Vis kilden til Sv. Aggesen kap.3

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Sv. Aggesen kap.3]] !!  !! 
|-
|}



<center>'''Svend Aagesen (/Aggesen)''' <br><big><big>'''[[Danmarks krønike (Svend Aggesen)|Danmarks krønike]]'''</big></big></center>



<br><center>'''Tredie Kapitel'''</center>
<br><center><big>'''Om Thyra Dannebod'''</big></center>


<br>Denne Thyra var et Fruentimmer af den fortræffeligste Art, hvem Naturen ret syntes at have gjort sig Umage for at udstyre paa det allerherligste, og det baade med Hensyn til Sjæl og til Legeme. Hendes Ansigt var deiligt: Rosen syntes at have formet sig med Lilien om at udbrede det yndigste Purpurskjær over hendes Kinder. Dertil var hun blufærdig, kydsk, vittig og yndig i sit hele Væsen. Desuden havde den guddommelige Naade oplyst hende med saa klar en Forstand, at man skulde troe hun havde øst sig Nestors Klogskab, Ulysses Snildhed, og Salomons Viisdom af een og den samme Kilde. Ja havde hun kun været tvættet i Daabens hellige Væld; blot hun havde været rettroende, saa kunde man godt have stillet hende ved Siden af Dronningen fra Saba, hende som kom til Salomon for at søge Viisdom. 

<br>Paa de Tider havde Keiser Otto gjort sig Danmark skatskyldig. Uden Tvivl var vist Kongen, hvis Fraadseri og Vellyst vi ovenfor har omtalt, den egentlige Skyld heri. Men Keiseren gik saa vidt i sin Uforskammethed, at han gjorde sig Umage for at udsætte hele Riget for Vanære; thi han forsøgte paa at forlokke Dronningen. I dette Øiemed afsendte han Gesandter, der skulde lade som om de vare komne for at samle Skat, men imidlertid see at komme Dronningen hemmelig i Tale, formelde Keiserens Hilsen og med det samme overrække Hans fyrstelige Skænk og Gave. Tillige skulde de lade sig forlyde med, at en Qvinde, der besad saa udmærket en Skjønhed og saa sjelden en Klogskab, dog aabenbar var langt mere paa sin Plads, naar hun som Keiserinde deelte Keiserens Throne, end her som Skatte-Dronning over et middelmaadigt Rige. Klogest er det vistnok, vedbleve de, ikke ubesindigen at tilbagevise den Magt, der saaledes bydes til. Ja klogere maa det nødvendig være for Eder med aabne trofaste Arme at modtage saa berømt en Fyrste, fremfor at være betænkelig ved at gjengjælde den Mands Elskov, der tilbyder Eder saa stor Ære og saa megen Kjærlighed."

<br>Saasnart Dronning Thyra havde hørt denne Tale ud, forlangte hun Betænkningstid for at kunne give et velvilligt og sømmeligt Svar, saaledes som passeligt kunde være paa saa fiin en Tiltale. Gesandterne havde just ikke lang Tid at vente i, og Dronningen havde givet Løfte om bestemt Svar, saa hun maatte see til, hvorledes hun kunde faae den Sag i Rigtighed.

<br>Gesandterne meldte sig da omsider, og spurgte hvad Besked de skulde bringe deres Herre; men vor berømte Heltinde (hun fortjente i Sandhed fremfor Andre at kaldes en Dronning!) havde imidlertid i sit høimodige Bryst udtænkt en List, og begyndte derfor at smigre dem med de allervenligste Ord, ladende som hun ganske var beredt til at opfylde hvad de havde forlangt. Dog gjorde hun dem opmærksom paa, at det var et vanskeligt Foretagende, hvori hun nu skulde indlade sig: saaledes som en utro Hustru at ile fra sin Mands Leie i en Andens Arme. Hun maatte derfor nødvendig have en stor Sum Penge, naar hun skulde udføre en saa vigtig Sag og faae en Handling, der jo maatte gjøre den største Opsigt, Sonet og slettet igjen. Vilde de derfor opnaae deres Ønske, saa kom de til at eftergive hende tre Aars Skat.

<br>Ufortøvet skyndte Gesandterne sig nu hjem til Keiseren, hvem de overbragte Dronningens Svar og det Vilkaar, hun havde forlangt. Med straalende Ansigt og inderlig Glæde fornam Keiseren dette Budskab; hvad Thyra havde forlangt, var han meget villig til at indrømme, kun maatte hun til Sikkerhed stille Gidsler. Gesandterne kom derfor i en Hast tilbage igjen til Danmark for at forkynde Dronningen Keiserens Villie, tillige fordrede de, at der skulde stilles Gidsler, for at man bedre kunde sikkre sig, at Pagten blev ubrødelig. Herimod blev ingen Indvendinger gjort: tolv af de anseeligste Mænds Sønner bleve udkaarne til Gidsler og maatte følge med Gesandterne til Saxen.

<br>Imidlertid udsteder Dronningen til hele sit Rige en Befaling, hvorefter det ganske Folk skulde komme sammen i Nærheden af Slesvig; her fik da alle, som i Riget vare bosatte, Befaling til med egne Hænder at opføre et uhyre Værk af en Muur, som paa det snareste skulde reises. De Trængende fik Understøttelse af den kongelige Kasse, idet hun anvendte de Penge, hun ved List havde forskaffet sig, til dette Øiemed; men Ingen fik Lov til at slippe fri: Unge, Gamle, Halvvoxne, kort Alle, hvem ikke enten Barndom eller høi Alderdom hindrede, maatte til at tage Haand i med. Ingen turde Heller undslaae sig for at adlyde; thi Alle og Enhver, baade Rige og Fattige, vare forpligtede til at gjøre Hoveri ved hendes Agre og Landgaarde. Hele Statsindretningen paa de Tider var nemlig saaledes, at Lands-Herren besad al Rigets Jord med Eiendomsret.

<br>Saa var da Thyra den Første, der opførte denne herlige Muur, hvormed de danske lukkede for sig som med et Gjærde, og hvori de havde det sikkreste Værn mod den tydske Galenskab.

<br>To Aar havde hun anvendt paa dette Værk, da Rygtet om denne stolte Bygning naaede til Keiserens Øren. strax afsendte han atter et Gesandtskab til Danmark, der paa en fiin Maade skulde høre sig for, om Dronningen dog ikke havde i Sinde at bryde Forbundet, siden hun tog sig saadanne Arbeider for. Hertil svarede den veltalende Dronning: „Ieg kan ikke noksom undre mig over, at en saa udmærket klog Fyrste, hvis Throne det naadige Forsyn har ophøiet næsten til Stjernerne, og som har bragt saa mange vilde Folkeslag under sit Septer, at en saadan Fyrste kan finde det Umagen værd, at søge efter dybt udtænkte Planer hos et enfoldigt Fruentimmer. Det kunde dog umuligt være hans Skarpsindighed forborgent, hvad allerede Erfaringen maatte have lært dem, at den eneste Adgang til Danmark gaaer igjennem en jevn bred Slette. Men for den er det nu, vedblev hun, at jeg har slaaet Bom med den vældige Muur, og det er ene skeet i den Hensigt, at Landeveien, ad hvilken der før var frit Rykind, nu kan blive spærret ved denne Muur, saa de, der vil ud, kan blive stoppede i den snævre Port. Og paa den Maade vil altsaa den samlede Hær, som vort Folk i sin Forbittrelse ufeilbarlig vil væbne mod mig, naar jeg opfylder mit Løfte og føier mig efter Eders Villie — denne Hær vil da let ved en saadan tværliggende Skandse kunne betages Evne til at sætte efter os."

<br>Gesandterne kunde ikke noksom rose den berømte Qvindes Kløgt og Veltalenhed; de vare nu visse paa at hun vilde holde sit Ord og droge glade hjem. Imidlertid drev Dronningen endnu stærkere paa det begyndte Arbeide, saa de storagtige Tydskere blev ført bag Lyset, og det af en Qvinde.

<br>Da de tre Aar vare til Ende, var ogsaa det hele sindrige Værk færdigt og fuldendt. Det fik siden Navn af Dannevirke, fordi det var virket og fuldført ved Dannemænds Arbeide. Men Dronning Thyra, hvem Danmark skylder sin Friheds Tilværelse og Opkomst, fik med Føie Navnet Dannebod.

<br>Imidlertid lader Keiseren en udvalgt Skare Krigere nærme sig til Danmark med stor Pragt for at tage imod Dronningen. Efter dem kom springende og dandsende en Sværm af Gjøglere, som spillede paa Fiol og sloge paa Cithar og Tromme. De opsloge Leir ved Eideren og ventede der paa høie Vedkommendes Ankomst, men skikkede dog nogle enkelte af de Fornemste ind for at faae at vide, hvordan Dronningens Tanker stode.

<br>Da Thyra havde erfaret deres Ankomst, sammenkaldte hun sit Riges vise Mænd, og svarede Gesandterne i alle de Andres Paahør med følgende Ord: »Hvad Keiseren befaler, det afviser jeg; hvad han ønsker, det afslaaer jeg; hvad han begjærer, det afskyer jeg. Aldrig vil jeg, som en Overløberske eller som en utro Kone imod min Mand, bringe Skjændsel over mit Rige, gjøre mit Kjøn Skam og vanære mine Undersaatter. Og hvad det angaaer, at I foreholde mig min Mands Uvirksomhed, da maae I ikke troe, at dette lægger mig mindste Hindring iveien; thi hele Riget vogter paa mit Vink alene, og aldrig er der noget Spørgsmaal eller nogen Tvist, som bliver afgjort uden min Mellemkomst, saa I kan see jeg bliver æret baade som Konge og som Dronning paa engang. Desuden maa I betænke, at Kongen, om ikke for andet, saa alene af den Grund nyder den almindelige Anseelse, fordi han paa alle Sider nedstammer fra den kongelige Æt, og netop i denne Henseende er det han er Keiseren overlegen, skjøndt han rigtignok ellers ikke kan maale sig med ham, hvad Magten angaaer. Men kort og godt: den Time er kommen, da jeg med dristig Haand skal frigjøre de Danske fra Trældomsaaget, saa de ikke længer skal have nødig at skylde Jer Skat eller vise Jer nogetsomhelst andet Tegn paa Underkastelse!"

<br>Gesandterne bleve som himmelfaldne over dette uventede Svar, bestyrtede ilede de tilbage til Høvdingernes Telte, medens disse skareviis strømmede sammen, nysgjerrige efter at faae at vide, hvad der saaledes havde kunnet jage dem afsted. — Snart kom det til Alles Kundskab, hvorledes de var bleven holdt for Nar og ført bag Lyset af en Qvinde, hvorpaa man strax tog den Beslutning at tage Livet af Gidslerne. Dog, det var jo Noget, som den berømte og kloge Dronning længe havde været beredt paa; men hun ansaae det for bedre at løskjøbe hele Riget fra Trældom ved nogle Enkeltes Død, end at trælle sig tildøde under fremmede Herrers Aag. De ærgjerrige Tydskere, hvis Lystighed saaledes var bleven til Sorg, maatte nu skamfulde vende om igjen, bedrøvede og ærgerlige i Sind.

<br>Da omsider denne berømte Dronning havde ligesom sin Ægtefælle Kongen fyldt sine Dages Maal: lod den efterlevende Søn og Rigets Arving, Harald Blaatand, begge sine Forældre efter hedensk Skik jorde i tvende lige store Høie — et anseeligt Gravmæle tæt ved Jellinge Kongsgaard.



----


'''Anmærkninger'''

<br>'''Ulysses og Nestor''' (S. 13), (som her nævnes) vare berømte græske Fyrster i Beleiringen for Troje-Borg; Nestor udmærkede sig mere ved sin sindige Erfarenhed, Ulysses er bleven navnkundig ved sin opfindsomme List; det var ham som fik Trojanerne narrede til at stikke Bud efter den hule Træhest, hvori han selv med nogle gode Venner laae skjulte, hvornæst han ikke forsømte ved Nattetide at staae ud af Hesten og udbrede Død og Fordærvelse i Troja.

''„Havde kun Thyra været døbt!"'' (S. 13). Saxo forsikkrer, at hun var en christen Jomfru, Datter af den Angelsariske Konge Hedelrad.

''„Otto gjorde sig Danmark skatskyldig"'' (S. 14). At dette skulde være sket bevidne Albert af Stade, Adam af Bremm og flere udenlandske Skribenter; men Saxo fortæller, at Harald Blaatand drev Keiseren ud med væbnet Haand, skjøndt han alt var naaet heelt op til Limfjorden (Saxo II. 281).

Fortællingen om Thyras Standhaftighed og List (S. 14—20.) findes alene hos Sv. Aagesen.

<br>'''Høiene i Jellinge''' (S. 20). Disse to Høie findes endnu, noget over en Miil Nordvest for Veile, og ere kjendelige i lang Afstand; Gorms Høi ligger Sønden og Thyras Nord for Kirken, som er bleven opført midt imellem begge. Oveni Dronningens Høi fandtes en med Kampesteen omsat dyb Kilde, som imidlertid ganste udtørredes Aar 1820, og ved Indgangen til Kirken paa Kirkegaarden findes en større og en mindre Runesteen.





[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]