Vis kilden til XXV. Indeholdende Arngrims korte Sagn om Kroke-Ref

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=XXV. Indeholdende Arngrims korte Sagn om Kroke-Ref]] !!  !! 
|-
|}


<div align="center"><big>'''[[Det gamle Grønland]]'''</big>

Forestillis af authore <br />
'''[[Thormod Torfæus|Tormod Torfessøn]]'''

Oslo 1927
</div>


<div align="center"><big>'''XXV. Indeholdende Arngrims korte Sagn om Kroke-Ref,<br />og den ganske Fabels Igiendrivelse, saa velsom og om<br />Thrand som var een Nordmand, hvilchen blev sendt af<br />Magnus den Gode til at undgaae Harald den Strengis Forfølgelse'''</big></div>


Jeg anseer for got (siger Arngrim) at sætte her næst effter een anden (hand hafde tilforn talt om Thormod) begifvelse, som kommer og noget ved de Grønlandske sager, hvorvel det er neppe værd at læse, hvilchet vj dog (om Nogen schulde endelig vilde paakræfve) lættelig vil undschylde med andre brave skribenters Exempler, som har bemøyet sig med ei Meget vigtigere sager, og Materier.

Hand var føed vesten paa Iisland, paa een Gaard heeder Qvennabrekka, de Iislandske kalder ham Ref (mens Jeg iche af nafnets bemærkelsse, men kun af Bogstafvernis og ordenes ofvereens stemmelse kalder Rufum) omtrint ved det aar efter Christi fødsell 1015, hans Fader heeder Steen, hans Moder Thorgerd, hand siuntis i sin opvext og end længer frem gaae som een laed Dosmer hen, men i denne hans Dossmervurrenhed laae der een u-trolig skarpsindighed til alle slags forretninger i skiul og der var hos hannem iche alleeniste et ædelt, høyt og af klygtighed med een synderlig forstand, og bestandig alvorlighed, begavet gemytte. I medgang var hand ej ofverdaadig, ej heller forsagt i Modgang.

Derfor som hand nu var noget voxen, og holt til hos sin Morbroder, bygde hand paa frie haand uden nogen Mesters underviisning et Coffardi-skib meget næt, paa hvilcket hand seylede ofver til Grønland, hvor hand droeg ind til Herberge, hos een Mand, som heed Bernt, og boede i een bye Hlid (Maa skee Brattahlid) der hand hafde taget samme Mands Datter Helga til Hustrue, og hans Wær-fader siden dødde, gick hand ind til den heele Boe og Eiedom. Disse aflede sammen Sønner Steen, Biørn, Thormod.

Der hand nu hafde levet roligen i denne lille Bye paa Grønland i 9 samfulde Aar, da opivrede hans Naboer ham med een ofverlast, hvilcken naar den icke kunde uden spot og skam ofverbæris, til Blods udstørtelse udbrød. U-retten var denne: I næste bye derved, som heed Vik, boede een Mand, ved nafn Thorgils, med tilnafn Vichurskall (den flænschaldede af Vich) denne hafde 4<sup>re</sup> sønner, hvilcke vare nocksom bekiendt af deris stolthed og ondschab, saavelsom og deris fader Thorgils. Ruffus, som iidelig og flittig paste paa sit arbeyde, hafde og det aar (hvilchet var det 9<sup>de</sup> aar efterat hand var kommen till Grønland) eet Coffordi skib paa Bænckestochen paa den næste Strandbræd, hvorfra hand tit pleyede icke komme hiem, før sildig ud paa afftenen. Som hand da eengang vaar mit underveys, saae hand een forskrækkelig stoer Biørn komme sig i Møde, hvorfor hand, saasom hand intet hafde med sig till verje, løb i een hast tilbage till sit verktøy, at hente sin tømmer-øxe. Imidlertid kom Thorgilsis Sønner, som hafde værit ude at fische, og saasnart de saae Biørnen, falt de alle om paa ham, og sloeg ham ihiæl. Og saae tillige Rufs fodspor i sneen, som vaar nyes trøedt, og vendt tilbage igien, hvorfor de udraabte blant alle, hvem de kom til, at hand var een blødhiærtig bange stachel, fordj hand torde iche bie Biørnen.

Der Ruf: nu tagde stille med denne spott, blev de saavelsom faderen ved at sidde ham paa Ryggen, og smelle paa ham, og sagde, at Grønland ofvergich een ævig skam, at de schulle tage imod saadan een indbyggere, som for skiendelige og skammelige giærninger var bleven landflygtig fra Iisland. Og till det at stadfæste, har de værit saa u-forschammede, at de opdigtede, at Ruf hver niende Dag pleyede at blive till een Qvindes Person, og vilde hafve Mand. Denne u-forschammede ære-klich loed hand viiselig som hand ej agtede det ringeste om, indtil saalenge hand fich soldt aldt sit faste godz og Eie for vare og Penge, og saae sig Leylighed til at flye i een hast. Og der hand imidlertid af een goed ven, som iche vidste, hvad det vaar under denne forhaling forborget, blev advaret, at hand schulle hefne sig ofuer sine Fiender med ligesaa stoer spot, swarede hand, at hand ej [''vildé''] være saa nidkiær for at hæfne sig ofver sine u-Wenner, som for at forsiune sin velfærd i fremtiden. Thj efterdj Thorgils havde een Datter-Mand, som var Amptmand derpaa Landet, kaldet Gunnar, forstoed Ruf nock, at hand ej veed nogen Rettergang kunde søge nogen schiel hos dem, endog de vare schyldige; men fich at bruge wærge.

Der nu alleting vare forsigtelig tillavet, saa hand i een Hast kunde undvige, gich Ruf alleene ind i Thorgilsis Huus, der hans Sønner vare ude at fische, og havde eet Spiud med sig; med et bredt scharpt Jern paa Enden, og hilser Manden i huuset, som da saed, og kogede noget vilt dyre-Kiød, og begiærede at hand vilde give ham fornøyelsse for den u-lovlige Spot og Scham, hand hafde giort ham, hvilchet der Thorgils icke alleeniste nægtede, men og ydermeere sagde ham de samme skiendelige ord i hans øyne, stack Ruffus ham strax igiennem med eet Spiud. Hvorfra hand gich strax ned til stranden, og gav sig i færd med Thorgilsis 4<sup>re</sup> Sønner, som kom hiem og hafde fischet, og var ligesaavell schyldig som faderen i denne u-ræt, hand hafde lidt, og sloeg dem alleene allesammen ihiel.

Dereffter gich hand strax till schibs med sin heele familie og Tiuende, thj hand frygtede for Amptmanden paa Landet, fordj alle Indbyggerne holdte med ham, og reyste saa hen til een afkroeg paa Grønland hvor Ingen folck boede, hvor hand i 4<sup>re</sup> samfælde Aar boede ligesaa magelig som tilforn iblant Grønlænderne helst efterdj hand i skiønne skove hafde timmer nok, at bygge med, og de wilde Diur, og fiske baade i hafvet, og i fiske-Dammer: hvor der vaar fiske nock, havde ofver flødig at leve af, og Gunnar imidlertid, som vaar Amptmand eller foget over Landet forgiæfvis med alle sine Speydere u-magede sig for at finde ham, og troede endelig forvist, at Ruf var omkommen.

Der nu 4<sup>re</sup> Aars tid vaar forløben, kom der een Kongl. Handelsmand fra Norge till Grønland næfni: Barder, som vaar een træsk, og underfundig Broder, og besøgte Gunnar, som vaar den fornemste der paa Landet, og der hand fich nyes om Ruffis bedrifter, da ligesom schiød det sig i hans sind, at Ruf ey endnu maatte være omkommen, men laae schiult paa Grønland Eenstedz i een af-kraae: og paa det hand kunde giøre sig goed hos Gunnar, dermed, kom hand ham til paa nye at leede effter Ruf, paa hvilket udtoeg og granschning hand selv, nemlig Barder var tillige med Gunnar formand, og der de nu leedte i een bugt, som for mange Bacher og steen og Krinchel-Kroge var vanschelig at komme til, fandt de nogle Spønner, som var hugget af Tømmer, eller safve-Sponer, hvoraf pleyer være fuldt i tømmer-Mændz Wærch-sted, hvilcke der Barder nøye gav agt paa, fornam hand strax, at Ruffus endnu monne leve, og dømte af disse tegn, at det var een Tømmermand nær. Ruffus brugte og samme Konst, og der de var gaaet lidet derfra, seer de een Schantze bygt af timmer, som var fiir-kantet, og med saadan Kunst drefven, og føyet sammen, at den gansche siuntis at være af heelt træ.

Dette var Rufs huus, som hand med egen fliid og Kunst havde opbygt, hvilchet hans u-Wenner villet gansche lagt i adsche, hvorfore de sanckede Riis stilker, og tørre greener, som var falden af træerne, og begyndte at sætte ild derpaa, men denne kloge og forsichtige Mand havde optengt og paafunden at giøre nogle Rænder af træ, som aldrig vaar seet, og maaskee iche hørtt tilforn, ved hvilke, som laae gravet dypt i Jorden, hand havde ført Wandet op fra een Dael, som laae der nær ved, til sin træ-bolig, hvoraf hand, som af mangfoldige Sprøytter (?) med ofverflødig Vand lettelig sluckede Ilden, som hans fiender kaste paa boligen, og derfor der de hverken med Ild eller gevær, hvilke Ruf som stoede paa een høy steed, lettelig støtte til side, kunde udrette noget, da siuntes hans Fiender det best at være, at de gick bort igien, med u-forrettet Erinde. Og der Barder baed ham far vel, og truede ham, at naar hand kom igien, skulle Rufs snildhed ej meget hiælpe ham, swarede Ruf, at hand aldrig ved sin egen Duelighed schulle bringe det saavidt, at hand skulle beskadige ham, og aldrig, uden hand af Een, som var meere forfaren i slige sager end hand blev underwist, hvormed han sigtede hen til Harald Den Haardraade, som den tid var Konge i Norge.

Der nu Barder wilde reyse hiem till Norge igien, ofvertalte hand Gunnar, at hand med egen Tieniste skulle giøre sig Kongen i Norge bewaagen, wed hvis Raad og Sckarpsindighed de kunde nedbryde dette Rufs Bol-wærch, thj sendte Gunnar til Kongen af Norge disse 3<sup>de</sup> Ting: 1<sup>mo</sup> Een sneehvid Biørn som var tam, 2) Et Schack-tafl, eller brickerne, som hør til eet skach-tafl, konstelig giorde af Hvalfische-tænder, 3) Eet heelt Hovet af een Rosmer (af det store slags, som Vj ofven for har beschreven og kaldis Rostunger) som var kunstelig udstucken, paa hvilcken endnu tænderne sædt i hofvedet.

Kongen toeg gladelig imod denne skiench. Imidlertid ville hand dog, at Barder ej meere schulle befatte sig med denne Ruf, saasom Kongen af det ham var sagt om den samme nochsom forstoed, at dett var een hurttig, vindschibelig og forstandig Mand: Og sagde, at, om Barder blev ved, at forfølge ham, geraadet hand selv derofver i stor fare. Barder skiøttet der intet om, men baed Kongen indstændelig baade paa egne Veigne og Gunnars, som hafde sendt ham de Kongel: foræringer, at Kongen dog vilde viide dem Raad, hvorledis de lyckeligere kunde bære sig imod Ruf.

Endelig blev Kongen ved hans høflighed beveget at sige Barder om de Rænder, hvilche hand aldrig tilforn hafde hørt sige af, men Harald havde Lært uden Landz, hvortil de duede, Thj raader hand ham, at grave een dyb grybt omkring denne træ-bolig, og paa den Maade kunde hand læt finde Rænderne, og tage dem bort, og saa siden lættelig nedbryde hytten. Da reyste Barder strax, der hand fich dett goede Raad till Grønland og toeg Gunnar, og een Hob af sine Kamerater med sig, som hand udwalde, og lavede sig til at falde an, og ødelægge Ruf. Der hand nu kom, sl&#226;r hand strax rendene ofver, ligesom Kongen havde lært ham og toeg dem strax bort, satte saa ild paa Huuset og giorde ald sin flid til at ødelægge Ruf med hans Børn og Huus-folk, som var i hytten hos ham.

Men dette havde Ruf alt betencht, forud, hvorfor hand og inden for i sin bolig havde bygt een baad maadelig stoer, og den sat paa skruer paa saa høyt eet steed, at paa den side, som wendte til stranden, af Bygningen (hvilken stoed strax ved søe-kanten), at hand saasnart hand saae, hvad hans fiender toeg sig til, og Bygningen var færdig at falde, hand da tillige med nogle faae, som fulte med ham (thi de andre hans Huus-folk tillige med godz, hvad som hand hafde, var alt skichet for i Weyen, med eet større skib til een anden afkrog) kunde springe i Baaden, hvilken, naar dend vaar kommen i Laab, kunde løbe selv Hige i Stranden, som laae der strax wed. Saaledis blev Ruf frelst ved sin baad, da allereede 4<sup>re</sup> af hans fiender var slagen ihiæl, i det at bygningen faldt neder. Barder vaar og ey seen, for hand forfuldte Ruf, roede og seylede tillige paa een Baad, at hand kunde naae ham, hvilket, saasnart Ruf fornam, at det ej kunde hiælpe sig, at hand flyede (thj hand saae, hand havde mange fiender, som u-afladelig forfulte ham) holt han stille med baaden, men dog alligevel sloeg hand med aarene i wandet, og loed som hand blev ved at roe frem hvormed hand narrede sine fiender, thj de kunde ej saa hastelig stille skibet, som gick for fuld seyl, og de med største fyrighed og hissighed derforuden roede frem, hvorfore de, før de vidste selv af, var ofver ham. Ruf stach da Barder, som saed i Bagstavnen, strax igiennem med een lang lætt Piich, hand havde med sig, men hans Søn Steen kappede fiendernis tov og redskab af med een sabel, saa deris Mast falt udj søen, og waar nær, at det heele skib havde væltet omkuld tillige med, og forgaaet.

Denne hændellse sinckede hans fiender meget, saa Ruf fick goed Leylighed nock til at undflye, hvorfore hand og tillige med dett store skib slap udaf den Kraae de havde skiult dem udj, og kom til Landz till Norge, og strandede ved Thrundhiem.

Da hand fornam at Harald Den Haaraade Konge sammestedz holdte sit Hoff, Pynsede hand altid paa, hvordan hand kunde komme till at giøre denne forbente Konge i Norge nogen fortræd, fordj hand havde givet hans fiender Raad, paa hvad Maade de kunde fange eller slaae ham ihiel: hvilchet hand og nogenledis fuldbyrdigede. Thj der hand havde værit noget i Thrundhiem, hændte det sig, at een af hans hof, som heed Grane begiærte at ville ligge hos Rufs Hustrue, men der hun som een kysk Kone, hart stoed imod, kom Ruf i det samme ofver dem, og der Grane vilde undløbe, sloeg Ruf ham ihiæl. Denne samme var een af Kongens Wenner, og som hand stolede paa den Kongl: vælde, giorde hand hvad hand vilde, og det uden nogens tiltale, hand vaar eet u-forskammet løsagtigt og stoermodigt Menniske som agtede
Ingen, ihvor kiæck hand var.

Widere havde Ruf, efter hand vaar kommen til Norge formummet sig, saa hand saae ud som een gammel Mand, forandrede og tillige med skichelssen sit nafn, og kaldede sig Narfue, paadet hand iche enten paa ansigt eller nafn skulle blive kiendt af Barders sælskab, naar det kom hiem igien. Men de Nordske havde da een Lov, som og Iislænderne endnu har, at naar nogen sloeg it Menniske ihiæl, skulle hand inden 12 timers forløb bekiende sin giærning for nogle vidner, og naar de saaledis havde bekiendt mordet i tide kunde det forsonis. Men dersom de iche, eller icke efter Loven hafde bekiendt det, kunde det ej forsonis.

Paa dett nu at Rufs begangne giærninger ej skulle blive til u-boode-maal skyldig, gick hand samme Dag til Kongen, som holdt da eet lystigt giæstebud, og talte til Kongen, og med lydelig Røst bekiente, at hand havde slagett eet Menniske ihiæll, dog med saadanne forblummede, og indwiklede ord, at, endog hand talte paa Norsk tungemaal, vaar der dog ingen af alle de der waar tilstede, som forstoed ham, og endog iche Harald selv (hvilken som hand vaar den høyeste af værdighed af dem alle, saa vaar hand og forstandigere end alle de andre) kunde saasnart fatte hvad hand meente, at io Ruf lenge tilforn hafde haft Leylighed nock til at gaae sin vey, imidlertid Kongen udgranschede, hvad det var for een forblummet discurs hand kom med, ved hvilchen Leylighed Ruf og forføyede sig til sit skib, som laae i goed bereedschab, og strax gav sig derfra till seyls.

Ruf slap da saa af den Nordske Konges Hænder, og kom neder til Svend Ulfs Søn, som da var Konge, i Dannemarch og bragte med sig mange skiønne og kaastbare Grønlands vare, som den Danske Konge ej i lang tid, formedelst den u-Eenighed, som var imellem ham og den Nordske Konge, hafde faaet nogen af, og iblant andet vaar der 50 fakke, af hvilche 15 vare hviide, derforuden 5 grønlands Biørne, som og vare Snee-hviide, Item Hvalfiskis og andre Wilde Diurs tænder, skind af adskillige wilde Diur, som vare meget kaastbare, og iblant andre ogsaa Sæl-Hunde-skind, som vj har sagt ofven for heede Rostunger, hvoraf mand de samme tider giorde Ancker-tov, og andre skibs tackler, og Reedskab.

Der hand saaledis havde forskaffet sig den Danske Kongis yndest, da blev hand begafvet med 12 gaarder udj Vensyssel udj Jylland, qvitt og frit at nyde sin Livs tid, og 2<sup>de</sup> hans Sønner: Steen og Biørn bleve tagne i Hoffet, eller Kongens gaard till Tiæniste. Siden der Harald Kongen i Norge fornam og forstoed trækken, loed hand ham, medens hand vaar bortte, kalde Kroka-Ref, thj Kroke bemerckede saameget som een træk, Ræncke, eller Bedragerie hos dem, derforuden som Kongen høylig sørgede for de 2<sup>de</sup> Mænd Barder og Grane som vaar i høy gunst hos Kongen, hvilke Ruf havde slaget ihiæl, udrudstede hand een, som heed Erich og waar broder til Grane, og gav ham et aarlogskib med 60 soldatter paa, og befalede ham, om hand ej kunde med aabenbare Magt dræbe Ruf, hand dog med Listighed skulle komme ham af dage, hvilket gick saaledis af, at Ruf sloeg 50 ihiæl af dem og sendte saa siden Erich tilbage til Kongen.

Omsider dødde Ruf, da hand vilde gaae til Rom, underveys paa et Kloster i Frankrige, og blev hæderligen begravet, og da levede hans 2<sup>de</sup> Sønner i stoer Værdighed hos den Danske Konge, og fick skiønne Adelige giftermaael ved hoffet, af hvis af kom den fornemste Adel i Dannemark endnu er. Den 3<sup>die</sup> søn, som waar den yngste, reyste til Iisland, af hvilken ogsaa siden kom een ypperlig Stamme.

Men dette er talt noget vidløfteligere, hvilket Jeg dog meener at kunde undskyldis med den undskyldning, som er given tilforn. Saavidt har Arngrim skrevet, hvorpaa kortelig swaris: Endog Jeg in Serie Regum Daniæ i Den første Bogs 3<sup>die</sup> Capit: i nogle Poster har gaaet denne historie igiennem, og dend randsaget, dog alligevell, eftersom Arngrim har sat eet Aars tal, som ganske intet kommer ofver eens med den forklaring, som ieg gifver herofver, da maa Jeg og beviise, at hand end derudj har faret vild, fordj om Jeg vil ligne de tider sammen paa hvilke Haagen Adelsteins fostre og Harald den Haardraade levde, da er der 96 aar imellem Hagens Død, og det første Harald kom til Regiæringen (thj Jeg følgte den gamle Reigning, hvori Jeg henførte Hagens Død til det aar effter Christi Fødsell 961, ogsaa bereignede Jeg, at der vaar 85 aar der imellem (thj saa har Jeg skreven, om endskiønt Boeg-tryckeren har sætt 81 aar) og der Jeg nu har mærket forseelssen, fører Jeg hans Død til det 950 aar ind) Men hvad giør det til sagen, at hand siger, at Rufs fader levede, der Hagen regiærede, [''naar det ikke er bevisligt, at Ruf''] om hvilken hand vilde tale, [''ogsaa blev født da,''] eller og som noget rart, der skielden skieede, og var derfor vel værd at mærcke, at een Mand, som efterat hand i sin Beste alder havde levet i Kong Hagens Regiærings Tid, har kundet paa sin høye alderdom avle saadan een Søn; Men da burde hand have lagt til, hvor gammel hand war, der hand aflede ham, eller i det mindste at hand den tid først flyttede til Iisland, og beboede den gaard Qvennabrecha. Men efterdj intet af dette hidhører, da slutter Jeg heller, at Arngrim har villet viist, at Ref er føed i Kong Haagens Regiærings tid.

Nu vil Jeg see paa hvad tid og hvorlænge hans fader levede. Hand siges at hafve værit meget gammel, om hvilket Jeg skall iche saa lætt sige enten det swarer og henhører til Hagens alder, eller og til Rufs faders Endeligt, det er u-disputeerligt. Jeg vil da lade staae, at hand var kommen til Mands alder, medens Haagen levede, efterdj hand da havde alt sat sig ned, var gifft, maaskee ogsaa hafde Børn den tid, og mueligt det icke eengang udj Hagens sidste tider, Dog siger Jeg, vil Jeg gifve ham det efter; lad ham da have værit 20 aar gammel, saa skall hand være føed A&#186; 930: Saa maa hand da hafve aflet Ref, der hand vaar 85 aar gaml: dersom hand skall være føed A&#186; 1015 og var Ref alt stoer før faderen dødde, thj 3 aar efter hans Død hefnede hand sin Moder paa een af hendis Naboer, som hafde giort hende u-ret, hvilke [''n''] hand sloeg ihiæl, og giorde Mandz giærninger.

Jeg vil da sige, at hand da i det ringeste vaar 16 aar gammel: saa har hand da oplevet det aar efter Christi fødsel 1031. Og da siges hand alt at være flyet hen til sin Morbroder Gest Odleifs: som kaldtis den Kloge, og der aaret efter at have bygt et Koffardj-schib af det andet gammelt, og det alleene i een vraae, hvor ingen vidste af ham at sige, ey heller hialp ham, hvorpaa hand siden seylede till Grønland, da hand dog aldrig tilforn hafde seet saadanne skibe, men alleeniste effter een liden lignelsse af eet skib, som een hafde forærit ham. Dersom vj ligner dette aar med Gestis alder, da fornemmer vj strax at Gest lenge før den tid vaar bortdød, hvilket lættelig beviises af den historie Laxdæla og alligevel at hun har 2<sup>de</sup> gansche stridige meeninger, saa beviiser dog begge, at Gest lenge før den tid var hendød, men de gissninger ere tagne af Gudrunæ Osvifsdatters (som var Harald den Haardraadis Stallar Ulfis Mormoder) hendis sidste Bryllup med Torkel Ejulfssøn, som var Are den Frodis olde-fader, thj aaret før det Bryllup dødde Gest, og Torkel Ejolfssøn dødde 4<sup>re</sup> aar før S<sup>t</sup> Oluf, neml: det aar 1026, og har effter sig ladet een søn af samme sin hustrue Gudrun, som heed Geiler, og var Are Den Frodis farfader, som da var 13 aar gammell. Saa slutter Jeg da heraf, at hand maatte u-feylbarlig have hafft bryllup med hende A&#186; 1012 eller før: Og er da Gest død A&#186; 1011 eller og før. Saa dødde da Gest, Refs Morbroder længe førend Ref nogen tid blev føedt.

Dersom vj ville see den anden Meening efter, da kommer den og kun ganske lidt ofver eens med Ref, thj den sætter at Gudruns første Mand Bolle blev slagen ihiæl A&#186; 1006, og da maa hun have hafft bryllup A&#186; 1018. Altsaa er Gest, som dødde aaret tilforne, døed, medens Ref endnu var eet barn paa 2 aar, men den første Meening siuntes rettist, thj det ej riimer sig at Gudrun saed saamange aar i Enche-stand.

Arngrims Reigning er udsat efter den tid, paa hvilcken Harald Den Haardraade levede. Denne
kom till Regiæringen i Norge A&#186; 1046, og forestoed den til A&#186; 1066, i hvilken tid Ref da hand alt var fader til 3 Sønner kom enda frisk og rørig til Kongen,, saa har hand da sat, at Ref var 31 aar gl: der Harald kom til Regiæringen, thj det som hand siger om Ref, kommer mest ofvereens med den alder. Paa Grønland siges hand at have værit i 13 aar, saa hafde hand da værit omtrindt 17 aar gammel, der hand bygde skibet. Men det er kun een blaatt gissning, og kand læt igiendrivis ved det aar, der Gest dødde, hvilket Arngrim ej har agtet, og den døed falder slett intet for tiilig ind, thj af Gislis Sursøns Krøniche veed mand, at hand i det mindste 3 Aar førend Snorre var født, som var foget ofver Helgafell, og før hans fader blev ihielslagen var bleven til karl, det er omtrent ved det aar 960, saaat hand dødde, der hand omtrint var 70 aar gl:

Nu vil Jeg ogsaa see effter Refs 17 aar, da hand reyste til sin Morbroder Gest, og ligne det med aaret før Gest dødde (omskiønt Jeg kunde ligne dem med de forrige aar før den tid) og er det aar efter Christi fødsell 1010, saa skal hand da wære føed Aar 993 og altsaa værit effter den Reigning 53 aar gammel, den tid Harald Den Haardraade kom til Regiæringen, [''og nærmede sig i det følgende de 60 aar,''] i hvilken alder hand hafde sandelig icke fornøden at formumme sig, at hand skulle see gammel ud, og hvortil tiente den formumming, efterdj dog ingen kiendte ham? Hvorledis vilde han vel i Trundhiem kunde skiult 5 hviide Biørne, og 50 fakke, efterdj Kongen var der ved steden, og saa siden føre dem til Dannemarch? Monne Kongen, som huschede vel alle hans trækker, sov den gang, saa hand ej spurte ham om Noget, da dog hand lætt kunde faae ham til at bekiænde det Nederlaug hand hafde giort? Mand kand nok slutte af dette, og det som tilforn er sagt, og kand læses i min Serie Regum Daniæ, denne historie om Refs liv og levnet ej bør reignis iblant andre sandfærdige historier.

Det siunis som eet artigt Hovet har digtet Noget og maa skee det har værit een gammel Præst paa den Gaard Qvenna-brecha til at berømme den Præstegaard, og fordrive dermed de lange Winternætter og snacke for Qvindfolkene, naar de saed og spand om afftenen, og lagt disse Personers navne paa nogle af sine tiænere. Hvilket som er, da siunis det ogsaa at drifve den fortælling tilbage, at vi iblant Oddleifs børn, hvilcke Landnama Part: 2 Cap: 25 pag: 67 opreigner, icke finder Refs Moders ej heller hans faders nafn, ej heller nogen sted Noget som vidner om dem, at de har waaren till.

Jeg vil og sætte her under een Historie af samme art om Thrand een Nordmand, som blev sendt af Magnus Den Gode till Grønland, paa det hand kunde undflye Kong Haralds forfølgelsse. Denne Mand boede i Upland, waar een Mægtig Mand, føed af Kalf Arnessøns slegt, Den samme gich til Kong Magnus paa een offentlig Pladz, hvor Kongen stoed og anstilte sig meget bevaagen, og ydmyg imod alle, uden nogen forskiæl, enten det var høye eller lave, enten de havde forseet sig eller ej, til hvilken hand talede saaledis: Allernaadigste Konge: Jeg bekiender rundt ud, at mine slegtinger høyligen har forseet sig imod Dig, og Din h<sup>r</sup> fader Wor Allernaad: Konge, Men dog er ieg u-skyldig, Thi da vaar ieg ''udenfor'' (''ms.'' herudj) Riiget, Men som giort giærning staaer iche til at vende, om endskiønt Mand vel fortryder derpaa, saa bekiender ieg hermed, og takker Dig ydmygest for din store Naade, som har tilgivet dem det alle, thi din fromhed har giortt os saa stoer forsikring om din Naade, at wj meener, du elsker os ligesaa høyt, som wj elsker dig. Alt det vi eyer, staaer dig til haande, det staaer til dig, hvormeget du vilt værdis deraf at hafve. Nogle skal vel achte det for een Domdristighed, andre for ofvermod af mig, at ieg saa tør anmode dig om det som ieg nu beder, jeg meener, det er een tillid, i hvilken jeg stolende paa din godhed, og til eet kiendetegn om din from og Mildhed, beder du vilde bytte yderste kiortel med mig. Kongen sagde strax Ja! og antoeg een fløyels kiortel meget kostbarere, end sin egen. Hand byttede og, effter Thrandis begiæring gevær, ogsaa med stoer forskiæl. Derpaa bøed hand Kongen till Bords og tracterede paa det prægtigste.

Nogen tid dereffter, der Harald fornam sig at være forgiæt, toeg hand det op som een spott, hvorfor hand blev saa meget vred paa Thrand. Thj §endte hand Svend Gersche (eller Russe) een Barsch Mand, som han hafde ført uden Lands fra med sig, og nu giort til een Amptmand, een Mand, som var reede til og goed for, hvad ham blev betroet at giøre; Denne sendte hand tillige med 12 følge-Sverme i sort Munche-Dragt till Thrand, hvilcke der de een Morgenstund kom hen till byen Thrand boede udj, fornam de strax, at der var sæt vagt her og der paa Marcken, og der de spurde dem ad, om deris Hosbond var hiemme, svarede de alle med et mundhæld, at hand var af bye. Men saa pischede de een vældig af, til hand maatte bekiænde Sandhed for dem.

Thrand hafde een stiv-søn, som heed Sigurd, hvilken saasnart hand fornam, at de pischede tie nerne af, sagde hand strax till Thrand, at der var nogle fremmede Karle ud paa Marcken, som pid schede tiænerne med Svøber, og de vare klædde i Munche-klæder. Thrand svarede, at de monne vilde gaae hen till Hellige steder: Og der hand sagde, de vare liigere til speydere eller Mordere: Sagde Thrand at ville forsøge det, og gaacr hen i giæstekammeret, did schulle de vell straxen komme, om de waare Munche, og begiære Penge, og saa vilde hand bede dem gaae ind eet par timers tid. Men dersom det var Mordere, da schulle de vell bryde Dørren op, med Magt, og saa gaae ind.

Imidlertid wille hand gaae ind i een jord-kiældere, hvorpaa nogle Dørre, som var wendt til stuen, var betagt med steen-gulv, andre Dørre andenstedz hen af Weyen, og der wilde hand bie, medens de gich ind, thj hand troede att alle søgte effter sig, derfor befoel hand Sigurd at blive liggende omme i schiul baeg Dørren, at hand i een hast kunde løbe till Dørren, og slaaeden til, og smekke slaa den for, saa wilde hand selv strax udrøste sig og Nogle fleere, og komme ind, og tage fat paa disse hals-starrige giæster.

Der dette vaar saaledis lavet, da kom Munkene til Huuset, og begiærede Penge, og der de ey strax vilde lucke Dørren op, truede de, at de vilde bryde Dørren op, Trand sagde, at det maatte være nogle stoermoedige Munche, og befoel,at de heller schulle lukke dem op, end de schulle bryde dørren i stykker. Midlertid gich Trand hen og schiulte sig. Der de nu war brudt ind, sloeg Sigurd sloden for Dørren, og loed dem saa staae inden for, ligesom i een fiske-Ruusse; strax vaar Thrand tilreede, greeb, og ligesom de selv havde giort, pischede og sendte dem saa hiem igien allesammen, alleniste Svend blev vel medhandlet, dog fortrød ham, at hand ej maatte gaae, hvor hand wilde.

Der Harald spurte Dette, blev hand end meere vreed, at hand giorde ham den ene fortræd oven paa den anden. Kong Magnus der hand hørte, hvorledis hand havde fixeret dem, og hefnede sig paa dem, i det hand narrede og giorde spott af dem, blev hand glaed, og reyste med et følge hen at forfare, hvad raad hand schulle vell vilde tage til, om Harald kom efter ham, thj blev hand med alle sine bevebnede holdende i Schoven digt hos.

Saasnart Thrand spurde, at Harald var nær ved byen med sit følgeschab, samlede hand i een hast saamange folck sammen af Naboe-lavet til at hiælpe sig, som hand siuntis tryggelig at kunde forsvare sig imod Harald med. Men der Kong Magnus hørde, at Thrand havde bereedt sig paa at giøre mod-verie, da sente hand Bud efter ham og blev derpaa buden hiem af Thrand som da med sit følge hafde lagt Rustningen, gich ham i Møde, og herlig toeg imod ham, efter Leylighed. Som Kongen nu fich høre, hvad fare Thrand stod udj for Harald, toeg hand ham med sig til sit Hoff, og sætte vagt til beschiærmelsse hos hannem. Men som hand siuntis, at hand icke var sicher nock der, raadde hand, at hand næste Aaret derefter skulle reyse till Grønland. Imidlertid ville hand beskiche nogle, som schulle tage vare paa hans avling, og huusholdning hiemme.

Først om waaren da fulte Magnus Thrand til skibs og ledsagede ham ned til stranden, at Harald ingen skade schulle giøre ham. Der hand var kommen lidt fra landet, siges der at Harald schulle have faret ud efter ham, paa eet skib, men Magnus kom og did paa eet andet skib, og enten skreckede ham derfra, eller og skammede ham ud, at hand vilde begynde paa saa skammelig een strid, saa hand reyste hiem igien. Der nu Thrand var kommen til Grønl: levede hand der i nogle Aar. Siunis noget u-troligt, at saadan een høymodig, og mægtig Herre, som Kong Harald vaar, skulle have villet værdiges at luure paa een Landz Bye-Mand. Og at Magnus iche heller paa anden maade kunde have friet ham fra Haralds vold og list end som saa lige at skicke ham til Grønland, ligesom all den anden heele verden havde staaet under Haralds regiæring, at Thrand derfor ingen andenstedz kunde undflye.

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Thormod Torfæus]]
[[Kategori:Grønlandica]]