Vis kilden til Sønnerne, som hævnede deres Moder (Rink)

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link= Sønnerne, som hævnede deres Moder (Rink)]] !!  !! 
|-
|}


<blockquote><center>'''[[Grønlandsk religion og mytologi|Temaside: Grønlandsk religion og mytologi]]'''<br><br><br>'''[[Eskimoiske eventyr og sagn – I]]'''<br>'''Hinrich Rink'''<br>1866<br><br><big><big>'''77. Sønnerne, som hævnede deres Moder'''</big></big></center><br>


En Mængde Brødre boede sammen, og havde deres Moder til eneste Qvinde i Huset. Ved Siden af dem boede et Par aldrende Ægtefolk, hvis Børn næsten vare lutter Piger; disse forlode dem aldrig. Naar Brødrene toge over til den anden Side af Fjorden paa forskjelligt Erhverv, fulgte de Gamle efter dem, og toge Ophold paa Kysten udenfor dem. Paa dette Sted døde Brødrenes Moder. De begrove hende og kom hver Dag til Graven, for at græde over den, og da de ingen Qvinde mere havde i Huset, maatte den yngste af dem besørge Huusarbeidet. Hveranden Dag pleiede de Ældste at gaae i Kajak, og hveranden Dag gik de alle til Moderens Grav, for at græde over den; saaledes gjorde de altid. Omsider flyttede de atter til Vinterpladsen, og de Gamle toge ligeledes Bopæl lidt yderligere paa Kysten. Fra denne Plads af toge de ligeledes i Kajak hveranden Dag over for at græde ved Moderens Grav, og hveranden gik de paa Fangst, medens den yngste blev hjemme for at flense Sælhundene.

Engang, da de vare ovre ved Graven, bemærkede de, at der var rørt ved Dækstenene. Dagen efter roede de derover, gik iland, skjulte deres Kajakker, og lagde sig paa Luur. Da det blev lyst, saae de en Kajak stikke i Søen fra Kysten udenfor deres Boplads, og da den kom nærmere, gjenkjendte de deres gamle Nabo. De troede først at han vilde gaae ind i et lille Huus, som stod der, men dette gik han forbi og lige op til Graven, som han rørte op i. Da sagde Brødrene til hverandre: »nu kan man see, at han maa have gjort det, lader os dræbe ham imorgen.« Derpaa saae de den Gamle gaae ned og sætte over Fjorden igjen, og de fulgte efter. Den følgende Morgen gik de hen til den Gamles Telt. Den ældste gik først ind, derpaa de andre. Den ældste sagde til den Gamle, som endnu ikke var staaet op: »det er ikke for ingenting at vi komme, men fordi der er rørt ved Gravens Steen.« Den Gamle svarede: »hvo kan vel have gjort det? jeg er jo en stakkels Olding, som ikke engang turde vove mig hen til det ubeboede Huus.« Den ældste sagde: »jeg troer dog det er dig, eftersom vi have seet dig røre ved Graven igaar.« Med disse Ord gik han hen imod ham, kastede ham ud af Teltet og dræbte ham. Derpaa kom han ind igjen, tog den ældste Datter og sagde: »Faderen skal betale mig med hende.« Dermed tog han hende med sig som Hustru. Dagen efter, medens de ældre vare ude, passede de yngre paa hende, af Frygt for at hun skulde undvige. I lang Tid blev hun nu der, uden at ville lægge sig paa Brixen; i siddende Stilling ventede hun til det blev Morgen. Omsider fattede hun den Tanke, at ville dræbe sin Mand. Denne pleiede altid, naar han kom hjem, at lægge sin Kniv foran Lampen. En Aften, da de alle laae i dyb Søvn og hendes Mand laa paa Ryggen ved Siden af hende, greb hun Kniven, efterat have bundet sine Støvler godt fast, men tænkte saa: »hvis jeg nu stikker ham, og de andre vækkes og see det, ville de sikkert dræbe mig, men siden de have myrdet min stakkels Fader, lad dem saa kun tage mig med.« Idet hun talte saa til sig selv, stak hun ham midt paa Brystet, og efter en enkelt Bevægelse var han død. Uden at drage Kniven ud ilede hun afsted, og da hun traadte ind til sine Slægtninge, sagde hun: »laver strax til at drage herfra, jeg har dræbt den ældste af Brødrene !« Endnu den samme Nat ladede de Baaden og reiste. Hun, som havde begaaet Drabet, sagde til den Mand, der styrede: »hvilken Kyst vil du følge?« Han svarede: »den nordre.« Atter sagde hun: »saasnart de vaagne, ville ogsaa de forfølge os nordefter.« Da han hørte dette, styrede han sydefter. Atter sagde hun: »naar de først forfølge os nordefter og mærke, at vi ikke ere der, ville de opsøge os mod Syd og naae os; styr hellere lige ud tilsøes!« Da han derpaa styrede udefter, roede den Qvinde, som sad forrest, til og knækkede sin Aare. Hun bad derpaa om den nærmestes Aare, men knækkede ogsaa denne. Paa denne Maade knækkede hun alle Aarerne, og bad tilsidst Styreren om hans Styreaare. Han spurgte: »hvormed skal jeg da styre?« Hun svarede: »med din Kajakaare.« Derpaa roede de blot med den ene Aare, og han styrede med Kajakaaren lige ud tilsøes. Moderen, som laa ned midt i Baaden, sagde til Sønnen, som styrede, at der vilde vise sig Land forude, og at han da skulde styre med Solen, og følge langs Landet sydefter. Snart saae de ogsaa noget mørkt og de kom til Landet, og dreiende om et Næs fandt de et Huus. Da de kom nærmere stod der kun en enkelt Mand udenfor. Dets Beboere vare nemlig, ligesom de selv, blot Qvindfolk med en eneste Mand; de indbøde dem til sig og de Reisende toge Ophold der.

Imidlertid vare hine Brødre vaagnede, og da de saae den Dræbte, med Kniven i Brystet, ilede de til deres Naboers Huus, men da intet Menneske var der, begave de sig paa Reise langs Kysten nordefter og forespurgte sig overalt, men Ingen kunde give dem Besked, hvorfor de omsider vendte om, droge forbi deres Boplads og paa samme Maade videre sydefter. Men heller ikke her opdagede de nogen og omsider, da de havde reist meget langt, maatte de vende om, og naaede deres Boplads netop ved Vinterens Frembrud. Den næste Sommer reiste ogsaa de lige ud tilsøes og satte over til Akilinek, men da de naaede Land, fulgte de Kysten nordefter, og de forespurgte sig paa mange beboede Pladse om dem, som de søgte efter, men da Ingen kunde give dem Oplysning, bosatte de sig endelig der og opgave Forfølgelsen.

Imidlertid var den næstældste af de bortflygtede Søstre bleven gift med den Mand, som de boede hos, og ligeledes havde deres Broder taget en af dennes Søstre til Kone. Da Flygtningens Kone fik en Søn, opkaldte han denne efter sin stakkels afdøde Fader. Bedstemoderen sagde: »ræk mig min Taske,« og da de havde bragt hende den, fremsøgte hun Bjergtroldenes Slibesteen, som laa paa Bunden, og hun gav sig til at gnide den lille Sønnesøn med den, idet hun gjentog: »saa haard skal du blive som denne Steen! — Atter, hvergang Barnet fik nye Klæder, tog hun dem først, og gned dem med Stenen og sagde: »saa haard skal du blive!« Da Flygtningen havde faaet flere Børn, spurgte han engang: »findes der paa dette Land her i vor Omegn ingen andre Indvaanere?« En af Stedets Beboere sagde: »nordenfor os boe der rigtignok mange Mennesker, men eftersom vi ikke have været der, kjende vi dem ikke.« Flygtningen vilde nu have ham til at reise med derhen. Først vilde han ikke, fordi han ikke kjendte de Folk, men da hiin haardnakket vedblev at trygle

ham, indvilligede han omsider, og de droge afsted, benyttende blot een Baad. Efter at være reist langt nordefter, kom de omsider omkring et Næs og fik Øie paa en Mængde Telte, som stode inderst i en lille indelukket Bugt. Den næste Morgen gik Flygtningen tilfjelds, og da han saae, at en Kajak kom ud fra Bugten, gik han ned og satte sig ligeledes i sin Kajak for at følge ud med ham. Da han kom ham nær, syntes han at skulle gjenkjende ham, nemlig som om det kunde være den næstyngste af de Brødre, med hvilke han havde boet sammen i sin Hjemstavn. Altsom de fulgtes ad til Jagepladsen, udspurgte han sin Ledsager saaledes: »er du født her i Landet?« — »Ja, jeg er født her.« — »Er du ogsaa kommen til Skjelsaar og Alder her?« — »Nei, jeg er rigtignok hverken født eller opvoxen her; paa Landet histovre er jeg født og opvoxen. Da vor ældste Broder blev dræbt af sin Hustru, droge vi ud for at finde Mordersken, og kom da hertil.« — Flygtningen spurgte videre: »Er du gift?« — »Ja.« — »Ere alle dine Brødre gifte?« — »Ja, med Undtagelse af den yngste.« — »Har Du Børn?« — »Ja to, begge ere Drenge.« — Have dine Brødre ogsaa Børn?« — »Ja de have, nemlig lutter Drenge.« — Da de nu kom hjem fra Jagten, og han havde været lidt inde i Teltet, hørte de Folk raabe udenfor, og derefter kom hine Brødre farende ind. Den, som nu var den ældste, satte sig ligefor sin fordums Svigerske og sagde: »Disse Fremmede kan man nok snart kjende!« Ved at høre dette, sagde han som var eneste Mand blandt sine Sødskende, nemlig Flygtningen: »Ja vel, skjøndt vi ere fremmede, ere vi lette at kjende, man kan ogsaa kjende eder, skjøndt I ere fremmede.« Den ældste Broder sagde: »mon vi kunne lade dem leve nu, da vi see dem første Gang igjen?« Deres Fjende, Qvinden som havde begaaet Drabet, stod netop og lavede Sytraad. Hendes Broder sagde: »man siger at Qvinder ikke due til at hævne sig paa Mænd.« — Med disse Ord tog han en stor Kniv frem, rakte den til den ældste Broder og sagde: »dræb først denne Stakkel, han er opkaldt efter min Fader, efter ham, som I have dræbt.« Den fæle Mand tog Kniven og ståk efter Barnet, som stod opreist paa Gulvet, men den hørtes støde mod noget haardt, som gjorde Modstand. Da han ikke kunde stikke ham, og skulde til at eftersee Spidsen, var denne knækket, hvorefter han gav Kniven tilbage, og de alle gik ud af Teltet. Lidt efter gik Flygtningen ud og saae da, at hine vare ifærd med at bryde op fra deres Leirplads. Derpaa gjorde han det samme og begge Reiseselskaber droge derfra i Følge. Hine mange Brødre satte igjen over Havet, tilbage til deres Hjem, men deres Fjender droge sydefter til det nye Land, som de havde fundet, og der, siger man, hvile deres Been.


==Kilde==
<br>
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 220-223.
<br><br>
</blockquote>


[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Inuitisk religion og mytologi]]
[[Kategori:Grønlandica]]
[[Kategori:Hinrich Rink]]