Vis kilden til Thor kommer til Utgard (Adam Oehlenschläger)

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Thor kommer til Utgard (Adam Oehlenschläger)]] !!  !! 
|-
|}


<center>'''[[Nordens Guder]]'''

Adam Oehlenschläger (1819)
<br>Poetiske skrifter
<br>Et episk Digt


<big>''' Thor kommer til Utgard'''</big></center>


<blockquote>
1. Da laae ret for hans Øie
<br>Den store Utgardsstad.
<br>Det mon ham vel fornøie,
<br>Han blev i Hu saa glad.
<br>Af store Biergerader
<br>Var Byen sluttet ind;
<br>Ved Porten Mænd i Plader
<br>Sad der med Haand paa Kind.
<br><br>2. Hen fra de grønne Volde
<br>De smiilte til hans Hammer;
<br>De havde Klippeskiolde,
<br>Og Spyd af Granestammer.
<br>Gud Thor gik uforfærdet
<br>Afsted med sine Mænd.
<br>De Jetter hæved Sværdet,
<br>Men sænkte det igien.
<br><br>3. Det Jettespyd hiin lange,
<br>Som Thialfe trolig bar,
<br>Gud Thor da monne fange
<br>Alt med sin Kraft saa svar.
<br>Hardt det mod Porten stævned,
<br>Saa det i Bierget klang;
<br>Da brat de Bolte revned,
<br>Med Gny den Port opsprang.
<br><br>4. Da monne Roska skiælve,
<br>Hun fandt sig i et Huus,
<br>Hvor Klipper høit mon hvælve,
<br>Og skiulte Dagens Lius.
<br>En Væg af Marmor hvide
<br>Stod for dem blank og blot;
<br>Der, finge de at vide,
<br>Var Utgarde-Lokes Slot.
<br><br>5. Udi den skumle Bolig
<br>Ei skinte mindste Sol;
<br>Der sad den Høvding rolig
<br>I steenudhugne Stol.
<br>Omkring den Drot hiin svare,
<br>Som der saa trøstig sad,
<br>Stod udi Harnisk klare
<br>En treleds Kæmperad.
<br><br>6. Thor monne paa ham stirre,
<br>Den stærke Gud, saa trygt;
<br>Han saae hans Læbe dirre
<br>Af underkuet Frygt.
<br>Han rørte ei en Sene,
<br>Han var som Marmor graa;
<br>Med røde Ædilstene
<br>Paa Asa-Thor han saae.
<br><br>7. Udi den dybe Hule
<br>Der var stort Mørk' og Qvalm.
<br>Han slog mod Skioldets Bule
<br>Alt med sin Kiølv af Malm:
<br>Da lyste Biergets Kløfter
<br>Med Sølv og røden Guld,
<br>Ild giennem dybe Grøfter
<br>Sprang frem af sorten Muld.
<br><br>8. Alt ved de stærke Fakler
<br>Den Drot da talte saa:
<br>"Du seer, at Loftet vakler,
<br>thi det er bedst, at gaae."
<br>Sit Blik Gud Thor da hæved,
<br>Da han de Ord fornam;
<br>Han saae, en Klippe bæved,
<br>Og vilde knuse ham.
<br><br>9. Han sagde: "Det maa synke,
<br>Som ei kan hæve sig.
<br>Du skal mig ikke ynke,
<br>Hvis Stenen dræber mig."
<br>Den Klods med megen Vælde
<br>Da faldt fra høien Kløft
<br>Ned i de hule Fielde -
<br>Og fyldte Gulvets Grøft.
<br><br>10. Da aabned sig en Laage
<br>I Biergets Side stor,
<br>En hvid og døsig Taage
<br>Ud af sit Giemme foer.
<br>Den monne rundtom fare,
<br>Som i en Bølgedands;
<br>Omkring den Asa-Skare
<br>Den lagde sig i Krands.
<br><br>11. Da smiilte Gudens Læbe,
<br>Han saae paa Jetten stivt:
<br>"Dit Field mig kan ei dræbe,
<br>og heller ei din Gift.
<br>Valhalla jeg forlader,
<br>Jeg er sædvanlig tryg,
<br>As Odin er min Fader,
<br>Min Moder kaldes Frygg."
<br><br>12. Da svared brat behænde
<br>Den fule Utgards Drot:
<br>"Jeg veed vel, til hvad Ende
<br>Du kommer i mit Slot.
<br>Jeg veed, fra hvem du stammer
<br>I lysen Klædebon.
<br>Dog skrækker ei den Hammer,
<br>Du har udi din Haand.
<br><br>13. Du til din Styrke sætter
<br>For stor og dristig Lid.
<br>Husk: Jetterne er Jetter,
<br>Og det fra Arilds Tid!
<br>Før Aserne de leved
<br>Med megen Vælde stor,
<br>Da ikke tænkt var blevet
<br>Paa Miølner og paa Thor.
<br><br>14. Ved Verdens første Tide,
<br>Før Nogen Lyset saae,
<br>Var Gab i Afgrund vide,
<br>Men endnu intet Straa.
<br>Mod Norden Iis og Taage
<br>Da laae i Niffelhiem,
<br>Fra Muspels sydre Laage
<br>Foer Ild og Gnister frem.
<br><br>15. Da mødtes Hedens Vinde
<br>Med Riimfrost i den Grav;
<br>De blandte sig derinde,
<br>Og der blev Draaber af.
<br>Ild monne Kulden dæmpe,
<br>Og Kulden atter Ild;
<br>Deraf fremstod en Kæmpe,
<br>Den stærke Ymer vild.
<br><br>16. Han blev en vældig Fader
<br>Til alle Troldes Æt,
<br>Som nu i Biergets Rader
<br>Med megen Kraft er sæt.
<br>Var da ei til din Kærre,
<br>Som nu saa stolt du seer."
<br>Da svared Thialfes Herre:
<br>"Lad mig kundgiøre meer!
<br><br>17. Jeg skal dig vist giengielde,
<br>Fortælle Sagnet tro:
<br>Da ved Alfaudurs Vælde
<br>Blev til Audumble Ko.
<br>Hun slikked Riim af Stene,
<br>Da sprang vor Stamme god
<br>Af kolden Kraft ei ene,
<br>Men og af Kiød og Blod.
<br><br>18. I kolde stille Kræfter
<br>Sig blandte rørigt Liv.
<br>Da Bure blev; derefter
<br>Blev Bør, han tog en Viv
<br>Af eders Kæmpestamme,
<br>Heel skiøn og mild at see.
<br>Deraf sprang frem i Flamme
<br>Gud Odin, Vil' og Vee.
<br><br>19. Hvad hele Verden aatte
<br>Udi sit dunkle Hiem,
<br>Sig sammenhobe maatte,
<br>For os at bringe frem.
<br>Først mangen Egestamme
<br>Maa voxe, hugges smaa,
<br>Før der med liflig Flamme
<br>En Alterild kan staae.
<br><br>20. Derfor, o sorte Jetter!
<br>Saae I først Lyset her.
<br>De første As-Idrætter
<br>Var dem, at knuse jer.
<br>Vi Ymer snart mon dæmpe,
<br>Han ei vor Kraft modstod;
<br>Da hver en Jettekæmpe
<br>Flux drukned i hans Blod.
<br><br>21. Vi kasted ned med Torden
<br>Hans Krop i Svælgets Grav,
<br>Deraf vi skabte Jorden,
<br>Af Blodet Jordens Hav,
<br>Udaf hans Been de fierne
<br>Bierge med megen Gru,
<br>Skyerne af hans Hierne;
<br>Der drømmer den endnu.
<br><br>22. Hans tykke Øienbryne
<br>Blev sat i mangen Rad;
<br>Deraf blev snart tilsyne
<br>Den store Midgards Stad.
<br>Hans hvælvethøie Pande
<br>Vi spændte ud derpaa.
<br>Da Himlen mon opstande;
<br>Den farved Freia blaa.
<br><br>23. Med muspelheimske Gnister
<br>Vi pryded den i Hast;
<br>Nu Stiernen aldrig mister
<br>Sit lyse Stralekast.
<br>Udi sin Glands hiin klare
<br>Den høit paa Himlen staaer,
<br>Mens Asers stolte Skare
<br>Paa den med Fødder gaaer.
<br><br>24. Vi tvende Træer mon fælde
<br>Alt ved hiin store Sø;
<br>Da blev ved Guders Vælde
<br>En Svend, dertil en Mø.
<br>Den Svend frem monne komme
<br>Af Egens Bul, saa kiæk;
<br>Møen, den hulde Blomme,
<br>Sprang af en Rosenhæk.
<br><br>25. Askur og Embla klare
<br>Blev ikke lidet glad,
<br>Da vi dem hen lod fare
<br>Til Midgards store Stad.
<br>Vel alle Jordens Hære
<br>Sprang frem af deres Rod,
<br>Som nu os Guder ære
<br>Med Ild og Offerblod.
<br><br>26. Det Sagn er vel i Minde:
<br>I Jetters Nederlag
<br>Bergelmer med sin Qvinde
<br>Kun undkom paa et Vrag.
<br>Fra dem alene stammer
<br>Du med din Kæmpeæt,
<br>Som nu blandt Malm og Flammer
<br>I Biergets Dyb er sæt.
<br><br>27. Til disse mørke Sale
<br>Vi bragte eder hid.
<br>Hvad har du da at prale
<br>Om ældre Fødselstid?
<br>Af Aser overvundet
<br>Med alt dit Kogleri,
<br>Est du til Fieldet bundet,
<br>Og kun om Natten fri.
<br><br>28. Men ret som Ukrud vilde
<br>Udbreder sig heel snart,
<br>Saa gaaer det ogsaa, ilde,
<br>Med eders Kæmpeart.
<br>Mod Asers Hær hiin faste
<br>I atter prøve paa
<br>Jer dristigt at formaste;
<br>Men det skal ilde gaae.
<br><br>29. Ei nok, at I fordærve
<br>Den bolde Askurs Æt,
<br>Og mangt et Rov erhverve
<br>Ved skammelig Idræt;
<br>Men selv de Altre faste,
<br>Som staae for Valhals Gud,
<br>I vover at kuldkaste,
<br>Og slukke Flammen ud.
<br><br>30. Derfor fra Odins Rige
<br>Jeg kommen er herned,
<br>For dig, o Trold! at sige,
<br>At jeg din Trædskhed veed;
<br>At Valhals Herre mægter
<br>Blot ved et Ord saa brat
<br>De jotunheimske Slægter
<br>Vel at fordærve plat."
<br><br>31. Thors Blik stod høit i Lue
<br>Ved disse strenge Ord;
<br>Han var heel skiøn at skue,
<br>Den stærke Asa-Thor.
<br>De gyldne Plader lyste
<br>Ham paa det hvalte Bryst.
<br>I Løn hver Jotun gyste,
<br>Han stod saa rolig, trøst.
<br><br>32. Taus i de vilde Flammer
<br>Han skued nær og fiern;
<br>Han løfted op sin Hammer,
<br>Saa tung, af drevet Jern.
<br>Ned giennem Fieldet dandsed
<br>En sølvklar Klippebæk,
<br>Den ved hans Fødder standsed,
<br>Hvor den blev stum af Skræk.
<br><br>33. Da sagde Jetten fage,
<br>Den feige Utgards Drot:
<br>"Jeg lader dig ei drage
<br>I Vrede fra mit Slot.
<br>Du skal din Fod her fæste
<br>Endnu en stakket Tid.
<br>Jeg vil dig venligt gieste,
<br>Da du est kommen hid.
<br><br>34. Vi vil alt uden Vrede,
<br>Naar Ingen meer er træt,
<br>En Leg her tilberede,
<br>Som sømmer Heltes Æt;
<br>Saa kan vi uden Harme
<br>See udi Kappelyst,
<br>Hvo der har stærkest Arme
<br>Og mandigst Kæmpebryst."
<br><br>35. Sit Ja til denne Tale
<br>Gav Thor med villig Hu.
<br>I guldbesprængte Sale
<br>Dem Drotten førte nu.
<br>Et Bord af Marmor hugget
<br>Stod der paa gyldne Been.
<br>Da blev heel svarlig drukket
<br>Af huul Karfunkelsteen.
<br><br>36. Da toned Kildevældet,
<br>Alt Sølv i Bierget klang,
<br>Høit Stormen lød i Fieldet,
<br>Det var en selsom Sang.
<br>Gud Thor ved Roskas Side,
<br>Samt Thialf' og Loke froe
<br>Sad udi Salen vide;
<br>Heel lysteligt man loe. 
</blockquote>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Adam Oehlenschläger]]
[[Kategori:Naturlyrikk og romantikk]]