Vis kilden til Paavirkning ved Europæerne (Rink)

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link= Paavirkning ved Europæerne (Rink)]] !!  !! 
|-
|}

<blockquote> [[Fil:Aron 061.jpeg|thumb|500px|<center>Akvarel af Aron fra Kangeq (1822-1869)</center>]]<br><center>'''[[Grønlandsk religion og mytologi|Temaside: Grønlandsk religion og mytologi]]'''<br><br><br>'''[[Eskimoiske eventyr og sagn – II]]'''<br>'''Hinrich Rink'''<br>1871<br><br><big>'''Tillæg om [[Eskimoerne (Rink)|Eskimoerne]]'''<br><br><big><big>'''VII. Paavirkning ved Europæerne'''</big></big></big></center><br>


Vi have allerede i [[Eskimoiske eventyr og sagn I (Rink) - Indledning|'''Indledningen''']] søgt at give en historisk Skildring af Eskimoernes Berøring med Europæerne fra den tidligste Tid af, og fornemmelig under disses nuværende faste Bosættelse i Grønland. Idet vi fremdeles henvise til denne Skildring, skulle vi her lidt nærmere undersøge Grønlændernes nuværende Tilstand i Modsætning til den tidligere. Historien giver os Exempler nok paa, hvorledes Urindvaanerne i andre Verdensdele tilbagetrænges og tilintetgjøres af Europæerne ved Midler, hvis Virkning er mere eller mindre aabenbar fordærvelig, saasom Sygdomme, berusende Drikke og endelig ligefrem Udryddelseskrig. Det er derfor lærerigt at see, hvad Resultatet bliver af en saadan Berøring, naar der tages det største Hensyn til Befolkningens Tarv, som man efter Historiens Gang kan vente, thi dette kan siges at være skeet i Grønland. I Labrador bestaae Europæernes Kolonier blandt Eskimoerne alene af Missionsanstalter, i dette Land er altsaa Hensigten med Europæernes Virksomhed ligeledes endog saa langt fra at være egen Fordeel paa de Indfødtes Bekostning, at den tværtimod gaaer ud paa, med Opoffrelse fra Europæernes Side at gjøre de Indfødte lykkeligere eller skaffe dem Goder, som de tidligere have savnet. Af Mangel paa nøiere Underretning maae vi indskrænke os til de Bemærkninger om denne Virksomhed i Labrador, som vi have anført i Indledningen, og hvorved vi rigtignok ere komne til det Resultat, at den oprindelig smukke Hensigt ialtfald noget forfeiles ved Ufuldkommenheder i Udførelsen. I Grønland findes der foruden den geistlige, tillige en verdslig Bestyrelse, der i Hovedsagen har at varetage Handelen med de Indfødte. Det er blevet til et Slags Talebrug i visse Skildringer af Tilstanden i Grønland, at gjøre en skarp Forskjel mellem Missionen og Handelen som to forskjellige juridiske Personer, og at give snart den ene, snart den anden, men dog meest almindelig Handelen Skyld for alle uheldige Sider af Europæernes Virksomhed i Grønland. Hertil maa imidlertid bemærkes, at det jo er den samme Person, nemlig Regjeringen, der gjennem de omtalte Indretninger forsyner Befolkningen baade med aandelige og legemlige Fornødenheder, og dette jo endog for den herrnhutiske Missions Vedkommende, eftersom denne af Regjeringen er authoriseret og beskyttet ved Rettigheder, der ere at betragte som et Slags Monopol for visse Distrikter. Endvidere have vi søgt at paavise, at siden Grønlænderne mistede deres gamle Selvstændighed og Modstandskraft, uddannede der sig af sig selv et fredeligt Forhold mellem dem og Europæerne. De gamle Fristelser til Udskeielser og Vold faldt bort, men Fristelser kunne vel intetsteds undværes, og de nye optraadte da blandt andet nærmest under Form af den Leilighed, der gaves de Indfødte til at sælge deres Produkter mod fremmede Varer. Naar Regjeringen derefter har deelt Forretningerne mellem to Myndigheder, hvoraf den ene skal varetage Missionen, den anden Handelen, som skal opretholde hiin, er det derfor jo en Selvfølge, paa den ene Side at Missionen ikke bør kunne volde ligefrem Skade, samt paa den anden, at Handelen, ved at være det nærmeste Redskab til at frembyde Fristelserne, dog kun meget uegentligt kan siges at være Aarsagen til de Onder, som opstaae ved at misbruge dens Varer. Handelen har jo nærmest opfyldt sit Øiemed, naar den, ved Siden af at skaffe Midler til Missionens Underhold, paa den for de Indfødte mindst bekostelige Maade skaffer dem det som de helst ville have af fremmede Varer. Hvis man nu bebyrder den med det Hverv, hverken at sælge eller at kjøbe saaledes som Indvaanerne helst ville have det, men saaledes som det er gavnligst for deres eget Vel, da maa saadan Betingelse dog have en vis Begrændsning, som f. Ex. at holde Spirituosa borte, at sælge Fangeredskaber billigere end Luxusvarer, ikke at kjøbe visse Varer til visse Tider o. s. v., thi hvis den stilledes ubetinget, vilde den, efter hvad der nys er anført, omtrent blive det samme som en Bebyrdelse med Hovedomsorgen for Indvaanernes Moralitet. Ligesaa har jo Missionen opfyldt sin Hovedpligt, naar den forkynder de kristelige Lærdomme og sørger for deres Bevarelse, og forsaavidt der skal fordres mere af den, synes det jo unægtelig at være dens nærmeste Hverv, at styrke Indvaanerne mod de Fristelser, som Berøringen med Europæerne og specielt Vareomsætningen fører med sig, men det maa ogsaa indrømmes, at hvis man saaledes stillede den Fordring til Missionen, at den gjennem Underviisningen skulde modarbeide Forarmelsen og andre Ulykker, som følge af at misbruge Leiligheden til Handel, da maatte ogsaa denne Opgave begrændses paa lignende Maade som den Betingelse for Handelen , at den skal sørge for Indbyggernes timelige Vel i det Hele, og søge at bibringe dem en fornuftig Økonomi isærdeleshed. Sandheden er vel den, at der mangler et Led i den Række af europæiske Indretninger, som Regjeringen har indført i Landet, nemlig et Slags verdslig Styrelse, som skulde vaage over de gamle Vedtægter, forsaavidt som de burde opretholdes, eller indføre nye, forsaavidt hine ikke mere svare til Hensigten. Herimod indvendes der maaskee , at sligt ikke er nødvendigt, da der jo er tilstrækkelig Sikkerhed for Person og Eiendom, saaledes som Forholdene nu ere. Vi skulle i det Følgende nærmere paavise, hvad vi allerede i Indledningen have antydet, at endog denne Sikkerhed for de Indfødtes Vedkommende kun er tilsyneladende og at det er et sørgeligt Tegn paa den ringe Opmærksomhed, der skjænkes dette Bilands Befolkning, at den alene betragtes som Gjenstand, deels for et theologisk deels for et merkantilt Spørgsmaal. Her være det kun foreløbig bemærket, at den antydede Sondring mellem Mission og Handel er uden al Vægt eller Betydning, at begge Indretninger deels have fælleds Ophav, deels udgjøre en Eenhed ligeoverfor, og i Modsætning til de Indfødte i Grønland, og at hiin Sondring kun tjener som Udflugt for dem, der paa den letteste Maade ønske at skyde Ansvaret bort fra det Parti, som de netop interessere sig for, uden at gjøre sig det klart, hvorledes selve Ulemperne skulle fjernes. For en videre Kreds, som kunde ønske ogsaa at tale med om Grønland, uden at kjende noget til det, gjør selvfølgelig Spørgsmaalet om, ''hvad der er det letteste at troe'', Udslaget, og hvad kan da vel ligeledes for den være ønskeligere, end at kunne afhjælpe alle Samfundets Mangler paa den ene Side f. Ex. ved at regulere den aarlige Handelstaxt, og paa den anden Side ved at anbefale Anvendelsen af større Midler paa Skolevæsenet.


Vi have i Indledningen fremhævet den skarpe Forskjel der vedligeholdes i Grønland mellem Indfødt og Europæer og følger med Opdragelses- og Levemaaden, der altid maae blive forskjellig. Denne Forskjel vedligeholder sig endog indenfor Familiens Kreds, idet de faa Europæere af Arbeidsklassen, som ved at gifte sig med indfødte Qvinder blive fast bosiddende i Landet, altid forblive indtil en vis Grad fremmede for deres Hustruer og Børn, forsaavidt disse ikke faae europæisk Opdragelse, hvilket kun sjeldent skeer. Atseet fra disse europæiske Kolonister, er Europæernes Ophold i Landet i Reglen kun midlertidigt, og de vedblive at være fremmede der. Endvidere have vi nærmere oplyst hvorledes al den Myndighed, som de Indfødte tidligere havde over hverandre indbyrdes, mere eller mindre er gaaet over paa Europæerne blot i Egenskab af Europæere, d. e. ''Folk af europæisk Opdragelse''. Ligeoverfor dem betragte de Indfødte sig som underordnede og indbyrdes lige. Forsaavidt der findes Indfødte, hvis tidligste Opdragelse har været grønlandsk, men som senere ved at optages blandt Europæerne komme til at høre til den herskende Kaste, da skeer dette kun i samme Grad som de ialtfald i det Ydre blive Europæere, altsaa lære at betragte deres grønlandske Opdragelse som en Mangel og de med samme indsugede Overleveringer som noget Upassende, de ikke tør vedkjende sig. Dette Forhold, at al Myndighed blandt Indvaanerne i Landet er gaaet over paa Fremmede, der blot have midlertidigt Ophold der, bestandig skifte og komme til Landet saa ubekjendte med de Indfødtes Forestillinger og Livsanskuelse, som vel Mennesker i det Hele gjensidig kunne være, er saa eiendommeligt, at selvfølgelig hele den øvrige Samfundstilstand har faaet sine Former derefter. Det er i Indledningen udviklet, hvorledes denne Myndighed blev erhvervet og grundfæstet ved Afskaffelse af de gamle Skikke og Vedtægter. Dette foregik ikke efter nogen fælleds Plan, og der blev heller ikke indført nye Love eller Vedtægter, udenfor de egentlige kirkelige Skikke, hele Styrelsen sattes i et vist patriarkalsk Tilsyn fra Europæernes Side, og efterhaanden som dette befæstede sig, blev man mere ligegyldig ved det, som levnedes Grønlænderne af deres oprindelige Selvstændighed, og der uddannede sig saaledes en Tilstand, ved hvilken man nu allerede i mange Aar er bleven staaende.


To vigtige Skatte have Grønlænderne vidst at bevare: deres Sprog og deres Sagn. Uagtet saamange baade mandlige og qvindelige Indfødte have staaet i Tjeneste hos Europæerne, tør man dog nok paastaae at neppe mere end een af hundrede Grønlændere gjør sig Umage for at tale lidt Dansk, ja hvad der næsten lyder utroligt, Grønlænderinder have aflagt Besøg i Danmark, uden at ialtfald deres tidligere Bekjendte have hørt dem sige et eneste dansk Ord. Hvad Sagnenes Betydning for de Indfødte angaaer, da have vi omtalt den i det Foregaaende, hvoraf det formeentlig vil fremgaae, at de ikke saa let som Folkedigtningerne i andre Lande fortrænges af en senere Culturs Aandsfrembringelser, eftersom i Grønland den nyere Cultur er mere konstig paaført, og ligesaalidt kan forsyne de Indfødte med tilstrækkelig ny aandelig, som legemlig Føde. Saalænge Livsophold og Opdragelse derfor blive de samme, ville og Sagnene vedblive, men da deres Indhold paa den anden Side griber saa dybt ind i den religiøse Tro, have Grønlænderne for at forsone den nye Tro med den gamle, uddannet sig en Kreds af, for dem særegne Forestillinger, som vi her skulle give en Udsigt over.


Tornarsuk sees nu jævnlig overalt i Grønland i sin nye Egenskab af Djævel. Efter Sigende skal hans Underkrop dirre, ligesom naar man seer noget gjennem opvarmet Luft, og han forsvinder ved at synke i Jorden. Arnakuagsak, hans Oldemoder, lever endnu fremdeles i Underverdenen og har ikke ganske tabt sin Magt over Sødyrene, men med Angakut er enhver Mulighed for, ligefrem at henvende sig til hende gaaet tabt. Vi have omtalt det Feilagtige i at frakjende Amerikas Urindvaanere Begreberne Ondt og Godt i moralsk Henseende. At Grønlænderne vel ikke til dagligt Brug pleiede at betegne dem med særskilte, aldeles udtømmende Benævnelser, ligger deri, at saadant henhører mere til Videnskaben end til den daglige Tale, i hvilken Dyder og Laster omhandles enkeltviis. Af alle Udtryk i Sagnene turde vel de Ord, som ere dannede af Stammen '''sila''', Forstand eller menneskelig Bevidsthed, nærmest være brugte paa saadanne Steder, hvor Fortælleren søger at udtrykke enten en Overeensstemmelse med, eller Afvigelse fra menneskelige og guddommelige Love ialmindelighed, hvorimod Mangel paa Forstand, i Betydning af Afsindighed, betegnes ved Stammen '''pivdle'''. Deraf kommer det, naar der i Oversættelsen er brugt Udtryk som: »rigtig uforstandig« om dem, der i Sagnene skildres som de største Ugjerningsmænd. For at betegne Synden, indførte Egede derimod ligefrem det danske Ord i det grønlandske Sprog. Senere har man anvendt Verbalstammen '''ajoĸ''', som antyder Slethed nærmest med Betydning af Usundhed, Ubrugbarhed, Uduelighed, men hvad selve det nye Begreb om Godt og Ondt angaaer, som paa denne Maade indførtes, da maatte dette vel først svare til: »hvad der billiges og misbilliges af det europæiske Samfund«, ligesom i de herrnhutiske Menigheder Dydige og Syndige ogsaa virkelig endnu betegnes »Lydige« og »Ulydige«, nemlig mod Missionærene. Den kristne Himmel have Grønlænderne ret sindrigt henlagt udenfor, eller overfor den Hvælving, der begrændser den gamle, i hvilken de boltspillende Sjæle endnu uforstyrret fortsætte deres Tilværelse. Derimod synes man at nære en vis Sky for at tænke paa de Hedenfarene under Jorden, hvis lyksalige Boliger ved de kristne Lærdomme kom til at ligge i, eller ialtfald nær ved Helvedes Ild. Forestillingen om Sjæl og Legeme er selvfølgelig uforandret den samme som før.


Ialmindelighed kan man sige om Alt hvad vi have anført angaaende ''den lavere Aandeverden'' eller den oversandselige Indflydelse, som Mennesket er underkastet, at der ''troes paa sammes Tilværelse ganske som i gamle Dage'', hvilket jo udtrykkelig lærtes af Missionærene, naar de gjorde Tornarsuk og den ham tjenende Aandeverden til Djævelen og hans Tjenere. Men Daaben, der enten skal forrettes, eller ialtfald bekræftes af en Europæer, betragtes som et Middel, der beskytter mod Alt hvad der i Aandeverdenen er frygteligt eller paalægger Menneskene Tvang og Afholdenhed. Men forsaavidt det paa den anden Side er Mennesket venligt, forsmaaer man ikke den Hjælp, det uopfordret yder. Fremfor alt troer man endnu om Personer, som forsvinde paa Landet, at de ere blevne Kivigtut, at disse nu indgaae Forbund med Djævelen og, ifølge Nogle, skulle leve til Dommedag. Ligesaa fast er endnu Troen paa Ingnersuit, Indlandsboerne og de Uhyrer, som leve paa Indlandsisen, men hvad Anginiartut angaaer, da kunne disse ikke mere opstaae blandt Døbte, og at man endnu i den nyeste Tid har bemærket dem i Egnen af Julianehaab, skyldes udentvivl kun de hedenske Østlændinges Nærhed.


En heel særegen Begrebsforvirring knytter sig til Ordet Hexeri. Europæerne have deels slet ikke vidst noget af Forestillingen om Kusuinek, deels misforstaaet Iliseenek og betragtet det som noget temmelig Uskyldigt. Derimod bleve alle gamle Troesmidler, deriblandt ogsaa almindelige Afholdenhedsregler betragtede som Hexeri og betegnede ved Serranek. Troen paa Kusuinek og Iliseenek er endnu ligesaa levende som før, og Grønlænderne betragte endnu Serranek som et Middel derimod. Man turde maaskee sige, at de ansee hine for noget Ondt, dette derimod kun for upassende, eftersom de Kristne bør søge tilstrækkelig Beskyttelse i Daaben. Hvad i det Hele de gamle Troesmidler angaaer, da er vel Alt, hvortil der udfordredes Selvovervindelse, altsaa Levereglerne, gaaet af Brug, og det samme gjælder om hvad der stod i mere umiddelbar Forbindelse med Angakut, men det øvrige benyttes endnu jævnlig efter Omstændighederne, alt eftersom man kan undgaae Opsigt ligeoverfor det europæiske Tilsyn. Det er, som om Grønlænderne, der i Hovedsagen ganske have underkastet sig den europæiske Myndighed i Troessager, dog i det Enkelte og Daglige, som de vide at Europæerne ikke forstaae sig paa, atter tvivle og ikke ganske ville give Slip paa de Midler, som de mene have hjulpet deres Forfædre. Især bruger man endnu jævnlig Amuleter, og mærkelig nok anvendes dertil europæiske Gjenstande, saasom Kaffebønner og Stumper af Aviser. Der siges og, at Blade af Psalme-bøger ere blevne brugte som Forladning ved at skyde efter Umiarissat, men ellers træffer man ikke hyppig dette Slags Indblanding af kristelig Overtro.


Vi have i Indledningen tilstrækkelig paaviist, hvorledes Augakuts Myndighed heel og holden gik i Arv til Europæerne. Man har senere sjeldent eller aldrig seet Forsøg af Indfødte paa at optræde som Angakut, rimeligviis fordi saadant ikke mere har været fristende nok for Forfængeligheden. Derimod have vi omtalt de Forsøg, som ere blevne gjorte paa at optræde som kristelige Profeter, og det sørgelige Billede af Samfundsbevidstheden, som de frembøde. Saaledes kommer det da, at de Indfødte nu den Dag idag ansee det for naturligt og begrundet i Kristendommen, at der hver Gang behøves Tilladelse og Bistand fra en dertil bemyndiget Mand fra en fremmed Verdensdeel for at faae Barnets Daab bekræftet, blive konfirmeret, indgaae Ægteskab o. s. v.


De borgerlige Forpligtelser, som den enkelte Person eller Familie havde mod Samfundet, bortfaldt for en væsentlig Deel ved Europæernes Mellemkomst, saasom først den Pligt, deels selv at være, deels at opdrage sin Søn til at være Kajakfanger, dernæst den, ikke at falde Andre til Besvær ved at bosætte sig paa en Plads uden dens Beboeres Tilladelse. Thi for det første bortfaldt jo Sammenkomsterne, ved hvilke den offentlige Mening udtalte sig og den Rettergang holdtes, som vaagede over Skikkenes Overholdelse, og dernæst toge Europæerne Indfødte i deres Tjeneste og forlokkede dem saaledes endog til at forlade Kajakfangsten, ligesom ogsaa den anden Vedtægt aldeles tilsidesattes ved de europæiske Bopladse, ja tildeels benyttede man jo og andetsteds sin Indflydelse til at flytte Indvaanerne omkring efter Behag.


Til Erstatning deels for den Spore til Erhversflid, som Ærgjerrigheden ydede i gamle Dage, deels for den Betryggelse, de nysanførte Forpligtelser gave Samfundet mod at blive bebyrdet med uvirksomme Menneskers Underhold, skulde der saa formeentlig have været indført større Sondring og derpaa grundet Forøgelse af Eiendom. Men dette Spørgsmaal har man ialtfald kun skjænket ringe Opmærksomhed, og der er ligeledes hidtil kun sporet ringe Tegn til at, Grønlænderne kunne blive modtagelige for en saadan Eiendoms-Sands, der ogsaa kun til en vis Grad synes forenelig med den Friheds-Følelse, som Jagtlivet fører med sig. Til Erstatning for de store Farer og Besværligheder, som den grønlandske Sælhundefanger er udsat for, vil han have en vis Frihed og Sorgløshed forøvrigt. Man har da heller ikke stillet den grønlandske Erhverver paa lige Fod med Europæeren, hvad sondret Eiendom angaaer, men vedbliver at forlange omtrent den samme Gavmildhed af ham som tidligere. Vel kan dette ikke skee ganske under den samme Form som tidligere, thi det er jo indlysende, at der maa foregaae ialtfald nogen Forandring ved Fælledsskabet, naar deels de fælleds Forbrugsgjenstande faae Afsætning til Fremmede, deels nogle af Parterne blive Forbrugere uden at erhverve noget. Det er dog nærmest kun paa de Pladse, hvor der tillige boer Europæere, at Uddelingerne efter gammel Skik tildeels have maattet vige Pladsen for en indbyrdes Handel, der dog kun yder Erhververen en ringe Erstatning for de øvrige ugunstige Betingelser, han lever under. Forøvrigt ere de gamle Regler for Fælledsskab endnu i Hovedsagen gjældende, og i ethvert Tilfælde kan man endnu som tidligere dele det, en Grønlænder eier eller erhverver, i de ovenfor beskrevne Afdelinger, og Samfundet, saaledes som det nu har uddannet sig mellem de Indfødte og Europæerne i Forening, fordrer endnu af ham, at hvad der i hver af dem gaaer ud over det nødvendigste, skal falde ind under den næste. I modsat Fald faaer han Ry for Karrighed, og forsaavidt som Salg er traadt i Stedet for Gave, taber det alligevel sin Betydning derved, at der ved Priisbestemmelsen ikke tør søges nogen Fordeel, som ligger udenfor Øieblikkets Tarv , ja der behøves endog kun et saare ringe Overskud eller Oplag af nogetsomhelst erhvervet Forraad af Fødemidler, for at Prisen derpaa skal blive saa godt som slet ingenting. Endvidere er Maalestokken for, hvad der i ethvert Tilfælde skal ansees for det Nødvendigste, kun nedsat og neppe i nogen Henseende forhøiet. Følgen af det Hele er bleven, at Grønlænderne nu i Gjennemsnit vistnok endog ere fattigere end fordum. Et Par Exempler ville oplyse dette: Under første Afdeling kunde der fordum findes 2, men rigtignok aldrig 3 Kajakker. Hvis derimod nu nogen eiede 2 Kajakker, vilde det blive anseet for stridende ogsaa mod kristelig Skik, om han nægtede, eller og forlangte Vederlag for at laane den ene ud til en Slægtning. Den vilde derfor gaae over i anden, eller man tør sige i tredie eller fjerde Afdeling, og som Følge deraf findes der vist, heller neppe en eneste saadan mere. Ligeledes under anden Afdeling, naar Nogen eier en Baad, og den kan rumme flere end hans Slægtninge, kan han vanskeligere end fordum undgaae at tage Naboer med. Den gaaer derfor halvveis over i tredie Afdeling. Paa samme Maade falder under tredie Afdeling Huuslyet mere end fordum sammen med fjerde og femte, saa at selv den mindste Plads i et Huus tidligere eller senere optages af Indflyttende. Den eneste Fordeel, som paa den anden Side Erhververen har faaet gjennem Europæerne, er at han kan skaffe sig Gjenstande til øjeblikkelig Nydelse, som han tidligere ikke kjendte; thi disse regnes nærmest som henhørende under anden Afdeling, men dog ogsaa kun forsaavidt Forraadet ikke overstiger nogle faa Dages Forbrug. Der er saaledes nu, som tidligere, kun saare ringe Forskjel paa de Indfødtes Kaar. Ved Indbyggernes Sondring i Menigheder ere ogsaa Ægteskaberne blevne mindre blandede, saa at Slægtskabsbaandet blandt dem, der leve i samme Egn, er blevet større, og Antallet af dem, der paa Grund af samme formene at have Krav paa at hjælpes af en Erhverver, større end fordum. Selv de dueligste Mænd ende derfor nu sjeldent deres Dage uden at have gjennemgaaet Fattigdommens forskjellige Trin.


Kristendommen har saaledes ved den Maade, hvorpaa man har anvendt den paa Samfundslivet, vel dæmpet Lidenskabernes ydre Udskeielse i Vold og raa Vilkaarlighed, men dette er ikke saameget skeet ved at lede Lidenskaberne i et bedre Spor, som ved at sløve eller udslette dem under en vis Selvforagt ligeoverfor de Fremmede. Det bliver af det Foranstaaende ogsaa forklarligt, at den europæiske Myndighed alene kunde erstatte Mangelen paa Lov og Ret. Saaledes kunde Blodhævnen afskaffes uden at der blev indført en europæisk Straf i dens Sted. De sidste, som vare hjemfaldne til den, bleve tagne i Beskyttelse af Europæerne; altsom Ærgjerrigheden tabte sit Raaderum, ophørte med dens gode ogsaa dens slette Følger af sig selv. Forbrydelser mod Eiendomsretten vare tidligere saagodtsom ukjendte mellem Grønlænderne indbyrdes; derimod var Tyvagtigheden stor ligeoverfor de første Fremmede, som let forklarligt deraf, at disses Eiendomme maatte synes dem saa store, at de kom i Lighed med det, de selv betragtede som Fælledsgods. Senere har ogsaa denne Tyvagtighed ganske tabt sig.


Blandt de misforstaaede Anvendelser af Kristendommen var den, at i Begyndelsen nogle Missionærer negtede at døbe med grønlandske Navne. Senere kom hertil Grønlændernes egen Efterabelsessyge, som og udartede i Henseende til Mængden af Navnene. Derfor ere de nuværende Grønlændere i Reglen døbte med flere, endog indtil 6 europæiske Navne. Men da disse slet ikke ere afpassede efter deres Tungemaal, gives der Folk, som neppe kjende deres egne Døbenavne. Til Brug i det daglige Liv vælges enten eet af disse og omdannes efter det Grønlandske, saa at det som oftest neppe kan kjendes mere, eller og bruges ligesaa ofte et vilkaarlig valgt Øgenavn. Forøvrigt anvendes Opkaldelsen ogsaa paa Døbenavne, men paa Grund af den dybere Betydning, som efter den gamle Tro lagdes i Opkaldelsen, og som endnu uforandret er den samme, blev ved hiin første Indførelse af europæiske Navne, den gamle Opkaldelse vedligeholdt jævnsides med Daabsnavnene og har fortsat sig indtil nu. Enhver Grønlænder har derfor ogsaa endnu et af de gamle Forfædres Navne, som gives ham strax efter Fødselen og kaldes Atekok (Navnelevning), men halvveis betragtes som en Hemmelighed og ikke benyttes i det daglige Liv. Den Skik, ikke at turde nævne visse Afdødes Navne, og i den Anledning at ombytte de Nulevendes, vedligeholdes ogsaa endnu. Desuden er der en vis Frygt for at nævne en Nærværendes og navnlig sit eget Navn. Naar man saaledes spørger den ene af to Personer om hans Navn, støder han til den Anden for at bede ham sige det, og det er hændet, at denne saa atter gav et Tegn til den Første, som saa sagde: »han siger, at jeg hedder Jakob«.


Ægteskabs-Indgaaelse betragtes selvfølgelig som en udelukkende kirkelig Handling. Derfor holdes Ægteskabet nu ogsaa helligere, end i den hedenske Tid, hvorhos Skilsmisse altid kun har været anseet som tilladt for europæiske Kristne. Men paa Grund af Europæernes Indblanding i Familieforholdet og Ægteskabernes Stiftelse ere de tidligere Baand slappede, Børneopdragelsen vistnok slettere og Agtelsen for de Gamle i det Hele forringet.


Den offentlige Gudstjeneste overværes i Reglen meget flittigt, ligesom og de indfødte Katecheter altid have været flittige til at holde den og til at undervise Børnene, selv da der kun ydedes dem et saare ringe Vederlag derfor. Hertil bidrager vel og den Omstændighed, at Gudstjenesten og især de kirkelige Høitidsdage nu give den eneste Leilighed til offentlig Sammenkomst, og at Grønlænderne derved føie sig lige stillede med Europæerne. Det er dog høist mærkeligt at see, hvorledes Grønlænderne foretrække den europæiske Geistliges Ord for deres egne, nok saa gode Katecheters. Det er derfor en Misforstaaelse, naar man troer, at det kommer an paa at tale godt Grønlandsk, for at gjøre Indtryk. Der er endog Noget som i en vis Grad tyder paa det Modsatte, forsaavidt nemlig Ordets eller Bønnens Kraft netop lægges i deres europæiske Udspring. Forsaavidt der gives visse Forvanskninger af den grønlandske Udtale eller Udtryksmaade, som er mere fælleds for Europæerne i det Hele, og dette er navnlig Tilfældet hos Hernhuterne, turde saadanne ved Brugen maaskee endog have faaet et Slags Hævd netop som det rigtige eller virksomme. Det vil af disse og andre Grunde være indlysende, at hverken Spørgsmaalet om at indsætte indfødte Præster eller at tilveiebringe en god Oversættelse af Bibelen har den Betydning eller er saa simpelt, som man kunde tænke sig det. En Indfødt maa jo dog europæiseres noget for at blive Præst, og hvor skal Grændsen sættes? Skeer det fuldstændigt, saa beholder han blot Fordelen af Sproget tilbage; skeer det halvt, saa bliver han let selv i hele sit Væsen til en uheldig Halvhed; som Indfødt bliver han slavisk, frygtsom og troer at skulle bære andre Anskuelser for Dagen end dem, han har, og som Europæer savner han let det vigtigste, nemlig Myndigheden ligeoverfor sine Landsmænd. Hvad Forstaaelsen af Bibelen angaaer, da have vi allerede ovenfor paaviist, at Vanskeligheden ikke saa meget ligger i Sproget som i Savnet af de Grundbegreber, som maae være og blive disse Polarlandenes Beboere fremmede.


Med Hensyn til Baade og Fangeredskaber er Indførelsen af Skydevaaben den eneste egentlige Forandring, som er foregaaet. I Forhold til Folketallet afgiver Sælhundejagten nu neppe mere end i forrige Tider, men naar der nu enten af den enkelte Jæger eller paa visse Tider og Steder dræbes flere Dyr end fordum, da skyldes det alene Riffelen. Herved er der den Mærkelighed, at medens Grønlænderne endnu omgaaes deres egne Redskaber under Iagttagelse af bestemte Regler, vise de med Hensyn til de langt farligere Skydevaaben den meest utrolige Uforsigtighed og Ligegyldighed, saa at Vaadeskud høre til Dagens Orden. Afseet fra dette Redskab og den større Lethed ved at faae Træ, Jern og Reb eller Garn er der ikke indført en eneste Forbedring ved de øvrige. Kajakker, Harpuner, Baade, Slæder med Alt hvad dertil hører ere endnu som for umindelige Tider siden, forsaavidt der ikke af Fattigdom er indtraadt Mangler, og hvad en saadan deelviis opstaaet Tilbagegang angaaer, da er det dog ogsaa ret mærkeligt at see visse Exempler paa, hvor langsomt en saadan gaaer for sig, og hvor dybt den gamle Konst er rodfæstet. Man seer dette blandt andet deraf, at der endnu deels paa de fattigste Steder, deels i Familier med europæiske Fædre og som ere meest forvænte ved europæisk Levemaade, endnu opstaaer Fangere, som turde kunne maale sig med de gamle Grønlændere, hvad Duelighed i Kajakken angaaer. Forskjellen er kun, at de Duelige ere blevne færre i Forhold til Folketallet, samt vel ogsaa slettere udrustede. Men saadanne Exempler, som hine, give dog Haab om, at Vedligeholdelsen af den gamle Kraft og Velstand ingenlunde er uforenelig med lndførelse af en vis Grad af europæisk Kultur, naar kun Samfundsindretningerne afpasses derefter.


Hvad Boliger angaaer, da har man søgt at forbedre dem deels ved for billig Priis at indføre heelt nye Huse med spidse Bræddetage og Loft, deels ved at lette Anskaffelsen af Kakkelovne og af Brædder til Paneel paa Væggene; men desværre Alt med endnu mindre Held, end hvad Forbedringer i Fangeredskaber angaaer. Grunden hertil er selvfølgelig, at ved Redskaberne kommer det mere an paa den enkelte Eier selv, hvorimod Huusvæsenets Vedligeholdelse beroer paa Fleres forenede Virksomhed, paa Myndighed og Huustugt, og herpaa er det netop at det mangler. Den gamle huuslige Orden støttedes derved, at Alt hvad der hørte til den, beroede paa Overleveringen og Troen. Hvis nu noget Nyt skulde indføres, vilde det have været nødvendigt, endmere at støtte Huuseierens Myndighed, men denne er tværtimod forringet, og Følgen deraf har været, at de Huse, der paa den nævnte Maade ere blevne forbedrede, kun ere vedligeholdte i kort Tid, hvorefter Alt gaaer tilbage igjen, og meget bliver endog værre end tidligere. De eneste, som nogenlunde vedligeholde saadanne forbedrede Huse, ere de der staae i fast europæisk Tjeneste. Men den meest gjennemgaaende Feil er den, at Teltene forsømmes, blive slettere eller heelt gaae ind. Den overordentlige Fordeel, som disse frembyde ved en renere Luft i den mildere Aarstid, er saa aldeles overveiende, at selv de bedst indrettede Vinterhuse ikke kunne erstatte dem, naar de skulle yde Sommerophold tillige. Med Hensyn til Kakkelovne er der tillige at bemærke, at de ikke kunne fortrænge den oprindelige Lampe, som af andre Grunde er saa uundværlig, at en Familie, som lever af sin Fangst, neppe opgiver den, saalænge den endnu er i Velstand. Men naar Lamperne brænde, vil ialmindelighed Kakkelovnen give for stærk Varme og bliver saaledes overflødig. Vi maae dog tilføie med Hensyn til Boliger, som til Redskaber, at der gives enkelte mærkelige Exempler, som tyde paa, at Lysten til virkelig at forbedre den huuslige Indretning er temmelig almindelig tilstede, men at den paa Grund af de uheldige Samfundsforhold kun i sjældne Tilfælde kan faae Leilighed til at gjøre sig gjældende. Derimod er det en stor Vildfarelse, naar man troer, at Aarsagen ligger deri, at de nødvendige Materialier vare for kostbare eller slet ikke til at erholde. Tværtimod er det ganske almindeligt, at hvor Grønlænderne leilighedsviis bjerge kostbart Flydetræ, sælge de det for en Spotpriis til Europæerne. Men hiin Vildfarelse er kun alt for let skikket til at skaffe sig Indpas af den samme Grund, som de fleste Vildfarelser om Grønland, nemlig ''fordi man helst troer det, som det falder lettest at troe''. Ret mærkeligt er det, at Husene ere blevne mindre og indskrænkede til færre Familier, hvilket vel nærmest ligger deri, at Fælledsskab i Henseende til Fødemidler eller Maaltider blandt Huusfæller ikke godt kunde bringes i Samklang med Maaltidernes forøgede Værdi ved Tilføielse af europæiske Varer, navnlig Brød, Kaffe og Sukker.


Klædedragten er ikke forandret saameget hvad Formen, som hvad Stoffet angaaer, nemlig ved at sætte Tøi i Stedet for Skind. Hvad Formen angaaer, saa er der dog ogsaa nok hos Mændene nogen Lyst til at europæisere den, men neppe hos Qvinderne.


De egentlige Fødemidler, afseet fra Nydelsen af Kaffe, ere endnu i Hovedsagen de samme som i gamle Dage, thi det er indlysende, at et Forbrug af omtrent 30 til 40 Pund Brød eller Meel pr. Individ aarlig ikke kan betragtes som noget væsentligt Bidrag til Ernæringen, især da det er høist uligelig fordeelt, saavel efter Personerne som efter Tiderne paa Aaret. Det meest slaaende Beviis herpaa, er at Personer, som fra smaa af have været vante til at nyde flere Gange saa meget Brød, som Andre, kunne ved Omflytning gaae over til lige det Modsatte, uden at man seer nogen Forandring enten i deres Befindende eller Tilfredshed. Alligevel er det Erhvervelsen af Brød i Forbindelse med Kaffe, Sukker og Tobak, som næsten al Spekulation dreier sig om. Først gjør Trangen til Tobak, og navnlig først til Snuus, sig gjældende. Er den nogenlunde tilfredsstillet, saa er der nærmest Spørgsmaal om Kaffe, som ligeledes nogenlunde kan overkommes i gode Tider, men saa kommer endelig Brød, der som indført i bagt Tilstand selvfølgelig er meget dyrt og kan sluge hvilkesomhelst Indtægter. Det turde ved Siden af den store Attraa efter denne Vare synes paafaldende, at ingen grønlandsk Familie falder paa at gjøre Forsøg med selv at bage Fladbrød af Meel, som er langt billigere, men Grunden hertil er den samme, som den, der stiller sig mod Boligernes Forbedring. Dersom Nogen vilde forsøge derpaa, maatte han gjøre det selv, medens de Andre spiste hans Fabrikat og maaskee vilde udlee ham ovenikjøbet. Paa den anden Side er Nøisomheden med Hensyn til disse Nydelsers Qvalitet i Nødstilfælde ogsaa meget stor. Forfatteren hørte saaledes en Kajakmand fortælle som noget ikke saa heelt Urimeligt, at han havde tygget brændte Kaffebønner og drukket koldt Vand dertil af en Elv, da han ikke paa nogen Maade kunde faae sin Kaffe tillavet. Berusende Drikke har det aldrig været tilladt at sælge. Der gives dog mange Grønlændere, hvem nogle Flasker Brændeviin kunne betroes til Opbevaring og til at dele med Andre, uden at de paa nogen Maade misbruges.


Den indbyrdes Handel og Færdselen langs Kysten i den Anledning ere saa godt som ganske ophørte, og det behøver vel ikke at tilføies, at neppe det ringeste Spor til nogensomhelst selvstændig ny Konstflid er opstaaet, medens den, der findes, kun er en Levning af den gamle. Men hvis Europæerne stille sig i Spidsen, og helst hvis de antage de Indfødte i Tjenesten dertil, have disse lagt en Lærenemhed til alt Slags Haandværk for Dagen, som vel næsten overgaaer Europæernes i Gjennemsnit. Naar en Grønlænder udbyder noget til Salg, lader han sig næsten aldrig bevæge til at opgive Prisen, men han gjør vel Indsigelser, naar han finder, at Betalingen er for ringe.


For at kunne give en mere bestemt Forestilling om Grønlændernes nuværende Formuestilstand har Forfatteren ladet optage Fortegnelser over flere deels mere eller mindre velhavende, deels fattige Grønlænderes samtlige Eiendele, hvoraf vi her ville anføre nogle Exempler.


''Nr. 1, en af de rigeste Mænd'', eiede et lille, men godt Huus med høit Bræddetag, havende hos sig Broderen med Kone, sin egen Kone og 16aarige Søn samt 3 mindre Børn, en Søster og en afdød Broders Enke med 5 Børn, ialt med ham selv 15 Mennesker. Husets indvendige Rum formodes neppe at have været 50 &#9634; Alen stort. Desuden eiede han: 1 Baad til de samme 15 Personer og et lille Telt, nogenlunde efter de gamle Teltes Mønster, 1 Kakkelovn, 1 større Kobberkjedel, nogle Jerngryder, 12 forskjellige Steen- og Leerkar, 4 Brixeskind. For sin egen Person var han udrustet med: 1 Kajak med alle tilhørende Klæder og Redskaber, hvoraf Blære og Fangerem dobbelt, 1 Riffel (foruden een, som han havde arvet efter Broderen), 1 Kiste med Værktøi, navnlig Øxe, Saug, File, Høvl; af Klæder: en Rensskinds- og en Fugleskindspels med 2 Overtræk af Tøi, 8 Par diverse Over- og Underbeenklæder, meest af Tøi, 1 færøisk Trøie, 3 Bomulds-Skjorter og 4 Par Støvler. — Sønnen, 16 Aar gammel, havde Kajak, og han saavel som de 4 andre Børn og Konen vare godt udrustede med Klæder — Broderen og hans Hustru vare vel udrustede med Klæder, havde 1 Kajak og 1 Riffel, men eiede intet andet særskilt Huusgeraad.— Enken med de 5 Børn vare ogsaa ret godt klædte. – Familien eiede desuden en Jordhytte til midlertidigt Ophold paa en afsides Fangeplads, rigtignok vel temmelig værdiløs, men forøvrigt en stor Sjældenhed blandt de Indfødte.


''Nr. 2, en Mand, som ikke ansaaes for fattig'', eiede et meget usselt Huus med Kakkelovn, som han beboede med ialt 18 Mennesker, men ingen Baad og intet Telt. Selv havde han: 1 Kajak med tilhørende Klæder og Redskaber, hvoraf Fangerem dobbelt, 1 Riffel, 1 Kiste med lidt Værktøi (tidligere havde han eiet Uhr og Fiolin), af Klæder: 2 Pelse med 1 Overtræk af Tøi, 1 Vadmels-Frakke, 1 Vest, 4 Par diverse Beenklæder, 2 Par Støvler, 2 Skjorter og 1 Hue. — Af hans 18 Huusfæller eiede de 3 Kajak og Een Riffel. Alle vare de dog maadeligere i Klæder. I Forening eiede de 3 Lamper og en lille Fiskesnøre, men vistnok saa godt som intet Huusgeraad forresten.


''Nr. 3, en forhenværende Storfanger, nu forarmet'', eiede et simpelt Jordhuus uden Kakkelovn, som han beboede med ialt 14 Personer, samt en Baad, men intet rigtigt Telt. — Selv havde han: 1 Kajak med gode Klæder og Redskaber, 2 Pelse, 3 Par Beenklæder, 2 Par Støvler, 1 Skjorte. Af de andre Huusfæller eiede de 2 Kajak og de 3 Riffel. Een Søn var godt klædt, men alle Øvrige meget usselt. Af Huusgeraad eiede de Alle i Forening: 1 Blikthekjedel, 1 Jerngryde, 3 Lamper, 1 lille Fiskesnøre, 1 Spylkum og nogle Træbakker. Alt andet, som de behøvede, maatte de laane, og hvad der forøvrigt fandtes i Huset naaede ikke 1 Rd. i Værdi.


''Nr. 4, en af de rigeste Mænd'', eiede et godt Huus med Paneling, Bræddegulv og en Kakkelovn, som dog næsten ikke benyttedes, fordi den i Forening med Lamperne gav for megen Varme. Det beboedes af ialt 20 Personer, til hvilke der var 1 Baad og 2 Telte, han selv havde: 1 Kajak med gode Redskaber, 1 Riffel, 1 Hagel-bøsse, 1 gammelt Laxegarn, 2 Pelse med 3 Overtræk, 5 Par diverse Beenklæder, 2 Trøier og 3 Skjorter, altslags Værktøi, 3 Fiskesnører. Hans nærmeste Familie havde 1 Kobber-Thekjedel, 2 Tallerkener o. a. Desuden eiede han mange Smaating, som han havde gjemt fra Ungdom af. Af hans Huusfæller vare de 6 Kajakeiere, og deraf de 3 Fangere, af hvilke de 2 hans Sønner. Alle vare de godt udstyrede med Klæder og Sengklæder.


''Nr. 5, en fattig Mand'', eiede et aldeles værdiløst Huus og en maadelig Kajak med en god Fiskersnøre. Af andre Kajak-Redskaber pleiede han at faae nogle om Efteraaret, men solgte dem saa igjen i Løbet af Vinteren. Af Klæder havde han 1 Pels med Overtræk, 1 Par Beenklæder og 1 Par Støvler, alt i den usleste Tilstand. Hans Kone havde ogsaa kun 1 Sæt Klæder, men lidt bedre. De havde en Gryde, en Lampe og en gammel Harpun, som han brugte til Kniv, ellers eiede de hverken Huusgeraad eller Redskaber, men maatte laane saadanne af Andre.


Ganske enkelte Grønlændere gives der og hist og her, som have tilforhandlet, eller endog selv bygget sig en europæisk Baad. Hos en enkelt meget velhavende Mand saae Forfatteren et europæisk Telt, som han brugte til mindre Reiser. Derimod er der saa godt som ingen Indfødt, som ikke staaer i europæisk Tjeneste, og som selv har sammensparet sig en nok saa ringe Sum Penge, saasom 20 til 50 Rd., og hvis en saadan Sum tilfalder Nogen hændelsesviis, saasom ved Arv, sørger man gjerne for, ved lidt europæisk Formynderskab at beskytte den mod alt for snarlig Tilintetgjørelse. Hvis Handelen derimod aabnede en nogenlunde almindelig Credit for Erhververne, tør man vel næsten sige, at hele Befolkningen uden Undtagelse inden faa Aar vilde være i Gjæld. Derfor er der ogsaa den Bestemmelse i Grønland, at naar der gjennem europæisk Slægtskab tilfalder indfødte Umyndige nogen Arv, tilkommer Værgemaalet ikke de fødte Værger, men Koloniens Bestyrer. Det kan godt opstilles som en Kjendsgjerning, at de Indfødte i Almindelighed betragte Europæerne som de eneste, der ere berettigede til at samle Eiendom. De Indfødtes Bestræbelser i saa Henseende strande tidligere eller senere paa de Fordringer, som det gamle Fællesskab blandt Samboende og Slægtninge endnu bestandig stiller til dem. Hvad Bohave angaaer, da kan man ikke undgaae at udlaane det, som man eier mere end Andre, og Udlaan er det samme som Tab. Hvad Forraad angaaer, da bliver Forholdet hermed ganske det samme, jo større Forraadet er paa den ene, og den almindelige Forlegenhed blandt Naboerne paa den anden Side. Der gives kun to Maader, hvorpaa dette indtil en vis Grad, men paa Længden dog langtfra tilstrækkeligt kan undgaaes. Den første er at vælge en Boplads, hvor man saavidt muligt er sikkret mod besværlige Naboer og ligeledes i en passende Afstand fra Handelspladsen. Den anden er at staae i et eller andet nærmere Forhold til Europæerne, det være sig ved Tjeneste eller Slægtskab. Det er navnlig blandt de Indfødte, der ere i en saadan Stilling, at der findes nogle, som eie noget mere end de nys anførte. Deres Efterladenskaber skiftes efter danske Love, og beløber sig som oftest til en Værdi af 50 til 100 Rd., men mange efterlade ogsaa aldeles intet, og det er kun ved et strengt Formynderskab at insolvente Dødsboer nogenledes undgaaes.


Det kan ikke negtes at Ægteskabet, som omtalt, ved Kristendommen har faaet en fastere og værdigere Skikkelse, men paa den anden Side gjør ogsaa i Henseende til Ægteskab og Qvindens Stilling Forestillingen om den europæiske Stammes høiere Berettigelse, som man fra først af har søgt at nære hos de Indfødte, sig gjældende ved Misligheder, der næsten synes ligesaa beklagelige som Manglerne ved det gamle Ægteskab. Allerede for 100 Aar siden havde Grønlænderinderne lært at foretrække den usleste Europæer for den bedste Grønlænder til Ægtemand. Heldigviis have Forbindelserne saaledes ofte ledet til lovlige Ægteskaber, og det er især fra disse, at en af Naturen veludrustet Blandings-Slægt er udsprungen. Kun Europæernes ringe Antal har sat en Grændse for den Skade, som de utilladelige Forbindelser kunne have stiftet. Thi hvor et større Antal Europæere ved tilfældige Omstændigheder har faaet midlertidigt Ophold paa et enkelt Sted i Landet, har man havt Leilighed til, i Qvindernes Adfærd og hvad der er endnu mærkeligere, i Mandkjønnets fuldstændige Ligegyldighed ligeoverfor samme at see et Billede af den dybe Nedværdigelse og Selvforagt, til hvilken de Indfødte ere sunkne. Man pleier i saadanne Tilfælde at kaste hele Skylden paa det europæiske Samfund og et mangelfuldt Tilsyn ved samme, men med Urette, thi det er jo indlysende, at de Forbud, som kunne gives, og den Kontrol, som kan føres, maae blive magtesløse, naar de aldeles ingen Støtte finde i Befolkningen og navnlig de paagjældende Qvinders Slægtninge, til hvis Gavn de skulde tjene, men som see derpaa med den største Ligegyldighed. En anden uheldig Indflydelse, som Europæerne have havt, er deels deres ligefremme Indblanding i Ægteskabets Stiftelse, deels middelbart Indskrænkningen med Hensyn til Valget af Hustruen, paa Grund af den forringede Samfærsel langs Kysten. I den høieste Grad optræde disse Indflydelser under de herrnhutiske Menigheder. Da disse jo ialfald for en stor Del ere beregnede paa at støtte hele Sektens Missionsvæsen i det europæiske Publikums Øine ved den Anseelse, som det giver at have 4 forskjellige Stationer langs Kysten af Grønland, hvis Navn mærkeligt nok endnu den Dag idag i Henseende til at give Ry for Selvfornægtelse gjælder ligesaa høit som de øvrige Polarlandes, byder Selvopholdelsen Missionærene, efter Evne at forhindre, ikke alene enhver Sammenblanding med Indfødte af den danske Mission, men ogsaa mellem deres egne Menigheder indbyrdes og al Bortflytten eller Omflytten overhovedet. Endnu for nylig har samme Mission med megen Bekostning ladet indrette en Filialstation for omtrent 70 Mennesker, som henhørte til den ene af Menighederne, men beboede en temmelig afsides Plads. Hvis disse Indfødte skulde faae isinde at flytte om til en anden Plads, vilde den der bosatte Missionær komme til at boe ene og ganske savne en Gjenstand for sin Virksomhed, han maa jo derfor til det yderste passe paa, at den ham betroede Hjord ikke formindskes. Fraflytning kan derfor, saavidt det staaer til ham, kun tillades til Hovedstationen og mod Udvexling af et tilsvarende Antal af de ved samme bosatte Indfødte. Det er i Sandhed forbausende, i hvilken Grad det er lykkedes at paavirke det europæiske Publikum, af hvis Gaver Missionen skal leve, ved dette System. Thi ikke alene troe endog Reisende, som have besøgt Missionærene, endnu bestandig at see Martyrer i dem, uagtet de nu leve som i sorgfrie Embedsstillinger blandt en dem ganske underdanig Befolkning, men det er endog en ganske almindelig Mening, at der ingen andre kristelige Menigheder findes i Grønland end de herrnhutiske.


Naar vi sammenfatte Alt hvad der er anført deels i dette Afsnit, deels i den historiske Indledning, vil man snart kunne danne sig et Billede af den Forandring, som Grønlændernes gamle Love og Vedtægter have været underkastede, og den Samfundstilstand, som efterhaanden har udviklet sig mellem dem i Forening med de i Landet bosatte Europæere. Det er blevet bemærket, at strengt talt hele den gamle Lovgivning kunde betragtes som ophævet ved Kristendommens Indførelse, og at der til Gjengjæld herfor aldeles ingen nye Love indførtes, men at det overdroges de Europæere, som sendtes til Landet, ved en patriarkalsk Styrelse efter kristelige Grundsætninger at vaage over Orden samt Sikkerhed for Person og Eiendom. At dette indtil en vis Grad opnaaedes endog med en mærkelig Lethed, maa vistnok indrømmes, men man bør derved ikke forglemme, at den Sikkerhed for Person og Eiendom, som opnaaedes, i Virkeligheden kun bestaaer fuldstændig for Europæernes Vedkommende, hvorimod den for de Indfødtes Vedkommende tildeels kun er et Skin , som bedrager. Vel er den Enkelte sikkret mod udvortes eller voldeligt Angreb paa Person og Eiendom, men naar han saa paa den anden Side tidligere eller senere med sin Eiendom eller Frugten af sin Flid maa bøde paa sine Naboers Fattigdom, der er bleven forøget ved Europæernes Paavirkning, paa samme Tid, som disse have berøvet ham Midlerne til, gjennem den offentlige Ret eller den offentlige Menings Stemme at bidrage sit til at Enhver itide gjør sin Pligt for at opretholde den fælles Velstand, saa bliver det indlysende, at der paa denne Maade er fremkaldt endog ''en vis Usikkerhed for Eiendom, som ikke fandtes tidligere'', og som paa en skjult Maade og langsomt, men sikkert undergraver den offentlige Velstand. Det bør dog ikke forglemmes, at man ved Bestemmelser om offentlig Understøttelse søgte at bøde paa Fattigdom og Trang blandt de Indfødte, men ikke at tale om de store Ulemper og Vanskeligheder, som et saadant reent udvortes Middel mod et dybt rodfæstet indvortes Onde maatte frembyde, saa viste denne Foranstaltning i dens Udførelse blandt andet paa en ret slaaende Maade, hvorledes man dog har villet lade Grønlændernes gamle Vedtægter staae ved Magt i saadanne Tilfælde, i hvilke de befriede Europæerne fra en Byrde, afseet fra, om de ogsaa passede paa de Indfødtes forandrede Stilling, saasom da navnlig i dette Tilfælde de gamle Vedtægter om Deling af Fangstens Udbytte blandt Beboerne af den samme Plads om Vinteren og i Forhold til den herskende Trang. Thi endnu indtil den nyeste Tid har man pleiet at bedømme saadan Trang efter Pladser og ikke efter Personer. Naar der paa en Plads, ligegyldigt af hvem, var fanget et vist Antal Sælhunde, saa var der ingen Trang eller Anledning til at understøtte Nogen. Ved denne Fattighjælp fremtræder ogsaa Følgen af, at de Indfødte betragte sig alle som underordnede og indbyrdes lige i Forholdet til Europæerne, paa en uheldig Maade. Thi naar Talen er om at Europæerne skulle give noget for ingenting, ansee de sig selv tor lige berettigede dertil; i Modsætning til Europæerne ansee de sig alle for lige fattige, og der er derfor kun et ringe Skridt til at de alle hjemfalde til Fattigvæsenet eller endog at de, der ikke blive optagne under dette, ansee sig som forurettede. Med andre Ord, Fattigvæsenet bliver her til noget ganske andet og mere omfattende end i en ordnet Stat, hvor det finder sin Modvægt i utallige andre Samfundsindretninger; og den store Fare, som ligger heri, kunde vel kun modarbeides ved ogsaa at give de Selvstændige noget, men paa en saadan fremtrædende Maade, at Gaven blev det Modsatte af Fattighjælpen, og at der baade var større Ære og Fordeel at høste ved hiin end ved denne. Saafremt man saaledes i det Hele vil bøde paa Samfundets Mangler ved Gave, vil den rigtigste Fordelingsmaade udentvivl være den, at betragte den som tilkommende, ikke de Fattige, alt efter deres Trang, men tværtimod de Selvstændige, alt efter den Grad, i hvilken de bidrage til den fælles Velstand, og kun paa den Betingelse, at det som er uundgaaelig nødvendigt for at holde Livet i de Fattige først skal fradrages.


Det vil under disse Forhold let indsees, hvilken fordærvelig Indflydelse især Indførelsen af Laan og Gjæld mellem Europæerne og Grønlænderne maa have. Herved bortfalder den sidste Skranke, som Undseelsen endnu kunde opstille mod at søge Hjælp hos Europæerne. Letsindigheden finder derunder fuldstændigt Skjul og er endog paa sine Steder gaaet saa vidt, at det ansaaes for en Ære at kunne gjøre Gjæld hos Kjøbmanden, naar man drog ud paa Sommertogter og skulde udruste sig for længere Tid, ikke at tale om Benyttelsen af denne Udvei for at søge Hjælp i Trangs Tid, kort sagt, det er jo indlysende, at Laanesystemet i en større Maalestok ligefrem vilde berede Befolkningen en snarlig Undergang. Det synes derfor og som om man efterhaanden er kommen til at indsee dette, hvorvel hiin fordærvelige Skik endnu mere eller mindre skaffer sig Indpas hos de stadig skiftende Europæere, deels paa Grund at Kortsynethed, deels gjennem utidig Medlidenhed eller vel i enkelte Tilfælde Egennytte.


Det er jo ikke let at anstille en Sammenligning mellem Forbrydelserne blandt Grønlændere og hos andre Folk, men Enhver vil dog sikkert komme til den Anskuelse, at de ere sjældne i Grønland. Forsaavidt der hertil skal søges andre Grunde end den moralske Bevidsthed, synes det vel at ligge nærmest, at søge den i Lidenskabernes, navnlig Ærgjærrighedens Sløvelse, saavelsom deri, at den større Færdsel langs Kysten er ophørt, Befolkningen har sondret sig i mere isolerede Samfund, indenfor hvis Kreds der har uddannet sig et mere patriarkalsk Forhold, og Opdagelse vanskeligere kan undgaaes. Egentligt Mord vides vel neppe at være forekommet, med mindre man vil gaae tilbage til dem, der ere omtalte i de nyere Sagn, forsaavidt ogsaa disse virkelig ere historisk paalidelige, eller man hertil vil regne de Afstraffelser af Hexe, som Folk endnu hist og her ville kunne mindes. Derimod har man vel nogle Exempler paa Drab eller ialtfald Mishandlinger, som have medført Døden uden at tilsigte den, saavelsom og paa Syges eller Afsindiges Død, foranlediget ved mere eller mindre forsætlig Mishandling eller Forsømmelse, hvorhos endelig Fødsel i Dølgsmaal og muligen Fosterfordrivelser ikke ere sjældne. Tyveri dreier sig altid om Smaating, og er som saadant ikke sjældent blandt dem, der tjene hos Europæere, der ikke vise den tilbørlige Orden og Paapasselighed i deres Huusvæsen. Fristelserne, navnlig i Henseende til berusende Drikke, blive i saa Fald alt for store til at man med Billighed kan vente andet. Egentlige Indbrudstyverier har man dog ogsaa oplevet i den nyeste Tid, men de ere meget sjældne, og have ligeledes kun dreiet sig om mindre betydelige Gjenstande.


Grønlænderne have ved den kristelige Skoleunderviisning ogsaa i andre Retninger end selve Religionen viist stor Modtagelighed og ikke ringe Evner. Man tør vistnok sige, at Skolegangen drives her med større Lyst end i andre Lande, og man hører aldrig om nogen Tilbøielighed til at unddrage sig den. Færdighed i Læsning og Skrivning er derfor lige saa almindelig, man tør vel sige som i de mere oplyste europæiske Lande, og hvad den høiere Underviisning angaaer, som meddeles de Indfødte, der uddannes til Kateketer, da har ogsaa denne, naar billigt Hensyn tages til de stedlige saavelsom tilfældige Vanskeligheder, viist et meget lovende Udbytte. Blandt andet har det været mærkeligt at see, hvorledes ikke faa ved Siden af den boglige Syssel og forøvrigt under de meest ugunstige ydre Betingelser tillige have kunnet uddanne sig i det nationale Erhverv. Sluttelig kunne vi ikke undlade at tilføie, at man ogsaa har seet Beviser paa, at man kan benytte Indfødte til en vis overordnet Stilling blandt deres Landsmænd, uden at de derfor behøve at forandre deres Levemaade eller gives europæisk Uddannelse, naar man kun paa passende Maade støtter deres Myndighed, og da det især er herpaa, at det har manglet ved forskjellige Foranstaltninger til Grønlændernes Bedste, kan Forfatteren ikke andet end heri, saavelsom i de enkelte opmuntrende Exempler, som ere berørte i det Foregaaende, øine et Glimt af Haab med Hensyn til Fremtiden, ligeoverfor de Skyggesider, som ere skildrede i Indledningen (S. 12—13 og 41). Det maa indrømmes, at Yttringerne i denne Skildring nok kunne misforstaaes, især naar de rives ud af det Sammenhæng, hvori de staae, og anvendes ligeoverfor Læsere, som ere ubekjendte med Grønland i det Hele. De ere og tildeels fremkaldte ved den, efter Forfatterens Anskuelse overfladiske Maade hvormed der i Reglen dømmes om disse Spørgsmaal, idet Nogle slet ikke ville indrømme at de Indfødtes Velstand er aftagen, Andre ialtfald indskrænke sig til at troe, hvad der falder ''lettest at troe'', nemlig at Roden til det Onde eller til Manglerne ligger i saadanne Aarsager, som f.Ex. ugunstige Priser, utilstrækkelig Tilførsel af Brød, visse bestemte Feil ved Underviisningen o. s. v. Naar man seer hen til andre Kolonilande og naar man veier alle de ugunstige Tegn mod de rigtignok meget fremtrædende ugunstige, kan Forfatteren dog ikke andet end antage, at der maatte kunne tænkes en saadan Ordning af Samfundstilstanden, at Grønlænderne med deres gamle Erhverv og Levemaade, forsaavidt disse ere nødvendige for deres Tilværelse, maae kunne bestaae under Berøringen med Europæerne og tillige drage Nytte af samme.


==Kilde==
<br>
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn II, ss. 234-253.
<br><br>
</blockquote>


[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Inuitisk religion og mytologi]]
[[Kategori:Grønlandica]]
[[Kategori:Hinrich Rink]]