Vis kilden til Gravsoen

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Gravsoen]] !!  !! 
|-
|}


[[Fil:ETK 04.jpeg|thumb|200px|<center>Mette Marie Jensdatter (1809-1898) var en af Evald Tang Kristensens mange fortællere fra den jyske hede.</center>]]

<center>'''[[Danske sagn som de har lydt i folkemunde I-VI|<big>Danske sagn</big><br> som de har lydt i folkemunde]]'''<br><br>

af
'''[[Evald Tang Kristensen biografi|Evald Tang Kristensen]]'''<br>1893


<big>'''[[Danske sagn som de har lydt i folkemunde I-VI|Bind II]]'''<br><br>'''[[Dødsvarsler|H. Dødsvarsler]]'''</big>

<big><big>'''5. Gravsoen'''</big></big>

</center>



83. Den hoppende Hel. Sådan noget, som i ''Asnæs'' kaldes Damhesten og Lårgade so. 

''David M''. 


84. Moder var i ''Vordingborg'', da hun var elleve år, og skulde lære forskjellig slags syning hos hendes moster og tre dötre, som boede der. De havde en stor, dejlig have, som var godt aflukket, og i den viste sig en stor so udenfor vinduerne; den var større end almindelig, og de sagde, at det var nok varsel for dötrenes død; for en norsk kvinde havde spået dem, at de skulde snart dø. De vilde ikke have været spået, men tillod det dog. Et halvt år efter døde de, og moderen døde snart efter af sorg, hun holdt så meget af dem. 

''Niels Pedersens kone, Vejlby''. 


85. I ''Frørup kirke'' var der en so, kaldet kirkesoen. En aften, de unge folk havde gilde, var en karl bleven noget lystig, og da de om morgenen skulde hjem efter, sagde han: «Bare kirkesoen vilde komme, så vilde jeg ride den.» I det samme foer soen ind imellem benene på ham og løb med ham ned ad gaden. Først nede i den anden ende af byen fik karlene ham af, men han var drivvåd af sved og forlangte ikke tiere at komme til at ride kirkesoen. 

''Henrik Jensen, Svindinge''. 


86. I det gamle bryggers på ''Gl.-Kjøgegård'' sagde folk, at der gik en gravso. Hvor den går, er der noget begravet, og da stenfliserne blev brækket op, fandt man et barneskelet og et nøgleknippe, som endnu opbevares på garden. 

''F. L. Gr''. 


87. Det første mine forældre kom til ''Skjensved'' at bo, traf det sig en nat, da min fader var borte, at min moder hørte en gris pibe uden for vore vinduer. Vi havde just en so med små grise på den tid, og så stod hun op af sengen og löb efter den, men burtig smuttede den ud under lågen og ud på gaden. Min moder fulgte efter den, men kunde ikke nå den, hvorpå den til sidst smuttede ind under kirkeporten og ind på kirkegården. Her over blev min moder noget underlig til mode, og uagtet hun ikke var  bange af sig, turde hun dog ikke gå ind på kirkegården, men vendte tilbage, gik hen til svinestien og talte grisene, hvoraf der ikke manglede én eneste. Dagen efter spurgte hun alle naboerne, om de ikke manglede en gris, og da de alle svarede nej, men grisen blev ved at indfinde sig hver nat, så fortalte min fader det omsider næste søndag til den gamle provst, der var langt klogere end alle andre folk på jorden. «Å, hvad er det andet, » svarede provsten, «end et barn, der er begravet i dølgsmål, og nu søger efter kristen jord. Dersom I vil være fri for den, da skal I våge en nat eller to og se, hvor den kommer fra, der skal I grave op, og dersom I så finder et barn der, da skal I begrave det på kirkegården, så bliver I nok fri siden.» Det gjorde de og fandt et spædt barn under et gammelt æbletræ. Barnet grov de ned på kirkegården, og siden kom grisen aldrig igjen. 

''Johannes Olesen''. 


88. Den gang Kristoffer Madsen havde ''Eskelund, Gislev'' sogn, i forpagtning, var det en morgen tidlig, at Sören Vævers svigermoder i ''Ravndrup'' gik om forbi gården, hun skulde ud i ''Starup''-marken, hvor de havde køerne, og da hørte hun, at der rumlede vogne inde i gården, men hun tænkte, at de vilde til Svendborg, og i det samme så hun, at der gik et stort, sort svin lige ved hende, og stöjen kom nu ud af gården og foer lige over hende, det var, som kobberlænkerne raslede. Hun blev nu  bange og udbrød: «Jesu Kristi kors!» og så var alting borte med det samme, både svinet og stöjen. 

''P. Jensen, Kværndrup''. 


89. I ''Randers-egnen'' var der en karl, der kunde efterligne alle dyrs lyd. En aften, han havde været til legestue, kom der noget, der lignede en gris. Den gryntede og havde en guldring i trynen. Så efterlignede han den, og da kom den efter ham. Han rendte, så stærkt han kunde, og nåede også hjem og slog porten i for den. Men han kunde ikke sove den nat, for der var sådan tummel ved porten. 

''Joh. Jensen, Mollerup''. 


90. I ''Rovbjærghulen'' på ''Neble mark'' har gravsoen i ældre tider boet. Man så om natten en sort so gå der nede med ni sorte grise. Man har aldrig hørt, at den har gjort noget ondt; men mange er dog  bange for at færdes der ved nattetider. 

''Chr. R''. 


91. Mellem ''Bukkerup'' og ''Soderup'' i Holbæk amt har mange mödt en sort so, når de om midnat er kommen på dette strøg. Den gjör aldrig folk fortræd og løber med snuden mod jorden, som om den søgte sporet af nogen. Det skal aldrig slå fejl, at der døer nogen i sognet, når soen har været set. 

''Chr. Weiss, Tingerup''. 


92. I en gård i ''Tem'' by var det forfærdeligt, som det spøgede. Manden var død, og folk havde allehånde tanker ved dette dødsfald. Et par karle, som lå i karlekammeret om natten, var flere gange i en slem forlegenhed, når midnatstimen slog, og de kunde se, at det var manden, der gik igjen. Somme tider var han i stalden hos hestene, somme tider i nødset hos køerne, og alle vegne, hvor han kom, gjorde han et forfærdeligt spektakel. En aften, da karlene havde lukket døren af til deres kammer, kom han i skikkelse af en stor so og rendte døren op, til det knagede. De blev  bange og løb deres vej ud af vinduet og ud på gaden med klæderne under armen. Men da de kom derud, hørte de noget, som gav en underlig, tör og gryntende lyd fra sig tæt ved dem, og med det samme var det, som om der stod et par gloende tekopper foran dem. En time efter gik de atter i seng. Konen i gården kom senere den samme nat ud i nødset med en lygte i sin hånd for at se til en ko, der stod og skulde kjælve. Men det første hun kom inden for nødsdøren, tog gjenfærdet fat på hende og slæbte hende om til kirkegårdslågen. Længe havde det ingen magt over hende. Hun var bleven så forskrækket og så fortumlet, at hun ikke kunde stå på sine ben, men folk hørte hende skrige, kom derfor til og bar hende hjem og i seng. I længere tid havde gjenfærdet sin gang i gården. Til sidst måtte en klog præst mane det ned på Tem kirkegård. Siden den tid har der været fred og ro i gården. 

<small>Dette sagn er nok forvansket. Sml. afdl. V., Spøgelser.</small> 

''Fortalt af gamle afdøde rögter Niels Kusk, Salten skov, ved C. Sörensen (Thomaskjær)''. 


93. På ''Nimtoft gade'' spøger det nede omkring præstens have, ti der går en hovedløs mand. Gamle folk forsikrer, at han har gået der og går der endnu. 

På landevejen ved ''Sjörup'' i Nimtoft går en so, hvad jeg har en aldeles pålidelig mands vidnesbyrd for, han hedder Sören Boje. Han fortalte mig, at når han kjørte hjem fra Grenå, og kom i nærheden af Sjörup, gav han al tid hestene af pisken, ti det var ikke rart at kjøre sagte der ved midnatstide. Da han sådan en gang kjørte hjemad og kom i nærheden af Simon Bajs gård, så han soen, og som en fornuftig mand piskede han på hestene. Da skete det forunderlige, at soen blev større og større, og til sidst rækkede den hovedet lige ind i vognen. Manden var lykkelig over at se, at han nu var inde på Nimtoft mark, for nu vidste han, at spøgeriet måtte forsvinde. Han kom nu også godt hjem. Jeg spurgte ham, om han den aften ikke havde fået vel meget spiritus. Men han svarede bestemt nej, og da han ellers var en agtet og ædruelig gammel mand, måtte man vel tro det. 

''O. Holm, Örsted''. 


94. Da den gamle skolelærer Andresen i ''Hörslevbole'' en gang vilde gå til ''Lille-Ring'' ved aftenstide, mödte han en hovedløs so. Hans ærende var at gå til kjöbmanden i Lille-Ring, men nu turde han ikke gå længere, vendte derfor om og gik til ''Labing'', hvor han gjorde sit indkjøb. 

''K. P. Dalin''. 


95. Landevejen i ''Nedre-Hammershöj'' går lige midt over ''Posegrav''. Der i den grav har gået to hovedløse svin. 

''Kvorning''. 


96. ''Kokkedal'' hed først ''Hanedal''. Der havde de også spektakel med dværge og skidt, som boede öster på marken. Bønderne havde været henne med tiende, og Per Nielsen fra ''Alsbjærg'' kjørte hjem. Da kom der en so til ham på ''Torslev gade'', og den fulgte med hen til ''Kragedals led'', og der rendte den ind under vognen og huggede den over, så begge ben gik i stykker på manden. Så kjørte de hjem efter sengklæder til ham og en ny vogn, men de kjørte hele natten og kunde ikke finde ham, for det var helt bælgmørkt rundt omkring dem. Da det endelig begyndte at lyse lidt, fandt de ham. «Å, Herregud,» sagde han, «hvorfor har I ladet mig ligge her hele natten, a har begge ben i stykker.» Ja, det var så mørkt. «Å,» siger han, «hvor kan I sige det, det har jo været helt stjærnelyst hele natten. 

''Lars Spillemand, Gjötrup''. 


97. Der skal gå en so med nogle grise imellem ''Rude'' og ''Nielstrup''. Tre karle der ovre fra byen var henne at stjæle æbler i en have i Nielstrup, og som de nu var ved det, kom der en gris efter en anden hoppende op ad dem, der blev en seks, syv i alt. Så blev karlene rædde og sprang fra hinanden ud over markerne, og det varede en tre timer, inden de kom sammen igjen. 

''Niels Nielsen, Årslev''. 


98. På vejen öst for Povl Kristensens gård i ''Ø'', hvor der er en korsvej, fortæller gamle folk, at der går en so hver nat, og folk, som møder den, kommer op at ride på den, og de bliver så fortumlede, at de ikke véd, hvordan de slipper fra den igjen, eller hvordan de kommer hjem. Samme steds går en sort hund, som, når folk træffer den, løber ved siden af dem et stykke og logrer med halen. 

''Joh. Jensen, Mollerup''. 


99. Omme i ''Grimstrup'' sogn er en dal, hvor igjennem den gamle landevej fra ''Varde'' til ''Kolding'' går. Den kaldes ''Rinddal'', og der går spøgeri. Man må ej gå ved den venstre side af grøften, for så bliver man kastet i grøften. En aften, nogle folk kom kjørende der igjennem, da så de nogle små svin, der løb ved siden af vejen. En aften gik nogle piger ad den vej, og da så de en lys plet foran dem, og der gik nogle små, sorte mennesker omkring i det lys. Den ene pige sagde: «Hvad er det, hvad er det?» og det blev hun ved med, til de kom hen til dem. Da forsvandt de. 

''P. Klemmensen, Hoven højskole''. 


100. Et sted henne i ''Hald skov'', de kalder ''Örnebjærg'', går en so med grise. Et par mænd går med en sti der op over. «Havde vi nu været vel der forbi,» siger den ene til den anden. «Hvad for?» siger den anden, han var hård og sagde, at han skulde nok rydde dem til side med hans kjæp. Så kom de, og folkene trådte til side og lod dem vralte videre. 

''Lars Nielsen, Vinkel''. 


101. Mellem ''Sødal'' og ''Lövel'' går der om natten ved midnatstid en so. Fortælleren gik en nat den vej og mödte en stor so, og han lagde mærke til, at den havde lange börster. Han troede, den kom fra Sødal, og kjendte ikke sagnet för bag efter. 

''Kathrine Glud''. 


102. Omtrent midt i ''Örre'' løber to små bække, den enes navn er ''Skasbæk'', den andens husker jeg ikke. I den ene af de slunder (lavninger), hvor den ene bæk løber, går der ved nattetider en so med et læg grise. De gjör ingen fortræd, men man kan dog ikke godt se dem, uden at man kommer til at ryste efter det. I den anden slunde går der en hovedløs hest. Tæt ved den gård, hvor jeg er fra, er der en lille lavning, og i denne går der også en hest uden hoved. Disse hovedløse heste har man at tage sig i agt for. Rigtig nok vil de hverken slå eller bide, men de vil give de vejfarende penge, og det endda skinnende guldpenge, ser det ud til, men ve den, som tager imod den slags penge, for de er gloende, og får man først fat på dem, kan man ikke slippe dem, for de brænder igjennem hånden, så dæmm dæ gier dæm i laww mæ æ howeløs hæst, di blywwer et wal te pas. 

<small>De lavninger, hvor sådanne heste og svin går, ligger altid ved alfarvej.</small> 

''K. J. Understrup''. 


103. I den såkaldte ''Pavegyde'' i ''Lunde'' sogn har der al tid været et og andet, som ikke har været rigtig fat. Således har man set en overnaturlig so gå med en flok grise ude ved skovleddet, lige för vi når ''Skovsgårdens'' grund. Nogle har set en mandsskikkelse gå og spøge der. Somme har ment, at det var en mand fra Pavegården, som ligger der ved vejen, og hvorefter den har navn. 

''P. Jensen, Kværndrup''. 


104. Her omkring ved ''Linde'' er der meget, der pusler på kirkegården, og der omkring går kirkelammet; öst for byen, i hulingen ned efter ''Lindbjærggård'', går en hovedløs so; vest om byen, ude over fællesjorden, går en hvid jomfru lige efter det sted, hvor sognefogdens gård nu er bygget, men om det er den samme hvide jomfru, der går nede i krattet, véd jeg ikke. Mellem Linde og det nordenfor liggende ''Hald'' er der fra sydøst til nordvest en stor til dels kratbevokset lavning, og der er det ikke rigtig fat. Som allerede nævnt går der også en hvid jomfru. Og mange, der om aftenen har færdedes der igjennem, har pludselig fået en byrde på nakken, som de har måttet gå med et stort stykke, for de er blevne fri. 

''K. M. Rasmussen''. 


105. Gamle Kirsten Hans Jörgens i ''Trunderup'', min mormoder, siger, at hun aldrig har kunnet se spøgeri eller sådant noget, for så havde hun nok fået noget at se en gang i hendes unge dage. Det var nemlig en aften, at hun og hendes søster Stine gik hjemme fra deres faders gård i ''Volstrup, Ringe'' sogn, og ned efter Mads Pedersens, hvor der skulde være gilde, de gik ned over marken, og det sidste stykke fulgte de en gangsti. Da de havde nået stenten, kunde de høre, at folk endnu gik uden for nede i byen, og da det således var lovlig tidligt, vilde Kirsten stunde sig lidt der, men Stine havde så underlig travlt, hun vilde på ingen måde tøve, men blev ved at gå uden ellers at sige noget. Da de ud på natten gik hjemad, var de i følge med en karl, og som de kommer hen til stenten, udbryder karlen: «Men hvad er dog det, der går der henne? lad os se, hvad det er.» Men Stine sagde, at han på ingen måde måtte gå der hen. Kirsten kunde ingen ting se, men de andre to sagde, at det lignede en stor hvid so. Karlen sagde siden, at da han gik fra pigerne, var han endnu så  bange, at hans hår på hovedet stod rette. Da pigerne var komne ind i seng, kom deres moder, som lige havde været uden for, ind til dem og skjændte på dem, at de var gået fra den gamle bødker, for nu gik han nede på marken og råbte, og kunde naturligvis ikke finde hjem, «det er et farligt arbejde med de tøse.» Men her imod indvendte pigerne, at det ikke var bødkeren, for han gik hjem, da klokken var 10. 

''P. Jensen, Kværndrup''. 


106. Mads Pedersens gård i ''Volstrup, Ringe'' sogn, lå indtil for ikke mange år siden midt i Volstrup by, nu tilhører den Hans Kristensen og ligger ude på marken ad Gultved til, og her i denne gård så en tjenestepige en aften en stor hvid so stå og rode i sneen nede ved vognene (i porten?). Hun gik så ind og fortalte dette her, men aldrig så snart havde hun gjort det, för hun gik fra forstanden. 

''P. Jensen, Kværndrup''. 


107. Ved skjellet mellem ''Munklinde'' og ''Agerskov'' jorder i ''Bording'' sogn har det, efter hvad der fortælles, ikke været rart at færdes, når det var mørkt, der gik naturligvis en so med ni grise, og for dette selskab var der mange, som var  bange. 

''Jens A. Favrholt''. 


108. Ved ''Guldager, Vrejlev'' sogn ved Hjöring, løber der en hovedløs so, som det ikke er godt at møde, og som de gamle véd adskilligt om. Det kan også hænde, at der mellem præstegården og Guldager kommer sådan tåge, at folk, der har gået den vej over hundrede gange för, farer helt vild, men om det er soens skyld, véd jeg ikke. Der er også meget spøgeri ved Vrejlev kloster, men det er jeg ikke rigtig inde i. 

''Frk. Marie og Johanne Heiberg''. 


109. På korsvejen på ''Jebjærg'' præstegårds mark går en hovedløs so med sine grise. Når man møder dem, kan man ikke komme fra dem igjen. 

''Katr. Glud''. 


110. En dreng, der tjente på ''Skjersø'', gik en aften igjennem en skov lidt fra gården. Der fik han öje på to røde svin, men da han kom nærmere til, var det to røde mænd. Hvad der videre skete, véd han ikke, han kom først til sig selv igjen, da han lå på kjøkkengulvet på Skjersø. Kokkepigen og hendes kjæreste, der var til stede, sagde, at drengen var kommen ned igjennem skorstenen. 

''Ane Nielsen''. 


111. Under ''Vestborg'' ruiner inde i  banken boer der en gammel so. Hver Voldborg aften (30te april) går han ind gjennem ''Kolby'' fulgt af sine tolv grise; ved smededøren standser hun og kiger over døren ind i smedien, derpå går hun videre med grisene til ''Jannes höj'', som ligger mellem ''Hårmark'' og ''Pilemark'' på venstre side af landevejen, hvor der også bor en so. Her opholder hun sig lidt og løber så hjem til Vestborg  banke igjen. 

''Samsø. Frederik Povlsen''. 


112. Kjen Påris og hendes fader er flere gange kommen om ved en stor so, som lå på vejen ved ''Klokkevad-sig'', Hun kunde se den og sagde: «Kom her over, fader, ellers falder du over söen.» Når de så den so, spurgte de al tid lig. Hendes broder, Niels, var også meget synsk og så ligskarer, liglam, lignøgler m. m., ligesom han også så lygtemænd dandse og kunde høre kirkeklokken ringe i sigen. Den ligger neden for. ''Klokkevads-höj'' mellem ''Vistrup, Borris'' og ''Astrup.'' 

''S. J. Sort''. 


113. Imellem ''Vester- Vedsted'' og ''Råhede, Hvidding'', er der en strækning mose-enge, ''Spræk-fennerne'' kaldt. Der findes ved broen over vejen undertiden en stor so, som bønderne kalder æ spræk-sow, der forskrækker de vejfarende, og man har fortællinger om folk, der åndeløse har sögt tilflugt i Vester-Vedsted, da de har været forfulgt af soen. 

''H. F. F''. 


114. En aften, som Sören Skovs fader, der var spillemand og boede på ''Mariager'' mark, vilde ride fra ''Fjeldsted'' ned til Mariager for at hente nogle strenge, fordi han skulde spille til gilde den aften, vilde hesten, da han kom til ''Bröddenhöj'', ikke af stedet, og det var for ham, ligesom der var en mængde små sorte svin, der gryntede og puslede omkring ham, men så læste han sit Fadervor og råbte: «Ve do et go, så ska Dæwlen annamm dæ!» og straks var alt borte, og hesten jog af sted med ham i galop ad Mariager til. 

''H. A. B''. 


115. Jörgen Iversen, kone, sön og pige går en aften fra ''Favstrupgårds mark'', hvor de om aftenen havde været i besøg, og hjem efter. Da de er kommen ind i skoven, ''Böjskov'', ser de en klar lue på en bakke forved dem. Manden tager sit fyrtöj og slår ild, og så forsvinder luen. Da de kom på siden af bakken, ser Jörgen ligesom flere store vildsvin løbe frem og til bage tværs over vejen. Siger til de andre, at de skal gå ind på en sti, men konen og pigen bliver ved at gå og falder da af og til omkuld uden at kunne begribe grunden. De to blev meget syge, da de kom hjem, og lå længe. 

''H. Jessen''. 


116. På ''Brandtebakke'' i ''Brændstrup, Tersløse'' sogn, der stoder til ''M.-Bjærgby'', ses undertiden midt om natten en so med ni røde grise. Den bagerste af disse er skrutrygget, og den skal forsvare alle de andre. Ligeledes ser man på samme  banke en stor sort hund, der går for at lede folk vild. 

''A. N''. 


117. Vejen forbi ''Frederiksgave'' ved ''Assens'' går om ved den store kornlade. Her red en gang en lys sommernat en karl. Da han havde nået enden på den lange ladebygning, sprang der en uhyre stor, fed orne frem imod hesten. Karlen, der blev bange, satte hesten i susende galop, men ornen fulgte hele tiden ved siden. Så lod karlen hesten gå i skridtgang for at se, om ornen ikke løb forbi, men straks gik den også, og rykkede da nærmere ind på siden af hesten. For at holde den så langt borte fra hesten som muligt var karlen bestandig nød til at lade hesten løbe. Først da de nåede landevejen, der fører fra Voldtofte til Assens, skiltes de, idet ornen løb imod Assens, og han red mod Voldtofte. Fra Frederiksgave til landevejen er der godt en fjerdingvej. 

''Seminarieelev J. P. Jensen, Skårup''. 


118. ''Sanden'' benævnes en sandflugt, som ligger ovre i ''Kragelund'' sogn. Her går en hovedløs so med syv grise, som ved nattetid har været til stor skræk for de vejfarende. Således traf det sig en gang, at præsten fra Kragelund var ude at holde skolevisitats i ''Kristianshöj'' skole, og da vejen var lang, og det blev sent om aftenen, inden han kom om ved ovennævnte sted, kunde hestene ikke trække vognen længere, den stod, som om den havde været naglet fast. Præsten bød da kusken at stå af og tage det ene hjul af vognen. Som sagt, så gjort, og præsten kjørte på tre hjul til præstegården. Ankommen hertil bød han kusken at tage hjulet ned af vognen, men måtte ikke sætte det til jorden, inden solen var stået op. 

''J. Jensen, Refshalegård''. 


119. Ved en torn nordöst for ''Linde'', der kaldes ''Verdens ende'', skal gå en hovedløs gris og en sort hund med en gloende tunge ud af halsen. 

''M. R''. 

 


[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Folklore]]
[[Kategori:Evald Tang Kristensen]]