Vis kilden til Ny Rejser. Gamle Kalevala (Ohrt)

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Ny Rejser. Gamle Kalevala (Ohrt)]] !!  !! 
|-
|}


[[Fil:Ferdinand Ohrt2.jpg|thumb|<center>Ferdinand Ohrt (1873-1938)</center>|right|200px]]

<center>'''[[Kalevala II (F. Ohrt)|Kalevala som Folkedigtning<br> og National-Epos''']]


[[Ferdinand Ohrt biografi |Ferdinand Ohrt]]<br>1907


<big>'''A. Kalevalas ydre Historie<br> og Plads i finsk Kultur'''</big>

<br><big><big>'''VI. <br>Ny Rejser. Gamle Kalevala'''</big></big></center>




Da Elias Lönnrot var bleven medicinsk Kandidat, foretog han Aaret efter (1831) sin anden Samlerfærd med 100 Rubler fra Litteraturselskabet i Lommen. Rejsen blev præget af Savn og Skuffelser. Idelig plaget af Koldfeber drog han Nord paa til Kajana og kom ind i Egne hvor Misvækst havde fremkaldt stor Elendighed; i tre Døgn kunde han ingen anden fast Føde opdrive end Barkbrød. Gennem sangfattige Bygder naaede Vandreren til Kuusamo Sogn højt i Nord og skulde just til at gaa over den russiske Grænse; da indhentedes han af Sundhedskommissionens Ordre til øjeblikkelig at vende tilbage til Helsingfors: Der var udbrudt Kolera i Sydfinland. Lönnrot adlød og fik herefter fuldt op at gøre baade i Hovedstaden og paa Landet; Sygdommen fik Tag i ham selv, og han laa dødssyg i to Dage, men var snart igen i Stand til at arbejde. — Omsider standsede da Pesten, og Lönnrot kunde i Ro fortsætte sine Studier; samtidig deltog han i Studenterlivet uden dog at træde stærkt frem; sammen med Snellman, Runeberg, Fr. Cygnaeus o. a. var han Medlem af »Lørdagsselskabet«. Ferierne tilbragtes stadig paa Laukko. 1832 tog han Licentiateksamen og blev straks efter Doktor med. & chir.; Afhandlingens Æmne var — »Om Finnernes ''magiske'' Medicin«: Den gamle Kærlighed var altsaa ikke glemt.


Straks da Doktorhatten var vunden, drog Elias Lönnrot ud paa sin tredje Rejse, i Sommeren 1832. Over Tammerfors og Kuopio gik Turen til Nurmes, den By hvor han maatte vende om paa sin første Samlerfærd. Men denne Gang lykkedes det at sætte Foden ind i det forjættede Land. Vejviser det første Stykke mod Øst over Grænsen var et stakkels mislykket Bondegeni, som havde konstrueret nogle frygtindgydende »Stridsvogne«, forsynede med skarpe Leer; dem skulde Tsaren bruge, naar det igen gik løs mod Tyrkerne. Snart fik den unge Doktor en Forsmag paa hvor brydsomme disse Egne er at færdes i om Sommeren; ved et Sund mellem to Søer var ingen Baad at opdrive; hans Ledsager (ikke Geniet) fik saa i Løbet af en Time bygget en meget skrøbelig Tømmerflaade, og paa den slap de over. — Saa kom Lönnrot til ''Repola'' Kirkeby; en velhavende Bonde som han tog ind til, spurgte strængt efter hans Pas: Man kunde ikke vide om den fremmede maaske kom for at kaste Gift i Brøndene, det var jo paa den Maade de havde faaet Kolera hinsides Grænsen. løvrigt roser Lönnrot i stærke Ord de russiske Finners store Renlighed og Gæstfrihed; i sidste Henseende led han dog noget under mange, mest »Gammeltroendes« religiøse Betænkeligheder: En Kætter skulde nok modtages vel, men kunde ikke faa Mad af samme Fade og Kopper som de rettroende; lettest gik det paa de Steder hvor man havde eget Kætterservice, der aldrig brugtes af Gaardens egne Folk.<ref>Naar det ikke gjaldt slige ydre Ting, var man taalsom nok. Bønderne, fortæller Lönnrot, roste meget en afdød finskfødt Embedsmand; da L. spurgte om han da var gaaet over til deres Tro, svarede man: »Han havde ''begge'' Slags Tro.«</ref> Fra Repola styrede Lönnrot Kursen Nord paa op mod det lokkende Vuokkiniemi; men saa langt naaede han heller ikke denne Gang; i Akonlahti (omtrent halvvejs) blev han nødt til at vende om — Tiden maa have været for knap —, og over Kajana vendte Lönnrot tilbage til Helsingfors. Udbyttet var ret godt; kun af rent episke Kvad var der vundet temmelig faa.


To Gange havde Lönnrots Vandringer ført ham til det lille ''Kajana'' oppe ved de stride Fosser, kun henved seksten (danske) Mil fra Vuokkiniemi; og ofte havde han tænkt paa, at det paa Grund af sin Beliggenhed ret var et Sted for ham; her kunde Lægerejser og Kvadindsamling let forenes. Saa traf det sig saa lykkeligt at Pladsen som Distriktslæge deroppe blev ledig, endnu inden Aaret 1832 udløb; Lönnrot søgte og fik den. Næppe mange Læger misundte ham dette Distrikt, mægtigt i Omfang, højt mod Nord, lavt i Løn. Men han følte sig snart som hjemme heroppe i den tarvelige By, hvor Husene saa ud som de skulde styrte sammen, hvor Buske groede vildt paa Torvet, og Kvæget færdedes frit i de sølede Gader; lidt værre var det at de faa »dannede« Familier fandt mest Glæde i at spille Kort og drikke ud over Tørsten. Forresten blev den første Vinter tung nok; den stadige Hungersnød i Nordfinland havde avlet en frygtelig Tyfusepidemi. Den ny Læge satte al sin Kraft ind paa at hæmme Farsotens Udbredelse; i fem Uger laa han selv alvorlig syg. En medfølende Dame i Hovedstaden havde allerede skrevet en Sørgesang over hans Død; men han kom sig, ud paa Foraaret tog Epidemien af, og da den næste Høst blev god, indtraadte der bedre Forhold i Distriktet. Under alt dette havde Almuen, som før plejede at kurere sig selv med Trolddom og Brændevin, lært at skønne paa Lægens Hjælp; den ny, omhyggelige og venlige Doktor, der tilsaa Fattigfolk helt gratis og havde en lykkelig Haand ved Operationer, kom snart i Ry over hele Nordfinland.


Den første Tids overvældende Arbejde havde ikke levnet Lönnrot Stunder til den gamle Yndlingssyssel. Først i Sommeren 1833 kunde han paany tage fat. Uden at have gjort nogen ny større Rejse ordnede han i Sommerens Løb Varianterne til de to store Kvad han kendte om ''Lemminkäinen:'' 1. Ølbrygningen, Bryllupsbydningen, Tvekampen og Flugten til Øen (sml. Kal. 20, 26—29; væsentlig efter Topelius), 2. Heltens Bejlen og Død (Kal. 13—15, med Kainulainens Sang (S. 36) som Grundlag). De to Kvad er i Haandskriftet skilt ved en Streg: der er da her ikke Tale om nogen Sammenvævning paa egen Haand af forskellige Kvad, kun, som sædvanligt, om Sammensmæltning af Varianter til ''samme'' Sang. Een Cyclus om Väinämöinen og een om Ilmarinen skulde følge efter; om at slaa alt sammen i en episk Helhed er der endnu ikke Tale. Men »Lemminkäinen« blev slet ikke trykt, og de to andre Cyclus'er blev aldrig nedskrevne i den paatænkte Form; thi snart skulde Lönnrot faa et nyt Syn paa Sangenes Sammenhæng.


I Eftersommeren 1833 og i Senvinteren 1834 foretog han nemlig to Rejser, hvis Betydning langt overgaar de tidligeres; og dog var de ganske korte — den første varede tre, den sidste kun to Uger —, men begge gik de ind i Sangenes navnkundige nordligste Hjem:	Egnen om Kuittisøerne i »Dvina Len« (Guvernementet Arkangel).


Øst for Grænsen, omtrent paa en Linie mellem Uleåborg og det russiske Kemi strækker sig fra Vest til Øst Øvre-, Mellem- og Nedre ''Kuitti Sø'', forbundne ved smalle Sunde; ved Øvresøens Sydvestspids ligger ''Vuokkiniemi'' Kirkeby; flere mindre Byer hører til Sognet, saaledes ''Vuonninen'' ved Søen og ''Latvajärvi'' nær Grænsen; Nord for den midterste Sø ligger den store Landsby ''Uhtua''. Disse Egne gennemkrydsede Lönnrot nu i September og April, første Gang mest til Baads, anden Gang i Slæde. Især paa Slædefærden greb Landskabets øde Storhed ham dybt. Fra Vuonninen kørte han med en Bonde milevidt over Søen Øst paa; de tiltraadte Færden henad Aften. »Mens vi talte sammen, gik Solen ned; et saare skønt Skue var det, hele Vesthimlen var rød, og den vide, glatte Is nedenunder afspejlede Himlens Lueglans, uden at der var Grund til Frygt for at nogen Vind skulde bryde Isfladen. Grandækte Holme der hist og her ragede frem i det fjærne, øgede kun dette Billedes Skønhed; undertiden fortryller Naturens Herlighed os i ganske særlig Grad og overvælder vor Sjæl, og dette sker oftest naar det kommer ganske uventet.« Da de høje og de dybe Luer var slukte, faldt baade Lönnrot og Bonden i Søvn, og Hesten der mærkede det, tog det Parti at vende om ad Vuonninen til for ogsaa at faa sin gode Hvile; men da Bonden siden vaagnede, kunde han paa Stjærnernes Stilling se hvordan det var fat, og styrede igen den første Kurs. — Der var enkelte rige Mænd i disse Landsbyer, Bissekræmmernes egentlige Reder, men gennemgaaende dyb Fattigdom. Lönnrot optraadte paa disse Rejser ikke gærne som Læge; de fleste Sygdomstilfælde han blev kendt med, hidrørte fra Mangel paa styrkende Føde, og her var Hjælp umulig, han blev blot overhængt til ingen Nytte; overalt hvor Sygdommens Art gav Haab om Helbredelse, greb han derimod ind; vilde man bagefter igælde det med en Sang, var han henrykt. Den Paaskønnelse Lægen fik for sine Kure, var ret ulige; i een Gaard gav han om Aftenen Madmoderen, som led af Kardialgi og jamrede forfærdeligt, et dulmende Middel, der dog krævede Tid til at virke; men straks efter kom en Troldkarl fra Nabobyen ind og søgte Natteherberg; da Konen ved sine Skrig forstyrrede deres Søvn, foer Trolden rasende hen og ruskede hende længe paa det ubarmhjærtigste, hvorefter han mumlede nogle Tryllevers. Da hun endelig blev ladt i Fred, faldt hun i en dyb Søvn og takkede næste Morgen varmt sin Frelser — Troldkarlen; Lægens Medicin var helt glemt. Men et andet Sted, i Uhtua, hvor Lönnrot tog et sygt og frygtelig misdannet Øje ud paa en lille Pige, faldt Moderen paa Knæ for ham og raabte han var en Gud.


I Vuokkiniemi By fik Lönnrot en Del Bryllupskvad hos Kvinderne; men de største mandlige Sangere traf han i mindre Byer, Jyrki Kettunen i Tsenaniemi, Ontrei og Vaassila i Vuonninen og — den ypperste af dem alle — gamle Arhippa i Latvajärvi.


''Jyrki Kettunen'' var den samme der i sin Tid i Ny Karleby havde sunget for Topelius (S. 30) i tre Dage; nu evnede han at give helt andre Sange, som Topelius ikke havde faaet. ''Ontrei'' (ɔ: Andreas) imponerede Lönnrot ved at synge lange, sammensatte, rent episke Sange især om Skabelsen og Sampos Smedning og Rov. En vis Betydning for Kalevalas Sammensætning fik ogsaa Oldingen ''Vaassila''; »hans Hukommelse — siger Lönnrot — var ganske vist i de sidste Aar bleven saa svækket at han ikke længer kunde saameget som før. Dog fortalte han mig [ɔ: mest i Prosa] om Väinämöinen og flere andre mytologiske Personer mange Ting som jeg ikke før havde vidst. Og naar det hændte at han havde glemt at faa en Ting med som jeg forud kendte, spurgte jeg ham nøjere ud om den. Saa kom han igen i Tanker derom, og saaledes lærte jeg at kende alle Väinämöinens Heltegærninger i een Række.« Den Sang som Lönnrot virkelig fik ham til at synge<ref>V. kal. eep. ain. No. 10.</ref>, er dog et ret forvirret Sammensurium af alle mulige Enkeltsange.


Den 80-aarige ''Arhippa Perttunen'' havde derimod bevaret en vidunderlig klar Hukommelse og sang for Lönnrot tre Dage, ja ind paa den fjerde. »Han sang sine Kvad i god Orden uden at lade større Lakuner imellem dem, og de fleste saadanne som jeg ikke havde faaet af andre; jeg tvivler paa, at de nu overhovedet kunde faas andensteds fra; højst tilfreds var jeg med min Beslutning at gæste ham. Hvem veed om jeg en anden Gang havde truffet Oldingen i Live; og om han var død forinden, vilde en betydelig Del af vore ældgamle Kvad være gaaet i Graven med ham.« — Vi kommer siden til paany at dvæle ved den ærværdige Arhippa; de Dage Lönnrot sad hos ham, har maaske hørt til de højtidsfuldeste i den finske Lærefaders Liv; de to Mænd mødtes i at ære Sangen som »en hellig Arv vi har faaet fra vore Forfædre«.


De store Sangere, Lönnrot paa disse to Rejser lærte at kende, sang sammenhængende Kvadrækker, der ikke blot omsluttede adskillige »Hændelser« — sligt kunde allerede f. Eks. Topelius' Hæfter opvise — men ogsaa knyttede flere ''»Helte«'' sammen. Vaassila sammenkædede saaledes Väinämöinens, Ilmarinens, ja tilmed Kullervos Gærninger, og Ontrei skabte Samhør mellem Frierikvadet og Samporækken ved nogle Vers om at Jomfruen gives til den der har smeddet Sampo. Under saadanne Indtryk modnedes hurtigt hos Lönnrot en Tanke der dunkelt kan have foresvævet ham iforvejen: at man kunde og burde forsøge en ''Sammenkædning'' af de episke Sange i inderligere Forstand end v. Becker og han selv havde tilstræbt, saa der fremkom noget tilsvarende til hvad den græske Oltid kendte, ''et sammenhængende stort Epos''. Allerede efter Hjemkomsten fra Septemberrejsen tog han fat; som Forarbejde sammenføjede han først en »Väinämöinen«, der dog medoptager Ilmarinens Bedrifter (den tidligere Plan var jo at tage disse to Helte hver for sig), desuden sammenskrev han »Bryllupsfolkets Sange«, som han først tænkte sig trykt særskilt men snart fandt egnet til at indføjes i den store Helhed: Ilmarinen vinder jo den unge Brud i Pohjola; og dernæst udarbejdedes saa i Slutningen af 1833 et Epos kaldet ''»Kvadsamling om Väinämöinen«'' paa ca. 5000 Verslinier, i 16 Sange, en Kalevala en miniature, som man har nævnet det. Väinönavnet er beholdt, fordi denne Personlighed dog stadig staar som den ypperste i Epos'et, men alle de tre Smaasamlinger: Lemminkäinen, Väinämöinen og Bryllupsfolkets Sange er her sammenføjet til et Hele. — Lönnrots Breve fra denne Tid viser paa een Gang Blik for Forehavendets Betydning, og Mandens egen Beskedenhed: »Jeg veed ikke — hedder det i en Skrivelse til Professor Linsén — om Kvadbrudstykkernes Ordning til en sammenhængende Helhed bør udføres af Een eller ikke snarere af flere, da vore Efterkommere maaske kommer til at holde Værket i lige saa stor Ære som de gotiske Folk Eddaen og Grækerne og Romerne — om ikke just Homér, saa i al Fald Hesiod. Derfor har jeg besluttet at sende mit Haandskrift til Litteraturselskabet blot som et Forslag, for at det kan granskes dær.«


Saa blev Samlingen da sendt ned til Helsingfors; dog ønskede Lönnrot den ikke trykt før han paa en ny Rejse fik opsøgt de store Sangere der ikke havde været hjemme sidste Efteraar; herved kunde Stoffet maaske forøges. Dette Haab gik over Forventning i Opfyldelse; paa Aprilfærden var det han traf Kettunen og Arhippa; og i Foraaret drog da Lönnrot selv ned til Helsingfors for dær at føje de nyvundne Sange ind i »Kvadsamlingen«. — Til Midsommer haabede han at kunne fuldende Værket, men det trak længer ud; Tjenesten kaldte ham tilbage til Kajana, og her fortsatte han Arbejdet. Ordningen fra Kvadsamlingen bevaredes; paa passende Steder indsattes helt ny Stykker (Väinös Fødsel, Ainos Død og Kullervos Afsked fra Hjemmet har, for at nævne Eksempler, intet tilsvarende i Lönnrots tidligere Samlinger); Verstallet øgedes til mer end det dobbelte af Kvadsamlingens: over 12000, fordelte paa 32 Sange; medvirkende hertil var dog at Tryllekvad nu indføjedes i langt videre Udstrækning end før. Lönnrot havde først tænkt at beholde den gamle Titel Väinämöinen, men bestemte sig tilsidst til at døbe Værket: Kalevala, hvilket Navn forekom i nogle af Folkesangene; selv forstod han derved Landet Karelen. I November lagdes endelig sidste Haand paa Værket, og i Vinteren 1835 udkom ''»Kalevala'' eller gamle karelske Kvad fra det finske Folks Fortid«.


»Lad os tænke os — siger J. Krohn ved Omtalen af denne Udgave<ref>Suom. kirj. vaih. S. 284.</ref> — en fattig, ukendt, af Ødemarken fostret Dreng, som gaar ud i Verden brændende af Lyst til at tage Del i Menneskehedens store Kamp for alt skønt, godt og ædelt. Alle ser med Undren paa ham, ler ad hans uskolede Bevægelser, spørger med Spot hvem han er, siden han mener sig værdig til at staa ved saa mangen højættet og prøvet Helts Side, og hvormed han da kan godtgøre sin Evne til saa store Gærninger. Men da lægger en god Skytsaand i hans Haand et dyrebart, lyst blinkende Sværd, en gammel Fædrenearv, paa een Gang et usvigeligt Vidnesbyrd om hans kongelige Byrd og et vældigt Vaaben til egne, kommende Heltegærninger.« En saadan overseet og kejtet Yngling var hidtil unægtelig det finske Folk, — men Kalevala? Var den da virkelig et saa dyrebart Vaaben i Ynglingens Haand, en Adgang til at højne hans Æt? Og selv om det var saa, var det ikke sagt at Ejermanden straks fattede Gavens Værdi og evnede at løfte sit Sværd.
 


==Fodnoter==

<references/>
<br><br>


[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Finsk-ugrisk mytologi]]
[[Kategori:Elias Lönnrot]]
[[Kategori:Ferdinand Ohrt]]