Vis kilden til Et Tilbageblik paa de ældre Stednavnes almindelige Karakter

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Et Tilbageblik paa de ældre Stednavnes almindelige Karakter]] !!  !! 
|-
|}



<center><big>'''[[De danske stednavne]]'''</big><br>[[Johannes C. H. R. Steenstrup biografi|Johannes Steenstrup]]




<big><big>'''10. Et Tilbageblik paa de ældre Stednavnes almindelige Karakter'''</big></big>
</center>



Vi skal nu kaste Blikket tilbage paa de danske Stednavnes almindelige Karakter og paa de Ejendommeligheder, de har fremvist i de forskellige Tidsrum.


Man kan for alle vore gamle Navne opstille som ubetinget karakteristisk, at de var prosaiske. Dette skal siges til deres Ære og uden Tanke om at forringe deres Værd. '''De var nøgterne, praktiske og havde dog Sprogets gode Klang'''. Hvis de indeholdt Personnavne, sagde de, hvem der havde grundet Byen, og naar de nævnte Naturforhold, pegede de redelig og træffende netop paa noget, som var ejendommeligt ved Jordsmonnet, Beliggenheden eller Plantevæksten. Man har i nyere Tid og ikke mindst i vor Tid været tilbøjelig til at blande Poesi ind i Navngivningen; det er for alle, som vil tolke de ældre Navne, derfor værdt at huske paa, at Stednavnene først og fremmest var nøgterne.


Dette kan oplyses ved et Eksempel. Ved Navnet Nøddebo tænker vi uvilkaarlig paa et hyggeligt Bo og Hjem mellem Hasselbuske; baade den skønne Plet ved Esrom Sø og den hyggelige Præstegaard i det tænkte Nøddebo ved Roskilde Fjord (i Henrik Scharlings Bog) vil friste os dertil. Den gamle Form af det esromske Navn er Nøthebothe, og den viser os for det første, at her ikke er Tale om et Hjem, men om Boder (Bothe), hvad der overalt vil sige Skure eller Husrum, der kun er i Brug ved bestemt Tid og Lejlighed; de findes ved Skove, Moser eller Strande. Boderne hedder nu to Fiskerlejer i Danmark, hvor der før kun fandtes fiskende Folk i Fangsttiden. Der har altsaa her ved Esrom Sø været Skure eller Træhytter til midlertidig Ophold, og de har været indrettede for Nødene, Kreaturerne, og deres Vogtere; et Kvæghøvede kaldtes og skreves i Middelalderen Nøth. Den samme Oprindelse har flere Nøddeboer i Skaane.


Man kunde imod, hvad der er sagt om Stednavnenes nøgterne Karakter, maaske ville indvende, at vi dog træffer Stednavne som Favrholm, Favrholt, Favrhøj, Favrlund og Favrskov, og '''fager''' betyder jo skøn. Hertil maa dog for det første bemærkes, at man vel nok, naar man i ældre Tid betegnede et Sted som fagert, ikke netop i saa høj Grad tænkte paa dets Skønhed og æsthetiske Værd, men derimod paa Vegetationens rige og fyldige Vækst og Stedets frugtbare Natur. Og dernæst er disse Stednavne ikke gamle, i Kong Valdemars Jordebog findes saaledes ingen. Endelig er det ved flere af dem ret tvivlsomt, om vi her møder Ordet fager. Saaledes skreves Hovedgaarden Favrskov Nord for Aarhus i ældre Tid stadig Farskov, og Navnet synes at indeholde det samme Forled, som findes i Farwith, den vidtstrakte Skov, som i Oldtiden dækkede store Strækninger lige Nord og Syd for den sønderjydske Grænse ved Kongeaaen, og om hvilken flere Navne Farris i Danmark og Slesvig endnu minder.


Man vil maaske sige, at der over et saa almindeligt Stednavn som '''Fuglesang''' hviler nogen Poesi. Imidlertid vil sikkert enhver, som kender lidt til de gamle Tiders Navneforraad, tilstaa, at dette Navn ogsaa er kommen langt bort fra den gamle nøgterne Maade at benævne paa, og i Valdemarernes Tidsalder og et Aarhundrede derefter findes det ikke. I Sønderjylland findes der nu over en Tylvt Steder med dette Navn og i Danmark over dobbelt saa mange. Det er imidlertid Benævnelser paa Gaarde og Huse, og vel bærer et Par Landsbyer dette Navn, men de er opstaaede i en sen Tid, og Navnet fra et enkelt Sted er overført paa dem. I den Retning har Kroerne virket — i Pommerby i Svansø hedder Kroen Fuglsang — og ligesaa Vandmøller, Skovridergaarde og lignende Steder, af hvilke flere hedder Fuglsang. Navnet forekommer især i Skovegne og i Nærheden af Købstæder. I Danmark er vist Hovedgaarden paa Laaland det ældste Eksempel paa Navnet, den kendes tilbage til Valdemar Atterdags Tid. I Sønderjylland træffer man næppe Navnet før end Erik af Pommerns Tid.


Man maa ikke heller vente Blomster i Stednavne, nej — nyttige Planter, som Rug, Byg og Havre, og alle Skovens Træer, endvidere et større Plantedække, som Lyng, Fleg, men '''ikke Roser og Lilier'''. Tolkningen af Roskildes Navn er ikke let, men det kan forstaas som Roars Kilde, saaledes som gamle Krøniker jo tyder det; vist er i alt Fald, at det ikke har noget med Roser at gøre. I Byens Segl ser man da heller ikke i ældre Tid Roser over Brønden, først paa Dronning Margretes Tid finder man det smykket paa denne Maade. Og senere Tider har i det Hele været virksomme for at anvende Rosen i Stednavne. Naar den kommer frem i saa mange Herregaardes Navne, skyldes det væsentlig Ejerens adelige Slægtnavn og den Rose, som fandtes i hans Vaabenskjold. Og i at benytte Rosen som Pryd har man været mest ivrig i den nyeste Tid. Gennem Odense løber et spinkelt Vandløb, Rosenbæk, men indtil for hundrede Aar siden hed det simpelthen Bækken eller Byens Bæk, og Rosenaa i København, der løb fra Ladegaardsaaen til Vesterbro og Stranden, har faaet sit Navn i en lignende ny Tid.


Fordi en Bakke eller et Bjerg ragede højt i Vejret, vilde man heller ikke i de gamle Dage betegne den efter '''Himlen'''. Naar den skovklædte Bakke ved Mariager nu hedder Himmelkol og en Højde ved Vejle hedder Himmelpinden, kan man mærke, at nyere Tids og Bylivs og Boglivs Smag har gjort sig gældende, og saaledes forholder det sig ogsaa med nogle andre jydske Himmelkol’le. Selv det berømte Himmelbjerg var ikke i 1820erne i stærkere Grad kendt under dette Navn end, at da nogle rejsende spurgte efter Stedet, blev der af Bonden svaret: »Det maa sagtens være Kollen, de gode Folk mener«. Den første Gang, Navnet forekommer, er i »Danske Atlas« (1768); dér gøres Bjerget tre Gange saa højt, som det i Virkeligheden er.


Ikke desto mindre var de gamle Navne poetiske paa deres Maade. Er det ikke smukt, at man kalder den lille Ø, som ligger ved den størres Side, '''en Kalv'''? Saaledes nævner Kong Valdemars Jordebog Fænø og Fænø Kalv, Strynø og Strynø Kalv. Dette var en almindelig Betegnelsesmaade i Norden og tildels andensteds; saaledes ligger i det irske Hav ved Man Calf of Man, og i den gamle plattyske Søbog eller Vejledning for Søfarende hedder det om en Havn i England, at der her ligger to Klipper: »de ene het de koe, unde de ander dat kalf«. Men dette har vor poetiske Tidsalder ofte saa underligt misforstaaet. Kun naar den lille Ø ligger ved den størres Side, kommer Billedet af Kalven frem. Naar det derfor siges, at Kalvø, som har givet Kalø Vig Navn, skal forstaas paa denne Maade, er det jo ganske urigtigt; allerede det tilføjede Ø viser hen paa en anden Tolkning, nemlig paa samme Maade som man tyder Bjørnø, Hjortø, Nødø, og endvidere findes her slet ingen anden Ø, hvis Kalv den skulde være. Paa lignende Maade gaar det med Kalvø i Kysing Fjord, der tilmed er den større af to nu inddæmmede Holme; Kalvø i Skanderborg Sø er større og højere end sin Tvillingø Sønderø. Kalvø ved Gylling og Kalvø i Genner Fjord ved Haderslev ligger ensomt, og alle disse Øer hedder saaledes, fordi man sendte Kalvene derover. Dette er god og nyttig agrarisk Prosa, medens Kalven ved Moderens Side er Poesi.


Der ligger jo dog ogsaa Poesi deri, at man giver en Flade, der rejser sig bugnende som '''et Skjold''' over Mandens Bryst, Navn efter dette Værge. Saaledes ligger Skjolde ved Horsens paa den brede Bakkes Top, Skjoldager ved Gram i Slesvig fladt og højt, Skjoldborg i Thy paa en stor rund Bakke. Hvad der gjorde sig gældende i lang Afstand som højt og stort, eller hvad der saas som bredt og vidt, sagdes i gamle Dage at skjolde. Saaledes skriver en Forfatter 1592, at Regn er at vente, naar høje Bjerge og store Klinter synes at skjolde højt i Vejret, og den samtidige Lyschander synger om Kronborg:
<blockquote>
:hvor Borgen hin blaa 
:over Bølgen graa 
:den skjolder paa hviden Sande.
</blockquote>
'''Alle gamle Stednavne er dernæst alvorlige.''' Som bekendt har Folkehumoren i nyere Tider været meget flittig med at opfinde Navne. Ikke blot døbte man Stedet efter hvad der ikke fandtes (Kornløs, Brødløs), men den tarvelige Hytte blev Slot eller Borg, og Navnene Paradis og Himmerig var ikke saa alvorlig mente. Naar man maatte vente sure Timer paa Færgen, maatte Færgegaarden undgælde, derfor kom Færgestedet ved Oddesund, hvor man sættes over til Thyholm, til at hedde Pinen, og naar man i Salling fra Færgestedet Pinen sattes over Sundet til Mors, naaede man Plagen. Ved Møllen maatte man ærgre sig over den lange Ventetid; baade ved Sakskøbing og ved Svendborg ligger der Møller, som hedder Ventepose. Især fik dog Kroerne tidligt baade lokkende og skrappe Navne, saadanne som Bilidt, Komigen, Snurom, Staalidt, Sultenborg.


Alt dette er saa at sige ukendt i den ældre Navngivning, først i den senere Middelalder dukker denne Art Navne frem — og i Købstæderne synes man at være gaaet i Spidsen — en større Udbredelse har de dog først fundet i de sidste Aarhundreder.


Man vil endvidere have bemærket, at '''Stednavnene aldrig har Navn af Begivenheder''', som er foregaaede paa Stedet, det vil aldrig være en Kamp, et Slag, en enkelt Hændelse, hvorom Navnet minder. Tidligere var baade Almuen og de Lærde saa tilbøjelige til at ville sætte et Stednavn i Forbindelse med en bestemt Tildragelse i Fortiden. Saaledes skulde Oddesund have Navn af, at Kejser Otto var trængt saa langt op i Jylland som til dette Sted, hvor han havde kastet sit Spyd ud i Limfjorden; Skydebjerg paa Fyn var det Sted, hvor Palnatoke havde skudt Æblet af Sønnens Hoved. Det vil i Virkeligheden aldrig være Tilfældet, at et Stednavn kan afledes paa denne Maade, og kun saadanne Handlinger sætter sig Mærke i Stednavnene, som gentages jævnlig paa samme Sted, saaledes ved de mange Tinghøje, Bavnehøje og lignende. Det kan ogsaa hænde, at for Eks. en Skov er bleven kaldet Trætteskov, naar den nemlig er bleven bekendt som den, hvorom der gennem lange Tider har været Retstrætte.


Den største Del af vore Landsbyer gaar tilbage til Hedenskabets Tid. Det er allerede nævnt, hvorledes baade Aseguderne og de hedenske Helligdomme kan være erindrede ved deres Navne. Til '''kristen Tid''' vises vi hen ved de mange Navne Kirkeby, Kirkegaard, Kirkerup, Kirketerp, Kirkholt, og om Klostrenes og Munkenes Tidsalder har vi jo ogsaa mange Minder bevarede i Stednavne. Det er ogsaa mest til Katholicismens Tid, at de med Bisp sammensatte Stednavne hører; ofte har de faaet et fremmed Udseende, saaledes er Bejstrup i Øster Han Herred Biskops Torp, Bistrup (Hospital) ved Roskilde ligesaa, Bistoft Syd for Flensborg hedder i Kong Valdemars Jordebog Byscopstoft, mange Bisgaarde maa forklares paa samme Maade.


Her maa ogsaa de mange Navne, der sammensættes med '''Kors''', erindres. Det var ikke alene paa hellige Steder, at man i den katholske Tid rejste Kors, de traadte tillige i det daglige og verdslige Livs Tjeneste. Man satte saaledes Kors paa Pynter, for at de kunde vejlede som Sømærke. Korsemarke var det tidligere Navn paa den fremspringende Kyst Korsnakke Nord for Nakskov, og Korshage er det nordligste Punkt paa Rørvig Halvøen ved Isefjord. Paa Korsehoved ved Lindelse Nor paa Langeland skal der have staaet et Kors, ved hvilket de Søfarende holdt Bøn, naar de skulde rejse ud. Korsø er en Del af Aarø i Lille Belt, og her er Landingsplads, Korshavn er Navnet paa den østlige Del af Avernakø og paa Byen dér, og nordligt paa Halvøen Hindsholm ligger Korshavn, der er Stoppeplads eller Vinterhavn, naar Isen paa Odense Fjord lægger til (om Korsør se nedenfor S. 80). Ved de mange Korskilder, der havde lægende Kraft, var der rejst Kors, ligesom man satte saadanne ved vigtige Vejskel, ved Korsveje eller paa Steder, hvor voldsom eller pludselig Død var hændt. Heraf har et stort Antal Korsgaarde faaet Navn, men andre har i sin Tid tilhørt et Hellig Kors Alter i en eller anden Kirke.


I denne Sammenhæng bør vi ogsaa erindre, hvor ofte man i Nærheden af Købstæder mærker den hellige Georg eller '''Jørgen''' nævnt. Til ham var nemlig Hospitalerne eller Optagelseshjemmene for de spedalske viede; disse turde ikke findes i selve Byen. Sankt Jørgensbjerg er derfor en Forstad til Kalundborg, og St. Jørgen er en Forstad til Odense og Slesvig. Paa den Bakke udenfor Roskilde, som tidligere hed Spitalsbjerg, ligger St. Jørgensbjerg; St. Jørgens Sogn er Nabo til Svendborg; St. Jørgensmark ligger ved Odense; en St. Jørgensgaard fandtes tidligere udenfor Nykøbing paa Mors og udenfor Grenaa, og Jørgensgaarde ligger tæt ved Flensborg og Aabenraa. Sankt Jørgenssø i København minder ogsaa om det gamle Hospital. Det mærkelige Navn Spejlsby paa Møn har samme Oprindelse. Her laa en St. Jørgensgaard og et Kapel; efter Hospitalet fik Byen Navnet Spitalsby, Spidelsby.


Hvordan Sider af Kulturlivet kan afspejle sig i Navngivningen gennem Tiderne, vil et enkelt Forhold kunne oplyse om.


De danske Stednavne har det tilfælles med mange andre Landes Navne, at '''Kvinder kun lidt er blevne mindede ved dem'''. Man kan næsten aldrig i de foran nævnte store Navneklasser, hvori Personnavne indgaar, paavise et Kvindenavn. Her bør det maaske først siges, at Kvinderup ved Slangerup ikke bærer Navn efter Kvinder, uagtet Nabobyen hedder Manderup og en Tydning efter de to Køn ligger saa fristende nær. Imidlertid vilde man jo dog paa et hvilket som helst andet Sted i Landet fortolke Manderup paa samme Maade som Mannarp og Mannestad i Skaane af et Mandsnavn Manne, og derfor har det sandsynligvis ogsaa her denne Oprindelse. Da nu endvidere Nabobyens Navn i gamle Dage ikke var Quinnætorp, men Quintorp, Quindrupe, bør det udledes af et Mandsnavn; om et saadant har vi Vidnesbyrd i et Quinnestad i Vestergøtland, maaske ogsaa i det danske Quimæruth.


Derimod kan Almuen snarere have haft Ret i sin Antagelse om, at en Landsby ved Roskilde Fjord erindrer om en Kongedatter, nemlig Skuldelev. Denne Landsby ligger paa Halvøen Horns Herred Nord for Lejre, og til dette Danmarks gamle Kongesæde knytter sig det uforglemmelige Minde om Rolf Krake, der kom til at lide Døden ved sin onde og ærgerrige Søster Skulds Svig. Det var fristende for Forestillingen at antage, at Landsbyen ved Fjorden mindede om hende. Allerede en gammel Krønike, som synes at skrive sig fra Valdemarernes Tid, fortæller, at Skuld havde til Underhold for sig og sine Møer faaet i Forlening Horns Herred, og at hun her grundede Skuldelev. Det er jo muligt, at det virkeligt forholder sig saa, eller i hvert Fald at Bynavnet Skuldelev indeholder et Kvindenavn, men i saa Fald synes den rigtignok at staa ganske ene mellem de halvfjerde Hundrede Byer paa -lev fra de gamle danske Landskaber, idet de ellers alle er sammensatte med et Mandsnavn.


Der kan mulig anføres nogle faa andre Navne; Kong Valdemars Jordebog nævner saaledes et Gunnildethorp paa Falster. Men Ludserød ved Hillerød har næppe Navn efter en Kvinde med det fremmede Navn Lucie; Nybyggeren har snarere været en Mand Luse, hvilket Mandsnavn vi ogsaa finder i det sjællandske Lusthorp, nu Lystrup, og i nogle jydske Lustrup’er. I Skaane findes Sirekøping, den har aldrig været en Købstad og skrives da ogsaa i Kong Valdemars Jordebog Sygrithekiøp. Det er altsaa en Gaard, som en Kvinde ved Navn Sigrid har købt. Sigrid har maaske været gift, og hun har villet betegne, at Gaarden var hendes Særgods og ikke Mandens Eje. Til en saadan Tolkning ledes man naturligen ved Landsbyen Høsterkøb i Sjælland, thi den hed paa Valdemarstiden Husfrukjøb og synes altsaa netop at være en Gaard, som en Hustru har købt for sine egne Midler.


Helt ned igennem Middelalderen vil man kunne iagttage, at Gaardes Navne sjælden minder om Kvinder. Dog bringer Voldstedet Dronningholm ved Frederiksværk en Kvindes Stilling i Erindring; hin gamle Gaard kendes i alt Fald tilbage til Valdemar Atterdags Tid [Drotningholm]. Paa Kristian III’s Tid fik ligeledes Borgen i Randers Navnet Dronningborg, og Dronningerne Sophie Amalie og Charlotte Amalie lod Gaarde i Nordsjælland og i Vendsyssel kalde Dronninggaard og Dronninglund.


Vi er nu naaede ned til Enevældens Tidsalder, og paa den Tid skete det flere Gange, at Mænd mindede om deres Hustruer paa den Maade, at de lod Gaard og Gods faa Navn efter Hustruens Slægtnavn. Den bekendte Rigsraad Kristen Skeel lod saaledes sin Ejendom Egøjegaard kalde Rudholt efter sin Hustru Birgitte Rud (nu hedder den Billesborg). Oluf Rosenkrantz, der paa Kristian V’s Tid maatte bøde haardt for sit Forsvar for den gamle danske Adel, gav sin Gaard Navnet Krabbesholm efter sin Hustru Elsebe Krabbe, og Gehejmeraad Holger Vind opkaldte sin Gaard Gjeddesdal efter sin Frue Margrethe Gjedde. Sjælden blev Fornavnet erindret, dog var det en Vinding, at Landsbyen Rumpe, som Frederik III skænkede til sin tapre Admiral Henrik Bjelkes Hustru Edel Ulfelt, og som af hende omdannedes til et Gods, fra nu af fik Navnet Edelgave.


Vi skal ind i mere følsomme Tidsaldre, førend det bliver almindeligere Skik, at Gaardes Navne optager Kvinders Daabsnavne. I 18de Aarhundrede dannedes nogle. Skierbæk ved Assens omdøbtes til Minendal efter Grev Wedells Hustru Mine, Teglhave ved Slien fik Navnet Louisenlund efter Kristian VII’s Søster, og forskellige af de den Gang saa yndede Kvindenavne paa -ane og -iane satte sig Spor. Paa den Tid lod Regeringen ogsaa Nybygder og Kolonisteder indvie til Dronninger eller bære deres Navne, saaledes Julianehede paa Heden ved Silkeborg, Louisenebene ved Tønder og Julianenebene ved Ejder, og derfor kom ogsaa Inddæmningerne paa Slesvigs Vestkyst til at hedde Juliane-Mariekog og Mariekog. Men først i det 19de Aarhundrede fik Kvindenavnene større Anvendelse i Gaardes Navne.


Til Slutning vil vi kortelig omtale, hvordan man i de sidste Menneskealdre har dannet Navne, derved vil ogsaa Forskellen fra de ældre Tider blive belyst. Forbruget af Navne har i det 19de og 20de Aarhundrede været overordentligt, og det er vokset med hvert Aarti. Naar det tidligere væsentlig var Landsbyerne og de større Gaarde samt Landstederne og Kroerne, der havde særegne Navne, skulde der nu ogsaa findes saadanne for Fabrikerne, Andelsmejerierne, Menighedshusene, Forsamlingshusene, tilsidst for de større Huse i Købstæderne. Endnu for halvt Hundrede Aar siden var det nærmest enkelte Retninger i Aandslivet, der satte sit Præg paa Navnene, saaledes er Guderne fra Nordens hedenske Oldtid jo nu mindede hundredfold oftere, end da man troede paa dem. I den sidste Menneskealder har derimod Ideer og Tanker allevegne fra gjort sig gældende, og saaledes har de stærke Forbindelser med Amerika og andre fremmede Verdensdele sat sig Spor. For Øjeblikket er det nærmest Ejerens rent personlige Smag, hans Lyst og Lune, som raader, og han vælger et Navn af dansk, fransk eller spansk Herkomst efter frieste Behag, ofte endog et Navn, som ikke findes i noget Land eller Sprog og kun bestaar af sammenstillede Bogstaver. Nu hedder jo Gaarde, Landsteder og Andelsmejerier Abri, Actum, Agoe, Albion, Alfaholm, Alha, Amerika, Allaboda — ja, det er vist bedst at stoppe. Det er ikke ret troligt, at der i Babylon kan have været værre Tilstande.

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Johannes C. H. R. Steenstrup]]
[[Kategori:Stednavne]]