Vis kilden til Vore fædres guder: Første Afsnit: Skabelsen

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
!  Denne teksten finnes på følgende språk ►!!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Vore fædres guder: Første Afsnit: Skabelsen]] !!  !! 
|-
|}


<center><big>'''[[Vore fædres guder – en kortfattet Nordisk Mythologi |Vore fædres guder</big> <br>– en kortfattet Nordisk Mythologi]]'''


[[Frederik Winkel Horn biografi|Frederik Winkel Horn]]<br>


<big>'''Første Afsnit: <br><big>Skabelsen'''</big></big></center>



Mange Tider før Jorden blev skabt, var der tvende Verdener; den ene hed Niffelhjem eller Taageverdenen og laa imod Nord; den anden hed Muspelhjem og laa imod Syd; den var lys og hed, thi den brændte i lys Lue, saa den var ufarbar for Enhver, som ikke havde Hjem og Odel der; med flammende Sværd sad en Mand og vogtede Grænsen; han hed Surt. Imellem de tvende Verdener var der et bredt Svælg, kaldet Ginnungagab, d. e. det gabende. Midt i Niffelhjem laa der en Brønd, fra hvilken mange Floder havde deres Udspring. Da de vare komne saa langt fra Brønden, at den Edder, de førte med sig, størknede som Sinder, der løber ud af Ilden, da blev der Is, og Isen standsede, og Floderne randt ikke videre. Mere og mere højnede Is og Nim sig i Ginnungagab, saa det fyldtes i den Side, der vendte mod Nord, og indenfra stod der Regn og Blæst; men den søndre Del blev let af de Gnister og Funker, der fløj fra Muspelhjem, og saa koldt og barskt som der var imod Nord, saa hedt og lyst var der imod Syd, og Ginnungagab blev saa lunt som vindløs Luft. Da nu Rimen mødtes med Heden, saa smeltede den, og de faldende Draaber fik Liv ved hans Magt, som udsendte Heden, og blev til en Mand. Han nævnedes Yme. Da han sov, faldt han i Sved, og saa voxede der frem under hans venstre Haand en Mand og en Kvinde, og hans ene Fod avlede en Søn med den anden; fra dem stamme alle Hrimthurser og Jætter, lede og onde som deres Stamfader Yme.


Af den dryppende Rim blev der ogsaa en Ko, Ødhumle kaldet; fra dens Yver randt der fire Mælkefloder, dem nærede Yme sig af; Koen levede af at slikke Rimstenene, thi de vare salte. Den første Dags Aften var der kommet en Mands Haar frem af de Stene, hun havde slikket, den anden Dag var det blevet til et Mandehoved, og den tredie Dag stod der en Mand hel og holden. Han hed Bure; han var fager at se til, stor og stærk, og avlede en Søn, som hed Bør. Bør tog til Kone en Kvinde, som hed Bestla og var en Datter af Bølthorn Jætte, og de havde tre Sønner, Odin, Vile og Ve. Fra Odin stammede alle de andre Guder, vi siden skulle høre om. Disse Børs Sønner dræbte Yme Jætte, og saa meget Blod løb af hans Saar, at alle Hrimthurser og Jætter druknede deri paa een nær, som hed Bergelme, han reddede sig med sine Nærmeste, og fra ham nedstamme alle de Jætter, der siden have været i Verden.


Stor Skade var det ellers, at han kom godt fra det, thi Jætterne var det argeste Folkefærd, der nogen Tid har været til. De vare ofte vise og kløgtige, men tillige onde og grumme og hadede de gode Guder, som Alt, hvad godt var. Udgaard hed det Land, hvor de boede, mellem det og Gudernes Land randt der en Aa, som aldrig frøs til. I Fjælde og Huler sad de der, thi Lyset flyede de, rige paa Guld og Gods og herlige Dyr, guldhornede Køer og kulsorte Øxne, og lagde Raad op, om hvad Ondt de kunde gjøre. Klipper og Sten var deres Vaaben, og vældige Kræfter havde de, saa naar saadan en Bjergmand foer i sin Jættevrede, var han ikke god at have at gjøre med; det saa Guderne ogsaa at føle paa den yderste Dag, naar den store Kamp føres, i hvilken Verden gaar under. Hvor store de ere, kan man gjøre sig et Begreb om, naar man hører, at der etsteds i Norge fortælles om en Jætte, at da han en Gang havde faaet noget i Øjet, som stak, og han ikke kunde faa det ud med Fingeren, fordi den var for firskaaren, saa tog han et Kornneg, og med det fik han det ud; han saae da, at det var en Grankogle: "Hvem skulde troet", sagde han og klemte den mellem Fingrene, "at saa lidt kunde gjøre saa ondt", — og den Slags Æventyr om Jætterne er der mange af. Grimme og vanskabte er de som oftest, somme have Hovedet af Sten, somme have mange Hoveder, vi høre endog fortælle om en Jættekvinde med 900. Men ere de ikke grimme Utysker, saa ere de ogsaa smukke tilgavns, saa lyser Luft og Hav af deres Fagerhed, nogle af dem ere endog saa dejlige, at selv Guderne glemme Fjendskabet og tage dem tilægte. Til Jætterne høre blandt andre Øge, Klintekongen, der sidder paa Fjældet og raader for det oprørte Hav. Selv er han ikke saa slem, thi saa vilde Guderne vel ikke pleje Samkvem med ham, og de gjøre undertiden Gilder for hinanden; men saa er hans Hustru Ran grum for to. Hun har et Net, hvormed hun fisker dem, der komme paa Søen, og ofte holder hun Skibene fast; thi de, som drukne, høre hende til og komme til hendes og Øges Hal, der lyses op af straalende Guld. Deres Dørre er Bølgerne. Værst af alle jættebaarne Væsener er Jættekvinden Angerbodes Børn med Guden Loke, og af Ingen times der Guder og Mennesker saa stort Meen som af dem, hvad da ogsaa er at vente, saadan Fader og Moder som de have; det er Midgaardsormen, Fenrisulven og Hel. De opfostredes blandt Jætterne, og da Guderne fik Nys om det, og der blev spaaet dem de værste Ulykker af de tre Søskende, saa fangede de dem. De slog dem dog ikke ihjel, som raadeligst havde været, men Midgaardsormen blev kastet i det dybe Hav, som ligger om alle Lande, og saadan voxede den, at den naar om den hele Jord og bider sig selv i Halen; Hel blev kastet ned i Niffelhjem; der blive alle de Fejge, sotdøde Mænd og Folk, som dø af Ælde, sendte hen, og der er ikke godt at være i Helhjem, som hendes Bo kaldes: Hunger hedder hendes Fad og Sult hendes Kniv, Ganglad hendes Træl og Tærne, Bratfald hedder Tærskelen for Døren, Sotteseng hendes Leje og forgyldt Elendighed Tæpperne paa hendes Vægge; selv er hun let at kjende, thi faa er saa grimme og grumme at se til som hun, halvt er hun blaa i Lød og halvt, som Folk er flest. Fenrisulven fostrede Aserne hjemme hos sig, men den voxede saa stærkt, at det tyktes dem bedst, den blev bunden; det blev den ogsaa, men det blev dem en dyr Leg, som vi siden skulle se, og endda slipper den løs paa den yderste Dag og gaar med Midgaardsormen mod Gudene og øver den værste Daad, som tænkes kan.


Da Børs Sønner havde slaaet Yme ihjel, toge de den Kode Krop og flyttede den midt ud i Ginnungagab og skabte saa Jord og Hav og den hvalte Himmel. Jorden skabte de af Ymes Kjød, hans Knokler blev til Bjerge, Grus og Sten blev der af hans Tænder og de Ben, der vare brudte, Træer skabte de af hans Haar. Hans Hovedpande satte de op over Jorden, det blev Himlen, og under hver af dens fire Hjørner sidder en Dværg; de hedde Nord og Syd, Øst og Vest; ved Himlens Ende sidder en Jætte i Ørneham, han hedder Hræsvelg, og fra hans Vinger farer Vinden ud over Verden. Af Ymes Hjerne blev de tungsidige, drømmende Skyer. Af det Blod, der randt af hans Saar, skabte de Havet, som de lagde i en Ring uden om Jorden, og paa Stranden der gave de Jætterne Land i Udgaard; men indenfor paa Jorden byggede de et Hegn til Værn mod Jætternes Ufred, det kaldte de Midgaard, og det var bygget af Ymes Bryn. Imellem Himmel og Jord byggede de en Bro; den hedder Bifrøst (den gyngende Vej), men Somme vide det ikke og kalde den Regnbue; den hedder ogsaa Asbro. Fager er Bifrøst at se til, med trende Farver, og intet Værk i Verden er gjort med saa stor Kunst som den. Det røde, der er at se i den, er flammende Ild, thi Hrimthurser og Bjergriser vilde storme op imod Himlem, om Broen var farbar for Alle, der vilde derop. De Gnister, der fore løse omkring fra Muspelhjem, fæstede de paa Himlen og ordnede deres Pladser og Gang, at de som Stjerner skulde lyse over Himmel og Jord. Ogsaa Sol og Maane fik nu deres Gang og Stade, hvad vi maa takke for, - at Tiden vexler med Dag og Nat og kan tælles. En Mand hed Mundilføre; han havde to Børn, der vare saa fagre, at han opkaldte dem efter Sol og Maane. Det, tyktes Guderne, var et mægtigt Overmod, og de toge de to Søskende og satte dem op paa Himlen. Datteren, Sol, lod de kjøre de Heste, der trække Solens Kærre; de hedde Aarvaagen og Snild; under deres Bove satte Guderne to Blæsebælge for at kjøle dem, og foran Solen staar et Skjold, Svale kaldet; Bjerg og Hav vilde brænde, om det faldt fra; paa det og paa Aarvaagens Øre og Snilds Hov vare ristede stærke Runer eller Trylletegn. Maane, Sols Broder, styrer Maanens Gang og raader for Ny og Næ. Rappe maa Sol og Maane være, thi der er to Ulve efter dem, som ville sluge dem, saa de maa vel være rædde, og ingen anden Udvej have de end at fly; Ulvene er Jætter, Sønner af en gammel Jættekvinde, og ilde gaar det, naar de engang naa Sol og Maane. Nat var af Jættekuld; hun havde med Delling Sønnen Dag. Alfader gav Dag og Nat hver en Hest og en Kærre, at de i hvert Døgn skulde kjøre over Jorden. Forrest kjører Nat med Hesten Rimfaxe, hver Morgen falder Skummet fra dens Bidsel som Dugg i Dale; Dags Hest hedder Skinfaxe, af dens Manke staar der Lys over Luft og Jord.


Guderne mindedes nu, at Dværgene havde faaet Liv i Ymes Kjød som Maddiker. De raadsloge og bleve enige om at give dem Mandevid og Mandeskikkelse; de kom til at bo i Jorden og i Stene og ere saare kunstfærdige, især til at lave ypperlige Vaaben og kostelige Klenodier.


Odin og hans Brødre Vile og Ve, eller, som det gamle Digt Vølvens Spaadom kalder dem, Høne og Lodur, fandt paa Stranden tvende Træer; af dem skabte de det første Menneskepar, Ask og Embla, som det hedder i det gamle Kvad:


:Ingen Aand de havde, 
:ingen klare Tanker, 
:ikke de sig rørte, 
:hverken Blod de havde 
:eller friske Farver. 
:Aanden gav dem Odin, 
:Tanker gav dem Høne, 
:Lodur gav dem Blodet, 
:som gjør Kinden rød. 


Fra dem stamme alle Menneskenes Slægter, der fik Bo indenfor Midgaard.


<br><br>



[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Frederik Winkel Horn]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]