Vis kilden til Velvaagen og hans Brødre

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Velvaagen og hans Brødre]] !!  !!  
|-
|}


[[Fil:Carl Chr. Thv. Andersen.jpg|thumb|200px|<center>Carl Chr. Th. Andersen<br> (1828-1883)</center>]]

<center>'''[[Islandske Folkesagn og Eventyr]]'''<br><br><big><big>'''Velvaagen og hans Brødre'''</big></big><br>i dansk oversættelse ved<br>Carl Andersen<br>1864</center>



Der var engang en Stodder og hans Kjælling. Fem Sønner havde de, og der var kun eet Aar imellem hver af dem. Foruden Ægteparret og Sønnerne fandtes ingen andre Mennesker i Hytten. Engang gik Mand og Hustru, som oftere, ud paa Engen for at slaae Græs, men lode Brødrene blive hjemme, thi de vare nu saa store, at der ikke var nogen Fare ved at gaae fra dem. Det var smukt Veir den Dag, og Børnene løb og legede i Nærheden af Huset. Da kom en gammel forkrøben Kjælling til dem og bad dem om en Drik, som de ogsaa gave hende. Da Kjællingen havde slukket sin Tørst, takkede hun dem kjærligt og spurgte dem om, hvad de hed. Brødrene svarede, at de ikke hed Noget. Da siger Kjællingen: »Glad blev jeg over Drikken, som I gave mig, thi jeg vansmægtede af Tørst; men jeg er destoværre saa fattig, at jeg ikke kan belønne Jer derfor, som jeg skulde. Bi lidt, jeg vil dog give hver af Jer et Navn; den Ældste skal da hedde »Velvaagen«, den Anden »Holdfast«, den Tredie »Hugtil«, den Fjerde »Sporfinder« og den Femte »Fjeldklyver.« Disse Navne giver jeg Jer for Svaledrikken, og jeg haaber, at de ville bære gode Renter.« Derpaa bød Kjællingen Brødrene Farvel, idet hun bad dem at huske godt paa Navnene, og saa forlod hun dem. Da Forældrene om Kvelden kom hjem til Hytten, spurgte de, om der havde været Nogen om Dagen. Brødrene fortalte Alting, som det var, og hvilke Navne Kjællingen havde givet dem. Det var jo rart med de Navne, meente Forældrene. 


Brødrene voxede nu op hos deres Forældre, indtil de vare komne til Skjelsaar og Alder. Da sagde de engang, at nu vilde de forlade Hytten for at søge Forfremmelse andetsteds, og Forældrene gave dem Lov til at drage bort. De droge saa afsted , og der fortælles Intet om deres Færd, før de kom til Kongen. De bede ham om Vinterophold, men sige, at enten maa han give dem det Allesammen eller Ingen af dem. Kongen svarede, at de skulde faae Tilladelse til at blive hos ham om Vinteren, hvis de Julenat vilde vaage og passe paa hans Døttre. De gik ind herpaa, og bleve saa Alle hos Kongen. 


Det var Sagen, at Kongen havde havt fem Døttre, men de sidste to Julenætter vare to af dem forsvundne fra Jomfruburet, een hver Nat, og det uagtet der blev vaaget over dem. Ingen vidste Noget om, hvorledes de vare forsvundne, og tiltrods for alle de Eftergranskninger og al den Søgen, Kongen havde ladet foretage, fandtes de intetsteds. Da nu Brødrene fik dette at vide, fik de Kongen til at lade bygge et nyt Jomfrubuur, beliggende for sig selv og saare stærkt bygget. 


Julen kom, og de tre Kongedøttre, som vare tilbage, gik ind i Buret, fulgte af alle fem Brødre, som nu vilde tilbringe hele Julenatten med at vaage over Søstrene. Men de faldt Alle i Søvn, undtagen Velvaagen. Der brændte Lys i Buret, og Døren var fast tillaaset. I Begyndelsen af Natten seer Velvaagen, at der lægger sig en Skygge paa Vinduet, hvorefter en forfærdelig stor og grov Haand strækkes ind over den ene af Kongedøttrenes Seng. Men Velvaagen fik i en Fart vækket sine Brødre, og Holdfast fik Tag i Haanden, som straktes ind, saa at Eieren af den ikke kunde faae den trukket tilbage, hvormeget han end anstrængte sig. Da kom Hugtil did og huggede Haanden af mod Vindueskarmen. Den, som stod udenfor, løb da af alle Livsens Kræfter bort fra Vinduet, forfulgt af Brødrene. Det lykkedes Sporfinder at følge Sporet. De kom da tilsidst til nogle uhyre høie Klipper , som Ingen kunde komme op paa, uden Fjeldklyver. Han klattrede op paa Klippen, kastede et Toug ned til Brødrene, og trak dem paa den Maade op Allesammen. Da befandt de sig ved Aabningen af en stor Hule, som de gik ind i. De saae der en Jettekvinde, som sad og græd, og de spurgte hende da, hvad hun feilede. Hun var ikke meget villig til at fortælle dem det, men gjorde det dog tilsidst. Hun fortalte, at hendes Gamle inat havde mistet sin ene Haand, derfor var hun saa bedrøvet. De bade hende at trøste sig og bekjæmpe sin Sorg, thi de kunde læge hendes Gamle. »Men Ingen maa see paa os« , sige de, »saalænge vi ere ifærd med at læge, og saa forsigtig omgaaes vi med vor Hemmelighed, at vi binde Alle, som ere i Nærheden, forat Ingen skal overraske os, saalænge Kuren varer, for det er af stor Vigtighed.« De gjorde nu Jettekvinden det Tilbud, at læge hendes Gamle strax paa Stedet, hvis hun tillod dem at binde hende. Hun var ikke meget derfor, men lod sig dog tilsidst overtale, og saa bandt de Jettekvinden med stærke Reb og gik siden ind i Hulen til hendes Gamle. Det var den ledeste Trold, man vilde see for sine Øine, og de betænkte sig ikke paa at slaae ham ihjel paa Stedet. Da det var gjort, gik de ud til Jettekvinden og dræbte hende-med. Derpaa undersøgte de Hulen, men fandt Intet af Værdi, som de gad føre bort med sig. De opdagede heller ikke flere Trolde. 


Men som de gik og undersøgte Hulen, kom de til en lille Sidehule, og aldrig saasnart vare de traadte indenfor, før de derinde saae begge de tabte Kongedøttre. De sade Begge lænkede derinde. Den ene af dem var i nogenlunde trivelig Stand, men den Anden var pilmager. De klagede over deres haarde Skjæbne, og den Trivelige sagde, at idag skulde hun døe, thi hun skulde bruges til Julemad. Men idet hun sagde dette, kom Brødrene til, løste dem, og fortalte, hvorledes Sagerne nu stode. Det var da ikke underligt, om Søstrene bleve glade ved disse Tidender. Brødrene bragte dem saa hjem med sig til Hallen og lode dem gaae ind i Buret til de andre Søstre. Dagen var endnu ikke brudt frem, men saasnart det gryede, kom Kongen derhen for at see, hvorledes det var lykkedes Brødrene at passe paa Søstrene. Da han hørte Alt, hvad der var skeet om Natten, og saae alle sine Døttre samlede igjen, blev han saa glad, den gamle Konge, at han ikke vidste, paa hvad Been han skulde staae af bare Glæde. Han lod berede et vældigt Gilde, som da endte med, at hver af Brødrene drak Fæstensøl med hver sin Kongedatter. Alle Brødrene bleve siden store Mænd, og de levede vel og længe, og havde altid Lykken med sig. Og saa er den Fortælling ude. 



[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Folklore]]
[[Kategori:Carl Christian Thorvald Andersen]]