Vis kilden til Om tvende hidtil næsten ubekjendte Runestene i Nörre-Jylland

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Om tvende hidtil næsten ubekjendte Runestene i Nörre-Jylland]] !!  !! 
|-
|}


<center>'''[[Antiquarisk tidsskrift]]'''<br>Udgivet af Det Kongelige Nordiske Oldskrift-Selskab<br>1843-1845



<big>'''Om tvende hidtil næsten ubekjendte Runestene i Nörre-Jylland'''</big>

ved [[Finnur Magnússon|Finn Magnusen]]


[[Bilde:Runestener.jpg]]</center>



Anledningen til de fölgende smaa Afhandlinger blev först givet ved de ældre Aftegninger af disse tvende Runestene, som findes i Sören Abildgaards Samling af danske Mindesmærker i vort historisk-archæologiske Archiv. Da Hr. R. H. Kruse til Sorgenfri paa Öen Fuur i Liimfjorden i adskillige Aar har reist omkring i Jylland, for at opsöge og aftegne mærkværdige, hidtil kun lidet bekjendte Oldtidslevninger, især Runeindskrifter, saa henvendte jeg mig til ham om nye Aftegninger af de heromhandlede Runestene, og erholdt dem, efter Önske, saaledes som han selv havde aftegnet dem, hver paa sit Sted. Efter at have faaet Tegningerne, forsögte jeg at forklare og oplyse Indskrifterne, men idet jeg stod i Begreb med at udgive det hele, blev jeg underrettet om, at Bibliothekar Thorsen havde undersögt og beskrevet disse Stene, förend Hr. Kruse. Jeg fandt det ubeskedent at forlange Copier af hans hertil hörende Tegninger, som billig maatte forbeholdes hans danske Runeværk, og indskrænkede mig derfor til at udbede mig Efterretninger om den Tilstand, i hvilken han fandt Steneue og Indskrifterne, samt hans kritiske Bemærkninger ved Hr. Kruses Tegninger. Heri efterkom han med störste Beredvillighed mit Önske, og jeg har saaledes, med hans Tilladelse, indskudt hans Opsatser i min Text. I Samtale med mig beklagede Hr. Thorsen, at Veiret ved hans Undersögelse af Stenene havde været meget ufordeelagtigt, som mörkt og regnfuldt; men det er enhver Sagkyndig bekjendt, at utydelige eller forslidte Runeindskrifters heldige eller fuldstændige Læsning og Afbildning tit ere afhængige af Veirligets og Belysningens Beskaffenhed. Hr. Thorsen agter derfor, om muligt, end engang, ved en bedre Leilighed at eftersee disse mærkelige Indskrifter, for ganske at forvisse sig om deres rette Udseende og Indhold.


'''I. Aarsstenen, med tvende Indskrifter over hövdinge Valtoke.'''

Af Kirkebyen Aars, Aalborg Amt, Viborg Stift, har Herredet sit Navn; den omliggende Egn er, eller har i det mindste for et Aarhundrede siden været, rig paa Oldtidens Gravhöie og Steensætninger, der vel som oftest stiltiende give tilkjende, at store Hövdinger fordum have boet i Nærheden.
<br>&nbsp;&nbsp;I Pontoppidans Marmora Danica II, 231-32 (udkommet 1741), omtales tvende Runestene, som da vare i ovenmeldte By. Den störste af dem beskriver han saaledes: "I Byen Aars's Kirkegaard findes en Steen, betegnet med Rune-Charakterer, som ikke er kommet til Worms Kundskab; den er 2 Alen lang og noget derover, 1&frac12; Al. bred" <sup>[1]</sup>. Pontoppidan meddeler derhos i Træsnit en urigtig Tegning <sup>[2]</sup> af Stenen, som rimeligviis er taget fra et Haandskrift af Johannes Mejer, hvilket han anförer som sin Kilde. Indskriftens Bogstaver synes her for en stor Deel at være latinske. Denne tilföiede, fuldkommen mislykkede Dechifrering tilhörer ikke noget bekjendt Sprog: ''"Gurce. ceit. mytel. enski. jesir. vetasg. rahsos .....engl.... ue r feir"''. Kun Ordet ''enski'' kunde i Oldnordisk betyde "den Engelske" og ''engl'' da staae i Forbindelse dermed. Ellers anförer Pontoppidan det som et Sagn, at en anseet Mand, ''vir illustris'', som byggede Aars Kirke, henved Aar 1006 eller, efter andre, 1050, har flyttet den omhandlede Steen fra Marken ind paa Kirkegaarden, men hans Sön sildigere en anden mindre. Denne mindre Steen, som ellers vel er ganske ubekjendt, siges at have haft en Indskrift, som dog i Pontoppidans (eller Mejers) Tid var udslettet eller ulæselig (''obliterata''). Den omhandlede Johan Mejer er os bekjendt af Nyerups Literatur-Lexicon, og især, med Hensyn til nærværende Æmne, af Werlauffs Afhandling om Ole Worms Fortjenester af det nordiske Oldstudium (Nord. Tidsskrift for Oldkyndighed I, 320.21). Han var Rector i Ribe fra 1640 til 1647 o. s. v. Efter Fortalen til Marmora Danica, S. 3, har Pontoppidan af hans Haandskrift i det Fossiske Bibliothek (siden omtrent 1751 indlemmet i det store Kongelige) taget 4 eller 5 Runeindskrifter. Werlauff anförer l. c. den fuldstændige latinske Titel af Mejers Haandslgrift <sup>[3]</sup> og bemærker, at Aaret 1654 nævnes deri, saa at det maa være skrevet i det mindste 3 Aar efter at Worms Additamenta udkom.<br>&nbsp;&nbsp;Pontoppidan (eller rettere hans Fortsætter Hoffmann efter hans Samlinger) meddeelte i Danske Atlas 5. Deel (1769), S. 21, fölgende yderligere Beretning om samme Mindesmærke: "Ved det Nordost Hjörne af Kirken ligger en stor Steen med Runeskrift, som af Tideus Ælde skal være fast udslettet og ulæselig. Gamle Folk foregive at derpaa har staaet saadan Inscription: 

<blockquote>
Euthyt og Svenboe
<br>Bygte Aars Kirke og Svenild Bro,
<br>nordost for Aars Kirke fik de Ro.
</blockquote>

Men da hverken Sproget eller Runerne smage af den gamle Runestil, og man desuden finder omtrent samme Inscription paa andre Steder anfört, holder man den for nyere Tiders Digt. Og dersom det er den Steen, der anföres i Marmora Danica S. 231, da er der ikke mindste Spor derpaa af saadan Skrift" o. s. v.
<br>&nbsp;&nbsp;De her omhandlede Runer findes paa et Udkast til en Tegning af den ovenmeldte Indskrift <sup>[4]</sup>, der vistnok er betydelig rigtigere end andre Forfatteres dertil föiede Omskrivningsforsög (mest paa 3 til 4 forskjellige Maader); den förste Variation lyder saaledes: ''Eutin Guesgeir sistenite Engislar vel tuge (tuke) verde nefnad''. Paa Sören Abildgaards större og fuldt udförte Tegning (affattet henved 1770) findes skrevet, at Runestenen ligger "paa Kirkegaarden ved östlig eller nordöstlig Ende af Aars Kirke". Alle de ovenommeldte Beskrivelser og Tegninger angaae kun denne Steens ene Side.<br>&nbsp;&nbsp;Stenens anden beskrevne Side var aldeles ubekjendt for Runegrandskerne, indtil den i Aaret 1838 blev opdaget af Thorsen ved hans Nærværelse paa Stedet. Han har haft den Godhed at meddele mig fölgende Underretning derom: "Det var mig bekjendt, da jeg 1838 foretog min Reise omkring i Landet for at undersöge Runemindesmærkerne, at der var en eller flere Runestene i Års, fra J. Mejers Add. til O. Worms Mon. Dan. (i det kgl. Bibl., den gamle Manuskriptsamling Nr. 2371, 4to). Mejer omtaler bestemt to Stene der, af hvilke dog den enes Indskrift angives at være udslettet, og giver den andens i et forvirret Omrids, som imidlertid tydelig kjendes at være den nu til værende Indskrift der, som begynder [[Bilde:Om tvende hidtil næsten ubekjendte Runestene i Nörre-Jylland indskrift 1.gif]] o. s. v. Hundrede År efter gik denne Efterretning og Meddelelse over i Pontoppidans Marmora Danica, uden at noget tilföjedes. Der havdes endvidere en Tegning af samme fra Sören Abildgård fra hans Reise i Landet, og en derfra noget forskjellig, der henføres til Klevenfeldt's Samlinger, ligesom der også, efter Oprettelsen af Kommissionen for Oldsagers Opbevaring, gjordes Indberetning til denne derom. Efter alt dette var det dog ikke muligt sikkert at vide, hvordan det forholdt sig med Årsindskrifterne, og først ved min Nærværelse der på Stedet den 21-22de August 1838 kunde jeg få Rede derpå. Jeg forefandt to Stene, den ene liggende paa Kirkegården, temmelig meget nedsunken i Jorden, den anden liggende i Våbenhuset. Hin befandtes, da jeg fik den optaget, ikke at have mindste Indskrift, mulig dog som Følge af stærk Påvirkning, hvoraf den har bestemte Spor; den anden var derimod Runestenen. Det var endnu bestandig den samme Indskrift, som de ældre havde, som jeg nu omsider fik rigtig læst Jeg ventede næsten, at der måtte findes en Indskrift på den anden Side, og det befandtes også at være Tilfældet, da Stenen blev opreist. Denne, som för slet ikke var bekjendt, er det, som begynder med [[Bilde:Om tvende hidtil næsten ubekjendte Runestene i Nörre-Jylland indskrift 2.gif]] o. s. v. På det behageligste overraskedes jeg ved at se, at det ikke var, som ellers oftere, en ældre og en yngre, men derimod en samtidig og sammenhörende Indskrift af en höist mærkværdig Beskaffenhed, idet den første Sides Indhold ([[Bilde:Om tvende hidtil næsten ubekjendte Runestene i Nörre-Jylland indskrift 2.gif]] o. s. v.) gjentoges og ligesom videre udførtes höitideligere på den anden Side i Versform. Upåtvivlelig havde jeg, dersom jeg ikke kort i Forveien ved Opdagelsen af Søndervissingstenen havde undersøgt denne og fundet den så særdeles sikker og indholdsrig, og besluttet at udgive et Skrift om den, valgt Årsstenen til at begynde med som Skribent i Runefaget, både på Grund af dens historiske Vigtighed, skjöndt den ikke er over nogen hidtil bekjendt Person, og dens lingvistiske Betydning, navnlig ved den anbragte Versform. Den første Side ([[Bilde:Om tvende hidtil næsten ubekjendte Runestene i Nörre-Jylland indskrift 2.gif]]) er meget tydelig og læselig, kun er det at bemærke, at r har Formen [[Bilde:Om tvende hidtil næsten ubekjendte Runestene i Nörre-Jylland indskrift 3.gif]] begge Steder og at der står [[Bilde:Om tvende hidtil næsten ubekjendte Runestene i Nörre-Jylland indskrift 4.gif]] efter min Tegning. Den anden Side, som bestandig har ligget opad, er værre, og ingenlunde således erklæret tydelig, som den medsendte Tegning lader formode. Indtil [[Bilde:Om tvende hidtil næsten ubekjendte Runestene i Nörre-Jylland indskrift 5.gif]]. inkl. er dog intet tvivlsomt, der er to Punkter efter [[Bilde:Om tvende hidtil næsten ubekjendte Runestene i Nörre-Jylland indskrift 6.gif]] (således er dog [[Bilde:Om tvende hidtil næsten ubekjendte Runestene i Nörre-Jylland indskrift 7.gif]] her formet), ligeledes to efter [[Bilde:Om tvende hidtil næsten ubekjendte Runestene i Nörre-Jylland indskrift 8.gif]] og en efter [[Bilde:Om tvende hidtil næsten ubekjendte Runestene i Nörre-Jylland indskrift 9.gif]], men de følgende 6 Tegn ere usikre, paa Grund af en Art Knude i Stenen, som ikke har kunnet gjennemhugges. Det første Bogstav efter [[Bilde:Om tvende hidtil næsten ubekjendte Runestene i Nörre-Jylland indskrift 5.gif]] tör jeg intet bestemme om, med Hensyn til Bistaven; det andet er derimod temmelig sikkert [[Bilde:Om tvende hidtil næsten ubekjendte Runestene i Nörre-Jylland indskrift 10.gif]]; det tredie har det sig med som med første; det fjerde er derimod nogenlunde sikkert [[Bilde:Om tvende hidtil næsten ubekjendte Runestene i Nörre-Jylland indskrift 11.gif]]; det femte er som l. og 3., og det sjette er ligesom 2. og 4. temmelig sikkert som [[Bilde:Om tvende hidtil næsten ubekjendte Runestene i Nörre-Jylland indskrift 12.gif]]. Dog må jeg bemærke, at Abildgårds og den klevenfeldske Tegning begge have [[Bilde:Om tvende hidtil næsten ubekjendte Runestene i Nörre-Jylland indskrift 13.gif]] som 3. Bogstav; men derefter er alt tydeligt og sikkert, overeensstemmende med hvad Tegningen udviser." Saavidt Hr. Thorsen.<br>&nbsp;&nbsp;Hr. Kruse var paa Stedet 1841, da han aftegnede begge Stenes Indskrifter; af Originaltegningerne har han meddeelt mig colorerede Copier og iövrigt disse Bemærkninger: "Stenen er af en brunagtig Kamp eller Granit, 2 Al. 12 Tommer höi, 25 til 27 Tommer bred, i den nederste Ende 12 Tommer tyk, længere nede kun 10 Tommer. Runerne paa begge Sider ere fra 5&frac12; til 6 Tommer lange. Stenens Dannelse er en af de smukkeste her i Egnen. Den synes för at have været opreist som en Bautasteen. Nu for Tiden er den indsat i Kirkens Vaabenhuus; hvor den forhen har staaet, vides nu ikke, men da der paa den nordostlige Side af Aars Kirkegaard findes en Forhöining, der er en hensunken Gravhöi, kan man formode, at den omhandlede Steen har staaet paa denne Höi, og Stedets Hellighed kan have været Aarsag til at den endnu er i Behold."<br>&nbsp;&nbsp;Jeg meddeler her (Tab. V) Hr. Kruses Aftegninger af begge Stenens Sider, og angiver tillige de Afvigelser derfra, som findes hos Abildgaard, der dog kun kjendte den allerede her ovenfor omhandlede. Den indtil 1838 ubekjendte Indskrift forekommer mig at være den förste. Jeg omskriver den efter de simple Runers almindelige Betydning:

[[Bilde:Om tvende hidtil næsten ubekjendte Runestene i Nörre-Jylland indskrift 14.gif]]

''Osur'' er et bekjendt oldnordisk Mands-Egennavn. Da [[Bilde:Om tvende hidtil næsten ubekjendte Runestene i Nörre-Jylland indskrift 12.gif]] undertiden (foruden ''O'' eller ''A'') betegner ''Ö'', og en enkelt Rune tit betegner to Bogstaver af samme Art, kan man og her læse ''Össr'' eller ''Össur'', og saaledes (eller som ''Össr'') skrives Navnet hyppig i norske og islandske Skrifter. Som bekjendt blev det siden i Danmark skrevet som ''Asser'', ''Adser'', ''Adzer'', og bruges endnu saaledes i hele Skandinavien. Navnet skrives som ovenmeldt paa adskillige andre Runestene, f. Ex. den særdeles mærkværdige i Strö eller Ströröd i Skåne, ved en stor Gravhöi, der er afbildet hos Worm (Mon. Dan. S. 147; Liljegren 1448), og som ikke viser noget Spor af en kristelig Oprindelse.<br>&nbsp;&nbsp;''sati'', det bekjendte ''satte''; da [[Bilde:Om tvende hidtil næsten ubekjendte Runestene i Nörre-Jylland indskrift 11.gif]] og betyder ''e'', kan man ellers ligefrem, som i Oldnordisk eller Islandsk, læse ''setti''.<br>&nbsp;&nbsp;''stin'', Sten. I Oldnordisk læste man undertiden ''i'' som ''ei''; dette vilde stemme overeens med det oldn. isl. ''stein''. Runestenenes Former herfor ere, som bekjendt, forskjellige.<br>&nbsp;&nbsp;''þonsi'', denne, ellers ofte ''þansi'', almindeligt paa danske og meget hyppigt paa svenske Runestene, isteden for det oldnordiske, især norske og islandske, ''þenna'' (af pessi). Besynderlig nok forekommer denne Form ''þina'', ''þena'' (''þenna''), (som og nu vel svarer til det danske og svenske "denne", för ''thenne'') paa bornholmske og ölandske Runestene, samt paa andre Runestene i Skåne, Njudingen, Värend, Finnheden, Vestgötland, Östgötland, Södermanland, Helsingland, Medelpad, især i det store svenske Upland, hvor den endog er herskende. Dog forekomme der ogsaa de övrige ''þesa'', ''þensa'', ''þensi'', ''þansi'', o. s. v. I Gestrikland findes kun ''þino'' (''þena'').<br>&nbsp;&nbsp;''Aft'' (''eft''), det bekjendte ældre og nye ''efter''.<br>&nbsp;&nbsp;''Valtuka''; i Nævneformen ''Valtuki'' eller ''Valtoki''. Paa samme Maade ere mange oldnordiske (endnu tildeels islandske og norske) Navne sammensatte, som ''Valbrandr'', ''Valgarðr'', ''Valsteinn'', ''Valþjófr'' m. fl., ogsaa kvindelige, som ''Valdis'', ''Valborg'', ''Valgerðr'', enten af ''valr'', en Hög, Falk, eller og det bekjendte ''valr'' (de paa Valpladsen faldne Krigere). Navnet ''Tuki'', ''Toki'' var fordum meget almindeligt i Danmark, og findes ellers paa mange Runestene.<br>&nbsp;&nbsp;''trutin'' er formodentlig fordum blevet udtalt som ''drutin'', ''drotinn'' eller ''drottin'' (som i det oldnordiske betyder Herre) og forekommer saaledes paa adskillige danske, svenske og norske Runestene, f. Ex. den ved Glavendrup, som er bevaret fra den hedenske Tid, en ved Hällestad i Skåne, o. fl. Det beslægtede, eller samme Ord, ''drotti'', bares af Nordens Fyrster efter Ynglinga Saga, förend de lode sig kalde Konger (hvoraf det kvindelige ''drottníng'', Dronning). Endelig kom ''drottinn'', efter Kristendommens Indförelse, til at bruges som en Benævnelse for Gud (vor Herre). Heraf det bekjendte, endnu danske og svenske ''Drott'', ''Drot'', Herre, som i Jorddrot o. s. v. Beslægtede Ord ere det tydske ''druht'', angelsax. ''drihten'', mulig og det kymriske (vælske) ''druidh'', hvoraf den berömte Benævnelse for Celternes Præster eller præstelige Herrer o. s. v.<br>&nbsp;&nbsp;''sin'' (eller ''sinn'', som i Islandsk) endnu brugeligt; dog sees det i Ordföiningen at være lempet efter den oldnordisk-islandske Maade. Den hele Indskrift lyder da saaledes: '''osur sati sten þansi aft valtuka trutin sin'''; med oldn. isl. Omskrivning: Ossur setti stein þenna eft(ir) Valtoka drottinn sinn, og nu paa Dansk: ''Ossur (Asser) satte denne Sten efter Valtoke sin Drot (Herre)''.<br>&nbsp;&nbsp;Den anden Side, der upaatvivlelig udgjör et kort Vers eller en halv Strophe i ''Fornyrðalag'' (dvs: Nordens gamle, ældste Versemaal) med behörig Alliteration, lyder saaledes efter Hr. Kruses Tegning: '''stin : kvask : hirsi : stoni : a loki : sar : val : tuka : varþa : nafni'''.<br>&nbsp;&nbsp;''stin'' kan læses ''sten'', eller og som det oldn. isl. ''steinn''.<br>&nbsp;&nbsp;''kvask'', sagde sig (eller sagdes)<sup>[5]</sup> er en paa Runestene, især de danske, usædvanlig Ordform, der dog stemmer overeens med lignende Skrivemaader i de ældste norske og islandske Membraner. I nyere skrives vistnok dette Ord ''kvaðsc'', tilsidst ''kvaðst'', af Ordet ''kveð'', ''kveða'', sige.<br>&nbsp;&nbsp;''hirsi'' maa (da ''i'' ofte bfir læses som''e'') her læses ''hersi'' (egentlig: for Hersen). Herser var i Norge og i Sverrig, og ligeledes, efter hvad vi her see, i Danmark en Værdighedsbenævnelse.<br>&nbsp;&nbsp;''stoni'' mener jeg er en Skrivefeil <sup>[6]</sup> for ''stont'', (eller ''stant'', ''stand'') hvorpaa et [[Bilde:Om tvende hidtil næsten ubekjendte Runestene i Nörre-Jylland indskrift 15.gif]] skulde fölge, men dette elideres eller bortkastes af et andet derpaa fölgende Bogstav af samme Form. Meningen vil da blive ''stont(a) a'', efter nyere Skrivemaade ''stand(a) á'' (staae paa), da ''a'' her er det oldn. isl. ''á'', Middelalderens danske ''aa (å)'', tilsidst ''paa'' (af ''op paa'', Isl. ''uppá'') <sup>[7]</sup>.<br>&nbsp;&nbsp;Det næste Ord er meget tvetydigt, da det kan udtydes paa forskjellige Maader: a) ''loki'', dat. sing. af ''lok'': 1) Endeligt, Ende, ''á loki'', tilsidst 2) Laag, Lukkelse, Dæksel; Ordet kunde da her betyde: Gravens Laag eller Dæksten. b) [[Bilde:Om tvende hidtil næsten ubekjendte Runestene i Nörre-Jylland indskrift 12.gif]] kan læses som ''ö'', og dette igjen staae for ''e'', men [[Bilde:Om tvende hidtil næsten ubekjendte Runestene i Nörre-Jylland indskrift 17.gif]] staae for ''g'' ([[Bilde:Om tvende hidtil næsten ubekjendte Runestene i Nörre-Jylland indskrift 18.gif]]); saaledes kunde man læse ''legi'' (paa) Leiet, Gravstedet. Heraf Isl. ''legstaðr'', af samme Betydning. Meningen bliver i begge Tilfælde den samme.<br>&nbsp;&nbsp;''sar'' for ''sá er'', den som, forekommer tit i samme Betydning paa danske og svenske Runestene<sup>[8]</sup>.<br>&nbsp;&nbsp;''Valtuka'' (see ovenfor).<br>&nbsp;&nbsp;''varþa'', acc. sing. af ''varþi'', her Mindesten<sup>[9]</sup>, eller og en Varde, Stötte, pyramidalsk Stendynge. Ordet udelades af Dietrich, men findes dog i Liljegrens Runurkunder 1859, efter Antiqvariske Annaler 4de B., S. 311 o. f., Tab. II, fig. 1, i en grönlandsk-skandinavisk Runeindskrift. Liljegren har ogsaa her læst urigtig ''varda-te'' for ''varda te'', hvilket Rask har rigtig forklaret.<br>&nbsp;&nbsp;''nafni'' eller ''nefni'', præs. conjunct eller optativi af det oldn. isl. ''nefna'', nævne, kalde.<br>&nbsp;&nbsp;Hele Indskriften lyder, da saaledes: 

<blockquote>
STIN : KVASK : HIRSI
<br>STONI : A : LOKI
<br>SAR : VAL : TUKA
<br>VARÞA : NAFNI.
</blockquote>

<blockquote>
<table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="40%">
<tr>
<td>Efter islandsk Skrivemaade:

Steinn kvask hersi
<br>standa á loki
<br>sár Valtoka
<br>varþa nefni.
</td>
<td>Oversat:

''Sten siger sig''<sup>[10]</sup>
<br>''staae paa Hersens Grav,
<br>den, som man Valtokes
<br>Varde skal nævne.''
</td>
</tr>
</table>
</blockquote>

Versets rigtige Maal og Bogstavrim, og tillige Sproget i begge Stenens Indskrifter, vidne om deres höie Ælde. Vers i Runeindskrifter ere forholdsmæssig ikke sjeldne i Skåne, men derimod i det nuværende Danmark; dog har man der enkelte, f. Ex. paa Tillitsestenen i Lolland. Det er nu tilstrækkelig bekjendt, at man hos Saxo har fundet tydelige Spor af Vers med Bogstavrim i det ovenangivne Versemaal. En Drotkvadsvise, formodentlig over en dansk Hövding og Kæmpe, jordet paa Öland, læses der i Karlevistenens Runeindskrift. Aarsstenen fremviser saaledes en af de allerældste Pröver af Danmarks Skjaldekvad eller ældste poetiske Literatur; den afgiver tillige, med flere andre, et tydeligt Beviis for, at Saxo havde fuldkommen Ret, naar han beretter at de Danske forhen sörgede for, at deres Forfædres Handlinger eller Minde forkyndtes ved Vers i Fædrenesproget, indhuggede med deres Tungemaals Bogstaver paa Stene og Klipper<sup>[11]</sup>.<br>&nbsp;&nbsp;Jeg kan ikke andet end skjönne, at den her omhandlede Valtoke kaldes en Herser, da dette Ords förste [[Bilde:Om tvende hidtil næsten ubekjendte Runestene i Nörre-Jylland indskrift 16.gif]] her gjælder for et ''e'', ligesom i den simple nordiske Runerække, Saaledes forekommer og Ordet, efter nogles Mening, som mandligt Egennavn, i en svensk Runeindskrift paa Ludgo Gade i Södermanland (Liljegren R. U. 870). Denne Oplysning om Hersere i det gamle Danmark vilde da være höist mærkelig, og den stemmer overhovedet vel med vore Oldskrifter. I Hyndlas Sang, hörende til den ældre Edda, nævnes Hersestammerne blandt de ypperste og ældste i Norden, ja endog paa hele Kloden, ''und Midgarði'', dvs: under Himmelens Befæstning. I den samme Eddas Heltesange omtales en Hersers Hustru, som paalagde en fangen Kongedatter at pynte hende hver Morgen, ja endog binde hendes Sko. Efter Rigsmaal tog den unge Jarl en Hersers Datter til Hustru, og de bleve derved de nordiske Adelsog Fyrsteslægters Stamforældre. I Norge omtale Sagaerne Herserne mest. De vare i Begyndelsen mægtige Godseiere. Da Harald Haarfager blev Konge i Norge, maatte en stor Deel af dem, deres Slægt og Afkom udvandre til Island, Örkenöerne, de skotske Öer, eller og, paa Vikingstoge til England, Normandiet o. s. v. Hersetitelen forsvandt da for det meste, og antoges for ringere end Jarlernes, da disse ansaaes som Kongens Statholdere eller Overbefalingsmænd. Dog fik eller beholdt enkelte Hövdinger Hersernavnet, f. Ex. den berömte Arinbjörn i Sogn. Andre tillagde sig uden Tvivl da og længe derefter Titelen (der dog sjelden erkjendtes af Kongen), f. Ex. Erling Skjalgsön, der satte större Priis paa den end Jarlenavnet, hvilket Olaf Tryggvason tilbod ham som sin Svoger; skjöndt Erling afslog at modtage det, fik han dog som Herser et meget betydeligt Lehn, med en Underkonges Rettigheder. Troværdige Sagaer omtale mange norske Hersere, og enkelte svenske, men neppe nogen dansk; Mænd i slig Stilling i Danmark nævnes i Sagaerne Hövdinge (''höfðíngi''), Övrighedspersoner (''valdsmenn'') o.s.v. Jeg formoder, at Enevoldskongerne der, ligesom i Norge, have underkuet Herserne og afskaffet denne Værdigheds Navn. Desto mærkeligere er det da, at en Runemester her har foreviget en dansk Hersers Minde.


'''II. Skivum-stenen.'''

Denne Steen ommeldes saaledes i Pontoppidans danske Atlas V, 20: "Ved Ostre Siden af Kirkegaardsmuren findes en stor Sten med Runeskrift, som ved Tidens Ælde er beskadet, og ikke vel kan læses."<br>&nbsp;&nbsp;Indskriften er ellers saa godt som ubekjendt af trykte Skrifter. Den findes endnu, men desværre meget beskadiget, indhugget paa en anselig Steen ved Skivum Kirke. Archivtegner Sören Abildgaard har, som ovenmeldt, aftegnet den henved 1770. Worm har rimeligviis ikke kjendt denne særdeles mærkelige Steen, da den ikke omtales i hans Monumenta Danica. [[Bilde:Skivumstenen.jpg|thumb|200px]]Abildgaard fandt Stenen i den sydlige (?) Side af Kirkegaardsdiget; han antog den for at være af en skifrig Graasteensart, som grov "Vætsteen", hist og her afskallet, hvor altsaa Runeskriften er ganske borte. Hr. Thorsens mig meddeelte Efterretninger lyde saaledes. "''Skivumstenen'' var mig ligesom Aarsstenen först bekjendt fra J. Mejers Add. Marmora danica bragte lige saa lidt ved denne noget nyt, som Abildgård noget pålideligt. Jeg undersögte Stenen den 22-23de Aug. 1838 (i den östlige Side af Kirkegårdsdiget) og forefandt den meget beskadiget, omtrent som i J. Mejers Tid. Dette er dog ej foranlediget ved ydre Vold, men er en Følge af Stenens skiferagtige og noget törre Materie. Jeg måtte særdeles beklage dette Uheld ved en Sten, der har den glimrende Påskrift, at være sat over en Mand, der "var iblandt de bedste og første i Danmark". Hans Navn er aldeles borte, og de nærmere Oplysninger om, hvem der satte Mindesmærket, ere kun ufuldstændig tilbage. Den Del af Indskriften, som er bevaret, er meget tydelig. I første Linie (jeg kalder saaledes den, der begynder med [[Bilde:Om tvende hidtil næsten ubekjendte Runestene i Nörre-Jylland indskrift 19.gif]]) er intet tydeligt eller at konjekturere til et Ord sikkert för [[Bilde:Om tvende hidtil næsten ubekjendte Runestene i Nörre-Jylland indskrift 20.gif]]; i anden Linie efter de 6 første Bogstaver (foruden to enestående henne i Linien) intet för [[Bilde:Om tvende hidtil næsten ubekjendte Runestene i Nörre-Jylland indskrift 21.gif]]; i tredie Linie efter [[Bilde:Om tvende hidtil næsten ubekjendte Runestene i Nörre-Jylland indskrift 22.gif]] intet tydeligt (altsaa ikke [[Bilde:Om tvende hidtil næsten ubekjendte Runestene i Nörre-Jylland indskrift 23.gif]] foruden [[Bilde:Om tvende hidtil næsten ubekjendte Runestene i Nörre-Jylland indskrift 24.gif]] og [[Bilde:Om tvende hidtil næsten ubekjendte Runestene i Nörre-Jylland indskrift 25.gif]] för [[Bilde:Om tvende hidtil næsten ubekjendte Runestene i Nörre-Jylland indskrift 26.gif]]; i fjerde Linie efter [[Bilde:Om tvende hidtil næsten ubekjendte Runestene i Nörre-Jylland indskrift 27.gif]] intet tydeligt foruden [[Bilde:Om tvende hidtil næsten ubekjendte Runestene i Nörre-Jylland indskrift 28.gif]] för [[Bilde:Om tvende hidtil næsten ubekjendte Runestene i Nörre-Jylland indskrift 29.gif]] og derefter står [[Bilde:Om tvende hidtil næsten ubekjendte Runestene i Nörre-Jylland indskrift 30.gif]] (ikke [[Bilde:Om tvende hidtil næsten ubekjendte Runestene i Nörre-Jylland indskrift 31.gif]]); femte Linie er aldeles tydelig; sjette. Linie har derimod kun de angivne Tegn læselige, nemlig [[Bilde:Om tvende hidtil næsten ubekjendte Runestene i Nörre-Jylland indskrift 32.gif]] o. s. v."<br>&nbsp;&nbsp;Hr, Kruse beskriver den saaledes: "Stenen er meget anselig, 3&frac14; Al. lang. fra 3&frac12; til 5 Qv. bred. Runerne ere 4 Tom. lange, men Indskriften er desværre saa beskadiget, at den langtfra ikke kan læses fuldstændig; den har været anbragt paa langs, i 6 Linier". I ingen af disse er den dog ganske udslettet. I tre die og femte Linie staae Bogstaverne paa Hovedet, saa at det Hele bliver et fuldkomment Bustrophedon.<br>&nbsp;&nbsp;Da Stenens övrige Sider skjules af Kirkegaardsvolden, er det vel muligt, at en eller flere af dem ere betegnede med indhuggen Skrift.<br>&nbsp;&nbsp;Den 1ste Linie efter vor (den sjette efter Thorsens) Læsning, giver ingen sikker Mening<sup>[12]</sup>.<br>&nbsp;&nbsp;Den 2den (1) Linie. Her forekommer allerförst det kvindelige Navn ''Þurvi'', ''[Þorvi]'', formodentlig svarende til Nordmænds og Islænderes ''Þórveig'', ''Þorveig'' (Thors Drik eller Styrke). Thyre Danebods Navn skrives paa Runestene ''Þurvi'' (dog og en enkelt Gang ''Þiurvi'' som vel er mindre rigtigt). I svenske Runeindskrifter findes Navnet ogsaa. De f'ölgende fragmentariske Charakterer give ingen Mening, med Undtagelse af Begyndelsen til det Mandsegennavn, som fortsættes i næste Linie.<br>&nbsp;&nbsp;Den 3die (2) Linie. Navnet ''Guþmuntr'', (''Guðmundr'', ''Goðmundr'') har fra de ældste Tider af været brugeligt i Norden; det har vel oprindelig betydet "Guds Gave" eller "Lön", "Medgift" o. s. v. Blandt de germauiske Folk (især Gother og Gepider) var denne Navneendelse meget hyppig. Det nu ulæselige i denne Linie har vel for bevidnet, at de nævnte Personer lode Gravhöien opföre. Ordet ''kumbl'' forekommer, fuldkommen som det skrives her, i Eddasangene og i flere norske og islandske Oldskrifter, for en Gravhöi eller Gravstue. I Island bruges det nu ogsaa om en ringe Hytte, især en, hvori Hö forvares paa Marken. Man udtaler og skriver Ordet nu som ''kuml''; saaledes bogstaveres det og i adskillige svenske Runeindskrifter. Formen ''kubl'' forekommet vistnok, efter Thorsens Bemærkning (om Sönder-Vissingstenen S. 17-18) meget hyppigere, end de övrige, paa Nordens Runestene, men jeg formoder, at ''m'' da er udeladt ved en forsætlig Forkortning, paa hvilken ellers deres Indskrifter afgive Exempler i hundredeviis.<br>&nbsp;&nbsp;Den 4de (3) Linie, ''þausi'' blev paa Runestenene fordum meget hyppig brugt i Danmark og Sverrig for Nordmænds og Islænderes ''þessi'' ([[Bilde:Om tvende hidtil næsten ubekjendte Runestene i Nörre-Jylland indskrift 33.gif]] o. s. v.). Det svarer her til ''kumbl'', som Fleertal. Efter Hr. Kruses Tegning læste jeg derefter först [[Bilde:Om tvende hidtil næsten ubekjendte Runestene i Nörre-Jylland indskrift 23.gif]] som ''a vi'' (''á ví'') "paa helligt Sted", men Hr. Thorsen erklærer disse Charakterer for at være utydelige. Den Mands Egennavn, hvilken Indskriften skulde forevige, er desværre aldeles forsvundet. Derimod synes ''in huþska'' at skulde udtrykke hans Tilnavn, men Betydningen bliver saare dunkel og maa vel indskrænke sig til disse Gisninger: a) at ''hoþska'' er det samme Ord som ellers skrives ''horska'', ''hoska'', den brave, gjæve, kjække. b) Da ''þ'' undertiden sættes for ''n'': ''húnska'', men dette synes neppe rimeligt, c) Da [[Bilde:Om tvende hidtil næsten ubekjendte Runestene i Nörre-Jylland indskrift 36.gif]] undertiden læses som ''g'': ''guþska'' for ''gautska'' (?) o. s. v., men heraf kan heller ikke noget sikkert udledes.<br>&nbsp;&nbsp;Den 5te (4) Linie. ''Han vas'' er tydelig vort: "han var", ''vas'' for ''var'' findes og i de ældste islandske (ikke de nyere) Skrifter. Werlauff fandt det paa den af Vedel Simonsen i Jylland opdagede Eegaasteen, og angav flere danske Sidestykker dertil. [[Bilde:Om tvende hidtil næsten ubekjendte Runestene i Nörre-Jylland indskrift 37.gif]] maa vel læses ''man'' (eller ''mon'') ''(a)''<sup>[13]</sup>, ''manna'', i Forening med det fölgende Ord ''baistr'', ''beistr'', svarende til det oldn. isl. ''beztr'', bedst, (paa andre Runeminder som oftest [[Bilde:Om tvende hidtil næsten ubekjendte Runestene i Nörre-Jylland indskrift 38.gif]], [[Bilde:Om tvende hidtil næsten ubekjendte Runestene i Nörre-Jylland indskrift 39.gif]], ''bastr'', ''bestr'') ''manna bestr'' (hominum optimus) læses tit paa skaanske og oprindelig svenske Runestene, i Overeensstemmelse med det endnu brugelige islandske. [[Bilde:Om tvende hidtil næsten ubekjendte Runestene i Nörre-Jylland i.gif]] ''(i)'' staaer tydelig for sig selv (med et Adskillelsespunkt) efter Thorsens Bemærkning. Bogstavformen [[Bilde:Om tvende hidtil næsten ubekjendte Runestene i Nörre-Jylland indskrift 40.gif]] stukket [[Bilde:Om tvende hidtil næsten ubekjendte Runestene i Nörre-Jylland indskrift 13.gif]] eller [[Bilde:Om tvende hidtil næsten ubekjendte Runestene i Nörre-Jylland th.gif]] hos Kruse, vil Thorsen ikke anerkjende, og for [[Bilde:Om tvende hidtil næsten ubekjendte Runestene i Nörre-Jylland indskrift 41.gif]] ''a'') har han fundet [[Bilde:Om tvende hidtil næsten ubekjendte Runestene i Nörre-Jylland indskrift 12.gif]] (Angelsaxernes ''a'') har han fundet N (almindelig ''á'' eller ''ó'', men ellers og i denne Indskrift sat for ''a)''; man maatte da ikke her læse ''Dan'' med stukket [[Bilde:Om tvende hidtil næsten ubekjendte Runestene i Nörre-Jylland indskrift 13.gif]] (o. s. v.)<br>&nbsp;&nbsp;Den 6te (5) Linie er, efter begge, aldeles tydelig ''marku : auk furstr''. Formen ''Tanmarku'' (der og sees paa Karlevistenen, samt paa en ved Amnö i Sverrig, ja endog en ved Stangeland i Norge) svarer til det, mulig nyere, oldn. isl. ''Danmaurku'', ''Danmörku''. (''Tanmaurk'' læser man dog virkelig paa den ene Jellingesteen, ''Tanmarkar'' i gen. paa den anden). ''Auk'' er ''ok''<sup>[14]</sup> (og) i Danmarks og Sverrigs Runeskrift. ''Furstr'', den förste, ypperste, skrives som i de ældste islandske Skrifter (ellers ''fyrstr'').<br>&nbsp;&nbsp;Det læselige og forstaaelige af Indskriften synes saaledes at være:

[[Bilde:Om tvende hidtil næsten ubekjendte Runestene i Nörre-Jylland indskrift 43.gif]]

som synes at udtrykke fölgende Mening:<br>&nbsp;&nbsp;"Thyre .......... (og) Gudmund .......... [opförte, eller lode opföre] dette Gravsted [disse Gravminder] .......... [over] .......... den Gjeve. Han var (af alle) Mænd den bedste i Danmark og den förste".
<br>&nbsp;&nbsp;Dersom vore Forfædre i Tide vare blevne opmærksomme paa denne da vistnok tydelige Indskrift, og havde efterladt os en paalidelig Afskrift af den, vilde vi nu have kjendt den af sin Samtid saa forherligede Mands Navn. Vel kan man ikke regne ham til de Helte, om hvilke Horats synger: 

<blockquote>
Vixere fortes ante Agamemnona
<br>multi, sed omnes illacrimabiles,
<br>urguntur ignotique longa
<br>nocte, carent quia vate sacro
</blockquote>

Skjalden ristede dog de mest betydningsfulde Runer paa hans Mindesteen, men Efterkommerne glemte Skriften, og lode den forvittres, uden at kjende dens Indhold eller opbevare det for Efterverdenen. Forsaavidt det var mig muligt, vilde jeg söge at redde det Tilbageblevne fra Forglemmelse; skeer det end ufuldstændigt, er noget dog stedse bedre end intet, og jeg glæder mig ved det Haab, at det Bedste, efter al Sandsynlighed, snart kan ventes fra et særdeles kyndigt Öienvidne.<br>&nbsp;&nbsp;Saa fragmentarisk end denne Indskrift er, bliver den meget mærkværdig, navnlig dens to sidste nogenlunde læselige Linier, ved deres mærkelige Overeensstemmelse med Oldnordisk-Islandsk, især med Hensyn til Sprogbygningen.


----


'''Noter:'''

'''1.''' Coemeterium pagi Aars habet lapidem Charactere runico insignitum, qui ad notitiam Wormli non pervenit, longitudine duarum ulnarum , et quod exeedit, latitudine quinque quartarum.
<br>'''2.''' Den fremstiller f. Ex. 14 Charakterer, der skalle findes i Indskriftens korteste og midterste Linie, hvor Abildgaard, Kruse og Thorsen kun have seet 10 og flere kunne der ikke tænkes.
<br>'''3.''' Den lyder saaledes: Liber Monumentorum Danicorum, sive de Monu-mentis Danieis, auctore Johanne Mejero, qui Monumenta Danica Olai Wormii partim emendat, partim locupletat. Sec ellers WerlauflTs Bedömmelse l. e. om dette Haandskrifts Værd m. m.
<br>'''4.''' Det findes, tilligemed en större heelt udört Tegning af Sören Abildgaard, i den ovenfor nævnte Samling af hans Afbildninger af danske Monumenter, der nu forvares i vort historisk-archæologiske Archiv.
<br>'''5.''' Læser man [[Bilde:Om tvende hidtil næsten ubekjendte Runestene i Nörre-Jylland indskrift 11.gif]] som ''e'', altsaa ''kvesk'', bliver Meningen: siger eller siges.
<br>'''6.''' kun bestaaende af [[Bilde:Om tvende hidtil næsten ubekjendte Runestene i Nörre-Jylland indskrift 16.gif]] for [[Bilde:Om tvende hidtil næsten ubekjendte Runestene i Nörre-Jylland indskrift 13.gif]]. De to överste Skraastreger kunne være afslidte.
<br>'''7.''' Mangfoldige (især svenske) Runeindskrifter fremvise lignende Talemaader i forskjellige Former; see f. Ex. Dietrich Runen-Sprachschatz (1844) S. 308, som der anförer: ''stanta, stonta, stanto, stanr'' (868), ''stonr'' (805) o. s. v. Foruden de der anförte Exempler kan jeg henvise til Liljegren ''a)'' 749: 

<blockquote>
<table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="40%">
<tr>
<td>
''Hir mun stanta
<br>stain ner brautu''
</td>
<td>
Her skal stande
<br>Sten nær ved Veien.
</td>
</tr>
</table>
</blockquote>

Ved Ryda Gjærde i Sverrig; Indskriften udgjör en heel Strophe af ''Fomyrðalag''. Intet Kjendetegn paa Kristendom kan findes, ''b)'' 999: 

<blockquote>
<table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="40%">
<tr>
<td>
''Sten hafir riton
<br>þon stanta mo
<br>Bali i hirauþi
<br>úftir bruþur.''
</td>
<td>
Paa Stenen som
<br>staae maa i Herred
<br>Bale har efter
<br>Broder skrevet.
</td>
</tr>
</table>
</blockquote>

Ved Kyringe i Sverng.
<br>'''8.''' See adskillige Exempler hos Dietrich 1. c. S. 293-294. Der findes
''sar'' under ''sa'', men antages urigtig for at have den selvsamme Betydning.
<br>'''9.''' ''Friðriksvarði'' (Frederiks Mindestötte) kaldte Eggert Olafsen et af ham forfattet Hæderskvad om Kong Frederik den 5te.
<br>'''10.''' eller: Stenen siges.
<br>'''11.''' "Nec ignotum volo, Danorum antiquiorcs ... majorum acta patrii sermonis caiminibus vulgata lingvæ suæ literis saxis ac rupibus insculpenda curasse". Præfat. (nyeste Udg. S.. 6). Da P. E. Müller skrev sine (mig endnu ubekjendte) ''notas uberiores'' til dette Sted , har han vel ikke kjendt de af mig her omhandlede Runeindskrifter fra Aars og Skivum. Runestenes Behandling i Danmark gjennem mange Aarhundreder (ja tildeels endnu i vore Dage), gjör det ikke usandsynligt, at mange Hundrede af dem ere blevne tilintetgjorte, eller skjulte af Jord, Mure, Gjerder, Kirkegaardsvolde, Diger, Veianlæg, Broer o. s. v. Saaledcs angives f. Ex. i Pontoppidans Marmora Danica ikke mindre end 13 Runestene i Viborg Stift, som i nyere Tider vare borttagne og forbrugte til Bygningsarbejde ved Frue Kirke i Aalborg, det derværende Slot o. s. v. Endnu i 1797 bleve 5 (eller 7) Runestene, uden at være læste, beskrevne eller afbildede, sönderslagne og indlagte i Hvetlanda da ombygte Kirkes Mure i Sverrig. Naar skulle vel slige modtvillige Ödelæggelser af Nordens ældste Skrift og Mindesmærker ophöre!
<br>'''12.''' Hr. Kruse mener, at det tredie Bogstav bör læses [[Bilde:Om tvende hidtil næsten ubekjendte Runestene i Nörre-Jylland r.gif]], og de tre förste tilsammen altsaa [[Bilde:Om tvende hidtil næsten ubekjendte Runestene i Nörre-Jylland indskrift 34.gif]] (''jar'' eller ''iar'', '' i ar''). De tre fölgende maa læses [[Bilde:Om tvende hidtil næsten ubekjendte Runestene i Nörre-Jylland indskrift 35.gif]], ''muþ (móþ?)''.
<br>'''13.''' Dette give baade Abildgaards og Kruses Tegninger Anledning til at antage. Ordet [[Bilde:Om tvende hidtil næsten ubekjendte Runestene i Nörre-Jylland indskrift 42.gif]] ''(monr, monnr, mannr)'' forekommer paa Skjernstenen (endnu ikke udgivet), som det synes for det almindelige [[Bilde:Om tvende hidtil næsten ubekjendte Runestene i Nörre-Jylland madr.gif]] ''maþr''. der formodentlig i Danmark, i Oldtiden, er blevet udtalt ''mannr'', hvilket samtlige germanisk-gothiske Sprogs Analogi synes at bekræfte, paa det islandske nær, hvori ''maþr'' udtales ''maðr''. Hint ''monr'' synes især at svare til det angels. ''mon'', Mand. Selv i islandsk Digtning bruges undertiden ''mann'' for ''maðr''.
<br>'''14.''' ''Auk'' er rimeligviis den ældste Form af ''ok''. Det bruges endnu i Islandsk for: desuden, endvidere; jfr. det tydske ''auch'' o. s. v.

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Artikler]]
[[Kategori:Finnur Magnússon]]
[[Kategori:Antiquarisk tidsskrift]]
[[Kategori:Runer]]