Vis kilden til Sârqilerqortôq, manden med kæmpeharpunen. Fortalt af Ûmâtsiakajik (Rosing)

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !! !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link= Sârqilerqortôq, manden med kæmpeharpunen. Fortalt af Ûmâtsiakajik (Rosing)]] !!  !!  
|-
|}

<blockquote>[[Fil:J.Rosing cover.jpeg|thumb|250px]]
<br><center>
'''[[Grønlandsk religion og mytologi|Temaside: Grønlandsk religion og mytologi]]'''<br><br><br><big>'''[[Sagn og saga fra Angmagssalik (Rosing)|Sagn og saga fra Angmagssalik]]'''</big>
<br>'''Jens Rosing'''<br>
<br>
<big><big><big>'''Sârqilerqortôq, manden med kæmpeharpunen'''</big></big></big><br><br>''Fortalt af Ûmâtsiakajik''</center>



Sârqilerqortôq havde altid boplads ved Kîtâjîn ikke langt fra Kûngmîn. Sârqilerqortôq havde en svigersøn.

Alle var bange for Sârqilerqortôq, thi det fortælles, at han havde en kæmpeharpun, kun en kende smallere end de yderste teltstænger, og engang kilden til denne beretning Aleqâjik, besøgte Sârqilerqortôq, spurgte hun ham: »Det skulle vel ikke være din harpun, der ligger tildækket med sten derude?« »Jo«, svarede Sârqilerqortôq, »det er såmænd min lille vingeharpun.« Sârqilerqortôq fortsatte: »Nu, da jeg har skulderværk, er harpunen blevet mindre«.

På den tid, da det ovennævnte hændte, var Sârqilerqortôq en ældre mand, som havde flere manddrab i ungdommen på sit rygte. Særlig to drab kendes. Den ene af de dræbte havde kun  to døtre, den anden havde to sønner. Disse drenge havde fra land som små overværet, at Sârqilerqortôq ombragte deres far. De to søskendepar nærede stor frygt for Sârqilerqortôq.

Moderen til de omtalte piger opmuntrede sine døtre til under opvæksten at opøve deres kræfter. De blev derfor med alderen umådelig stærke. Den yngste søster var den største.

Da deres umådelige kræfter var fuldt udviklede, ventede de blot på, at Sârqilerqortôq en dag skulle vise sig ved deres boplads, thi Sârqilerqortôq skulle ikke slippe levende fra et besøg.

Så en skønne dag passerede Sârqilerqortôq bopladsen, og bopladsfællerne sagde: »I der, hold jer klar, nu har vi besøg af Sârqilerqortôq«.

Søstrene trak i deres kamikker og gik ud. Og da Sârqilerqortôq så søstrene komme gående tæt ved siden af hinanden, smilede han ikke til dem. Thi nu havde han for sig de piger, som han ved sin gerning havde pint – og de var blevet et par granvoksne kvinder.

Pigerne henvendte sig til ham: »Sârqilerqortôq, du skulle tage og krybe på land«.

Sârqilerqortôq svarede: »Jeg kryber ikke på land«. Han var blevet betænkelig.

Søstrene holdt i hånden hver en hjørnetand af en klapmyds. Ved at klemme dem i stykker skulle de vise Sârqilerqortôq, hvordan de kunne have mast hans knogler. Dette i tilfælde af, at Sârqilerqortôq tog flugten.

Da Sârqilerqortôq stødte fra land med kajakåren, henvendte pigerne sig til ham: »Sârqilerqortôq, kryb på land og underhold os lidt«.

»Nej«, svarede Sârqilerqortôq, »jeg kryber ikke på land.«

Da Sârqilerqortôq stak af, sagde den ældste søster til ham: »Se her, Sârqilerqortôq«, og idet han kiggede bagud, klemte hun til, og da hun åbnede hånden, faldt klapmydshjørnetanden til jorden, knust som til sandkorn. »Så let skulle jeg have mast dine elendige knogler«, sagde pigen.

Tavs roede Sârqilerqortôq bort. Nu var han så skræmt, at pigerne næppe ville blive hans bane. Sârqilerqortôq, den store trolddomskyndige, lod sig herefter nok ikke overrumple.



Nu skal vi høre om, hvordan det gik sønnerne til den mand, Sârqilerqortôq dræbte.

Da drengene var blevet voksne, tog de sig koner på samme tid. I deres telt var der så rent og net, som om deres ting aldrig kom i berøring med noget, der kunne forurene dem. Midt på briksen havde deres gamle mor sin bås. I den side, hvor man plejede at skyde teltforhænget til side, havde den ældste af brødrene sin bås, og i den anden side, hvor teltforhængets kant var stukket ind under forrammens ene sidestøtte, havde den yngre broder sin bås. Det var, fordi han ikke var så sikker på sig selv som sin ældre broder. Den ældre broder, der var sikker pa, at han i styrke fuldt ud stod mål med Sârqilerqortôq, havde plads ved det sted, hvor fremmede plejer at træde ind i teltet.

Sârqilerqortôq var nu ikke til at overrumple, så utryg som han var blevet. Når fremmede besøgte Sârqilerqortôq og bragte ham bud om, at Kangermîn-brødrene ville se ham, blev han så ophidset, at han greb sin kniv og sprang ud mod den fremmede, der skyndsomt løb sin vej. 

Kangermîn-brødrene længtes efter at se deres dødsfjende. Men hver gang, de slog sig ned i nærheden af Sârqilerqortôqs boplads, pakkede Sârqilerqortôq sine sager sammen og flyttede bort.

Så engang fik brødrene at vide, at Sârqilerqortôq havde opslået sit telt, ikke langt fra deres egen lejr. Brødrene talte sammen om, at de ville flytte over til Sârqilerqortôqs lejrplads, og de sagde: »Nu er Sârqilerqortôq blevet en gammel mand; vi kan da altid give ham mad af vores fangst, og ellers underholde os med hans beretninger«.

Det skal her indskydes, at Sârqilerqortôq var kendt for at have usædvanlig stærkt behårede endeballer.

Brødrene og deres mor flyttede ud til Sârqilerqortôqs lejrplads, og da de ankom til pladsen, kom han selv til og spurgte, hvor de agtede sig hen.

Brødrene svarede: »Vi kommer her for at søge gamle menneskers selskab og underholdning«.

»Kom endelig og slå jer ned her«, ivrede Sârqilerqortôq, »vi gamle savner tidkort.«

Brødrene opslog deres telt, og de og moderen holdt nøje øje med Sârqilerqortôqs telt, der stod med bagsiden til brødrenes. Den gamle mor havde helt lagt søvnen på hylden og vågede dag og nat over alt, hvad der foregik hos Sârqilerqortôq.

En ganske tidlig morgen hørte moderen, der lå og lyttede, at det smældede fra kajakskind, der blev stødt til. Hun krøb ud pa teltgulvet og skød forhænget lidt til side. Sârqilerqortôq var i stilhed begyndt at fjerne betrækket fra sit telt. Da han kun manglede at fjerne den sidste bane af betrækket over bagsiden af teltet, sagde den gamle kone til sine sønner: »I to, har I virkelig i sinde at lade Sârqilerqortôq rejse uantastet bort?«

Sønnerne tog deres knive og stak dem op i deres anorakærmer og gik stille hen til Sârqilerqortôq, som intetanende syslede videre med sit. Idet brødrene nåede tæt ind på Sârqilerqortôq, vendte han sig forskrækket; der stod de to brødre. Sârqilerqortôq, der var blevet taget på fersk gerning, trak på smilebåndet. »Sârqilerqortôq, hvor skal du hen?« »Åh«, svarede Sârqilerqortôq, »jeg havde blot i sinde at flytte bort.« »Og det var os, der havde håbet på dit selskab«, sagde brødrene.

Mens Sârqilerqortôq bar sit teltbetræk ned til stranden, fulgte brødrene ham – begge med deres knive klar i anorakærmerne. Frem og tilbage mellem strand og teltplads fulgte brødrene ham. Til sidst var kun Sârqilerqortôqs kajak tilbage. Og som det var skik dengang, tog Sârqilerqortôq kajakken på hovedet og bar den ned til stranden. Man fortæller, at kajakmændene, hvor kort et stykke de end skulle transportere kajakken, først bar alle fangstgrejerne derhen og derefter hentede kajakken og tog den på hovedet. Og således gjorde Sârqilerqortôq.

Sârqilerqortôq bar sine redskaber ned til stranden, og imens sagde den ældste bror: »Lillebror, først når Sârqilerqortôq bærer sin kajak ned, skal vi lege lidt med ham; jeg indleder legen«.

Imens så brødrene for sig deres fars endeligt, der skete under en storm af nordost, hvor havfoget havde delt fjeldenes fod fra toppene; da havde Sârqilerqortôq lige neden for deres boplads ombragt deres far. Dette syn vældede op i brødrenes sind, og de kunne ikke blive det kvit, før de havde hævnet deres far. Sârqilerqortôq skulle dræbes.



Omkring dem løb Sârqilerqortôqs mange børnebørn rundt.

Endelig gik Sârqilerqortôq op efter sin kajak og tog den på hovedet.

Den ældste af brødrene fulgte efter, og idet Sârqilerqortôq skrævede ud mod konebåden, tog manden inde på land fat i kajakenden og skubbede til. Sârqilerqortôq røg på hovedet i vandet på den anden side konebåden. Der lød et plask, da han ramte vandet.

Sârqilerqortôq kom ind under båden og hagede sig fast. I konebåden stod nu brødrene ved hver sin ræling, rådvilde med hensyn til, hvad de skulle gøre.

Hver gang Sârqilerqortôq stak hovedet frem, stak de efter ham.

»Lillebror, vi bibringer ham først sår, når han prøver at kravle op,« sagde den ældste bror.

»Se Sârqilerqortôq,« fortsatte han, »den gamle nar, endelig har vi fået ham lagt grundigt i blød.«

Omsider tabte Sârqilerqortôq pusten og maste på for at kravle op. Den ældste af brødrene stak ham, og blodet farvede vandet rødt. Således pinte de ham, alt imens de mindede ham om deres far.

Til sidst fik Sârqilerqortôq sine albuer over rælingen og blev hængende. Fra begge sider stak brødrene til ham, til han var død.

Da Sârqilerqortôq var besørget, råbte brødrene: »Se hans børnebørn, der engang skal tage hævn«. Og så sprang de i land og hev ungerne ud i vandet. Og så mange var der af dem, at de lignede en flok svømmende hundehvalpe. Før de alle var druknede, dukkede en kajak frem fra et nærliggende næs. Kajakmanden samlede en af drengene op og roede bort. Drengen kunne altid vokse sig stor.

Brødrene trak Sârqilerqortôq op til den ældre broders flænsested og parterede ham.

Den næste dag fangede den yngste af brødrene en hvalros, og når de tog et stykke hvalroshud og lagde Sârqilerqortôqs endeballer ved siden af, var der ingen forskel, så behårede var endeballerne.

»Lillebror, nu gemmer vi Sârqilerqortôqs endeballer, så vi har noget at vise frem sammen med hvalroshuden, hvis vi får besøg, inden hvalrossen er spist op, ellers vil ingen tro på, hvad vi fortæller derom.«

Man dækkede hvalrosstykker og endeballer til med et skind. Længe varede det ikke, før en kommende kajak blev anråbt.

Man bød den fremmede på mad oppe i teltet, og da han havde forsynet sig, sagde den ældste broder: »For to dage siden fik han der storfangst«. »Nåh«, svarede den fremmede, »fik han storfangst?« »Ja, det kan du tro, men det får du selv se«, blev der svaret. »Og først da skal du smage hans storfangst, det ligger tildækket nede ved stranden.«

Mændene fulgtes ad, og da de nåede derned, sagde den ældste af brødrene: »Tag du dækket bort og se«. Den fremmede slog lidt af dækket til side og spurgte: »Fik du en bjørn?« »Nej«, svarede den yngre bror, »du må undersøge fangsten godt.« »Fik du da en hvalros?« spurgte den fremmede. »Kig nu godt efter,« blev der svaret, og den fremmede fjernede dækskindet. Ved synet af Sârqilerqortôqs endeballer, der lå øverst, blev han så forskrækket, at han kraftesløs satte sig på halen. Og senere har han berettet, at Sârqilerqortôqs endeballer fuldstændig lignede snuden på en hvalros, så behårede var de.

Længe sad den fremmede og samlede kræfter. Da han var kommet nogenlunde til hægterne, krøb han i sin kajak og roede bort.



Sârqilerqortôqs barnebarn, som kajakmanden havde samlet op, voksede til og blev en frygtelig drabsmand.

På den tid blev to små børn ved bopladsen Isin faderløse. Det var en bror og en søster. Under deres opvækst hærgede Sârqilerqortôqs barnebarn, han kunne ikke lade andre mænds koner i fred. Hørte han om en smuk kone, ranede han hende, og så frygtet var han, at mændene til de kvinder, han ranede, sad, som om de intet så.

Efterhånden blev de to forældreløse voksne, og broderen fik lyst til at tage sin søster til kone. Og sandelig var søsteren skøn; så skøn, at havet altid lå spejlblankt ved hendes boplads.

På den anden side fjorden boede Sârqilerqortôqs barnebarn sammen med sine to smukke koner, og han kunne se, at havet altid lå blankt, som var der en iskant, ud for den smukke piges boplads. Han selv var drabsmand til søskendeparrets far.

Broder og søster lå ofte og talte sammen om at hævne deres far, og de blev enige om, at det kun kunne ske, hvis de tog hinanden til ægte. Og sådan gik det til, at broderen fik sin søster til kone.

Hver gang der kom fremmede til søskende-ægteparrets boplads, undrede de sig over, så meget de to lignede hinanden. »Det er fantastisk, som du og din smukke kone ligner hinanden. Man skulle tro, I var søskende.«

»Nåh, ligner vi hinanden?« spurgte de tiltalte.

»Ja, man skulle tro, I var ét menneske, så meget ligner I hinanden, ja, endog jeres hårvækst er som på ét menneske«, svarede de fremmede.

»Ja, vist ligner vi hinanden,« kommenterede søskendeparret.

Søskende-ægteparret havde tre små børn.

Gæsterne fortalte, at den mand, der havde lejrplads på den anden side fjorden, ikke var til at have kone for mere.

»Hvis det er så, så vil jeg flytte over til ham«, svarede manden.

Og hans gæster advarede: »Du skal ikke tro, at du får lov at beholde din smukke kone, hvis du flytter derover«.

»Jo, vist vil jeg flytte over til hans boplads«, var mandens svar.

Men en dag, da manden kom hjem fra fangst, var hans kone væk. Den store drabsmand havde ranet hende – og havde nu fire koner.

»Som du ser, så smuk en kone som din får man ikke lov at beholde længe«, sagde man til manden. 

»Den, der lader sin kone rane, må da være et kvaj«, svarede manden. »Kun den, der er sløset, finder sig i det.«

Manden søgte nu at få roersker til sit hævntogt. Men ingen turde komme i nærheden af den blodtørstiges fangstlejr.

Så henvendte manden sig til to unge mænd, hvis forstand var mangelfuld, og til alt held fik han ja.

Og da konebåden stak fra land, roede de to åndssvage unge mænd sådan til, at man skulle tro, at alle årerne var bemandede, så stærkt gik det.

Alt imens manden sad til rors, gned han håndfladerne mod hinanden i en åndemaners voldsomme besættelse. Idet håndfladernes hvinen blev hørlig, brød en voldsom fralandsstorm løs. Roerne råbte skræmt. »En storm, en storm«, men manden svarede blot: »Det er ingen storm, men blot Quisâjik, der lader sit vand«. Det var hans hjælpeånd, han talte om.

Som de nærmede sig deres bestemmelsessted, stilnede stormen af. Manden glædede sig til at se den mand, der spredte skræk om sig.

Da man tørnede stranden, gik manden på land for ubevæbnet at gå op til teltet.

Han formanede roerne til at passe godt på konebåden. »Jeg alene skal gå op til ham.«

Den blodtørstige mands telt stod midt i en ring af telte, der tilhørte hans sammensvorne.

Terrænet var fladt og jævnt, og da manden nærmede sig teltene, så han en tæt mur af truende mænd. Uden at bryde sig om dem banede han sig vej igennem, og uden at sagtne sin gang gik han ind i teltet til Sârqilerqortôqs barnebarn.

Foran briksen sad den blodtørstige mand, halvvejs med siden til. I hånden holdt han sin kniv, som han stødvis huggede ned i kanten på en kødbakke. Således sad han og holdt vagt. På briksen sad hans fire skønne koner.

Da søsterkonen så sin mand, løb tårerne ned ad hendes kinder. Hun græd tavs i sit indre.

Da manden så sin kone, fik han stor lyst til blot at røre ved hendes hænder, det ville føles som et kærtegn under elskov. Så udtrykte han sit ønske: »Blot man dog kunne berøre hendes hænder«. Den blodtørstige svarede uventet: »Berør du hende blot, som du ønsker«.

Manden, der var midt i en besættelse, kunne se sin tôrnardik ligge lige neden under den blodtørstige, klar til at bryde igennem. Tôrnardik skelede op til sit offer, klar til at stikke ham ned ved det mindste optræk til håndgribeligheder.

Manden berørte sin kones hænder, men det var ham ikke nok. »Åh, blot man kunne tage hende om livet.« »Tag du hende blot i dine arme«, sagde den blodtørstige. Så sikker var han på at tage livet af manden.

Knapt havde manden taget sin kone om livet, før hun var klar over, at han var i stærk besættelse. Hun vidste, hvor stor en åndemaner han var.

Ægteparret slyngede armene godt om hinanden, og manden tænkte, at han ikke ville rykke hende til sig ved at løfte hende i vejret, men lade hende glide ud over briksekanten. Med ét rykkede manden sin kone, der lå på ryggen, midt ud på gulvet og lagde sig oven på hende og dækkede hende med sin krop.

Den blodtørstige sprang op med dragen kniv, men idet han skrævede, skød tornârdik i ét nu op gennem gulvet mellem benene på ham. Og han faldt død om på stedet.

Manden løftede sin kone op og løb ud af teltet med hende. Han havde løbet et godt stykke ned mod stranden, da han hørte, at nogen løb efter ham. Han vendte sig og så en stor flok mænd, bevæbnet med knive, komme løbende.

For manden var det, som om forfølgerne skulle styrte ned i en slugt, så sikker var han på, at de ikke ville overleve deres angreb på ham. Og han var ubevæbnet.

Nu standsede han og gned håndfladerne mod hinanden, og i samme nu han satte benene fra hinanden, faldt hans forfølgere næsegrus til jorden, døde.

Først da gik ægteparret i konebåden og tiltrådte hjemrejsen. Manden istemte en sang og blev ved at synge, indtil de nåede hjem.

Således fik han sin søsterkone tilbage.


 
==Kilde==
Jens Rosing: ''Sagn og saga fra Angmagssalik'', ss. 66-72, København, 1963.


<center><big>'''[[Nápartuko. Fortalt af Sâjôq (Rosing)|Næste kapitel ►]]'''</big></center>
</blockquote>
<br>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Jens Rosing]]
[[Kategori:Inuitisk religion og mytologi]]