Vis kilden til Hos Aandemaneren Aua – De dødes Land (KR)

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !! !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link= Hos Aandemaneren Aua – De dødes Land (KR)]] !!  !!  
|-
|}


[[Fil:Aua (KR).jpg|thumb|300px|<center> Åndemaneren Aua og hans kone</center>]]<center>

<br>'''[[Grønlandsk religion og mytologi|Temaside: Grønlandsk religion og mytologi]]'''<br><br>[[Fra Grønland til Stillehavet (KR)|Uddrag af<br>'''Fra Grønland til Stillehavet''']]<br><br><big><big><big>'''De dødes Land'''</big></big></big><br>'''Fortalt af Aandemaneren Aua'''<br><br>'''Knud Rasmussen'''<br>København, 1926</center>



<blockquote>
''"De dødes Land, hvor er da det? Hvor kommer Menneskene hen, naar de dør?" spurgte jeg.''

___________________


"Naar Menneskene dør, forlader deres Sjæl Jorden, og der er to Steder, hvorhen de farer. Nogle kommer op til Himlen og bliver Uvdlormiut, Dagens Folk. Deres Land ligger i Retning af Daggryet. Andre kommer ned under Havet, hvor der findes et smalt Land med Hav til begge Sider. De kaldes Qimiujarmiut, den smalle Tanges Folk. Begge Steder er der godt at være, og der er altid Overflod af Mad.

Til Dagens Land kommer kun de Mennesker, der er druknet i Hav eller Sø, eller de Mennesker, der er dræbt ved Mord. Man fortæller, at Dagens Land er de glade og lykkelige Menneskers Land. Det er et stort Land med mange Rener, og dets Folk lever kun for Glædens Skyld; de spiller næsten altid Bold, Fodbold, legende, leende og syngende, og det, de spiller med, er Kraniet af en Hvalros. Saaledes spiller man Bold her, og saa behændig er man, at man altid sparker saadan til Hvalroshovedet, at det falder ned paa Stødtænderne. Det er denne Sjælenes Boldleg med Hvalroskraniet, vi ser nede fra Jorden som Nordlys. Derfor har Nordlysene ogsaa en Lyd, en fløjtende, hvislende, knitrende Lyd. Det er Sjælenes Bevægelser, denne Lyd. Naar man er ude en Nordlysnat og hører den, kan man fløjte, og alle Nordlysene vil da strømme sammen og ligesom komme nærmere.

Vort Lands store Aandemanere besøger tit Dagens Folk blot for Glædens Skyld; vi kalder dem Pavungnartut (dem, der stiger op mod Himlen). Aandemaneren, der skal paa denne Rejse, sættes bagest paa Briksen, og et Forhæng af Dyreskind skal skjule ham for alle de Mennesker, der samles i hans Hus. Men Manden, der farer til Dagens Land, skal være bundet, før han lægges ind bag Forhænget; hans Hænder skal være bagbundne, og Hovedet skal surres fast til Knæleddene; han maa kun have Bukser paa, saa at hans Overkrop og Ben er nøgne. Naar dette er gjort, skal de Mænd, der har bundet ham, tage en Glød fra Lampen paa Spidsen af en Kniv og føre den hen over hans Hoved, tegne Ringe i Luften og sige: "Niorruarniartoq aifâle (lad ham, som nu skal rejse paa Besøg, blive hentet)."

Bagefter slukkes saa alle Lamper, og alle Gæsterne i Huset lukker Øjnene. Saaledes sidder man længe, og en dyb Tavshed ruger over Huset. Men efter en Stund begynder der at komme fremmede Lyde til de lyttende Gæster; man hører Hvislen, der ligesom kommer højt, højt oppe fra Luften, snurrende, fløjtende Lyde, og saa hører man pludselig Aandemaneren raabe af alle Kræfter:

"Halala — halalalê, halala — halalalê!"

Og i samme Øjeblik skal alle Gæster i Huset raabe: "Alé — alé — alé!" Saa løber der ligesom et Sus gennem Snehytten, og alle ved, at nu har der dannet sig en Aabning for Aandemanerens Sjæl, en Aabning, der er som en Sæls Aandehul, og igennem den flyver Sjælen op til Himlen, hjulpet af alle de Stjerner, der engang har været Mennesker. Og alle Sjælene farer nu op og ned ad Sjælenes Vej for at holde den aaben for Aandemaneren; nogle farer ned, andre flyver op, og hele Luften genlyder af Fløjt og Susen:

"Pfft — pfft — pfft!"

Det er Stjernerne, der fløjter for Aandemanerens Sjæl, og Husets Gæster skal da prøve paa at gætte Stjernernes Menneskenavn, det Navn, de havde, da de levede nede paa Jorden; og lykkes det, hører man to smaa korte Fløjt: "Pfft, pfft", og bagefter en spinkel, skinger Lyd, der taber sig ude i Himmelrummet.

Det er Stjernernes Svar og deres Tak for, at de endnu huskes.

Ofte bliver en Aandemaner længe borte paa Besøg, og da plejer hans Gæster at underholde sig selv ved at synge gamle Sange, altid med lukkede Øjne. Man fortæller, at der bliver stor Glæde i Dagens Land, naar en Aandemaner kommer paa Besøg. De opdager ham ikke straks, de er optagne af deres Leg, deres Latter og deres Boldspil. Men saa hører man Raabet: "Niorruarsuit — niorruarsuit!" ud over Bopladsen (besøgende, besøgende), og straks farer alle Folk ud af Husene. Men Husene har ingen Husgang, ingen Indgang eller Udgang, og derfor kommer Sjælene ud overalt, hvor det falder dem ind, gennem Væggen, gennem Taget. De skyder lige gennem Huset, og skønt man ser dem, er de dog ingenting, og der er ingen Huller i Huset paa det Sted, hvor de kommer ud. Og de løber hen imod den kommende, glade for at hylde ham, glade for at byde ham velkommen, for de tror, han er en død Mands Sjæl, ligesom de selv. Først naar han siger: "Putdlâliuvunga (jeg er endnu af Kød og Blod)." vender de skuffede tilbage.

Oppe i Dagens Land falder den Rem, som Aandemaneren er bundet med, af sig selv af, og nu spiller de døde, som altid er kaade, Bold med den. Hver Gang de sparker til den, flyver Remmen ud i Luften og kommer til at ligne alle Slags Væsener, snart en Ren, snart en Bjørn, snart et Menneske. De er lavet af en Mængde smaa Løkker, der knyttes af sig selv blot ved de dødes Spark.

Naar Aandemaneren har moret sig en Stund mellem alle de glade afdøde, vender han igen tilbage til sin gamle Boplads. Gæsterne, der venter paa ham med lukkede Øjne, hører et stærkt Bump bagest paa Briksen, og derefter hører man den Rem komme susende, som han var bundet med; den falder ikke ned bag Forhænget, men ind imellem alle de ventende Husfæller. Saa er Aandemaneren forpustet og træt og raaber blot:

"Pjuh — he — he — he!"

Siden fortæller han om alt det, han har oplevet.

Til "Den smalle Tanges Land" kommer alle de Mennesker, der dør af Sygdom i Hus eller Telt. De faar ikke som de andre Lov til at rejse lige op til Sjælenes Land, for den voldsomme Død har ikke renset dem, og derfor maa de ned til Kvindemennesket under Havet og sone deres Brøde. De værste Synder for Kvinder er hemmelige Fødsler, for Mænd, om de har staaet i Forhold til et Dyr eller ogsaa til selve Jorden. Alle disse Mennesker skal leve et helt Aar, undertiden mere, under Dynen hos Kvindemenneskets Fader, der skal mishandle og pine dem paa alle Maader, navnlig ved at slaa dem paa deres Kønsdele; men naar deres Overtrædelser er sonede, kommer de op til Sjælenes Land eller den smalle Tanges Land og lever lige saa lykkeligt, som de syndefri.

Den smalle Tanges Land er ikke som Dagens Land. Det er et Havland, fuldt af alle mulige Sødyr, og her bliver der drevet stor Fangst i Lykke og Glæde."


==Kilde==
Knud Rasmussen: ''Fra Grønland til Stillehavet, bd. 1'', ss. 86-88. København, 1926.</blockquote>
<br><br>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Knud Rasmussen]]
[[Kategori:Inuitisk religion og mytologi]]