Vis kilden til Malaise, som reiste til Akilinek (Rink)

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Malaise, som reiste til Akilinek (Rink)]] !!  !! 
|-
|}


<blockquote>
<center>'''[[Grønlandsk religion og mytologi|Temaside: Grønlandsk religion og mytologi]]'''<br><br><br>'''[[Eskimoiske eventyr og sagn – I]]'''<br>'''Hinrich Rink'''<br>1866<br><br><big><big><big>'''23. Malaise,<br></big> som reiste til Akilinek'''</big></big></big></center><br>

Der fortælles, at Malaise, en munter og uforfærdet Mand, som altid levede i Velstand, havde to yngre Søstre, og boede om Vinteren ved Mundingen af en Fjord. Naar han gik i Kajak, fulgte Søstrene ham paa Landet, og de begave sig hjem ligeledes paa samme Tid, som han. Engang om Vinteren, da Isen laa, gik de ud for at søge efter Rødder paa Yderøerne; da opstod der Østenvind, som brød Isen, og de dreve udefter i meget ondt Veir. Senere klarede Veiret op igjen, og de fik da Øie paa et høit Land. Der dreve de hen til, og slap iland, nær ved at sulte ihjel; da de saae sig om, var det Stykke Iis, de havde drevet paa, blevet til bare Skum. De havde hver et Stykke af en Maage til Amulet. Medens de nu vandrede overland, saae de en lille Fjord, i hvis Bund der udgjød sig en Elv, og foran dens Munding svævede der Maager. Den Ældre sagde: »i den Elv findes der sikkert Lax, siden der er Maager; lad os gaae ned og see.« Da de kom til Elven, fandt de den fuld af Lax, de fik ogsaa fat paa een, lavede sig et Fyrtøi af Pinde, og da de fik Ild, bagte de den paa en flad Steen, og de spiste blot det halve af Halen, og bleve begge mætte. Derefter blev det Lavvande, og de saae det falde tørt hele Veien langs Kysten, og paa det Tørre laa der en Mængde spraglede og andre Sælhunde; af dem ihjelsloge de med Stene saamange de behøvede. Da de nu havde taget Ophold paa denne Plads, viste der sig engang to Kajakker, som nemlig gik efter spraglede Sælhunde. Da de saae Pigerne, hørte de sige: »den der kommer først, skal have den smukkeste til Kone.« Derpaa roede de til i stærk Fart, og den, som kom først, rørte ved den ældste og tog hende til Kone, den sidste tog den yngste. Derpaa glemte de de spraglede Sælhunde, og roede hjem for at hente en Baad. Det varede heller ikke længe, førend de kom roende med en rask Besætning, satte dem i Baaden og bragte dem til deres Hjem, hvor de kom til at leve godt. Medens de vare her, fødte hver af dem en Datter. Nogen Tid efter mærkede den ældste paa den yngste, at hun var mismodig. Engang, da de vare i Eenrum, spurgte hun hende: »hvorfor græder du altid?« hun svarede: »næste Gang jeg føder, naar det igjen bliver en Datter, vil min Mand dræbe mig.« Da sagde den ældre: »lad som om du var fornøiet. Uden at lade os mærke med noget, ville vi pakke vort Tøi sammen, og naar Isen lægger sig, ville vi vende tilbage, men lad dem endelig ikke faae Nys om det.« Derpaa lavede de sig Klæder, og da de vare færdige, gjemte de dem i deres Tasker ude under Baaden. Paa samme Tid havde der lagt sig fast Iis; der var ingen Fangst mere, og Mændene, som manglede Beskjæftigelse, gjorde ikke andet end dandse, idet de pleiede at holde Selskab i et stort Huus. Da sagde den ældre Søster til den yngre: »engang medens der er Dands, ville vi flygte til vort Land.« De afventede nu en passende Tid. En Aften, da der var Dands, Qvinderne ogsaa vare med som Tilskuere og der ingen var udenfor, gik de først begge ud med deres Børn, syngende dem i Søvn. For at lade som der intet var paafærde, bare de blot deres korte Beenklæder. Snart kom Børnepigerne ud efter dem, og saa kunde de ikke flygte, men maatte staae stille, men da der nu hørtes Sang inde i Huset, og denne var meget morsom, gik Børnepigerne ind igjen; strax skyndte de sig ned til Baaden, toge Beenklæder paa, puttede deres Børn i Amauten, gik først overland, derefter ud paa Isen, og vedbleve at vandre hele Natten. Da det blev Dag, skjulte de sig mellem nogen Skrueiis, og medens de laae der, hørte de Slæder komme og søge efter dem, forfølgende deres Spor. De hørte dem standse der, hvor Sporene tabte sig, og raabe: »eders Smaabørn skrige.« Men de bleve liggende der hele Dagen; om Aftenen ilede de videre, og paa Veien lode de deres Børn fryse ihjel og lagde dem ovenpaa Isen. Senere saae de Land, og da de kom nærmere, gjenkjendte de Egnen hvor deres Vinterplads var; de gik videre, og ganske rigtig, — der var deres lille Huus. Malaise blev meget forbauset over at see sine Søstre træde ind; strax udspurgte han dem om Akilinek, hvorledes Fangsten var der, men de vilde ikke fortælle noget. Malaise tog nu, efter Søstrenes Hjemkomst, for Alvor fat paa Fangsten. Engang da Dagene længedes, gik Malaise om Morgenen tidligt udenfor, kom ind igjen med sin Kajakpels og sagde: »Det er et herligt Veir til at gaae paa Fangst i.« Derpaa vendte Søstrene sig til ham og sagde: »Skjøndt her jo egentlig ikke er noget at gaae efter, er Malaise dog altid ufortrøden i sit Erhverv, nei derovre paa Akilinek, der kan du troe at der er Fangst!« Da Malaise hørte dette lagde han sin Kajakpels tilside og sagde: »Fortæller mig da noget.« Fra den Tid af begyndte de at fortælle, og selv om Veiret var meget godt, gik Malaise dog ikke ud; i flere Dage blev han hjemme blot for at høre Søstrene fortælle om Fangstens Beskaffenhed paa Akilinek. Engang da de i Fortællingens Løb kom til at omtale de mange Sælhunde, som havde ligget paa det Tørre i Fjorden, sagde Malaise: »jeg maa nok over til Akilinek; til Foraaret, naar Sortsiderne indfinde sig, vil jeg give Baaden et tredobbelt Betræk.« Da begyndte hans Kone strax at græde, thi hun var meget frygtsom; men Malaise lo og morede sig over hende. Saasnart Sortsiderne indfandt sig, samlede han Skind, betrak Baaden, gav den endnu et Betræk og derover atter et tredie, og saa ventede han blot paa godt Veir. En Morgen, da Malaise kom op, var det stille og klart, han gik tilfjelds og bemærkede ikke et Vindpust. Derpaa gik han ind og sagde: »Velan, lader os reise til Akilinek, det er stille og klart.« Konen begyndte at græde, men Malaise lavede til og udlo hende. Da Baaden var færdig, satte de den grædende Kone i den, stødte fra Land og gik lige tilsøes; Søstrene roede alene, Konen blev liggende midt i Baaden og græd. Da hun endelig taug, vilde Malaise drille hende, reiste sig op, saae bag ud og sagde: »det bliver sort derude af Vind.« Da begyndte hun først rigtig at skraale, men Malaise morede sig. Tilsidst tabte de ganske Landet af Sigte; Malaise syntes at det gik saa langsomt, derfor skar han det yderste Betræk, som var blevet for vaadt, af, og kastede det bort. Førend de endnu fik Land, skar han ligeledes det mellemste Betræk af, og saa varede det endnu temmelig længe. Da reiste Malaise sig op og sagde: »der see vi et høit mørkt Land.« Da Konen hørte tale om Land, reiste hun sig strax op og begyndte at roe. Endelig kom de til Land, og Søsteren gjenkjendte det strax, det var den Fjord, de først havde været ved. Snart saae de ogsaa deres tidligere Mænd, som nu kom for at angribe dem. Men før Afreisen havde Malaise opsøgt et Par Rensskindsstrømper i en Slægtnings Grav, og taget dem med. Nu tog han et Drikkekar fyldt med Vand, strøede Støv og Haar af Strømperne i det og stillede det hen paa et Næs, som de fjendtlige Mænd skulde forbi. Da den ældste kom til det, drak han af Vandet, men pludselig blev han forvandlet til et Rensdyr og styrtede, skudt af Malaise, i Søen. Den anden gik det ligesaa, og ligeledes dræbte Malaise alle deres Tilhængere, kun een lod han leve, idet han sagde: »gaa du nu hjem og vær en ussel Rest af dine Landsmænd.« Senere gjorde Malaise atter sin Baad istand med et nyt tredobbelt Betræk, ladede den vel med Enhjørningshorn, Lax, Mattak og andet, og naaede lykkelig tilbage til sit Hjem, hvor han blev til sin Død.


==Kilde==
<br>
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 104-107.
<br><br>
</blockquote>


[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Inuitisk religion og mytologi]]
[[Kategori:Grønlandica]]
[[Kategori:Hinrich Rink]]