Vis kilden til Glæden i Valhal (Adam Oehlenschläger)

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Glæden i Valhal (Adam Oehlenschläger)]] !!  !! 
|-
|}


<center>'''[[Nordens Guder]]'''

Adam Oehlenschläger (1819)
<br>Poetiske skrifter
<br>Et episk Digt


<big>''' Glæden i Valhal '''</big></center>


<blockquote>
1. Da ilte dem imøde Freiers gode Skosvend,
<br>Vel Skirnir man ham nævner. "Nu er hun her igien!"
<br>Til Guderne han raabte, da han dem kunde see:
<br>"Nu Ydun er i Valhal! Endt er nu Asernes Vee."
<br><br>2. Da sprang de To fra Græsset, ved dette Glædesord,
<br>De skyndte sig til Valhal, til Odins Middagsbord.
<br>Der var stor Lyst og Gilde; saa fro var hver en Gud,
<br>Og ved Hærfaders Side sad Ydun som en Brud.
<br><br>3. Det skiønne Æblebæger paa Disk for hende stod.
<br>Nu blomstred alle Guder med første Rosenblod.
<br>Hos Ydun saae man Bragi; han vendte sig paa Stol
<br>Forelsket som en Solsik mod sin yndige Sol.
<br><br>4. Frigga den Moder smilte; thi fra forløste Jord
<br>Var hende sendt en Bladkrands til Pragt for hendes Bord.
<br>Hun foreskar Særimner, i lange store Skaar,
<br>Og rakte Brikken til Fulla, med Guldbaand om sit Haar.
<br><br>5. Fulla Friggas Æskemø omkring da Flesket bød.
<br>Gna, som Hofvarpur rider, iskiænkte liflig Miød.
<br>De Bægre bar Valkyriar, ombød den gode Drik;
<br>Mens Aser drak, forelskte de saae i deres Blik.
<br><br>6. Ved Odins høire Side, imellem ham og Eir,
<br>Var ledig Plads for Freia, og for den Asa Freir.
<br>Hos Thor sad Sif hans Qvinde; den Gud for Seiervinding
<br>Mod hendes Skulder hældte sin mægtige Tinding.
<br><br>7. Hos hende smiilte Heimdal; da Freir indtraadte huld,
<br>Han Læben trak tilside, og viste Tandens Guld.
<br>Han hører Græsset voxe, han hører Ulden groe,
<br>Han vidste, hvad i Haugen nys talede de To. -
<br><br>8. Gefion, den friske Skioldmø, ved Heimdals Side sad;
<br>Det hialp ham ei han lefled, og rakte hende Mad;
<br>Frisk var hun, som naar Knoppen af Fylde briste vil,
<br>Men lidet kun hun agter paa venlig Elskovs Spil.
<br><br>9. Alle de unge Piger, som kiender Elskov ei,
<br>Som, før dem Freia signer, maa vandre Dødens Vei,
<br>Dem samler hun i Bure. Paa Eng de spille Boldt,
<br>Naar Skyen staaer for Solen, og det er svalt og koldt.
<br><br>10. Der plante de og vande; dem glæder Blomsters Hær,
<br>Men ingen Krandse bindes, ei brydes Rosen der.
<br>De bade sig i Floden, med Hækker tæt besat,
<br>Og sove trygt og roligt den lange, lange Nat.
<br><br>11. Man siger dog, de skotte iblandt til Freias Lund,
<br>Og sukke stundum lønligt, naar Maanen straaler rund;
<br>Men Ingen tør det vide; thi Gefion er saa streng,
<br>Hun taaler i sin Høisal selv ei den mindste Dreng.
<br><br>12. Lige over for hende en yndig Disas Magt
<br>Afstak til Gefions Kulde, som Ømhed til Foragt:
<br>Det var den stille Siofn, saa kiælen og saa øm,
<br>Som fylder Ungdomshiertet med første søde Drøm.
<br><br>13. I muskelskællet Brynie, som over Barmen sprak,
<br>Sad Ægir, Havets Herre, af Sneglehorn han drak.
<br>Ved ham sad Ran hans Hustru, med Haar af grønne Siv.
<br>De bange Diser skottede til Ægirs fule Viv.
<br><br>14. Thi lumskt var hendes Aasyn og grusomt hendes Blik,
<br>Og aldrig var hun gladere end naar et Skib forgik;
<br>Paa Havets Bund hun boede, kom sielden til Valhal.
<br>Ugierne Ran blev regnet i Gudernes Tal
<br><br>15. Forunderligt hun afstak til den som nær hun sad,
<br>Det passed som et Billed paa Kiærlighed og Had,
<br>Thi det var Asa-Baldur, der atter var saa skiøn,
<br>At alle Diserne stirred paa Odins hulde Søn.
<br><br>16. De lysgule Lokker man skilt i Panden saae.
<br>Hans Bryne var som Blomstret der kaldes Baldurs Braa.
<br>Ei Tungen kan beskrive den Godhed i hans Blik.
<br>Hvorhen hans Øie skued, det dybt til Hierte gik.
<br><br>17. Han lignte Den som giemmer en Hemmelighed stor,
<br>Hvortil ei Støvet har Øre, og ikke Verden Ord.
<br>Uagtet al hans Mildhed, uagtet al hans Fred,
<br>Saae han paa Thor, da maatte selv Thor slaae Øine ned.
<br><br>18. Slig selsom ydmyg Styrke har ingen Asa havt.
<br>Forborgen i hans Blidhed der var en Herskerkraft.
<br>Selv Ran han monne bevæge; hun talte med ham gierne;
<br>Hun smiilte som en Bølge, ved Skinnet af en Stierne.
<br><br>19. Af Steen en høirød Plante, et blaahvidt Perlemoer
<br>Udtog hun af sin Taske og lagde paa Bord.
<br>Hun gav det Baldurs Nanna, at skiænke det i Nød
<br>Til dem, hun vilde frelse fra Havets salte Død.
<br><br>20. Ved Nannas anden Side sad blomstersmykket Lofn.
<br>Naar unge Hierter glædes af dine Drømme, Siofn!
<br>Da, naar hun stærkt anraabes, da giør hun Siælen fro,
<br>Uagtet hver en Hindring forbinder hun de To.
<br><br>21. Og skeer det ei paa Jorden i Trængslers dybe Dal,
<br>Saa hæver hun paa sin Vinge dem op til Freias Sal.
<br>Hun skiænkte Nanna Baldur, hun hørte Signes Sang,
<br>Og svang fra Egen Hagbarth til Freias glade Vang.
<br><br>22. Hos hende famled Hødur, han var kun lidet fro;
<br>Han hvisked sagte til Vidar, den Gud med tykke Skoe.
<br>Hødur er Nattens Konning, han er saa blind som stærk,
<br>Han sad med Sølverstierner i kulsort Pandsersærk.
<br><br>23. Hemmelighedens Vogter er Vidar allenstund,
<br>Blandt veltalende Guder han aabner ei sin Mund.
<br>Men bred han er af Herder, og stærkest efter Thor,
<br>Og stærk er den der tæmmer liig Vidar sine Ord.
<br><br>24. To Aser, som forenede man sielden finde skal,
<br>Sad altid kiærligt sammen i Asa-Odins Hal:
<br>Den første kaldtes Loder, Hænir den anden Mand.
<br>Hiin Guden er for Skiønhed, og denne gier Forstand.
<br><br>25. Hos Hænir saaes Gudinden, den frygtelige Diis,
<br>Den strenge Var, som binder Samvittighedens Riis.
<br>Hun hører alle Eder, og den som Eden brød,
<br>Den viser hun til Nastrond, til evig Angst og Nød.
<br><br>26. Ved hende fandtes ledige fleer Hynder. Hendes Ven
<br>Forsete, den Retfærdige, kom ei saasnart igien;
<br>Han var til Jorden steget, da endt var Yduns Meen,
<br>At holde Thing i Skoven paa mosgroet Dommersteen.
<br><br>27. Saga, med Skiold og Griffel, var med Forsete fulgt,
<br>At præge dybt med Runer, hvad Tiden havde dulgt.
<br>Man vented hende tilbage, nysgierrig mangelund,
<br>Thi hun for Guderne læste i solrød Aftenstund.
<br><br>28. Niord, som nys ægted Skade, sit Bryllup alt fortrød;
<br>I Brudeseng paa Dofre hun kiærligt ham indbød;
<br>Da opstod der en Hvirvelvind i hver en Fieldets Krog;
<br>Vandhose, Skades Broder, trak paa de vide Brog.
<br><br>29. Med Armene han sig hængte ved Skyerne og loe;
<br>Dybt Benene neddingled; da var kun lidet fro
<br>Den ængstlige Skipper; Vandhose blev til Vand,
<br>Og skylte ned fra Skyen, som fra en bundløs Spand.
<br><br>30. Da reiste sig paa Dofre Skade med Flaggerhaar,
<br>Og greb sin lange Landse, da vanked Banesaar.
<br>"Op, hielp mig kiære Brudgom!" til Niordur hun skreg.
<br>Da blev af Harme Guden som Sneen saa bleg.
<br><br>31. Til Lykke kom just Ydun den Morgenstund tilbage;
<br>Da følte Niordur saare sin Vælde tiltage;
<br>Som tapper Storm fra Syden han Østenvinden tvang,
<br>Da flygted Skade til Finmark, til Fieldkløften trang.
<br><br>32. Hun havde nys i Garderik fyldt sin kolde Lunge
<br>Med fine Splinter af Isen, som smelter ei paa Tunge.
<br>Med dem hun vilde kiøle just hele Nordens Luft;
<br>Da seired Niord og vifted igien i Blomsterduft.
<br><br>33. Nu blev en Fred der sluttet: I skiønne Dage ni
<br>Skulde Niord kun herske, og Norden være fri;
<br>Derefter, trende Dage, kom Skade fra sit Field.
<br>Saaledes vexler Uheld evindelig med Held!
<br><br>34. Før Niords og Skades Bryllup var Norden mere mild,
<br>Da blandte Guden tiere med Kulden Sydens Ild;
<br>Nu hersker Taagen længer, nu blæser Østenvind,
<br>Og intet kan formilde den vrede Skades Sind.
<br><br>35. Men slumrer hun i Hulen, da virker Asa-Niord
<br>Og hvælver lysblaa Luften om Friggas grønne Jord.
<br>Og mere deilig findes vel ingen Skov og Vang,
<br>End Dannerskov som dufter til Nattergalesang.
<br><br>36. Af Vrede Niordur græder, naar Skade slaaer hans Egn.
<br>Da Niordurs høie Taare forvandler sig til Regn:
<br>Naar ned da Regnen falder, den tynger Blæstens Vinge;
<br>Saadan paa alle Maader han søger den at tvinge.
<br><br>37. Han mangled nu i Vingolf, hvor Miøden man ombød,
<br>Thi mens Forsete dømte, han rensed Luftens Skiød.
<br>Da aanded frit hver Bonde hvor han sig vendte hen;
<br>Ei længer dræbte Syger og ei Ildgierningsmænd.
<br><br>38. Snotra, med hulde Lader, ei langt fra Baldur sad,
<br>Tog rødmende med Fingre Smaakager af et Fad.
<br>Huldsalig hun sig blander i Handling, Tale, Gang,
<br>Hun lærer Skialden finde sit Udtryk for sin Sang.
<br><br>39. Hos Hlyn, som Frigga sender at vogte Mænd for Fare,
<br>Naar Surtur i sit Mørke udspænder Dødens Snare,
<br>Sad Uller goden Skytte, med Buen ved sin Lænd.
<br>Han raader ene for Tvekamp, mellem opbragte Mænd.
<br><br>40. Saa sadde de rige Guder i Valaskialfen klar,
<br>Hvis dybe Grundvold Himlen paa sine Buer bar.
<br>Høit hvælved sig de Haller, med lyse Farveskiær,
<br>Hvis Piller vare saa ranke som Skovens bedste Træer.
<br><br>41. Rundtom hang gyldne Skiolde og Sværd med Sølverhialte.
<br>Da Bragi tog sin Harpe, og i en Sang fortalte
<br>Den Nød der nys var hændet, og havde truet Nord.
<br>Imens gik Yduns Guldkar med Æbler om Bord.
<br><br>42. Og Sangen steeg fra Lofte med Blomsters milde Duft,
<br>Og tabte sig mod Hlidskialf fiernt i den sorte Luft.
<br>Forfærdeligt at skue var Taarnet, bygt af Steen,
<br>Det var mod Ervins Münster, hvad Granen mod en Green.
<br><br>43. Nu satte sig Freir og Freia, til dem hentraadte Tyr,
<br>Thors yngre bistre Broder, som ingen Fare skyer;
<br>End er han ung at skue, han stod bag Odins Stol,
<br>Og varted op som Smaadreng i korten Pandserkiol.
<br><br>44. Men Freia sorgfuld stirred og saare lidet nød,
<br>Den fulde, tunge Taare paa Rosenkinden flød.
<br>Hun tænkte: "Hvad er Skiønhed? Hvi kommer den igien,
<br>Hvis ei den bringer atter til Hiertet Hiertets Ven?"
<br><br>45. Som saa hun sad, da kaldte paa hurtig Snarensvend
<br>Odin den Vældighøie. Da gik og kom igien
<br>Hermod den altid Snelle, saa flink som Fieldets Fos,
<br>Og bragte Freias Datter i Hal, den lille Hnos.
<br><br>46. Med Lokkerne vel kæmte langt over Skuldre smaae,
<br>Den spæde Mø paa Tilie mon for sin Moder staae.
<br>Da græd hun ydermere, hun trykte sit Barn i Arm,
<br>Da faldt de gyldne Taarer i Freias skiønne Barm.
<br><br>47. Nu reiste sig fra Borde Odin den høie Gud,
<br>Med Harm i Øine visked til Hermod han sit Bud.
<br>Da saae man Hermod ile med Tryllestang i Haand,
<br>Som naar man Falken slipper i Luften af sit Baand.
<br><br>48. Ak, havde dog Valfauder ei seet skiøn Freias Graad!
<br>Saa sønderriver Vreden tit Hielpens sidste Traad!
<br>Hvis Odur nu sin Hustru kun een Gang havde seet,
<br>Jeg vedder han elskte atter, fortrød hvad der var skeet.
<br><br>49. Men tryllet til en Støtte, hvad kan han føle meer?
<br>Han staaer med aabent Øie, men Øiet intet seer;
<br>Besiæles ei af Druen, som svulmer i hans Haar,
<br>Han staaer paa skiønne Fødder, men aldrig Foden gaaer.
<br><br>50. Nu maa hun stedse sørge, og tolke hvad hun leed.
<br>Fra den Tid blandes Elskov med sød Vemodighed.
<br>Da Hnos blev stor, da var hun saa lykkelig som smuk;
<br>Hun bringer Elskov Glæde, men Freia Graad og Suk. 
</blockquote>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Adam Oehlenschläger]]
[[Kategori:Naturlyrikk og romantikk]]