Vis kilden til Vermund og Uffe

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Vermund og Uffe]] !!  !! 
|-
|}


<center><big>'''Saxo Grammaticus'''</big><br>'''[[Danmarks krønike]]'''


oversat af<br>'''[[Frederik Winkel Horn|Fr. Winkel Horn]]'''


<big>'''Vermund og Uffe'''</big></center>



Efter Viglet fulgte hans Søn Vermund. Han levede i lange Tider i den største Tryghed, medens Landet nød en langvarig lykkelig Freds Velsignelser. I sin Ungdom fik han ingen Børn, men paa hans gamle Dage, da han havde levet saa mange Aar uden Afkom, var Lykken ham saa god at skjænke ham en Søn, der blev kaldt Uffe. Han overgik alle sine Jævnaldrende i Størrelse og Førlighed, men gik i sin tidlige Ungdom for at være saa sløv og taabelig, at han syntes helt uskikket til at tage Vare baade paa sine egne og Landets Sager; han plejede nemlig i sin Opvæxt hverken at lege eller paa anden Maade more sig og var saa ligegyldig for alt, hvad der ellers fornøjer Menneskenes Børn, at han aldrig lukkede Munden op, og at man aldrig saa' et Smil paa hans Læber. Men var han anset for dorsk i Ungdommens Dage, fik han siden den Foragt, man nærede for ham, til at slaa om til Berømmelse, og lige saa stort et Drog han havde været, lige saa lysende et Forbillede blev han i Henseende til Klogskab og Tapperhed. I Betragtning af hans Dvaskhed lod hans Fader ham ægte en Datter af Frovin, Jarlen i Slesvig, fordi Svogerskabet med denne udmærkede Mand kunde blive ham til den største Nytte, naar han en Gang skulde staa for Styret. Frovin havde ogsaa to unge Sønner med de herligste Anlæg, Kette og Vig, hvis ypperlige Egenskaber Vermund gjorde Regning paa ikke mindre end Faderens skulde komme hans Søn til gode i Fremtiden. 

Paa den Tid herskede i Sverige en Konge ved Navn Adils, en navnkundig og tapper Mand. Efter at han haardt havde hjemsøgt sine Naboer vidt og bredt med Krig, lagde han sig med største Iver efter adskillige nye Ting for ikke ved Ro og Lediggang at sætte den Berømmelse til, han havde vundet ved sin Tapperhed. Saaledes havde han blandt andet for Skik hver Dag at gaa alene ud iført sin prægtige Rustning, dels fordi han paa Krigsvæsenets Omraade ikke kjendte noget herligere end stadig at omgaas med Vaaben, dels for at vinde yderligere Berømmelse ved den Idræt. Det var for Resten lige saa meget Selvtillid som Ærgjerrighed, der drev ham dertil, thi han mente, at der ikke var den Ting i Verden, som var saa grum, at han havde nødig at være bange for, at den skulde knække hans Mod, i Fald han mødte den. 

Adils satte med sin Hær over til Danmark og stævnede Frovin til Slag i Slesvig, og da der var faldet mange paa begge Sider, hændte det, at de to Høvdinger tørnede sammen, og Slaget blev da fortsat som en Tvekamp, idet de ved Siden af det Udfald, Kampen i sin Helhed fik, ogsaa vilde afgjøre Sagen ved en Tvekamp, thi de var begge lige ivrige efter at faa det afgjort paa denne Maade, for at de kunde vise, hvad de duede til ved egne Kræfter uden deres Folks Hjælp. Enden blev, at Adils, efter at de havde givet hinanden mange Hug, sejrede og fældede Frovin, hvorpaa han splittede og tilintetgjorde Danskernes Skarer og saaledes til sin særlige Sejr over Frovin føjede en almindelig Sejr over hans Hær. Derpaa drog han tilbage til Sverige, hvor han ikke blot lod Frovins Død afmale blandt sine øvrige tapre Bedrifter, men ogsaa fik for Skik at prale af den, saa han ved sit Ordgyderi satte den Hæder til, han havde vundet ved denne Bedrift, thi det tager sig stundom nok saa smukt ud beskedent at tie om sin Tapperhed som at bralle op om den. 

Vermund tildelte Frovins Sønner den samme Værdighed, som deres Fader havde haft, og viste saaledes sin for Fædrelandet faldne Vens Børn sin Gunst, som billigt var. Dette bevægede Adils til atter at paaføre Danmark Krig. Han kom derfor igjen, dreven af den Selvtillid, den forrige Dyst havde givet ham, og det var ikke nogen lille Hær, han havde med, men hele Sveriges kampføre Styrke, som om han vilde bemægtige sig hele Danmarks Rige. Dette lod Frovins Søn Kette sin Høvidsmand Folke melde Vermund, som den Gang opholdt sig paa Jellinggaard. Folke traf Kongen ved Maaltidet sammen med hans Venner og forrettede strax sit Ærind og opmuntrede dem ved at sige, at nu var den Krig for Haanden, som de saa længe havde attraaet, nu kom den af sig selv Vermunds ønske i Møde, eftersom der nu bød sig en Lejlighed til at slaa Fjenden, og han havde det i sin Magt, i Fald han ønskede det, at vinde en fuldkommen Sejr. Det var derfor en stor og uventet Lykkens Gunst, Kongen længe havde sukket efter, der skjænkedes ham ved det, som nu var sket. Adils var nemlig kommen med en utallig Hob Svenskere, som om han paa Forhaand var ganske vis paa Sejr, og da der ingen Tvivl kunde være om, at Fjenden vilde foretrække at dø fremfor at fly, tilbød der sig ved denne Krig en gunstig Lejlighed til at hævne det Nederlag, de nylig havde lidt. 

Vermund sagde, at han havde røgtet sit Hverv som Sendemand som en flink og kjæk Mand, og bød ham slaa sig ned lidt og kvæge sig ved et Maaltid Mad, eftersom det ikke var godt at rejse fastende. Da han svarede, at han ikke havde Stunder til at spise, sagde Kongen, at han i alt Fald skulde slukke sin Tørst, og da han havde gjort det, bød Kongen ham beholde Guldbægeret, han havde drukket af, thi naar man er træt og varm af at gaa er det nemmere at drikke af et Bæger end af den hule Haand, og det smager ogsaa bedre, end naar man maa hjælpe sig med Haanden. Den unge Mand blev glad baade over den anselige Gave og over de venlige Ord, der fulgte med, og aflagde det Løfte, at før vilde han drikke lige saa stort et Maal af sit eget Blod, end Kongen skulde se ham vende Ryg i Slaget. Vermund sagde, at saa kjækt et Løfte var fuldt Vederlag, og havde endnu mere Glæde af at have givet ham Gaven end Folke af at have faaet den. Han fik da ogsaa Syn for Sagn, at han ikke havde haft mere af Munden, end han stod ved i Slaget; thi da det var i Gang, og de forskjellige Skarer stormede løs paa hverandre, hændte det, at Folke og Adils tørnede sammen og en stakket Stund kæmpede med hinanden. Det gik Svenskerne ilde, og de gav sig paa Flugt ligesom deres Høvding. Adils blev nemlig ogsaa saaret og flyede til sine Skibe. Da Folke nu mødig og tørstig af sine Saar og det Arbejde, han havde haft, og ikke mindre tørstig af Heden end af Anstrængelsen havde opgivet at forfølge Fjenden, samlede han sit eget Blod op i sin Hjælm og drak det for at læske sig, og saalunde ydede han rigeligt Vederlag for Bægeret, han havde faaet af Kongen. Da Vermund hændelsesvis kom til og saa' det, roste han ham i høje Toner, fordi han havde holdt sit Løfte. Folke svarede, at store Løfter burde man altid holde, og ved disse Ord priste han jo selv sin Daad lige saa højt som Vermund. 

Da Danskerne nu, som det plejer at gaa efter et Slag, havde afført sig deres Rustninger, og, medens de hvilede sig, talte om forskjellige Ting, sagde den slesvigske Jarl Kette, at det højlig undrede ham, at Adils havde set sit Snit til at slippe bort, da der dog var saa mange Ting, der hindrede ham deri, saa meget mere, som han havde været første Mand i Slaget og den sidste til at fly og derhos var den af alle Fjenderne, som det laa Danskerne mest paa Sinde at faa fældet. Hertil svarede Vermund, at han maatte vide, at der i enhver Krigshær er fire Slags Krigere. Den første er dem, der holder til Raade med deres Tapperhed, slaar drabelig løs paa dem, der staar dem imod, men undser sig ved at forfølge de flygtende; det er nemlig Folk, som ved lang Tids øvelse i Krigsvæsenet har erhvervet sig sikkert Ry for Tapperhed og som ikke sætter deres Ære i de overvundnes Flugt, men i at overvinde dem, det gjælder om at overvinde. Saa er der en anden Slags Krigere, som stoler paa deres Mod og Legemsstyrke, men ikke kjender det ringeste til Barmhjærtighed, de hugger med lige saa grumt Raseri løs paa Fjendens Ryg som paa hans Bryst; det er nemlig Folk, som henrevne af ungdommelig Hidsighed higer efter at indvi deres Krigerbane ved Heltebedrifter, Folk, som baade deres Ungdom og deres Ærgjerrighed sætter i Fyr og Flamme, og som med lige stor Sorgløshed giver sig i Kast med, hvad der er ret, og hvad der er uret. Den tredje Slags er dem, som staar og trykker sig midt imellem Angst og Skam, som Angsten hindrer i at gaa frem, og som for Skams Skyld ikke tør gaa tilbage; det er Folk af fornem Herkomst, men det er ogsaa det eneste, de udmærker sig ved, de tæller med i Fylkingen, men styrker den ikke og gjør ikke Fjenden mere Fortræd med deres Vaaben end med deres Skygger, saa de er kun med i Flokken for et Syns Skyld; da de med Tiden skal arve store Midler og mere udmærker sig ved deres Herkomst end ved Mod, gjør deres forventede Velstand dem opsatte paa at bjærge Livet, og det driver dem til at blive fejge i Steden for at lægge sig efter, hvad stort og ædelt er. Saa er der endelig nogle, der blot giver sig Udseende af at slaas, men som i Virkeligheden ikke gjør det, de holder sig i de bageste Rækker og er de første til Flugt og de sidste til Kamp; de sikre Tegn paa Frygt røber deres Ynkelighed, de søger stadig med Flid at slippe bort fra det hele og slæber sig frygtsomt og sendrægtig af Sted efter de kæmpende. Dette maa man anse for Grunden til, at Kongen kunde redde sig ved at fly, thi han blev ikke forfulgt af den første Slags Krigere, der ikke lægger an paa at hindre de overvundne i at fly, men blot paa at sikre Sejren og derfor slutter sig tæt sammen i Fylkingerne for at danne et tilstrækkeligt Værn om den nyvundne Sejr, saa at den kan blive fuldstændig afgørende. Den anden Slags Krigere, der er opsatte paa at hugge ned for Fode alt, hvad der kommer paa deres Vej, har ladet Adils slippe uskadt, ikke af Mangel paa Mod, men paa Lejlighed, det har ikke skortet dem paa Dristighed til at gjøre ham den Fortræd, de kunde, men de har ikke set deres Snit dertil. Den tredje Slags Folk, som, medens Slaget staar paa, tripper forskrækkede omkring og hindrer deres egne Stalbrødres Fremgang, har, selv om de har haft Lejlighed til at gjøre Kongen Fortræd, ikke haft Mod til at prøve derpaa. Saalunde gjorde Vermund Ende paa Kettes Forundring og sagde, at det virkelig var af de Grunde, han havde anført, at Adils havde bjærget sig. 

Adils flyede nu hjem til Sverige, hvor han gjorde umaadeligt Væsen af, at han havde dræbt Frovin, og uafladelig brovtede af denne Bedrift, ikke fordi han tog sig det Nederlag let, som han havde lidt, men for ved at tale om sin tidligere Sejr at bøde paa den Sorg, hans Flugt i det sidste Slag voldte ham. Herover blev Kette og Vig, som rimeligt var, opbragte, og de tilsvor da hinanden, at de vilde hævne deres Fader, men da de mente, at de ikke kunde gjøre det ved ligefrem at paaføre Adils Krig, iførte de sig en lettere Rustning, drog alene til Sverige og gik ind i en Skov, hvor de af Rygtet havde hørt, at Kongen plejede at færdes uden Ledsagere, og der gjemte de deres Vaaben. Da de nu under Foregivende af, at de var Rømningsmænd, havde talt en stakket Stund med Adils, og han spurgte dem, hvor de havde hjemme, svarede de, at de var fra Slesvig, og at de var dragne hjemmefra for et Drabs Skyld. Kongen troede, at det Drab, de talte om, var et, de havde begaaet, og anede ikke, at det var et, de havde svoret at begaa; de var nemlig opsatte paa at føre ham bag Lyset med dette træske Svar, da han frittede dem, saa at de sandfærdige Ord, de sagde, bragte ham i Vilderede og gav ham et falsk Indtryk ved, at Sandheden skjultes under det, de fortav; thi i gamle Dage holdt fornemme Folk det for det værste, de kunde gjøre, at lyve. Saa sagde Adils, at han gad vide hvem Danskerne holdt for var Frovins Banemand, hvortil Kette svarede, at man ikke tilfulde vidste, hvem Æren for denne store Bedrift maatte tilskrives, saa meget mere som det var vitterligt for alle, at han faldt i Slaget. Det var ingen Nytte til, sagde saa Adils, at tilskrive andre Frovins Drab, thi han havde selv fældet ham i Tvekamp. Derpaa spurgte han, om Frovin havde efterladt sig Afkom, og da Kette svarede, at der var to Sønner efter ham, sagde han, at han havde stor Lyst til at vide, hvor gamle og hvor store de var. Kette sagde da, at de paa det nærmeste var af deres Størrelse og Førlighed og ogsaa lige gamle med dem. "Hvis de havde deres Faders Mod og Manddom", sagde Adils, "maatte jeg belave mig paa en haard Dyst". Derpaa spurgte han, om de tit talte om deres Faders død, hvortil Kette svarede, at det jo ingen Nytte var til at tale om, hvad der ikke kunde ændres, og at blive ved at besvære sig over en Ulykke, der ikke kunde raades Bod paa, med hvilke Ord han gav til Kjende, at man ikke bør foregribe sin Hævn med Trusler. 

Da de saa', at Kongen hver Dag gik ene ud for at øve sine Kræfter, tog Brødrene deres Vaaben og fulgte efter ham. Da Adils saa' dem, blev han staaende, fordi det tyktes ham uhæderligt at fly for dem, naar de trængte ind paa ham. Da de nu sagde, at de kom for at hævne Frovin, som han havde dræbt, saa meget mere som han saa hovmodig brovtede af, at han havde været ene om det, sagde Adils, at de skulde tage sig i Agt for, at de ikke for at søge Hævn med taabelig Dumdristighed indlod sig paa en Kamp, som deres Kræfter ikke forslog til, og at de ikke i deres Iver efter at fælde en anden selv kom til at bide i Græsset og af overilet Begjærlighed efter Hæder forspildte de herlige Gaver, Naturen havde skjænket dem. De burde derfor skaane deres haabefulde Ungdom og ikke letsindig styrte sig i Døden. De burde tillade ham at give Mandebod for deres Faders Drab og anse det for en stor Ære at faa Ord for at have tvunget en Høvding som ham til at give Bod og saa at sige at have skræmmet ham dertil; for Resten sagde han ikke dette, fordi han var bange, men fordi han ynkedes over deres Ungdom. Hertil svarede Kette, at det ingen Nytte var til, at han spildte Tiden med al den Snak og søgte at dæmpe deres Attraa efter saa retfærdig en Hævn ved at love dem Penge; han bød ham gaa frem og kæmpe med ham paa Tomandshaand, i Fald han duede til noget; thi han vilde selv stole paa sine Kræfter og ikke have Hjælp af sin Broder, for ikke at faa det Vanry paa sig, at Kampen var ulige. Som det jo nemlig er ubilligt, at to kæmper mod én, holdt de gamle det for en Skjændsel, og en Sejr, der blev vunden paa den Maade, fik man ingen Ros for, den ansaas snarere for at bringe Vanære end Hæder; thi at to overvandt én, holdtes for en let Sag og en stor Skam. Adils var imidlertid saa overmodig, at han opfordrede dem begge til at gaa imod ham paa én Gang; da han ikke kunde faa dem til at opgive deres Lyst til at slaas, sagde han, vilde han mage det saa for dem, at de kunde slaas nogenlunde trygt. Kette afviste dog bestemt denne Skaansomhed og sagde, at han hellere vilde dø end tage imod den, fordi han mente, at den Maade at slaas paa, som Adils tilbød, vilde blive regnet ham til Last. Da han nu hidsig angreb Adils, vilde denne føre Kampen lemfældig og hug blot ganske lempelig med Sværdet paa hans Skjold og tænkte mere paa blot at bjærge sig end paa at forsvare sig, saa det havde Fynd og Klem. Da dette havde varet en stakket Stund, opfordrede han ham igjen til at tage Broderen til Hjælp og sagde, at han ikke havde nødig at skamme sig ved at søge Bistand hos en anden, han saa' jo, at han ikke var Mand for ene at fuldføre sit Forsæt. Da Kette stadig sagde Nej, sagde Adils, at saa vilde han ikke skaane ham længere, og det var ikke tomme Trusler, thi nu angreb han ham af al Magt. Kette tog imidlertid imod ham med saa vældigt et Hug, at hans Hjælm kløvedes, og han fik et Saar i Hovedet. Opbragt herover - thi Blodet strømmede ud af Issen paa ham - gav han Kette det ene vældige Hug efter det andet, saa han sank i Knæ. Dette kunde Vig, som tænkte mere paa sin Kjærlighed til Broderen end paa Skik og Vedtægt, ikke holde ud at se paa, han satte sin Skamfølelse til Side for Hensynet til Broderen og anfaldt Adils, idet han foretrak at skjærme Broderen i hans Afmagt for at staa ledig og se til, hvilket han imidlertid havde mere Skam end Ære af, idet han ved at komme Broderen til Undsætning overtraadte Lovene for Tvekamp og derfor mere var ham til Nytte end til Ære med sin Hjælp, da han paa den ene Side gav efter for sin Kjærlighed til Broderen, paa den anden Side paadrog sig Vanære. Saaledes fik de med større Hast end Hæder Bugt med Adils, og for at gjøre det almindelig bekjendt, huggede de Hovedet af ham, hængte Liget over en Hest og førte det ud af Skoven til den nærmeste Landsby, hvor de overgav det til Byfolkene og sagde, at det var Frovins Sønner, der havde hævnet deres Faders Død paa Svenskekongen. Da de kom hjem til Danmark og meldte denne Sejr, tog Vermund imod dem med stor Ære, idet han mente, at det var en saare nyttig Gjerning, de havde gjort, og mere saa' paa den Ære, det var at have fældet en saadan fjende, end paa det Vanry, de havde paadraget sig, og ikke holdt det for en Skam, at de havde dræbt Voldsmanden; men det blev et Mundheld udenlands, at Adils' Bane brød gammel Kæmpevane. 

Da Vermund af Ælde mistede Synet, sendte Sachserkongen, som mente, at Danmark nu var hovedløst, Bud til ham, at han skulde overlade ham Styrelsen af Riget, som han nu paa Grund af sin Alder ikke var tjenlig til at styre, for at hans alt for langvarige Herskesyge ikke skulde gjøre det baade lov- og værgeløst. Hvorledes skulde den vel kunne regnes for Konge, hvis Aand var omtaaget af Alderdom, og hvis Syn i lige saa høj Grad var formørket af Blindhed. I Fald han vægrede sig og havde en Søn, der turde gå i Tvekamp med hans, skulde han gaa ind paa, at den, der gik af med Sejren, fik Riget, men hvis han afviste begge disse Forslag skulde han faa at mærke, at han ikke vilde lade det blive ved Formaninger, men sætte sin Vilje igjennem med Vaaben, saa at han tvungen skulde komme til at give ham, hvad han ikke vilde give ham frivillig. Da Vermund hørte dette, sukkede han dybt og svarede, at det var en stor Skam at smæde ham for hans Alderdom, da han ikke havde paadraget sig den Ulykke at blive gammel ved i sin Ungdom fejgt at sky Kamp, og ikke mindre utilbørligt var det at laste ham for hans Blindhed, eftersom den Lyde for det meste følger med Alderdommen, det var en Ulykke, man snarere burde ynke end haane ham for. Med større Ret kunde man lægge Sachserkongen til Last, at han ikke, hvad der havde sømmet sig bedre, hellere afventede en gammel Mands Død end krævede Riget af ham, eftersom det var bedre at blive en død Mands Efterfølger end at plyndre ham, medens han var i Live. Men for at han ikke skulde faa Ord for som en gal Mand at afstaa sin gamle Friheds Herlighed til en fremmed Magt, vilde han selv tage imod Udfordringen. Hertil svarede Sendemændene, at de vidste, at deres Konge vilde holde det for en Tort at kæmpe med en blind Mand, eftersom en saa latterlig Kamp snarere vilde blive anset for en Skam end for en Hæder; det sømmede sig bedre, at begge Kongers Ætlinger afgjorde Sagen. Da Danskerne ved at høre dette blev ganske maalløse og i deres Bestyrtelse ikke vidste, hvad de i en Hast skulde svare, traadte Uffe, der tilfældigvis var til Stede, frem og bad, som om han efter at have været stum pludselig havde faaet Mæle, sin Fader om Lov til at give Svar paa Tiltale. Da Vermund nu spurgte, hvem det var, der havde bedt om Lov til at tale, og hans Hirdmænd svarede, at det var Uffe, sagde han, at det var nok, at fremmede i deres Hovmod drev Spot med hans Ulykke, hans egne burde ikke saaledes haane ham; men Hirmændene blev ved at forsikre, at det virkelig var Uffe, og Kongen sagde da, at hvem han saa end var, skulde det staa ham frit for at sige, hvad han havde paa Sinde. Uffe sagde da til Sachserne, at det tjente til intet, at deres Konge krævede Riget, thi det havde saavel sin egen Konge som tapre Mænds Vaaben og Snille til Værn. Desuden havde Kongen ogsaa en Søn, der var Arving til Riget, og han vilde lade dem vide, at han ikke blot vilde kæmpe med deres Konges Søn alene, men samtidig med en hvilken som helst af deres gjæveste Landsmænd, han vilde tage med. Da Sendemændene hørte det, gav de sig til at le, idet de holdt hans Ord for tom Pral. Stedet og Tiden for Kampen blev dog ufortøvet fastsat, men alle de, der var til Stede, undrede sig højlig over, at Uffe saa uventet havde talt og udæsket Sendemændene, og vidste ikke, hvad de mest skulde undres over, at han havde talt, eller at han havde talt saa frejdig. 

Da Sendemændene var dragne bort, roste Vermund den, der havde svaret dem, fordi han havde lagt saa stor Tillid til sit Mod for Dagen, at han havde udæsket ikke én, men to, og sagde, at han hellere vilde afstaa Riget til ham, hvem han saa var, end til en overmodig Fjende, men da alle vidnede, at det virkelig var hans Søn, der med ophøjet Selvtillid havde givet et stolt Svar paa Sendemændenes hovmodige Tiltale, bød han ham komme nærmere, for at han ved at føle paa ham med Hænderne kunde overtyde sig om, hvad han ikke kunde se med sine øjne. Efter at han omhyggelig havde befølt ham og af Lemmernes Størrelse og Former havde skjønnet, at det var hans Søn, begyndte han at fæste Lid til, hvad de sagde, og spurgte ham, hvorfor han med største Flid havde skjult sin herlige Stemme og i hele sin Levetid givet sig ud for maalløs og afholdt sig fra alt Samkvem, hvortil der kræves Tale, saa at man maatte tro, at han fuldstændig manglede Mæle og var stum fra Fødselen af. Hertil svarede Uffe, at det hidtil havde været ham nok, at hans Fader førte Ordet, og at han ikke havde haft nødig at bruge sit Mæle før nu, da han mærkede, at hans Landsmænds Sindighed blev bragt i Knibe af fremmedes Mundkaadhed. Da Kongen fremdeles spurgte, hvorfor han havde udæsket to i Steden for én, svarede han, at han havde foretrukket den Kampmaade for ved en enkelt Mands Daad at udslette den Tort, det var for Danskerne, at der havde været to om at fælde Adils, og for ved en ny Prøve paa Tapperhed at aftvætte den gamle Skamplet; saaledes burde den Skjændselsdaad bringes i Glemme ved en ny Hæder. Vermund sagde, at det var vel betænkt alt sammen, og bød ham øve sig i Vaabenbrug, som han havde lagt sig alt for lidt efter. Da der nu blev bragt Vaaben, viste det sig, at han var for før til at kunne bruge andres Brynjer, de var alle for snævre til hans brede Bryst, saa han sprængte Ringene, og der var ikke én at finde, som passede ham. Til sidst, da han ved sit Legemes voldsomme Bevægelser ogsaa sprængte sin Faders Brynje, bød Vermund, at den skulde skæres op i venstre Side og spændes sammen, det gjorde ikke saa meget, sagde han, at den gabede i den Side, hvor Skjoldet dækkede ham. Han bød ham nu med største Omhu vælge sig et Sværd, som han trygt kunde bruge. Der blev bragt adskillige, men saa snart Uffe tog om Fæstet og prøvede dem, brast de alle, der var ikke ét iblandt dem, som var saa stærkt, at det ikke sprang i Stumper og Stykker, første Gang han svang det. Kongen havde imidlertid et Sværd, som hed Skrep og var saa ualmindelig hvast, at det med ét Hug kløvede, hvad det skulde være; der var ikke den Ting, som var saa haard, at den kunde staa sig for dets Egg. Men da Vermund mistvivlede om, at hans Søn vilde blive til noget, havde han gravet det dybt ned i Jorden for ikke at efterlade det til andre, eftersom han ikke undte nogen anden det. Da de nu spurgte ham, om han ikke havde et Sværd, der passede til Uffes Kræfter, sagde han, at han havde et, som passede, hvis han blot kunde finde det Sted, hvor han i sin Tid havde gravet det ned. Han bød dem føre ham ud paa Marken, og ved hele Vejen at spørge sig for hos dem, der ledede ham, fik han omsider Kjending paa Stedet, lod Sværdet grave op og gav sin Søn det. Da Uffe saa', hvor medtaget det var af Rust ved at have ligget saa længe i Jorden, tvivlede han om, at det duede, og spurgte, om han ikke skulde prøve det ligesom de andre; det var altid bedst at prøve et Sværd, før man skulde bruge det, sagde han, men Vermund svarede, at hvis det ogsaa sprang i Stykker, naar han svang det, var der intet, der var stærkt nok til hans Kræfter, saa det var bedst at lade være, da man ikke kunde vide, hvorledes det vilde gaa. 

Da den aftalte Tid kom, begav de sig til Kamppladsen. Det var en Holm i Floden Ejderen, som man kun til Skibs kunde komme over paa. Uffe begav sig ene derover, Sachserkongens Søn havde en vældig Kæmpe med; paa begge Flodens Bredder var der fuldt af Mennesker, som var ivrig opsatte paa at se, hvad der skulde gaa for sig. Medens nu alle stod og stirrede over paa Holmen, satte Vermund sig ud paa Broens yderste Ende; det var nemlig hans Agt at kaste sig i Floden, hvis det føjede sig saa, at Uffe blev overvunden; thi han vilde hellere følge ham i Døden end opleve den Sorg at se sit Land gaa til Grunde. Begge de unge Sachsere angreb nu Uffe, men da han ikke stolede paa sit Sværd, bødede han blot for Huggene med Skjoldet og besluttede taalmodig at føle sig frem for at komme paa det rene med, hvem af dem han især burde tage sig i Agt for, for at han i alt Fald kunde gjøre det af med ham med ét hug. Vermund, som troede, at den Taalmodighed, hvormed han tog imod deres Hug, kom af Svaghed, rykkede lidt efter lidt længere ud paa Broens skraa Kant for, i Fald Sønnen fik sin Bane, at søge Døden ved at styrte sig ud, men Lykken holdt sin Haand over den gamle Mand, der elskede sin Søn saa højt. Uffe opfordrede nemlig Kongesønnen til at angribe ham med større Iver og øve en udmærket tapper Bedrift, der svarede til hans høje Herkomst, for at ikke hans Stalbroder, der var af ringe Byrd, skulde faa Ord for at overgaa ham i Tapperhed, og dernæst bad han Kæmpen, for at prøve hans Mod, om kjækt at følge sin Herre efter og formanede ham til ved herlig Vaabendaad at vise sig verdig til den Tillid, Kongesønnen havde vist ham ved at vælge ham alene frem for alle andre til Stalbroder i Kampen. Kæmpen kunde for Skams Skyld ikke andet end efterkomme Opfordringen og rykkede ham nærmere paa Livet, hvorpaa Uffe hug ham tværs over med sit første Hug. Da Vermund hørte det, kom der Liv i ham, det kunde han høre var hans Søns Sværd, sagde han, og spurgte, hvor paa Lav det drabelige Hug havde ramt, hvortil hans Hirdmand svarede, at Uffe ikke havde ramt noget enkelt Sted, men hugget hele Karlen lige tværs over, og saa rykkede Vermund bort fra Kanten og satte sig længere ind paa Broen, thi nu var han lige saa opsat paa at leve, som han før havde været paa at dø. Nu opfordrede Uffe, som nok gad gjøre det af med den anden fjende paa samme Maade som med den første, med kraftige Ord Kongesønnen til at hævne sin Stalbroder, der var gaaet i Døden for ham, ved at fælde hans Banemand som et Sonoffer for hans Drab. Da han nu blev nødt til at efterkomme hans Opfordring og rykkede nærmere, udsøgte Uffe sig omhyggelig et Sted, hvor han vilde føre sit Hug, og da han var bange for, at Sværdeggen var for spinkel i Forhold til hans Kræfter, vendte han den anden Side til og hug ham midt over. Da Vermund hørte det, sagde han, at nu hørte han for anden Gang Lyden af Skrep, og da det blev sagt ham, at nu havde hans Søn fældet begge Fjenderne, brast han i Graad af overstrømmende Glæde og udgjød saaledes i Fryd de Taarer, Sorgen ikke havde kunnet afpresse ham. Medens Sachserne opfyldte af Sorg og Skam under bitre Klager holdt deres Kæmpers Ligfærd, modtog Danskerne Uffe med Jubel. Saaledes blev Skammen over Adils' Død udslettet ved Sachsernes Beskæmmelse. 

Da Sachsenland saaledes var kommet under Danmark, kom Uffe, som man havde troet ikke engang var Mand for tilbørlig at herske over ét Land, til at staa for Styret i begge Riger efter sin Fader. Adskillige kalde ham Olaf, og paa Grund af sin Sagtmodighed fik han Tilnavnet den Spage. Hans senere Bedrifter er ved Forfædrenes Forsømmelighed ikke bleven tilbørlig optegnede, men det maa antages, at de er bleven ypperligere og ypperligere, efter at han havde gjort saa berømmelig en Begyndelse. I Anledning af den korte Omtale af hans Bedrifter vil jeg gjøre opmærksom paa, at vort Lands Fattigdom paa Skribenter har unddraget vore berømmelige Mænd meget af den Hæder og Ihukommelse, de havde Krav paa. Havde Lykken føjet det saa, at Latinen allerede i gamle Dage havde været i Brug i vort Land, vilde vi nu have haft utallige Bøger om danske Mænds Bedrifter at læse i. 

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Krøniker]]
[[Kategori:Danmarks historie]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Frederik Winkel Horn]]