Vis kilden til Kuniliuse og Pitruse (Rink)

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link= Kuniliuse og Pitruse (Rink)]] !!  !! 
|-
|}


<blockquote>
<center>'''[[Grønlandsk religion og mytologi|Temaside: Grønlandsk religion og mytologi]]'''<br><br><br>'''[[Eskimoiske eventyr og sagn – I]]'''<br>'''Hinrich Rink'''<br>1866<br><br><big><big>'''110. Kuniliuse og Pitruse'''</big></big><br><br>'''(Fortælling fra Kangamiut i Sydgrønland)'''</center><br>


Kuniliuse, som boede paa Narsamiut, øvede sig som Angakok, og man meente, at han ville opnaae megen Duelighed, men han havde endnu ikke foretaget nogen Aandeflugt, men kun givet sig tilkjende. Paa samme Plads boede der en Mand, ved Navn Pusiminguak, som var Hexemester (Iliseetsok). Da han blev misundelig paa hiin og meente, at han kunde blive farlig, besluttede han at berøve ham hans Angakok-Evne, hvilket han en Nat, medens de Andre sov, feiede hele Gulvet ud med Vingen af en Skarv. Da nu Kuniliuse en Aften skulde mane Aanden, og de havde slukket Lamperne, hørte de ham græde inde fra den mørke Deel af Huset, og da de tændte Lamperne igjen, laa han endnu midt paa Gulvet og græd, fordi han mærkede, at han var berøvet sin Angakok-Kraft. I fem Dage holdt han sig inde og sørgede; derpaa gik han atter ud, og fra den Tid af øvede han sig i Hexekonster. Der var en udmærket god Fanger paa Stedet, som var døbt og havde Navnet Pitruse (Petrus), de Indfødte kaldte ham Sagdliligak; han kastede aldrig feil. Denne unge Mand besluttede Kuniliuse at forhexe. Han gik derfor ned til hans Kajak, tog hans Halvpels, og udskar et lille rundt Stykke af den, lige for Brystet, og ligeledes udskar han et Stykke af Kajaksædet. Men da Pitruse tog sin Halvpels og sit Sædeskind, og saae at der var skaaret af dem, kom han ind og viste dem frem og sagde: »hvo har udskaaret noget af disse? Hvis Gjerningsmanden har en ond Tanke, vil han vistnok skade sig selv.«

Den samme Pitruse levede kort efter den Tid, da Hvalfangerne udkastede Mattak ved Umanak. Selv havde han ikke seet Hvalfangerne, men han eiede endnu Hagel, som hans Fader havde kjøbt af dem.

Pa Pitruse næste Gang kom hjem fra Fangsten, fortalte han, at han havde harpuneret en Sælhund, men at Harpunen var gaaet ud. Derimod kom Kuniliuses Søn senere hjem med den samme Sælhund, efterat have fundet den som Aadsel. Da Pitruse ikke vilde have den, sagde Kuniliuse til sin Søn, at han skulde beholde den. Saaledes gik det derefter hele Vinteren igjennem. Pitruse mistede bestandigt sine Sælhunde, og Kuniliuses Søn bragte dem hjem som Drivaadseler, og Pitruse sagde, at den der havde fundet dem, skulde beholde dem. Men engang, da Dagene længedes, hændtes det, at Kuniliuses Søn borteblev i Kajak. Da de søgte efter ham, og fandt hans Lig, udbrød Faderen i Jammerklager, satte sig saa langt tilbage paa Brixen, at han ikke naaede Kanten med sine Hæle, og vedblev at jamre: »Ak! jeg elendige, hvorfor gjorde jeg dog saaledes?« Efter den Tid sørgede han, og blev ganske taus.

Engang om Foraaret vare nogle Kajakker sammen, og saae en Hvalros dukke op. Pitruse vendte sig til Kuniliuse eg sagde: »ro du ind paa den, den vil være dig et Middel til Adspredelse, jeg vil imidlertid see til.« Da Hvalrossen dukkede op igjen, roede Kuniliuse ind paa den, men Pitruse roede rask tæt bag efter ham og idet Kuniliuse havde sat Harpunen fast, greb hiin Bagstævnen af hans Kajak, og skubbede ham hen mod Hvalrossen. Da Dyret reiste sig op af Vandet lige for ham, kastede han sin Fangeblære ud og flygtede, medens Hvalrossen trak Blæren under Vandet. Ved denne Leilighed var det første Gang efter Sønnens Død, at man saae Kuniliuse lee, og idet han vendte sig til Pitruse, sagde han: »takket være du, som ikke er undseelig; blot jeg vidste hvad jeg skulde betale dig med, fordi du fik mig til at lee igjen.« — Engang senere vare mange Kajakker paa Hvidfiskefangst; paa Hjemveien saae de et Stykke Iis, der nøie lignede en Hvidfisk, som svømmede op paa Vandet. De unge Mennesker sagde: »lader os bruge det til at narre vore Qvindfolk med!« — Derpaa satte de en Fangeblære paa Iisstykket og slæbte det ind ad Landet til under lydelig Samtale. Da Qvinderne saae dem fra Land af, begyndte de at raabe, og først da de havde bragt Iisstykket til Land, og Qvinderne skulde flense, saae disse, at de vare narrede. Men da Mændene næste Gang alle vare i Kajak, talte Qvinderne sammen om, hvorledes de vel skulde hævne sig. Kuniliuses gamle Moder, Engiluk ved Navn, sagde: »hvad, om I brugte mig som Middel til Hævn, idet jeg lader, som om jeg er døende?« Da Kajakkerne saaes komme, gik et Par af Qvinderne dem imøde og sagde: »den stakkels Engiluk ligger deroppe og er nær ved at døe.« Mændene begyndte, efterhaanden som de kom ind, at jamre over Engiluk, men da de alle vare komne, sprang hun pludselig op med en høi Latter og sagde, at nu havde de hævnet sig. Men derover blev Kuniliuse meget vred.


==Kilde==
<br>
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 304-305.
<br><br>
</blockquote>


[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Inuitisk religion og mytologi]]
[[Kategori:Grønlandica]]
[[Kategori:Hinrich Rink]]