Vis kilden til Rørik, Hardvendel og Fenge

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Rørik, Hardvendel og Fenge]] !!  !! 
|-
|}


<center><big>'''Saxo Grammaticus'''</big><br>'''[[Danmarks krønike]]'''


oversat af<br>'''[[Frederik Winkel Horn|Fr. Winkel Horn]]'''


<big>'''Rørik, Hardvendel og Fenge'''</big></center>



Kurerne og Svenskerne fik nu i Sinde at angribe Danmark, som de hvert Aar plejede at bringe Skat, som om Høds Død havde løst dem fra deres Skatskyldighed; det gav ogsaa Slaverne Mod til at falde fra, og flere andre Folk blev fra Undersaatter til Fjender. For at afværge denne Uret kaldte Rørik Danskerne under Vaaben, mindede dem om Forfædrenes Bedrifter og opflammede dem ved kraftig Formaning til at vise sig som tapre Mænd. For ikke at føre Krig uden at have en Høvding, som de saa', de ikke kunde undvære, valgte Fjenderne sig en Konge, og efter at have lagt to Afdelinger af deres Hær i Skjul rykkede de frem i aaben Mark med Resten. Men Rørik lod sig ikke narre af deres List. Da han saa', at hans Flaade var kommen ind i en snæver og grund Vig, lod han den føre af Grunden og ud paa Dybet, for at Fjenden ikke skulde angribe den fra forskjellige Sider, medens den sad fast i Dyndet. Derhos bød han en Del af sine Folk om Dagen at holde sig i Skjul, hvorfra de uventet skulde falde over Fjenderne, naar de angrub hans Skibe, saa kunde det være, sagde han, at de selv faldt i den Grav, de havde gravet for ham. De Fjender, der laa i Baghold, vidste ikke, hvor forsigtig Danskerne havde baaret sig ad, og var ubesindige nok til at gjøre et Udfald og blev alle dræbte. Resten af Slaverne, som ikke vidste noget om det Nederlag, deres Stalbrødre havde lidt, kunde ikke begribe, hvorfor Rørik tøvede saa længe, og efter at de længe havde ventet på ham i Tvivl og Uvished, og det Dag for Dag faldt dem besværligere, besluttede de omsider at angribe ham med deres Flaade. 

Der var iblandt dem en Mand, som udmærkede sig ved sin høje Væxt og var en stor Troldkarl. Da de fik Øje paa Danskernes Rækker, sagde han til dem: "Lad en Kamp paa Tomandshaand gaa forud for det almindelige Nederlag, for at de manges Fare kan forebygges ved, at nogle faa opofrer sig. En saadan Dyst vil jeg ikke undslaa mig for, om nogen af jer drister sig til at gaa imod mig, men jeg forlanger, at der skal stilles ét Vilkaar, som jeg vil udtrykke saaledes: Sejrer jeg, er vi for Fremtiden fri for Skat, bukker jeg under, udredes Skatten som hidtil til eder, saa at jeg enten som Sejrherre befrir mit Fædreland for Trældomsaaget eller, i Fald jeg bliver overvunden, lægger det paa det. Hvordan Lykken end føjer sig, byder jeg mig selv som Borgen og Sikkerhed for, at det bliver, som jeg har sagt". En af Danskerne, hvis Mod var større end hans Legemsstyrke, spurgte, da han hørte det, Rørik, hvad den skulde have i Løn, som optog den Kamp, der udæskedes til. Rørik havde sex Armbaand, der dannede en uopløselig Knude, idet de var saaledes snoet ind i hverandre, at de ikke kunde skilles ad. Dem lovede han den, der turde paatage sig den Dyst, men Ungersvenden, som ikke stolede paa Lykken, svarede: "I Fald jeg kommer godt derfra, Kong Rørik, vil jeg overlade til din Gavmildlied at lønne mig derfor og lade dig selv bestemme Sejrens Pris; men hvis det nu ikke gaar efter Ønske, hvad Løn mener du da at skylde den overvundne, hvis Lod enten bliver den grumme Død eller tung Skjændsel, thi det er de Følgesvende, Svagheden plejer at faa, det er de Overvundnes Sold, hvad andet end den største Vanære venter dem? Hvad Løn udredes der, hvad Tak ydes der den, der ikke vinder Tapperhedens Løn? Hvem fletter Kranse til den, der bukker under i Strid, hvem rækker ham Sejrspris? Tapperhed, ikke Afmagt tilkjendes Prisen, og den, der ikke har Lykken med sig, vinder ingen Hæder; Tapperhed faar Ros og Ære, Uheldet følges enten af en uhæderlig Død eller af et Liv i Skjændsel. Jeg ved ikke, til hvilken Side Krigslykken vil vende sig, og vil derfor ikke dumdristig anmasse mig til at begjære en Løn, om hvilken jeg ikke ved, om den med Rette tilkommer mig, thi den, som ikke er vis paa Sejren, bør ikke tilegne sig Sejrherrens visse Løn. Saa længe det er uvist, hvad Udfald Sagen faar, vil jeg ikke kræve Sejrskransen, som om jeg havde fortjent den. Jeg vil ikke tage imod Guld og Gods, der lige saa godt kan blive mig Dødsens som Livsens Sold. Det er Daarskab at gribe efter umoden Frugt og at ville plukke den, før man ved, om man har Ret dertil. Denne min Haand skal enten bringe mig Sejr eller Død". Efter at have talt saalunde, hug han til Fjenden med sit Sværd, men hans Lykke var ringere end hans Mod, thi han blev slaaet tilbage og faldt for det første drøje Hug. Det var et bedrøveligt Syn for Danskerne, men Slaverne gjorde stor Stads af deres sejrrige Landsmand og tog imod ham med festlige Danse. Dagen efter tren han igjen frem for Danskerne og udæskede dem ligesom forhen, hvad enten nu den nys vundne Sejr havde gjort ham hovmodig, eller han var begjærlig efter at vinde en ny; thi han troede, at det var Danskernes tapreste Mand, han havde fældet, og at ingen anden af dem havde Mod til at kæmpe med ham. Han stolede paa, at han ved den ene Kæmpes Fald havde lammet hele Hærens Kræfter og tænkte, at intet mere vilde falde ham vanskeligt, hvad han saa end prøvede paa, thi intet nærer Hovmod mere end Held, og Medgang er den kraftigste Spore for Overmod. 

Det gik Rørik nær til Hjærte, at én Mands Frækhed skulde lamme hele Hærens Mod, at Danskerne, der havde vundet saa stor Navnkundighed ved deres Sejre, ikke blot blev overmodig behandlede, men ligefrem skammelig ringeagtede af dem, de fordum havde overvundet, og at der iblandt saa mange Krigere ikke fandtes nogen, der havde saa frejdigt Mod eller saa stærk en Haand, at han fik Lyst til at ofre sin Velfærd for sit Fædreland. Denne Danskernes skammelige Sendrægtighed raadede en Mand ved Navn Ubbe Bod paa ved sin Højsindethed. Han var slørre og stærkere end de fleste og dygtig i Trolddomskunster. Han spurgte ogsaa med velberaad Hu om, hvad han skulde have i Kampløn, og Kongen lovede ham Armbaandene. "Hvor kan jeg stole paa dit Løfte", sagde Ubbe, "naar du selv beholder Kampprisen i Hænde i Steden for at give en anden den i Forvaring? Lad en komme hid og tage den i sin Varetægt, for at du ikke siden skal tage dit Løfte tilbage; thi urokkelig Vished om Kampens Løn opflammer Kæmpernes Mod". Det er nu sikkert nok, at han blot sagde dette for Spøg, thi kun Tapperhed drev ham til at afværge sit Lands Forsmædelse; men Rørik, som troede, at det var Griskhed, der lagde ham de Ord i Munden, og ikke vilde have Skin af imod kongelig Sæd at ville tage sin Gave tilbage eller at tilbagekalde sit Løfte, vilde da, som han stod der paa Skibet, med et vældigt Kast slynge Armbaandene over til ham. Det mislykkedes nu for ham paa Grund af den store Afstand, han satte for lidt Kraft paa, saa Armbaandene naaede ikke saa langt hen, som de skulde, og faldt i Vandet, og heraf fik han Tilnavn og blev kaldt Rørik Slyngebaand. Dette gav Anledning til, at Ubbe gav et stort Bevis paa sin Tapperhed; thi det, at han gik glip af sin Løn ved, at den gik til Bunds, fik ham ikke til at opgive sit dristige Forehavende, for at det ikke skulde faa Udseende af, at hans Tapperhed var i Gjerrighedens Sold. Derfor higede han ivrig efter at komme til at slaas og viste, at han var mere opsat paa at gjøre, hvad hæderligt var, end optagen af Vindesyge, at han satte Tapperhed over Griskhed, og at den tillidsfulde Fortrøstning, han havde, ikke havde sin Grund i Haab om Belønning, men i Højsind. Der blev strax afstukket en Kreds, Krigerne flokkedes om den, Kæmperne tørnede sammen med Bulder og Gny, og Tilskuerne raabte deres forskjellige Ønsker om Stridens Gang i Munden paa hverandre. De to Kæmper var Fyr og Flamme og gav hinanden Hug paa Hug, til de faldt, saa Kampen og begges Liv fik Ende paa én Gang. Jeg tænker, at Lykken føjede det saa, for at ingen af dem skulde faa Ære og Gammen af den andens Død. Men dette Udfald fik Oprørerne til at falde til Føje over for Rørik, og de betalte atter Skat som hidtil. 

Ved samme Tid satte Rørik Brødrene Hardvendel og Fenge, hvis Fader Gervendel havde været Høvedsmand i Jylland, ved Styret samme Steds. Efter at han havde været Høvedsmand i tre Aar, havde Hardvendel vundet saa stor Navnkundighed ved sine Vikingetog, at Kong Koll i Norge, der var skinsyg paa ham for hans Bedrifter og Ry, kom paa de Tanker, at det vilde være en stor Hæder for ham, om han ved at overvinde ham kunde fordunkle den Glans, der vidt og bredt stod om denne Vikings Navn. Efter at have sejlet vidt og bredt omkring og spejdet efter ham stødte han omsider paa hans Flaade. Der laa en Ø midt ude i Havet, og ved den havde de to Vikinger lagt til med deres Skibe, hver paa sin Side af den. Kysten var saa fager, at de begge fik Lyst til at gaa i Land, og Egnens Dejlighed lokkede dem længere og længere ind i Landet, hvor de vankede om i de grønne Lunde.og Skove, og der traf det sig saa, at de mødte hinanden ganske ene. Hardvendel tog da først til Orde og spurgte Kong Koll, hvilken Maade han helst vilde slaas med ham paa; selv syntes han bedst om, at der var saa faa med dertil som muligt, sagde han. Tvekamp var bedre end nogen anden Slags Kamp skikket til at vinde Sejr ved Tapperhed; thi i den havde man kun sit eget Mod at stole paa, eftersom fremmed Hjælp var udelukket. Koll undrede sig over Ungersvendens kjække Ord og svarede: "Eftersom du overlader til mig at vælge, hvorledes vi skulle kæmpe, mener jeg, at vi gjør bedst i at slaas paa Tomandshaand uden Forstyrrelse af andre; thi baade kræver den Kamp maade mest Mod og fører hurtigst til Sejr, det er vi ganske enige om, og den Mening er vi komne til af os selv, hver for sig. Men eftersom Udfaldet er uvist, bør vi love at behandle hinanden høvisk, og ikke lade os saaledes rive med af vor Lidenskab, at vi undlader at vise hinanden den sidste Ære. Vort Sind er nu opfyldt af Had, men det bør dog ogsaa have Plads til Kjærlighed, at den, naar Tiden kommer, kan at løse Naget, thi ihvorvel der er Splid imellem vore Sjæle, bør dog Naturens Ret forsone os, den knytter et Baand imellem os, hvor stor den Avind end er, som skiller os ad. Lad det derfor være en hellig Aftale imellem os, at den, som sejrer, sørger for den overvundnes Ligfærd; thi det er Høviskhedens sidste Pligt, som ingen retsindig Mand unddrager sig. Begge vore Hære skulle uden Nag i Endrægtighed røgte dette Hverv. Efter Døden bør al Avind være forbi, ved Graven bør Fjendskabet høre op. Lad os ikke være saa grumme, at vi forfølge hinanden hinsides Graven, om der end var Had imellem os i levende Live. Det vil være en Ære for Sejrherren, at han giver den overvundne en prægtig Ligfærd; thi den, der giver sin døde Fjende, hvad der tilkommer ham, vinder de efterlevendes Kjærlighed, og den, der beflitter sig paa at vise Høviskhed imod den hedengangne, overvinder de levende ved sin Kjærlighedsgjerning. Der er ogsaa en anden ikke mindre sørgelig Skæbne, nemlig at man undertiden vel beholder Livet, men bliver lemlæstet; den, hvem det overgaar, mener jeg, man bør være lige saa villig til at tage sig af som den, Døden rammer. Det hænder ofte, at man slipper fra Kampen med Livet, men efter at have sat sin Førlighed til, og det regnes for en tungere Skæbne end Døden; thi naar man er død, er alting glemt, men Krøblingen kan ikke slippe bort fra sit lemlæstede Legeme. Den Ulykke bør der ogsaa raades Bod paa. Lad os derfor være enige om, at dersom en af os bliver lemlæstet, faar han af den anden ti Mark Guld i Skadeserstatning; thi byder Kjærlighed os at ynkes over andres Ulykker, hvor meget mere bør man da ikke ynkes over sine egne? Enhver bør sørge for sit Legems Tarv; den, der undlader det, er for Selvmorder at regne". 

Efter at de havde givet hinanden Haanden herpaa, begyndte de Kampen; hverken det, at de mødtes for første Gang, eller den vaargrønne Skovs Fagerhed afholdt dem fra at krydse Sværd med hinanden. Hardvendel, som i sin overvættes Hidsighed var mere opsat paa at angribe sin Fjende end paa at skjærme sit eget Legeme, kastede Skjoldet og svang Sværdet med begge Hænder. Hans Dristighed fik sin Løn; thi efter at han havde hugget saa længe paa Kolls Skjold, at der ikke var stort tilbage af det, hug han den ene Fod af ham, og det blev hans Banesaar. Som aftalt var, gav han ham en kongelig Ligfærd og lod opkaste en prægtig Høj over ham. Derefter forfulgte og dræbte han hans Søster Sela, der ogsaa var vel forfaren i alt, hvad der hørte til Viking og Krigsvæsen. 

Efter i tre Aar at have øvet de største Heltebedrifter skjænkede Hardvendel Rørik de Vaaben og alt det udsøgte Bytte, han havde taget, for at komme saa meget højere i hans Gunst, og Kongen fattede da ogsaa saa stort Venskab for ham, at han gav ham sin Datter Gerut til Ægte, med hvem han avlede en Søn Amlet. 

Den store Medgang, Hardvendel havde, vakte hans Broder Fenges Avind, saa han besluttede at tage ham af Dage. Saa lidt kan Dyden være tryg. Selv over for den gjælder det, at Frænde er Frænde værst. Da han saa' Lejlighed dertil, betænkte han sig ikke paa at følge sit Hjærtes grumme Lyst og besudle sine Hænder med sin Broders Blod, og til Brodermord føjede han saa Blodskam, idet han ægtede sin myrdede Broders Hustru. Det gaar jo nemlig for det meste saa, at naar en har begaaet en Forbrydelse, er han strax rede til at begaa en ny, idet den ene driver ham til den anden. Saa fræk og snedig var han derhos til at dække over sin skjændige Gjerning, at han gav det Udseende af, at han havde begaaet sin Misgjerning i en god Mening og smykkede Brodermordet med Kjærlighedens Navn, idet han foregav, at skjønt Gerut var saa blid af Sind, at hun ikke gjorde nogen den ringeste Fortræd, havde hendes Husbond baaret det voldsomste Had til hende, og at han havde dræbt sin Broder for at frelse hende, fordi det tyktes ham uværdigt, at saa blid en Kvinde, der ikke havde den ringeste Smule Galde i sig, skulde finde sig i hans grumme Haardhed. Den Løgn forfejlede da heller ikke sin Hensigt; thi høje Herrer, som ikke saa sjælden skjænke. Smigrere deres Gunst og holde Øretudere i Ære, er det ikke svært at faa til at tro paa en Løgn. Saaledes betænkte Fenge sig ikke paa med lige forbrydersk Sind at gjøre sig skyldig i en dobbelt Ugudelighed ved at besmitte sin Broders Ægteseng efter først at have myrdet ham. 

Da Amlet saa' det, fandt han det ikke raadeligt at bære sig fornuftig ad for ikke derved at vække Mistanke hos sin Farbroder; han stillede sig derfor an, som om han var taabelig og i højeste Maade havde taget Skade paa Forstanden, og ved dette snilde Paafund skjulte han ikke blot, hvad der boede i ham, men reddede ogsaa sit Liv. Han laa stadig hjemme Ved sin Moders Arne og døsede i Skarnet og smurte sig til over hele Kroppen med alskens Uhumskhed, saa han var fæl at se, og Trækkene i hans Ansigt, der var dækket af Smuds, var prægede af den latterligste Fjollethed, ligesom alt, hvad han sagde, lød helt forrykt, og alt, hvad han tog sig for, vidnede om fuldstændig Sløvhed; kort sagt, man skulde ikke tro, han var et Menneske, men et latterligt Uhyre, der var helt fra Sans og Samling. Stundom, naar han sad ved Arnen og ragede i Asken med Hænderne, lavede han Trækroge, som han saa hærdede i Ilden og krummede i Enderne, saa de kunde hægles tæt sammen. Da han en Gang blev spurgt, hvad det var, han tog sig for, svarede han, at han lavede hvasse Spyd til at hævne sin Fader med, hvilket Svar vakte ikke liden Lystighed, thi alle ansaa dette hans Arbejde for latterligt og ørkesløst, skjønt netop det siden hjalp ham til at fuldbyrde sit Forsæt. Den Snildhed, der i Virkeligheden var i dette Svar, vakte nu imidlertid først Mistanke hos dem, der saa' dybere i Tingene, om at han var klogere, end han saa' ud til, thi den Flid og Omhu, hvormed han arbejdede paa saa ringe Ting, tydede paa en Sindrighed, som han holdt hemmelig, og man kunde heller ikke tro, at den, der forstod at bruge sine Hænder saa snildt, havde Skade paa Forstanden. Han plejede ogsaa at samle disse svedne Kjæppe i en Dynge og at gjemme dem paa det omhyggeligste, og somme paastod derfor, at hans Forstand var god nok, men at han dulgte sin Kløgt under paatagen Enfoldighed og rugede over dybe Planer, som han snildelig skjulte. De mente, at den bedste Maade at komme under Vejr med hans Listighed paa var paa et hemmeligt Sted at lade ham møde en dejlig Kvinde, der saa skulde prøve paa at forlokke ham til Elskov, thi Trangen til Elskov er saa heftig, at den ikke lader sig skjule, den vilde være for stærk til, at han kunde holde den i Tømme ved Snildhed, og hvis hans Galskab var forstilt, vilde han, naar Lejlighed gaves, strax give efter for sin Lyst. Der blev da sat nogle Folk ud paa ham, som skulde ride langt ind i Skoven med ham og hemmelig være til Stede, naar han blev sat paa den Prøve. Det traf sig saa, at dér blandt dem var en, som havde haft Amme sammen med Amlet, og som ikke havde glemt den Kjærlighed, der havde været imellem dem i deres felles Barndoms Dage. For ham betød Mindet om deres fordums Samliv mere, end hvad der nys var blevet ham paalagt, og han fulgte med Amlet blandt de beskikkede Mænd mere for at give ham et Vink end for at lokke ham i Fælden, thi han tvivlede ikke om, at der vilde times ham det værste, dersom han véd det ringeste Tegn gav til Kjende, at han var ved sin Fornuft, og især hvis han for deres Øjne hengav sig til Elskov. Det indsaa Amlet nu ogsaa godt selv, og da man bød ham stige til Hest, satte han sig med Vilje saaledes op, at han vendle Ryggen til Hestens Hoved og Ansigtet til Halen, og paa denne lagde han Bidslet, som om det var hans Mening at styre Hestens Fart ved den. Ved dette snilde Paafund skuffede han Farbroderens Anslag og undgik Snaren. Det var ellers et nok saa latterligt Syn, da Hesten løb af Sted uden Tømme med en Rytter, der styrede den ved Halen. 

Da de paa Vejen mødte en Ulv i et Krat, og hans Ledsagere sagde, at det var en ung Hest, sagde Amlet, at Fengé havde alt for faa af den Slags gaaende imellem sit Kvæg, hvorved han paa en lige saa stilfærdig som vittig Maade ønskede ondt over, hvad der hørte hans Farbroder til. Da de hertil bemærkede, at det var meget forstandigt svaret, sagde han, at han med Vilje havde udtrykt sig saaledes, for at man ikke i nogen Maade skulde kunne sige om ham, at han fo'r med Løgn. Det var ham nemlig om at gjøre kun at sige, hvad han mente, derfor sagde han det paa en saa sindrig Maade, at man ikke kunde sige, han løj, og heller ikke paa Grund af den sindrige Iklædning faa fat i hans virkelige Mening. 

Nede ved Strandbredden saa' de Roret af et strandet Skib, og hans Ledsagere sagde da, at det var en svært stor Kniv, de der havde fundet. "Ja", sagde han, "den skal have en ualmindelig stor Skinke at skære i", hvorved han tænkte paa Havet, som Rorets Størrelse passede godt til. Da de kom forbi nogle Sandklitter og gjorde ham opmærksom paa dem med den Bemærkning, at det var noget dejligt Mel, svarede han, at det jo ogsaa var malet af Stormen og Havets Skum, og da hans Ledsagere roste dette Svar, sagde han selv, at det var meget klogt sagt. Da de med Vilje havde forladt ham, for at han saa meget dristigere kunde følge sin Lyst, mødte han ligesom ved et Tilfælde paa et afsides Sted den Kvinde, hans Farbroder havde sat ud paa ham, og han vilde sikkert strax have taget hende i Favn, hvis ikke hans Diebroder havde givet ham et lønligt Vink om, at der var Forræderi med i Spillet. Efter at denne havde overvejet, hvorledes han bedst skulde bære sig ad med hemmelig at advare ham og faa ham til at styre sin farlige Lyst, havde han nemlig fundet paa at anbringe en Avne, han fandt paa Jorden, under Bagen af en Bremse, som han saa gjennede lige hen til det Sted, hvor han vidste Amlet var, og dermed gjorde han ham, som ikke anede Uraad, en stor Tjeneste; Amlet var nemlig lige saa snild til at forstaa Advarslen som den anden til at finde paa den, thi da han saa' Bremsen med Avnen paa Bagen, skjønnede han strax, at det var et hemmeligt Vink om, at der var Ulve i Mosen. Da han nu saaledes havde faaet sin Mistanke vakt og Skræk i Blodet, tog han, for at kunne være tryggere, Kvinden med hen til et afsides Sted, hvor der var fuldt op af Moser, og der fuldbyrdede han sin Hensigt og bad hende derhos paa det indstændigste om ikke at røbe det til nogen, hvilket hun var lige saa villig til at love ham som han ivrig til at bede hende derom; thi hun var bleven opfostret sammen med ham og holdt derfor overmaade meget af ham. 

Da Amlet kom hjem, og de alle for Løjer spurgte ham, om han saa havde faaet sin Elskov styret, svarede han ja, han havde hvilet i Pigens Favn, og da de videre spurgte, hvor det var gaaet for sig og hvilke Bolstre de havde hvilet paa, svarede han, at de havde ligget paa en Hestehov, en Hanekam og nogle Loftsfelter, han havde nemlig, for ikke at blive nødt til at lyve, taget lidt af hver af disse Ting med, da han gav sig ud paa denne Fristefærd. Dette Svar vakte da ogsaa almindelig Latter, skjønt hans spøgefulde Ord ikke sagde andet, end hvad sandt var. Da de nu ogsaa spurgte Pigen, svarede hun, at der ikke havde været noget imellem dem, og det troede de saa meget villigere, som ingen af dem, der havde været med, vidste noget om, hvad der var foregaaet; men han, som havde givet Bremsen Avnen at flyve med, sagde, for at Amlet kunde vide, at det var ham, der havde frelst ham ved sit snilde Paafund, at han nylig ganske særlig havde været betænkt paa hans Tarv. Amlet gav ham et lige saa snildt Svar; thi for at han kunde vide, at han var ham taknemlig for det Vink, han havde givet ham, sagde han, at han nok havde set, at der kom noget flyvende i fuld Fart med et Straa paa Ryggen og en Avne i Bagen. De andre var ved at revne af Latter over det Svar, men Amlets Ven glædede sig over hans Forstand. 

Da han nu saaledes havde narret dem alle, og ingen kunde faa hans Forstandskiste dirket op, sagde en af Fenges Venner, der var klogere i sine egne Tanker end i Virkeligheden, at det ikke lod sig gjøre ved almindelig Snedighed at faa en Forstand, der var saa godt gjemt, frem for Dagens Lys, han var alt for stædig, til at man kunde komme nogen Vegne med ham ved at stille ham paa lette Prøver, hans Snedighed var saa mangfoldig, at det ikke kunde nytte at bruge simple Midler. Derfor havde han nu ved at granske dybt over Tingene udfundet en sindrigere Fremgangsmaade, som det ikke var svært at følge, og som sikkert vilde føre til, at de kom paa det rene med, hvad de søgte at faa at vide. Fenge skulde nemlig lade, som om han for en vigtig Sags Skyld var nødt til at rejse bort, og saa skulde Amlet lukkes ind i Sovekammeret til sin Moder, efter at der først, uden at nogen af dem vidste det, var stillet en Mand paa Lur i en Krog derinde for at give nøje Agt paa, hvad de talte sammen; dersom Amlet var ved sin Forstand, vilde han nemlig ikke tage i Betænkning at tale rent ud til Moderen, thi hendes Ærlighed vilde han ikke være bange for at stole paa. For at vise, at han lige saa fuldt var Mand for at føre sin Plan igjennem som for at finde paa den, tilbød han selv at paatage sig den Spejdertjeneste. Fenge blev glad over dette Forslag og drog bort under Paaskud af, at han skulde paa en lang Rejse. Manden, som havde fundet paa dette Raad, havde lønlig listet sig ind i Kammeret, hvor Amlet skulde være sammen med sin Moder, og skjult sig i Halmen, Gulvet var strøet med. Men Amlet fandt ogsaa Udvej til at undgaa den Snare. Da han frygtede for, at der var Lurere, bar han sig først ad paa sin sædvanlige vanvittige Maade, galede som en Hane, baskede med Armene, som om det var Vinger, og sprang omkring i Halmen for at prøve, om der laa nogen gjemt i den. Da han mærkede noget ligesom en Klump under Fødderne, stak han i det med sit Sværd, gjennemborede det og trak saa Manden frem af hans Skjul og slog ham ihjel, derpaa huggede han hans Lig i Stykker, kogte Stumperne og kastede dem i Kulen til Æde for Svinene, saa Uslingens Krop fik sit Leje i Skarn og Uhumskhed. Efter at han saaledes havde faaet Lureren af Vejen, gik han atter ind i Kammeret, og da hans Moder nu begyndte at græde og jamre sig over hans Forrykthed, sagde han: "Hvorfor søger du, skammelige Kvinde, at skjule din grove Synd med falske Taarer, du, der som en fræk Skjøge skjænder og besudler dit Leje, idet du fuld af Ukyskhed favner din Husbonds Morder og med de væmmeligste Kjærtegn slesker for den, der har undlivet din Søns Fader? Saaledes tager Hopper imod de Hingste, der bar overvundet dem, de før holdt sig til; det er umælende Dyrs Natur snart i Flæng at parres med en, snart med en anden, og du viser jo noksom ved at bære dig ad som de, at du har glemt din første Mand. Jeg stiller mig ikke uden Grund an, som om jeg var forrykt, thi jeg tvivler ikke om, at han, der har myrdet sin Brodér, ogsaa vilde fare frem med samme Grumhed imod andre Frænder. Derfor er det bedre, at jeg har Udseende af at være gal end af at være klog; ved at lade, som om jeg er rent forrykt, redder jeg Livet. I mit stille Sind pønser jeg dog stadig paa at hævne min Fader; men jeg passer mit Snit, jeg venter paa gunstig Lejlighed dertil. Hver Ting maa have sin Tid og sit Sted. Over for en falsk og grum Mand maa man gaa mere snedig til Værks. Du har derfor ikke nødig at jamre dig over min Forrykthed, med mere Føje burde du græde over din egen Skjændsel, snarere sørge over, at din egen Sjæl er i Ulave, end over at andres er det. Og glem saa for Resten ikke at holde Tand for Tunge". Ved saaledes at overdænge sin Moder med haarde Ord fik han hende til at vende tilbage til Dyd og Ærbarhed og til at indse, at hendes fordums Kjærlighed var mere værd end den Vellyst, hun havde givet sig hen til. Da Fenge vendte tilbage, og Spejderen ingen Steds var at finde, lod han længe paa det ivrigste søge efter ham, men alle sagde, at de hverken havde hørt eller set noget til ham. De spurgte ogsaa for Spøg Amlet, om han ikke havde Færten af, hvor han var bleven af; han svarede, at han var gaaet i Kulen og gaaet til Bunds der, og saa havde Svinene ædt ham med alt det Skarn, han havde faaet paa sig. Skjønt hans Ord indeholdt en Tilstaaelse af Sandheden, lo de dog blot ad den, fordi den lød som Vanvid. 

Fenge havde nu imidlertid stadig en stærk Mistanke om, at hans Stifsøn pønsede paa Svig, og vilde derfor gjærne tage ham af Dage, men da han ikke selv turde gjøre det af Frygt baade for hans Bedstefader Røriks og hans Moders Vrede, besluttede han, for selv at kunne lade, som han var uden Skyld, at faa en anden til at gjøre det og lade Kongen af England myrde ham, idet han, opsat, som han var, paa at skjule sin Grumhed, hellere vilde bringe Skjændsel over sin Ven end paadrage sig selv Vanry. Ved sin Bortrejse paalagde Amlet lønlig sin Moder, naar der var gaaet et Aar, at tjælde Hallen med Tæpper og holde hans Gravøl, som om han var død; til den Tid lovede han at komme tilbage. I Følge med ham var to af Fenges Hirdmænd, der havde Brev med til Kongen af England, i hvilket det paalagdes ham at lade den medfølgende unge Mand dræbe - det var indristet i en Trækjevle, hvilket i gamle Dage var en meget almindelig Maade at skrive Brev paa. Medens de sov, ransagede Amlet deres Gjemmer og fik fat i Brevet, og da han havde læst det, skrabede han Indholdet ud og ristede noget helt andet i Stedet, idet han satte sine Rejsefællers Navne i Steden for sit eget og anmodede om, at de maatte blive ombragte. Og ikke nok med, at han saaledes friede sig selv fra Døden og lod den komme over de andres Hoveder, tilføjede han falskelig en Anmodning i Fenges Navn, om at Kongen af England vilde give den højst forstandige unge Mand, han sendte ham, sin Datter til Ægte. 

Da de kom til England, og Sendemændene fik Foretræde for Kongen, overrakte de ham Brevet, som de troede skulde bringe en anden Døden, men som i Virkeligheden indeholdt deres egen Dødsdom. Kongen lod som ingen Ting og tog venlig og gjæstfrit imod dem, men Amlet agtede det kongelige Maaltid, der anrettedes for dem, saa ringe, som om det var den simpleste Mad, vendte sig med en Afholdenhed, som alle lindrede sig over, fra Bordets rige Overflod og vilde hverken spise eller drikke. Alle saa' med Forundring paa, at denne fremmede unge Mand bar saadan Afsky for det kongelige Bords lækre og med Overdaadighed tillavede Retter, som om det havde været grov Bondekost. Da Maaltidet var til Ende og Gjæsterne gik til Ro, lod Kongen en Mand skjule sig i deres Sovekammer for om Natten at erfare, hvad de talte sammen. Da Amlets Rejsefæller nu spurgte, hvorfor han, da de sad til Bords, ikke havde villet røre Maden, som om det havde været Gift, svarede han, at Brødet var besmittet med Blod, Øllet smagte af Jærn, Flæsket stod der Stank af som af Menneskelig, det havde været en død Mands Aadsel for nær og var blevet fordærvet deraf. Han sagde endvidere, at Kongen havde Trælleøjne, og at Dronningen i tre Ting havde baaret sig ad som en Trælkvinde, og smædede saaledes nok saa meget dem, der havde ladet Maden lave, som Maden selv. Hans Stalbrødre skjændte nu paa ham, fordi han nu igjen kom med sit gamle Vanvid, og begyndte at spotte ham og give ham spydige Ord, fordi han lastede, hvad han burde rose, klagede over, hvad godt var, førte usømmelig Tale om saa ypperlig en Konge og en Kvinde af saa høviske Sæder, og ved sine forsmædelige Ord tilføjede dem den største Tort, skjønt de begge var al Ære værd. 

Da Kongen fik delte at vide af sin Drabant, sagde han - og ved de faa Ord viste han, hvor kløgtig han var -, at enten maatte dette Menneske have mere Forstand end andre, eller han maatte være forrykt. Han lod derpaa sin Foged kalde og spurgte, hvor han havde Brødet fra. Da Fogden svarede, at det var lavet af deres egen Bager, spurgte Kongen, hvor Kornet, det var bagt af, havde voxet, og om der var Tegn til, at nogen var bleven slaaet ihjel der, og Fogden sagde da, at der tæt ved Kongsgaarden var en Mark, der var fuld af gamle Ben af slagne Mænd, saa det var tydeligt nok, at der i gamle Dage havde fundet et stort Mandefald Sted, og der havde han i Haab om at faa overmaade mange Fold ladet Vaarsæden saa, fordi der var mere Grøde i Jorden der end anden Steds, og det kunde jo derfor nok være, at Brødet havde faaet nogen Afsmag af de raadne Ben. Da Kongen hørte det, skjønnede han, at det var rigtigt, hvad Amlet havde sagt, og han vilde nu ogsaa have at vide, hvor Flæsket kom fra. Fogden sagde da, at hans Svin som Følge af, at der ikke var blevet passet tilstrækkelig paa, var slupne ud og havde ædt det forraadnede Lig af en Røver, saa det kunde maaske være, at det var deraf deres Kjød smagte fordærvet. Da Kongen var kommen paa det rene med, at Amlet ogsaa havde haft Ret i dette, spurgte han, hvad Øllet var brygget af, og da Fogden svarede, at det var brygget af Spelt og Vand, lod han grave dybt i det Kildevæld, Fogden viste ham, og der fandt de en Mængde rustne Sværd, som man holdt for havde givet Vandet Afsmag. Andre siger, at det var Mjøden, Amlet lastede, fordi han, da den blev øst op, fandt nogle Bier i den, der havde ædt af en død Mands Ister, og saa var den daarlige Smag gaaet over i Mjøden fra Honningen. Da Kongen nu saaledes saa', at det havde sin Rigtighed med den Afsmag, Amlet havde anket over, og yderligere, da han spurgte ham, hvad han mente med de nedsættende Ord, han havde sagt om hans Øjne, fik at vide, at han havde sigtet til en Plet, der hvilede paa hans Herkomst, talte han hemmelig med sin Moder og spurgte hende, hvem der var Fader til ham. Da han, efter at hun havde svaret, at hun ikke havde haft Samkvem med andre end Kongen, truede hende med, at han nok skulde faa Sandheden ud af hende ved Hjælp af Pinebænken, tilstod hun, at det var en Træl, der var Fader til ham, og af denne aftvungne Bekjendelse fik han saaledes at vide, hvorledes det forholdt sig med den Plet paa hans Herkomst, Amlet havde hentydet til. Men medens han skammede sig over sin lave Byrd, glædede han sig paa den anden Side over den unge Mands Kløgt, og han spurgte ham nu, hvorfor han havde tilføjet Dronningen den Tort at sige, at hun bar sig ad som en Trælkvinde. Men da han nu saaledes besværede sig over, at hans Gjæst om Natten havde talt nedsættende om hans Hustrus Høviskhed, fik han at vide, at hendes Moder virkelig var en Trælkvinde, thi Amlet sagde, at de tre Ting, han havde ment, da han lastede hende for at bære sig ad som en Trælkvinde, var for det første, at hun paa saadanne Kvinders Vis svøbte Hovedet ind i sin Kaabe, for det andet, at hun kiltrede sin Kjortel op, naar hun gik, og for det tredje, at hun stangede sine Tænder og tyggede Madresterne, og for at han kunde se, at hun ikke blot havde Trællelader, men ogsaa var af Trællebyrd, fortalte han ham, at hendes Moder var bleven taget til Fange og gjort til Trælkvinde. 

Kongen fik nu saadan Ærbødighed for hans Klogskab, som om det var guddommelig Visdom, han var begavet med, og gav ham sin Datter til Ægte, og alt, hvad han sagde, tog han, som om det kom fra Himlen. Hans Ledsagere lod han i Henhold til sin Vens Anmodning hænge Dagen efter. Amlet lod, som om han blev fortrydelig over denne Vennetjeneste, som om det var en Uret, der var sket ham, og Kongen gav ham da i Mandebod noget Guld, som han senere lod smelte og hemmelig støbe ind i nogle hule Træstokke. 

Da han havde været i England et Aar, bad han om Lov til at rejse og vendte hjem, og af alle de Skatte, Kongen havde givet ham, tog han ikke andet med end Stokkene med Guldet i. Da han kom til Jylland, afførte han sig sine fine Klæder og aflagde sit høviske Væsen og antog i Steden derfor med Vilje atter de latterlige Lader, han tidligere havde baaret til Skue, og da han bedækket med Smuds traadte ind i Hallen, hvor de var ved at holde hans Gravøl, vakte det den største Forbavselse hos alle, at Rygtet altsaa havde løjet ham død. Deres Forskrækkelse forvandledes imidlertid omsider til Lystighed, og Gjæsterne gjorde Løjer med hverandre, fordi de holdt Gravøl efter ham, som om han var død, og saa stod han levende iblandt dem. Da de spurgte ham, hvor hans Stalbrødre var, viste han dem Stokkene, han havde med, og sagde, at her var de begge to, og det er jo ikke saa lige at sige, om dette Svar var mest sandfærdigt eller morsomt, thi skjønt de fleste ansaa det for taabeligt, var det jo overensstemmende med Sandheden, for saa vidt som han i de dødes Sted viste dem den Mandebod, han havde faaet for dem. Derpaa gav han sig til at hjælpe Mundskjænkene for at faa Lystigheden bedre i Gang imellem Gjæsterne og drak dem flittig til, og for at hans side Kjortel ikke skulde hindre hans Gang, bandt han den op med sit Sværdbælte, og Sværdet trak han jævnlig ud af Skeden og saarede sig med dets Od i Fingerspidserne, hvorfor nogle af Gjæsterne slog en Jærnnagle igjennem det og Skeden, saa at det ikke kunde drages. For saa meget tryggere at kunne bane Vejen for sit Anslag skjænkede han flittig for Hirdmændene, fik dem til at tømme det ene Horn efter det andet og overvældede dem alle saaledes med Drik, at de af Drukkenskab ikke kunde staa paa Benene og lagde sig til at sove i Borgen og saaledes brugte Gildehallen som Sovekammer. Da han nu saa', at de var lette at overliste, og at Lejligheden til at udføre hans Forsæt var kommen, hentede han de Kjæppe, han i sin Tid havde lavet til, frem fra Stedet, hvor han havde forvaret dem, og gik atter ind i Huset, hvor Hirdmændene laa hulter til bulter paa Gulvet og brækkede sig, alt medens de sov Rusen ud. Han skar Baandene over, der holdt Tæpperne fast, som hans Moder efter Aftale havde tjældet Hallens Vægge med indvendig, og da de faldt ned over de snorkende Mænd, stak han Kjæppene med Krogene i dem og filtrede det hele saa uløselig sammen, at ingen af dem, der laa under det, kunde rejse sig, hvor meget de end anstrængte sig. Derpaa stak han Ild paa Huset, Flammerne tog hurtig til i Styrke, saa Ilden bredte sig og snart omspændte hele Borgen og fortærede den med alle dem, der var i den, hvad enten de nu stadig laa i dyb Søvn, eller de forgjæves søgte at rejse sig. Derpaa gik han ind i Fenges Sovekammer, hvor Kongen var bleven baaren ind af sine Mænd, rev Sværdet, der hang ved hans Seng, til sig og hængte sit eget i Stedet for. Saa vækkede han sin Farbroder og sagde ham, at hans Hirdmænd var ved at brænde op, og at Amlet var kommen rustet med sine gamle Kroge og opsat paa at tage den Hævn, han havde til gode for sin Faders Drab. Da Fenge hørte det, sprang han ud af Sengen og blev fældet, da han savnede sit eget Sværd og forgjæves søgte at drage det, der hang i dets Sted. 

En modig Mand og værdig til et evigt Eftermæle var Amlet, som snildelig gav sig Udseende af at være en Taabe og ved en beundringsværdig godt paatagen Galskab holdt sin overmenneskelige Kløgt skjult og ikke blot ved sin Snildhed fik bjærget Livet, men ogsaa ved dens Hjælp fandt Lejlighed til at hævne sin Fader, saa det maa staa uafgjort hen, om han ved saaledes snildt at vare sig selv og kjækt at hævne sin Fader lagde mest Mod eller Klogskab for Dagen. 

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Krøniker]]
[[Kategori:Danmarks historie]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Frederik Winkel Horn]]