Vis kilden til Mader-akka’s 3 Døttre, Sarakka, Juksakka og Uksakka

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !! !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Mader-akka’s 3 Døttre, Sarakka, Juksakka og Uksakka]] !!  !!  !!  
|-
|}


[[File:Jens_Andreas_Friis.jpg|thumb|150px|<center>Jens Andreas Friis</center>]]

<center>'''[[Samisk religion og mytologi|Temaside: Samisk religion og mytologi]]'''<br><br>'''[[Lappisk Mythologi]]'''
<br>[[Jens Andreas Friis biografi| Jens Andreas Friis]]
<br>

<br><big><big>'''Gudelære'''</big><br>'''3. Jordiske Guder'''<br><br>'''§ 21.<br>Mader-akka’s 3 Døttre, Sarakka, Juksakka og Uksakka'''</big></center>



Maaden, hvorpaa Mennesket fik Liv og kom til Verden, forklaredes af Noaiderne saaledes: "''Rađien-kiedde'' (§ 11) fik Magt af ''Rađien ačče'' (§ 9) til at skabe Sjæle og Aander. Saasnart han nu havde frembragt en Sjæl, sendte han den til ''Mader-ačče''. Denne tog Sjælen ind i sin Mave, som derfor altid stod aaben, og for afsted med den rundt omkring Solen, gjennem alle dens ''lavček'' eller Straaler, men fra nederste ''lafče'' fortsatte han sin Vei ad Tverstregen (§ 20) til sin Hustru ''Mader-akka'', til hvem han nu overleverede Sjælen. Hun optog den i sig og skabte den første Embryokrop om samme. Skulde nu af dette Embryo blive et Drengebarn, sendte ''Mader-akka'' samme videre til sin Datter ''Juksakka'', (egentl. Bue-Moder, af ''juoksa'', en Bue), Jagtens Gudinde eller — rettere — Mandkjønnets Gudinde. Men skulde af samme blive et Pigebarn, sendte hun det til ''Sarakka'', for at hun skulde begave det med en Kvindes Natur. Men hvad enten Embryobarnet blev sendt til ''Sarakka'' eller ''Juksakka'', saa tog den, til hvem det blev sendt, samme i sit Liv, bestemte dets Kjøn og bragte det derpaa til den Kvinde, som skulde blive frugtsommelig og fremføde det til Verden." Paa samme Maade gik det til med Rensdyrene og alt andet Levende. Det Sjælelige kom fra ''Rađien ačče'' og maatte passere alle ''Akkernes'' Legemer. "Hele denne Forretning blev nu saa vel udført, at ingen af de onde Væsener ''Fudno, Rota, Baha Engel'' eller ''Mubben olmai'' var istand til at lægge nogen Hindring i Veien<ref>Jessen. Pag.14-15.</ref>."

Denne eiendommelige Forestilling om, hvorledes Mennesker og Dyr bleve skabte og fremfødte, synes i alle sine væsentlige Træk at være ægte lappisk, ikke saameget af den Grund, at ingen lignende Ide forefindes hos nogen af de beslægtede Nationer, men meget mere, fordi den er en tro Afspeiling af Folkets Skjæbne eller egne ydre Vilkaar gjennem Aarhundreder. Saalangt tilbage, som Historien ved noget at fortælle om det lappiske Folk, har det nemlig været nødt til at vige for Overmagten, for fremtrængende kraftigere Nationer, og, hvorsomhelst det af disse er paatruffet, er det blevet anseet for godt Bytte. For at vildlede sine Fiender, Tschuder, Kareler o. fl. a., maatte Lapperne altid paa sine Vandringer gjøre Krogveie og følge skjulte Stier. Kun ved indiansk Listighed lykkedes det dem at føre sine Forfølgere paa Vildspor. Dette farefulde og forfulgte Liv bragte dem, naturligt nok, til at tro, at noget Lignende ogsaa fandt Sted i Aandeverdenen, eller at Barnet, allerede førend det kom til Verden, var udsat for onde Aanders Efterstræbelse. Ligesom Tschuder og Kareler forfulgte Lapperne her paa Jorden, saaledes lurede ''Fudno, Baha Engel'' og andre onde Aander paa Barnesjælen. For at vildlede dem maatte derfor ''Mader-ačče'' først skjule den nyskabte Sjæl i sin Mave og gjøre Krogveie gjennem alle Solens Straaler, inden han vovede sig ned med den til sin Hustru, der igjen hemmelig bragte Sjælen med den første Begyndelse til Legeme hen til en af sine Døtre, og først ved disse — eller paa 4de Haand — kom den til sin menneskelige Moder, som skulde føde den til Verden.

Da, som tidligere paavist, Ideen om ''Rađien ačče'' er laant, maa ogsaa Forestillingen om Sjælens Oprindelse fra ham være en senere Tids Fiktion. Det hedder hos Jessen, "at ''Mader-ačče'' i Forening med Solen bidrog meget til alle levende Kreaturers Afyngling," eller at han havde af ''Rađien ačče'' "faaet Kraft til ved Solen at meddele Liv til alle de Ting, som ere under Solen." Da Lapperne, som før paavist, vare nidkjære Soltilbere, er det ikke usandsynligt, at deres ældste Forestilling, førend ''Rađien ačče'' og ''Rađien kiedde'', ja, maaske førend ''Mader-ačče'' optoges i deres Gudsdyrkelse, har været den, at Sjælen kom fra Solen eller Solguden, ligesom alt Liv og alle Dyrs Trivsel, synligt for deres Øine, hidrørte fra denne Guddom. Hvad de i den senere Tid troede at foregaa "i Forening med eller ved Solen," har de altsaa oprindelig troet hidrørte umiddelbart fra denne, der da har staaet i direkte Forbindelse med ''Akkerne''; thi Ideen om disse synes at have været aldeles ægte lappisk.

''Mader-akka'' havde, mærkeligt nok, ingen Sønner, men 3 Døtre. Af disse var ''Sarakka'' den, der især blev dyrket. Fra den Tid af, da en Kvinde nemlig blev frugtsommelig, eller et Dyr drægtigt, stod samme særligt under ''Sarakka’s'' Beskyttelse. I sit Svangerskabs Tid "maatte Kvinderne aflægge sin Krave og sit Bælte, hvilket skulde ske for Sarakkas Skyld, og intet Mandfolk maatte i denne Tid gaa rundt omkring dem<ref>Jessen. Pag. 78.</ref>." Sarakka sørgede for, at Barnet trivedes og voxede i Moders Liv, hvad enten det var Dreng eller Pige, samt at Moderen, ligesom ogsaa det drægtige Dyr, befandt sig vel. Sit Udseende, sine legemlige Lyder eller Dyder skyldte man ''Sarakka'', Skabningens Moder, (''sarrat'', skabe), hvorfor man ogsaa havde Talemaaden: ''"Nuft læ Sarakka muo sarram!''<ref>Læstadius. Manuskript.</ref>" — ''Sarakka'' har saaledes skabt mig! — Intet Under derfor, at ''Sarakka'' dyrkedes af Alle, men dog især af Kvindekjønnet; thi ikke blot blev hun paakaldt i Barnsnød og "hjalp saavel Kvinder som Rensdyr at føde og blive vel forløste," men "hun led ''endog Smerte tilligemed Moderen'', som fødte Barnet." "Denne Guddom," siger Jessen Pag. 21, "havde Lapperne altid i Mund og Hjerte. Til hende stiledes deres Bønner, hende tilbade de i alle sine Forretninger og Anliggender, og hende ansaa de som al sin Trøst og Tilflugt. Kort sagt, ''Sarakka'' var først og sidst, den kjæreste og paalideligste, som de med størst Fortrolighed satte sin Lid til i alle sine Handlinger. Hun blev af Alle høit æret og tilbedet, fremfor alle andre Guder. Hvad de end spiste og drak, saa blev hun altid erindret. Til hende gjorde de Løfter, og hende bragte de Ofre uden at raadspørge Runebommen. Men fornemmelig blev hun dog paakaldt af frugtsommelige og i Barnsnød stedte Kvinder. Ved slige Leiligheder pleiede en Del Lapper at bygge op i Nærheden af sin egen en særskilt Gamme eller Bolig, (betegnet paa Runeb. No. 7. Fig.28), som var bestemt til ''Sarakkas'' Tjeneste og Bopæl." Man troede ellers, at hun i Almindelighed havde sit Tilhold ved ''aran'' eller Arnestedet i Gammen, og af hvadsomhelst, der blev nydt, især Drikkevarer, fik ''Sarakka'' sin Del øst ud i Ildstedet. Alle og Enhver "vare usigelig bange for at gjøre hende imod".

"Barselkvinder drak ''Sarakka'' Vin, førend de skulde føde, og spiste tilligemed de tilstedeværende Kvinder ''Sarakka'' Grød, naar de vare forløste, samt gjorde derpaa et Gjæstebud, ''Sarakka'' til Ære, som efter deres Maade skede med stor Høitidelighed. I Grøden satte de 3 Pinder. Den ene var kløvet og behængt med 3 Ringe, den anden var sort og den 3die hvid. Disse 3 Pinder bleve i 2—3 Døgn henlagte under Dørtærskelen. Befandtes det saa, at den sorte Pind var borte, holdt de for, at enten Moderen eller Barnet skulde dø. Var derimod den hvide Pind usynlig, skulde begge leve. Grøden aad de ikke, førend Runebommen var tilspurgt".<ref>Jessen. Pag. 21-22.</ref>

Ellers bestod det Offer, som bragtes ''Sarakka'', i Haner, Høner, Renkalve og Hunde, de sidste af Hunkjønnet. Af disse Ofre til ''Sarakka'' var det alene Kvinder tilladt at spise.

Efterat Lapperne havde lært at kjende den kristelige Daab og Nadvere, optog de begge disse Sakramenter og udførte dem paa sin egen Maade, fornemmelig til Ære for ''Sarakka''. Saaledes blev ethvert Barn, efter at det først havde været i Kirken og faaet et kristent Navn, atter ved Hjemkomsten badet og døbt om igjen af en Lappekvinde, til Ære for ''Sarakka''. I denne Daab fik Barnet det lapp. Navn, med hvilket det senere altid benævnedes iblandt Lapperne selv. Ved denne Sarakka-Daab mente de at afto al Virkning af den kristelige Daab. 

Paa samme Maade spiste og drak de til Ære, ikke blot for Sarakka, men ogsaa for andre Guder, førend de i Kirken nød Sakramentet. Maden og Drikken, enten det var Vand eller Brændevin, kaldtes ''Sarakka biergo'', S.s Kjød, og ''Sarakka varra'', S.s Blod.<ref>Jessen. p. 43-44.</ref>

''Mader-akka’s'' anden Datter, ''Juksakka'', havde sit Navn af ''juks'' eller ''juoks'', en Bue. Hun havde, som paavist, Indflydelse paa Fosterets Kjøn, og hendes Magt i saa Henseende var endog saa stor, at hun, selv efterat Fosteret under ''Sarakka’s'' Omsorg var bestemt til Kvindekjøn, kunde forandre dette igjen til Mandkjøn, naar der blev runet kraftigt nok og ofret til hende, hvilket ikke sjelden skede, da Lapperne ofte ansaa sig bedre tjent med Drenge- end Pigebørn, hvilke sidste hverken kunde jage eller skyde.<ref>Nærø-Manuskriptet.</ref> Hun aftegnedes undertiden med en Runebom i sin høire Haand, og da baade hun, hendes Søstre og Moderen betragtedes som meget gamle Kvinder, havde man paa Runebommen givet hver af dem en Stav i Haanden, (se No. 1. Fig. 18, 19 og 20.). ''Mader-akka’s'' 3die Datter, ''Uksakka'', havde sit Navn af ''uksa'', Dør, og man troede, at hun havde sit Opholdssted ved Døren i Teltet eller i Gammen, hvor ligeledes Barselkvindernes Plads var. Denne Gudinde passede Ind- og Udgangen og overtog Omsorgen for Moderen og Barnet efter Fødselen, idet hun bevarede Barnet fra Ulykkestilfælde og Moderen fra Sygdomme. Hun lod Barnet voxe og trives i aandelig og legemlig Henseende, som det hedder i Sangen om Solens Søn:

::''Sarakka'' skabte mig af min Faders 
::Spænstige Sener; Kræfter i Brystet 
::Fik jeg med Modersmælken
::I Arv fra Mødre og Fædre.
::''Uksakka'' blandede Mælken,
::Gav mig Forstand i mit Hoved.

Ogsaa til ''Uksakka'' ofredes der ved hvert Maaltid lidt Mad og Drikke foruden de almindelige Høitidsofre.

At Akkerne have spillet en meget vigtig Rolle i Lappernes Gudsdyrkelse og været kjendte af Alle og Enhver, kan sluttes ogsaa af den Omstændighed, at de ere de eneste af alle Guder og Gudinder, som endnu kunne siges at leve i Folkets Erindring. Medens de øvrige ikke engang kjendes mere af Navn, forekommer ''Sarakka'' under Navn af ''Gieddagæš-galggo'' meget hyppigt i de lappiske Eventyr, hvor hun skildres som en meget gammel og klog Kone, af hvem man i vanskelige Tilfælde kan faa Raad og Hjælp. Hun bor dog ikke længer, som før, ved Arnestedet, men har maattet flytte til ''giedde gæčče'', til Udkanten af den dyrkede Mark. Derfor benævnes hun nu ''Gieddegæš-galggo, (galggo'', gammel Kone).

I Koutokæino findes et gammelt Familienavn Sara eller ''Sarag'', der maaske hidrører fra den gamle ''Sarakka''-Dyrkelse, og L. Læstadius fortæller, "at Almuen enkelte Steder endnu tror paa en kvindelig Janus, der opholder sig ved Døren, hvoraf Talemaaden "Dørkjærringen, (ɔ: ''Uksakka''), blæser ud Lyset".

Den Gudinde, der i den finske Mythologi nærmest skulde svare til Lappernes ''Mader-akka'', maatte være ''Maan emo, (maa'', Jord; ''emo'', Moder), eller, som hun ogsaa kaldes, ''Maan eukko (eukko'', gammel Kone), ''Maanemänta, (emäntä'', Husmoder), eller ''Akkamanteren alainen'', den under Jorden boende Gamle. Derimod har den finske Mythologi ingen, der svarer til ''Mader-ačče'' og ''Mader-akka’s'' 3 Døtre. Ganander fortæller, at ''Maan emo'' var Tordengudens Gemalinde, og at hun af de gamle Finner ansaaes for en ovennaade mægtig Gudinde, hvem man anraabte om at skaffe de Syge og Hjælpeløse Styrke og Kraft. Hos Esterne forekommer denne Gudinde under Navnet ''Maaemma'', og om hende fortælles ligeledes, at hun var Tordengudens Hustru og i alle Dele understøttede ham. Men, hvad der gjør denne sidste mere lig den lappiske ''Mader-akka'', er den Omstændighed, at hun ikke blot drog Omsorg for Jordens Næringskraft, men ogsaa havde stor Indflydelse paa Kvindekjønnets Frugtbarhed og tog sig af baade det ufødte og fødte Barn, en Forestilling, som er ganske fremmed for Finnernes Ideer om ''Maan emo''.<ref>Castrén. Pag. 89.</ref>



==Fodnoter==
<references/>
<br><br>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på norsk]]
[[Kategori:Jens Andreas Friis]]
[[Kategori:Samisk mytologi]]