Vis kilden til Mellem fremmede kystboer

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !! !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link= Mellem fremmede kystboer]] !!  !!  
|-
|}


<center>
[[Fil:Maske 19.jpeg|thumb|200px|<center>Grønlandsk maske</center>]]
<br>'''[[Grønlandsk religion og mytologi|Temaside: Grønlandsk religion og mytologi]]'''<br><br>'''[[Grønlandske sagn om eskimoernes fortid]]'''<br>'''William Thalbitzer'''<br>1912<br><br><br>
<big><big><big>'''II. Mellem fremmede kystboer''' </big></big></big>
</center>


<blockquote>
Nogle af sagnene handler om fjendtligheder mellem Nordlændinge og Sydlændinge på samme kyst; disse sagn hører udentvivl til de yngste og stammer fra selve den grønlandske kyst. I andre fortælles der om enkelte mænd eller familier, der foretog lange rejser og derunder lærte nye mennesker at kende. De nordligst rejsende er måske Sydgrønlændere, der på fjærne strejftog har været helt oppe blandt Smithsunds Eskimoerne nord for Kap York. I Vestgrønlændernes sagn om ''Iviangersouk'' (RINK II n:o 33), men særlig i Østgrønlændernes om ''Uiarteq'' "Omsejleren" (Holm n:o 5), der som en første Columbus mente at ha omspændt hele verden (nemlig Grønland) ved sin toårige færd, gemmer der sig muligvis et minde om, at Grønlænderne engang er vandrede norden om Grønland til Østkysten. Østgrønland er jo ligesom landets vestkyst blevet befolket nordfra. Undervejs må disse omvandrere stadig ha mødt fremmede mennesker, og de er ikke altid blevet venligt modtagne. Men nogen egentlig mystik indeholder beretningen om disse enkelte rejser ikke. Der er på engang noget vist tilfældigt og tilforladeligt over de bevarede træk; de gør tildels indtryk af at være forvanskede og omdigtede, men virkeligheden er ikke helt fortonet bort i sagnets dis. Når derimod enkelte sagn forklarer indtrufne begivenheder som iværksatte ved fjendernes trolddom, og disse fjender tilmed er indlandsboer, er der grund til at tro, at oprindelsen ligger særlig langt tilbage i tiden og stedet for begivenheden udenfor Grønlands grænser.

Et meget yndet æmne i de eskimoiske sagn er det vanrøgtede fattige barns uventede vækst til kæmpe og til hersker; det lille skumpelskud af en plejesøn får efterhånden vældige kræfter, hvad han i begyndelsen holder hemmeligt eller kun forbigående viser, indtil han en skønne dag har magten over sine bopladsfæller og blir en skræk for alle naboerne. Hans navn ''Kaasassuk'' kendes også udenfor Grønland (i Labrador ''Kaujakjak''). Den samme ide genfindes i flere af sagnene, men knyttet til andre heltenavne f. eks. ''Ernersiak, Katerparsuk, Kunuk'', (RINK I, n:o 10, 14, 78) og ''Kamikinak'', (HOLM n:o 1).

Intet er i den grad genstand for beundring i sagnene som mandens personlige styrke og behændighed.<ref>H. RINK har fremhævet (Eventyr og Sagn, Indledningen s. 6), hvor nøje det grønlandske moralbegreb om mandens personlige kraft, hårdførhed og behændighed hænger sammen med Eskimoens tilværelseskamp under de arktiske forhold. "Heri, såvelsom i opvoksende sønner, består hans rigdom, borgerlige ære og udmærkelse. Ærgerrigheden, men ikke havesygen, er den fremherskende lidenskab ved de inbyrdes rivninger . . . Kappelyst og berømmelse afgav derfor de drivfjedre for virksomhed, som ejendoms erhvervelse er hos andre nationer".</ref> Der går langvejs ry af den mand, der i brydekamp (d. e. armtrækning) overvinder alle modstanderne. Når Nordlændinge og Sydlændinge mødes, er sommertidens hovedbegivenhed udfaldet af kappestriden mellem deres stærkeste og behændigste mænd. Af og til er det deres dygtigste angakokker ''(angakkut)'', d. e. deres "hedenske præster", der prøver kræfter med hinanden; da er det især behændighedskunster, der øves, og i sagnet får de en overnaturlighedens glorie over sig. En angakok skal f. eks. kunne gennembore sig med et spyd, selv trække det ud af sig og helbrede såret, eller skære en arm af sig og sætte den på igen. Sagn er overdrivelsernes rette felt. Den fjærne fortid afspejler sig i overnaturlige omrids. I sagntiden var menneskene ofte kæmper, der ragede op i højde med fjældene og havde overmenneskelig styrke. Dette gælder i særlig grad, hvor talen er om sagnlandet ''Akilinek'' "landet på den anden side".

Men bortset fra disse overdrivelser må det siges om de fleste af de grønlandske sagn, at de holder sig ved jorden og fortæller om menneskelivet som det virkelig er eller var. Mange af dem har rent historisk indhold. Familier fra forskellige fjorde er komne i strid med hinanden, og frændehævnens pligt har spundet deres historie gennem lange tider.



'''Frændehævn'''

To fætre, ''Aterfio'' nordpå og ''Sukkalassoq'' sydpå, var vokset op som venner, men blev uvenner, fordi den ene altid fangede flere sæler end den anden; tilsidst dræbte Aterfio sin fætter; han harpunerede ham i kajaken. Deraf udbrød kampe mellem deres familier. Den dræbtes slægtninge kom i stor mængde i både for at udrydde Aterfio og hans slægt. Men Aterfio var vanskelig at dræbe; harpunerne prellede af mod ham uden at såre ham. Han var så vældig, at han rystede angriberne af sig som børn eller ræve. År efter år gentoges kampene. I den sydlige slægt opstod atter en stor helt, Tajarneq, der drog nordpå for at gøre det af med den gamle Aterfio. Men nu havde denne en voksen søn til al hjælpe sig, der slægtede sin far på, og Sydlændingene lå fuldstændig under i kampen. Aterfio var og blev usårlig (RINK I, n:o 75).


Også vennerne ''Naujarsuk'' og ''Kukajaq'' blev uvenner, fordi de fangede ulige meget. Kukajaq dræbte sin ven og drabet fremkaldte frændehævn, "Naujarsuks lille søn stod på landet og så, hvorledes hans far blev dræbt i kajakken ude på havet" således fortælles der. "Kukajaq vendte sig blot ind mod landet og råbte: "fordi han har åbnet mine gemmesteder, har jeg gengældt ham således!" – hvorefter han vendte dem ryggen og roede hjem. Faderen hentede sin søns lig og begrov det, og da sørgetiden var forbi, sagde han til den lille sønnesøn: "Nu må du ikke voxe op i ligegyldighed, siden du har set din fader blive dræbt." Næste forår besluttede han at rejse nordpå, da han ikke kunde udholde at se sin søns fangesteder. De kom til Amerdlok og tog vinterophold der. På dette sted voksede sønnesønnen op under bedstefaderens stadige påmindelser, og man så ham aldrig smile. Omsider begyndte bedstefaderen endog at frygte ham; thi han dampede af sved, når han mindede ham om faderen". Nu fortælles der, hvordan Naujarsuks søn voksede og blev en fremragende kajakroer. Opfordret af sin bedstefar rejser han så endelig sydpå, hvor Kukajak lever og er bleven en gammel mand. Han besøger sine slægtninge her i sin barndomsegn og forærer dem ulkesnører lavede af hvalbard. Kukajaq, som hører dette, får også lyst til sådan en snøre; han går til Naujarsuks søn og blir høflig modtaget. "De har nok helt glemt ham, jeg dræbte," tænker han. Den næste morgen gik Naujarsuks søn udenfor. Vejret var da ganske som på hin dag, da hans fader blev dræbt, luften var mild, og der foer fine hvide skystriber over himlen; derved vågnede hele hans vrede, men alligevel teede han sig uskyldigt, da han kom ind. Da Kukajaq vilde reise, fik han også et stykke hvalbard; han havde vel nogen mistanke og så sig derfor jevnlig om, men kom omsider et godt stykke bort, uden at nogen forfulgte ham. Endelig greb Naujarsuks søn det nye benstykke med fangeremmen ved, gik ned til sin kajak og satte benstykket på harpunskaftet, så det knagede. Kukajaq kunde høre lyden, vendte sig om og da han såe fjenden komme, ilede han afsted, men mærkede nu, at han ingen kræfter mere havde. Imidlertid forfulgte hans fjende ham med vilje ganske langsomt. Han nærmede sig tilsidst sit hus og tænkte endog: "nu kan han ikke nå mig mere" — men først da roede hans forfølger stærkt til, og tæt udenfor huset løftede han harpunen, og med en bragende lyd foer den i Kukajaq. Derpå vendte han sig mod dem, der stod på landet, og sagde: "Således såe jeg ham gøre ved min fader, derfor har jeg gjort det samme ved ham! dersom I har medynk med ham, kan I hente ham". Derpå vendte han sig om og drog bort. Han slog nu faderen noget ud af tankerne, dog uden derfor ganske at glemme ham (RINK I, n:o 70). 



'''Rejsesagn'''<ref>Sagnet om "Brødrenes Besøg hos deres Søster" (RINK I, n:r 13).</ref>

En mand havde tre børn, hvoraf den ældste var en pige. Denne datter blev gift med en mand fra en fremmed plads på Sydlandet, mens drengene endnu var ganske små. Først da sønnerne blev voksne, fik de at vide, at deres søster var langt sydpå gift med menneskeædere. Brødrene drog afsted til det fjærne bjærgland i deres slæder og nåde omsider dertil.

Endelig sagde den ældre: "når der bor mennesker ved foden af fjældene, plejer man at se ravnene vende sig i luften". Endelig så de et fjæld, over hvilket der flagrede mange ravne; da gik de på land, bandt deres slæder fast og ventede til aften. Men da det mørknedes, og de formodede at folk havde lagt sig til hvile, løsnede de slæderne og kørte nærmere; de kom da til mange huse, det første af dem havde tre vinduer, dette gik de hen til, krøb forsigtigt op på taget og kiggede gennem lufthullet. Der så de da et fælt mandfolk foran lampen blive lysket af sin kone. Denne var på den ene side af hovedet ligesom ganske hvid. Da rejste den ældre sig op og sagde: "der siges, at vor søster skal være lys på den ene side af hodet, se bare!" Den yngre så hende og udbrød forbavset: "vor søster er sikkert dernede; hør engang, du skal samle dit spyt og spytte ned foran lampen; når de ser det og derved blir opmærksomme, vil nok nogen komme ud". I det samme som nu den ældre havde spyttet, ruskede hun dernede i sin mand og sagde: der må være nogen, som er kommen langvejs fra for at besøge os, skynd dig op". Straks for han op, greb sin bue og gik ud. Da brødrene så ham komme frem af husgangen med buen spændt og holdt i vejret, sagde den ældre, førend han fik øje på dem: "vi vil besøge vor søster; der er sagt os, at hun er hvid på den ene side af hovedet". Da sagde den anden sagte hviskende: "jeres søster er derinde, kom I kun ind!". Da de kom ind, viste han sig straks som svoger og forlangte mad til dem; konen tog støvler på og sagde til nogle af børnene, at de skulde hjælpe. Gæsterne mærkede nu, at deres søsters husfæller alene bestod af hendes børn; hele tørrehækken var behængt med deres støvler, alt efter størrelsen, den størstes yderst. Noget derefter bragte de et stort fad ind med bær, blandede med spæk, søsteren satte det frem for dem og bad dem spise. Brødrene blev nu muntre og skulde lige til at tage for sig, da opdagede de nede i fadet en menneskehånd, afskåren ved håndleddet, gribende om bærrene og fælt sammenkrympet. Da sagde de: "vi spiser ikke den slags". Men hun tog så fadet tilbage og gav sig til at spise i forening med børnene. Da hun nu tog menneskehånden og bed i tommelfingeren og vilde skære den af, råbte børnene imellem hverandre: "Moder, jeg vil også ha noget!" Da trådte brødrene hen til hende og sagde: "du der, er du også bleven menneskeæder?" Hun skubbede til sin mand og sagde: "denne fæle her har fået mig dertil". Svogeren bød nu sin kone at koge noget til dem over lampen, men tilføjede: "lad den kun brænde ganske svagt, thi når vore naboer mærker noget, løber det ikke roligt af". Idet konen hængte gryden op, fortalte hun til sine brødre: "da vore samboende i vinter fangede en hval og fik den til land og flænsede, faldt en mand om på den, og så flænsede de ham med". Førend maden var kogt, sagde værten til sine børn: "stå op og skær surringen over på alle vore naboers slæder derude, men gør bare ingen støj!" Børnene gik straks ud, og da de kom ind igen, spurgte han dem: "har I nu også skåret surringen over på dem alle?" Da svarede de: "ja, vi har gjort således ved dem alle." Imidlertid havde de dog forbigået een. Da nu kødet var kogt og de spiste, sagde svogeren til sine gæster: "såsnart I har spist, må I rejse, jeg skal følge jer ud, men såsnart I er kørte fra land, vil jeg råbe, og så skal I få at se!" Da de havde spist og vilde rejse, sagde han atter: "nu veed I, hvor vi bor, lad se at I besøger os, og kom for at se til jeres søster!" Derpå fulgte han dem ud, de satte sig begge i deres slæder og kørte, men i det samme, som de kørte ud på isen, råbte han højt: "de fremmede vil rejse, de fremmede vil rejse!" Da de derpå så sig om, var det helt sort at se til, således myldrede de frem både af husgange og af vinduer, nogle havde bare fået fat på deres klæder, andre var nøgne; således skyndte de sig til slæderne, men idet de vilde køre, gik disse itu. Imidlertid blev de to rejsende bange og skyndte på deres hunde, og idet de så sig om, opdagede de en slæde, der fulgte efter dem og ligesom halede ind på dem. Da deres svoger så dette, skyndte han sig efter den, nåede den og dræbte den kørende; derpå begyndte han at dræbe mennesker, hele sin slæde fyldte han med menneskelemmer, arme og lår, og således belæsset drog han tilbage. Men hans svogre nåede deres hjem sent på natten, og så fortalte de, hvorledes deres søster var bleven til menneskeæder, og hvorledes de kun med nød havde undgået døden, idet deres svoger havde frelst dem. Senere fik de aldrig mere deres søster at se.

Et andet rejse-sagn, hvor vejen skildres, er fortællingen om ''Uvikiak'' (RINK I, n:o 53). Han rejser sammen med sin søn, sin kone og sine døtre nordpå i kajak og båd. Langt nordpå blir sønnen dræbt og hans lig mishandlet. Uvikiak, der søger efter ham, finder ham opstillet død, gennemboret under armene og med nogle af indvoldene lagt på øjnene. Han får at vide, at morderne er rejst nordpå, syngende smædesange om den dræbte. "Snart kunde de høre sangstemmer; de stansede og lyttede på den nærmeste højde over dansepladsen, og de kunde tydeligt høre, at En sang om Uvikiaks søn. Da sangen var endt, kom to unge mennesker op ad fjældene, afklædte og i stærk sved; da de nåede de nysankomne, spurgte disse, hvem det var som havde sunget. "Vor husherre, svarede de, han sang om et ungt menneske syd på, som vi har dræbt; det var meget morsomt". Uvikiak greb straks i sin vrede den ene, og døtrene den anden. De dræbte dem bægge på stedet, henstillede dem i siddende stilling og ganske som Uvikiaks søn, hvorpå de forlod dem og skjulte sig lidt derfra. Snart hørte de hævnskrig; der var nogle som søgte efter dem for at dræbe dem. Men de fandt dem ikke. Da Uvikiak således havde hævnet sig, rejste han sydpå igen".

Nærmere stedfæstet er den følgende beretning om "''Utereetsoqs'' rejse til det yderste Norden" (RINK I, n:o 102). Han rejste ud fra Ilulissät (Jakobshavn) og passerede forbi de nordligst kendte bopladser på vestkysten (Upernavik med nærmeste bopladser?) "Tilsidst kom han til en plads, hvis beboere, af mangel på træ, ingen teltstænger brugte, men lavede telte ved at opstille de tørrede skind af remmesæle og sov derunder på den bare jord. Under opholdet på dette sted bemærkede han, at børnene gik, omkring med huller i deres pelshætter; da de havde lært forældrene at kende og udspurgt dem desangående, svarede disse: "det er fordi han hist oppe (d. e. Månen) har seet på dem; når Månens ånd betragter dem, går der af« sig selv huller i klæderne". Da Utereetsoq var bleven ked af opholdet her, rejste han endnu videre nordpå og fulgte langsmed kanten af den faste is. Overalt var der stor rigdom på hvidfisk. Omsider kom de til land, men kysten var overalt meget stejl, på et enkelt sted, hvor man kunde lande, fandt de omsider et lille hus, men ingen mennesker, Utereetsoq steg iland, og da han kom ind i huset, fandt han, at loftsbjælkerne var dannede alene af narhvalhorn, og at der ikke var det ringeste træ i huset. De fandt ligeledes et hoved af bare tælg, som de ikke kendte, og våben, hvis spidser var omsvøbte med skindstumper og tælg. Da de ingen mennesker fandt, blev de mistænkelige og vendte om igen. På hjemrejsen langs iskanten gjorde de ganske som på udrejsen, idet de fangede hvidfisk og på hvert sted lod dem ligge. Da efteråret overraskede dem, tog de vinterophold på en plads, hvis beboere var store boldspillere. Når der lå fast is var der alligevel ingen trang, eftersom de opsøgte fjordsælens åndehuller. Midt om vinteren lavede de en bold, idet de trak skindet helt af en sælhund, udstoppede det og tillige fyldte noget tungt deri, hvorpå desforuden deres gamle kællinger satte sig ovenpå den og heksede over den. Når de så gik ud for at spille bold, var de iførte deres pelse, men til fodføj brugte de strømper alene med nyt såleskind under foden. Bolden blev kørt ud på isen på en slæde, og det andet parti stod længere inde ved land. De vedblev sålænge at kaste den og skubbe til hverandre, indtil de sejrende fik den op på land og kastet gennem vinduet ind i deres hus, hvor så en gammel kælling lagde den inderst på briksen og satte sig på den. De sejrende anstillede derefter mange forlystelser. Således gik det hele tiden i de længere dage. Om foråret drog Utereetsoq derfra, og kom omsider tilbage til Ilulissät."

Meget tyder på, at disse sagn virkelig indeholder minder om forskellige grønlænderes rejser før kolonisationens første tider til Grønlands nordligst beboede steder, nemlig kysten nord for Melvillebugten, hvor beboerne mangler træ og har eller har haft små ejendommeligheder i deres huse, telte, våben og skikke. Afstanden har været så stor, at fremmede elementer begynder at møde og være påfaldende. Både i disse og i sagnet om "Brødrene, som forsvandt i en fjord"<ref>RINK I, n:r 59.</ref> træder uforglemmelige møder med fremmede mennesker ind i Eskimoens historiske bevidsthed. Her er tale om ensomt farende kajakmænd, der mod deres vilje pludselig drages ind imod det ukendte indland og bjærgtages eller tillokkes af indlandets beboere på en mystisk måde. Hvad er dette for folk, som blander stykker af menneskehænder imellem bærrene, de spiser? som har sære skikke, som plejer at udbrede et skind på gulvet og prøve kræfter med den indtrædende gæst? som ror deres båd med mandfolkeårer? — Ikke blot Vestgrønlænderne, men også Østgrønlænderne kender disse traditioner. De peger tilbage mod gamle tider, da Eskimoerne i dybe fjordes indre stødte sammen med mennesker, der tilhørte andre nationer end deres egen. Men dette kan ikke ha været i Grønland. Her blander erindringer fra Amerikaegnene sig ind.



'''Brødrene som forsvandt i en fjord.'''

"En mængde mænd boede ved mundingen af en fjord. De plejede at gå i kajak, hver for sig; men nu hændtes det, at de, som begav sig ind i fjorden, blev borte den ene efter den anden, og ikke kom tilbage. Endnu var der to tilovers, — et par brødre og meget stærke mænd. Af disse begav først den ældste sig ind i fjorden for at se, om han ikke kunde finde nogen af de borteblevne. Han gik langs med land, for at søge hele fjorden rundt, og kom til et sted, hvor strømmen rev ham med sig, så at han ikke kunde modstå den. Han førtes lige ind til et sted på landet, hvor der stod to gamle folk, som trak ham til sig (d. e. ved trolddom). Da han kom op på landet, var der en mængde mænd, sønner af de gamle, som tog hans kajak, sønderslog den og lagde den op på den opstillede båd. Da han kom ind, beværtede de ham med bær, men han bemærkede, at der mellem bærrene lå stykker af en menneskehånd, derfor lod han dem stå. Det var nemlig disse folk, som havde dræbt hans borteblevne venner. Om aftenen vilde de også angribe ham, og de udbredte, som de plejede, et skind på gulvet, for at prøve kræfter med ham, men da ingen kunde magte ham, vovede de ikke at gøre ham noget. Da han nu ikke kunde komme hjem, fordi han manglede kajak, ventede hans yngre broder forgæves på ham. Tilsidst begav også han sig på vejen, for atter at opsøge ham, fulgte hele fjordens kyst, kom til strømmen, og blev ligeledes trukken til landet af den gamle. Forinden mændene kunde få fat i hans kajak, tog hans ældre broder, der lod som om han ikke kendte ham, kajakken, og lagde den op på båden. Om aftenen sagde han til de andre, at han nok skulde passe på broderen, de kunde gærne sove. Men midt om natten lod han ham undslippe, og først da han troede ham langt nok borte, vækkede han husets folk og sagde, at den fremmede var flygtet uden at være såret. I en hast satte de båden i vandet og roede efter ham med mandfolkeårer; men broderen, som sad forrest i båden, lod som om han vilde ro stærkt, og knækkede derved den ene åre efter den anden, så at de tilsidst, af mangel på årer, ikke kunde nå den flygtende. Denne slap lykkelig hjem og rejste både sydpå og nordpå for at opsøge medhjælpere. Om vinteren drog de i mængde afsted, for at angribe dem. Men da fjordboerne mærkede, at de nærmede sig, sagde den ældre broder til dem, at han vilde passe på, de skulde imidlertid skjule sig i en hule. Da angriberne kom, viste han dem stedet; de beskød dem fra indgangen til hulen, og havde dræbt dem alle, med undtagelse af den gamle, da deres pile slap op. Da fløj der en fugl ud af hulen, men en forældreløs dreng, som øvede sig i bueskydning, havde endnu en pil; med den skød de fuglen. Da de skulde se til, havde fuglen været et menneske. De sønderskar ham og udtog hans indvolde, nogle af dem sænkede de på det dybeste sted i havet, andre bragte de op på et sted, hvor solen aldrig skinnede."

Bortset fra sagnet om ''Uiarteq'', som sikkert må henlægges til Grønland, efterlader de øvrige af disse sagn et vagt indtryk af at være stedfæstede til den Grønlandske kyst, men uden at indeholde bestemte beviser for rigtigheden heraf. Grønlændernes egen stedfæstelse af begivenhederne betyder intet. Sagnhelten ''Kaasasuks'' hus vises af de indfødte som en gammel ruin både langt mod nord på vestkysten (i Umanak fjord på 71° n. br.) og nord for Ammassalik på østkysten, og noget lignende gælder om den ikke mindre berømte sagnhelt ''Qaasuks'' hus.



==Fodnoter==
<br>
<references/>
</blockquote><br><br>


[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:William Thalbitzer]]
[[Kategori:Inuitisk religion og mytologi]]