Vis kilden til Fra Sigar til Harald Hildetand

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fra Sigar til Harald Hildetand]] !!  !! 
|-
|}


<center><big>'''Saxo Grammaticus'''</big><br>'''[[Danmarks krønike]]'''


oversat af<br>'''[[Frederik Winkel Horn|Fr. Winkel Horn]]'''


<big>'''Fra Sigar til Harald Hildetand'''</big></center>



Alle disse Krige og Ulykker havde i den Grad svækket den danske Kongeslægt, at der nu kun var Gyrithe, Alfs Datter og Sigars Sønnedatter, tilbage af den. Da Danskerne ikke længer havde deres højbaarne Fyrster til at staa for Styret, som de var vante til, overdrog de Herredømmet til Mænd af Folket og valgte sig Fyrster blandt Menigmand, satte østmar over Skaane og Hunding over Sjælland, Hane gav de Herredømmet over Fyn og Rørik og Hother over Jylland, saaledes at de skulde dele Magten og Myndigheden imellem sig. For at man nu ikke skal være uvidende om, hvem der blev Stamfader for den følgende Kongeslægt, falder det mig ind, at jeg nødvendigvis maa gjøre et lidet Sidespring for at gjøre Rede for visse Ting.

Der fortælles da, at Gunnar, den tapreste blandt Svenskerne, en Gang af de vægtigste Grunde var bleven opbragt paa Nordmændene og ved sine Bønner opnaaede tilladelse til at angribe dem, men saa misbrugte denne Tilladelse ved at udsætte sig for de største Farer. Det første af de Angreb, han havde sat sig for, rettede han imod Jæderen, hvor han fo'r frem med lld og Sværd; Bytte brød han sig ikke om, hans eneste Glæde var, at Veje og Stier overalt, hvor han fo'r frem, blev bedækkede med Lig og bestænkede med Blod, thi medens andre plejede at undgaa Blodsudgydelse og at lægge mere Vind paa at vinde Bytte end paa at øve Manddrab, foretrak han Grumhed for Vinding og søgte helst at tilfredsstille sin Blodtørst ved at dræbe Mennesker, og tilskyndede ved denne Grumhed kom Landsens Folk den truende Fare i Forkjøbet ved at overgive sig. Da Nordmændenes Konge Ragnald, som var en højt bedaget Olding, hørte, hvorledes han fo'r frem, lod han grave en Hule og sin Datter Drot indelukke i den med passende Følge og Levnedsmidler for lang Tid. Ogsaa nogle Sværd, der var smedede med den største Kunstfærdighed, nedlagde han tillige med det kongelige Boskab i Hulen for ikke at sætte Fjenden i Stand til at tage og bruge det Sværd, som han saa', han selv ikke kunde gjøre Brug af. Og for at man ikke skulde blive Hulen var paa Grund af dens Højde, lod han Bakken oven over den jævne med Jorden. Derpaa drog han i Krig, men da han med sine gamle Lemmer ikke kunde gaa alene i Slaget, støttede han sig til sine Hirdmænds Skuldre og gik saaledes ført og holdt oppe af andre. Han faldt i Slaget efter at have kæmpet med mere Iver end Held, og hans Land fik efter hans Død stor Grund til at skamme sig.

For at straffe det overvundne Folk for dets Fejghed paa en usædvanlig styg Maade satte Gunnar nemlig en Hund til Høvding over det. Hvad skal vi vel tro, han har tilsigtet med dette, andet end at lade et hovmodigt Folk føle sig rigtig grundig straffet for sit Overmod ved at maatte bøje sine stive Nakker for en gjøende Hund. Og for at Forsmædelsen skulde være fuldstændig, indsatte han Jarler, som i Hundens Navn skulde varetage Landets Anliggender, og satte Stormænd af forskjellig Rang til stadig at vaage over den. Han fastsatte ogsaa, at hvis en af Hirden fandt det forsmædeligt at vise sin Høvding Hyldest og ikke vilde være med til i dybeste Ærbødighed at følge den, naar den rendte frem og tilbage, skulde han straffes med Lemlæstelse. Han paalagde ogsaa Folket dobbelt Skat og Skyld, idet der baade skulde betales af Høstens Afgrøde og om Foraaret. Saaledes opnaaede han ved at knække Nordmændenes Hovmod, at de ret tydelig fik at fornemme, hvilket Skaar der var gjort i deres Stolthed, eftersom de saa' sig tvungne til at bringe en Hund Hyldest.

Da han hørte, at Kongens Datter var anbragt i et Skjulested langt borte, anspændte han al sin Sindrighed for at opspore, hvor hun var, og saa skete det da, at han, som selv søgte efter hende sammen med andre, utydelig hørte en Lyd som af Hvisken, der kom langt borte fra under Jorden. Han gik langsomt videre og skjelnede nu tydeligere en menneskelig Stemme. Han befol da, at Jorden, de gik paa, skulde graves op helt ned til den faste Klippe, og Hulen kom da pludselig for Dagen, og han saa' dens bugtede Gange. Trællene, som søgte at forsvare de blottede Adgange til Hulen, blev dræbte og Pigen trukket ud af den tillige med de dér forvarede Sager, men sin Faders Sværd havde hun med megen Omtanke gjemt paa et endnu hemmeligere og sikrere Sted. Gunnar tvang hende nu til at være ham til Vilje, og hun fødte ham Sønnen Hildiger, som i den Grad slægtede sin Fader paa i Henseende til Grumhed, at han altid var opsat paa Manddrab, ikke tænkte paa andet end paa at slaa Mennesker ihjel og altid led af en umættelig Blodtørst. Han blev da ogsaa til sidst landsforvist af sin Fader for sin ulidelige Grumhed, men da han strax fik et Jarledømme overladt af Alver, anvendte han fremdeles al sin Livstid paa Krig og Orlog, fejdede paa sine Naboer og anrettede Mandslæt iblandt dem, thi han opgav intet af sin vante Grumhed, fordi han var bleven landsforvist, og skiftede ikke Sind, fordi han havde maattet skifte Bosted.

Imidlertid havde Borkar faaet Nys om, at Ragnalds Datter Drot med Vold var bleven tvungen til at ægte Gunnar, og han skilte da denne baade ved Hustru og Liv og tog selv Drot til Ægte, hvilket hun ikke var uvillig til, thi det tyktes hende ret og billigt, at hun ægtede sin Faders Hævner, hun sørgede nemlig over sin Fader og kunde aldrig med Glæde være hans Banemand til Vilje. Med hende avlede Borkar en Søn Halfdan, som i sin første Ungdom havde ord for at være taabelig, men senere blev berømmelig ved de mest straalende Bedrifter og vandt Ry for de ypperligste Egenskaber, der kan pryde en Mand. Medens han endnu var Dreng, gav en navnkundig Kæmpe, som han i Kaadhed havde drevet Gjæk med, ham en Gang en Næsestyver, og han gik da strax løs paa ham med en Stok, han havde i Haanden, og slog ham ihjel. Dette var et Varsel om det Ry, han skulde vinde ved sine Bedrifter; den Foragt, han tidligere havde været Gjenstand for, veg i Resten af hans Liv Pladsen for det mest straalende Ry. Den Handling indviede hans herlige Krigsbedrifters Storhed.

I de Dage hjemsøgte en ruthensk Viking ved Navn Rød skammelig vort Fædreland med Plyndring og Grumhed. Han var saa glubsk, at, medens andre dog ikke kunde nænne at plyndre deres Fanger helt ind til Skindet, ansaa han det ikke for utilbørligt ogsaa at plyndre dem for de Klædningsstykker, der dækker de Dele af Legemet, som Blufærdigheden byder at skjule. Derfor plejer vi endnu at bruge Ordet Røde-Ran for at betegne et meget grovt og umenneskeligt Røveri. Han havde ogsaa stundom for Skik at anvende følgende Pinselsstraf: han gjorde den højre Fod rigtig fast paa Jorden, og det venstre Ben bandt han til Grene, som i den Hensigt var bøjede, og naar Grenene saa blev slupne og sprang tilbage, flaktes Kroppen midt ad. Hane, Kongen paa Fyn, vilde gjærne indlægge sig stor Hæder og Ære og prøvede derfor paa at bekæmpe ham med sin Flaade, men maatte give sig paa Flugt kun fuJgt af én Mand. Det er til Spot og Spe for ham, at det Ordsprog ér blevet gængs: "Hane er hjemme rigest". Nu kunde Borkar ikke længer holde ud at se paa den Fortræd, hans Landsmænd led, og han angreb derfor Rød; de kæmpede sammen, og de omkom sammen. Efter hvad der fortælles, blev Halfdan haardt saaret i det samme Slag og var en Tid lang svag af de Saar, han havde faaet. Et af dem havde paa en temmelig iøjnefaldende Maade skæmmet hans Mund. Den knuste Del af Læben vaar nemlig saa svullen, at Kjødet ikke kunde gro ud og fylde den buldne Flænge. Dette skaffede ham et forsmædeligt Tilnavn, uagtet Saar forpaa ellers snarere plejer at indbringe den, der faar dem, Ros og ikke Skam. Saa ondsindet kan den almindelige Mening undertiden tyde, hvad der i sig selv er Ære værd.

Da Gyrithe, Alfs Datter, imidlertid betænkte, at hun var den eneste, der var tilbage af Kongestammen, og der ikke fandtes nogen, som var hendes Jævning i Byrd, og som hun kunde ægte, aflagde hun Løfte om frivillig Kyskhed, idet hun ansaa det for bedre ikke at gifte sig end at ægte en Mand af Folket, og for at sikre sig inod Vold lod hun sit Jomfrubur bevogte af en udsøgt Skare Kæmper. En Gang traf det sig saa, at Halfdan kom til hende, da Kæmperne, hvis Broder han selv som Dreng havde slaaet ihjel, var borte. Han sagde da til hende, at hun burde løse sit Jomfrubælte og ombytte Kyskhed med Elskov, at hun ikke burde give i den Grad efter for sit ønske om at leve kysk, at hun lod haant om ved at gifte sig at gjenoprette det forfaldne Kongedømme. Han bød hende tage ham, der var af overmaade ædel Byrd, i Betragtning som en, hun kunde gifte sig med, eftersom hun syntes kun at ville unde nogen sin Elskov af den Grund, han havde nævnet. Hertil svarede Gyrithe, at hun ikke kunde faa sig til at parre den Rest, der var tilbage af Kongestammen, med en Mand af ringere Herkomst, og ikke nok med, at hun bebrejdede ham hans Byrd, men hun lagde ham ogsaa hans vanskabte Mund til Last. Halfdan sagde da, at hun havde sigtet ham for to Lyder, for det første, at hans Herkomst ikke var glimrende nok, for det andet, at han havde en Flænge som et Hareskaar, der ikke vilde gro sammen; derfor vilde han nu ikke komme igjen for at bejle til hende, før han havde vundet saa stor Berømmelse i Krig, at den gjorde begge disse Lyder til intet. Han bad hende ogsaa om ikke at unde nogen Mand at dele Leje med hende, før end hun havde spurgt sikre Tidender om, at han var kommen hjem, eller at han var død. Kæmperne, hvis Broder han forlængst havde dræbt, blev vrede over, at han havde talt med Gyrithe, og forfulgte ham til Hest. Da han saa' det, bød han sine Stalhrødre skjule sig, thi han vilde ene tage imod Kæmperne, sagde han, og da hans Ledsagere tøvede og holdt for, at den Befaling vilde de have Skam af at adlyde, drev han dem bort med Trusler; Gyrithe skulde aldrig spørge, at han af Frygt unddrog sig en Kamp. Han fældede strax en Eg og tildannede den som en Kølle, kæmpede saa ene med tolv og dræbte dem. Da de havde maattet bide i Græsset, vilde han ikke lade sig nøje med den Ære, han havde vundet ved saa ypperlig en Bedrift, men fik, for at udføre endnu større Ting, af sin Moder de Sværd, der havde tilhørt hans Bedstefader, det ene hed Lysing, det andet Hviding paa Grund af den Glans, der lyste af den hvasse Od. Da han spurgte, at der rasede en Krig imellem Svenskekongen Alver og Ruthenerne, drog han paa staaende Fod til Rusland, tilbød Landsens Folk dér sin Bistand og blev af alle modtagen med den største Ære. Alver var ikke langt borte, de var kun skilte fra hinanden ved et lidet Stykke Vej. Alvers Stridsmand Hildiger, Gunnars Søn, udæskede Ruthenernes Kæmper til at slaas med sig, men da han saa' Halfdan træde frem og godt vidste, at han var hans Broder, fik Blodets Røst Overtaget over hans Tapperhed, og han sagde, at han, der havde Ry for at have fældet halvfjerdsindstyve Kæmper, ikke vilde slaas med en lidet forsøgt Mand. Han bød ham først forsøge i det mindre, saa kunde han bagefter gaa over til Ting, der svarede til hans Kræfter. Dette sagde han ikke af Mistillid til sit Mod, men for at bevare sin Ærlighed, thi han var ikke blot meget tapper, men ogsaa forfaren i at døve Sværd med Galdresange. Da han nu betænkte, at Halfdans Fader var hans egen Faders Banemand, rørte der sig to Følelser i ham: Lyst til at hævne sin Fader og Kjærlighed til Broderen, og han holdt det derfor for raadeligere at unddrage sig Udfordringen end at begaa en stor Brøde. Halfdan forlangte da, at en anden Kæmpe skulde gaa imod ham i hans Sted, og fældede den, der mødte frem; det varede ikke længe, før end ogsaa Fjenderne tilkjendte ham Sejrskransen, og alle erklærede ham enstemmig for den tapreste af alle. Dagen efter forlangte han at slaas med to og fældede dem begge, tredje Dagen vog han tre, fjerde Dagen fire, femte Dagen fem. Da ottende Dagen kom, og Tallet paa dem, han sloges med, og de Sejre, han vandt, stadig var voxet i samme Forhold, fældede han elleve i én Dyst. NU skjønnede Hildiger, at det Ry, han havde vundet for sine Bedrifter, ikke var større end Halfdans Tapperhed, og han kunde nu ikke længer faa sig til at nægte at kæmpe med ham. Da han var bleven dødelig saaret af Halfdan med et Sværd, der var omviklet med Klude, kastede han sine Vaaben og tiltalte liggende paa Jorden sin Broder saalunde: 

<blockquote>
Godt det er
<br>en Gang at skifte
<br>gode Ord
<br>i Gammenslag.
<br>Vaaben nu vi
<br>lade hvile,
<br>vexle Ord som
<br>gode Venner.
<br><br>Tid vi har
<br>til sindig Tale,
<br>lider end mit
<br>Liv mod Enden.
<br>Mig til Døden
<br>Nornen dømte
<br>dig hun Liv
<br>og Lykke under.
<br><br>Svensk og Dansk,
<br>som krydsed Sværd,
<br>begge samme
<br>Moder bar.
<br>Fandt end sent
<br>vi først hinanden,
<br>begge Drot vi
<br>died, Broder.
<br><br>Tungt, at Broder
<br>Broder fælder;
<br>glad jeg er, at
<br>mig det gjaldt.
<br>Vist jeg ved,
<br>du sande vil,
<br>ej jeg svang
<br>mit Sværd med Lempe.
<br><br>Se mit gode
<br>svenske Skjold,
<br>mangen Daad
<br>paa det du skuer;
<br>malet staar der
<br>mangen Sejr,
<br>mange Fjender
<br>som jeg fælded.
<br><br>Se, i Midten
<br>staar min Søn,
<br>ham jeg vog
<br>imod min VilJe.
<br>Svart hans Faders
<br>Hjærte sved det
<br>da mit Glavind
<br>gav ham Døden.
<br><br>Ilde Lykken
<br>leger med os,
<br>snart til Graad
<br>den Gammen vender.
<br>Ingen bryder
<br>Nornens Bud,
<br>Skæbnen, hun os
<br>skikker, faar vi.
</blockquote>

Da han havde kvædet dette, lastede Halfdan ham, fordi han først nu, da det var for sent, aabenbarede, at han var hans Broder. Han svarede, at han havde tiet for ikke ved at undslaa sig for Kampen at skulle faa Ord for at være fejg og ved at indlade sig paa den faa Ord for at have begaaet en Brøde, og medens han saaledes søgte at undskylde sig, døde han. Men blandt Danskerne udbredte det Rygte sig, at Halfdan var falden for Hildigers Haand. En Sachser af den fornemste Byrd, Sivard hed han, begyndte nu at bejle til Gyrithe, der var den eneste, som var tilbage af den danske Kongeæt. Hemmelig foretrak hun Halfdan for ham, og saa stillede hun da sin Bejler det Vilkaar, at hun ikke vilde ægte ham, før end han havde samlet Daneriget, der nu var splittet i Stumper og Stykker, til et Rige og med Vaabenmagt givet hende tilbage, hvad der var ranet fra hende med Urette. Sivard prøvede forgjæves derpaa, men da han havde bestukket alle dem, der havde noget at sige i den Sag, blev hun omsider trolovet med ham. Da Halfdan i Rusland fik dette at vide af Kjøbmænd, sejlede han saa hurtig hjem, at han kom, inden Brylluppet var holdt. Paa Brylluppets første Dag bød han, inden han gik op til Kongeborgen, sine Mænd, at de ikke maatte forlade de Vagtposter, han havde anvist dem, før end de hørte Vaabengny langt borte. Ukjendt af Gjæsterne gik han frem for Jomfruen, og for ikke at aabenbare sin Mening for flere ved at sige den rent ud i simple Ord nedlagde han den i et dunkelt og tvetydigt Kvad, som følger:

<blockquote>
Da fra Danmark
<br>bort jeg drog,
<br>Kvinders Falskhed
<br>ej jeg kjendte.
<br>En jeg vog,
<br>og to jeg vog,
<br>tre og fire
<br>saa Jeg fældte.
<br><br>Fem og sex
<br>paa Valen segned,
<br>syv og otte
<br>fulgte efter,
<br>ni og ti
<br>sig maatte neje,
<br>elleve faldt
<br>i sidste Omgang.
<br><br>Ej for Rænker
<br>ræd jeg var,
<br>stolt jeg paa
<br>et Løfte stoled.
<br>Taabe tro
<br>paa Kvindetale,
<br>lide trygt
<br>paa Kvindeløfter.
</blockquote>

Hertil svarede Gyrithe:

<blockquote>
Last mig ej
<br>for sveget Løfte,
<br>last kun Rygtet,
<br>som har løjet.
<br>Tung om Hjærtet
<br>jeg det troede,
<br>da det meldte,
<br>du var død.
<br><br>Haardt de trygled
<br>mig og trued,
<br>nødig jeg
<br>til sidst mig nejed.
<br>Glad jeg nu
<br>min Haand dig giver,
<br>aldrig svigter
<br>jeg mit Ord.
</blockquote>

"Ingenlunde har jeg brudt mit Løfte til dig", sagde hun, "om jeg end, ene, som jeg var, ikke mægtede at modstaa saa manges Overtalelser og vægre mig ved at gjøre, hvad de strængelig formanede mig til i Henseende til at modtage dette Ægteskabstilbud". Jomfruen havde endnu ikke faaet talt ud, da Halfdan gjennemborede hendes Brudgom med sit Sværd, og ikke nøjet med at have fældet en Mand, fældede han største Delen af Gjæsterne. Da Sachserne vaklende frem og tilbage i Drukkenskab angreb ham, blev de ihjelslagne af hans Mænd, som nu kom til. Derefter ægtede Halfdan Gyrithe, men da han kom paa det rene med, at hun var ufrugtbar, og han var i højeste Grad opsat paa at faa Afkom, drog han til Upsal for at opnaa, at hun blev frugtbar, og der blev da svaret ham, at, om han vilde avle Børn, maatte han først bringe sin Broders Skygge et Sonoffer. Dette Bud adlød han, og saa opnaaede han, hvad han ønskede, idet han med Gyrithe fik en Søn, som han kaldte Harald. l hans Navn søgte han igjen at samle Daneriget og give det dets fordums Omfang, thi det var blevet splittet ved Høvdingernes Vold og Uret, og i en Krig paa Sjæl land angreb han da en saare navnkundig Kæmpe ved Navn Vesete og faldt i Slaget. Da Gyrithe, som af Kjærlighed til sin Søn deltog i Slaget i Mandsklæder, saa' det, tog hun Sønnen, der kæmpede ivrig, medens hans Stalbrødre flyede, paa sine Skuldre og bar ham hen til en Lund i Nærheden. De fleste af Fjenderne var for trætte til at forfølge hende, men en at dem skjød en Pil igjennem Bagdelen paa ham,medens han hang paa hendes Ryg, og Harald syntes derfor, at hans Moder mere havde paaført ham Skam end ydet bam Hjælp.

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Krøniker]]
[[Kategori:Danmarks historie]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Frederik Winkel Horn]]