Vis kilden til Rensdyr på Kulusuk-øen. Fortalt af Kúnitse (Rosing)

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !! !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link= Rensdyr på Kulusuk-øen. Fortalt af Kúnitse (Rosing)]] !!  !!  
|-
|}

<blockquote>[[Fil:J.Rosing cover.jpeg|thumb|250px]]
<br><center>
'''[[Grønlandsk religion og mytologi|Temaside: Grønlandsk religion og mytologi]]'''<br><br><br><big>'''[[Sagn og saga fra Angmagssalik (Rosing)|Sagn og saga fra Angmagssalik]]'''</big>
<br>'''Jens Rosing'''<br>
<br>
<big><big><big>'''Rensdyr på Kulusuk-øen'''</big></big></big><br><br>''Fortalt af Kúnitse''</center>



Der var tider, hvor der her på Kulusuk-øen levede rensdyr. Dengang boede folk ude på de yderste øer, for at rensdyrene ikke skulle skræmmes bort af bopladslugt.

Der var folk, som yndede rensdyrjagt frem for noget andet. Særlig om efteråret drev man jagt, thi da var renernes pelse blanke og fine.

På den tid, hvor den første sne begyndte at falde, kom renerne i brunst. Da samledes flokkene langs med søerne i dalen under Taitsin-fjeldet. Jægerne lagde sig på lur langs med Tâlin, folden. Nede fra dalen kom renbukkene jagende med deres semler. Når dyrene passerede på pilehold, sendte man en pil i semlen. Bukken, der ikke vidste, hvorfor semlen faldt, stødte til hende for at få hende på benene. Men når det ikke lykkedes, begyndte den brunstne buk at se sig om. Da først får den øje på mændene, der har forvoldt dens mages død. Den mand, med hvis pil semlen er blevet fældet, griber sin lanse og løber ned mod en stor sten, »Ujâjítukajik«, også kaldet Tugtungniartin Qimarqavian, renjægernes flugtsted. På den side af stenen, der vender mod Tâlin, er der stablet trin op. Renbukken sætter fnysende efter flygtningen. Når manden springer op på stenen, stopper bukken og kredser derefter i løb rundt om stenen. Oppe fra stenen slynger manden sin lanse mod det rasende dyr. Til lansen er fastgjort en line, så manden kan trække sit våben til sig. Således fældes bukken. 

Men vé den stakkel, der ikke hurtigt nok kom op på stenen. Med et horn i halen og skindpjalterne flagrende tog han luftvejen over den frelsende sten.

En af de største renjægere dengang var en stor og berømt åndemaner.

Når han drog ud på renjagt, sagde han altid: »Skulle det hænde, at en renbuk stanger mig ihjel, skal I begrave mig tæt ved Tâlin. Derfra vil jeg kunne se ud over det vidunderlige renland og ud over storis og hav, sælernes store opholdssted. Jeg vil nyde at se jeres jagter, når jeg engang bliver »qartimaitseq«, en dødning«.

En efterårsdag blev han spiddet ihjel af en olm renbuk, og vi husker ham derfor som »Tug- tup toqutâ«, ham, som renen dræbte.

Hans slægtninge gravsatte ham tæt ved Tâlin, som han selv havde ønsket det.

Senere, når jægere lå pa lur efter ren, kunne de se den døde stige op af graven og nyde synet af deres jagt.

Da denne åndemaner var erfaren i al trolddomskunst, blev han ned gennem tiderne stærkt søgt af åndemanerlærlinge, der ved strygning fik ham manet frem og derved skaffede sig en stærk dødningesjæl som deres skræmmeånd.

Man har også bevaret en nidvise, der omhandler renjagt på Kulusuk-øen.

Siddende ved åndemanergraven — med udsigt over »det vidunderlige renland« og storis og hav sang Kúnitse:


::Lad mig ånde ud i 
::sang dengang vi drog ud på renjagt 
::det var sammen med min lille bror 
::vi var på rensdyrjagt 
::ved Kangersivardik vi krøb i land 
::jeg fældede 
::en stor ren, en fuldvoksen renbuk, 
::som den anden fældede jeg en ung buk, 
::som den tredie fangst den dag 
::fik jeg en voksen spragletsæl.


::Ih, hvor jeg ikke ligner min modstander 
::som kun er en æder, 
::han driver kun fangst 
::på strandkryb, 
::kun muslinger 
::kun ulke 
::er hans fangst 
::er hans sælfangst.
 
 

==Kilde==
Jens Rosing: ''Sagn og saga fra Angmagssalik'', ss. 25-26, København, 1963.


<center><big>'''[[Dengang to vintre fulgte hinanden. Fortalt af Kúnitse (Rosing)|Næste kapitel ►]]'''</big></center>
</blockquote>
<br>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Jens Rosing]]
[[Kategori:Inuitisk religion og mytologi]]