Vis kilden til Fridlev

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fridlev]] !!  !! 
|-
|}


<center><big>'''Saxo Grammaticus'''</big><br>'''[[Danmarks krønike]]'''


oversat af<br>'''[[Frederik Winkel Horn|Fr. Winkel Horn]]'''


<big>'''Fridlev'''</big></center>



Fridlev med Tilnavnet den Raske tog ved Styret efter Dan. Medens han var Konge, sluttede Hvyrvil, der var Høvedsmand i Holand, Forbund med Danskerne og angreb Norge. Han øgede ikke lidet den Hæder, hans Bedrifter alt havde skaffet ham, ved at overvinde Rusla, en Jomfru, der kappedes med Mænd i krigerske Idrætter, og han indlagde sig saaledes Manddomsære ved at bekæmpe en kvindelig Fjende. Hendes fem Stalbrødre, Brodde, Bild, Buge, Fanning og Gunholm, der var Sønner af Finn, sluttede han Fostbroderskab med for deres store Bedrifters Skyld. Stolende paa Venskabet med dem overhuggede han med Sværdet det Forbund, han havde sluttet med Danskerne, og tilføjede dem derved saa meget større Skade, som han sveg dem; thi Danskerne tænkte ikke paa, at han saa pludselig fra Ven skulde blive til Fjende. Saa let kan somme Folk slaa om fra Kjærlighed til Had. Man skulde næsten tro, at vi i vore Dage har taget Skikken op efter den Mand, eftersom vi ikke holder det for syndigt og foragteligt at fare med Løgn og Svig. Da Hvyrvil havde lagt til Land ved den søndre Side af Sjælland, angreb Fridlev ham i en Havn, som siden fører Navn efter ham. I dette Slag kæmpede Krigerne, ivrige, som de var, efter at indlægge sig Ære, saa tappert, at næsten alle paa begge Sider blev paa Valpladsen, eftersom kun ganske faa unddrog sig Faren ved at fly, og ingen af Hærene vandt Sejr, men begge led lige stor Skade, i den Grad var alle mere opsatte paa at vinde Hæder end paa at bjærge Livet. De af Hvyrvils Folk, der var blevne i Live, bandt om Natten Resterne af deres Flaade sammen, for at Skibene kunde blive tilhobe; men samme Nat huggede Bild og Brodde de Tove, deres Skibe var bundne med, over og sejlede lønlig bort fra de andre, idet de for at undgaa Fare lod deres Brødre i Stikken og saaledes mere lod sig lede af Frygt end af Broderkjærlighed. Da det blev Dag, og Fridlev saa', at kun Hvyrvil, Gunholm, Buge og Fanning var tilbage efter det store Nederlag, deres Fæller havde lidt, besluttede han ene at kæmpe med dem alle, for at de ilde medtagne Rester af hans Hær ikke igjen skulde blive nødte til at udsætte sig for Fare. Foruden sit modige Hjærte havde han ogsaa en Kjortel, som Sværd ikke bed paa, at sætte sin Lid til. Den bar han baade i Slag og Enekamp som Beskyttelse for sit Liv. Han kom lige saa heldigt fra sit Forehavende, som han kjækt gav sig i Lag med det; thi da Gunholm, efter at Hvyrvil, Buge og Fanning var faldne, døvede hans Sværd ved Galder, som han havde for Skik, slog han ham saa tit med Fæstet, at han lod Livet derved, men ved saa ivrig at holde om Odden overskar han Senerne i sin Haand saaledes, at han bestandig siden havde krogede Fingre. 

Da han en Gang belejrede Dublin, en By i Irland, og skjønnede, at Murene var for stærke til, at han kunde tage den med Storm, betjente han sig af den samme List som i sin Tid Hading og bød sine Folk binde Svampe, de stak Ild i, til Svalernes Vinger, saa de stak Husene i Brand, da de søgte til deres Reder. Da Byfolkene nu fik travlt med at slukke og var mere optagne af at faa Bugt med Ilden end af at vare sig for Fjenden, indtog han Dublin. Da han derpaa i England mistede en stor Del af sine Mænd i Slag og skjønnede, at det vilde falde ham svært at naa ned til Strandbredden, lod han de faldnes Lig stille op og ordne i Fylking, saa det saa' ud, som om der var lige saa mange som før, og det ikke var til at se, hvor stort Skaar hans Hær havde lidt. Dette berøvede ikke blot Fjenden Lysten til at slaas, men drev ham endogsaa paa Flugt. 

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Krøniker]]
[[Kategori:Danmarks historie]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Frederik Winkel Horn]]