Vis kilden til Lys for druknede eller hængte

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Lys for druknede eller hængte]] !!  !! 
|-
|}


<center><big>'''[[Mytiske sagn (på dansk)|Folkeæventyr og mytiske sagn]]'''</big>


<big>'''Danske sagn'''</big><br>'''som de har lydt i folkemunde'''

'''Ny række'''<br>Bind II, s. 428

Samlede og for størstedelen optegnede<br>af

'''[[Evald Tang Kristensen]]'''

København 1928


<big>'''Lys for druknede eller hængte'''</big></center>


112. I ''Vestjylland'' siger de, at der stundum sees Lys ude paa Havet, om Aftenen, og paa det Sted, hvor Lyset er set, skal der altid drukne et Menneske.
<br>''Karen M. Rasmussen.''


113. Over Bækken mellem ''Krogsgaard'' og''Tjæreborg'' er en Spang, som kaldes Skolespangen. Der har man i flere Aar jævnlig set et Lys. Folk mente, at der maatte drukne et Menneske, men de kunde ikke enes om, enten det var ved Spangen eller oppe i Byen, for det var, ligesom det stod oppe i Luften.
<br>&nbsp;&nbsp; Da Jærnbanen blev anlagt, blev Dalen opfyldt, og en Karl som kjørte Tipvognene, var saa uheldig, idet han løste Hestene fra, at Vognene knuste hans Ben. Han blev ført til Sygehuset, men døde kort efter. Senere har man ikke set Lyset, - og nu kunde man ogsaa se, at det havde været lige saa højt oppe i Luften som Dæmningen.
<br>''L. Bruun, Tjæreborg.''


114. Det var en Gang (i Trediverne), da vi boede i ''Vejen,''da saa' vi tit et Lys i Retning til Syd for os - nede i Vorup Mose til Øster for [N. N.].... Krølls. Vi har tit set efter det Lys, saa vi slog Linje efter det: Vi satte 3 Pæle i lige Linje fra Gaarden efter det, saa kunde vi blive ved at forfølge det længere ud. Det stod altid paa samme Sted, altid i samme Linje. Mange Aar efter, da Gaarden var flyttet ud af Byen og kommen op paa Grønvang, da saa' vi derfra Lyset igjen dernede. Vi saa' det ogsaa derfra flere Gange og slog ogsaa der Linje i Retning efter det. Hvor de Linjer gik over hverandre eller skar hverandre, der maatte passere noget. Det var ved en gammel Grav uden Vand, saadan en Lavning i Jorden.
<br>&nbsp;&nbsp; Det skete da en Gang i Mosetiden, at Folk fra et nærliggende Sted var nede i Vorup Mose og grave Tørv. Der var kommet en Tordenbyge og ikke falden saa lidt Vand, saa der stod noget Vand i den Lavning, hvor der i den tørre Tid ellers intet Vand stod. I det Sted havde de en lille 3 Aars Dreng. Han gik den Eftermiddag ned i Mosen til sine Forældre, og da faldt han i Vandplasken og druknede. Der var vel kun et Par Tommer Vand; men han var falden paa sit Ansigt. Det var store Niels Hansens Søn paa Vejen Knude.
<br>&nbsp;&nbsp; Siden saaes Lyset aldrig.
<br>''Hans Jokum Lauritsen, Vejen.''


115. Man har tit set Lys for Mennesker, der er druknede i ''Sneum Aa,'' saaledes for en Mand, der vilde ride over til Dårum med et Øg, som skulde til Hest. Øget kom i Land, men Manden ikke.
<br>&nbsp;&nbsp; Kort efter druknede en lille Dreng, og ham havde man og set Lys for.
<br>''Mathias Pedersen, Allerup.''


116. Fiskerne har 16 Gange og 16 til set et Lys paa et bestemt Sted ude paa Limfjorden. En Vinterdag, da der var en hel Del Skvatis, rejste 4 Furboer til Nykjøbing. De gik fast i Isen, og saa siger den ene Karl, at han troede, han kunde gaa til Land paa det Kvadder, naar han nu bandt et Par Fjæl under hans Støvler. Han gik ogsaa ud, men sank øjeblikkelig, fik Krampe og druknede. Aldrig saa snart han var sunken, skiltes Isen ad, og de kunde sejle, hvor de skulde.
<br>&nbsp;&nbsp; Siden har man ikke set det Lys.
<br>''Dorte Johanne Kristensdatter, Grynderup.''


117. Her vester for ud for ''Hjerk Bjærge'' har der forhen staaet et Lys og brændt paa Vandet. Navnlig kunde de se det i mørke Aftener. Saa gik Rygtet, at paa det Sted, skulde én drukne.
<br>&nbsp;&nbsp; I mange, mange Aar saa' de det, og naar min Fader og Karlen de gik ud ad Laden om Aftenen, stod de og keg ud ad æ søndre Huller efter det og de stirrede saa længe, te de tykte, det kom nær over til Landet (Vile Land). Naar de kom ind og fortalte, at de havde set det, blev vi andre helt rædde. For en Del Aar siden er en Karl kjørt ud der med et Par Heste og druknet, og nu ser vi heller ikke Lyset. Saa troer Folk, det er Liglys for ham, de har set i 50, 70 Aar før.
<br>''Kristen Strandgaard, Vile.''


118. Min Fætter fra ''Stenderup'' var ovre at besøge mig, og vi laa en Formiddag og kravlede omkring paa æ Hild efter Æg. Saa havde vi en Karl, der hed Jesper, han var en 18, 19 Aar og han spurgte os saa om, hvad Tid min Fætter drog af hjem. Vi svarte, at han drog af til Middag. Saa var Jesper altsaa nu uforstyrret, og saa hængte han sig oppe paa Høstænget. Da Pigen kom for at kalde paa ham i til Middag, da fandt hun ham, og han blev skaaren ned, men det var for sent. Det skete paa en Bededag, og han havde spist sin Davre om Morgenen og sin Formiddagsmeldmad, uden at vi havde mærket noget. Men vi to Drenge havde jo været i Vejen for ham.
<br>&nbsp;&nbsp; Herredsfogden kom og synede ham, og saa kom Begravelsen. Den gik ikke for sig før efter Solnedgang, og Liget kom ikke ind ad æ Dødeport, men blev skubbet over Kirkegaardsdiget i det nordøstre Hjørne af Toftlund Kirkegaard, det var saadant et uærligt Hjørne.
<br>&nbsp;&nbsp; Det var nu om Foraaret, men Vinteren før da havde nogle Folk fra Ørderup der havde været paa Besøg i Stenderup og var komne midtvejs mellem Stenderup og Skovbjærg, set en blaalig Flamme lyse oppe paaf Mønningen af Stalden til min Faders Gaard, der vendte i Syd og Nord, men da de kom op til Gaarden, da var det hele forsvundet. Vi boede jo i Skovbjærg, der ligger ved Ørderup.
<br>''Pastor Joh. Zerlang, Gram.''


119. I flere Aar saa' vi et Lys fra Grønvang. Det stod norden for Gaarden paa Thomsens Mark, for ved nogle Lerhuller. Vi saa' det saa tydeligt, at det stod der. Marken, som Thomsen nu ejer, hørte den Gang til Niels Hermans Gaard her i ''Vejen,'' hvis Ejer da hed Frank. Denne Frank havde en Dreng, som passede hans Køer, og han vilde en Sommerdag bade i dette Hul, hvor Kreaturerne blev vandede; men saa skred han ud og druknede. Han havde ikke gjort det med Vilje, for saa havde han ikke lagt sine Klæder paa Kanten
<br>&nbsp;&nbsp; Siden den Tid har der intet Lys staaet.
<br>''Hans Jokum Lauritsen, Vejen.''


120. A tjente i ''Gredstedbro'' i 8 Aar og hjalp Sjoverne med at udlevere dem deres Pakker.
<br>&nbsp;&nbsp; En Nat, a laa i min Seng i Staldkammeret, hørte a Stalddøren gaa op, og der blev nogen Trampen og Spektakel. A kikkede om og saa' ud af Vinduet og fik da Øje paa et Menneske udenfor, a kunde lige se Skuldrene af ham. Dernæst saa’ a ogsaa et Lys ude i Porten, som var lige overfor.
<br>&nbsp;&nbsp; Noget efter druknede en Nat en af Sjoverne i Aaen, han var den bageste, og de savnede ham snart, men ledte efter hans Lig i tre Dage og kunde ikke finde det. Saa kom Per Kjær til og sagde, at han havde set et lys et bestemt Sted, og der kunde de nok finde Liget. De stak nu med Brandhager paa den Plads, han viste dem, og fandt ogsaa Liget der.
<br>&nbsp;&nbsp; Han blev saa baaren hen til Kroen og lagt i Porten der, hvor a havde set Lyset. Mennesket, a saa’ ved Stalddøren, var vel Varsel for ham, der kom og vilde fortælle mig, at Niels var druknet, for det var a jo den sidste, der havde talt med ham.
<br>''Peder Pedersen, Tranebjerg.''


121. Folk havde talt meget om tre Lys, der stod nede omkring ved en Aalegaard, som var ved Aaen imellem ''Nustrup''og ''Øster-Lindet,''og alle og enhver kjendte til de Lys. Jeg havde og set dem en Gang, jeg havde været i Bæk og kjørte hjem om Aftenen. De stod ikke paa et Sted, men var dog nede ved Aaen, og alle Stederne druknede der en mand.
<br>&nbsp;&nbsp; Saa havde min Fader været kjørende i Haderslev, og jeg og min Moder havde været ovre at besøge en Tante i Styding. Han kom da kjørende der om ad og tog os med. Det var nu om Natten, og da vi kom over Oksevad Hede, saa staar Lyset der igjen nede ved en Overgang ved Mojbøl.
<br>&nbsp;&nbsp; "Hm," siger min Fader, "nu er der igjen et Lys."
<br>&nbsp;&nbsp; Da siger min Moder:
<br>&nbsp;&nbsp; "Aa, Herregud, hvem mon der nu skal lade sit Liv der?"
<br>&nbsp;&nbsp; "Der skal ingen lade Livet der," siger han, "for det er ikke ved Aalegaarden, det er ved Bækken, og Vandet kan ikke naa én længere end til Knoglerne, der kan saamænd ingen drukne. Desuden kan en jo skræve over, og tilmed ligger der en Fjæl at gaa over paa."
<br>&nbsp;&nbsp; Det var nu anden Gang, jeg saa’ det Lys.
<br>&nbsp;&nbsp; Sommeren efter bliver min Moder meget syg; og saa siger hun en Morgen:
<br>&nbsp;&nbsp; "Kunde I ikke faa Bud over til Bæk, til min Søster, a vilde saa gjærne tale med hende."
<br>&nbsp;&nbsp; Nu var min Fader nænsom over Hestene, og søsteren kunde godt gaa derover. Desuden var det tre Gange saa langt ad Kjørevejen, altsaa beslutter han sig til at gaa der over Bækken. Da han nu gaar ned over Aalegaarden og hen til Bækken, da ser han noget ligge der nede i den, og saa var der en Mand druknet, han laa med Benene paa Brinken og Hovedet i Vandet. Det var en Teglbrænder Jørgen Hansen fra Øster-Lindet, der havde været i Nustrup, og han var noget beruset og var saa falden i.
<br>&nbsp;&nbsp; Siden den Tid har der ikke været Spor af Lys nede ved den Aa.
<br>''Dyrlæge Schmidt, Haderslev.''


122. En mand fra Rurup arbejdede for min Fader, og han havde et Krampetilfælde. En Morgen tidlig han gik til sit Arbejde, fik han et Anfald, og da han netop gik langs med en Grob, faldt han ned i den og druknede. Om aftenen sent, da min Fader var i Seng, kom hans Kone og bankede paa Vinduerne og spurgte efter ham. Saa blev der ledt efter ham, og han blev funden.
<br>&nbsp;&nbsp; Min Bedstefader havde tit set et Lys, der gik fra den Grob efter Rurup til, hvor Manden havde hjemme.
<br>''Bramming Efterskole.''


123. De havde tit set et Lys staa nede i en Mose et lille Stykke fra Bylderup-Bov Kro. Det stod der gjærne ved Midnatstid, og endelig blev det opklaret, hvorfor det stod.
<br>&nbsp;&nbsp; En mand fra Holm i Højst Sogn kjørte til Tønder. Paa tilbagevejen var han inde paa Kroen. Han havde Lygter paa Vognen, og da han nu var færdig og kjørte ud af Kroporten, kjørte han den ene af dem i Stykker. Et lille Stykke derfra blev han vild og kom ned i en Mose, kjørte ned i et Vandsted, fløj ud af Vognen ned i vandet og omkom. Om morgenen fandtes hans Lig.
<br>&nbsp;&nbsp; I en lille Gaard ovenfor Mosen var en Mand og hans Kone oppe at bage til Jul. Klokken var omkring 11, og saa sagde de:
<br>&nbsp;&nbsp; "Æ Lys er der allerede," - for de havde set Lyset tit, men aldrig saa tidlig, og saa brød de dem ikke videre om det og fortsatte deres Bagning. Denne gang var det dog et virkeligt Lys, nemlig den ene Vognlygte, de saa’ og havde de nu gaaet hen og set efter det, saa havde de frelst ham. Om morgenen fandtes hans Lig i Vandstedet.
<br>''Helene Smidt, Gjenner.''


124. Hjemme havde vi en Pige og en Avlskarl, og de fik hinanden og kom til at bo i Visby-Dam, Medelby Sogn. De var hæftige af Sind begge to, og der blev af og til Fortræd imellem dem.
<br>&nbsp;&nbsp; En aften over Aftensmaden, da de atter trættedes, sagde hun, at nu kunde hun se at komme af Vejen, saa fik han ikke hende at trættes med tiere. Hun gik saa ud, og han blev siddende, men kom endelig i Tanker om at gaa ud og se efter hende. Han søgte og søgte og gik til hendes Forældre, men de vidste ikke, hvor hun var. Saadan ledte han hele Natten ogsaa inde i en Kornmark. Endelig om Morgenen traf han Folk i Byen og fortalte dem, at Marie var bleven væk. Saa ledte de allesammen i Mergelgravene og alle andre Steder.
<br>&nbsp;&nbsp; Da kommer der en Mand til dem og siger, at de behøvede ikke at lede, for han havde set et Lys i en Vandpyt, og saa’ det nu ogsaa forleden Aften, der skulde de lede. De fandt hende ogsaa der, hun havde bundet et Klæde om Hovedet og saa puttet sig derned.
<br>''Helene Smidt, Gjenner.''


125. Naar de har set en Ligild, saa skal der snart et Menneske dø.
<br>&nbsp;&nbsp; Min Broder kunde staa i Stalddøren hjemme i Gimsinghoved og se ned ad Kirkevejen. Den gik ned gjennem en Lave, der kaldtes Ferreløs (Fædderløs), og der saa’ han et Lys. Saa sagde han:
<br>&nbsp;&nbsp; "Nu vil der snart komme et Lig fra Struerdal."
<br>&nbsp;&nbsp; Nogle Aftener kunde han sige:
<br>&nbsp;&nbsp; "Nu sætter det til framme," og det var da Meningen, at nu vilde Liget snart komme, eftersom han kunde nu se det noget før paa Aftenen.
<br>&nbsp;&nbsp; En Aften var han fulgtes paa Veje med en Karl fra Nørgaard i Østerby, og næste Morgen siger han til hans Moder, te Niels Krogs det vilde brænde, men hun skulde tie med det, for at det ikke skulde komme til Gang efter ham.
<br>&nbsp;&nbsp; Hvad han havde set?
<br>&nbsp;&nbsp; Ja, han havde set, da han gik hjem, te den Husende var helt Gløj. I samme Husende boede et gammelt Kvindemenneske, der hed Else Pedersdatter.
<br>&nbsp;&nbsp; Det stod nu hen en Tid, da blev der en Karl henne, der tjente i Annex-præstegaarden i Gimsing. Der er ingen Mennesker, der kan opdage, hvor han er bleven af. Han var fra Resen og var gaaet hjem, men var ikke kommen tilbage til sin Husbond. Endelig opdages det, at det sidste Sted, han havde været inde, det var i den Husende ved Else Pedersdatter, og ingen havde siden set ham. Saa er det, at en Mand, der boede ret i Huset og var Ejer af det, han hentede Vand til hans Køer i et Hul, der gik tæt ind til den Husende - ja, der var da en Gang imellem Huset og Hullet - og da opdagede han en Kjæp, som laa i det lange Græs, der var omkring Hullet. Den tager han op og gaar hen til Kokholm i Øster-Jølby med og viser Sønnen der den Kjæp. Karlen havde nemlig før tjent der, og Sønnen kjendte Kjæppen. Imidlertid bliver det Aften, og saa gaar der Bud til Sognefogden i Gimsing, og han bøjede fire Mænd af Gaardene til at komme med Lygter. Karlen bliver saa fisket op af Hullet ved de 4 Lygter, og der blev vaaget ved ham om Natten ved de samme 4 Lygter.
<br>&nbsp;&nbsp; Det var altsaa det Lys, min Broder havde set.
<br>''Mariane Jensdatter, Hjerm.''


126. Paa Skovridergaarden Krogslund ved Gram saa’ man flere Gange et Lys ved Nattetid komme ud af Lunden - det er en Skov, der grændser til Slotshaven i Gram, og saa gaa med en Sti tværs over Markerne ned til Aaen, hvor det altid blev borte. Jeg antager, det var midt i Halvfjerdserne, det lys blev set. Netop paa det samme Sted var en Røgter fra en Gaard i Skjoldager nogen Tid efter gaaet ned til Aaen og havde druknet sig, og fra den Tid saaes intet Lys mere.
<br>''Lærer Byriel, Ø.-Vamdrup.''


127. En Gaardmandskone i gode Omstændigheder, med en trofast og retsindig Mand og en stor Børneflok om sig, kastede sig for et Aars Tid siden i en Mergelgrav og druknede. Hun havde kort i Forvejen set Lys brænde i den samme Mergelgrav og talt om, at den burde kastes til.
<br>''E. H. Seidelin, Jandrup.''


128. Vesterhavet vil hvert Aar have sit Offer her paa Kysten. I 1903 druknede en Pige, som skulde ud at hverve Hø i Vilslev enge, men da hun sprang over en Grøft, gled hendes Fod, og hun skred ned i den og druknede, da den var fuld af Mudder og Vand.
<br>&nbsp;&nbsp; I 1904 ved Høslættens Slutning saa' en Kone, som boede ude paa Marsken, at der om Aftenen kom et Lys, som skinnede stærkt hen over Engen og skred ganske langsomt langs med Jorden hen imod Huset. Da det Var kommet til Haven, blev det borte, men kom igjen fra samme Sted og drog saa hen til Huset. Konen var ene hjemme, for hendes Mand var i Byen. Naar han skulde hjem, skulde han over Aaen paa det Sted, hvor Lyset kom fra. Hun laa og ventede paa ham, men han kom ikke. Næste Morgen gik hun ud for at søge efter ham og fandt ham da hængende i en Strikke ved Broens Rækværk, han havde vel hængt sig selv.
<br>&nbsp;&nbsp; I 1905 druknede en Dreng, som vilde ud at bade i Havet.
<br>''Bramming Eft. Jens Kaas, Gredsted.''


129. A kommer en Dag om til en Huskone i Trudsø, ''Gimsing,'' og saa siger hun til mig:
<br>&nbsp;&nbsp; "Der er et Hus i Gimsing Fælled, der vil brænde."
<br>&nbsp;&nbsp; Saa siger a: "Hvad har du set?"
<br>&nbsp;&nbsp; - "A har set det flere Gange, te den Husende den var gloende, og a kan ikke forstaa, det kan betyde andet."
<br>&nbsp;&nbsp; Saa staar det hen et halvt Aars Tid, Husenden var der nogle Vægge faldne ned af, for Huset var noget ringe. Da hænger Manden sig indvendig i den Husende, og da Væggene var faldne ned, saa havde hun kunnet se det.
<br>''Mariane Jensdatter, Hjerm.''


130. Østen for ''Rovst'' Mølle er en Spang, og ved den brændte ogsaa Lys. En Aften, da nogle Folk vilde gaa derover, var der noget, der ligesom vilde møde dem, saa de ikke kunde komme forbi. De vidste ikke, hvad det var, men man mener, at der er nogen, der skal drukne der. Det er jo tæt ved Kroen, og det kan let ske, at et fuldt Menneske kan falde i der og komme af med Livet.
<br>''Hans Kr. Sørensen, V.-Nebel.''

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Folklore]]
[[Kategori:Evald Tang Kristensen]]