Vis kilden til Hos Aandemaneren Aua – Leveregler og tabubestemmelser (KR)

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !! !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link= Hos Aandemaneren Aua – Leveregler og tabubestemmelser (KR)]] !!  !!  
|-
|}


[[Fil:Aua (KR).jpg|thumb|300px|<center> Åndemaneren Aua og hans kone</center>]]<center>

<br>'''[[Grønlandsk religion og mytologi|Temaside: Grønlandsk religion og mytologi]]'''<br><br>[[Fra Grønland til Stillehavet (KR)|Uddrag af<br>'''Fra Grønland til Stillehavet''']]<br><br><big><big><big>'''Leveregler og tabubestemmelser'''</big></big></big><br>'''Forklaret af Aandemaneren Aua'''<br><br>'''Knud Rasmussen'''<br>København, 1926</center>



<blockquote>
'''Vi frygter''' 

Flere Aftener igennem havde vi drøftet Leveregler og Tabuskikke uden at komme videre end til en lang og omstændelig Opremsen af, hvad der var tilladt og hvad der var forbudt. Alle vidste de saa udmærket, hvad der skulde gøres i et givet Tilfælde, men hver Gang jeg kom med mit hvorfor, blev de mig Svar skyldige. Det forekom dem ret urimeligt, at jeg ikke blot vilde have en Redegørelse for, men ogsaa en Begrundelse af deres religiøse Forestillinger. Det havde som sædvanlig været Aua, der førte Ordet, og da han stadig blev mig Svar skyldig, rejste han sig op, og som grebet af en pludselig Indskydelse bad han mig følge med udenfor. 

Det havde den Dag været et ualmindelig haardt Vejr, og da vi efter flere Dages heldig Fangst havde Overskud af Kød, havde jeg anmodet min Vært om at blive hjemme, at vi kunde faa en Del Arbejde fra Haanden. Den korte Dag var forlængst gaaet over i Eftermiddagens Halvlys, men da Maanen var oppe, kunde man endnu se temmelig langt. Hvide, forrevne Skyer jog hen over Himlen, og naar Vindpustene fo'r hen over Bopladsen, fik vi Øjne og Mund fyldt med Sne. Aua saa mig ind i Øjnene, og idet han pegede ud over Isen, hvor Snefoget røg som piskede Bølger, sagde han: "For at jage vel og leve lykkeligt behøver Menneskene roligt Vejr. Hvorfor saa denne stadige Snestorm og alt dette unødige Besvær for dem, der skal søge Føden til sig og dem, de holder af? Hvorfor? Hvorfor?" 

Vi var netop kommen ud paa den Tid, da Mændene kom hjem fra Aandehulsfangst; de gik sammen i Klynge og sled sig foroverbøjede op mod Vinden, der pressede dem saa haardt, at de helt maatte standse, hver Gang Vindstødene ramte dem. Ingen af dem havde Sæl paa Slæb; en hel Dags surt Slid havde været forgæves. 

Jeg maatte besvare Auas Hvorfor med en stille Hovedrysten. Saa førte han mig ind i Kuvdlos Hus, der laa lige ved Siden af vort. Den lille Spæklampe brændte med laveste Blus uden at give den mindste Varme, og et Par smaafrysende Børn var krøbet sammen i et Hjørne af Briksen med et Renskindstæppe over sig. 

Atter saa Aua paa mig og sagde: "Hvorfor skal der være koldt og uhyggeligt herinde? Kuvdlo har været ude paa Fangst hele Dagen, og hvis han havde faaet en Sæl, saaledes som han fortjente, vilde Konen nu have siddet leende ved sin Lampe og sat fuldt Blus paa, uden at være bange for, at der ikke skulde være nok til i Morgen. Og der vilde blive varmt og hyggeligt herinde, og Børnene vilde kravle frem fra deres Tæppe og glæde sig over at være til. Hvorfor skal det ikke være saaledes? Hvorfor?" 

Da jeg ikke svarede, førte han mig ud af Huset og ind til sin gamle Søster Natseq, der boede i en lille Snehytte for sig selv, fordi hun var syg. Hun saa udslidt og mager ud og blev ikke en Gang oplivet ved vort Besøg. I flere Dage havde hun lidt af en ondartet Hoste, der syntes at komme dybt nede fra Lungerne, og det saa ud til, at hun ikke havde langt igen. 

For tredie Gang saa Aua paa mig og sagde: "Hvorfor skal Mennesker være syge og lide? Vi er alle bange for Sygdom. Min gamle Søster her har, saavidt vi Mennesker kan se, intet ondt gjort, hun har levet et langt Liv og født stærke Børn, og nu skal hun lide, før hun ender sine Dage. Hvorfor? Hvorfor?" 

Hermed var Demonstrationen forbi, og vi vendte tilbage til vort Hus og genoptog sammen med de andre den afbrudte Samtale. 


<blockquote>"Der ser du," sagde Aua, "heller ikke du kan give Grunde, naar vi spørger dig, hvorfor Livet er, som det er. Og saaledes skal det være. Alle vore Skikke kommer fra Livet og gaar til Livet; vi forklarer intet, vi tror intet, men i det, jeg nu har vist dig, ligger alle vore Svar. 

Vi frygter! 

Vi frygter for Jordens Vejr, som vi skal kæmpe med for at vriste Føden ud af Land og Hav. 

Vi frygter Nød og Sult i de kolde Snehytter. 

Vi frygter den Sygdom, som vi daglig oplever rundt omkring os. Ikke Døden, men Lidelsen. 

Vi frygter døde Menneskers og dræbte Fangstdyrs Sjæle. 

Vi frygter Jordens og Luftens Aander. 

Derfor har vore Fædre fra deres Fædre væbnet sig med alle de gamle Leveregler, som er bygget paa Slægters Erfaringer og Livsvisdom. Vi ved ikke hvorledes, vi aner ikke hvorfor, men vi følger dem for at faa Lov til at leve sorgløst. Og saa uvidende er vi trods alle vore Aandemanere, at vi frygter alt det, vi ikke kender. Vi frygter det, vi ser omkring os, og vi frygter det, vi kender fra Forfædres Fortællinger og Myter. Derfor har vi vore Skikke, og derfor overholder vi vor Tabu." </blockquote>


<center>__________</center>


Dette var Auas Forklaring. Som altid var han klar i sin Tanke. Og jeg skal nu forsøge paa at kæde de tre Aandemaneres hedenske Bud sammen. 

Al Tabu og de dermed forbundne Leveregler skelner fundamentalt mellem Landvildt og Sødyr. Dette har sin Grund i, at disse hver for sig har deres særlige Ophav; derfor maa de holdes ud fra hinanden, thi man har den Tro, at de gensidig besmitter hinanden og derved volder Menneskene Ulykker. 

Der er nu Sødyrenes Moder, der sank ned til Havets Bund, fordi hendes Fader huggede hendes Fingerled af, da hun blev kastet ud i Søen og angst for at drukne klamrede sig fast til Konebaadens Ræling (se Myten Pag. 83). Af hendes af huggede Fingerstumper blev Sødyrene til, de smaa Sæler, de store Remmesæler, Hvalrossen og Hvalen. Og for at hævne sig paa Menneskene, der var Skyld i hendes Død, krævede hun siden indviklet Tabu af alle dem, der skulde leve af Havet. 

Og saa er der Renernes Moder. Aua gengav Myten i følgende Ord: 


<blockquote>"Man fortæller, at dengang Sødyrene blev til, var der ingen Rener paa Jorden; men saa vandrede en gammel Kone ind i Land og skabte dem. Deres Skind lavede hun af sine Bukser, saaledes at Haarlagets Tegning kom til at veksle paa samme Maade som Mønstret i hendes Bukser. Men Renen fik Tænder paa samme Maade som andre Dyr, og i Begyndelsen havde den ogsaa Stødtænder. Den var et farligt Dyr, og det varede heller ikke længe, før en Mand blev dræbt under Jagt. Saa blev den gamle Kone bange og gik atter ind i Landet og samlede de Rener, hun havde skabt. Stødtænderne lavede hun om til Horn, Tænderne i Formunden slog hun ud, og da hun havde gjort det, sagde hun til dem: "Landdyr som I skal holde sig paa Afstand fra Menneskene og være frygtsomme!" Og saa gav hun dem et Spark i Panden, og derved kom den Fordybning, som man nu kan se oven i Panden paa alle Rener. Renerne sprang bort og blev siden meget sky. Det viste sig snart, at de var alt for hurtige, ingen Mennesker kunde jage dem, og atter maatte den gamle Kvinde fange dem ind. Denne Gang lavede hun Haarlaget om, saa at ikke alle Haar længere havde samme Fald. Nu vendte Bughaarene, Haarene under Halsen og Flankerne forskellige Veje, og saa blev de sluppet løs igen. Endnu var Vildrenen vel hurtig, men den kløvede ikke længere Luften saa let, og Menneskene kunde indhente og dræbe den. Siden tog den gamle Kvinde Land blandt Renerne, og hun kaldes nu "Renernes Moder" ''tugtut igfiat'' eller "den, hos hvem Renerne er."</blockquote> 


Saaledes fik Sødyrene og Renerne hver sin Moder, og derfor maa de aldrig behandles under eet. Endnu en anden Grund giver Anledning til stor Forsigtighed: Hos alle levende Væsener findes Kræfter, der gør dem særlig følsomme over for de Leveregler, som engang er vedtagne af Menneskene. Disse Kræfter er nedlagt i Sjælen og Navnet. 

Sjælen eller Inusia er det, som giver alt levende netop det Udseende, som det har. Den er i Virkeligheden for Mennesket et lille bitte Menneske, for Renen en lille bitte Ren, og saaledes for alle Dyr en Miniatur af det store og sidder inde i en luftfyldt Boble i Lysken; fra den kommer Udseende, Tanker, Kraft og Liv. Den gør Mennesket til et Menneske, Renen til en Ren, Hvalrossen til en Hvalros, Hunden til en Hund og saaledes videre. Øves der Vold mod denne Sjæl, eller saares den ved Tabubrud, bliver den til en ond Aand, der volder Ulykker og Død. Aua udtrykker dette i følgende Ord: 

"Livets største Fare ligger i, at Menneskers Føde bestaar af lutter Sjæle." 

Dermed menes der, at man for hvert Fangstdyr, man nedlægger og siden udnytter som Klæder og Spise, maa tage ganske særlige Hensyn; thi de har alle en Sjæl. 

Men foruden Sjælen er der ogsaa Navnet, som kræver Hensyn. Og dette fortolkes saaledes: 

Ved Opkaldelsen faar ethvert Menneske sin afdøde Navnes Styrke og Færdigheder; men da alle med fælles Navn har samme mystiske Livskilde, arver man ogsaa aandelige og legemlige Egenskaber fra dem, der langt, langt ude i den graa Fortid har baaret samme Navn. Bag ethvert Menneske gaar saaledes et mægtigt Tog af Aander, der støtter og hjælper, saa længe man holder Levereglerne efterretteligt; men bryder man sin Tabu, eller gør man noget, som er de Døde uvedkomment, vender alle de usynlige Venner sig mod en som Fjender, og man er hjælpeløst fortabt. 

Et broget Virvar af religiøse Leveregler gaar nu umærkeligt og næsten automatisk ind som et Led i det daglige Liv, og det er ofte vanskeligt at faa fat paa dem. De dukker op eller forsvinder, eftersom man faar Brug for dem, og lader sig ikke uden videre remse op, blot fordi man spørger. Det voldte derfor Aua og mig stort Besvær at faa dem sammenstillet paa en saadan Maade, at de kunde give et Begreb om, hvorledes de i Virkeligheden griber ind i alt. 


<center>__________</center>



'''Kampen mod døde Menneskers og Dyrs Sjæle''' 

Om Sommeren, hen i Juli Maaned, naar Vinterisen ikke længere egner sig til Sælfangst, samles alle Ejendele i et stort Depot ved Kysten, og man drager ind i Landet for at begynde Renjagterne. 

Renerne i Melville Peninsula kommer som en Fortrop for det store Fremstød nede fra Skovene i Barren Grounds; men paa den Tid, de viser sig paa Vejen mod Nord, er Skindene værdiløse paa Grund af Fældningen, og det er først hen paa Sommeren, i Juli, August og September, at de faar det Haarlag, som betinger de gode, varme Dragter for Vinteren. De ganske tyndhaarede Skind fra Juli og Begyndelsen af August bruges som Underbeklædninger nærmest Kroppen, medens de mere tykhaarede Skind lidt senere anvendes som Pelsskind. Landets Klima er jo saaledes, at varme Klæder er en absolut Forudsætning for Liv. Gamle Traditioner fortæller nu, at Renernes Sjæl skyr alt, hvad der har med Saltvand og Dyr i Saltvand at gøre, og derfor efterlades alt det, der specielt har været beregnet til Sødyrsfangst, nede ved Kysten. Til Gengæld maa man senere hen heller ikke anvende Fodtøj, der har været brugt paa Renjagt, ude paa Havis. Det, der giver Fodspor i Land, maa ikke give Fodspor paa Is. Det efterfølgende gengives saa vidt muligt i den Form, hvori Aua og Orulo fortalte mig det. 


<blockquote>Rener anses for at være særlig ømfindtlige over for alt det, der har med Kvinder at gøre; thi den Urenhed, der sættes i Forbindelse med Menstruation og Fødsler, hænger altid over Kvinderne. En Kvinde kommer ind under Tabuen fra den Dag, da hun har haft sin første Blødning. Derfor har man som det første og store Bud indført Tabu for alt Kvindearbejde i den Tid, Renerne jages. Kvindeme maa saa vidt muligt ikke sy fra den Tid, man gaar ind i Land (Juli), og til de første Snedriver lægger sig (November). Al Beredning af Renskind og Syning af disse er absolut Tabu. En Undtagelse danner de Kvinder, som ikke har smaa Børn; de maa gerne sy Fodtøj af Sælskind, naar Skindene blot er skaaret til, forinden man forlader Kysten. Dog maa denne Syning ikke udføres i Teltene, men altid ude i fri Luft, i nogen Afstand fra Lejren. Disse Kvinder kan ogsaa reparere gamle Dragter, hvis det viser sig absolut nødvendigt; dog maa de aldrig benytte Skind, der stammer fra Dyr, som er skudt i samme Sæson. Sker dette, vil alle Rener forsvinde. 

Naar en Ren er dræbt, maa man passe vel paa, at intet Ben brydes. Skindet skal flaas af paa en saadan Maade, at der bliver smaa Strimler siddende ved Dyrets Øjne og Genitalia; thi naar Skindet engang skal tørres og behandles af en Kvinde, vil det saare Renen, om hun kommer til at røre ved de Steder, der har siddet direkte ind til disse Legemsdele. Efter Flænsningen lægges et lille Stykke Talg og et Stykke Kød under en Sten i Nærheden af det Sted, hvor Renen blev dræbt. Dette er et Offer til de Døde; man ønsker, at de skal spise og gengælde de Maaltider, man saaledes giver dem, ved at lokke Rener frem til de Steder, hvor man jager. De Dødes Sjæle har samme Magt til at gavne som til at skade. 

Man maa drage omhyggelig Omsorg for, at Hunde ikke kommer til at gnave Renknogler i den Tid, Jagten drives. Det vil smerte Renens Sjæl, og man vil ikke faa flere Rener. 

Først om Efteraaret, naar Jagten er ophørt og der er faldet Sne paa Land, saa at man kan forlade Teltet og bygge Snehus, er det tilladt at sy de nye Klæder, der skal bruges den kommende Vinter. Saafremt det er paatrængende nødvendigt for en Mand forinden at faa nye Klæder, er det dog ogsaa tilladt at sy i et Ishus, hvis Isen lægger sig, før der falder Sne. Saa snart den første Sne er faldet og en Kvinde skal sy, maa der bygges en lille Snehytte specielt til hende, hvis der ikke er Sne nok til et rigtigt Hus, hvori alle kan flytte ind. I en saadan foreløbig »Systue« maa Skindet dog ikke blødgøres paa sædvanlig Maade med Skraber, men blot vædes paa Kødsiden med Vand og siden blødgøres med Fødderne. 

Naar man saa er flyttet i Snehus og Havisen lægger sig, kan Hvalrosjagten begynde, selv om Kvinderne endnu syr nye Klæder. Dog er Sælfangst Tabu. Ved Bopladsen udvælges tre Mænd, der ene maa drive Fangsten i den Tid, der sys. Af disse har kun en Lov til at harpunere, medens de to andre er ham behjælpelige med at flænse. For disse tre Mænd, som under Kvindernes Syarbejde driver Fangsten for hele Bopladsen, er alle Marvben og Hovedet af Ren streng Tabu; Renkød maa de kun spise raat og frossent, og da kun med Vanter paa Hænderne. Kvinderne maa kun spise Renkød fra Sommerdepoter. Intet Hvalroskød maa bringes i Hus. Ønsker Mænd at spise Hvalroskød, maa det spises raat og kun uden for Snehytten. Skind af Ren maa aldrig blandes med Skind af Sæl, endsige forarbejdes paa samme Tid. Saaledes er det ikke tilladt at sy Sælskindsfodtøj, før alle Vinterdragter er færdige. Der maa heller ikke anvendes Senetraad af Sødyr til Renskind. 

Tabuen ved Igdlulik var særlig streng, fordi Sagnet fortalte, at det var herfra, Sødyrenes Moder var gaaet til Havets Bund. Derfor var hun Menneskene nærmere her end andre Steder og lettere at saare. Man sagde, at hun hadede Renerne, fordi hun ikke selv havde skabt dem, og derfor maatte Kød af Hval, Hvalros eller Sæl aldrig spises samme Dag som Ren. Hvalroskød og Renkød maatte ikke være i Hus sammen. Laks regnedes til "Landføde" og maatte ikke spises samme Dag som Sødyr. Af samme Grund var det forbudt at gaa paa Hvalrosjagt med Fodtøj, der havde været brugt til Laksefangst. 

Den strenge Adskillelse mellem alt, hvad der hører Landet og Havet til, overholdes, indtil Sælerne faar Unger i April—Maj. Da staar Solen højt paa Himlen, og den farlige Vinter er omme. Dog maa visse Hensyn iagttages. Skind af Sommer- og Efteraarsren og Renkød fra Depoter maatte kun bringes ind i Snehytter, der var bygget paa Havis, gennem et Hul i Taget, hen over Briksen, og aldrig gennem den sædvanlige Indgang. Samme Vej skulde Sengetøj altid bringes i Hus under Sæljagter. 

Det var et stort Arbejde at komme gennem Efteraars- og Vintersyningen. Familiens forskellige Medlemmer skulde helst have mere end eet Sæt Tøj, bestaaende af tyndhaarede Underpelse, Underbukser, Strømper og mere langhaaret Overtrækstøj til disse. Alene Beredningen af Skindene tog lang Tid. Foruden selve Klæderne skulde man ogsaa lave Brikseskind og bløde Tæpper og Soveposer til Rejsebrug. Som Regel gik derfor Tiden til Udgangen af December, før man kunde flytte ud paa Isen og begynde Vinterfangsten. Forinden Kvinderne nu gik over til Sødyrspise, skulde de omhyggeligt rense og vaske deres Hænder. Det gamle Tøj, der kasseredes, naar det nye toges i Brug, maatte rives i Stumper og Stykker; ellers kom man til at gaa i Pjalter efter sin Død. Og første Gang der skulde jages Hvalros eller Sæl, efter at alle var flyttet ud i Fangstlejr paa Isen, skulde man samle Tang, lægge det paa Gulvet i Snehytten og tænde et Baal; hen over Ilden og Røgen holdt man saa Klæder, Vanter, Fangeliner, Harpuner og Harpunspidser, idet man sagde: "Giv os noget velsmagende fra Havet!" Disse Ord glædede Sødyrenes Moder, og Ilden rensede Fangstgrejerne for Lugten af Land. Mændene skulde gaa lige hen over Baalet og straks derfra begive sig paa Fangst. 

I en Snehytte paa Isen maatte man ikke bruge Mos som Lampevæge, men "Savsmuld" fra Hvalrostand. 

Fra nu af var alle Landdyr Tabu, og man udsatte ikke blot sig selv, men ogsaa alle sine Bopladsfæller for de største Farer, hvis man brød den. Det fortælles, at engang havde en ung Moder syet en lille Dragt til sit Barn, efter at man havde bygget Hus paa Isen. Inden Morgen brød der en Orkan løs, Isen blev flænget op og knust i Stumper og Stykker, og hele Bopladsen druknede. Men da Stormen var paa sit højeste, saa man inde fra Land en lille Renkalv svømme ude mellem de druknende Mennesker. Det var Sjælen af den Kalv, hvis Skind var bleven syet ude paa Havisen, der hævnede sig. Saa farlige er Sjælene — saa uberegnelige. 

Sødyrene deler man i de farlige, der kræver særligt Hensyn, og de uskadelige, man bare dræber og spiser. Til de første hører Hval, Remmesæl og Bjørn. Skikke ved Hvalfangst er tidligere omtalt. Naar en Remmesæl var dræbt, maatte alt Arbejde hvile i tre Dage; saa længe mente man, at Sjælen blev ved Legemet. Den samme Arbejdstabu fordredes af en Bjørn, kun knyttedes yderligere nogle Ceremonier til Fangsten. Disse bestod i, at Tungen, Milten, Blæren og Genitalia hængtes op inde i Huset sammen med den Harpun, der havde dræbt den. Var det en Hanbjørn, føjedes Mænds Værktøj hertil, var det en Hun-Bjørn, Kvinders Værktøj; disse opfattede man som et Offer til Bjørnens Sjæl, der gav heldig Fangst. Ja, den samme Bjørn kunde, naar den fik mange Gaver "in effigie", lade sig dræbe mange Gange, naar den genopstod. Naar saa de tre Dage var omme, skulde alt Værktøjet kastes ud i Husgangen, hvor Børn skulde kappes om at samle det op og give det tilbage til Ejermændene. De Drenge, der var hurtigst, blev store Bjørnejægere. Overholdt man ikke denne Skik, vilde Bjørnens Sjæl overfalde sin Drabsmand og rive ham ihjel. 

Almindelige Sæler hørte til de ufarlige Fangstdyr, og dog knyttedes der ikke saa ganske faa Taburegler til dem. Saa snart man havde bygget sig et Snehus og begyndte Fangsten, maatte man navnlig i den første Tid staa meget tidligt op om Morgenen; det var nødvendigt at give Sælerne Indtryk af, at man længtes efter dem, ellers kom de ikke til Aandehullerne. Naar en Sæl bragtes i Hus, maatte følgende iagttages, indtil den var flænset: Rimen maatte ikke skrabes af Isruden; der maatte ikke røres ved de flettede Pileris, der er Underlag for Brikseskindene; Sovetæpperne af Renskind maatte ikke rystes ud over Gulvet; der maatte ikke spildes Tran fra Lampen paa Gulvet; Mænd skulde standse alt Arbejde i Sten, Træ eller Jern; Kvinder maatte ikke kæmme deres Haar, vaske deres Ansigt eller hænge Fodtøj til Tørring. I samme Øjeblik en Sæl lægges paa den Plads, hvor den skal flænses, dyppes et Stykke Sne i Vandspanden, og man lader det herfra dryppe ned i dens Mund. Dyr, der lever i Saltvand, er altid tørstige, og saaledes slukker man Sjælens Tørst. Naar den bliver Sæl paa ny, lader den sig gerne dræbe igen af den Mand, som gav den Vand. Er det Sommer, stiller en Kone altid en Trækop, fyldt med Vand, inde paa Strandbredden, første Gang hendes Mand ror ud i en nybetrukken Kajak. Det er Vand til de tørstende Sæler. 

Naar saa Sælen er flænset, lægges et friskt Stykke Sne hen over det Sted, hvor dens Hoved laa, og denne nye Sne trampes ned; thi Sjælen kan ikke lide, at urene Mennesker træder paa det Sted, hvor dens Hoved har hvilet. 

Efter Sælfangst stilles Harpun og Harpunspids hen ved Lampen i Huset og bliver der Natten over. Saa længe opholder Sjælen sig i Harpunspidsen, der dræbte den, og i den Tid sætter den Pris paa Varme. 

Man maa aldrig sy med Sener af en Sæl. Den skammer sig over sine korte Sener og straffer den, der bruger dem, med en tidlig Død. 

Første Gang en Dreng fanger en Sæl fra Aandehul, skal han kaste Pels og Underpels, lægge sig fladt ud over Isen og lade sin Fader trække den endnu levende Sæl hen over sin nøgne Ryg. Da bliver hans Fangstdyr ikke sky. Kødet af denne Sæl fordeles i alle Huse og spises hurtigst muligt. Der maa intet levnes. Skindet udstykkes til saa mange Mænd som muligt, der lader sy smaa Fangstsko deraf. Kun Skindet af Hovedet skal gives til en gammel Kone, der holder meget af Drengen; hun skal sy en smukt forarbejdet Pose, hvori hun opbevarer sit Lampemos. Denne Pose skal hun beholde, saa længe hun lever, og den skal begraves med hende, naar hun dør. Opfyldes alt dette, vil de Fangstdyr, Drengen nedlægger, faa Spæk, der er stærkt lysende i Lamper. Det yderste Led af Lufferne skal skæres fra og gemmes et Aar, derefter skal det lægges i en gammel Grav. Ingen Aandemaner vil nu ved Trolddom kunne fratage ham hans Fangstdyrs Sjæle eller paa anden Maade ødelægge hans Fangst. Af samme første Sæl maa ingen af de afgnavede Knogler kastes bort; de skal alle samles og sænkes i et Aandehul. Sjælen tager da igen Bolig i sine Knogler, og da dette vil gentage sig, saa ofte den dræbes, kan vedkommende hele Livet igennem blive ved med at fange den samme Sæl. 

Den Dag en Dreng havde nedlagt sin første Sæl, maatte han aldrig banke Sneen af sit Tøj; det vilde skræmme hans fremtidige Fangstdyr bort. Ved Nymaane skal alle Smaadrenge løbe ud i nogen Afstand fra Husene, hvor Sneen er ren og uden Fodspor. Her skal de tage et Stykke Sne, og idet de raaber op til Maanen: "Du skal bringe mig Fangstdyr!", løber de ind i Huset og putter Sneen i en Vandbeholder. 

Naar en lille Dreng, der endnu bæres i Rygpose, første Gang faar Øje paa Maanen, skal Moderen stænke Vand i dens Retning. Alt dette giver god Fangst. 

Flytter man til en ny Fangstplads, skal man anbringe Kranierne af de Sæler, man har nedlagt, idet man vender Øjenhulerne i den Retning, man vil rejse. Saa vil Sjælene af de Sæler, man allerede har fanget, følge med, og man vil fange dem igen paa den nye Fangstplads. 


<center>__________</center>



'''Naar Mennesker fødes'''

En frugtsommelig Kvinde skal være hurtig til at løbe ud af Hus og Telt, hver Gang der raabes paa hende; saa vil hun føde let. Paa samme Maade bør hun altid være ivrig til at hjælpe andre; Barnet, hun føder, vil da blive et hjælpsomt Menneske. Af et Træhaandtag fra en Skindskraber, der har tilhørt en afdød, skal hun udskære to smaa Dukker og anbringe dem som Amuletter i sin Inderpels, en ved hver Armhule; da vil Fostret blive let at bære. Første Gang hun mærker, at Barnet er levende, skal hun løse sin Fletning op og samle Haaret i Nakken, saa det hænger løst ned; saaledes skal hun gaa med det i tre Dage; det vil da give en hurtig Fødsel. En levende Bi rulles hen over hendes nøgne Ryg og gemmes; naar Barnet fødes og faar denne Bi som Amulet, fastgjort til et Haarbaand, faar det et langt Liv. 

Saa snart Fødselsveerne melder sig, skal hun i Hast forlade sine Husfæller, for at hun kan føde i Ensomhed. Ingen maa hjælpe hende. Er det Sommer, rejses et lille Telt, er det Vinter, bygges et lille Snehus, som kaldes Fødehuset. Her føder hun enten liggende halvt paa Siden med en Sneblok under hver Arm til at støtte Albuerne paa, eller hun ligger paa Knæ, ligeledes med en Sneblok til at stemme Armene imod. Hen under hende laves en Fordybning, om Vinteren i Sneen, om Sommeren i Jorden, og ned i denne Fordybning glider Barnet. Ved langsom Fødsel bindes en Rem stramt om Livet; selv under vanskelige Fødsler maa hun ikke modtage Hjælp. Dog er det tilladt at opfordre en Aandemaner til at holde Aandebesværgelse inde i Beboelseshuset. Herfor betales han af Manden med Fangstredskaber og en Hund. Umiddelbart efter Fødslen skal hun rense sin Krop med Sne og flytter derpaa ind i Barselhuset, et større Snehus, der er bygget specielt for hende, og hvor hun skal bo alene i en à to Maaneder. I denne Tid anses hun for uren, skal altid have sit Hoved dækket, naar hun gaar ud, og maa ikke se sig om efter Fangstdyr. Det er hende tilladt at modtage Besøg, men strengt forbudt selv at komme i andre Huse. 

Barnets Navlestreng underbindes et lille Stykke fra Navlen og skæres derpaa over med en lille Flintekniv, som Moderen selv skal have udsøgt og tildannet inden Barslen. Kniven skal hun føre med venstre Haand. Naar den underbundne Stump af Navlestrengen falder af efter et Par Dages Forløb, skal den anvendes som Amulet for Barnet; den fastsys paa Inderpelsen sammen med Flintekniven, hver paa sin Side af Brystet. 

I den Tid en Kvinde opholder sig i Barselhuset, skal hun have en særlig Træbakke til at lægge det Kød i, hun skal spise, og en lille Træøse, hvormed hun øser Suppen op. Disse skal hun have staaende foran sig ved Lampen, den ene inden i den anden, sammen med en Kødgaffel af Renhorn eller Marvben. Hver Morgen skal hun smelte Is eller Sne til Drikkevand; hun maa aldrig drikke for meget og kun lunkent Vand. Hver Gang hun drikker, skal hun dryppe en Draabe Vand med sin Guldbrand i Barnets Mund; dette skal gøres straks fra Barnets Fødsel. Ved Siden af sin Lampe skal hun have hængende en lille Skindpose, der kaldes Offerposen; hver Gang hun spiser, skal hun skære en lille Stump Kød af, gnide det mod Barnets Mund og lægge det i Skindposen. Dette giver Barnet god Fangst. Naar hendes Tid i Barselhuset er udløbet, tager hun Offerposen med Kødstykkerne og bringer den hen til en Sæls Aandehul, og heri hælder hun saa alle de smaa Kødstykker, der var Drengens første Føde; den tomme Pose kastes ud paa Isen. 

En Barselkvinde maa aldrig selv skære sit Kogekød ud; det skal enten gøres af smaa Piger eller af ældre Koner. Først naar det er kogt, kan hun selv tage det op af Gryden og lægge det paa sin Træslev; hun maa passe vel paa, at intet af Kødet kommer uden for Træsleven; sker det alligevel, maa det straks kastes ind paa Sidebriksen til højre for Lampen. Hver Gang hun spiser — og det er to Gange om Dagen, hvis hun har født en Dreng, og tre Gange, hvis det er en Pige — skal hun have Skindet af et Sælhoved bredt ud over sit Skød; naar saa hendes Tid i Barselhuset er udløbet, lægges ogsaa dette ved Siden af en Sæls Aandehul, hvis Barnet er en Dreng. Er det derimod en Pige, kastes "Offerkødet" og "Skødeskindet" ikke i et Aandehul men blot ned i Strandkanten. 

En Moder maa aldrig spise sig helt mæt, i den Tid hun opholder sig i Barselhuset, hvis hun ønsker sin Søn god Fangst; thi hendes Sult vil gøre Barnet let og hurtigt, og han vil være behændig til at fange, mens andre er tunge og langsomme i Vendingen. 

Naar saa Tiden i Barselhuset er udløbet, vasker hun sig over hele Legemet og kaster det Tøj bort, hun havde paa, da hun fødte. Ogsaa Barnet skal have nyt Tøj, før man flytter ind til Faderen. 

Et nyfødt Barn maa ikke vaskes med Vand, men tørres over hele Kroppen med Skindet af en lille Sneppe. Barnet kommer lige efter Fødslen nøgen i Bæreposen, og Klæder sys først senere. Det Sæt Tøj, der var Barnets første, gemmes i et Skur, og naar Lejlighed gives, skal det lægges i en Ravne- eller Maagerede eller kastes ud paa en lille Ø i en Elv. 

En Kvinde med en lille Søn skal altid have Vand i sin Vandbeholder, som skal staa til venstre for Lampen; alle tørstige skal, naar de kommer ind til hende, være sikre paa at faa en Drik Vand; det vil give Drengen god Fangst. 

En Dreng skal begynde med at spise Fedt, først bagefter maa han faa skært Kød; han vil da faa gode Lunger og aldrig blive forpustet, naar han skal forfølge sit Vildt. 

Naar en lille Dreng eller Pige har spist, strækkes Legemet, idet man tager Barnet i venstre Haands Guldbrand og tilsvarende Taa paa højre Fod; samtidig puster man paa Fingrene og smælder med Tungen. Det samme gøres med den anden Haand og Fod, og Barnet vil hurtigt vokse. Hvis det er en Dreng, tager man ham saa paa Skødet, efter først at have givet ham Skindet af et Sælhoved som Underlag, og idet man lægger Kødgaflen i Barnets Haand, fører man denne og lader ham harpunere smaa Kødstykker; samtidig bevæger man Drengens Arme, ganske som om han roede i Kajak. 

En Barselkvinde, som har en lille Søn, skal koge et Hundehoved, og naar det er kogt, skal hun lade, som om det er Barnets Modstander i en Nidvise, og slaa de smaa Hænder imod det. Dette vil give ham et "haardt" Hoved i Nævekamp. Siden skal Moderen selv spise Hundehovedet. 

I et helt Aar efter en Fødsel maa en Kvinde ikke spise raat Kød, heller ikke Dyr, der er saaret i Hjerte, Mavesæk eller Foster. Første Gang hun skal spise raat Kød, skal hun, hvis hendes Barn er en Dreng, lægge et Stykke Tarm paa halvanden Arms Længde og et Stykke Lever i sin Gryde, tage det hurtigt op igen og derpaa sluge Tarmen hel uden at skære den over og Leveren uden at tygge den. 

Naar Tiden i Barselhuset er omme, skal Kvinden besøge alle sine Bopladsfæller; hun skal medbringe den lille Træøse, hun brugte til sin Gryde, og i den skal der fra hvert Hus lægges et Stykke Kød, som hun skal bringe med sig hjem og koge. Saa snart hun har spist det, har hun atter Lov til at slukke sin Tørst med koldt Vand, og hun kan endelig færdes frit mellem Mennesker.


<center>__________</center>



'''Naar Mennesker dør'''

Naar et Menneske nærmer sig Døden, tages alle Brikseskind og Renskindstæpper, der tilhører Husets Beboere, ud og lægges i Husgangen; thi Døden besmitter alt. Naar den døende saa er ved at udaande, raabes: "Nu er det snart forbi med ham!", og alle skal bryde ud i høje Veklager. Den døde klædes i Ligdragt, som bestaar af Inderpelsen, Inderbukser og Strømper, og snøres ind i sit Underlagsskind. Hvis det er en Mand, bliver Sjælen i Legemet i tre Døgn, hvis det er en Kvinde, i fire. I denne Tid maa intet Arbejde udføres, og den dødes nærmeste skal opholde sig inde i Snehytten sammen med Liget. Derefter føres Liget ud af Snehuset; hvis det er en Mand, gennem den sædvanlige Husgang, hvis det er en Kvinde, gennem et Hul i Sidemuren. Er det Vinter, slæbes Liget i et Baand, der er fastgjort til Vristen, hen til det Sted, hvor det skal lægges. Er det Sommer, føres det ud gennem Teltets Sidevæg, og en af de nærmeste bærer det paa sin Ryg hen til Stedet, hvor det skal ligge. 

Man tror, at Sjælen opholder sig i Legemet i de tre eller fire Dage, Dødstabuen varer. For ikke at saare den, maa man derfor iagttage stor Forsigtighed. Hvis Bopladsen har Kød nok, maa ingen gaa paa Fangst; er man i Nød, maa der tages paa Fangst, men kun til Fods; thi Larmen af Slæder og Hunde støder Sjælen. 

Hvis der var Sælkød inde i et Hus, dengang Dødsfaldet indtraf, maa dette Kød vel spises, men Skindet af denne Sæl maa ikke benyttes til Klæder. 

De Mænd eller Kvinder, der har været med til at røre ved Liget, maa ikke skære Kogekød til Gryderne; det maa Folk fra andre Huse komme ind og gøre for dem. 

Selv det mest fredsommelige Menneske kan have en Sjæl, der bliver farlig, naar han dør. Folk ved Bopladsen maa derfor under Dødstabuen sove med deres Amuletter under Hovedet. I disse Dage maa enhver Form for Støj undgaas; der maa ingen Sangfester holdes i de andre Snehytter, og ingen maa fodre Hunde. Man maa ogsaa iagttage stor Forsigtighed med sit Legeme; ingen maa vaske sig, rede sig eller skære Negle. 

Naar Dødstabuen er omme, tages et Hundeekskrement og føres rundt i alle Retninger inde i Snehuset, idet man siger: "Tu — tu — tu!" Er Dødsfaldet sket i et Telt, renses Luften, idet man slaar Gnister med en Ildsten. Derefter skal alle vaske sig, rede Haaret og skære Negle, og idet man gnider Neglene mod hinanden, skal man brummende sige: "Umh — umh — umh !" Først da kan Liget bringes op til den Plads, man har valgt. Her gaar man en Gang rundt om det, idet man vifter i Retning af Solen med det Dække, der har været for Ansigtet; saa giver den døde godt Vejr til de efterladte. Samtidig overskæres de Baand, hvormed Ligskindet har været snøret, og man bryder ud i høje Veklager, idet man vender tilbage til Bopladsen. Den døde lægges aldrig i Stendysse, men frit paa aaben Mark, med nogle løse Sten ved Hoved, Skuldre og Fødder; hvis det er Vinter, bygges dog et lille Ly med Tag over af Sne. 

Forinden man bringer Liget op til Hvilestedet, skal man en miniature lave alt det, han i levende Live har Brug for: Kajak, Slæde, Hund, Bue, Pil, Harpun, Kop, Gryde, hvis det er en Mand; Lampe, Kødspid, Gryde, Kop, Synaale, Fingerbøl, hvis det er en Kvinde. Disse Miniatur-Redskaber lægges ved Fødderne og skal bruges i de dødes Land. 

De, der arbejder med Døde, skal tilstoppe deres Næsebor med Renhaar, og saa snart Dødstabuen er omme, skal de kaste deres Tøj bort. De skal i et Aar have deres egne Gryder, som de alene og ingen andre maa spise af; det gælder særlig Kvinder. Disse maa heller ikke spise raat Kød af andre nyfangede Sæler end deres Mænds og kun frossent Kød af ældre Fangst. 

Naar der fanges ved Bopladsen, ligegyldigt af hvem, skal der hurtigst muligt bringes en sørgende Enke Kød; det vil glæde den døde og give god Fangst. De Remme, der holder Ligskindet, skal altid skæres over med den dødes egen Kniv. Selv om denne Kniv er en stor Kostbarhed, maa den siden aldrig bruges, men lægges ved Siden af den døde. Naar dette er gjort, skal de Mænd, der var med til at bringe Liget ud, gaa tilbage til Huset, og alle skal drikke Vand af den dødes Kop; saa giver man den dødes Sjæl Vand. Derpaa forlades Huset, og man maa bygge sig et nyt, og intet som helst af det, der har været inde i Huset, da den døde udaandede, maa bringes med ind i det nye Hus. 

Den Tabu, der knytter sig til et spædt Barns Død, er ikke saa streng, selv om Sjælen ogsaa her fordrer Hensyn: 

Naar en Kvinde mister et Spædbarn, maa hun altid sørge for at have sit Hoved dækket med sin Pelshætte, naar hun gaar ud; kun en Dag, hvis Barnet ikke er fyldt Aar, og et Par Dage, hvis det er aargammelt. Derefter kan hun nøjes med at sy en lille Kappe af Skind uden Haar; den skal hun saa have paa Hovedet, hver Gang hun gaar ud i henholdsvis en Maaned eller to, alt efter Barnets Størrelse. I et Aar maa hun ikke spise raat Kød af fremmed Fangst, men gerne af sin Mands, hvis Barnet er død om Vinteren; dog først om Foraaret, naar Snehytternes Tag begynder at smelte. Desuden maa der overholdes almindelig Kvindetabu, der er forbundet med Dødsfald: Ikke spise Indvolde, Hjerte eller Æg. 

Der maa aldrig være besøgende i et Hus, naar nogen udaander; de maa gaa ud i Husgangen i Dødsøjeblikket. Naar den døende er et lille Barn, kan Moderen tage det ud af Huset, lige før det udaander; Dødstabuen rammer da kun Moderen, medens Husfællerne gaar fri og intet Besvær faar hverken med de Skind eller de Klæder, der fandtes i Huset. 

Første Gang en Mand, der har mistet sin Kone, gaar paa Fangst og faar en Sæl, flænser han den saaledes, at han kun tager Kødet, men lader Ben, Indvolde, Skind og Spæk urørt. Det skære Kød maa han gerne tage hjem, men Spækket og Skindet skal han lægge om Skrotten og efterlade det paa Isen som et Offer til sin afdøde Kones Sjæl. I tre derpaa følgende Dage skal han opholde sig inde i Huset og maa ikke tage sig noget Arbejde for. De to næste Sæler, han fanger, skal flænses paa samme Maade, og der skal ofres til Konens Sjæl ligesom første Gang; men Arbejde behøver ikke at være Tabu ved Hjemkomsten. I alle tre Tilfælde skal han drage Omsorg for, at Sælens Rygrad ikke knækkes. Ingen fremmed maa spise noget af det hjembragte Kød, kun han selv. Ved den fjerde Sæl er Dødstabuen hævet. Men den første Remmesæl han fanger, skal flænses paa samme Maade som Offer til den afdøde Kone; i dette Tilfælde skal dog Skrotten kastes i Havet. Det skære Kød maa han gerne spise sammen med andre Mænd, men maa dog ikke give Fangstparter, som det ellers er Skik ved Remmesælsfangst, hverken af Spæk eller Skind. Skal der laves Saaler eller Remme af Skindet, maa Haarene kun fjernes ved at lade Skindet gaa i Forraadnelse. Dette gælder dog kun hans første Remmesæl. 

De tre første Rener, en Mand faar efter sin Kones Død, maa han flænse saaledes, at han kun faar det skære Kød og Skindet; Skrotten skal dækkes til med Sten. 

For Hvalrosser gælder ingen særlig Tabu. 

Folk, der er kede af Livet og ønsker at dræbe sig ved Hængning, skal gøre dette i et Hus, medens de er ene, og de skal hænge sig i Tørrestativets Stolpe; for at den indtrædende straks kan se dem, maa de ikke slukke Lampen, men lade den brænde. 

En Mand mister Forstanden, hvis en uren Kvinde har spist af hans Fangst. Er det en Kvinde, der mister Forstanden, er det enten, fordi hun har brudt en vigtig Tabu, eller ogsaa er det, fordi hun engang har set de Fjældaander, der kaldes Ijerqat, og derefter besøgt en Barselkvinde; det taaler Ijerqat ikke. 

En Kvinde regnes for uren et helt Aar, efter at hun har mistet en nærstaaende Slægtning. I den Tid maa hun ikke arbejde med raa Renskind og maa kun nævne Fangstdyrene i Aandemanernes særlige Sprog. Hun maa ikke pege paa Fangstdyr eller ytre sin Glæde over Fangst. En Mand maa, i det første Aar efter at han har mistet sin Kone, ikke slaa sine Hunde eller køre dem selv. Alle Kvinder regnes for urene, i den Tid de har deres Menses. Dette maa de altid meddele Bopladsfæller og ikke færdes frit om mellem Mænd; det vil skade dem i deres Fangst. De maa heller ikke sy, arbejde med Renskind eller banke Spæk til Lamperne. Paa samme Maade maa en Abort aldrig holdes hemmelig, thi da vil Fostret blive til en ond Aand og skræmme alle Fangstdyr bort. Mænd, der under Trangstid havde levet af Menneskekød, regnedes ogsaa for urene; de maatte aldrig spise ved det Sted, hvor en Hvalros blev flænset. Vilde de have frossent Kød af nyfanget Hvalros, maatte det ske paa Land, og da maatte de først lægge Kødstykket op paa deres Fod og lade, som om de »kogte« det der. De maatte aldrig spise raat Sælkød, Remmesæl kun af egen Fangst, og Marvben kun fra gamle Køddepoter. </blockquote>


Den eneste Maade, hvorpaa Overtrædelse af Tabu kunde gøres skadefri, var ved hurtig at bekende det til sine Bopladsfæller. Dette skammede de fleste sig dog for at gøre, og desuden var der saa mange indviklede Faldgruber i den Maade, hvorpaa alt det, man maatte og ikke maatte, blev stillet op, at mange undertiden slet ikke vidste af, at de havde begaaet noget urigtigt. Risikoen laa i, at Overtrædelser, der tilsyneladende var ubetydelige, ofte kunde faa skæbnesvangre Følger og gaa ud over intetanende og uskyldige. Derfor var Mennesker altid i Fare; og det var Aandemanernes Sag at afværge disse.


==Kilde==
Knud Rasmussen: ''Fra Grønland til Stillehavet, bd. 1'', ss. 347-359. København, 1926.</blockquote>
<br><br>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Knud Rasmussen]]
[[Kategori:Inuitisk religion og mytologi]]