Vis kilden til Festens gave - Manden der tæmmede de første rener

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !! !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link= Festens gave - Manden der tæmmede de første rener]] !!  !!  
|-
|}

<blockquote>[[Fil:Maske 49.jpg|thumb|250px|<center>Inuitisk maske</center>]]<center>

<br>'''[[Grønlandsk religion og mytologi|Temaside: Grønlandsk religion og mytologi]]'''<br><br><br>Knud Rasmussen<br><big>[[Festens gave (KR)|'''Festens gave'''</big><br>'''Eskimoiske Alaska-Eventyr''']]<br>1929<br><br><br><big><big><big>'''Manden der tæmmede de første rener'''</big></big></big></center>




Der var engang en ung mand, som var ude at jage ren. Men han havde sin egen maade at jage paa; han fulgte blot efter renerne uden at dræbe dem. Han trættede dem ud, var uafbrudt efter dem og dukkede op ustandseligt, hver gang de forsøgte at slippe fra ham. Til sidst var dyrene saa udmattede, at de ikke længere veg til side for ham, og paa den maade vænnede de sig til hans lugt, til hans klæder og til hans stemme, og de var ikke længere bange for ham.

Denne unge mand holdt mest af at leve paa ensomme steder langt fra andre bopladser. Men en dag kom han til at længes efter mennesker, og saa besøgte han dem. Da han vendte tilbage igen til sin ensomhed, havde han en ung kvinde med sig, som han giftede sig med. Og siden levede han sit liv, som han plejede; altid fulgte han efter de rener, han engang havde trættet. Tiden faldt ham aldrig lang mere, nu da de var to. Renerne samlede sig i flokke, undertiden kom der nye flokke til og sluttede sig til dem, og hjorden voksede og blev større og større. Dyrene blev ogsaa mere og mere tamme; tilsidst behøvede han ikke altid at være omkring dem. Han byggede sig et hus, hvor hans kone kunne bo, og hertil vendte han hjem, naar hans klæder var slidt op og hans kone skulle forny dem. Sommer og efteraar, vinter og foraar, altid var den unge mand om sine rener, der stadig blev flere og flere. Han var klog i sin omgang med dem, og da han aldrig gjorde dem bange eller jagede dem unødvendigt, kom den tid, da han kunne flytte sit telt til hjorden og helt blive en mand, der levede af tamme rener. Saaledes blev den første rensdyrhyrde til.

Rensdyrhyrden levede lykkeligt sammen med sin unge kone, der snart blev med barn og fødte en søn, der hurtigt voksede op. Snart var han saa stor, at han kunne hjælpe sin fader med at vogte hjorden; de skiftedes til at holde vagt; naar faderen var hos hjorden, blev sønnen hjemme og omvendt. Der var mange ulve i det land, hvor de levede, det var tjuktjernes land, og ulvene bed mange rener ihjel.

En dag kom faderen og bebrejdede sin søn, at han sov for længe; det var hans skyld, at renerne blev bidt ihjel. Denne beskyldning tog han sig meget nær, og en aften, faderen var ude ved hjorden, klædte han sig i festdragt og bad sin moder om at give sig den mad, han holdt mest af. Siden gik de til ro, moder og søn, og moderen mærkede ikke noget usædvanligt i sin søns tale. Og dog var den unge mands sind blevet sygt; om natten jog han en kniv i sit hjerte og dræbte sig selv. Han kunne ikke overleve sin faders vrede.

Næste morgen saa moderen blod under briksen, og da hun løftede renskindet op, laa sønnen død paa sit leje. Saa dyb en sorg følte moderen nu over det, der var sket, at hun ville, at faderen selv skulle finde sin søn død; derfor tørrede hun blodet bort fra gulvet og dækkede atter sønnen til med hans soveskind. Det blev som aftenen før: faderen kom atter hjem, og da han ikke saa sin søn klar til at afløse sig, blev han atter vred over, at han havde sovet for længe. Under haarde ord river han skindet til side og finder drengen liggende død paa briksen. For sent fortrød han sin hidsighed, og til ingen nytte øgede konen hans sorg, idet hun raabte: "Det er din egen skyld! Du har selv dræbt ham med dine bebrejdelser!"

Fra nu af blev der stille i rensdyrhyrdens hus; manden vogtede sin hjord uden glæde, og konen tænkte kun paa den dreng, der havde taget sit eget liv. Om efteraaret rejste hyrden bort og opsøgte nærboende folk. Her opfordrede han unge mænd til at følge med sig; de skulle hjælpe ham med at dræbe langhornede tyre. Dette gjorde de, og nu lod hyrden de unge mænd bygge to store grav-valv af renshorn, højt løftet over jorden, saa at rovdyr ikke kunne naa dem. Paa det ene grav-valv blev den døde søn nu lagt, og selv gik hyrden op paa det andet; herfra talte han saaledes til de unge mænd, der stod omkring ham:

"Lad disse tamreners land være jeres land; lad dyrene leve, og dræb aldrig flere dyr, end I behøver til mad og klæder. Sælg dem aldrig, men lad dem stadig formere sig og blive til mange. Lev sammen med dem, og lad dem give jer det, I behøver, for at I kan leve livet uden sorger og bekymringer."

Dette var hyrdens ord. Derpaa fordelte han sin store hjord mellem alle de unge mænd, der havde hjulpet ham, og da det var gjort, jog han en kniv i sit hjerte, ganske som sønnen havde gjort det. Og han blev liggende død paa det grav-valv, han selv havde været med til at rejse. Saaledes døde, fortæller man, den første mand, der tæmmede ren; fra ham stammer alle renhyrder. Og de to vældige valv af tyrehorn, der blev brugt til gravsted for fader og søn, fremvises endnu som et minde om de første mennesker, der levede af tamrener.


Fortalt af<br>''Atarnaq fra Cape Prince of Wales''




==Kilde==
Knud Rasmussen: ''Festens gave – Eskimoiske Alaska-Eventyr'', København, 1929.</blockquote>
<br><br>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Knud Rasmussen]]
[[Kategori:Inuitisk religion og mytologi]]