythologiske Oplysninger til Draumekvædi» i Norsk Tids. for Vid. og Lit. 1854—55, side 108—111; Grimm Mythol. side 794; Liebrecht: Gervasius otia imperalia, side 90 f. Sml. ogsaa H. Hübschmann: Die parsische Lehre vom Jenseits und jüngsten Gericht.» Jahrbücher für protestantische Theologie. V (Leipzig 1879), side 242.</ref> Ifølge ''«Avesta»'' kom de gamle parseres sjæle den tredje nat efter døden over den «høie Hara» — et fjeld, som omgir jorden og rækker lige til himmels — for at naa ''Tsjinvatbroen'', som vogtes af to hunde. Efter ''Pehleviskrifterne'' udvider broen sig og blir næsten en parasang bred, naar de frommes sjæle gaar over den, mens den indsnevres for de ugudelige, som søger at gaa over, saa de styrter i helvede, der ligger lige under.<ref>Meddelt af Moltke Moe Sml. H. Hübschmann: Anf. st. side 216, 218, 220, 222.</ref>

En tilsvarende forestilling findes (sml. Soph. Bugge anf. st.) i den gamle folkevise «Draumekvædi» om ''Gjallarbroen'' paa veien til de dødes land. Den hænger høit i luften, saa man blir svimmel paa den («Gjallarbrui, hon henge saa høgt i vinde»), og siges i nogle varianter af visen udtrykkelig at være smal, mens den i andre siges at være «baaðe bratt og breið». I Eddaerne heder det om Hermod, at han paa Helveien red over Gjallarbroen, som var tækket med skinnende guld, og som ei drønnede mindre under ham alene, end under 5 fylker (ɔ: 250) døde mænd.

Det synes, som denne grønlændernes tro paa en bro eller smal vei maa være farvet af disse europæiske eller oprindelig tildels østerlandske forestillinger, som har været dem tilført gjennem de gamle nordboer. Samtidig kan der dog ogsaa ligge noget mer oprindeligt til grund. Hos indianerne finder vi saaledes forestillinger om en slangebro eller en i luften svingende træstamme, som fører over de dødes elv til de dødes by.<ref>Tylor. Prim. Cult. II, Side 50. Sml. ogsaa indianernes forestilling om bergkammen saa skarp som den skarpeste kniv (se side 210 anm.) En mulighed er der jo for, at indianerne kan ha faat denne forestilling fra eskimoerne eller kanske mer sandsynlig fra europæerne i tiden efter Amerikas opdagelse.</ref>

Forestillingen om den store hund, som vogter indgangen til kvindens hus, minder jo sterkt om Hels frygtelige, i brystet blodige hund ''Garm'', som gjør foran ''Gnipahulen''. Forøvrigt er denne forestilling om hunden i den anden verden almindelig. Hos inderne bevogter to hunde veien til ''Jamas'' bolig,<ref>Se Bugge: Anf. st. side 114.</ref> og hos de gamle parsere bevogter to hunde ''Tsjinvatbroen'' (sml. forrige side). Hos indianerne staar en stor eller rasende hund paa den anden side af den ovennævnte slangebro.<ref>Tylor: Anf. st., side 50. Sml. Knortz: Aus dem Wigwam, side 142.</ref>

I europæiske eventyr, og særlig i vore nordiske, forekommer ofte en gammel kjærring, som regjerer over dyrene; hun vil gjerne kaldes mor, vil gjerne kløs eller vaskes og liker godt at faa et par sko, et tobaksstykke e. l. Træffer Askeladden paa hende og viser hende en slig tjeneste, gjør hun ham et «morsstykke» igjen og lar dyrene hjælpe ham eller gir ham andre gaver. Men foruden dette almindelige motiv, som vender tilbage i en flerhed af vore eventyrfortællinger, kan der ogsaa peges paa et bestemt eventyr, som bæres af lignende forestillinger. Askeladden kommer med et helt dyrefølge, med røskatten, træbjørnen (ekornet), haren, ræven, ulven og bjørnen, til gygeren for at prøve at frelse sin bergtagne søster. Mens han spiser, raaber gygeren: «Klø mig, klø mig!» «Du faar vente, til jeg har ædt,» siger gutten; men søsteren advarer ham: gjør han det ikke straks, saa river gygeren ham istykker. Saa lar han dyrene, det ene efter det andet, klø hende; men hun faar ikke nok, før bjørnen er kommen, den river hende sund. I flere varianter er det tre brødre, som efter tur prøver sig, og hvoraf de to første blir dræbt af hende.<ref>Meddelt af Moltke Moe efter hans utrykte eventyroptegnelser. Se ogsaa en optegnelse fra Flatdal i Fedraheimen 1877, nr 18; en hardangersk (afsvækket) i Haukenæs’s Natur, Folkeliv og Folketro i Hardanger II, 233. Danske varianter i Kl. Berntsen, Folke-Æventyr, I (Odense 1873), 116; Et. Kristensen, Jyska Folkeminder V, 271.</ref> Disse nordiske eventyrdrag synes allerede i og for sig mistænkelig lige den grønlandske forestilling, og særlig minder kløningen og vaskningen sterkt om haarkjæmningen; men naar vi samtidig finder, at Arnarkuagssak ikke kjendes af de vestligere eskimoer, synes forbindelsen at være klar. Ifølge et grønlandsk sagn var hun datter af en mægtig angekok, som, da han paa en reise overfaldtes af storm, kastede hende ud af konebaaden for at redde sig. Da hun klyngede sig til baadripen, hug han efterhaanden fingrene og hænderne af hende; men disse forvandledes til sæler og hvaler, over hvilke hun selv fik herredømme, og da hun sank tilbunds, fik hun sin bolig under havet. Blandt eskimoerne paa Baffinsland kjendes det samme sagn om en kvinde ''Sedna'', som imidlertid blir til et væsen forskjellig fra Arnarkuagssak. Den sidste synes ikke at kjendes ved Mackenzieelven. «Skulde det bekræftes», siger dr. Rink, «at den grønlandske myte heller ikke kjendes i Alaska, maa vi anta, at den er bleven opfundet under udvandringen til Grønland.»<ref>Rink: Med. om Grønl. Hefte 11, side 17. Sml. Boas: Petermann’s Mittheilungen, 1887, side 303; Rink og Boas: Esk. tales and songs. Journal of Amerikan folklore (1889?), side 127.</ref> Naturligere blir imidlertid efter det ovenfor omtalte den antagelse, at den stammer fra de gamle nordboer.

Sammenfattes dette, synes det altsaa, som denne grønlandske guddom oprindelig har været en gammel norsk eventyrfigur, og at beskrivelsen af reisen til hende stammer fra eller ialfald er farvet af europæiske sagn og legender, som er indførte af de gamle grønlandske nordboer; men desuden kan dertil være blandet mer oprindelige eskimoiske elementer, som stammer vestenfra og ligner indianernes.

De sjæle, som gaar til oververdenen, kommer paa toppen af et høit berg forbi en merkelig kvindes bolig. Hun heder ''Erdlaversissok'' (ɔ: indvoldsudtageren) og har et trug og en blodig kniv. Hun slaar paa tromme, danser med sin egen skygge og siger ikke andet end: «mit bukseskræv o. s. v.» eller synger: «ia, ha, ha, ha!» Naar hun vender ryggen, viser hun et stort skræv, hvorfra der dingler en mager ulke, men naar hun vender siden til, trækker munden sig ganske skjæv, saa ansigtet blir aflangt paatvers; naar hun bukker sig, slikker hun sin egen bagdel, og naar hun bukker sig til siden, slaar hun kinden mod hoften, saa det klasker. Kan de se hende uden at le, er der ingen fare; men aldrig saasnart de drar paa smilebaandet, kaster hun trommen, griber dem fat, kaster dem om, tar sin kniv, skjærer dem op, river tarmene ud af livet, kaster dem i truget og sluger dem derpaa graadig ned.<ref>Anm. over Crantzes Hist. von Grønl. (af Glahn) (Kjøbenhavn 1771), side 348 f. Rink: Esk. Ev. og Sagn; side 87, 166; Suppl. side 44.</ref> Ogsaa i denne fortælling møder vi et par nordiske traditionstræk.<ref>Meddelte af Moltke Moe.</ref> De «underjordiske» taaler saaledes ikke latter; det menneskebarn, som saarer dem ved at le ad dem, maa dyrt bøde for sin tankeløshed. Og i to navne paa jotunkvinden, som er opbevarede i Snorra Edda,<ref>I, 551, 553.</ref> ''Bakrauf'' og ''Rifingafla'' (hun med den kløvede eller sønderrevne bagdel), gjenfinder vi ganske den samme tanke, som kommen tilorde i den grønlandske sagnfigurs store skræv.

Paa den samme reise kommer sjælene ogsaa forbi maaneaandens bolig. Veien, som de farer, beskrives bl. a. som meget trang, og man synker ned indtil akslerne.<ref>Rink: Esk. Ev. o. Sagn, side 87.</ref> Det minder om de myrer, som i vort «Draumekvædi» tænkes at ligge i nærheden af Gjallarbroen, og hvori de onde synker.<ref>Sml. Soph. Bugge anf st., side 115 f.</ref>


::Høg'e æ den Gjallarbrui,
::ho tisst 'punde skyi hange;
::men eg totte tyngre dei Gaglemyrann, —
::gu' bære den, dei ska gange!<ref>Efter en optegnelse af Moltke Moe.</ref>


Og i Danmark kjender folketroen disse helvedmyrer under navnet helmose, helkjær. Det synes altsaa, som vi atter her sporer indflydelse fra de gamle nordboer, til hvem forestillingen om slige straffesumpe i underverdenen vistnok er kommen fra middelalderens kirkelige visionsdigtning.

Naar kajakmændene er paa sjøen, tror de sig omgivne af de saakaldte ''ignerssuit'' (flt. a. ''ignerssuak'' ɔ: stor ild). De fleste af dem er gode væsener, som hjælper menneskene. Indgangen til deres boliger er i stranden. «Den første jord, som blev til, hadde hverken hav eller fjelde, men var ganske glat. Da han deroppe ikke syntes om menneskene paa den, ødelagde han jorden. Den sprak, og menneskene faldt ned i sprækkerne og blev til ignerssuit, og vandet strømmede til overalt. Da jorden blev til paany, var den fuldstændig dækket af en isbræ. Denne gik efterhaanden bort, og der faldt to mennesker ned fra himmelen, af hvilke jorden blev befolket. Man kan hvert aar se, at isbræen er i aftagende. Mange steder ses endnu merker fra den tid, havet stod over fjeldene.»<ref>Holm: Med. om Grønl. Hefte 10, side 144.</ref>

I denne myte kan der spores indflydelse fra ikke mindre end fire forskjellige hold. Forestillingen om selve ignerssuit, som ligner menneskene og bor under jorden, ligner det indianske sagn om, at menneskene før bodde under jorden, saa begyndte de engang at klatre op paa jordens overflade ad en vinranke, som rak op gjennem en spræk eller bergkløft. Da en tyk kjærring (eller mand) vilde klatre op, røk ranken af, og de andre maatte bli dernede, mens de, som var komne op, befolkede jorden.<ref>Sml. K. Knorz: Aus dem Wigwam, side 130 f. H. de Charencey (Mélusine I side 225 f.) omtaler (efter Malthæus, Hidatsa grammar (1873) Intr. side XVII), at minetariernes forfædre (stamme ved Missouris bredder) bodde paa bunden af en stor sjø og klatrede op paa jorden ved hjælp af et stort træ, som gik istykker, saa en hel del maatte bli dernede. (Efter et endnu utrykt manuskript af Moltke Moe) Dette minder jo næsten endnu mer om ignersuit, som bor under sjøen.</ref>

De to mennesker, som falder ned fra himlen, synes at maatte være komne fra de finsk-ugriske stammers skabelsessagn eller og fra samme kilde som dette. Hos vogulerne kommer de to første mennesker fra himmelen i en vugge af sølvtraad. At himlen er menneskets ophav, findes ogsaa igjen i andre finsk-ugriske folks myter i Asien og Europa.<ref>Se J. Krohn: Finska Litter. Hist. 1ste del. Kalevala (1891), side 165 f. Moltke Moe har henledet min opmerksomhed paa denne lighed og har laant mig sit manuskript til en endnu utrykt afhandling om lignende sagn. Som oftest frembringes der forbindelse mellem jorden og himlen ved et stort træ, ad hvilket mennesker kryber op og ned, e. l. Myten om et sligt himmeltræ er snart sagt udbredt over den hele jord. Vi finder den hos os (Ygdrasil) saavelsom i Polynesien, paa Celebes, Borneo, Nyzeland osv. Hos vogulerne forvandler sønnen af de to første mennesker (sml. ovenfor) sig til et ekorn og kryber til himmels ad et træ og kommer senere ned igjen (sml. A. Lang: Myth, Ritual and Religion (1887). I, side 182, anm. 2); hos indianerne kryber det første menneske efter et ekorn op i et træ og kommer til himmels, hvorfra han kommer ned igjen med kjendskabet til kulturen eller og for at hente sin søster derop. (Sml. Tylor: Early Hist of Mankind (2 ed.), side 349 f.). Zigeunerne paa grænsen af Siebenbürgen har et skabelsesagn, bl. a. om et stort træ, hvorfra der faldt kjød ned paa jorden, og af træets blade fremstod menneskene (H. von Wlislocki: Märchen und Sagen der transsilvanischen Zigeuner nr. 1). Sammenhængen mellem den grønlandske forestilling og disse myter synes sandsynlig; at træet hos eskimoerne er forsvundet, er jo ganske naturligt.</ref>

Lignende forestillinger er ogsaa komne til indianerne (kanske gjennem eskimoerne?); huronerne mente saaledes, at de første mennesker kom fra himlen.<ref>Sml. A. Lang: Myth., R. and Rei. I, side 181.</ref> Forestillingen, at jorden oprindelig var flad og saa sprak, minder ogsaa om de finsk-ugriske skabelsesagn, ifølge hvilke jorden, da den blev skabt, først dannede en ganske slet og jevn skal over vandet, men som saa ved en rystelse (ved at satan maatte spytte) begyndte at bølge og stivnede bølgeformig, hvorved fjelde og dale opstod.<ref>Sml. J Krohn: Anf. st. side 163—173.</ref>

Et tredje moment danner de mennesker, som bodde paa denne oprindelig flade jord, og med hvem han deroppe var misfornøid, hvorfor jorden sprækker, og vand træder frem. Det synes neppe tvilsomt, at dette skyldes en direkte indblanding af det kristelige eller jødiske syndflodssagn, som selvfølgelig kunde komme op langs østkysten fra vestkysten. Muligens har der dog til syndflodsforestillingen sluttet sig træk af et rundt om i Europa og ikke mindst i Norden udbredt sagn om, hvorledes de underjordiske eller usynlige (huldrefolket) blev til. Engang Vorherre kom i besøg til Eva, stod hun og vaskede sine børn; alle, som hun ikke var færdig med at vaske, gjemte hun raskt bort, i kjelder og kroge og under store kar, og førte de andre frem for ham. Vorherre spurgte, om de var der alle. Da hun svarede ja, sagde han: «Saa skal de, som er «dulde» (dulgte), bli «hulde» (skjulte, usynlige).» Og fra dem har huldrefolket sin oprindelse.<ref>Meddelt af Moltke Moe. Andre fortæller, at det var de stygge børn, Eva skjulte, eller at hun skammede sig for at ha saa mange. — Se Faye: Norske Folkesagn, 2 udg., side XXV; Søegaard: Fra Fjeldbygderne, s. 102; Dølen 1862 (III), nr. 17; Storåker og Fuglestvedt: Folkesagn fra Lister og Mandals amt, s. 51; Finn Magnusen: Eddalæren III, s. 329; Grimm; Deutsche Myth., 4. Ausg. III, s. 163 osv. — Sagnet er oprindelig jødisk og stammer fra rabbinerne, se f. eks. Liebrecht til Gervasius Tolburoensis Otia imperalia, s. 70 f.</ref> I ethvert tilfælde minder ignerssuit noget om de underjordiske i vor nordiske folketradition.

Endelig har vi som et fjerde moment isbræen, som kun kan stamme fra Grønland selv.<ref>Paul Egede gir en noget anden forklaring af ignerssuits undergang som mennesker. De «har tilforne boet paa Jorden, førend den store Floed overvoxte Verden, og da Jorden kantrede omkring, kom det ned, som tilforne vendte opad». Cont. af Relationerne, side 96.</ref>

Af andre væsener kan nævnes de forskjellige sorter indlandsmennesker, som bor inde i landet eller paa indlandsisen. Af disse kaldes nogle ''tornit'' (flt. af ''tunek'') eller ogsaa ''inorutsit'' eller paa østkysten ''timersit''; de har menneskeskikkelse og er meget store, nogle siger 4 m., men andre, at de er saa høie, som en konebaad er lang, det vil altsaa sige mindst 10 m. Deres sjæl alene er saa stor som et almindeligt menneske. De lever af jagt, dels efter landdyr og dels efter sjødyr. De kan springe uhyre hurtig. Naar de er paa sjøen, har de ingen kajak, men sidder i vandet og «havende taagen til kajak».<ref>Dette minder jo om vor norske draug, som seiler i den halve baad, og det synes ikke umuligt, at denne her kan være indblandet (gjennem de gamle nordboer?)</ref> Sæl kan de fange fra land (i store snarer), og to svære storkobber eller blaasæler kan de bære med sig ind i landet i en sælskindspose paa nakken. Med menneskene staar de som oftest paa krigsfod, men kan ogsaa omgaas dem venskabelig, ja endog holde konebytning med dem.

En anden slags indlandsmennesker er ''igaligdlit'' (flt. af ''igalilik'') som spadserer omkring med et helt kjøkken paa skulderen, hvori gryden er saa svær, at de kan koge en hel sæl deri paa en gang, og den koger, hvor de gaar og staar. En tredje slags er ''erkigdlit'' (flt. af ''erkilek'' ), som efter nogle oventil er som et menneske og nedentil som en hund, men efter andre har hundehoder eller hundesnuder. De skal være dygtige bueskyttere og bærer sine pile i koggere paa ryggen.<ref>P. Egede: Eft. om Grønl., side 172.</ref> De er fiendtlige mod menneskene. Endnu kan nævnes ''isserkat'' (flt. af ''isserak''), som «blinker paalangs», det er vel nærmest, at øiensplittene staa op ned.

Som Rink har paavist, kan der neppe være tvil om, at disse indlandsmennesker, som alle spiller en fremtrædende rolle i grønlændernes sagn, oprindelig har været forskjellige indianerstammer, som grønlændernes forfædre tidligere, da de endnu bodde paa Amerikas nordkyst, hadde dels venskabelig, men mest fiendtlig omgang med. Fortællinger om dem er ført med til Grønland, og skuepladsen er fremdeles henlagt til indlandet, det vil sige Grønlands, hvor menneskene efterhaanden er blevne helt mytiske væsener. Ordet ''tunek'' synes ligefrem at betyde indianer og benyttes fremdeles af eskimoerne paa Labrador. Af eskimostammerne paa Hudsonbugtens vestkyst og vestenfor bruges ''erkigdlit'' om indianerne i det indre. At tornit er store og hurtige, passer godt paa indianerne, da disse er større end eskimoerne og er dem overlegne paa landjorden. At erkigdlit er flinke bueskyttere og bærer sine pile i koggere, hvilket grønlænderne selv ikke har brugt, minder ogsaa om indianerne, ligesaa, at de har hundeben eller hundeansigter, som vel skyldes indianernes forestilling, at de stammer fra en hund (se side 233).<ref>Da sagn om hundemennesker er viden udbredt over jorden (findes ogsaa hos grækerne), er der jo en mulighed for, at eskimoerne har faat det andenstedsfra og saa har anvendt det paa indianerne, som de vidste stammede fra en hund.</ref> Isserkat, dem som blinker paalangs, kan vel oprindelig ha været indianerstammer med udpræget skjæve eller eiendommelige øine; saadanne er udtrykkelig beskrevne af reisende. Her har vi altsaa overnaturlige eller mytiske væsener, som paatagelig har historisk oprindelse. Sagnene om kampe med dem o. l. har sikkert ogsaa til en vis grad historiske begivenheder til grund. Det er paa samme vis, som vel de klassiske folk har kjendt sine mytiske folkefærd.<ref>Sml. Tobier: «Ueber sagenhafte Völker des Altertums etc.», i Zeitschrift der Völkerpsychologie bd. 18 (1888), side 225 f.</ref>

Væsener af eiendommelig art er ''kivitut'' (flt. af ''kivitok''). Disse har engang været almindelige mennesker, som imidlertid af en eller anden ofte ubetydelig grund er komne paa kant med sin familie eller sine husfæller eller har følt sig forurettede af dem, og som derfor har forladt menneskene og har flygtet tilfjelds eller ind i landet, hvor de fra den tid af lever alene og ernærer sig af dyr, som de fanger uden almindelige vaaben bare ved at kaste med stene, hvori de opnaar stor færdighed. Saalænge kivitoken har været en kortere tid borte, staar det endnu i hans magt at vende hjem, men lyder han ikke inden et vist antal dage den stemme, som vækker længsel hjem, da mister han evnen til at vende tilbage til menneskene; nogle mener, at dette først sker efter et aar. Nu faar han overnaturlige egenskaber, han blir saa hurtig tilbens, at han kan springe fra den ene fjeldtop til den anden, han kan fange rensdyr uden vaaben, og alt, hvad han kaster efter, træffer han; han blir stor, klæder sig i rensdyrskind, ifølge nogle blir han ogsaa sort i ansigtet og faar hvidt haar, endvidere blir han alvidende eller klartseende, kan høre menneskenes tale og lærer at forstaa dyrenes sprog; men til gjengjæld er det hans ulykke ikke at kunne dø, og han er altid bedrøvet, græder af længsel til menneskene, som han ikke længer kan besøge. Han kan dog, særlig om nætterne, naar leiligheden falder gunstig, søge ind til husene eller til forraadsgjemslerne for at tilvende sig noget at spise eller ogsaa lidt tobak. Men de, som har forurettet ham, trues altid af hans hevn.

Det merkelige ved denne tro er, at den muligens har nogen støtte i virkeligheden. Naar det undtas, at enkelte gamle og syge mennesker, som nærmer sig døden, kan kaste sig i sjøen eller udfor bratte berg (sml. side 147) for at gjøre ende paa sine lidelser og for at sikre sig begravelse, saa er selvmord omtrent ukjendt i Grønland. Derimod kan det hænde, at enkelte bare for et krænkende ord af sine nærmeste rømmer til fjelds og er borte for menneskene ialfald i flere dage; jeg kjender selv grønlændere, som har gjort dette. Man mener endog at ha paalidelige eksempler paa, at folk har levet som kivitok i længere tid. For omkr. 25 aar siden blev der i en hule paa Akugdlek-øen i Nordgrønland fundet spor efter, at et menneske i længere tid hadde opholdt sig der. Man fandt en optraadt sti førende til hulens indgang, inde i den saas et ildsted, et hul i gulvet, som hadde tjent til forraadskammer, et blødt mosleie, rester af tørret fisk, spiselige planterødder osv. Nogle faa skridt derfra fandtes en mindre hule, for hvis aabning der var opstablet sten, og hvori kivitoken hadde begravet sig selv, da døden nærmede sig. Da han blev fundet, laa han endnu i sin sælskindspels; indgangen til graven hadde han selv lukket indenfra med en sten. Grønlænderne gjenkjendte ham og mente, at han i to eller tre aar maatte ha levet som kivitok. Grunden til, at han forlod menneskene, skulde ha været, at han som en daarlig fanger blev set ned paa og tilsidesat af sine nærmeste, og da saa hans lille søn ogsaa døde, blev livet ham for tungt, og han flygtede.<ref>Se Hammer: Med. om Grønl. Hefte 8, side 22 f.; E. Skram i «Tilskueren», oktober 1885, side 735 f. Om kivitut se ogsaa Rink: Esk. Ev. og Sagn og Suppl.</ref>

Som Moltke Moe har gjort mig opmerksom paa, er der en merkelig lighed mellem disse kivitut og de i de islandske folkesagn saa almindelige ''utilegumenn'', udliggere, det er ugjerningsmænd, som er flygtede tilfjelds og bor i utbygder fjernt fra menneskene. Den store rolle, disse udliggere spiller i folkefantasien, og den mystiske frygt, hvormed de betragtes, har bevirket, at de i folketroen allerede tidlig i ikke liden udstrækning smeltede sammen med trold, huldrefolk og lignende sagnvæsener, hvis overmenneskelige egenskaber de har del i: de ser ind i fremtiden, véd, hvad der sker paa fjerne steder, kan fremtrylle skodde og forvilde vandringsmanden og er i besiddelse af en overnaturlig styrke.<ref>Se Arnasen: Íslenzkar Þjóðsögur II, side 160—304; Maurer: Isländ. Volkssagen, side 240 f.; Carl Andersen: Islandske Folkesagn, 2 udg., side 258 f.</ref> Ligesom kivitoken søger til mennesker for at tilvende sig noget at spise, saaledes raner udliggeren sauer, mad og klær fra bygdefolket. Det er yderst karakteristisk for saavel grønlændere som islændere dette, at mennesker ved at afsondres fra samfundet faar overnaturlige kræfter. Endnu større blir overensstemmelsen, naar det ses hen til, at disse sagn baade paa Grønland og Island danner en væsentlig del af folketraditionens og den nuværende tros indhold. Hos andre folkeslag findes lignende forestillinger næsten ikke (nordmænd paa vestlandet og særlig Nordland for en del undtat). Den slutning maa da synes tvingende, at ogsaa kivitoktroen paa Grønland stammer fra de gamle nordboere eller nærmere bestemt fra islænderne.

Endnu kan blandt grønlændernes merkelige væsener nævnes ''igdlokok'', som var lig et halvt menneske, med halvt hode, et øie, en arm og et ben. Aldeles lignende væsener findes ogsaa hos grækerne, muselmændene, zuluerne og indianerne.<ref>P. Egede: Eft. om Grønl. side 172 f.; Tylor, Prim. Cult; I, side 391; Tobler, anf. st side 238; Liebrecht, The Academy, III (1872), side 321.</ref>

Om verdens skabelse hadde grønlænderne ikke dannet sig nogen mening. Jorden og universet har enten opstaat af sig selv, eller ogsaa har det altid været saa og vil altid vedbli at være saa.

Om menneskets eller eskimoernes skabelse hadde de heller ingen klare forestillinger. Nogle paastod, at det første menneske skulde ha vokset op af jorden og skulde ha giftet sig med en jordtue. Denne fødte et pigebarn, som han da tog til kone.<ref>P. Egede: Cont. af Relat., side 97.; H. Egede: Grønl. Perl., side 117.</ref> Fremveksten af jorden er en almindelig forestilling, som ogsaa forekommer hos os og paa Island.<ref>Sml. Liebrecht: Zur Volkskunde, side 332 og der citerede steder. Se ogsaa Moltke Moe i Letterst, Tidsskr. 1879, side 277—81. Paapegelsen af ligheden skylder jeg Moltke Moe.</ref> Vi siger: den, som slaar med en stok paa jorden, slaar sin mor, den, som slaar paa stenen, slaar sin far, hvilket jo minder om den grønlandske forestilling, hvor vel ogsaa manden nærmest er kommen af berget.

Om hvordan vi europæere er opstaaede, har de et sagn, som synes mindre smigrende for os. En eskimokvinde, som ikke kunde beholde nogen mand længe, giftede sig tilslut med en hund og fik med den endel menneskebørn og endel hundehvalpe paa en gang. De sidste tog hun og satte paa en gammel skosaale, skjød den ud paa sjøen og sagde: «Farer hen og bliver ''kavdlunaker'' (ɔ: europæere) af eder» eller «I skal frembringe alle slags ting» e. l. Deraf kommer det, siger de, at kavdlunakerne altid lever paa sjøen, og skibene er dannede ligesom grønlandske sko, runde for og bag. De andre satte hun paa pileblade og skjøv dem ind mod land, og de blev til indlandsmennesker eller indianere (''erkiligdlit'' og ''tornit'').<ref>H. Egede: Grønl. Perl., side 117; P. Egede: Cont. af Rel., side 47; Rink: Esk. Ev. og Sagn, side 90; Suppl. side 150; Med. om Grønl., hefte 10, side 290, 342.</ref> Aldeles lignende sagn findes hos eskimoerne paa Baffinsland<ref>Rink og Boas. Journ. of Am. Folk-Lore (1888?), side 124 f.</ref> samt ogsaa paa Alaskas nordkyst, hvor det dog synes kun at gjælde for indianerne og ikke for europæerne. Saadanne sagn om hundeherkomst (eller ulveherkomst og bjørneherkomst) forekommer hos mange folkefærd, saavel ariske som mongolske og amerikanske.<ref>F. Liebrecht: Zur Volkskunde 1879, side 17—25; J. C. Müller: Gesch. der Amer. Urreligionen, side 134, 65. Opmerksomheden derpaa skylder jeg Moltke Moe.</ref> Hos mange indianerstammer spiller det en fremtrædende rolle, idet de mener, at den første kvinde giftede sig med en hund e. l., og derfra nedstammer de selv. Det synes mig klart, at eskimoerne har faat sit sagn derfra og har beholdt det som gjældende for indianerne. Da de senere mødte andre fremmede, som europæerne, har de anvendt det ogsaa for dem. Merkeligt er, at skoen, som blir til skib, gaar igjen ogsaa i sagnene paa Baffinsland.

Aarsagen til døden er hos eskimoerne ifølge nogle en kvinde, som skal ha sagt: «Lad disse dø efterhaanden, de faar ellers ikke rum i verden.» Andre mener, at to af de første mennesker trættede, den ene sagde: «Lad bli dag og lad bli nat og menneskene at dø;» den anden: «Lad alene bli nat og menneskene at leve;» efter lang trætte blev det efter den førstes ord. Men atter andre mener, at det var en orm og en lus, som kappedes om at naa menneskene; kom ormen først, skulde de leve, men kom lusen først, skulde de dø. Ormen kom langt forud, men veltede underveis udover et høit berg og fik en stor omvei; da kom lusen først, og menneskene maatte dø.<ref>P. Egede: Cont. af Rel., side 32, 80; Eft. om Grønl., side 127, 106; H. Egede: Grønl. Perl., side 117.</ref> Disse myter synes allerede ved sin meningsløse eller løsrevne fremstilling at røbe, at de er komne andensteds fra og er brudstykker af ældre, hvis oprindelige sammenhæng og betydning er glemt. Ser vi os om, vil vi og hos fjerntboende folk finde merkelige ligheder. Den anden myte (om trætten) findes igjen paa Fidjiøerne, hvor maanen trætter med en rotte og vil, at menneskene ligesom den selv skulde dø og leve op igjen; men rotten sagde, at de hellere skulde dø ligesom rotten, og det blev saa. Hos indianerne er det to ulvebrødre, som var deres forfædre, der trætter; den yngste sagde: «Naar et menneske dør, lad ham da følgende dag komme tilbage, saa at hans venner kan glæde sig.» «Nei,» sagde den ældste, «lad de døde ikke komme tilbage.» Da slog den yngste den ældstes søn ihjel, og det blev begyndelsen til døden.<ref>Tylor: Prim. Cult., I, side 355; A, Lang: La Mythologie (Paris 1886), side 204, 206: Smiths. Inst. ann Rep. of the Bur. of Ethnology 1879—80, side 45. Det synes, som om dette med dag og nat i den grønlandske form kan være en direkte eller indirekte paavirkning fra den bibelske skabelseshistorie (?)</ref>

Til myten om ormen og lusen har vi merkelige ligheder i Sydafrika.<ref>Min opmerksomhed er henledet derpaa af Moltke Moe.</ref>. Saavel paa Guldkysten som hos zuluerne o. a. blev der af det første store væsen sendt et dyr (en kamæleon) til menneskene med det bud, at de skulde leve og aldrig dø. Men saa betænkte væsenet sig og sendte derefter et andet (den rapfodede salamander) med bud, at de skulde dø, og da dette kom først, saa blev det saa. Der er flere former af denne myte. Hos hottentotterne var det maanen, som sendte det bud til menneskene: «Ligesom jeg skal I ogsaa dø og leve op igjen.» Men haren hørte det, sprang iforveien og sagde: «Ligesom jeg skal I dø og ikke leve op igjen.»<ref>Christaller i Zeitschr. für Afrik. Sprachen, I (1887—88), side 49—62 Sml. ogsaa dr. Bleek: Reineke Fuchs in Afrika (Weimar 1870); Tylor, anf. st., side 355: A. Lang, anf. st., side 203.</ref> Denne myte ligner atter paafaldende den nævnte fra Fidjiøerne, og saaledes faar vi altsaa bro mellem den anden og tredje grønlandske, som følgelig maa være to varianter af oprindelig en og den samme; og denne maa være meget gammel, siden den kan ha spredt sig saa vidt.

Omtrent alt, hvad de ser, tror eskimoerne har oprindelse fra deres landsmænd. Fiskene og andre sjødyr opstod derved, at en gammel mand engang hug fliser af et træ, med disse strøg han sig mellem benene («sudore testiculorum») og kastede dem i vandet, hvorpaa de blev til fiske. Haakjærringen opstod dog anderledes: «En Qvinde toede engang sit Haar udi Urin, og der en Vind kom og toeg det Klæde bort, som hun tørrede sig med, blev det til en Hay, og derfor lugter den Fiskes Kjød ligesom af Urin.»<ref>H. Egede: Grønl. Perl., side 117,; P. Egede: Cont. af Rel., side 20. 60. Angaaende vaskningen i urin, som jeg side 22 har nærmere omtalt, kan bemerkes, at det synes, som dette har været en urgammel skik. Allerede i parsernes hellige bøger finder vi den omtalt. I Vendidad 8, 13 staar det saaledes, at ligbærerne skal vaske sig «med urin ikke af mænd eller kvinder, men af smaafæ eller trækdyr».</ref>

Himmellegemerne var engang almindelige eskimoer, som levede her paa jorden, og som saa af en eller anden grund kom op paa himmelen. Solen var en fager kvinde og maanen hendes bror, de bodde i samme hus. Hun fik hver nat besøg af en mand, hun ikke vidste, hvem var. For at komme paa det rene dermed, sværtede hun sine hænder med lampesod og strøg ham over ryggen. Da det blev lyst, viste det sig at være hendes bror, hvis rene, hvide renskindspels var sværtet, og deraf kommer flekkerne i maanen. Solen greb en krumkniv og skar det ene bryst af, kastede det til ham og sagde: «Hvis hele mit legeme smager dig godt, saa spis dette.» Dermed tændte hun et stykke lampemos og fløi ud; maanen gjorde det samme og løb efter hende, men hans mos slukkede, og derfor ser han ud som en glød. De løb efter hinanden op i luften, og der er de endnu.<ref>P. Egede: Cont. af. Rel. side 16 f.; H. Egede: Grønl. Perl. side 121 f.; Rink: Esk. Ev. og Sagn, side 165 f.; Holm: Med. om Grønl., hefte 10, side 268.</ref> Maanens bolig ligger ved sjælenes vei til oververdenen, i den er ogsaa et værelse for hans søster solen. Denne myte synes at maatte stamme vestenfra. Hos indianerne i Nordamerika er sol og maane søskende, og endog saa fjernt som blandt indianerne i Amazondistriktet findes den selvsamme myte, blot at maanen er en kvinde, som besøger sin bror solen i mørke. Denne opdager hendes slette lidenskab ved at trække sin sværtede haand over hendes ansigt. (Sml. ogsaa myterne fra Australien og Himalaya næste side). Hos incaerne i Peru var sol og maane samtidig bror og søster og mand og hustru. (Sml. ogsaa ægypternes Osiris og Isis.)<ref>A. Lang: Custom and Myth., side 132 f.; Tylor: Prim. Cult. I, side 288 f.</ref> Det merkelige ved solen hos grønlænderne er, at hun foran er skjøn, men bagtil er hun en benrad.<ref>Sml. Rink: Esk. Ev. osv. side 87, 166; Suppl. side 44, Liebrecht i Germania, bd. 18 (1873), side 365</ref> Dette minder jo paafaldende om vor fagre hulder, som er hul i ryggen, og det synes, som det maa være en europæisk og særlig nordisk forestilling, som er kommen til Grønland nærmest gjennem de gamle nordboer. Grunden til, at solen er benrad bagtil, siger østgrønlænderne er den, at naar hun staar lavest, altsaa paa den korteste dag, skjæres hun i bagdelen af skarpe redskaber og maa derfor stige igjen. Bagen er derfor opslidt og bare benraden igjen.<ref>Holm: Med. om Grønl , hefte 10, side 142.</ref>.

Maanen har endnu ikke opgit sin gamle natur, han kommer fremdeles ofte til jorden og søger galante eventyr, hvorfor kvinderne maa ta sig iagt for ham, de maa ikke gaa alene ud i maaneskin, ikke staa og se paa maanen osv. Dette maanens erotiske gemyt synes at være af gammel dato. I Australien er han en hankat, som kom i forhold til en andens kone og dreves paa stadig vandring; hos kasiaerne i Himalaya begaar maanen hver maaned den utilgivelige synd at forelske sig i sin svigermor, som kaster aske i ansigtet paa ham, og deraf kommer flekkerne i maanen<ref>Denne myte ligner saa paafaldende den grønlandske, at det vel neppe kan være tvil om, at det oprindelig har været den samme. Hos kasiaerne er det at elske sin svigermor den største brøde, mens det derimod hos grønlænderne er værst at elske sin søster.</ref>; ifølge et slavonisk sagn var maanen solens mand, som troløst elskede morgenstjernen og derfor blev kløvet tvers over.<ref>Tylor: Prim. Cult., bd. 1. side 354 f. Se ogsaa A. Lang: Mythe, Ritual and Religon, side 128 f.</ref> Hos de gamle grækere og romere var vistnok maanen af hunkjøn, men den kjære Luna var heller ikke fri for erotiske tilbøieligheder. For øvrigt sættes maanen hos eskimoerne ogsaa i forbindelse med kulden; han lar det sne ved at spikke paa en hvalrostand og strø fliserne ned over jorden eller ved at puste i et rør, og han kommer altid, naar han besøger jorden, kjørende i slæde over isen om vinteren. At maanen sættes i forbindelse med kulden og vinteren, er jo ganske naturligt, da den regjerer om vinteren og om natten. Som den kolde og strenge er det vel ogsaa rimeligt, at han er mand, mens solen længer syd, hvor den blir plagsom med sin varme, blir til mand.

Tordenen tror de, frembringes af to gamle kjærringer, som slaas om et tørt og stivt skind og slider i hver sin ende; i kampens hede velter de lamperne sine, og da lyner det. Taage er kommen ved en tornarssuk, som drak saa meget, at han sprak.<ref>P. Egede: Eft. om Grønl. side 150, 206.</ref> Om regnens aarsag har de foruden den tidligere omtalte forestilling ogsaa en anden fra østkysten. Regnen frembringes der af et væsen ''Asiak'', som bor i himlen. Naar veiret stadig var tørt, reiste angekokerne før i tiden til ham for at bede om regn. Naar de kom til hans hus og kigede ind, pleiede konen at sidde paa briksen, men Asiak selv sad tildækket længere ind ved væggen. Naar de saa trængte rigtig ind paa hende, sagde hun endelig: «Inat vædte han sig lidt, som han pleier.» Og naar hun saa ryster den vaade bjørneskindsstumpen, hvorpaa han har siddet, og det skvætter deraf, da regner det paa jorden.<ref>Holm, Geografisk Tidsskrift (Kjøbenhavn 1891), XI, side 16 f. Forestillingen, at regnen skulde komme ved, at sjøen i oververdenen flyder over, synes ogsaa at kunne stamme fra sydligere bredder, hvor agerbrug og kunstig vanding har været udviklet, og hvor altsaa sjøerne i fjeldene blev lukkede med dæmninger. I den grønlandske myte tales der ogsaa om, at sjøen er lukket med en dæmning. (Sml. Egede og Cranz).</ref> Allerede det, at angekokerne skal bede om regn, hvilket eskimoerne, som jo lever af jagt og fiske, ikke kan ha det mindste brug for, synes at røbe denne myte, som stammende fra andre bredder, hvor agerbrug dreves, og umuligt er det vel ikke, som Holm mener, at Asiak kan være den samme som flere af den amerikanske urbefolknings regnguder, der bodde paa toppene af høie fjelde e. l., og som bl. a. af mayaerne i Yukatan kaldes ''chac'', men den hele myte kan og stamme længere vestfra. Regnen opfattes saaledes ikke ganske sjelden som urin. Hos kamtsjadalerne møder denne ide os som en direkte raa tro; naar det regner, mener de, at luftens guder kaster sit vand. Naar den nygræske folketro betegner regnen med udtrykket κατουραει ο ϑεσς («Gott harnt»), saa er dette en gammel forestilling, som allerede Aristofanes har gjort brug af; han lar en af sine personer i «Skyerne» sige (vers 373), at han tidligere — naar det regnede — trodde, at Zevs δια κοσκινου ουρειν (lod sit vand gjennem et sold). Det er den samme tanke, som i mer eller mindre afsvækket form, oftest med et spøgende anstrøg, kommer tilorde i forskjellige mundheld fra Tyskland, Belgien, Norge o. a. st.; den bunder i en ældgammel primitiv tro, som ogsaa kan spores hos mange andre folkeslag, f. eks. hos de gamle hedenske arabere, ja endog hos jøderne.<ref>Meddelt af Moltke Moe. Se Schwartz: Die poetischen Naturanschaungen I, side 138, 259 f.; II, side 198; Schmidt: Das Volksleben der Neugriechen I, side 31; Belgisch Museum V, side 215; Ign. Goldziher: Der Mythos bei den Hebräern, side 88 f.</ref>

I sin tro eller overtro blev eskimoerne, ligesom fremdeles paa østkysten, underviste af sine prester eller aandebesvergere, angekokerne (''angakok'', flt. ''angakut''). Disse synes at være de klogeste og mest fremragende blandt dem, men ofte ogsaa de mest forslagne. De udgir sig for at kunne tale med aanderne, foreta reiser saavel til underverdenen som til himmelen og andre steder, mane frem tornarssuk og overnaturlige væsener, faa aabenbarelser af dem osv. De paavirker og skaffer sig indflydelse over sine landsmænd væsentlig gjennem sine mystiske aandebesvergelser og seancer, som mest foretas om vinteren, naar de bor i hus. Lamperne blir da slukkede, og skind hænges for vinduerne, saa der blir ganske mørkt. Selv sidder angekoken paa gulvet. Ved at holde et forfærdeligt spektakel, saa hele huset ryster, forandre sin stemme, brøle og skrige, bugtale, stønne, klage, slaa paa tromme, hvine, frembringe en djævelsk, skrattende latter, og alle mulige andre kunster faar han sine landsmænd til at tro, at han blir besøgt af de forskjellige aander, som han foregir, og at det er dem, som holder levenet.

For at bli angekok fordres der, som venteligt kan være, en lang læretid, ofte en halv snes aar. Lærlingen maa hyppig og gjennem længere tid søge ensomhed,<ref>Denne fortælling findes ogsaa igjen andensteds, sml. Kristi firti dages ensomhed i ørkenen.</ref> gnide en sten rundt med solen paa en anden sten flere dage itræk, hvorpaa en aand kommer frem af berget, han maa da dø af forskrækkelse, men levner siden op igjen osv. Herved faar han efterhaanden sine tornat. Han maa ikke aabenbare, at han driver paa sligt, før han er udlært, men da maa det ogsaa ske. Skal han bli en rigtig tip top angekok, maa han dog helst bli grebet og slæbt til stranden af en bjørn, der kommer en hvalros, hugger tænderne i hans genitalia, slæber ham til horisonten og spiser ham. Derpaa vender benene hjemover, møder paa veien kjødfillerne, og de gror sammen til et helt menneske igjen. Nu er han patent.

Disse angekokers indflydelse afhang naturligvis af den færdighed, de hadde opnaad, men de synes ikke bare at ha været bedragere, de har muligens tildels ogsaa selv trod paa sine kunster, ja har endog staat i den formening, at de undertiden kunde faa virkelige aabenbaringer, skjønt Egede ikke tror, at de har hat «nogen virkelig commercium og gemenskab med Dievelen».

Sygdomme kan de ogsaa helbrede ved at sige trylleformularer, indsætte en ny sjæl e. l. Til sygdomme, som de helbreder, henregnes ogsaa, at en mand ikke kan fange sæl, eller at en kone ikke kan faa barn. I sidste tilfælde maa den østgrønlandske angekok fremdeles, om han er tilstrækkelig dugelig, foreta en reise til maanen, hvorfra et barn kastes ned til konen, som derefter blir frugtsommelig. Efter denne besværlige reise har angekoken ret til at sove hos konen.<ref>Holm. Med. om Grønt. Hefte 10, side 131.</ref> Denne reise til maanen staar naturligvis i forbindelse med denne herres ovenfor omtalte erotiske natur. Ogsaa hos indianerne synes maanen at sættes i forbindelse med formerelsen.

Forat angekoken skal kunne helbrede sygdomme, maa han betales godt; thi ellers lykkes naturligvis ikke hans kunster. Det er selvfølgelig ikke ham, som faar gaverne, det er tornaken, han bare bestyrer dem for denne.

Paa grund af deres forbindelse med den overnaturlige verden, har de ansete angekoker en slags herredømme over sine landsmænd, idet disse er bange for at gjøre dem imod, da det kan ha slemme følger; thi ligesom vore prester, naar de var rigtige karer, ikke alene var Guds tjenere, men ogsaa kjendte «Svarteboka» og hadde magt over fanden, saa er det og med de grønlandske. De gjør vistnok mest godt, men de kan ved siden deraf ogsaa gjøre ondt ved at røve andre folks sjæle og la sin tornarssuk spise dem, ved at udsende sine tornat og skræmme livet af sine fiender osv. Vi finder saaledes ogsaa hos eskimoerne et begyndende prestevælde.

Den slags styggedom som at dræbe andre ved hekseri, forhekse deres vaaben, saa de ikke fanger, o. l. øves dog for den største del kun af en anden klasse mennesker, de saakaldte ''ilisitsok'er'', som baade kan være mænd og kvinder.<ref>Angekokerne kunde ogsaa være af begge kjøn, men kvinder synes dog altid at ha været sjeldnere blandt dem.</ref> Disse hekse og heksemestere er meget hadede, man trodde, at det meste onde, særlig død og sygdom, kom fra slige, og fik man mistanke om, at f. eks. en gammel kjærring var ilisitsok, blev hun uden barmhjertighed dræbt. Dette kan jo ikke forundre os, naar vi tænker paa, hvordan vore forfædre med presterne i spidsen brændte sine hekse. — Mens angekokerne har omgang med aanderne i overvær af andre mennesker, saa foregaar al ilisitsok'ernes omgang med de overnaturlige magter i den dybeste hemmelighed og kun for at skade andre. De maa i hemmelighed lære af en ældre ilisitsok og maa betale dyrt for lærdommen. Hvilke overnaturlige magter de staar i forbindelse med, synes ikke at være klart, de er vistnok forskjellige fra angekokernes og holdes vel ogsaa hemmelig. Deres djævelske kunst anvender forskjellige midler, som menneskeben, ligkjød, dødninger, orme, edderkopper, vandkalve o. l., men det mest virksomme bestaar dog i at lage ''tupilek'er''. En saadan lages i al hemmelighed af forskjellige dyreben, skind, stykker af den mands anorak eller fangst, som den skal ødelægge, o. l.; alt dette bindes sammen eller indvikles i et skind. Tupilek'en gjøres nu levende ved, at der synges tryllesange over den. Derefter sætter ilisitsoken sig paa en stenrøs tæt ved en elvs udløb i havet. Anoraken vender han, saa rygsiden kommer foran, hætten slaar han op foran ansigtet, og saa lar han tupilek'en patte sig mellem benene. Derved vokser denne, og naar den er blit stor, glider den ud i vandet og forsvinder. Den kan forvandle sig til forskjellige slags dyr og uhyrer og skal bringe død og ulykke over den mand, mod hvem den er udsendt; men mislykkes dette, vender den sig mod ham, som udsendte den.<ref>Holm: Med. om Grønl. Hefte 10, side 135 f; Rink: Esk. Ev. og Sagn, side 94 f. 136 f; Suppl. side 195 f.; N. Egede: 3die Cont. af Rel., side 43, 48; P. Egede: Eft. om Grønl. side 218 o. a. st.</ref>

Disse tupileker minder i saa sterk grad om den hos os og paa Island udbredte tro paa ''gand'' eller ''sendinger'', at det neppe synes tvilsomt, at eskimoerne har faat denne forestilling fra vore grønlandske forfædre. Paa Island er gand ogsaa en slags troldom, fabelagtige væsener, som udsendes af troldmænd, og som kan forvandle sig i alle mulige skikkelser, og hvis de ikke naar at ødelægge den, de er udsendte mod, vender de tilbage og dræber sin ophavsmand. De kan imidlertid ogsaa, saaavel paa Grønland som paa Island og i Norge, opsnappes ved andre troldmænd eller kvinder, og deres magt derved afvendes.<ref>Sml. Carl Andersen: Islandske Folkesagn og Eventyr, 2den udg., (1877), side 144—49. Interessant er det at sammenligne disse islandske eventyr med det, som. Holm meddeler fra Østgrønland (Med. om Grønl., hefte 10, side 303). Dette har et meget lignende indhold, bare at det naturligvis er omstøbt efter grønlandske, forhold. Lignende eventyr findes ogsaa i Norge ifølge Moltke Moe, som har henledet min opmerksomhed paa denne merkelige overensstemmelse.</ref>

Rink ser i disse ilisitsok'er og deres forbindelse med ulovlige magter en mulig levning af en ældre eller oprindelig tro i Grønland, som blir forfulgt af den nye tros prester, angekokerne.<ref>Rink: Esk. Ev. Suppl. side 84 f.</ref> Altsaa fuldstændig i lighed med, at vort hekseri og vor troldom var levninger af det gamle hedenskab og derfor forfulgtes sterkt af de kristne. Der kan være meget, som synes at kunne tale for denne Rinks skarpsindige slutning. Det forekommer mig dog, at der er en mulighed for, at ligesom tupileken stammer fra de gamle nordboers tro paa gand eller sendinger, saa kan det hele heksevæsen stamme fra dem. Der synes mig at være lighedspunkter nok til at retfærdiggjøre en saadan formodning.<ref>Et særkjende for ilisitsokerne saavelsom angekokerne er, at de aander ild. Dette er i middelalderens tro og derefter ogsaa i den senere europæiske folketro et kjendemerke paa djævelen; fra ham overføres egenskaben ofte paa hans haandgangne mænd. Den grønlandske ildaande maa vel bunde i denne europæiske middelalderstro. Ilisitsokerne er desuden sorte fra hænderne til albuerne, naar de ses af angekokerne under disses aandebesvergelser o. l., hvilket vel ogsaa kan ha sin rod i den europæiske folkelige opfatning af djævelen og hans hær som sorte.</ref> Det er ingenlunde unaturligt, at netop denne tro paa det ondes magt, jagten med satan, svarteboken osv., altsaa det hele troldomsvæsen, som jo særlig har ligget dybest i vort folks overtro, jeg hadde nær sagt dybere end selve gudstroen, og som tildels endnu gjør det, har været det, som først gik over til eskimoerne under deres samkvem med vore forfædre. Denne hurtige og letvindte maade at faa overnaturlig magt maatte jo særlig tiltale dem. Saavidt jeg har kunnet erfare, spiller heller ikke heksevæsenet nogen saa fremtrædende rolle hos de vestligere eskimoer, om det overhodet findes (?)

Endnu staar tilbage at omtale Grønlændernes tro paa amuletter. Disse anvendes af næsten alle og bestaar i bestemte gjenstande, som oftest af dyr eller mennesker. Over disse synges eller mumles der tryllesange, og de gis af forældre til børn, mens disse endnu er smaa, eller og kan unge mennesker efter de ældres raad selv finde sig amuletter. De bæres hele livet, som regel paa kroppen eller i klæderne; mændene har dem f. eks. ofte indsydde i egne skindsæler over brystet, og kvinderne ofte i haartoppen. Andre kan opbevares i taget i huset og teltet eller i kajaken for at hindre denne fra at kantre. Et menneske har som oftest flere. De tillægges magt til at beskytte dem mod hekseri og mod skade af aanderne, hjælpe i fare og gi eieren visse egenskaber. Enkelte kan endog anvendes som ham og kunde da minde om vor gamle mytologis hamløbing (falkehamme o. l.); har f. eks. en mand en fugl eller fisk til amulet, kan han ved at paakalde den forvandle sig til en saadan, eller han kan forvandle sig til træ, tang o. l., naar stykker deraf danner amuletter. Amulettroen er som bekjendt udbredt Over hele jorden og kan forfølges fra de mest primitive helt op til de mest udviklede folkefærd. Hos eskimoerne stammer den vistnok fra et meget tidligt trin og er muligens det mest primitive i deres nuværende religiøse forestillinger. Oprindelsen til denne tro forekommer mig at være forklarlig. Undertiden kan det naturligvis være en ren ydre tilfældighed, f. eks. iagttagelsen af en række lykkelige begivenheder: at en mand, som har en særegen gjenstand, stadig har været heldig med sin fangst osv. Men som oftest har, det en dybere grund. Naar f. eks. et menneske ser, at en fugl som en falk har utrolig let for at komme frem, at hugge fra sig, angribe e. l., saa tillægger han enhver del af samme dyr og særlig hodet med iboende sjæl, nebbet og klørne noget af disse kræfter. Naar ufrugtbare kvinder tar stykker af europæeres skosaaler og hænger paa sig for at faa børn, synes dette neppe unaturligt; thi da de ser, at vi er frugtbare, saa mener de, at gjennem disse skosaaler, som altsaa har dannet underlag for en af os, vil og vor kraft gaa «i deres Klæder, og skal tiene dem i lige Tilfælde».<ref>H. Egede: Grønl. Perl. side 116.</ref> Naar en gut, som spytter blod, og hvis hele familie er brystsvag, faar en sæl-blodprop<ref>Denne bruges til at stanse blodets udstrømmen af den fangne sæls saar.</ref> til amulet, og denne indsys i anoraken foran paa brystet, saa er jo ogsaa grunden tydelig. Det er den samme ''sympatiske overførelse'', som spiller saa stor en rolle i alle landes folke-overtro. Ofte har de dele af sine forfædres klæder eller eiendom til amulet, som regel bedsteforældres. Dette har vel sin grund deri, at de tror, de afdødes aander kan beskytte dem, og naar de nu bærer noget af deres eiendom paa sig, har de lettere for at komme i forbindelse med dem. Der er ogsaa eksempler paa, at de bærer smaa kvindelige og mandlige figurer som amuletter.<ref>Sml. Holm: Med. om Grønl., hefte 10, side 118.</ref> Overgangen fra denne amulettro til fetisjdyrkelse eller rettere afguds- og billeddyrkelse synes mig neppe at være stor.

Overnaturlig hjælp faar grønlænderne ogsaa ved sine trylleformularer. Disse anvendes ved sygdom, mod fiender, i fare osv. og har omtrent samme indflydelse som amuletterne. De staar endnu mindre end disse i forbindelse med aanderne, og paa hvad maade de virker, vides ikke, ja meningen af de ord, som anvendes, kjendes ikke engang, idet de er gamle formularer, som overleveres fra slegt til slegt ved salg. De maa læres i hemmelighed og maa betales straks og meget dyrt, skal de ha kraft. De fremsiges langsomt i en dæmpet, mystisk tone,<ref>Sml. Holm: Med. om Grønl. Hefte 10, side 119 f.</ref> det synes, som de ialfald tildels staar i nogen forbindelse med heksevæsenet. De minder merkelig om vore gamle signekjærringer og deres ofte meningsløse formularer. Det forekommer mig rimeligt, at de maa være reminisenser af gamle skikke, som er tilført udenfra, og hvis oprindelige betydning er gaat tabt. Ifølge Rink kan dog ogsaa trylleformularer læres ved at lytte til en fuglestemme.<ref>Esk. Ev. og Sagn, Suppl., side 194.</ref>

Foruden disse formularer bruges ogsaa tryllesange. Ordene i dem er imidlertid forstaalige ogsaa for de nuværende grønlændere, og de kan synges i andres paahør.

Ifølge Rink synes det, som det almindelig skulde være benytterens afdøde slegtninge eller forfædre, særlig bedsteforældrenes sjæle, hvis hjælp paakaldes ved disse formularer og særlig sangene. Af Holms beretning fremgaar imidlertid intet saadant. Det synes mig dog ikke urimeligt, at de ligesaavel som amuletterne ofte staar i en vis forbindelse med de afdøde og altsaa kan være begyndelsen til (eller overlevering fra?) en mer udviklet dyrkelse af disse. Naar en gut første gange blev sat i kajak, paakaldte f. eks. faren ved tryllesang sine afdøde forældres eller bedsteforældres sjæle om at beskytte ham.

Ofringer til de overnaturlige magter er kun lidet fremtrædende hos grønlænderne. Det mest almindelige er, at de til havets inue, de saakaldte ''kungusutarissat'' (flt. af ''kungusuiariak''), som er glade i rævekjød og rævehaler, ofrer sligt, hvergang de fanger ræve, for at faa god fangst. Desuden kan de ogsaa paa reiser ofre til visse forbjerge, isbræer e. l., som de anser for farlige, for at komme uskadte forbi. Offeret, som ofte er mad, men ogsaa kan være perler eller andre ting, som de sætter pris paa, kastes da gjerne i sjøen udenfor.

Foruden disse religiøse ceremonier har grønlænderne ogsaa andre, særlig visse leveregler, med faste, afholdenhed o. l., som f. eks. kvinder, der skal ha barn eller netop har faat barn, maa iagttage. Det vilde imidlertid føre os for langt her at gaa videre ind paa alt dette.



<center>–––––––––––––––––––</center>


Af denne oversigt over grønlændernes religiøse forestillinger vil det vistnok fremgaa, at disse ikke er saa upaavirkede udenfra, som mange hidtil har været tilbøilige til at tro. De er opstaaede ved indblanding fra forskjellige hold; vi har fundet myter, hvis hjemstavn sikkert er saa fjern som midt inde i Asien, ja vi har fundet dem, som utvilsomt spænder broer mellem Grønland, Sydafrika og Fidjiøerne.<ref>Den mulighed, at slige myter skulde være opfundne ens paa flere steder, er for den større del af dem udelukket; thi dertil er overensstemmelserne for mange og for karakteristiske. Vi kjender vistnok eksempler paa, at stammer kan gjøre de samme opfindelser uafhængig af hverandre paa flere steder; men disse er merkelig faa, og ser vi hen til bestemte redskaber, kulturplanter og færdigheder, er det jo overraskende, hvor disse har kunnet udbrede sig og vandre over store dele af jorden. (Sml. Peschel: Abhandl. zur Erd- und Völkerkunde (1877) I, side 468).</ref> Der ligger lange tidsrum bag slige myters vandringer. Det, som for os kan ha mest interesse, er dog muligens, at vi finder spor til, at vore forfædres optræden i Grønland ikke indskrænker sig til at ha efterladt nogle stenruiner, men har ogsaa sat sit kjendelige præg i de indfødtes aandsliv. Jeg skal nævne endnu et par eksempler paa merkelige ligheder med europæisk, særlig nordisk overtro, som sandsynlig maa være kommen gjennem vore forfædre.

Grønlænderne tror, at børn, som fødes i dølgsmaal eller dræbes, blir til farlige spøgelser (''angiak''). De opsøger bl. a. et hundehode, som de bruger til kajak for at forfølge og dræbe sine slegtninge, enten de børn, moren føder senere, eller ogsaa f. eks. morens brødre, fordi disse ved at dadle hendes opførsel har bragt hende til at føde i dølgsmaal. Undertiden forfølger de ogsaa folk i skikkelse af en fjær, en vante e. l.<ref>Glahn i Nye Saml. af det kgl. norske Vidensk. Selsk. Skr. I (1784), side 271; Rink: Esk. Ev. og Sagn, side 76, 279, 370; Suppl. side 187; Kleinschmidt: Den grønl. Ordbog, side 33.</ref>. Denne forestilling ligner sterkt en i Norge almindelig udbredt tro paa ''utburden''. Det er børn, som blir fødte i dølgsmaal og dræbte, og som altsaa ikke har faat navn. De faar ingen ro, men i form af et synligt eller usynligt spøgelse forfølger de enten moren eller folk, som kommer forbi stedet, hvor de er bleven lagte.<ref>Se Moltke Moes indledning til Qvigstad og Sandberg: Lappiske eventyr og folkesagn, side VII; Nyrop: Mindre afh. udg. af det phil.-hist. samfund (Kjøbenhavn 1887), side 193 f.; Liebrecht: Zur Volkskunde, side 319. Opmerksomheden paa denne Lighed skylder jeg Moltke Moe.</ref> Ligheden mellem denne norske og den grønlandske forestilling er saa stor, at der vel er sandsynlighed for, at den er kommen til Grønland gjennem de gamle nordmænd.<ref>Samtidig bør det dog gjøres opmerksom paa, at lignende forestillinger findes andre steder. Paa Tahiti har Oromatus, den mægtigste af aanderne, en lignende oprindelse, og blandt polynesierne i almindelighed anses børnesjæle for at være sælig farlige. (Sml. F. Liebrecht i «The Academy», III (1872), side 321). Hvad som synes mig at tale for, at grønlænderne har faat sin angiak fra nordmændene, er, at andre eskimostammer ikke har denne forestilling, saavidt jeg har kunnet erfare, ialfald kan den ikke være almindelig hos dem. Selv blandt de sagn, som Holm har bragt fra østkysten, findes angiaken ikke nævnt. Derimod er der flere, som det synes, oprindeligere sagn om almindelige børn, som blir til uhyrer (Sml. Med. om Grønl., hefte 10, side 287; Rink: Esk. Ev. og Sagn, side 123; Suppl. side 125), og et saadant, som paa østkysten er maanens barn med en kvinde (Med. om Grønl., hefte 10, side 281), er paa vestkysten gaat over til at bli en angiak (Sml. Rink: Esk. Ev. og Sagn, Suppl. side 150), hvilket vel er en senere omstøbning, og det saa meget mer, som der ogsaa paa vestkysten findes varianter, hvori angiaken er et almindeligt barn.</ref>

Gaar vi over til deres eventyr, kan der findes mange ligheder med norske og europæiske. Vi har f. eks. i Norge et endnu utrykt eventyr<ref>Meddelt mig af Moltke Moe.</ref> om tre søstre, som var saa giftelystne. Den ene sagde: «Jeg skulde gjerne gifte mig, om jeg saa bare fik en ræv;» den anden, at hun vilde gifte sig, om hun bare fik en buk, og den tredje, om hun bare fik et ekorn. Dermed kom det en ræv, en buk og et ekorn og tog hver sin til kone. Faren besøgte senere hver af sine svigersønner. Da han kom til ekornet, bad dette sin kone om at hænge gryden over varmen, hvorpaa de alle tre gik ud og kom til en elv, hvor ekornet dukkede ned og hentede op ørret. Da manden kom hjem, bad han sin kone sætte gryden over og følge med sig ud. Da de kom til en elv, vilde manden dukke, ligesom han hadde set ekornet gjøre, men han druknede. Paa Grønland finder vi dette eventyr igjen delt i to eventyr. I det ene er det to søstre, som gaar paa stranden og ønsker sig, den ene en ørn og den anden en hvalfisk til mand, hvilke da straks kommer og henter dem.<ref>Rink: Esk. Ev., side 75 f.; Med. om Grønl. Hefte 10, side 276.</ref> I det andet er det et par gamle folk, som bor alene med sin datter. Engang kom en stor, ukjendt mand, som sagde sig at bo i nærheden mod syd, og fridde til datteren. Han fik hende og bad saa ved afreisen svigerfaren om at besøge sig. Dette gjorde denne ogsaa. Da han kom ind i huset, hængte datteren kjedlen over ilden, og manden gik udenfor. Den gamle saa efter ham gjennem vinduet, men saa bare en skarv, som fløi ud paa vandet, dukkede og kom op med en ulke. Straks efter kom svigersønnen ind med en ulke, som den gamle fik at spise. Ved hjemkomsten bad denne sin kone om at hænge gryden over lampen, rodde derpaa med hende et stykke fra land, bandt en sten om halsen, en lang rem om livet og sagde saa til konen: «Jeg vil dukke ned i vandet, naar jeg trækker i remmen, maa du hale mig op igjen.» Han sprang ud og sank, men da konen halede ham op igjen, var han druknet.<ref>Rink Esk. Ev., Suppl., side 119.</ref> Ligheden mellem dette eventyr og den sidste del af det norske er saa stor, at der neppe kan være tvil om dets oprindelse. Den mulighed foreligger dog, at det ikke er kommet gjennem de gamle nordboer, men gjennem Hans Egede og hans folk eller og senere.

Følgende eventyr har lighed baade med asiatiske og europæiske sagn. En renjæger saa engang en mængde kvinder, som badede sig i en sjø. Da han tog den enes klæder, som var den vakreste, maatte hun følge ham hjem og bli hans kone, mens de andre ilede til stranden, tog sine klæder paa, hvorved de forvandledes til gjæs eller fiskeænder, og fløi bort. Hans kone fik en søn, men samlede nu fjær, og ved hjælp deraf forvandlede hun baade sig og sønnen til fugle og fløi bort en vakker dag, da manden var paa fangst. Han gik for at lede efter dem og traf paa en mand, som stod og hug fliser, som forvandledes til fiske. Denne mand satte ham paa halen af en stor laks, som han gjorde af en flis, og bad ham lukke øinene, hvorpaa fisken førte ham til hans kone og søn.<ref>Paul Egede: Cont. af Rel., side 19 f.; Eft. om Grønl., side 55 f.; Rink: Esk Ev. side 91; Med. om Grønl. Hefte 11, side 20, Suppl., side 117.</ref> De amerikanske eskimoer har et aldeles lignende eventyr. Blandt samojederne fortælles det, at en mand gik paa reise, og traf en gammel kjærring, som fældte birketrær. Han hjalp hende og fulgte derefter til hendes telt. Der skjulte han sig, og saa kom syv jenter, som talte med kjærringen og gik igjen. Hun sagde til ham: «I den mørkeste skog der borte er en sjø, der vil de syv piger bade sig, tag den enes klæder.» Han gjorde saa. Resten er aldeles forskjellig fra det grønlandske eventyr, der staar heller intet om, at de forvandledes til fugle, kun at de hadde sit hjem i luften eller himlen.<ref>Castrén : Ethnologiske Foreläsningar (Helsingfors 1857), side 182.</ref> Dette eventyr, hvis lighed med det grønlandske er fremhævet af dr. Rink (Med. om Grønl., hefte 11, Suppl. side 117), ligner dog ikke dette saa meget som et islandsk, hvori det heder, at en mand en morgen tidlig gik ved sjøen og kom til indgangen af en hule. Han hørte, at der blev larmet og danset inde i hulen, men udenfor laa en hel del sælhamme. Han tog en med hjem. Senere paa dagen kom han atter til hulens indgang; da sad der en ung fager kvinde, ganske nøgen og graat. Det var sælen, som eiede hammen. Han gav hende klæder, tog hende med hjem, giftede sig senere med hende, og de fik børn med hinanden. Men en dag manden var paa fiskefangst, fandt konen den gamle sælham, fristelsen blev hende for sterk, hun sagde farvel til sine børn, for i hammen og kastede sig i sjøen.<ref>C. Andersen: Islandske Folkesagn (1877), side 205.</ref> — Det grønlandske eventyr ligner jo forøvrigt de over næsten hele verden udbredte svanesagn, hvoraf vi i Europa har forskjellige. At det ikke kan være ført til Grønland i nyere tid, bevises derved, at Paul Egede allerede hørte det deroppe i 1735. Muligheden af, at det er kommen til Grønland gjennem de gamle nordboer, forekommer mig at bestyrkes noget derved, at svanesagnene eller lignende eventyr ikke synes at ha været almindelige i Amerika. Powers siger f. eks. i sin bog om California-indianerne, at han ikke opdagede noget saadant blandt dem.<ref>Blandt iroqois-indianerne fortælles det dog om syv gutter, som forvandles til fugle og forlader sine forældre. Og ligeledes om en yngling, som gaar og fisker og træffer nogle gutter, som har lagt af sig vingerne og holder paa at svømme. De gir ham ogsaa vinger, som sætter ham istand til at følge dem, men tar senere fra ham vingerne og forlader ham hiælpeløs (Sml Rink: Med. om Grønl., hefte 11. side 21).</ref>

Hvis det ikke her hadde ført os for vidt, kunde der nævnes flere merkelige overensstemmelser mellem de grønlandske sagn og eventyr og europæiske, særlig nordiske. Det viser sig altsaa, at der ikke har været saa ringe samkvem mellem de gamle nordmænd og de indfødte, som man almindelig har villet tro.<ref>Man har hidtil ment, at der hos grønlænderne kun findes spor af dette samkvem i de kap. 1 nævnte sagn om sammentræf med de gamle nordboer, samt i følgende tre ord: ''nîsa'' for nise (eller marsvin), ''kuánek'' for kvanne, samt ''kalâlek'' for grønlænder. At ''nîsa'' er det samme ord som nise (eller oldnorsk nisa), synes rimeligt, ligeledes at ''kuánek'' er det samme som kvanne; hvad der kunde tale derimod, er muligens, at det paa Labrador betyder en spiselig tangart. ''Kalâlek'' har man ment skulde være samme ord som det norske skrælling, hvormed vore forfædre benævnte eskimoerne, og som i en eskimos mund vilde lyde omtrent slig. Lidt overraskende er det imidlertid, at samme ord findes hos eskimoerne paa Alaska i form af ''katlalik'' eller ''kallaaluch'' i betydning af angekok eller «høvding» (Rink: Med. om Grønl., hefte 11, Suppl. side 94; Esk. Ev. og Sagn, Suppl. side 200.) Det er jo dog en mulighed for, at dette ord kan ha vandret did fra Grønland i senere tid. Noget andet, som forekommer mig at kunne være et minde om de gamle nordmænd, er muligens korsbuen eller flisbuen, som Holm fandt paa østkysten, og som tidligere ogsaa fandtes paa vestkysten. Denne forekommer, saavidt mig bekjendt, ikke hos indianerne.</ref>


<center>–––––––––––––––––––</center>


Al denne overtro, som jeg her har omtalt, synes os naturligvis at være en meningsløs forvirring, som det bare er en fordel at befris for. Men lad os sætte os paa deres standpunkt, blir saa ikke dette meget mindre meningsløst end vore kristne dogmer, som jo for dem er en fuldstændig fremmed verden? For at forstaa dem, maatte de først overflytte dem til sin egen ideverden, med andre ord, de maatte gjøre dem mer eller mindre hedenske, før de virkelig kunde gribe dem; thi man maa da ikke indbilde sig, at et folk pludselig paa kommando kan begynde at tænke paa en hel ny maade. Denne omstøbning kostede dem imidlertid meget arbeide, og om de end fremdeles i bunden er hedninger og tror paa sine gamle sagn, saa har dog den nye lære bragt forvirring i deres begreber. Man kunde allerede heraf fristes til at mene, at det vilde ha været rigtigst at la dem faa beholde sin gamle tro uforstyrret. Den gav dem med deres forholdsvis fattige idebeholdning den letteste forklaring paa omgivelserne, den befolkede naturen med de overnaturlige magter, de trængte til trøst, naar virkeligheden blev dem for haard og indviklet. Og hvor er ikke disse myter karakteristiske for eskimoen; f. eks. hans hinsidige boliger? Der er ikke sølv eller guld, ikke prægtige klæder og skinnende sale som i vore eventyr, jordisk rigdom har jo intet værd for ham. Der er heller ikke deilige kvinder, blomstrende haver og sligt. Nei, i høiden er der en jordhytte, lidt større end hans egen, og derinde sidder de lykkelige og spiser raadne sælhoder, som ligger i store hauge under briksene og aldrig vil ta slut, eller og er der herlige jagtfelter med masser af vildt og meget solskin. For ham er vort paradis med engle i hvide klædebon, og hvor de salige sidder rundt omkring paa stole, en kjedelig, bleg tilværelse, som han ikke forstaar, og som ikke kan fremkalde nogen længsel hos ham. Og vi kan neppe fortænke en angekok, som sagde til Niels Egede, at han langt foretrak tornarssuks eller «Fandens Huus», hvor han oftere hadde været; «thi i Himmelen er ingen Føde at bekomme, men i Helvede er Sælhunde og Fiske nok».

Man skulde vente, at missionærernes seier<ref>Missionsvirksomheden i Grønland, dengang et norsk kronland, blev begyndt 1721 af Hans Egede, som fik dannet et kombineret handels- og missionsselskab i Bergen i dette øiemed. Senere er denne mission bleven fortsat af den dansk-norske regjering, og efter adskillelsen i 1814, ved hvilken Danmark kom til at beholde de norske lande Færøerne, Island og Grønland, af den danske regjering. 10 aar efter Egedes ankomst til landet, blev af grev Zinsendorf, som hadde hørt om hans mission, ogsaa sendt tre mæhriske brødre derop Disse skaffede sig ogsaa en liden menighed, og denne tyske eller hernhuttiske mission har ligeledes siden været fortsat; den har nu nogle faa stationer i Godthaabs distrikt og et par i den sydligste del af landet. Disse hernhuttiske menigheder udmerker sig, saavidt jeg kunde opfatte, mest ved, at der i dem er en endnu større nedgang og elendighed end hos andre grønlændere.</ref> over den hedenske tro maatte bli letkjøbt hos et saa fredeligt og godmodigt folk som det grønlandske; men dette kan dog neppe siges at ha været tilfældet. De indfødte hadde mange indvendinger at gjøre mod de kristne paastande; de kunde f. eks. ikke fatte, at den brøde, som Adam og Eva begik, «kunde være saa stor og efterdrage saa sørgelige Sviter», at hele menneskeslegten skulde forbandes derfor. «Men eftersom Gud vidste alle Ting, hvi tillod han da, at de første Mennesker skulde synde?» Det med den frie vilje syntes de rent ud sagt var noget vaas, og var det forhindret, var jo Adams afkom ei blit saa fordærvet, og Guds søn forskaanet for at lide.

En pige var ingenlunde tilfreds med de svar, hun fik derpaa, «hun vilde ha det saa besvaret, at hun kunde bejae det inden i sig og føle, at det var sandt, og at hun kunde gjøre dem ordløse, som havde saa meget at sige imod den Deel af vor Lærdom.» Ligeledes fandt de ud, at Adam og Eva maatte ha været meget enfoldige, som kunde gi sig i prat med en orm, og «at de vare meget kiær for Frugt, at de vilde heller døe og lide Ondt, end miste nogle store Bær.» Andre mente, det var kavdlunakerne (europæerne) ligt; thi «de Gierrige Folk faae aldrig nok, de har og de vil have mere end de bruger.» En angekok syntes, det var uheldigt, at Kristus, den store angekok, som endog kunde gjøre døde levende, ikke var født hos eskimoerne, de vilde ha elsket ham og været ham lydige, ikke gjort som de daarlige kavdlunaker. «Hvilke galne Mennesker! dræbe den, der kunde gjøre levende!» Da de saa, at kristne europæere sloges og skjeldtes, hadde de liden tro til den kristne lære og sagde: «Maa skee, naar vi fik den Kundskab, bleve vi og umenniskelige.» Og de mente, at der ikke kunde findes skikkelige europæere, uden at de hadde været «nogle Aar i Grønland og lært Mores».

Nogle spurgte, hvorfor Gud ikke før hadde git dem underretning, hvis kristendommen var saa nødvendig, da kunde jo deres forfædre og kommet til himlen. Da Paul Egede svarede, at maaske hadde Gud set, at de ikke vilde anta ordet, men snarere foragte det, og derved blit end mer strafskyldige, sagde en gammel mand, at han hadde kjendt mange skikkelige folk, ja hadde selv hat en from far, og om der var dem, som hadde foragtet ordet, «saa var der dog Qvinder og Børn, som altied ere Lettroende». Da Paul Egede forklarede dem, at jordens gods eller «Lumpne-tøi» var altfor uværdigt til at komme i himlen, svarede en: «Jeg vidste ikke, at dette var ikke værd at tænke paa, naar der er saa got, hvi vil vi da saa nødig forlade dette?»

Da skriften skulde oversættes, viste der sig ogsaa at være store betænkeligheder derved. Flere af de kristne grønlændere selv mente, at det ikke vilde være gavnligt for deres vantroende landsmænd, at de f. eks. fik vide om «Jacobs Tredskhed, og Bedrageri mod Fader og Broder, Patriarkernes Polygamie, især Simeons og Levi magesløse Ondskab.» «Loths Historie» synes de ogsaa var uheldig. «Et Udtog af de Betydeligste var nok bedre for dette Folk.»<ref>Sml. P. Egede: Eft. om Grønl., side 117, 162.</ref>

Alterens sakramente maatte naturligvis i deres øine synes det argeste hekseri, ligesaa daaben. Da de engang hadde set nogle af europæerene foreta denne ceremoni, spurgte en angekok mig, siger Niels Egede, «hvorfore jeg skieldte alle Tider paa dem som vilde Hexe, og nu saae jeg at Præsten Hexede over Eder.» Hvortil Egede ikke fandt andet end det noget indholdsløse svar, at det var «efter Christi Befaling», mer synes han ikke, «at den Fante burde vide». Da missionærerne engang sagde til en anden mand, «at han skulle i Besynderlighed takke Gud, som hafde givet ham mange Børn,» blev denne sint og svarede: «Det du siger at Gud har givet mig Børn, er een stor Løgn, thi jeg har selv gjort dem. Er det ikke sandt?» sagde han til sin Kone.»

Deres kritik af missionærernes lærdomme og optræden var undertiden saa bidende, at endog den forstandige og brave kjøbmand Dalager maa tilstaa, at «endogsaa de Vanvittigste langt ude fra Colonien ofte herudi have giort mig saadanne Objectioner, der have drevet mig Sveden ud af min Pande, og bragt mig til at stønne.»

Gudstjenesten synes i begyndelsen at ha kjedet dem meget, de vilde hellere høre om Europa og kom med mange naive spørgsmaal: «om kongen var meget stor? om han var sterk, om han var en stor angekok, og om han havde fanget mange hvalfiske?» Paul Egede beretter, at naar de syntes, hans far talede for længe, «gik de hen til ham og spurgte om han ikke snart vilde holde op. Han maatte da maale paa Armen, hvor stort Stykke der var tilbage, og naar det blev vist, gik de hen og satte sig, flyttede Haanden hvert Øieblik, og naar den som prækede holdt op ved en Mening, skyndte de sig at flytte Haaden ud til Fingrene; men naar han begyndte igien, raabte de: Ama d. e.: endnu mere, og flyttede Haanden tilbage paa den halve Arm. Jeg som stod for Sangen, holdte de oftest for Munden med en vaad Sælskind-Vante, naar jeg begyndte en nye Psalme eller sang for længe».

Missionærernes optræden ligeoverfor de indfødte har neppe altid været lempelig. Et par eksempler, valgte iflæng fra deres egne beretninger, kan nævnes: «Jeg lod ham vide, at hvis han ikke vilde lade sig overtale med det gode, men foragtede Guds Ord, skulle han faae samme Tractement af mig som andre Angekoker og Løgnere har faaet (nemlig Prygl)». «Da jeg havde længe brugt gode Ord og Formaninger, og det altsammen ikke kunde hielpe, greb ieg til mit sædvanlige Middel og Karneflede ham dygtig og jagede ham paa Dørren».<ref>Niels Egede : 3dje Continuation af Relationerne, side 32, 45.</ref> En pige blev slaat af sin «prest, fordi hun ikke kunde troe, at Gud var saa streng, som han forestillede ham; han havde sagt, at alle hendes Forfædre vare hos Tornarssuk, og skulde pines uden Ende, fordi de ikke kiendte Gud». Hun undskyldte dem med, at de ikke vidste det; men han blev vred, og da hun engang sa, «at det var hende skrækkeligt at høre Gud var saa forfærdelig vred paa dem, som forsaae sig, at han ikke kunde tilgive evindelig, ligesom onde Mennesker pleie at giøre», fik hun tamp.<ref>Paul Egede: Eft. om Grønl., side 221.</ref> At høre om slig optræden af landsmænd og kristne missionærer ligeoverfor et saa fredeligt folk maa skurre i vore øren, men har neppe gjort et bedre indtryk paa de indfødte. Man maa beundre deres godmodighed, som ikke jog dem ud af sine huse. Til missionærernes undskyldning tjener, at de var født i Europa og i en tid noget raaere end vor.

Det gik ogsaa daarlig og langsomt med de indfødtes omvendelse i begyndelsen; men saa opdagede disse efterhaanden, at missionærerne igrunden var store angekoker, og at deres ceremonier, vanddaaben, Guds ord og formularer, de kristne bøger osv. var tryllemidler, som egnede sig godt til at helbrede sygdom, beskytte mod nød, skaffe god fangst og andre fordele, for ikke at tale om, at omvendelsen og lidt hængen med hodet ofte bar øieblikkelige følger i form af smaabelønninger af de ivrige missionærer; de sagde derfor om disse: «De er skikkelige Folk, vi fik Mad, naar vi troede og saa bedrøvede ud.» Da en far, hvis søn var farlig syg, hadde prøvet forskjellige angekoker, raadførte han sig med en gammel og erfaren, om han «ikke skulde søge Trøst hos Præsten ved Colonien, hvortil den Gamle med Koldsindighed svarede: Du kand herudi giøre efter dine Tanker, thi jeg holder fore, at Guds Ord og fornuftige Angekoks Ord, er lige kraftige». Dette er efterhaanden blit en almindelig opfatning, og da det flere gange slog saa heldig til, at Guds ord i lignende tilfælde saa ud til at virke kraftigere end angekoks ord, ja saa var det jo naturligt, at nogle lod sig døbe, og gav de først eksemplet, var der nok af dem, som fulgte efter, særlig hvis ansete fangere gik foran.

Men om end grønlænderne i navnet gik over til kristendommen, holdt de og holder fremdeles i mere eller mindre grad ogsaa paa sin gamle tro. Det var i begyndelsen meget vanskeligt at faa dem overbeviste om det usande i deres angekokers besynderlige paafund og historier. Naar de bebreidedes dette, svarede de troskyldig, «at de var ikke vant til at lyve, og derfor trodde de alt, hvad man sagde til dem». Som eksempel paa deres merkværdige lettroenhed fortælles der bl. a. af Niels Egede: «Den 23 Februarius kom een Pige grædende til mig, og klagede sig, at en gammel Hexe-Kiælling havde sagt at hun var frugtsommelig, jeg spurgte hvad det kom mig ved, og hvi hun havde ladet sig besvangre, det anstoed ingen Jomfru til at giøre saadan Gierning, men hun svarede at hun viste ikke af nogen Mand, bad mig saa finde paa hendes Mave hvor haard den var, men som jeg viste at hun havde spist halvkogte Erter, sagde jeg, at hun havde ondt deraf.» Han gav hende derefter lidt brændevin og sagde, at hun «skulle giøre Barsel inden Morgenen med det Foster af Erter.» Næste dag kom hun, takkede ham og sagde, «at hun havde aldrig været i saadan Angst før.» Da hun blev spurgt, hvorledes de kunde være saa enfoldige at lade sig indbilde sligt, sagde hun: «Vi troer alle Ting.»

At de imidlertid ikke trodde paa alt, hvad europæerne fortalte dem, synes dog bl. a. at fremgaa deraf, at da nogle grønlændere ikke kunde faa indbildt Niels Egede, at «de havde dræbt en Bjørn paa Disco, som var saa stor at han havde lis paa Ryggen, som aldrig smeltedes», sagde de: »vi har troed det som du fortæller os, men du vil
ikke troe det vi siger dig.»

Som eksempel paa, hvor dybt den kristelige opfatning gaar, og hvordan de tildels endnu opfatter daaben, kan nævnes, at en kateket, som altsaa er prestelig uddannet og er prestens stedfortræder, engang for nogle aar siden i Nordgrønland døbte ikke alene sine sognebørn, men ogsaa sine hundehvalpe i navnet Faderens, Sønnens osv. Hans kone fik ingen børn, og det mente han derved at raade bod paa; aaret efter fik hun ogsaa ganske rigtig et barn.

Det af deres gamle hedendom, som nu spøger mest i deres fantasi, er, saavidt min erfaring gaar, ''kivitut'' eller fjeldmenneskerne (sml. ovenfor), som de frygter meget, og som de ser ret som det er; mens vi var ved Godthaab, saas der slige flere gange. Hvergang der blir stjaalet fra deres forraadsgjemsler, er det naturligvis kivitut, som har gjort det, og blir en kajakmand borte, og liget ikke findes, er han straks gaat tilfjelds og blit kivitok. Denne tro synes i den senere tid at ha tat sterkt overhaand. En kateket irettesætter i «Atuagagdliutit» sine landsmænd derfor og udbryder: «Nei, lad os om dem, som omkommer paa det farefulde hav, blot tro, at de udhviler sine lemmer paa havbundens store begravelsesplads, og at deres sjæle lever i evighedens glæder.»<ref>Oversat af fru Signe Rink.</ref>

Hvor indgrod deres overtroiske rædsel er, blev jeg engang overbevist om paa en uhyggelig maade. Det var sent en kveld i Godthaab, at jeg gik over i et af grønlænderhusene med et brev, som skulde sendes næste morgen tidlig med nogle fremmede kajakmænd. Da jeg kom ind, laa hele huset i dyb søvn, mænd og kvinder side om side bortover hovedbriksen, oplagte som sild paa en tofte For ikke at forstyrre mere end nødvendigt, vilde jeg vække husets ene ugifte søn Jakob, som laa alene paa vindusbrisken, og som var min gode ven, hvem jeg daglig omgikkes. Jeg ruskede i ham og raabte Jakob ind i øret paa ham. Han sov lige tungt, og jeg maatte ruske ham baade længe og eftertrykkelig, før han endelig gløttede lidt paa øielaagene og gryntede, men saa fik han se mig, bøiet over sig, øinene blev stive af rædsel, han skvat op, satte i et forfærdeligt skrig, spændte og slog. Han ilskreg værre og værre og drog sig stadig fegtende agterover paa briksen. Nu skvat alle paa hovedbriksen ogsaa op og stirrede stivt som den anden, mens jeg stakkar stod der maalløs af forbauselse over, at min fredelige ringhed skulde afstedkomme saa meget leven. Omsider fik jeg dog mælet igjen, nærmede mig Jakob, strakte armene ud imod ham, og talte beroligende ord. Men nu blev det værre end nogensinde. Da jeg saa, at intet nyttede, tidde jeg stille og begyndte at le, da stansede pludselig hylene ligesaa braat, som de var begyndt, Jakob blev ligesaa rød i ansigtet, som han før var hvid, og mumlede skamfuld noget om, at han hadde sovet og drømt om en kivitok, som vilde ta ham med tilljelds. Jeg gav ham brevet og saa til at forsvinde, saa hurtig jeg kunde. Dagen efter var det ude over hele kolonien, at jeg hadde været kivitok, man hadde hørt hylene i nabohusene.




</blockquote>

==Fotnoter==
<references/>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på norsk]]
[[Kategori:Inuitisk religion og mytologi]]
[[Kategori:Grønlandica]]
[[Kategori:Fridtjof Nansen]]