Vis kilden til Nord i tåkeheimen - Oldtiden efter Pytheas

{|class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Nord i tåkeheimen - Oldtiden efter Pytheas]] !!  !! 
|-
|}


<center>'''[[Nord i tåkeheimen]]'''<br><br>

<big>'''Oldtiden efter Pytheas'''</big>

<br>av[[Fridtjof Nansen biografi| Fridtjof Nansen]]

<br>''Med originale illustrasjoner''

<br>Jacob Dybwads Forlag
Kristiania, 1911.</center>




Det gikk lange tider efter Pytheas før kjendskabet til Norden igjen blev øket, såvidt vi kan dømme av den overleverte literatur. Den tåke som han for en kort stund hadde åpnet et gløt ind i, sænket sig igjen. At ingen anden kjendt reisende kan ha færdedes i disse nordlige strøk i de følgende to eller tre århundreder, fremgår derav at Polyb og Strabo ikke vil tro på Pytheas, og at Strabo erklærer ham for en løgner (I, 63) fordi at "alle som har set Britannien og Øerne, sier ikke noget om Thule, skjønt de omtaler andre små øer ved Britannien;" endvidere sier han uttrykkelig (VII, 294) at "strøket langs oceanet hinsides Albis (Elben) er os fuldkommen ukjendt. For hverken kjender vi nogen blandt de gamle som hadde gjort denne kystfart i de østlige egne til munningen av det Kaspiske Hav, heller ikke har Romerne nogensinde trængt frem i landene hinsides Albis, og likeså har endnu ingen gjennemvandret dem tillands." Hadde nogen anden reisende været almindelig omtalt i literaturen, så er det utænkelig at den belæste Strabo ikke skulde ha kjendt det. Alt hvad han har fundet om disse strøk har han derfor tilskrevet Pytheas.

[[File:Taakeheim ill 15.png|thumb|Verden efter Strabo (K. Kretschmer, 1892).]]Allikevel er det tegn til at Grækerne hadde handelsforbindelse med kystene ved Østersjøen og Nordsjøen, og nye uklare oplysninger, som kan stamme fra en slik forbindelse, kommer frem senere hos Plinius, tildels også hos Mela. Det kan tænkes at foretagsomme græske kjøpmænd og sjømænd, lokket av Pytheas's fortællinger om ravlandet, har søkt at følge i hans spor, og har nådd frem til de forgjættede kyster, hvorfra denne oldtidens kostelige vare kom. Og har de først fundet veien, har de sikkert ikke uten tvingende grunde opgit den igjen. Men det må huskes at seilasen var lang, og de måtte først gjennem det vestlige Middelhav og Herakles's Støtter, hvor Kartagerne igjen hadde fåt herredømmet på sjøen. Veien over land var lettere og sikrere; den gik gjennem folkestammer som i hine fjerne tider kan ha været forholdsvis fredelige. Handelsforbindelsen mellem Sortehavet og Østersjølandene synes, som før nævnt, at være utviklet tidlig, og det kan tænkes at de driftige græske kjøpmænd har fristet den for at nå frem dit hvor så stor vinding var at vente; men sikre tegn på denne forbindelse kan ikke påvises hos de ældre forfattere efter Pytheas, såvidt vi kjender dem, og selv en så sen forfatter som Ptolemaios har lite at fortælle om strøkene øst for Weichsel.

Den videnskapelige geografis grundlægger, Eratosthenes (275 omkr. 194 f. Kr.)<ref>Om kundskapen til denne vigtige geograf se særlig Berger (1880).</ref>, bibliotekar ved det alexandrinske museum, bygget i sin omtale av Norden væsentlig på Pytheas. Han inddelte jordoverflaten i klimater (breddezoner) og konstruerte det første jordkart, hvor de forskjellige steder søktes bestemt ved breddekredser og meridianer. Han gik ut fra syv punkter som bestemte, langs den gamle meridian gjennem Rhodos. De var: Thule, Borysthenes, Hellespont, Rhodos, Alexandria, Syene, og Meroe. Gjennem disse punkter la han breddekredser (se kartet). Han gjorde også forsøk på ved måling at regne ut jordkulens omkreds, og fandt 25 0000 stadier (= 25 000 kvartmil eller minuter), hvilket er 34 000 stadier (= 3400 kvartmil) for meget. Øen Thule la han under polkredsen<ref>Efter Eratosthenes's nøiagtige regning kom Polkredsen til at ligge på 66° 9' n. br</ref>, langt ute i havet nord for Brettanike. Den var for ham det ytterste land, og nordgrænsen for oikumenen, som han regnet at være 38 000 stadier (= 3800 kvartmil) bred<ref>Jfr. Strabo I, 63; 11, 114. Nøiagtigere regnet skulde den bli 37 400 stadier.</ref>, hvilket efter hans mål for jordomkredsen blir omtrent 54&#186; 17', idet hver breddegrad kom til at bli 700 stadier lang. Hans oikumene kom således til at strække sig fra breddekredsen gjennem Kinnamonkysten (Somaliland) og Taprobane (Ceylon), 8800 stadier nord for ækvator, til polkredsen. Søndenfor var det på grund av heten ikke værende, og nordenfor var alt stivnet.

Eratosthenes var særlig forkjæmper for oikumenens øform, og mente at den var helt omflytt av verdenshavet, som folk hadde støtt på overalt hvor de hadde trængt frem til verdens yttergrænse. Ved en forvanskning av Patrokles's færd til en reise rundt Indien og fastlandets østkyst ind i det Kaspiske Hav, åpnet han igjen dette til en bugt av Nordhavet, uagtet Herodot, og også Aristoteles, hadde hævdet at det var lukket. Opfatningen av det Kaspiske Hav som en bugt holdt sig nu like til Ptolemaios. At Verdenshavet var sammenhængende mente Eratosthenes også at måtte slutte derfra at flo og fjære fandtes på alle ytre kyster. Han sa: "at hvis ikke Atlanterhavets store utstrækning gjorde det umulig, så kunde vi gjennemseile strækningen fra Iberien til Indien langs den samme breddegrad." Det var 1700 år før Kolumbus.


[[File:Taakeheim ill 16.png|thumb|center|600px|<center>Eratosthenes's verdenskart rekonstruert (K. Miller, 1898).</center>]]


Med naturforskerens mangel på respekt for autoriteter, hadde han mot til at tvile på Homers geografiske viden, og forarget mange ved at si at folk vilde aldrig opdage hvor de i Odysseen beskrevne Aiolos's, Kirkes og Kalypso's øer virkelig var, før de hadde fundet den skrædder som hadde sydd sammen Aiolos's sæk.

Hipparkhos (omkr. 190—125 f. Kr.) bygger også på Pytheas, og har ikke nyt at meddele om de nordlige strøk. Mot Eratosthenes's sidst nævnte bevis for at Verdenshavet var sammenhængende indvendte han at flo og fjære aldeles ikke er ensartet på alle kyster, og til støtte for denne påstand nævnte han Babylonieren Seleukos<ref>Jfr. Strabo, I, 5—6. Seleukos fra Seleukeia ved Tigris levet i Midten av det 2. årh. f. Kr., og var en av de få som (lik Aristarkh fra Samos omkr. 260 f. Kr.) holdt på læren om Jordens omdreining og bevægelse rundt solen.</ref>. Men det fremgår ikke klart om Hipparkh var en motstander av læren om oikumenens øform, som almindelig har været antat; det er vel så at han bare vilde hævde, at de av Eratosthenes givne beviser derfor, ikke strak til. Hipparkh regnet ut en sammenhængende breddetabel, eller klimat-tabel, for de forskjellige kjendte steder, like nord til Thule. Han indførte inddelingen i grader. Det er også sandsynlig at han er den første som har anvendt en slags kart-projektion ved hjælp av konvergerende meridianer, som han trak retlinjet; men da han var mer astronom end geograf har han neppe konstruert noget helt verdenskart.

Polybios (omkr. 204—127 f. Kr.) fradømte som vi har set Pytheas troværdighet, og erklærte alt land nordenfor Narbo, Alperne, og Tanais for ukjendt. Lik Herodot lot han det stå hen om det er et sammenhængende hav på nordsiden; men han synes nærmest at ha vendt tilbake til den gamle forestilling om oikumenen som kredsrund.

[[File:Taakeheim ill 17.png|thumb|Jordglobus efter Krates fra Mallos. (K. Kretschmer).]]Stoikeren og grammatikeren Krates fra Mallos (omkr 150 f. Kr.), som ikke var geograf, konstruerte den første jordglobus, hvor han lot Atlanterhavet strække sig som et belte rundt jorden over begge poler, og i dette hav mente han med stoikernes dyrkelse av Homer, at kunne forfølge Odysseus's færd til egnene for Laistrygonernes lange dag og Kimmeriernes polnat. Da den stoiske skole holdt det for nødvendig at det var hav i den hete zone, forat solen med lethet kunde underholde sin varme ved næring fra havets dampe - for varmen blev næret av fugtighet - så la Krates et havbelte rundt jorden mellem vendekredsene, indenfor hvilke solens bane var begrænset. Ved disse to vandbelter fremkom fire landmasser, hvorav bare den ene var kjendt av menneskene.

Den fysiske geograf Poseidonios fra Apamea i Syrien (135—51 f. Kr.) som levet længe på Rhodos, holdt de Rhipaiiske Fjelde for at være Alperne, og taler om Hyperboreerne nordenfor. Han mente at Verdenshavet sammenhængende omfløt oikumenen; "for dets bølger var ikke omslynget av nogen lænke av hemmende fastland, men det strakte sig i det endeløse, og intet grumset dets vande."

Et skib som seilte med østlig vind fra Herakles's Støtter, måtte nå Indien efter at ha tilbakelagt 70000 stadier, hvilket han mente var Jordens halve omkreds langs Rhodos's breddegrad. Omkredsen efter storcirkelen regnet han til 18 0000 stadier. Disse hans feilagtige beregninger blev optat av Ptolemaios, og kom til at bli av stor betydning for Kolumbus.

Han gjorde en reise like til Gadir for selv at se det Ytre Hav, måle tidevandet, og undersøke om den almindelige forestilling var rigtig, at solen, når den sank i det vestlige hav, gav en vislende lyd lik et rødglødende legeme som dyppes i vand. Han satte tidevandet rigtig i forbindelse med månen, og fandt at dets månedlige periode faldt sammen med fuldmåne; mens andre mente bl. a. at tidevandet skyldtes vekslinger i Galliens elver.

Cæsars krige i Gallien og hans indfald i Britannien (55 og 45 f. Kr.) bragte nye oplysninger om disse dele av Vest-Europa; men det kan ikke sees at de har bragt noget nyt om Norden. Cæsar beskriver Britannien som en trekant, sikkerlig den samme forestilling som vi finder hos Cæsar's samtidige, Diodoros fra Sicilien, og som stammer fra Pytheas. Cæsar gir bare et andet forhold mellem siderne end Diodor. Han lægger Hibernia i vest for Britannien, og ikke i nord som Strabo, og det er i størrelse omtrent to tredjedele av dette, og adskilt derfra ved et stræde av omtrent samme bredde som strædet mellem Gallien og Britannien. Mellem Irland (Hibernia) og Britannien er en ø, Mona (Anglesey), og spredt rundt den mange andre øer. På nogen av dem skulde det ved vinter solhverv være en månets ubrutt nat; men om det kunde Cæsar ikke få sikker underretning. Det er vel en gjenklang av fortællingene om Thule, som han har fåt fra ældre græske eller romerske forfattere. Cæsar er et godt eksempel på Romernes syn på og sans for geografien. Uagtet dette soldaterfolk utstrakte sit verdensherredømme til grænserne for det ukjendte på alle kanter, så frembragte de aldrig en videnskapelig geograf, og utsendte ikke hvad vi vilde kalde nogen opdagerfærd, slik som Fønikerne, Kartagerne, og Grækerne hadde gjort. De var fremfor alt et praktisk folk, med mer sans for organisation end for forskning og videnskap, og dertil kom at det manglet dem på handelsinteresser. Men under deres lange felttog i keisertiden, og ved deres utstrakte forbindelser til de fjerneste strøk, bragtes det sammen en fylde av geografiske oplysninger som den klassiske verden ikke tidligere hadde kjendt. Det er naturlig at det skulde bli en Græker som søkte at samle en del av disse, sammen med den tidligere græske kundskap, til en systematisk fremstilling i et av de vigtigste geografiske verker som er os over levert fra Oldtiden.

Denne mand var den fremragende lilleasiatiske geograf Strabo (fra omkr. 63 f. Kr. omkr. 25 e. Kr.). Men uheldigvis har denne kritiker intet at fortælle om Norden, og i sin iver for at være nøktern har han, lik Polyb, lagt megen flid på at nedbryte tilliden til Pytheas, hvis meddelelser han ikke vilde ta hensyn til, og han har ikke nyttet det kjendskap til de nordligste strøk som vi, bl. a. av Plinius, ser at andre græske forfattere hadde fåt. Ikke engang den geografiske viden som var indvundet ved de romerske felttog i nord-Germanien i hans egen tid, under keiser August, har han gjort bruk av, hvis han da har kjendt den. For ham dannet Ister (Donau), og fjeldstrøkene i den Herkyniske Skog, og landet indtil Tyrigeterne omtrent nordgrænsen for den kjendte verden. Han mener at bare ukjendskap med de fjernere strøk har fåt folk til at tro på fablerne "om de Rhipaiiske Fjelde og Hyperboreerne, og likeså alt det som Massalieren Pytheas har løiet sammen om oceanets kyst, idet han har brukt sin astronomiske og matematiske viden som dækkåpe." ''lerne'' (Irland) la Strabo ut i havet nord for Britannien. Han tok det for det nordligste land, og mente at dets breddekreds (som måtte bli omtrent 54&#186; n.) dannet grænsen for oikumenen.

"For, sier han (II, 115), de nulevende meddelere vet intet videre at fortælle om hinsides lerne, som ligger nær utenfor Britannien i nord, og er en boplads for ganske vilde og på grund av kulden kummerlig levende mennesker." Han sier videre (IV, 201) om denne ø ved verdens grænser: "om den vet vi intet sikkert at meddele, uten at dens beboere er endnu råere end Britannierne, idet de både er menneske- og altætere (eller græs-ætere ?), og holder det for berømmelig at fortære sine døde forældre<ref> Herodot (IV, 26) fortæller om Issedonerne i Skytien, at "når en mands far dør, så bringer alle slegtninger fæ; og når de har slagtet det til offer, og skåret kjøttet i stykker, så skjærer de også vertens avdøde far i stykker; derpå blander de alt kjøttet sammen, og sætter det frem til måltidet; men hodet beslår de med guld, efter at ha tat hårene av og renset det; og derefter betragter de det som et gudebillede og bringer det hvert år store offere." En sådan kanibalsk skik, hvis den virkelig har eksisteret, kan ha hængt sammen med religiøse forestillinger. Men Massageterne tillægger Herodot (I, 216) den endnu værre skik at: "når en blir meget gammel hos dem, så kommer alle hans slegtninger sammen og slagter ham, men sammen med ham også andet småfæ; da koker de kjøttet og holder et festmåltid. Det gjælder hos dem for den lykligste ende."</ref>, og at parre sig offentlig, såvel med andre kvinder som med sine mødre og søstre. Men også dette fortæller vi bare så, uten at ha troværdige vidner; skjønt idetmindste menneske-æteri også skal være en skytisk skik, og Kelterne, Ibererne, og andre folk skal ha gjort det samme i beleiringsnød."

Strabo tillægger tydelig nok kulden en merkelig evne til at forråe menneskene, og han mener at endnu usikrere må fortællingene om det endnu fjernere Thule være.

Oikumenens bredde, nord syd, satte han bare til 30000 stadier, og mente at Eratosthenes, forledet av Pytheas's fabler, hadde lagt grænsen 8000 stadier (= 11&#186; 26') for langt nord. Om landene hinsides Albis (Elben) vet man intet, sier han. Ikke desmindre nævner han Kimbrerne som boende på en halvø ved havet i nord; men har ikke noget klart begrep om hvor denne er.

Ingen kan tro, mener han (VII, 292), at grunden til deres vandre- og røverliv var at de blev fordrevet fra sin halvø (må være Jylland) av en stor vandflom, for de har endnu det samme land som før, og det er latterlig at de i vrede over en naturlig og stedsevarende oplevelse, som kommer to gange daglig (d. e. tidevandet), skulde ha forlatt sit land, o. s. v. Men av Strabos uttalelser fremgår, at det har været fortalt meget om en stor stormflod i Danmark, som Kimbrerne med nød og neppe har undgåt. Om disse folks seder fortæller Strabo bl. a., at med på deres hærtog fulgte spåkvinder med gråt hår, hvite klær, og nakne føtter. 


<blockquote>De gik fangerne i leiren imøte med draget sværd, bekranset dem, og førte dem til en offerkjele av metal og rummende tyve amphorer (romerske kubikfot). Men her hadde de en stige som en av dem gik op på, og bøiet over kjelen, skar de strupen av på den løftede fange. Men i det i kjelen utstrømmende blod spådde de; andre derimot skar maven op og beskuet indvoldene, idet de forkyndte seir for sine. Men i slaget slog de på de overvognenes fletverk utspændte skind, så at det blev gjort en uhyre larm.</blockquote>


Slik er en av de første skildringer av skikkene hos de i Europa omstreifende kriger-skarer, som nådde frem til den klassiske verden fra det ukjendte nord, og som i senere århundreder skulde komme hyppigere. Men skildringen er sikkerlig påvirket av græske forestillinger

Strabo mente at foruten den verden som Grækerne og Romerne kjendte, kunde det bli opdaget andre fastlande eller verdener, hvor det bodde andre menneskeraser.

I et skrift, "Suasoriæ" (fra omkr. 37 e. Kr.) av den spanskfødte retor Seneca er opbevart brudstykke av et digt, skrevet av Albinovanus Pedo (på Augustus's tid), som skildrer en færd i Nordsjøen av Germanicus. Man har ment at den kan ha været Germanicus den Yngres ulykkelige felttog i 16 e. Kr., da han seilte ut fra Ems med en flåte på tusen skibe. Denne antagelse blir styrket ved at Tacitus nævner en rytterhøvedsmand, Albinovanus Pedo, under samme feltherre i 15 e. Kr., og det ligger nær at tro at han er digteren<ref> Jfr. M. Schanz: Geschichte der Römischen Literatur, 11, s. 241, 1899; i I. Müller: Handb. Klass. Altert-Wiss., bd. VIII. Se også Müllenhoff, IV, 1900, s. 47.</ref>. Men da denne uheldige flåte ikke kom langt fra kysten, og digtet skildrer en seilas ind i ukjendte strøk, har andre ment at det kunde være en færd som Drusus, Germanicus den ældre, har foretat i et av årene mellem 12 og 9 f. Kr.<ref>Jfr. Detlefsen, 1897, s. 197; 1904, s. 45. Ved sin reise i 12 f. Kr. med sin flåte, langs Nordsjøkysten fra Rhinens munding og Zuyder Sjøen til mundingen av Ems, vandt Drusus ry som den første hærfører som hadde seilt i Nordhavet. Romerne var, som kjendt, ikke store sjøfarere.</ref> Hvordan dette har sig er her av mindre vegt, da digtet ikke nævner nogen nye opdagelser. Det er av interesse fordi det gir os et billede av forestillingene om verdens nordlige grænser på den tid. Hvor brudstykket begynder, har de reisende forlængst lagt dagen og solen bak sig, og da de er kommet utenfor Jordens kjendte grænser, trænger de dristig ind i det forbudne mørke til den vestlige verdens ende og ytterste strande. Da tror de at havet, som under sine træge (''pigris'') bølger har fæle uhyrer, vilde hvalfisker (''pistris''), og havets hunder (''æquoreosque canes'' = sælhunder?), hæver sig og tar tak i skibet selve braket øker rædselen, og snart tror de at skibene blir sittende i gjørmen, og flåten skal bli der, forlatt av havets vinde (eller strømmer?)<ref> I håndskriftene står det flamine (blæsen, vinde); men man har ment at flumine (strømmende vandmasse, strømmer) gir bedre mening (jfr. Detlefsen, 1897, s. 198). Imidlertid kunde nok også flamine (vinde) passe med forestillingene om verdens grænse (jfr. skildringen av Himilkos reise hos Avineus, se ovenfor s. 31).</ref>,  og snart at de selv skal bli der hjælpeløse, og rives istykker av havets vilde uhyrer. Og den som står høit i stavnen kjæmper med sit søkende blik for at bryte den ugjennemskuelige luft, men kan ingenting se, og han letter sit stængte bryst med følgende ord: "Hvor føres vi hen? Selve dagen flygter, og den ytterste natur lukker den forlatte verden med stadig mørke. Eller seiler vi mot folk hinsides, som bor under et andet himmelstrøk, og mot en anden ukjendt verden?<ref> Det står her ''alium liberis'' (eller libris) ''intactum quærimus orbem'', altså kunde det være: "mot en anden verden urørt av bøker," det vil si ingen bøker har fortalt derom. Da et slikt uttryk falder helt ut av digtets pompøse stil forøvrig, har Detlefsen (1897, s. 200; 1904, s. 47) ment at ''libris'' her var ''libra'', lik ''libella'', d. e. det vaterpas som murerne bruker, med to ben og et nedhængende lod i Midten, og det skulde da mene at denne jordkreds ikke blev truffet av vaterpassets nedhængende lod, men dette blev trukket på skrå ut i avgrunden som er ved verdens grænse. Denne forklaring synes at gjøre Pedos digt endnu mer kunstlet end det er, og Detlefsen synes at stå i den tro (1897, s. 200) at murernes vaterpas tjener til at finde den lodrette linje, istedenfor den vandrette. Det er imidlertid sandsynlig at en slik forestilling om et svelg eller en avgrund ved verdens ytterste grænse, forekom på den tid, liksom meget senere (sml. Adam av Bremen, og Nordboenes Ginnungagap), selv om den ikke kommer frem i dette digt. Det kunde tænkes at libris her var brugt i betydning lod, så at det altså skulde mene: "urørt av lod," med andre ord et uloddet hav; men denne betydning av libris vilde være ualmindelig, og desuten måtte en da vente at det hadde ståt et ord for hav og ikke orbem. </ref>. Guderne kalder tilbake og forbyr dødeliges øine at se tingenes grænse. Hvorfor krænker vi fremmede havflater og hellige vande med vore årer, og forstyrrer gudernes fredelige boliger?"

Den sidste forestilling stammer klart nok fra Grækernes (oprindelig Fønikernes) "de Saliges Øer" ved Okeanos's dype strømninger, som allerede er omtalt hos Hesiod.

Om verdens ytterste grænser sier derimot Seneca: "således er naturen, hinsides alt er havet, hinsides havet intet" (''ita est rerum natura, post omnia oceanus, post oceanum nihil'') og Plinius taler om det tomme rum (''inane'') som stanser reisen utenfor havet.

I året 5 e. Kr. sendte keiser Augustus, i forbindelse med Tibers felttog til Elben, en romersk flåte fra Rhinen langs Germaniens kyst; den seilte nordover langs Kimbrernes Land (Jylland), forbi dettes nordende (Skagen), rimeligvis helt ind i Kattegat, kanske til de Danske Øer. Augustus fortæller selv, i indskriften fra Ancyra, om denne flåtes seilas, og sier at den kom "like til Kimbrernes folk, hvor hverken tillands eller tilvands nogen Romer var kommet før den tid<ref>Jeg kan ikke, som Detlefsen (1904, s. 48) finde noget i denne uttalelse, som viser at Augustus gir Grækerne æren for at ha trængt forbi det Kimbriske Nes tidligere.</ref>, og Kimbrerne og Charyderne (Haruderne, Horderne), og Semnonerne, og andre germanske folk i de trakter bad ved utsendinger om mit og Romerfolkets venskap."<ref> Jfr. Müllenhoff, 11, 1887, s. 285, og IV, 1900, s. 45; Holz, 1894, s. 23; Detlefsen, 1904, s. 47.</ref> Vellejus (II, 106) fortæller også om denne færd, og Plinius (II, 167) gir følgende skildring av den: "Også Nordhavet er for en stor del beseilt; på den høisalige Augustus's befaling omseilte en flåte Germanien til det Kimbriske Nes, og så derfra et hav som var umådelig, eller hørte at det var så, og kom til det skytiske strøk og til steder som var stive (ved kulde) av for megen fugtighet. Derfor er det meget lite sandsynlig at havene kan slippe op hvor der er slik overflod på fugtighet." Müllenhof mener (IV, 1900, s. 45) at de på denne færd så de norske fjelde, det uhyre Mons Sævo (se senere under Plinius) hæve sig over havet. Dette er ikke umulig, men det står intet om det; og meget sandsynlig er det vel ikke. Derimot er det rimelig at færden har bragt ny kundskap om Norden, og at ialfald nogen av meddelelserne hos Meia og Plinius kan stamme derfra.

[[File:Taakeheim ill 18.png|thumb|Verden efter Mela's forestillinger.]]Den ældste kjendte latinske geografi, "de Chorographia", er skrevet omkring 43 e. Kr. av den ellers ukjendte Pomponius Mela fra Tingentera i Spanien. Med den romerske literaturs merkelige åndsfattigdom bygger Meia væsentlig på de ældre græske kilder (f. eks. Herodot og Eratosthenes) som ligger flere århundreder før hans tid; men desuten har han en del ellers ukjendte oplysninger. Om de også for det meste er tat fra ældre forfattere, kan vi ikke vite, da han overhodet ikke nævner sine hjemmelsmænd. Hans beskrivelser, navnlig av de fjernere strøk, er stundom blit uklare og motstridende ved at han åbenbart har hentet fra forskjellige kilder uten at smelte dem sammen. Han begynder med de visdomsord at: "alt dette hvadsomhelst det er, som vi gir navn av verden og himmel, det er ett og omslutter sig og alt ved en runding (ambitu). Midt i verden svæver jorden, Verden efter Melas forestillinger, som på alle sider er omgit av havet, og er delt av det fra vest til øst (d. e. ved ekvatorhavet som hos Krates fra Mallos) i to dele, som kaldes hemisfærer." Om man derav skal slutte at jorden efter hans mening var en kule, eller den var en rund skive, synes han helst at ville overlate til læseren. Han inddeler jorden i Parmenides's fem zoner. De to tempererte eller beboelige synes for Meia at falde sammen med de to landmasser, mens de ubeboelige zoner, den hete zone og de to kolde, er sammenhængende hav. På den sydlige landmasse bor Antichthonerne, som er ukjendte på grund av de mellemliggende jordstrøks hete. På den nordlige bor vi, og den vil han beskrive.

Europa har i vest det Atlantiske Hav og i nord det Britanniske. Asien har i nord det Skytiske Hav.

Som bevis for at disse have var sammenhængende, påberoper han sig ikke alene fysikerne og Homer, men også Cornelius Nepos "som er nyere og pålideligere", og som bekræfter det og "angir Quintus Metellus Celer som vidne derfor, og sier at denne har fortalt følgende: Da han som proconsul styrte Gallien gav Boternes<ref> K. Miller (VI, 1898, s. 105) foreslår at læse ''Gotorum rex'' (goternes konge) istedenfor håndskriftenes ''Botorum rex''. Det sidste navn kjendes ellers ikke, og er også blit læst ''Boiorum''. Plinius som har næsten ordret samme fortælling (Nat. hist. 11, c. 67, 170) sier at samme Celer fik Inderne av Svevernes (Suevorum) konge.</ref> konge ham som gave nogen "Indere som ved stormens magt var bortrevne fra de indiske vande, og efter at ha gjennemreist det som var imellem, var endelig kommet til Germaniens strande".

Meia har mange gamle fabler at fortælle om folkene i de nordlige strøk av Germanien, Sarmatien, og Skytien, hvilket sidste for ham var delvis det nuværende Rusland, delvis det nordlige Asien. Det synes som også han er av den mening at det koldere klima utvikler vildhet og grusomhet.

Om Germanien sier han:


<blockquote>Beboerne er umådelige av sjæl og legeme; og foruten den naturlige vildhet øver de begge dele, sjælene ved at krige, legemerne ved at vænne dem til stadig slit, især kulde. Retten ligger i kræftene så meget, at de ikke engang skammer sig ved røveri; bare mot gjæster er de gode, og milde mot bønfaldende. Folkene i Sarmatien var nomader. (III, c. 4.) De er krigerske, frie, utvungne, og så vilde og grusomme, at kvinderne går i krig sammen med mændene. For at de kan være skikket dertil avsvies det høire bryst straks ved fødselen, derved blir den hånd som trækkes ut (d. e. når buen spændes) let for skud (d. e. derved at ikke brystet kommer iveien for hånden) og brystet mandig<ref>Dette var en almindelig forestilling om Amazonerne hos Grækerne (jfr. bl. a. Strabo, XI, 504; Diodor, 11, 45); man har endog villet avlede selve navnet derfra, idet mazos betyr bryst, og ''a (ei)'' en negtelse, det skulde altså bli: "uten bryster." Men det er også git andre forklaringer av navnets oprindelse, f. eks. at de ikke blev diet ved brystet. Det kan tænkes at navnet har ment noget helt forskjellig, men at det ved sin likhet med det græske ord for bryst har skapt sagnet, og ikke omvendt. På latin blev Amazonerne stundom kaldt Unimammia (enbrystet), men i den græske kunst blev de altid fremstillet med vel utviklede bryster.</ref>. At spænde bue, ride, jage er arbeider for de unge piker; de voksne tilkommer det at slå en fiende, så at det holdes for en skjændsel ikke at ha dræpt nogen, og til straf får de de ikke lov at gifte sig.<ref>Jfr. Herodot, IV, cc. 116, 117.</ref>. Det synes som at de nordlige strøk efter Melas opfatning hadde en tilbøielighet til at "emancipere" kvinderne, selv om han stadig holder det som en svær straf for dem at måtte leve som jomfruer<ref> Jfr. Herodot, IV, cc. 116, 117.</ref>. Hos Xamaterne i hans vestlige Asien, ved mundingen av Tanais (I, c. 19) utøver kvinderne samme forretninger som mændene. Mændene kjæmper tilfots og med pile, kvinderne strider til hest og kjæmper ikke med sverd, men omslynger folk med snarer, og dræper dem ved at slæpe dem. De som ikke har dræpt en fiende må leve ugift. Hos andre indskrænker ikke kvinderne sig til denne snarefangst av mænd; Mæotiderne som bor i Amazonernes lande, beherskes av kvinder; og længst nord bor Amazonerne; men han sier os ikke om disse kunde klare sig helt uten mændene, og formere sig likesom de kvinder han fortæller om fra en ø på Afrika-kysten, og som var lodne over hele kroppen. Dette har Hanno fortalt, og det synes troværdig, fordi han har bragt med skindet av nogen han hadde dræpt. (III, c. 9.)</blockquote>


Men denne stigende vildhet mot nord hadde, som i den tidlige græske forestilling, en grænse, hvorefter det igjen blir bedre; for hinsides Amazonernes lande, (I, c. 19) og andre vilde folkeslag, som Thyssagetæ og Turcæ som bodde i uhyre skoger og levde av jagt<ref>Jfr. Herodot, IV, c. 22.</ref> strakte sig, vel nærmest mot nordost (?), en "stor, øde og ulændt egn, fuld av berger, like til Aremphæerne", som hadde meget retfærdige sæder, og ansås for hellige<ref>Dette er Herodot's Argippaier eller Argimpaier (IV, c. 23) som om vinteren levde i telter av filt. De var skallede, mens de hos Meia går med bare hoder.</ref>. "På hin side av dem hæver det Riphæiske Fjeld sig, og bak det ligger det strøk som grænser til Oceanet". Endvidere bodde de lykkelige Hyperboreer i nord. I sin beskrivelse av Skytien sier han derom (III, c. s): "Dernæst (d. e. efter Sarmatien) kommer de tilgrænsende dele av Asien (eller også de til Asien grænsende dele?). Undtagen hvor stadige vintre og utålelig kulde hersker, bor der de skytiske folk, næsten alle som er kaldt Belcae (?). På den asiatiske strand ligger først Hyperboreerne, bortenfor nordenvinden og de Riphæiske Fjelde under selve stjernenes tap" (d. e. polen). I deres land stod solen op ved forårsjevndøgn og gik ned ved høstjevndøgn, så at de hadde seks måneder dag og seks Norden nat. "Det trange (el. hellige?) solbeskinte land er i sig selv frugtbart." Derefter gir han en skildring av Hyperboreernes lykkelige liv, tat fra græske kilder.


[[File:Taakeheim ill 19.png|thumb|center|600px|<center>Europa efter Mela's forestillinger.</center>]]


Om det nordvestlige Europa har Meia flere meddelelser som ikke kjendes fra tidligere forfattere. Tinøene, Kassiteriderne, lå ut for det nordvestlige Spanien hvor Keltikerne (Celtici) bodde (III, c. 6). "Utenfor (super) Britannien er Juverna" (Irland) næsten like stor, med et klima ugunstig for modning av korn, men med så ypperlige græsgange, at hvis kvæget får beite mer end en liten del av dagen så sprækker de istykker. Beboerne er rå og mer end andre folk ukjendt med alle slags dyder. Religion er dem aldeles fremmed."


<blockquote>Tredve er Orcaderne skilte sig imellem ved trange mellemrum, syv Hæmoderne trukket mot Germanien" (''septem Hæmodæ contra Germaniam vectæ''). Det er første gang såvidt kjendt, at disse to øgrupper nævnes i literaturen. Diodor har vistnok allerede navnet Orkan eller Orkas, men ikke som en øgruppe. Da dette navn sandsynligvis stammer fra Pytheas, er det vel rimelig at det andet Hæmodes også gjør det. Muligens kan øgrupperne være gjenopdaget under keiser Claudius (orakr. 43 e. Kr.) eller man kan ha fåt sikrere meddelelser om dem; men Meia sier rigtignok at den kundskap til Britannien som var erhvervet ved Claudius's felttog, vil denne selv bringe tilbake ved sin triumf. Det blir rimeligst at anta at Mela's tredve Orcader er Orknøene - tallet kan så omtrent passe - og ikke som mange tror Orknøene og Shetlandsøene sammen. De syv Hæmoder må derimot være de sidste og de kan vanskelig være Hebriderne, som mange vil tro, da Meia omtaler øene ut for Europas vestkyst i bestemt rækkefølge, og han nævner først Juverna, Europa efter Mela's forestillinger, derefter Orcades og så Hæmodes som er ført (''vectæ'') henimot Germanien"<ref> At opfatte (lik K. Miller, VI, 1898, s. 105) ''vectæ'' som navnet på en ø (Vedis Isle of Wight) synes i og for sig lite rimelig, og er desuten utelukket ved selve Mela's retoriske stil, som forlanger et tillæg til Hæmoderne på dette sted for at opveie hans tillæg til Orcaderne like foran.</ref> (jfr. også Plinius senere).</blockquote>


I sin beskrivelse av Germanien (III, c. 3) sier Meia:


<blockquote>Hinsides (''super'') Albis er en uhyre bugt Codanus fuld av mange store og små øer. Derved er havet som mottas av strandens skjød, ingensteds vidt utstrakt og ikke nogensteds likt et hav, men idet vandene overalt flyter imellem og ofte går over (d. e. over landtungene eller de grunde steder som forbinder øene) så splittes det til utseende som floder, idet de er ubestemte og vidt fordelt; der hvor det rører strandene (det må være av fastlandet) idet det er holdt sammen ved øenes bredder som ikke er langt fra hverandre, og idet havet næsten overalt er like stort (d. e. bredt) løper det trangt og likt et stræde (''fretum''), og krummende sig efterhånden er det bøid som et langt øienbryn. I dette (hav) bor Kimbrer og Teutoner, og hinsides (havet eller Kimbrer og Teutoner?) de ytterste i Germanien, nemlig Hermionerne.</blockquote>


[[File:Taakeheim 20.png|thumb|Ø med Hippopod eller Hesteføtting (fra Hereford-kartet).]]Meningen med denne beskrivelse, som synes at være like krokete som de mange sund han omtaler, må vel være den, at i den uhyre bugt Codanus er en mængde øer med mange trange sund imellem, lik elver. Langs fastlandskysten dannes det, ved den række av næsten sammenhængende øer som ligger utenfor, et langt krummet stræde, som næsten hele veien er jevnt smalt. I dette hav, det vil si på halvøene og øene i denne bugt, bor Kimbrer og Teutoner, og længere borte i Germanien bor Hermionerne.

I sin omtale av øene langs Europas kyst (III, c. 6) sier Meia endvidere:


<blockquote>I den bugt som vi har kaldt Codanus, er blandt øene Codanovia, som Teutonerne endnu bebor, og den overgår de andre såvel i frugtbarhet som i størrelse. Det som ligger mot Sarmaterne synes stundom øer og stundom et sammenhængende land på grund av havets vekslende fremløp og tilbakeløp, og fordi de mellemrum som skiller dem, snart dækkes av bølgerne, snart er nakne. På disse påstår man bor Oenerne som bare lever av sumpfugle-egg og av havre, Hippopoderne med hesteføtter, og Sanalerne som har så svære ører at de dækker hele kroppen med dem istedenfor klær, da de ellers går nakne. For disse ting finder jeg, foruten at det fortælles i fablene, også hjemmelsmænd som jeg synes jeg må følge. Mot Belgernes<ref> Disse Belgæ er selvfølgelig de samme som de Belcæ som Meia tidligere har nævnt som navn for de skytiske folk nordligst i Skytien (se ovenfor s. 68). Hvad det menes for folk er uvisst.</ref> kyst ligger Thule som er berømt ved græske og vore sange; der er nættene ialfald korte fordi at solen der, idet den længe skal til at gå ned, reiser sig op; men om vinteren er nætterne mørke som andre  steder. Men ved sommersolhverv er det det ingen nætter fordi solen da allerede er tydeligere, og ikke bare viser sit skin, men også den største del av sig selv.</blockquote>


Således er her, som hos så mange av de klassiske forfattere, og senere hos Plinius, gamle eventyr og mer pålidelige meddelelser blandet håbløst om hverandre. Eventyrene, hvis græske utspring røbes av navnenes form, kan være gamle skipperskrøner, eller skrøner fra kjøpmænd som har reist nordover fra Sortehavet, men kan også delvis stamme fra Pytheas. En fabel som den om de storørede Sanaler (ellers kaldt Panoter), er oprindelig kommet fra Indien og er senere end hans tid. Meddelelsen om Oeneme, eller vel rettere Oeonerne (d. e. egg-spisere) som lever av egg og havre, kan derimot være kommet med ham fra Norden, hvor dels sumpfugle-egg (f. eks. vibe-egg) dels sjøfugle-egg blev spist fra umindelige tider. Cæsar hadde hørt eller læst om folk som levet av fugleegg og fisk på øene ved Rhinens munding, men kan vel også ha fåt sin visdom fra græske kilder (jfr. Müllenhof, I, 1870, s. 492).

[[File:Taakeheim ill 21.png|thumb|Ø med Storøring (fra Hereford-kartet).]]Hvad som fortælles om Thule stammer sandsynligvis fra Pytheas, som før omtalt (s. 48), og det er meget mulig at de merkelige meddelelser om den uhyre bugt Codanus, likeledes er kommet fra ham, skjønt de kan også tilskrives omseilingen av Skagen under keiser August, eller andre ukjendte reiser i disse farvand. Om Codanovia (som Codanovia ikke findes hos nogen anden kjendt forfatter) er samme navn som det senere Skadinavia hos Plinius, må ansees usikkert. Det er første gang at en slik ø og bugten Codanus nævnes i literaturen. Denne "uhyre bugt" må sikkerlig være Kattegat med den sydlige del av Østersjøen; og de mange øer som begrænser den til et buet stræde eller sund må vel væsentlig være de Danske Øer og kanske syd-Sverige. Hvorfra navnet stammer, vet vi ikke sikkert<ref>Sophus Bugge (1904, s. 156 f.) mener at Codanus kan komme av et oldnordisk ord Kod, som har betydd en grund fjord eller et grundt sted i våndet (lik old-indisk gādhā-m) og som i nogen norske stedsnavne skulde ha en beslegtet stamme Kãd-. Codanus sinus (Koda, akkus. Kōdan) blir da den grunde sjø, eller Kattegat, navnlig nær Belterne. Codan-ovia blir ølandet ved Kodan. Müllenhof (l887, 11, s. 284) og Much (1893, s. 207) har sat Codanus i forbindelse med gammelhøitysk ''quoden'' (= ''femina, interior pars coxæ'') av samme ordstamme som angelsaksisk ''codd'' (= slange, sæk, bælg), middelplattysk koder (= buk, underliv), oldnorsk ''kodri'' (= scrotum). Det skulde da mene et sækkeindløp eller en sækkebugt, lik det frisiske Jade, eller også et trangere indløp til en utvidet sjøbugt (Østersjøen?). Forklaringen synes ikke helt naturlig. R. Keyser (1868, s. 82) avleder navnet fra Godanus, d. e. den gotiske, skjønt Goterne på den tid av Romerne gjerne kaldtes Gutones. Ahlenius's forslag (l900, s. 24) at Codanus kunde være en gammel skrivfeil for Toutonos (Teutoner), fordi det i et håndskrift læses Thodanus, høres ikke sandsynlig. Detlefsen (1904, s. 31) mener at navnet Codanus er bevaret i navnet Katte(n)gat, hvilket skulde bety indløpet (gattet) til Codanus, som da kom til at omfatte også Østersjøen. Hvis Bugges ovenfor givne forklaring er rigtig, kunde det imidlertid bety det grunde gat eller indløp.</ref>.

Ptolemaios nævner tre folk i det sydlige Jylland, og kalder det østligste av dem Kobandoi. Det er ikke rimelig at tre folk kan ha bodd ved siden av hverandre på denne smaleste del av halvøen, og vi må tro at nogen av dem har bodd på de Danske Øer, hvor Ptolemaios ingen folk nævner. Kobandoi måtte da komme på den østligste ø, Sjælland (jfr. billede s. 93; Much, 1893, ss. 198 f.). Nu kan det ligge nær at tænke sig at Codanus og Kobandoi har en eller anden sammenhæng; det sidste kunde da være en forvanskning av et folkenavn Kodanoi eller Kodanioi. Men da netop disse øer og syd-Sverige var bebodd av Danernes stammer hvorav der i literaturen nævnes flere: Syd-Daner, Nord-Daner, Sjø-Daner, Ø-Daner, o. s. v. så kan det endvidere tænkes at Kodanioi er sammensat av ko eller ku<ref>Professor Alf Torp gjør mig opmerksom på at R. Much (1895, s. 37) forklarer Kobandoi som et germansk *Kowandoz, en avledning fra ordet ku. Det skulde altså deles Kow-and-, hvor and er et suffiks, og det skulde bety et kufolk.</ref> og Daner (altså Ku-Daner), og mener en stamme av disse som utmerket sig ved mange kuer, hvilket kan være rimelig for folk på det fete Sjælland (og i Skåne)<ref>Jeg har forelagt denne forklaring for professor Alf Torp; han finder at den "nok kunde være mulig, men ikke helt sandsynlig".</ref>. Codanus må isåfald være avledet fra dette folkenavn, liksom de fleste andre navne på have og havbugter i disse strøk blev tat fra folkenavne (f. eks. Oceanus Germanicus, Mare Suebicum, Sinus Venedicum, Quænsæ). Navnet Daner hører til de folkenavne som er så gamle at deres avledning må bli dunkel<ref>Man har villet avlede Daner fra et urgermansk ord, lik angelsaksisk ''denu'' (gotisk *danei) og ''dene'' for dal, og har ment at det skulde bety ''beboere av daler ''eller lave landstrækninger'' (jfr. Much, 1895, s. 40; S. Bugge, 1890, s. 236).</ref>. Prokop bruker det som et fællesnavn for flere folk (ethne), på samme vis som han nævner Slavernes ethne (se senere s. 107). Det brukes også i den tidlige middelalder som fællesnavn for Nordboer, lik Eruler, og senere Nordmanner. Det er derfor naturlig at der har været særnavne på stammene, som Sjø-Daner, Ku-Daner o.l. Kodan-ovia måtte bli den ø (''ovia'', lik gammelhøitysk ''ouwa'' eller ''ouwia'' for ø, gotisk ''avi'', oldnorsk ''ey'' (jfr. Grimm, 1888, s. 505)) som denne stamme bodde på, og det kunde da være Sjælland (skjønt Skåne også er tænkelig).

At Kimbrerne bodde i Codanus passer godt, da deres hjemsted var Jylland<ref>At de bodde i havet eller bugten, må vel mene at de bodde på øer; og norddelen av Jylland, nord for Limfjorden, har vel været opfattet som en ø; men det Kimbriske Nes omtales ikke, det sker først hos Plinius. Navnets germanske form ''himbroz'' lever kanske endnu i det danske landskap Himmerland, det gamle Himbersyssel, med byen Ålborg (jfr. Much, 1905, s. 100).</ref>, derimot vet vi mindre om hvor Teutonerne har bodd. De må på germansk ha hett *Peudonez (gotisk *Piudans betyr egentlig konger), og man har sat navnet i forbindelse med oldnordisk ''þioð'', nu Thy (gammeldansk Thythesyssel) med hovedstaden Thisted, og øen Thyholm, i det nordvestlige Jylland (jfr. Much, 1893, ss. 7 ff.; 1905, s. 100).

Om Weichsel faldt ut i Codanus eller længere øst sier ikke Meia, heller ikke om Sarmatien grænset til denne bugt; men dette er ikke utelukket, skjønt Codanus beskrives sidst i kapitlet om Germanien. Merkelig nok sier han efter handskriftene (III, c. 4), at "Sarmatien adskilles fra det følgende (d. e. Skytien) ved Weichsel", det skulde altså ligge på vestsiden av denne, hvilket synes merkelig. Det tør være mulig at de øer som lå foran Sarmatiens kyst er blandt de mange som lå i Codanus (?). Da Sarmatien lå øst for Germanien, skulde disse øer ialfald være så langt øst som Østersjøen, om ikke længere; men nogen flo og fjære hvorved landforbindelsen mellem dem kunde avvekslende bli dækket og lagt tør, findes ikke der, derimot passer skildringen på den germanske Nordsjøkyst. Enten kan Mela's kilde ha hørt om de lave lande, f. eks. Frische Nehrung og Kurische Nehrung, ut for kysten av ravlandet, og har lagt dit tidevandsfænomenet fra Nordsjø-kysten, eller også, hvilket er rimeligere, kan ved en misforståelse, f. eks. de Frisiske Øer, være flyttet østover til Sarmatien, idet ældre forfattere, som endnu ikke skilte mellem Germanien, Sarmatien, og Skytien, har skildret dem som liggende langt øst, ut for den skytiske kyst (kanske tat fra Pytheas's reise)<ref>Der er en navnlikhet som tør være mere end et tilfælde mellem Mela's Oeneæ, eller Plinius's Oeonæ, og Tacitus´s Aviones, (Germania, c. 40), som bodde på de Nordfrisiske Øer og tilgrænsende kyststrøk. Aviones kommer tydeligvis av et germansk *awjonez, gotisk *aujans, gammelhøitysk ouwon (jfr. oldnorsk ey, gammelhøitysk ouwa for ø) som betyr øboer. I det angelsaksiske digt "Widsid" heter de ''eowe'' eller ''eowan'' (jfr. Grimm, 1880, s. 330 (472), Much, 1893, s. 195; 1905, s. 101). Det kan tænkes at Grækerne, ved at høre den germanske betegnelse, har sat navnet i forbindelse med det græske ord Oeoner (= egg-spisere), og derved kan også førestillingen om egg-spisningen helt og holdent være opståt, uten at det er blit fortalt noget derom. </ref>.

Under den pragtsyke keiser Nero (54—68 e. Kr.) blev, efter hvad Plinius fortæller (Nat. hist. XXXVII, 45), ravlandet ved Østersjøkysten "først kjendt ved en romersk ridder, som Julianus sendte til indkjøp av rav, da han skulde foranstalte en gladiator-kamp for keiser Nero. Denne bereiste handelsstederne og kysterne der, og bragte så meget med derfra, at nettene som var ophængt for at holde de vilde dyr borte fra den keiserlige tribune, hadde et ravstykke i hver maskeknute, endog våbnene, likbåren, og en dags hele festapparat bugnet av rav. Det største stykke veiet 13 pund." Denne reise må ha fulgt en sikkerlig gammel handelsvei fra Adriaterhavet til Carnuntum (i Pannonien), det nuværende Petronell ved Donau, hvor March flyter ut i denne, og hvorfra Plinius uttrykkelig sier at det var 60 0000 skritt til ravkysten, hvilket stemmer næsten nøiagtig med avstanden i like linje til Samland. Fra Carnuntum er veien gåt op langs elven March, derfra over land til Weichselens øverste del, og så ned denne elv til Samland. Det er forståelig at mange nye oplysninger om Norden er ved denne færd kommet til Rom.

Meddelelserne om Norden hos den ældre Plinius (23—79 e. Kr.) i hans store verk Naturalis Historia (i 37 bøker) er nokså uklare og forvirrede, og danner forsåvidt intet fremskridt fra Meia; men vi merker likevel at nye oplysninger er kommet til, og det er som vi begynder at skimte klarere de nye lande og have gjennem tåkerne i nord. Han sier også selv at han "har fåt underretning om uhyre øer som nylig er blit opdaget fra Germanien". Hans verk er for en væsentlig del frugt av en usedvanlig utstrakt læsning av ældre, mest græske, men også latinske forfattere. Han gjentar for en stor del Meia, eller øser fra samme ældre, sandsynligvis græske kilder.

Sine oplysninger om Norden må han, såvidt jeg kan se, ha fåt væsentlig ad tre forskjellige veie:


:*1) Direkte gjennem Romernes forbindelse med Germanien og ved deres tog til dettes nordkyster (f. eks. under Augustus og Nero). Selv hadde Plinius i flere år (45—52 e. Kr.) opholdt sig i Germanien som romersk rytter-oberst, og kan da ha samlet mange oplysninger.

:*2) Han har i stor utstrækning øst fra græske kilder, og til disse kan meddelelserne fra Norden være flytt dels sjøveien, væsentlig ved Pytheas (kanske også ved senere handelsreiser), dels også over land, særlig ved handelsforbindelser mellem Sortehavet og Østersjøen<ref>Det kunde hertil indvendes, at han isåfald burde ha fåt mange oplysninger også om det indre Skytien og Sarmatien; men for det første er dette ikke sikkert, da kjøpmændenes mål særlig var ravlandene, og de har derfor holdt sig til de kjendte færdselsveier og reist hurtig igjennem, og for det andet så omtaler virkelig Plinius en hel del folkestammer i det indre. Han sier vistnok (IV, 26, 91) om Agrippas mål for Sarmatiens, og Skytiens størrelse, at han "anser målbestemmelser i disse dele av jorden for usikre"; men herav at slutte, som Detlefsen (1904, s. 34), at Plinius's græske kilder ikke kan ha fåt sine meddelelser om Norden landeveien, synes mig ikke rimelig, da Plinius kanske ikke engang visste hvordan hans kilder hadde fåt sine oplysninger.</ref>.

:*3) Endelig har han fåt meddelelser fra Britannien om strøkene i nord. Disse kan stamme dels fra græske kilder, dels også fra senere romerske forbindelser med Britannien. Meia sier uttrykkelig om dette land at nye oplysninger vil snart komme derfra, "for den største fyrste (keiser Claudius) åpner nu dette land, efter at det så længe har været lukket . . . han har ved krig strebt at nå egen kundskap om tingene, og vil utbre den ved sin triumf”. De oplysninger Plinius hadde fåt ad disse forskjellige veier, bruker han ofte ukritisk uten at være opmerksom på at de gjælder de samme lande og have.


Hans verdensanskuelse var den almindelige, at universet var en hul kule som gik rundt i 24 timer med en ubeskrivelig hastighet. "Om det ved den stadige omsvingen av en sådan stor masse opstår en overordentlig larm, som overgår vor hørekraft, kan jeg like så lite påstå som at den tone som frembringes av de om hverandre vandrende og i kreds sig dreiende stjerner, skulde være en elskelig og av utrolig ynde ledsaget harmoni." Jorden stod i verdens-centret og hadde kuleform. Landene er på alle kanter omgit av hav, som dækker den største del av jordkulen.

I sin omtale av Norden [IV, 12, 88 f.] begynder Plinius i øst, og støtter sig her helt på græske kilder.


<blockquote>Langt nord i Skytien, hinsides Arimasperne, kommer en til de "Ripaeiske" Fjelde og til det strøk som på grund av den altid faldende, fjærlignende sne, kaldes Pterophoros. Denne del av verden er forbandet av naturen og hyllet i tæt mørke; den skaper ikke andet end kulden og er nordenvindens kolde gjemmested. Ved disse fjelde og hinsides nordenvinden bor, hvis vi vil tro det, et lykkelig folk, Hyperboreerne, som har et langt liv og er beramt ved mange undere som grenser til det fabelagtige. Der skal verdens tapper være, og stjernebilledernes ytterste omløp. Solen skinner der i seks måneder; men går merkelig nok op ved sommersolhverv og ned ved vintersolhverv, hvilket viser Plinius’s uvidenhet i astronomi. Klimaet er herlig og uten kolde vinde. Da solen skinner et halvt år, så  sår Hyperboreerne om morgenen, høster om middagen, om kvelden plukker de frugtene av trærne, og natten tilbringer de i huler. Disse folks tilværelse er ikke til at tvile på, da så mange forfattere fortæller om dem.</blockquote>


Efter derefter at ha omtalt forskjellige strøk ved Sortehavet fortsætter Plinius [IV, 13, 94 f.]:


<blockquote>Vi vil nu lære de ytre dele av Europa at kjende, og vender os, efter at ha gåt over de Ripaeiske Fjelde, mot venstre til det nordlige oceans kyst, indtil vi igjen når til Gades. På denne strækning er flere øer uten navn anført. Timaios fortæller at blandt dem er det foran Skytien en som heter Baunonia, en dagsreise borte, på hvilken bølgerne ved vårtid kaster rav op. De øvrige kyster kjender man bare fra tvilsomme rygter. Her er det nordlige ocean. Hekataios kalder det Amalcium, fra elven Parapanisos<ref>Denne elv er ikke omtalt noget andet sted, og må være digtet, idet Hekataios fra Abdera (omtr. 300 f. Kr. ) har tænkt sig den utspringe fra fjeldene av dette navn i det indre Asien, og falde i Nordhavet. </ref> av og så langt som det beskyller Skytien, hvilket navn på det derværende folks sprog betyr "frosset"<ref>Dette er utvilsomt feil. Navnet Amalcium må komme av græsk ''malkios'', som betyr "stivnende", "frysende"; og måtte da ha forsterkende betydning.</ref>. Philemon<ref>Denne Græker omtales som kilde på flere steder av Plinius, han nævnes også av Ptolemaios, men kjendes ellers ikke. Han kan ha levet omkr. 100 f. Kr. (jfr. Detlefsen, 1904, s. 23—25).</ref> sier at det av Kimbrerne blir kaldt Morimarusa, det er det døde hav, derfra og like til nesset Rusbeas, længere ute, heter det Cronium. Xenophon fra Lampsakos omtaler, at tre dagers seilas fra den skytiske kyst er en ø, Balcia, av umådelig størrelse, Pytheas kalder den Basilia. Derefter omtales Oeoner, Hippopoder og Storører næsten nøiagtig som hos Meia."</blockquote>


Denne omtale av lande og have i nord er av megen interesse. Men når vi skal søke at finde os til rette i Plinius's skildring, må vi stadig huske at for ham og hans græske kilder, og for alle forfattere selv meget senere, var alt land nordenfor Skytiens, Sarmatiens, og Germaniens kyster bare øer i Nordhavet. Endvidere bør det huskes at de gamle Grækere ikke kjendte navnet Germanien, som først blev indført omkring 80 f. Kr. For dem grænste Skytien og Keltike (Gallien) sammen, og deres Skytiske Kyst kunde derfor ligge både ved Østersjøen og ved Nordsjøen.

Det har ikke været mulig at avgjøre hvor navnet Rusbeas (av Solinus kaldt Rubeas) kommer fra<ref>På grund av stavelsen ''rus'', som findes i fønikiske navne (f. eks. Rusazus, Ruscino, Ruspino) og som betyr hode, forbjerg (kap), har nogen ment at kunne avlede det fra semitisk; men Detlefsen (1904, s. 24) mener at det er rimeligere at anta det for germansk. Av fønikiske navne er ikke fundet mindste spor i Norden. R. Keyser (IB6B, s. 165) mener at navnet, som han læser Rubeas, "er uten tvil det wælske rhybyz" (= tegn, advarsel); men dette ord kan ikke ha hett så på Plinius's tid.</ref> ; men det gir bedst mening at anta det for det sydlige Norge eller Lindesnes. Da beskrivelsen, som nævnt, begynder fra øst ved Skytiens kyst, blir følgelig Amalcium Østersjøen så langt som til de Danske Øer og Kimbrernes land. Morimarusa<ref>Navnet kan enten være keltisk eller gammelgermansk. På keltisk er ''mori'' (irsk muir, kymrisk mõr) lik hav; men R. Much (1893, s. 220) mener at urgermansk ''mari'' og gotisk ''marei'' (tysk Meer, latinsk mare) kan også tidligere ha været uttalt med o. Marusa er beslægtet med irsk ''marb'', kymrisk ''marw'' for død; men kan efter Much være av germansk oprindelse og hat formen *marusaz (jfr. *marwaz) i betydningen ubevægelig, livløs. Morimarusa skulde således bli det ubevægelige hav, hvilket minder om de fra Pytheas stammende forestillinger om det træge, eller sammenløpne hav (''mare pigrum, prope immohim mare''). Hvis navnet er av germansk oprindelse, utelukker det ikke at det kan stamme fra Pytheas (og at Philemon har tat det fra ham); han kan ha fåt det i Norge. Hvis Rusbeas er det sydlige Norge, kan jo det også peke i samme retning. Men sandsynligere blir det vel da at anta at navnet stammer fra Kimbrerne, som nævnes i forbindelse dermed, mens det hos Plinius ikke nævnes noget folk i Norge.</ref> som strækker sig fra Amalcium til Lindesnes blir Kattegat (ialfald delvis) og Skagerak. Cronium blir Nordsjøen og Nordhavet hinsides Lindesnes<ref>Hergt (1893, s. 40) mener at Morimarusa skulde være Østersjøen (og Kattegat), som fordi det manglet flo og fjære, og fordi det var frosset om vinteren, blev kaldt dødt. Rusbeas skulde da være Skagens Horn. Han får på den vis to navne for Østersjøen og to, om ikke tre, navne for Skagen. Denne tydning synes at gi endnu dårligere sammenhæng end den ovenfor givne. Plinius nævner på et andet sted (se ss. 50, 81) at havet Cronium lå en dagsreise hinsides Thule, som lå i nord for Britannien og under polkredsen. Dette gjør det allerede vanskelig nok at Cronium skulde strække sig fra Lindesnes, men skulde det begynde ved Skagen, og altså være Skagerak, blir det endnu værre.</ref>. Vi må tro at Philemon har fåt sine oplysninger om Kimbrerne (ved Skagen), om Morimarusa, og om Rusbeas enten fra Pytheas hvis omtale derav da ved et tilfælde ikke er blit opbevart gjennem andre forfattere eller også fra senere græske kjøpmænd. På samme vis har Xenophon fåt sit Balcia som her nævnes for første gang i literaturen. Da disse to græske forfattere (sandsynligvis fra omkr. 100 f. Kr.) uttrykkelig nævnes som kilder, kan oplysningene ikke stamme fra omseilingen av Skagen under keiser Augustus, eller fra andre romerske tog. Plinius selv har tydelig nok ikke visst hvor Rusbeas og Balcia var, men bare kritikløst meddelt hvad han har læst. Derimot visste han fra anden kilde (Pytheas) at det hav han kalder Cronium lå langt i nord for Britannien, altså måtte være at søke mot nordvest fra den skytiske kyst.

Balcia må vel rimeligst søkes ved Østersjøen. Det kan som ovenfor nævnt (s. 55) være Jylland; men da det skildres som en ø
av umådelig størrelse og tre dagers seilas fra den skytiske kyst, passer det bedst på syd-Sverige, uagtet Plinius fra anden kilde også
har navnet Scadinavia derfor.

Efter de ovenfor gjengitte, tvilsomme meddelelser om Skytiens nordkyst, tat fra ældre græske kilder og indflettet med eventyr, kommer Plinius over på sikrere grund i Germanien, idet han fortsætter (IV, 13, 96):


<blockquote>Sikrere meddelelser har vi om folket Ingævonerne, som er det første (d. e. det nordøstligste) i Germanien. Der er det umådelige fjeld Sævo, ikke mindre end de Riphæiske Fjeldrygger, og det danner en uhyre bugt som går til det Kimbiske Nes (d. e. Jylland), hvilken bugt kaldes Codanus og den er fuld av øer, blandt hvilke den berømteste er Scatinavia av ukjendt størrelse; i en del derav bor, såvidt man vet, Hillevionerne, i 500 herreder (pagis), som kalder den (d. e. øen) for den anden jordkreds. Ikke mindre antar man Aeningia. Nogen sier at disse strøk strækker sig like til Vistula (Weichsel) og beboes av Sarmater (d. e. snarest Slaver), Veneder (Vender), Scirer, og Hirrer; bugten kaldes Cylipenus, og i dens munding ligger øen Latris. Ikke langt derfra er en anden bugt, Lagnus, som grænser til Kimbrerne. Kimbrernes Nes løper langt ut i havet og danner en halvø kaldt Tastris. Derefter følger omtalen av 23 øer tydeligvis ut for Slesvigs og Germaniens nordsjøkyst. Blandt dem kaldes av soldatene en ø for Giæsaria på grund av ravet (glesum)<ref>Dette må komme av et gammelgermansk ord *gléz, angelsaksisk glær for rav. Det er samme ord som vort glas eller dansk glar, som er gåt over til at bety glas.</ref> men av barbarerne Austeravia (d. e. øster-øen), eller også Actania.</blockquote>


Her er mange nye navne og oplysninger. Enkelte navnes form tyder på at Plinius også her for en del har hentet fra græske forfattere; men hans oplysninger må også delvis stamme fra romerske kilder, og fra Germanien selv. Hans Codanus må være den samme som hos Mela, og er sjøen ved Kimbrernes land, som her omtales første gang klart som et nes (promunturium). Det er Kattegat, og, ialfald delvis, Skagerak. Det uhyre fjeld Sævo blir det da rimeligst at opfatte som det Skandinaviske fjeldland, særlig det sydlige Norge, som danner Codanus derved at denne på den anden side er begrænset av det Kimbriske Nes<ref>Oprindelsen til navnet Sævo kan ikke sikkert fastslåes. Forbiger (lB4, 111, s. 237) mener det er Kjølen og påstår at det skulde være et norsk navn som endnu findes i formen Seve Ryggen; men noget slikt navn kjendes ikke i Norge. Det synes mulig at navnet kan stå i forbindelse med det gotiske ''saivs'' for sjø (jfr. oldnorsk ''sær''); men det er også tænkelig at det kan være opståt ved en forvanskning av ''svevus''. Som dette blev det ialfald opfattet i middelalderen. Solinus sier (c. 20, 1) efter Plinius at "Mons Sævo ... danner Germaniens begyndelse", men Isidor Hispalensis sier at Suevus Mons danner Germaniens nordøst-grænse, og på Hereford-kartet (omkr. 1280) går i nordøst-Germanien en fjeldkjede, Mons Sueuus, til en havbugt kaldt Sinus Germanicus, som kan være Østersjøen. På Ebstorf-kartet (1284) har Mons Suevus fulgt Sveverne sydover til Schwaben. Det er også mulig at Ptolemaios's fjeldkjede Syeba (Zist\Po, VI, c. 14) i det nordligste Asien (på 62&#186; n. br.) har noget med Plinius's Sævo at gjøre. Mange gjetninger har været gjort om hvor dette sidste er at søke: nogen (jfr. Detlefsen, 1904, s. 28) mener det har været Kjølen, skjønt det er helt uforståelig hvordan denne fjeldryg langt nord skulde kunne sættes i forbindelse med Codanus; andre (jfr. Lønborg, 1897, s. 20) at det skulde være i Mecklenburg eller Pommern eller endog på Jylland (Geijer, 1825, s. 77), hvor der ingen fjeld findes, og allermindst "umådelige" (immensus). Plinius's ord kunde enklest forenes med det norske fjeldland (jfr. Holz, 1894, s. 25). Det kan nok tænkes, som Müllenhoff (IV, 1900, s. 600) mener, at folkene på Augustus's flåte, i 5 e. Kr., har i Kattegat set eller hørt om den skandinaviske (nærmest svenske) kysts "Sjøfjelde", *Saivabergo eller *Saivagabergia, som steg op over sjøen, og som på latin blev til Mons Sævo; men vel så rimelig er det kanske at meddelelsen kan stamme fra Germanerne på Jylland, som har hat forbindelse med Norge, og har kjendt det høie norske fjeldland, og at det altså ikke er den lave svenske vestkyst som har git oprindelsen.</ref>. På samme fjeldland blir det da altså at nesset Rusbeas ligger (se ovenfor).

Navnet Scatinavia eller Scadinavia (Plinius har i handskriftene begge skrivemåter) træffer vi her for første gang sikkert; men merkelig er det at vi også samtidig finder navnet Scandia hos Plinius; det er brukt om en ø som nævnes nær Britannien (se senere, s. 81). Scandia har gjerne været opfattet som en forkortet form av Scadinavia; men sammenholdes førekomsten av begge navne hos Plinius med at Meia endnu ikke har nogen av dem, men derimot en stor ø, Codanovia, i Codanus, så kan det synes mulig at det oprindelig har været to helt forskjellige navne: Codanovia, for Sjælland (og kanske for syd-Sverige), og *Skånovia (Skåney, latinisert til Scandia) for Skåne. Ved en sammenblanding av disse to kan formen Skadinavia for syd-Sverige være fremkommet hos Plinius, istedenfor Mela's Codanovia, mens han samtidig fra en anden kilde har fåt navnet Scandia. Dette er det eneste som senere brukes av Ptolemaios både for syd-Sverige og for de Danske Øer; han har fire Skandiai, tre mindre, og en meget større længst øst, det egentlige Skandia (jfr. senere s. 92). Ved videre sammenblanding av de to navne er Scadinavia gåt over til Scandinavia hos senere avskrivere og forfattere<ref> Det kunde ligge nær at forbinde navnet Skadinavia med den gammelnordiske gudinde Skade eller Skaði, som var av Finne-æt, hun var svarthåret, bodde i fjeldene i det indre av landet, og var bl. a. skiløpningens gudinde. Navnet Skadinavia skulde da muligens bli av "finsk" oprindelse. Denne avledning har også været fremholdt (jfr. Müllenhoff 11, 1887, ss. 55 f., 357 f.). Endelsen ''avi, avia'', måtte da være det samme som ''ovia'' (se s. 72). Denne forklaring vilde forutsætte en oprindelig ikke germansk, såkaldt "finsk" bebyggelse i syd-Sverige (hvilket ikke synes utelukket, se senere); men det blir da vanskelig at forklare hvorfor navnet skulde ha holdt sig alene i denne sydligste del, Skåne. Sophus Bugge (1896, s. 424) mente at Scadinavia (senere Scadanavia) er i slegt med det almindelige norske stedsnavn Skoðvin eller Skøien (vin, græsgang) og kan komme av et tapt oldnordisk ord *skaða (gammel slavisk ''skotu'') for fæ. Skoðvin blir da fæ-græsgang. Fra *skasa kan ordet *skabanaz være avledet, på regelmæssig vis, i betydningen gjæter; og Skadan-avia eller Skadinavia blir da gjæter-marken, idet endelsen ''avia'' kan ha hat samme mening som det tyske Au eller Aue (god græsgang, eng). Det oldnordiske Skáney, (Skáni, nu Skåne) skulde da komme av Skaðney, hvori 5 er bortfaldt som i mange lignende tilfælde. Senere har Bugge selv (1904, ss. 156 f.) forkastet denne forklaring og avleder Skadinavia av samme ord som Codanus (se ovenfor s. 71), det skulde da mene ø- eller strandlandet ved Kodan, som har fåt et foranskutt s, mens det lange õ er lettet til kort a. Forklaringen tør være meget tvilsom. Fra flere steder i Norge kjendes et navn Skåney, som kommer av skán (= skorpe), og urimelig kan det da ikke synes at det svenske Skáney eller Skåne er samme navn.</ref>.

I strid med dette står den almindelige mening blandt sprogforskere hittil, at navnet Skåne må stamme fra navnet Skadinavia, som regelret ved sammentrækning skulde bli til *Skadney, og dette er så blit til Skåney ved at ''d'' er faldt bort. Men denne likhet kan jo være en tilfældighet, og antagelsen er vanskelig at forene med den kjendsgjerning at formen Skandia (og ikke *Skadnia) allerede optræder hos Plinius, og senere hos Ptolemaios. Dertil kommer at formen *Skadney,- eller lignende, ikke er kjendt; første gang vi træffer navnet Skåne i literaturen er i dansken Wulfstan's fortælling hos kong Alfred (omkr. 890, se senere) hvor det har formen ''Scôn eg'', som er det samme som Skån-ey. I et pavebrev fra 950 findes Skania, som er en latinisert form av Skåney, og i en runeindskrift fra Sverige, fra omkring 1020, leses ''a Skanu'', som likeledes er det samme som Skåney. Det ser således nærmest ut til at dette er en oprindelig form, lik det norske navn Skåney, og er ikke opståt ved en sammentrækning av et Skadinavia. Professor Torp er enig i den her givne utredning at et *Skånovia muligens kunde ligge til grund.

Hvad Hillevionerne i Scadinavia er for et navn er vanskelig at klare, de nævnes ikke av nogen anden forfatter; men må vel være en fælles betegnelse for Skandinaverne. En kunde tænke på de i samme forbindelse nævnte Hermioner hos Meia, men Plinius nævner litt senere også disse. Aeningia, som holdes for ikke mindre end Skadinavia, er en gåte. Skulde det kunne være en forvanskning av et Halsingia eller Alsingia (Helsingernes land), et navn for det nordlige Sverige, som altså lå længere borte og var mindre kjendt end Scadinavia?<ref>Ahlenius (l900, s. 31) har villet forklare navnet som en skrivfeil for Aestingia, som skulde stå i forbindelse med Tacitus's Aestii (Ester); men folket måtte da nærmest ha hett Aestingier (ikke Aestier). En kunde hellere tænke på Jordanes's Astingi eller Hazdingi, det samme som det oldnorske Haddingjar (Hallinger).</ref> Når det heter at disse strøk skulde strække sig like til Weichselen, så kunde det tyde på en vag forestilling om at Skadinavia og Aeningia hang sammen med fastlandet, hvorved det dannedes en havbugt som heter Cylipenus<ref>R. Keyser (1868, s. 89) forklarer navnet som det samme som i det oldnorske navn Kylpingar for et folk i det nordlige Rusland, og naboer til Finnene. Han tænker sig, at der kan ha været et oldnordisk navn Kylpinga-botn for Østersjøen; men det er ikke sandsynlig at dette ord Kylpingar allerede fandtes på den tid.</ref>, og som altså blir endnu et navn for Østersjøen, tat fra en ny kilde; men det hele kan også bare være en uklar fremstilling.

Latris som lå i mundingen av Cylipenus, kan være en av de Danske Øer, og det kan kanske ligge nær at tænke på Sjælland med den gamle kongeborg Lethra eller Leire, oldnorsk Hleidrar. Bugten Lagnus<ref> Keyser (lB6B, s. 80) avleder ordet av gotisk lagus (svarende til oldnorsk logr) for sjø hav.</ref> som grænser til Kimbrerne, må da nærmest bli et nyt navn for Kattegat, mens Tastris kan være Skagen. Alt efter de kilder Plinius har hentet fra, får vi da følgende navne for samme strøk; for Østersjøen eller dele derav: Amalcium og Cylipenus, og kanske delvis Codanus; for Kattegat Lagnus og Codanus, for Skagerak Morimarusa, tildels også Codanus; for syd-Sverige Scadinavia og Balcia; for Jylland eller Skagen Promunturium Cimbrorum og Tastris. lalfald røber denne overflod på navne en øket forbindelse, gjennem flere kilder, med Norden. Forbindelse med Skandinavien røber også Plinius's omtale (VIII, c. 15, 39) av et dyr achlis, som hørende hjemme der.

Det var "aldrig set hos os i Rom, men var beskrevet av mange". Det ligner elgen (alcis) "men har ingen knæ-led, hvorfor det heller ikke sover liggende, men lænet til et træ, og når træet er hugget delvis over til at danne en fælde, fanges dyret, som ellers er merkelig hurtig. Dets overlæbe er meget stor, derfor går det baglængs når det græsser, for ikke at indvikle sig deri ved at gå forover." Det kunde tænkes at dette elge-lignende dyr har været ren; men omtalen av den lange overlæbe og trærne passer bedre på elgen, om hvem det kan være fortalt at det blev fanget med fælder i skogen. Fablen om at det sov lænet til trærne kan skyldes lydlikheten mellem navnet ''achlis'' (som kan være en eller anden forvanskning kanske av alces) og ''acclinis'' (= lænet til).

Endelig har Plinius en tredje vei til kundskap om Norden over Britannien, som for ham er et fællesnavn for alle øer i det hav. En del av oplysningene fra den kant stammer oprindelig fra Pytheas; men senere meddelelser er også kommet til; han nævner selv Agrippa som en kilde. Blandt de Britanniske Øer nævner han (IV, 16, 103): "40 Orcader skilt fra hverandre ved måtelige avstande, 7 Acmoder, og 30 Hebuder". Hans 7 Acmodæ (som i nogen håndskrifter også heter Hæcmodæ) er klart nok Mela's 7 Hæmodæ, og er rimeligvis Shetlandsøene, mens de 30 Hebudes er Hebriderne, som isåfald her nævnes for første gang i de kjendte skrifter.

Efter at ha omtalt en del andre Britanniske øer "og spredt i det Germanske Hav Glæsiæ, som de nyere Grækere kalder Electridas, fordi rav (electrum) forekommer på dem,"<ref>De samme øer som her omtales som Britanniske, har Plinius tidligere (se ovenfor s. 77) omtalt som Germanske, eller rettere der er det bare én ø som har navnet Glæsaria. Dette viser atter tydelig hvordan han direkte øser fra forskjellige kilder uten engang at arbeide oplysningene sammen. I dette tilfælde har han vel fundet disse øer omtalt i forbindelse med oplysninger om Britannien eller en reise dit. Og det kan tænkes at være Pytheas som oprindelig ligger til grund.</ref> fortsætter Plinius (IV, 16, 104): "Den ytterste av alle kjendte øer er Tyle (Thule), hvor det ved sommersolhverv er ingen nat, og omvendt ingen dag ved vintersolhverv."<ref>I sin astronomiske ukyndighet føier Plinius til at "dette skulde vare avvekslende i 6 måneder".</ref> .... "Nogen forfattere omtaler endnu andre øer, Scandia, Dumna, Bergos, og den største av alle Berricen, hvorfra man seiler til Tyle. Fra Tyle er en dags seilas til det størknete hav som nogen kalder Cronium." Vi vet ikke hvilke forfattere Plinius kan ha tat disse navne fra, heller ikke hvor øene må søkes; men da Thule nævnes, må vi tro at ialfald nogen av dem oprindelig er kommet fra Pytheas. Da Scandia nævnes først blandt disse øer, kunde det være sandsynlig at Dumna og de to andre gåtefulde navne var av germansk oprindelse. Dumna kunde da minde om nordiske navne som f. eks. Duney, Dønna (i Nordland) el.l.; men nærmere ligger det, at det kommer av keltisk ''dubno'' eller ''dumno'' (== dyp), og kan være navn på en ø ved Skotland. Bergos kan minde om det oldnorske ord ''bjarg'' eller berg<ref>I nogen handskrifter læses Vergos. Det er en merkelig likhet at Jordanes nævner et folk Bergio i Scandia (se fig. s 103).</ref>. Værre er det med det underlige navn Berricen, som i nogen handskrifter også heter Verigon og Nerigon (jfr. ovenfor s. 44). Hvis den første læsemåte er den rigtige kunde en tænke på oprindelse fra et oldnordisk ''ber-ig'' (ber = bjørn, altså bjørnet, bjørnfuld), et ikke upassende navn for det sydlige Norge, hvorfra en reiste til Thule eller det nordlige Norge; men dette er tvilsomt. Hvis Nerigon er den rigtige læsemåte, så er det, efter prof. Torp's mening, ikke umulig at det, som Keyser antok, kan være navnet Norge, som på urnordisk, f. eks. av Daner, har været kaldt *NorþravegaR (lik AustravegaR, og VestravegaR). Hvis nogen av disse ønavne virkelig er germanske, lik Scandia, så kan de ikke, som mange har ment, gjælde øer ved Skotland eller Shetland, da disse endnu ikke var bebodd av Nordboer. De nævnte øer må da bli at søke i Norge. Det har vegt at Scandia nævnes først blandt dem i forbindelse med Britannien, og at samtidig en anden av dem nævnes som den største av alle, og som liggende på veien til Thule. Det tyder atter på samfærdsel over sjøen mellem de Britanniske Øer og Skandinavien, liksom vi fandt tegn dertil allerede 400 år tidligere.

I 84 e. Kr. sendte Agricola, efter sit felttog mot Kaledonierne, sin flåte rundt Skotlands nordspids, "hvorved man," fortæller Tacitus<ref>Tacitus, Agricola, kap. 10, se også kap. 38. jfr. også Bunbury, 1883, 11, s. 342.</ref> "fik visshet for, at Britannien er en ø. Tillike blev de hittil ukjendte øer, som man kaldte Orcadas (Orknøene) opdaget og undertvunget. Også Thule kunde man skimte i det fjerne; men man hadde ordre til ikke at gå længere, og vinteren stundet til. Forøvrig er vandet seigt og tungt at ro på; man fortæller at ikke engang vind kan sætte det synderlig i rørelse. Grunden hertil er vel, at der ikke er meget av land og fjeld, som ellers hjælper til at gi stormene øket styrke, og at det sammenhængende havs uhyre masse ikke har let for at komme i rørelse." Dette Thule må ha været Fair Island eller Shetlandsøene, og dette er det nordligste hvortil Romerne har nådd, såvidt kjendt er. Førestillingen om det seige hav, som ikke røres av vindene, er den samme som vi fandt tidlig i oldtiden (se ss. 31, 52).

Den foregående sommer hadde nogen av Agricola's soldater en kohort, Usipiere, utskrevet i Germanien og ført til Britannien gjort mytteri, hadde dræpt sin centurion, og ranet tre skibe, hvis førere de tvang til lydighet. "De to vakte deres mistanke og blev derfor dræpt; den tredje overtok at styre," og de omseilte Britannien. "Snart måtte de i land for at forsyne sig med vand og røve hvad de trængte; derved kom de ofte i strid med Britanner, som forsvarte sit gods; ofte seiret de, men undertiden kom de også til kort, og mangelen blev tilsidst så stor, at de ga sig til at spise de svakeste; derpå trak de lod om hvem som skulde tjene de andre som føde. Så kom de da rundt om Britannien (d. e. nordenom), drev ut av kurs ved ukyndighet i at styre, og blev fanget dels av Friserne og dels av Sveverne, som tok dem for sjørøvere. Nogen av dem kom på slavemarkederne og gjennem forskjellige hænder like til det romerske Germanien, og blev hel merkelige personer ved at kunne fortælle om så underfulde hændelser."<ref>Tacitus: Agricola, kap. 28.</ref> Det er tænkbart at enkelte mangelfulde meddelelser således kan ha fundet vei til Rom fra den sjøfærd. 


[[File:Taakeheim ill 22.png|thumb|center|600px|<center>Tacitus's folkestammer (efter K. Miller).</center>]]


Cornelius Tacitus, som skrev sin Germania år 98 e. Kr., var historiker og etnograf, og ikke geograf. Hans berømte verk har derfor ikke meget om Nordens lande, han har ikke engang et eneste navn for dem. Derimot har han merkelige meddelelser om folkene, navnlig i Sverige, som viser at i tiden efter Plinius må nye oplysninger fra denne del av verden ha nådd Rom. Tacitus lar Sveber eller Svever bebo den største del av Germanien like til grænsen mot Slaver (Sarmater) og Finner i øst (og nord?). Navnet, som muligens mener de "svævende" og skyldes deres vidt omstreifende tilværelse, er kanske mest at opfatte som en fællesbetegnelse for forskjellige germanske stammer. Efter dem kalder han havet ved Germaniens østlige kyst, d. e. Østersjøen, for det Sveviske Hav (''suebicum mare'').

På dettes høire (d. e. østre) kyst bodde Aestierne (d. e. Esterne; kanske av ''aistan'' =at ære, altså de hæderværdige (?). "Deres skikke og hele ydre er som Svevernes, men sproget nærmere det britanniske (!) Sjelden er der bruken av jern, hyppig bruken av stok" (knippel, fustium). Også havet gjennemsøker de og samler rav på grunde steder og på stranden selv. Men de for står ikke dets natur og oprindelse, og længe lå det hen blandt havets opkastede avfald, "indtil vor pragtsyke gav det anseelse. Hos dem har det ingen anvendelse<ref>Her feiler Tacitus, da ravet hadde utstrakt anvendelse til amuletter og smykker allerede tidlig i stenalderen (se ovenfor s. 25).</ref>, råt blir det opsamlet, uformet overbragt, og forbauset mottok de prisen." (c. 45.) Herav kan sluttes at det har været en stadig handelsforbindelse mellem Middelhavet og Østersjøen, og at romerske kjøpmænd sandsynligvis har nådd frem dit.

[[File:Taakeheim ill 23.png|thumb|Båt fundet ved Nydam, nær Flensborg. 70 fot lang. Fra 3. århundre e. Kr. (efter C. Engelhardt).]]"Midt ute i oceanet (''ipso in Oceano'') ligger Suionernes stater, mægtige, ikke alene ved mænd og våben, men også ved flater." Suioner, som først omtales hos Tacitus, er klart nok samme navn som Svear (oldnorsk sviar, angelsaksisk sveori) eller Svensker<ref>Much (1905, s. 133) sætter navnet i forbindelse med ''ge-swio'' = beslegtet ved giftermål. Like rimelig kan den antagelse synes at navnet skulde mene ''brænder, svier'' (jfr. kulsvier) fordi de svidde av skogene for at rydde landet (jfr. Müllenhoff, IV, 1900, s. 499).</ref>. Deres skibe utmerket sig ved at de hadde forstavn, ''prora'', i begge ender (d. e. var ens for og bak), de hadde ikke seil, og årene var ikke gjort fast i række, men var løse, så de kunde ro med dem snart på den ene side snart på den anden side, "som på nogen elver". De hadde med andre ord åpne tolleganger som på nogen av den tids elvebåter, og almindelig på båter nu; årerne var ikke stukket ut gjennem huller som på romerske skibe, og på vikingskibene (Gokstad- og Osebergskibene). Den båt fra jernalderen som blev gravet ut ved Nydam i Slesvig hadde netop slike åpne tolleganger.

Hos Svionerne stod også rigdom i anseelse, (til forskjel fra andre Germaner) og derfor var bare én herre, og han styrte med uindskrænket magt, til den grad at våbnene ikke var almindelig utbredt, men var indelukt og vogtet endog av en træl<ref>Dette kunde tænkes at tyde på at metalvåben, særlig jernvåben, har endnu været sjeldenheter i Skandinavien, som bare de rike og mægtige høvdinger kunde skaffe sig, og dette kunde stemme med uttalelsen om den anseelse som rigdommen skulde ha særlig hos disse folk. Men rimeligere er kanske den forklaring, at forestillingen kan være opståt ved at fremmede kjøpmænd (sydligere Germaner eller Romere) har været ved de store årlige ting- og markedsstevner ved et kjendt gudehov, f. eks. Uppsal (jfr. Müllenhoff, 1900, s. 503), hvor det for tingfredens og helligdommens skyld ikke var tillatt at bære våben, og disse blev derfor sat ind i et eget våbenhus, lik dem vi senere hadde ved kirkene i Norge, og blev der vogtet av en træl. Dette kan de fremmede ha set uten at forstå sammenhængen; men Tacitus har git det sin egen forklaring.</ref>, fordi havet hindrer pludselige indfald av tiender, og væbnede hvilende hænder (d. e. væbnede mænd i lediggang) finder let på galskaper (c. 44).

Til Suionerne, sandsynligvis i nord, grænser Sitonerne (c. 45), som Tacitus også opfatter som Germaner. "De er lik Suionerne med en undtagelse, at en kvinde hersker, så langt er de utartet ikke bare fra friheten, men endog fra trældommen. Her er Sveverlandets ende (''Hie Suebiæ finis'')." Suebia var den del av Germanien hvor Suever bodde. Det ser ut som at Tacitus tænkte sig mot og mandom som avtagende nordover. Suionerne lar sig kuste av en enevældig konge, som sætter en træl til at vogte deres våben, og Sitonerne er det endnu værre med, de lar sig styre av en kvinde. Sitoner nævnes hverken før eller siden i literaturen, og det synes som at navnet må skyldes en eller anden misforståelse<ref> Navnet Sitoner minder sterkt om de av Strabo og Ptolemaios nævnte Sidoner (jfr. Geijer, 1825, s. 82); men vanskeligheten er at Strabo regner disse til Bastarnerne sammen med Peuciner, som bodde i nord og øst for Karpaterne, og følgelig langt i syd for Østersjøen (jfr. Ahlenius, 1900, s. 36). Ptolemaios's Sidoner bodde også i nærheten av Karpaterne, nordenfor disse. Men mulig blir det like fuldt at Tacitus kan enten ha hørt et lignende ord og sammenblandet det med dette navn, eller han kan ha hørt en fortælling om en styrende kvinde, eller dronning, hos Strabo's Sidoner, ensteds nord for Karpaterne, og kan ha ment at noget så uhørt alene kunde finde sted længst mot nord. Det er også at merke at Tacitus selv nævner Peuciner eller Bastarner som grænsende til Fennerne (Finnene), og altså boende længst ute mot det ukjendte i nordøst, derimot nævner han ikke Sidonerne i denne forbindelse, som både Strabo før og Ptolemaios senere nævner sammen med Bastarner. Kommer til dette navnlikheten mellem Sitoner og Suioner, kan det vel være at han har tænkt sig de måtte være nær hverandre. Müllenhoff (II, 1887, s. 9) antar at ordet Sitones kan ha været et apellativ som er blit mistat som et folkenavn, og han sætter det i forbindelse med gotisk *sitans, oldnorsk *setar, av samme rot som norsk ''sitte''. Hvis dette er rigtig kunde vi jo tænke os det brukt i betydning nybyggere (jfr. norsk opsitter). Much (1905, s. 31) foreslår at det kanske kan avledes av oldnordisk ''siða'', = trolle (jfr. seid) og bety troldmænd. Om Sidones jfr. Much, 1893, ss. 135, 187, 188; Müllenhoff, 1887, ss. 109, 325.</ref>. Man har tænkt sig at de var Kvæner<ref> Wiklund (1895, s. 103—117) mener at Kvænene i Nordsverige ikke var Finner, men nybyggere fra Svearike.</ref> i det nordlige Sverige; disses navn kunde da være opfattet som ordet for kvinde (kvæn, eller kván, mest i betydning hustru) og derav hadde sagnet om kvindestyret dannet sig<ref>Jfr. Zeuss, 1837, s. 157; Müllenhoff, 11, 1887, s. 10.</ref> på lignende vis, som Adam av Bremen, senere oversætter navnet Kvænland med ''Terra feminarum'' (kvinde-land) og derav danner myten om Amazone-landet. Men denne forklaring av Tacitus's meddelelse tør være tvilsom<ref>Jfr. Lønborg, 1897, s. 136; Ahlenius, 1900, s. 37.</ref>. Vi har tidligere set at Meia (efter Herodot) omtaler et folk i Skytien, Mæotiderne, som blev styret av kvinder, og for ham kan det som nævnt ikke ha ståt som urimelig at kvinderegimentet tiltok nordover.

Om strøkene mot nord sier Tacitus: "Nord for Suionerne ligger et andet trægt (seigt) og næsten urørlig hav (''mare pigrum ac prope immotum''); at dette omgjorder og indelukker jordskiven, sandsynliggjøres derved, at den synkende sols sidste skin varer ved like til solen igjen står op, så klart at stjernene blekner derfor. Folketroen antar tilmed, at man hører lyden av den opdukkende sol, at man ser gudernes skikkelser og hodets stråler. Dithen sætter sagnet —og med rette naturens grænser." Som ovenfor omtalt (s. 82) mente han at allerede havet nord for Orknøene var seigt og trægt. Tacitus er den første forfatter som nævner Finnene (Fenni), men om det er Lapper, Kvæner, eller et andet folkeslag kan ikke avgjøres. Han sier selv: "Om jeg skal regne nationene Peuciner, Veneder (Vender) og Fenner til Germanerne eller Sarmaterne (Slaverne) er jeg i tvil om." Han omtaler Fennerne nærmest som boende langt mot nordost, hinsides Peuciner, eller Bastarner, fra hvem de er skilt ved skoger og fjeld, som de sidste gjennemstreifer som røvere.


<blockquote>Hos Fennerne hersker utrolig vildhet og motbydelig armod. De har ingen våben, ingen hester, intet hus (''non penates'', kanske snarere intet hjem); til matplanter (''herba''), til klær huder, til leie bakken (''humus''). Deres eneste håb er pilene, som de av mangel på jern sætter benspidser på. Jagten nærer både mænd og kvinder; for kvinderne går sedvanlig med overalt og henter sin del av byttet. Småbarnene har ingen anden tilflugt mot vilde dyr og regn, end at man gjemmer dem i en slags sammenfletning av grener; dertil vender mændene tilbake, det er oldingenes opholdssted. Allikevel tykkes dette dem et lykkeligere liv end at sukke på akre, at stræve i huse, at ha håb og frygt for eget og andres gods. Uten sorger overfor mennesker eller guder har de nådd det vanskeligste mål, at de ikke engang føler trang til at ønske. Utenfor der er alt eventyrlig, således som at Hellusier og Oxioner har menneskelige hoder og ansigter, men krop og lemmer av vilde dyr, hvilket jeg lar stå hen som uavgjort.</blockquote>


Disse Tacitus's Fenner bor følgelig nær verdens yttergrænser, hvor alt begynder at bli eventyr. Selve navnet fører os til Nord-Europa eller helst Skandinavien, for det var sikkert bare nord-Germaner, særlig Skandinaverne, som brukte ordet som navn for sine ikke-germanske nabofolk. Efter skildringen ser det vistnok ut som at de bodde i det nordlige Rusland, og var skilt fra Peucinerne bare ved skoger og fjeld; men Tacitus hadde som nævnt ikke sans og interesse for geografien. Hvis han har hørt om et vildt barbarisk Fenne-folk langt i nord; og det av andre grunde passet ham at anbringe dem utenfor Peuciner eller Bastarner, men før Hellusier og Oxioner som ikke alene hadde dyrisk levevis, men endog dyrekrop og dyrelemmer, så har sikkerlig ikke geografiske vanskeligheter avholdt ham derfra. Av interesse er det at disse Fenner skildres som et typisk jægerfolk, som særlig var bueskyttere; da Tacitus bare sier at de ikke hadde hester, har han vel heller ikke hørt om andre husdyr hos dem, og det kunde se ut som at de ikke var ren-nomader. Den sammenfletning av grener, som barnene blir gjemt i, hvortil mændene vender tilbake, og som er oldingenes opholdssted, må være Finnenes telt, som blir reist av grener eller stænger. Allerede hos Herodot (IV, 23) het det om Argippaierne, som også var Mongoler, at "enhver levde under et træ, som han om vinteren spændte et hvidt, tykt filtdække over". Det er tydelig nok også et telt, som her menes (jfr. Müllenhoff, 11, 1887, ss. 40, 352). Den forestilling at hos barbarerne hadde mænd og kvinder ofte samme arbeide, synes ikke at ha været ualmindelig i oldtiden, og det kan knapt nok ha været opfattet som noget eiendommelig for Finnene; det stammer vel i denne forbindelse fra Amazone-sagnene.

Heroot, og efter ham Mela (se ovenfor ss. 67 f.), skildrer en slik likhet mellem mænd og kvinder hos skytiske folk og Sauromater; og Diodor (IV, 20; V, 39) fortæller om Ligurerne at mænd og kvinder delte samme harde arbeide. Den såkaldte Dionysios Periegetes skrev under keiser Hadrian Dionysios en jordbeskrivelse i 1187 vers, som kanske på grund av sin korte klarhet og metriske form, blev anvendt til skoleundervisningen, og fik megen utbredelse (jfr. K. Miller, VI, 1898, s. 95). Men uheldigvis har digteren bare øst av de forældede græske kilder, som Homer, Hekataios, Eratosthenes o. fl., og har intet nyt at med dele. Det hele fastland var som en uhyre ø omgit av oceanet, det var ikke ganske kredsrundt, men noget uttrukket efter solens løp (d. e. mot øst og vest).

Efterat den græske videnskapelige geografi hadde hat sit frugtbareste liv i tiden indtil Eratosthenes og Hipparkh, sådde den endnu kraftige skudd som den fysisk-matematiske geograf Poseidonios, og den beskrivende geograf Strabo; men derefter går det halvandet hundrede år inden vi hører om en sidste glansfuld opblussen i Marinos fra Tyros, og Klaudios Ptolemaios, hvis verk skulde få avgjørende indflydelse på geografien halvandet årtusen senere. Marinos´ skrifter er tapt, og vi vet ikke andet om ham end det som fortælles av hans yngre samtidige Ptolemaios, som i væsentlig grad har bygget på ham, og hvis store forgjænger han var. Han må ha levet i første halvdel av 2. århundrede e. Kr. Han gjorde et gjennemført forsøk på at beskrive hvert sted på jorden ved dets længde- og breddegrader, og tegnet et verdenskart efter det princip. Han optok også Poseidonios's for korte mål for Jordens omkreds (istedenfor Eratosthenes's), og for store utstrækning av oikumenen mot øst, og da dette fra ham gik over til Ptolemaios fik han bl. a. stor indflydelse på Kolumbus, som derved kom til at anta avstanden rundt jorden til Indien for bare halvdelen av dens virkelige længde. På den vis fik Marinos og Ptolemaios betydning for opdagelsen ikke alene av Vestindien, men også av Nordamerika ved Cabot, og for de tidligste forsøk på nordvestpassagen til- Kina. Sådan kan "tilfældige" feil få fjernvirkninger i historien.


[[File:Taakeheim ill 24.png|thumb|center|600px|<center>Ptolemaios´ verdenskart, Europa og Asia.</center>]]


Klaudios Ptolemaios betegner til en viss grad høidepunktet av den klassiske geografiske videnskap. Han var kanske født i Egypten omkring 100 e. Kr. Han må ha opholdt sig som astronom i Alexandria i tiden fra 126 til 141, og kanske længere; og han overlevet sandsynligvis keiser Antonius Pius, død 161 e. Kr, men stort mer vet vi ikke om ham. I sit berømte astronomiske verk, almindeligst kjendt under den arabiske titel "Almagest" (fordi det først nådde middelalderens Europa gjennem en arabisk oversættelse) gav han sin kjendte fremstilling av verdenssystemet og av himmellegemernes bevægelse, som fik så stor betydning i den senere middelalder, og for Kolumbus og de store opdagelser. Hans berømte geografi i otte bøker (skrevet omkring 150 e. Kr.) er, som han selv sier, væsentlig bygget på det nu tapte verk av Marinos, og danner et stort fremskridt i geografisk forståelse fra de praktisk anlagte, men uvidenskapelige Romere. Med græsk videnskapelig metode søkes her tidens geografiske kundskap samlet og ordnet til en, i det væsentlige tør, tabellarisk oversigt over lande, steder, og folk, med en mængde bredde- og længdeangivelser, for det meste tat efter skjøn. Oplysninger og navne er for en stor del hentet fra de såkaldte intinerarier, som var tabellariske, og tildels grafiske reiseruter med steder og avstande, og som væsentlig skyldtes militære kilder (særlig de romerske felttog), og for en mindre del reisende kjøpmænd og sjøfarere.

Den kartografiske fremstilling blev av ham væsentlig forbedret ved indførelsen av rigtige projektioner, med konvergerende meridianer, hvortil det var gjort begyndelse allerede av Hipparkh. Hans kartverk, som oprindelig kan være tegnet av ham selv, eller av en anden efter de detaljerte angivelser i hans geografi, er de eneste karter som er os overlevert fra oldtiden, og har derved fåt særlig interesse.

Om Norden er det hos Ptolemaios merkelig lite nyt, og på flere punkter betegner han i så måte et tilbakeskritt, som det synes endog fra Pytheas; men Europa's nordkyst begynder at få fast form forbi den Kimbriske Halvø til Østersjøen. Hans fremstilling av Britannien og Irland (Ivernia), som er bygget på mange nye oplysninger<ref>Særlig tyder hans mange stedsnavne på Irland på megen forbindelse med denne ø fra fastlandet, kanske fra Gallien, og sandsynligvis ved handel.</ref>, var sikkerlig en stor forbedring fra hans forgjængere, selv om han gir Skotlands (Kaledoniens) nordlige del en eiendommelig avbøining langt mot øst, som det kom til at beholde på sene karter. Han nævner fem Ebuder (Hebrider) ovenfor Iverna, og sier endvidere (11,3):


<blockquote>Følgende øer ligger ved Albions Ø ved den Orkadiske Spids: øen Okitis (32&#186; 40' ø. 1., 60&#186; 45' n. br,), øen Dumna (30&#186; ø. 1., 61&#186; n. br.), ovenfor dem Orkades omtrent 30 i tal, av hvilke den midterste ligger på 30&#186; ø. 1., 61&#186; 40' n. br. Og langt ovenfor dem Thule, hvis vestligste del ligger på graderne 29&#186; ø. 1., 63&#186; n. br., den østligste på 31&#186; 40' ø. 1., 63&#186; n. br., den nordligste på 30&#186; 20' ø. 1., 63&#186; 15' n. br., den sydligste på 30&#186; 20' ø. 1., 62&#186; 40' n. br., og den som er i Midten på 30&#186; 20' ø. 1., 63&#186; n. br.</blockquote>


Ptolemaios regnet sine længdegrader østover fra en nul-meridian som han trak vest for de Lykkelige Øer (Kanariske Øer), verdens vestligste del. Som det vil sees gir han ikke Thule nogen stor utstrækning. At han flytter det fra polkredsen syd til 63&#186; skyldes vel at man på Agricola's flåte hadde ment at se Thule nordenfor Orknøene. I VIII. bog (c. 3) sier han: "Thule har den længste dag på 20 timer, og den er borte fra Alexandria mot vest med 2 timer. Dumna har den længste dag på 19 timer, og den er borte mot vest 2 timer."

Det er klart at disse "timer" er fundet ved regning, og er bare en uttryksmåte for bredde- og længdegrader; de kan derfor ikke føres tilbake til nogen iagttagelse på stedet av den længste dags varighet o.s.v.

Det er påfaldende at Ptolemaios bare nævner Ebuder og Orkader, men ikke Shetlandsøene; kanske er de med blandt hans tredve Orkader. Om den Kimbriske Halvø (Jylland) har han en merkelig rigtig forestilling, om han end lar den lute for meget mot øst, liksom Skotland. På den "bodde i vest Siguloner, derpå Sabalingier, derpå Kobander, ovenfor dem Khaler, og overfor disse igjen længere mot vest Funduser, og mer mot øst Kharuder (= Haruder eller Horder; jfr. s. 65), og nordligere end alle Kimbrer." Det blev ovenfor (s. 72) fremholdt som muligt at navnet Kobander kunde ha sammenhæng med Codanus hos Meia og Plinius. Sabalingier, mener Much (1905, s. 11), kan være samme navn som Pytheas's Abalos (kfr. s. 55), som kan være skrevet Sabalos eller Sabalia, og kan ha været bebodd av Avioner. Nordenfor den Kimbriske Halvø lægger Ptolemaios tre øer Alokier (Alokiai), som kan stamme fra de slesvigske øer Halligen, egentlig Hallagh (jfr. Detlefsen, 1904, s. 61). <ref> Much (1895 a, s. 34) tænker sig at Alokiai har været nogen små klippeøer som nu er forsvundet På dem skulde det ha været kolonier av alker, som har git navnet, idet de f. eks. på gotisk kan ha hedt *alakd. Antagelsen er ikke sandsynlig; selv om nogen slike klippeøer nu hunde ha været vasket bort av sjøen, så måtte de ha latt efter sig undervandskjær med stenbund, og slike er ikke kjendt i sjøen ut for Jylland.</ref>


<blockquote>Mot øst for halvøen er de fire såkaldte Skandiere, tre små (de Danske Øer), av hvilke den midterste ligger på 41&#186; 30' ø. 1., 58&#186; n. br.; men en er den største og østligste, den ligger ved elven Vistula's mundinger, den vestligste del av øen ligger på *43&#186; ø. 1., 58&#186; n. br., den østligste på 46&#186; ø. 1., 58&#186; n. br., den nordligste på 44&#186; 30' ø. 1., 58 &#186; 30' n. br„ den sydligste på 45 &#186;ø. 1., 57 &#186; 40' n. br. Men denne kaldes særlig Skandia (d. e. syd-Skandinavien), og det vestlige av den bebor Khaideinoi, det østlige Favonai og Firaisoi, der nordlige Finnoi, det sydlige Gutai og Daukiones, og det midterste Levonoi.</blockquote>


Det vil sees at Skandia ikke skulde være meget større end Thule: 20 minuter længere fra vest til øst, og bare 10 minuter længere nord syd.


[[File:Taakeheim ill 25.png|thumb|center|600px|<center>Det skandinaviske Norden efter Ptolemaios. Den nordligste folkestamme, Phinnoi, i Skandinavien mangler på dette kart, liksom i de fleste håndskrifter.</center>]]


Khaideinerne må være de norske Heidnir eller Heinir, hvis navn er bevaret i Heidmork, Hedemarken (jfr. Zeuss, 1837, s. 159, "Det skandinaviske Norden efter Ptolemaios." Den nordligste folkestamme, Phinnoi, i Skandinavien mangler på dette kart, liksom i de fleste handskrifter. Much, 1893, s. 188; Müllenhoff, 1900, s. 497). Det er første gang en sikkert norsk stamme nævnes i den kjendte literatur. Finnoi (Finner) findes bare i ett håndskrift; men da Jordanes (Cassidor) sier at Ptolemaios nævner syv folk i Skandia, må det ha ståt i gamle handskrifter av ham, og det forekommer her for første gang i literaturen som navn på et folk i Skandinavien. Ptolemaios nævner også Finnoi, på et andet sted, som et folk i Sarmatien nær Vistula (sammen med Gythoner eller Goter); men de må der ha sammenhæng med Tacitus's Fenni, og hører vel også oprindelig hjemme i Skandinavien. Gutai må være Gauterne eller Gøterne, hvis det da ikke er Guterne på Gotland (?). Daukiones, har man tænkt, kan muligens være Daner, og Levonerne kunde vel kanske være de av Plinius nævnte Hillevioner, et navn som ellers ikke forekommer.


[[File:Taakeheim ill 26.png|thumb|center|600px|<center>Ptolemaios's kart over Europa m. m. sammenholdt med de virkelige forhold (trukket med prik-linje).</center>]]


Slik dæmrer kjendskapet til Skandinavien langsomt i historien. Nord for Europas kjendte kyster og øer var, efter Ptolemaios og Marinos, et stort sammenhængende hav, som var en fortsættelse av Vesthavet (Atlanterhavet). Ytterst mot nordvest var "det Hyperboreiske Hav (''Okeanos Hyperboreios''), som også kaldes det Stivnede (''Pe´pegos'') eller Kronios eller det Døde (Nekros) Hav." Nord for Britannien var det Duekaledoniske Hav, og øst for Britannien var det Germanske Hav til øst for den Kimbriske Halvø, altså Nordsjøen og den vestlige del av Østersjøen. Dertil grænste det Sarmatiske Hav, med den Venediske (d. e. Vendiske) Bugt, fra Weichselens mundinger mot nordøst. Østersjøen var endnu bare en åpen indbugtning av det store Nordhav. Men om dette strakte sig videre østover, nordenom oikumenen og gjorde denne til en ø, visste man ikke. Ptoiemaios-Marinos satte derfor det kjendte fastlands nordgrænse til breddekredsen gjennem Thule, og lot det strække sig mot nordøst og øst ut i det ukjendte; de danner således den sidste utvikling av læren om at oikumenen ikke var en ø i verdenshavet, idet de mente at gjetninger om strøkene utenfor grænsen av det virkelig kjendte var forkastelig, og ingen hadde nådd nogen kyst på de kanter; for det Kaspiske Hav var lukket, og hang ikke sammen med Nordhavet. Likeledes var i syd Afrikas utstrækning usikker, og de forbandt det muligens med det sydøstlige Asien, søndenom det Indiske Hav, som derved også blev indelukket.

Ptolemaios skrev på en tid da det romerske verdensrike stod på sin høide, og han hadde den fordel, som Græker at kunne forbinde den ældre græske literaturs videnskapelige skole med den fylde av oplysninger, som uundgåelig måtte være samlet fra alle dele av verden ved dette kjæmperikes utstrakte administration. Hans og Marinos's verk kom derfor som en naturlig frugt, grodd frem ved tidens strøm. Men strømmen hadde netop da nådd en bakevje, han tilhørte en sygnende kultur, og betegner det sidste kraftige skudd som den græske videnskap sådde. Det skulde hengå henved 1300 år før hans verker, ved skjæbnens omskiftelser, kom til fuldt ut at sætte spor i verdenskulturens utvikling. I århundrederne efter ham gik Romerriket jevnt tilbake mot sin undergang, og literaturen forfaldt hurtig; den sank ned til kompilation og gjentagelser av ældre forfattere, uten ånd og originalitet. Ikke under derfor at den senere oldtids literatur heller ikke bringer noget nyt om Norden, uagtet forbindelsen dermed sikkerlig har været øket.


[[File:Taakeheim ill 27.png|thumb|center|600px|<center>Ptolemaios's folkestammer i Danmark og syd-Sverige (efter Much, 1893).</center>]]


Den av oldtidens geografiske forfattere som var mest læst i årh. e. Kr. var C. Julius Solinus (3. årh. e. Kr.) som for en overveiende del har gjentat stykker fra Plinius, med utpræget sans for det fabelagtige. Hvad der i håndskriftene av ham findes om Thule, Orkaderne, og Hebuderne, utenfor hvad vi finder hos Plinius, er efter Mommsen's mening (1895, s. 219) senere tilføielser av en avskriver (kanske irsk munk) fra tiden mellem det 7. og 9. århundrede, og da det har en viss interesse for vort land skal det senere bli omtalt under dette tidsrum.

Rufus Festus Avienus levet i sidste halvdel av det 4. århunrede omkring e. Kr. og var proconsul i Afrika i 366, og i Akhaia i 372. Hans digt "Ora Maritima" er væsentlig oversættelse av ældre græske forfattere og har, som ovenfor omtalt (s. 28) interesse derved at der er benyttet en ellers ukjendt kilde av meget tidlig oprindelse. Hans andet jordbeskrivende digt er en fri oversættelse av Dionysios Periegetes. Blandt andre forfattere som i denne literære forfaldstid har git kompilatoriske, geografiske beskrivelser kan nævnes: Ammianus Marcellinus (2. halvdel av 4. årh.) i hans historiske verker, Macrobius<ref>Macrobius's Parmenidiske zone-inddeling av jorden (med et ekvatorhav lik Meia) med grafisk fremstilling, fik megen indflydelse i middelalderen</ref> (omkr. 400 e. Kr.), spanieren Paulus Orosius, hvis meget læste historiske verk (omkr. 418 e. Kr.) har et geografisk kapitel, Marciana fra Heraclea (beg. av 5. årh.), Julius Honorius (beg. av 5. årh.), Marcianus Capella (omkr. 470 e. Kr.), Priscianus Cæsariensis (omkr. 500 e. Kr.) og flere.

Deres meddelelser om de nordlige strøk er gjentagelser av de ældre forfattere og indeholder intet nyt.

Meget av den tids geografiske viden blev nedlagt i de allerede omtalte itinerarier (reiseruter), som sandsynligvis blev illustrert med veikarter (itfflerar-karter). Delvis kopier av et slikt er opbevart i det såkaldte Peutinger-kart (Tabula Peutingeriana, jfr. K. Miller, VI, 1898, ss. 90 ff.) som kom til at få betydning i middelalderen.

Endnu ved oldtidens utgang ligger således Nordens lande og have i det ukjendtes tåker. Mange tegn tyder på at der har været en stadig forbindelse nordover, og vage oplysninger er nu og da nådd frem til den lærde verden. Stundom letter endog tåkerne litt, og vi skimter store lande, en hel ny verden i nord, men så sænker de sig igjen, og det kverver bort som eventyrsyner. Det er som om ingen har hat videnskapelig trang nok til at ta sig sammen for at få klarhet i disse dunkle spørsmål.

Så kom ved oldtidens slut urolige tider med vandrende krigerstammer i Mellem-Europa. De fredelige handelsforbindelser mellem Middelhavet og kystene i nord blev avbrutt, og dermed også den nye strøm av oplysninger som var begyndt at flyte ind nordfra. Og i lange tider tygget man drøv på den kundskap som var samlet langt tilbake i oldtiden. Men den græske literatur blev mer og mer glemt, og det var særlig senere romerske forfattere man levet på.

==Fotnoter==
<references/>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på norsk]]
[[Kategori:Grønlandica]]
[[Kategori:Fridtjof Nansen]]