Vis kilden til Ridt med bjærgmanden

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Ridt med bjærgmanden]] !!  !! 
|-
|}


[[Fil:ETK 01.jpg|thumb|200px|<center>Hans Kristensen Lund (f. 1817) var en af Evald Tang Kristensens mange meddelere.</center>]]

<center>'''[[Danske sagn som de har lydt i folkemunde I-VI|<big>Danske sagn</big><br> som de har lydt i folkemunde]]'''<br><br>

af
'''[[Evald Tang Kristensen biografi|Evald Tang Kristensen]]'''<br>1892


<big>'''[[Bjærgfolk| Bind I]]'''</big><br><br>Første afdeling<br><big>'''Bjærgfolk'''</big><br><br><big><big>'''81. Ridt med bjærgmanden'''</big></big>

</center>

 
1329. En ''Furbo'' var ovre ved kongen at forebringe ham en sag; men han kunde ikke straks få ham i tale, og så blev det ved at hale tiden ud, og det blev juleaften, så han kunde ikke komme hjem at få hans juleaftensnadver. Da traf han på Kongens-nytorv en bitte mand, der siger: «Går du her, tu du er en Furbo?» Ja, han var. Nu havde han ligget her ovre en otte dages tid, og han havde lovet at komme hjem til juleaften, men det kunde nu ikke lade sig gjøre. Ja, han kunde følges med ham, så skulde han nok komme hjem, «for a er din nabo.» — «Min nabo!» — «Ja, og a er ridende, vi skal nok komme hjem til nætterdags. Nu om fem minutter kommer min hest.» De satte dem så begge op, og hesten sætter op i luften og rejser oven over byen. Da de havde redet en kort tid, siger Furboen: «Hvad er det, der skrasler ved hestens fødder?» — «Ja, vi er komne lige vel nederlig, det var spidsen af Viborg domkirke.» Så kom de til Fur, og det tøjj jo ikke længe. «Nu er du kommen heldig hjem. Men i morgen klokken tolv da skal a til at slås med en dværgemand, der bor i den höj oppe ved ''Vedhöjgård'', og a er ræd, a kan ikke klare mig. Du kan jo gjøre mig en tjeneste, dersom du vil. Ser du, te a kan ikke klare mig, vil du så ikke have et bøgehjul og trille ind imellem os, så skal a nok vinde sejr over ham?» Ja, han skulde nok komme til tiden og nok have hjulet i beredskab. Han kommer også derhen, og de kommer til at slås, deher to dværge. Manden stod jo og så på det, og da han ser, at den anden er ham overlegen, så triller han hjulet ned imellem dem, og da vandt hans egen dværg slaget og tarsk den anden så forfærdelig. Nu blev den mand så ustyrtelig rig. Rigdommen flød sådan ind på ham, og de fik alle sammen noget af det der ovre, og de fleste har velstand endnu.

Senere hen vilde bjærgmanden flytte, og han bliver akkorderet med færgemanden om det. Da dværgen tog hans lue af og satte på en af færgekarlene, stod odden al fuld af folk. 

''Kristen Mortensen, Vejsmark''.


1330. En mand fra Salling gik en dag i Kjøbenhavn og var mismodig over, at han nu ikke kunde komme hjem til juleaften, ti det var netop lille-iuledagsaftens eftermiddag. Da kom der en mand til ham og gav sig i tale med ham, og han fortalte da denne, hvor bedrøvet han var over ikke at kunne komme hjem til sin familie. Manden var en bjærgmand fra Jylland og mente, at det skulde have gode veje, ti vilde han love bjærgmanden en tjeneste, da skulde han være hjemme om et par timer. De satte sig da på et par vakre heste, og i skumringen red de ud af byen. Men de fulgte ikke jorden, men fløj i luften, og da de havde redet en stund, stumlede den hest, manden red på. «Prrr, prrr!» sagde han, «der var min hest nær falden. » — «Ja,» svarede bjærgmanden, «det var Viborg domkirkes tårn, den slog skankerne imod.» Så vidste manden, at nu var han snart hjemme, og da de kom der, sagde bjærgmanden: «Ja, nu har jeg hjulpet dig hjem, så det endnu er god tid at spise julenadver, men om nogle nætter kommer jeg og kalder på dig, og da vil du nok med dine folk være mig og mine behjælpelig med at komme over sundet til ''Fur'', ti her på fastlandet bliver det os alt for utåleligt, da Kristendommen bliver for stærk, og kirkeklokkerne fornærmer os?» Dermed skiltes de; men nogle nætter efter kom bjærgmanden og kaldte på den anden, og han rejste da tillige med sine karle ned til færgestedet, hvor han ikke så andre end bjærgmanden. Men denne gav hurtig signal til at sejle, og tung var ladningen, ti rælingen gik i vandet, og manden troede, at de var sunkne til havsens bund. Bjærgmanden bad ham dog være ubekymret. Da de var komne til landet, spurgte bjærgmanden ham, hvad han troede, han havde haft om bord. «Ja, det vidste manden ikke, dog kunde han skjønne, at det var tunge varer.» Da satte bjærgmanden sin tophue på hans hoved, og nu så han, at stranden mylrede af småpuslinger, og det undrede ham ikke, at skibet gik så dybt i søen, ti det syntes ham umuligt, at slig en masse kunde rummes på ét skib. 

''Jeppe Jensen, Åkjær''.


1331. På Tyholm ved ''Ottesund'' ligger en gård, kaldet ''Sundgården''. Gårdens ejer var en gang før juletider en rejse i Kjøbenhavn, men var ikke nået at komme hjem til juleaften, hvorfor han i juleaftenskvælden gik og vankede på Kjøbenhavns gader og var mod i hu. Da mødte han en lille mand, der sagde til ham, at hvis han vilde færge over sundet for ham nytårsnat, så skulde han besørge ham til hans hjem i Sundgården, inden hans kone satte det sidste fad suppe på bordet Manden tog mod tilbudet på nævnte betingelser og gik med den lille mand uden for byen, hvor en hest stod opstaldet, som de begge steg op på. Hesten sprængte af sted, ganske lydløst, men et øjeblik efter hørte manden et lille skrink, der lignede et lille hammerslag på et stykke jærn. «Hvad kunde det være?» spurgte Sundgårds-manden den lille mand. «Å,» svarede han, «jeg red vel lavt, det var Viborg domkirkes spir, hestens sko tørnede imod.» Kort efter holdt de i Sundgården, og konen kom og satte det sidste fad suppe på bordet, just som hendes mand havde taget sin plads ved bordenden. Nytårsaften omtrent ved almindelig sengetid mældte den lille mand sig og ønskede nu færgemandens hjælp efter aftale. Han sejlede da den lille mand over sundet. Der var kun ham alene, men dog stak færgen meget dybt i vandet. Den lille mand fulgte med tilbage igjen for atter at færges over, og således gik det flere gange til hen imod morgenstunden. Da han så var tilfreds og ikke vilde benytte færgemandens tjeneste længere, takkede han venlig og sagde så, om han havde lyst til at se, hvad det var, han nu havde sejlet over i nat. Jo, det havde han da nok lyst til. Den lille mand tog da sin hat af og satte den på færgemandens hoved og sagde til ham: «Se nu der op ad landevejen.» Men hvad så han? Med landevejen fra sundet og så langt op i ''Humlum bakker'', som færgemanden kunde se, vandrede tætte skarer af bjærgmænd. «Ja,» sagde den lille mand, «den kristne tro bliver for stærk, overtroen for svag, nu kan vi ikke længere finde os tilfredse her, vi drager nu til Tyrkiet. Når en gang overtroen får råderum i Danmark, så vender vi tibage her til igjen, hvor vi har levet så mange lykkelige år.» Dermed tog den lille mand sin hat og skiltes i venlighed fra færgemanden. 

''Kr. Søndberg, Lomborg''.


1332. Færgemanden ved ''Ottesund'' var en gang i Kjøbenhavn, og det var lige før jul. Han havde bestemt at komme hjem til juleaften, men var bleven forsinket og kunde ikke komme fra Kjøbenhavn før på lille-juledag. Da han nu ikke vilde rejse selve juleaften, besluttede han at blive, til de höjhellige dage var forbi. Han var dog lige godt meget kjed af det, da det al tid ansees for noget slemt ikke at være i sit hjem juleaften. Som han nu der gik i sine egne tanker, kom en lille mandsling hen til ham og spurgte, hvad han fattedes. Han fortalte da, at han var færgemanden fra Ottesund og var bedrøvet over, at han ikke kunde tilbringe julen hos sin familie. Mandslingen spurgte da, om han vilde gå ind på at stille færgebåden med to rorkarle til hans rådighed en vis nat, for så vilde han føre ham hjem endnu den samme aften. Manden gik med glæde ind på den akkord, og nu bad den lille ham at følge med sig. De kom da til en stald, hvor der stod en lille sort hest, og han bød nu manden stige op på hesten og surrede ham så godt fast med et stykke reb, trak hesten ud og stod også selv op. Nu tog hesten det i tre spring til Ottesund, det første spring til vestsiden af Sjælland, det andet til vestsiden af Fyen, og så endelig det sidste spring til mandens hjem. Men det var det største spring. Da hesten havde været fra jorden en lille tid, hørte færgemanden, der sad bagest, at det ene bagben stødte imod. Han spurgte da, hvad det var, de kom imod. «Viborg domkirke,» svarede den lille, og snart var de i mandens hjem. Nogle dage efter, det var netop nytårsaften, kom nissen igjen og sagde, om han så vilde lade færgebåden gå den aften. Manden var kjed af det, da det netop var nytårsaften, men den lille mindede ham om, at han jo også havde redet ham hjem selve juleaften. Manden tog så en karl med sig, og de gjorde båden i stand. Nissen ventede nu lidt, bød så manden at ro, og han blev da ved at ro den hele nat. De kunde ingen ting se, men nok mærke, at de havde fuld last, når de roede over til den anden side af sundet. Da det endelig blev morgen, erklærede nissen, at nu var de færdige. Han spurgte så manden, om han ikke gjærne vilde se, hvad han havde fragtet over. Jo, det vilde manden da gjærne. Nissen smurte så hans øjne i en salve. Manden så da, at hele Ty, så langt han kunde se, var aldeles oversået med små nisser. Siden er nok også folkene nord for Limfjorden blevne dem for kloge, da de siges nu at være flyttede til Norge. 

''J. Kr. Jensen''.


1333. En færgemand ved ''Sund'' i æ Nørreland var i Kjøbenhavn for at føre en proces, og alle hans penge gik til, så han havde ikke noget at komme hjem for. Så kom han til at ride med en lille mand, men måtte ikke tale et ord. Det gav et klink, da de rørte ved Århus domkirke. Til gjengjæld skulde han færge over for ham en nat, og da han var færdig, fik han en lille kikkert at se i o. s. v.

''Smed Ebbe Alexandersen, Torstrup''.


1334. En nytårsaften var færgemanden ved ''Ottesund'' i Holstebro, og da han så rejste hjem, var det så stærken blæst, at han ikke turde ro over fjorden til Ty, og det var han nu inderlig kjed af, da han gjærne vilde hjem om aftenen, men i det samme kom en lille mand hen til ham og spurgte ham, hvad han stod der efterså silde. Manden fortalte ham så, at han gjærne vilde hjem den aften, men han turde ikke ro ene, fordi det var så stærk blæst. «Ja,» sagde den lille mand, «da kan jeg gjærne ro dig over i aften, men så skal du ro for mig en anden aften, når jeg trænger til det» Jo, det skulde færgemanden da nok. Derpå stak de båden i søen, og den lille mand greb årerne og roede hurtig af sted. Da de var komne over til den anden side, sagde færgemanden farvel og tak til den lille, som han kunde forstå var en bjærgmand, der pludselig forsvandt for hans øjne. Næste nytårsaften blev der banket på færgemandens dør, og den lille mand sagde til ham: «I aften vil jeg gjærne have dig til at ro en tur for mig,» og så måtte han jo med ham. Den aften var det stille og smukt vejr. Og nu roede færgemanden og den lille mand over fjorden den ene gang efter den anden hele natten. Som det så ud til, havde de ikke det mindste i båden, og dog gik den så dybt hver gang, og det var så strængt at ro, at man skulde tro, den var fuldt lastet, men når de roede tilbage igjen, var der kun den tomme båd. Hen ad morgenstunden sagde bjærgmanden til ham: «Vil du nu ikke gjærne se, hvad du har roet med i nat ?» — « Jo.» — «Ja, lad os så bytte hat lidt.» Da færgemanden fik hans hat på, kunde han se en forfærdelig masse nisser stå på strandbredden. Det var dem, han havde færget over om natten, ti den gang var det, at nisserne flyttede fra Ty, og siden den tid har man nok ikke mærket noget til dem der ovre. 

''Karl Kristian Jensen, Nørre-Byskov ved Lemvig''.


1335. I ''Odby'' på Tyholm boede en mand ved navn Niels Kristensen, og på hans mark var der en höj, der hed ''Kjæmpehöj'', den var dog ikke så stor, ti den ragede kun et par alen over jorden, men folk havde dog så tit hørt, når man om aftenen var kommen forbi höjen, det banke og smedde der inde i en forfærdelig tid, og man var da også vis på, at der boede bjærgfolk i höjen, og at det var smedefolk. Så hændte det en gang, at Niels var i Kjøbenhavn, men da han skulde hjem, var skibet sejlet fra ham, og så gik han ud i byen, sørgmodig over, at han ikke kunde komme hjem til juleaften. På lillejuledag, da han gik ude på gaden, mødte han en lille mand, sådan hen i mørkningen, og han sagde: «God dag, Niels,» «God dag,» svarede Niels forundret. «Ja, du kjender mig vist ikke,» sagde den lille, «men jeg boer da på din mark. Men hvad er det?» tilføjede han, «jeg synes, du ser så sørgmodig ud, hvad er der i vejen med dig?» -  «Jo, for skibet, jeg skulde med, er sejlet fra mig, og nu kan jeg ikke komme hjem til juleaften.» — «Å pyt, ikke andet, vi skal jo samme vej, og min hest kan nok bære to.» Niels kom altså op bag på hesten, og bjærgmanden sagde, at han skulde holde godt fast i ham. Og så syntes Niels, at hesten vandt sig lige op i vejret en stund, og derpå foer den igennem luften, så det hvinede om ørene på dem. Men han kunde ingen ting se, ti det var helt mørkt. Da de havde redet en god stund, gav det en ranglende lyd under dem. Så spurgte Niels, hvad det var. «Å, vi kom lige vel lavt,» svarede bjærgmanden, «det var bare spidsen af Viborg domkirke, hestens sko stødte imod.» Så red de i tavshed en stund, men ved midnatstide kom de ned på jorden i Odby lige ved Niels Kristensens gård, og så sagde han bjærgmanden farvel og tak, og hver gik til sit.

''K. Kr. Jensen''.


1336. En soldat, der var i tjeneste i Kjøbenhavn, blev permitteret, og så går han fra byen en eftermiddag og går lidt ud på Sjælland. Der møder han en ridende, og han spørger ham om, hvor han var fra. Ja, han var fra Mors i Nørrejylland. Så måtte han godt sidde op bag ved ham, og nu susede det og skred sådan temmelig rask, men ikke et ord havde de sammen nogen af dem. Omsider gav det et skrink ved den éne side. «Hvad kan det være?» siger karlen. «Å, det betød ikke noget, vi var komne vel nederlig, det var Viborg domkirkes tårn, vi stødte imod.» Det blev han meget forskrækket ved at høre, han tykte, det var noget galt noget. Det skred nu lige rask, og så kom de ned ved Hvalpsund. Om han vilde nu være så god at sætte sig af, for de kunde ikke følges ad længere. Så spørger han om, hvad han blev skyldig. «Ingen ting,» svarede den anden, «nu må du have farvel og tak.» Nu skulde han til at se efter, hvem det var, han havde rejst med. Det var en stakket, dygtig før karl og spids til hovedet, han havde en lue eller spids hat på. Så red han om imellem bakkerne, og der blev han henne. 

''Jens Povlsen, Rødding''.


1337. Juleaften, det år da den danske armé lå for Vismar, kom en mand ind i den sydligste gård i ''Flovlev, Hvidbjærg'' sogn, og spurgte konen, om hun ikke kunde ønske at tale med sin mand, der som soldat lå i den danske hær. Naturligvis havde konen stor lyst til det, men hun indså det umulige deri. Den fremmede mand var hende ellers ukjendt, men han lovede at forsøge det, og han sagde, at han var ellers hendes nabo, Varshöjmanden, og boede i en stor höj, ''Varshöj'', sydvest for gården. Han red så og fik fat i manden. Mod Ribe domkirke. Red med ham tilbage, da det var nær dag, og det gik så roligt, at ikke en hund gjøede deraf. Flere år efter kom manden en aftenstund og spurgte, om han kjendte ham. Nej . . . Nu var han kommen i strid med Skalshöjmanden, der boede norden for ''Odby'' i ''Skalshöj'', og der kunde han hjælpe ham. Han skulde møde ved Varshöj næste nat til en bestemt tid og medtage sin sabel. To gloende hjul, ét med elleve eger og ét med tolv. På det sted i hjulet, hvor egeren manglede, skulde gårdmanden passe at hugge med sin sabel, og når han havde udført det, kunde han rolig gå igjen. Han mødte. Hjulene fløj imod hinanden, så ild og gnister fløj vidt omkring. Nu passede han sit snit og hug i hjulet på det betegnede sted. Næste morgen, da han vågnede, stod der en skjæppe penge på hans bord. 

''H. A. B''.


1338. En skipper fra ''Mariager'' traf til at lægge ind i en havn i Norge, og der lå han da også en juleaften, og så var han jo gået i land og var gået ind i et værtshus. Der beklagede han sig over, at han sådan skulde blive liggende, og han sagde til konen: «Det er så kjedsomt at være ude sådan en aften, jeg vilde rigtig nok give meget til, at jeg kunde spise nadver hjemme hos min kone.» — «Ja», siger hun, «det var vel ikke så umulig en ting, du kan bare give mig en specie, og så kan du gå om bord, så får vi se, hvad vi kan gjøre.» Nå, han giver hende specien og går om bord. Men aldrig så snart han var vel og godt på skibet, før dette tager en fart hjem efter, alt hvad det kan pile af sted. Inden en halv time var han hjemme i Mariager havn. Så kunde han spise julenadver med sin kone alligevel.

''P. Uhrbrand''.




[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Folklore]]
[[Kategori:Evald Tang Kristensen]]